176|XII

Mandag Morgen, da gamle Per Hjarmsted kom udenfor Gaarden, saae han, at samtlige Unghøveder fra Stavn var ovre paa Bjerregaardens Skifte. De øvrige Harreby-Høveder befandt sig i en helt anden Side af Engene.

Han fik Avlskarlen, Mads Horsens og Jens Vegger med sig. Han spurgte, inden de drog af, om ikke Anders vilde med. Men denne lo og svarede: at han havde ingen Lyst; der skulde jo da ogsaa helst een blive hjemme. Trods denne Ligegyldighed gik Anders, rigtignok meget ubevidst, og ønskede, at der skulde komme noget ud af det; at der maatte skee noget, som kunde gjøre hans Sind fødende, saa Beslutningerne kom af sig selv, ligesom den Dag Fuldmægtigen var paa Bjerregaarden. –

Ekspeditionen lykkedes fuldstændig. Efter to Timers Forløb stod der i Kostalden paa Bjerregaarden – foruden et Par af Anders Hjarmsteds Kalve, der ikke var paa Græs – 67 Stykker Ungkvæg tilhørende Kristen Faurholt. – Avlskarlen blev ligestraks sendt til Stavn med Melding herom fra Per Hjarmsted. Desuden skulde Karlen sige: at de kunde hentes naarsomhelst mod Betaling af 2 Rigsdaler, ikke som Mulkt,N men som en Drikkeskilling til Tjenestefolkene paa Bjerregaarden for haft Ulejlighed. Men man maatte skynde sig at komme efter dem, thi Dyrene blev ikke fodrede, saalænge de befandt sig paa Bjerregaarden. –

Erik Skindtoft kom om forat see til Per, kort efter at Karlen var sendt afsted. Da han havde faaet Sammenhængen at høre, sagde 178| han: »Det bliver sgu galt, Per; det gjør Du ingen andre en Tjeneste med endsom Kren Faurholt. For det bliver jer, der kommer til at betale, hvad Skade Kreaturerne tager paa den Maade. – Og i denhér Tid, vi har Torden snart hver Dag, – der kunde jo gaa hen og skee noget.«

Per Hjarmsted blev helt fornærmet over den Andens Indvendinger.

»Hvor er Anders henne?« spurgte Erik. »Hvad siger han til det?«

»Han er i Marken og tromler.«

»Naa, hvad siger han saa til det?«

»Han lader mig om det, Erik Skindtoft. Og det skulde Du ogsaa gjøre.«

»Ja, ja, – da kan I lide paa, te Kresten og Fuldmægtigen de gnider sig i Hænderne. For det er helt ulovlig, saaen som Du nu gaar frem med det.« – – –

Efter Nadvertid kom der Bud til Mads Horsens, om han vilde komme over til Harreby. Fuldmægtigen vilde tale med ham. – Atter den Aften var det lummert Grødevejr med fjærn Torden og glansløse Lyn.

Trods den Gamles Modstand lod Anders give Studene et Par GifterN Foder næste Dag, da der stadig ingen kom efter dem fra Stavn. Han kunde ikke lide at høre paa det Spektakel, de gjorde. – For Resten blev Følelsen hos ham af at staa uden for det hele stærkere og stærkere; han syntes, han kunde mærke, hvor den tog til, næsten for hver Time der gik. – Hen paa Eftermiddagen satte han sine Heste paa Græs. Han vilde over og træffe Aftale med Gjatrid. Beslutningen kom, netop som han ønskede det, helt af sig selv. Han kunde jo ligesaa godt have gaaet derover igaar, han kunde ogsaa have opsat det til i Morgen – thi de 10 Dage var ikke udløbne endnu; – men nej, – nu skulde det være i Dag. Det var saadan en dejlig sikker Fornemmelse at have. –

Han blev ved at kunne høre disse ulykkelige Studes Brølen langt hen ad Engvejen. Han var meget øm over Dyr, og lovede sig selv, at 179| saa snart han kom hjem i Aften, skulde de blive sluppet løs, hvad saa den Gamle sagde. – Hans Fader var ellers ogsaa langtfra at være nogen Dyrekrænger,N men han maatte jo være noget sær i Hovedet, – det var aabenbart al denne Forbitrelse og saa Alderdommen.

Da Anders var kommen endnu et Stykke henad Engvejen, mærkede han dog, at han i hvert Fald nogen Tid havde forvekslet den fjærne Oksebrølen med en hul, men endnu svag Torden. Det var begyndt, ogsaa i Aften, den sidste Aprildag, – som det nu havde gjort næsten hver Dag siden den 26. – at trække store, blaasorte Skybanker op af Sydvest. Det var ogsaa lummert, men med kolde Vindstød. –

Naar man er kommen op over Hedebakkerne bagved Stavn, har man Landevejen en halv FjerdingvejN sønden derfor. Ved denne ligger Harreby, og noget fra denne Thinggaarden, d.v.s. Herredsfogedboligen med Herredskontoret og Arresthuset. Ved en Bivej lige i Nærheden heraf laa Herredsfuldmægtigens Hus.

Anders gik igjennem Haven og ind ad Hoveddøren paa Østersiden af Huset. Ligeud, for Enden af den noget smalle og lange Forstue var een Dør, paa Siden tilvenstre en anden. – Denne sidste Dør gik op, straks efterat Anders var traadt ind i Forstuen, og Fuldmægtigen kom frem af den. Der var halvmørkt i Gangen, men det varede dog kun et Øjeblik, saa kjendte Fuldmægtigen Anders.

Anders sagde: »Goddag. – Er Jomfru Gjatrid til Stede?«

»Det veed jeg ikke. Men Frøken Faurholt ønsker i hvert Fald ikke at tale med Dem.«

»Jo, hun gjør. Og A vil tale med hende.«

»Det faar De ikke Lov til. Jeg forbyder Dem det.«

»A har jo sletint spurgt Dem om det,« sagde Anders med en noget truende Holdning og gik frem mod Døren for Enden af Entréen.

»Bruger De Magt i mit eget Hus!« skreg Fuldmægtigen.

»Det kan De tidsnok faa at vide,« – – I dette Øjeblik blev Døren reven op, og Gjatrid Faurholt traadte hurtigt ind i Gangen.

»Det er Fuldmægtigen, der vil forbyde mig at tale med Dig,« sagde Anders.

»Det kan De it forbyde!« sagde Gjatrid, løb hen og klyngede sig ind til Anders, idet hun lagde Armen om hans Skuldre.

180| »De maa jo vide, Frøken, at dette strider mod Deres Forældres bestemte Ønske,« sagde Fuldmægtigen.

»Kom, Anders, lad os gaa ud!« sagde Gjatrid, idet hun greb en sort Straahat, der hang paa Knagerækken i Gangen. Saa løb hun ud af Entrédøren. Anders fulgte.

»Mon han skulde komme ud efter os?« spurgte Anders, da de havde forladt Landevejen og løb ind over Heden.

»Det tænker jeg da it,« hviskede Gjatrid.

»Men faar han int fat paa Dine Forældre?«

»Det kan godt være. Men de vil da it gjøre VæsenN med at rende og søge efter deres Datter ude i Lyngen. Det troer de mig ogsaa for godt til.«

Gjatrid løb foran og viste Vej. De kom ned i en Lavning i Heden, hvor der stod en Del Enebærris. Imellem disse satte de sig ned.

»Har Du faaet Brev fra mig, Gjatrid?«

»Nej.«

»Saa er der nogen, der har taget det. A vilde spørge Dig, naar Du vil følges med mig ned i Præstegaarden? A har løst Kongebrev.«

»Aa ja, jeg vil, Anders, jo før jo heller! For nu har jeg it andet end Dig. Og jeg regner hellerit det andet for nogen Ting!« – Der var baade Jubel og Graad i hendes Stemme. – Hun bøjede sig ned mod ham, der sad noget lavere, og knugede hans Hoved ind mod sit Bryst. Han blev ganske stille. Han kunde høre hendes Hjerte banke.

Det varede længe, inden de begyndte at snakke igjen.

»Hvad Dag rejser Husholdersken?« spurgte Anders.

»Om tre Dage, den 3. Maj.«

»Hvad Tid paa Dagen?«

»Ved Middagstid. – Hvorfor det?«

»Jo, for det er jo næsten nødvendigt, at hun er borte den Aften, naar A kommer og henter Dig ned i Præstegaarden.«

»Det er da ingen Nytte til, at Du henter mig,« sagde Gjatrid.

Først i dette Øjeblik vidste Anders, at han dén Aften, den 3. Maj, vilde dræbe Fuldmægtigen, og straks derefter tage Gjatrid med sig ned i Præstegaarden. – Han tænkte paa, om han skulde sige hende det nu. Men han syntes ikke, han kunde. Og hun fik jo da ogsaa Tid til at sige ham Nej, hvis hun ikke vilde efter – det.

181| »Havde Præsten blot været hjemme, saa havde det jo været det allerbedste at gaa derned nu,« sagde Gjatrid, hun bøjede sit Hoved og blev rød. Anders kyssede hende mange Gange for det.

»Naar kommer han hjem?«

»Imorgen vistnok,« sagde Gjatrid. – »Saa gaar Du vel straks op og taler med ham om det, Anders. For han vier os maaske ikke, hvis – – – Aa ja, – mon han i det hele vil vie os?«

»Det er bedst sletint at tale til ham om det, før vi er der begge to,« sagde Anders, og drog Gjatrid ind til sig; »saa faar han ingen Betænkningstid.«

»Jamen troer Du, han gjør det, Anders?«

»Jo. – Vi kan jo sige til ham, te hvis han vil int vie os, saa holder vi Bryllupet alligevel, – ogsaa med det samme! Saa skal han nok gjøre, hvad vi forlanger. – – Men Gjatrid, Du skal int gaa ene derned. A vil helst hente Dig hos Fuldmægtigens, – hvad, vil Du int nok det?«

»Jo, – men jeg synes lettere, han kunde see os.«

»Nej, A skal nok – – passe paa ham. Og det bliver saaen imellem 10 og 11, A kommer.«

De sad længe sammen derude. Solen var nede, og det var temmelig dunkelt, thi der blev ved at boble sorte Tordenskyer op af Sydvest, uden at der dog kom Regn her sønden for Bakkerne. Det var ligesom Vejret drev af mod Nord, naar det var kommen et Stykke op paa Himlen, – udover Fjorden. Der hørtes ogsaa hele Tiden fjærn Torden, og det lynede, ikke i Straaler, men i brede Lysglimt.

De kunde ikke see ret langt mod Nord for Randen af Hede-Lavningen, men mod Syd havde de en meget vid Udsigt, hvor de sad, mest ud over store, lynggroede Bakkedrag. Derude begyndte man nu at tænde Blus, det var jo den sidste Aften i April – Wulborg-Aften,N som man siger der paa Egnen.

Klokken var vel halvni, da de rejste sig og gik tilbage. –

Da Anders havde sagt Godnat til Gjatrid paa Landevejen ved Fuldmægtigens Hus og var kommen op paa Bakkeranden bag ved Stavn, saae han et meget stort Blus ude paa Engene mod Nord, – ja, enten maatte det være lige nede ved Fjorden, eller ogsaa ovre paa Nordsiden, paa Forlandet maaskee. Han stod og saae paa det en lille 182| Tid. – – – – »Ih, men tu hvad er det?« raabte han pludselig højt, »det er da vist Bjerregaarden, der brænder!«

Et Par Timer efter at Anders var gaaet hjemme fra, brød der et voldsomt Tordenvejr løs derude over Bjerregaardsholmen og Nørre-Engene. Klokken var da omtrent halvotte, og skjønt Solen ikke var helt nede, blev det dog straks næsten nattemørkt. Det lød svært uhyggeligt paa Bjerregaarden med denne uafladelige Brølen af de fremmede Høveder, hvortil nu kom mægtige og hurtigt paa hinanden følgende Tordenskrald. Regnen styrtede ned.

Gamle Per Hjarmsted gik omkring i Gaarden og Udhusene og skuttede sig. Snart stod han et Øjeblik inde i Huggehuset; saa gik han over til Stalddøren; saa stod han og saae paa Vejret igjennem Lugen i Tærskeloen.

Avlskarlen var fortrædelig paa ham, fordi han ikke gav de Kreaturer det, de kunde æde. De kunde jo da ikke gjøre ved, at Kren Faurholt var en Kjæltring. Mads Horsens og Jens Vegger derimod gik omkring og smaagrinte. De havde egenlig ikke noget at gjøre paa Gaarden efter Nadver. De var Husmænd og boede ikke der. Men de blev alligevel gaaende.

Der kom et vældigt Tordenskrald, ligesaa rasende i sin Larm, som Lynet, der umiddelbart fulgte, var kridhvidt og blændende. – Alle Mandfolkene kom uvilkaarlig frem paa Gaardspladsen forat see, om Lynet havde slaaet ned, – hvad dog ikke var Tilfældet.

»Nu skulde det lige have tændt og svedet Stalden af over Hovederne paa alle de Høveder,« sagde gamle Per Hjarmsted, »det kunde blive en pæn Skilling for Kren Faurholt at komme af med, naar han skulde kjøbe sig saadan en Besætning igjen.«

Avlskarlen tog sig den Frihed at sige: »A troer sgu', I er sær. Det blev da it Kren Faurholt, men Anders, der kom til at betale dem. Det er da hellerit noget for en gammel Mand at staa og sige.«

Mads Horsens slog en høj Skranner op.N Den Gamle tav mærkelig nok helt stille. – – 183| Tordenvejret holdt sig usædvanlig længe. Især blev Lynene ved med uformindsket Styrke.

Per Hjarmsted begav sig paa en Runde omkring Gaarden, forat see efter, at der i det hele taget ikke var noget i Vejen.

Da han drejede om det sydøstlige Hjørne (mellem Østerlængen og Laden), saae han en Flamme slaa op ved det andet Hjørne af Laden. Han stod et Øjeblik skrækslagen og stirrede frem for sig. Flammen kastede pludselig et bredt Skjær ned over Muren og Grønsværet, og han saae i LysningenN to Mandsskikkelser, der, som han syntes, rakte Armene op imod Tagskjægget.

Nu var han vaagen. Han løb, saa hurtig hans gamle Skanker vilde bære ham, frem langsmed Lade-Muren. Han var kun en 5-6 Alen fra de to, da de opdagede ham. – Han saae, at det var Mads Horsens og Jens Vegger, og raabte deres Navne. – I første Øjeblik syntes de at blive forskrækkede, men straks derefter kastede Mads Horsens sig frem imod ham, greb ham i Armen og skreg: »Det er Per Hjarmsted, han stikker Ild paa Gaarden!« – Jens Vegger stemmede i med.

Og nu trak de af Sted med den Gamle, der var bleven ganske fortumlet, hen langs Vesterlængens Mur; men en vældig Lysning bredte sig bag dem og kastede deres tre ravende Skygger frem foran dem. – Mads Horsens raabte: »Brand! Brand!« – I næste Øjeblik var de inde paa Gaardspladsen.

Flammerne slog nu op over Staldtaget, og da Ilden var opstaaet lige i Vindhjørnet, og det netop pustede stærkt, naaede den i et Øjeblik selve Mønningen,N men havde en kort Tid ondt for at komme over de vaade, tætte Møntørv.N Samtidig med Ildens Knitren hørte man det syde i Tagets yderste, regnvaade Straadække.

Nede i Gaarden var der fuldstændig Forvirring. De tre Mænd stod og anklagede hinanden for Brandstiftelse. – Mads Horsens vilde ikke vige fra Per Hjarmsted, at han ikke skulde flygte, og Per Hjarmsted var saa rystet over Anklagen og over Ildspaasættelsen, saa han rent glæmte at foretage sig noget forat slukke.

Dette var tilmed meget vanskeligt. Bjerregaarden var jo en ganske enlig Gaard. Den nærmeste BrandsprøjteN var i Harreby, og alle tre Udhuse var sammenbyggede. Derimod var der ikke stor Fare for Stuehuset, der var teglhængt og laa i betydelig Afstand fra de andre Bygninger.

184| Avlskarlen var den eneste, som overhovedet tænkte noget videre paa at slukke, men til stort mere blev det hellerikke for ham. Og imens glæmte han at trække Kreaturerne ud af Stalden: Paa ganske vidunderligN kort Tid – syntes i hvert Fald Gaardens Folk – brasede Staldtaget sammen over Bygningen. Nogle faa Kreaturer havde revet sig løse og kom styrtende ud i Gaarden, men de aller fleste blev derinde og blev kvalte af Røgen; der var vist ikke gaaet ti Minuter fra Tagets Nedstyrtning, saa hørte man ikke en Lyd mere derinde fra.

Imidlertid havde Avlskarlen og Røgterdrengen faaet Hestene ud af Østerlængen. De slog dem løse og lod dem løbe ud paa Marken. Kun en af Hestene beholdt Karlen tilbage; paa den vilde han selv ride til Harreby forat faa Sprøjten hentet. Dette lod sig maaskee nok forsvare i et Brandforhør, men var for Resten saa unyttigt som muligt; Sprøjten vilde nu komme altfor sent til at udrette nogetsomhelst. – Idet han i strakt Karriere red ud af Gaarden, raabte Mads Horsens efter ham: »Lars! meld Brandstiftelsen til Fuldmægtigen eller paa Thinggaarden!«

Anders havde kun løbet et ganske lille Stykke ned ad Vejen forbi Stavn, da han var klar over, at det virkelig var Bjerregaarden, der brændte. Det første, han følte derved, var dette: at nu var alt afgjort, nu kunde intet gaa tilbage mere. – I dette Øjeblik anede han vistnok allerede hele Sammenhængen. Men det var dog først, da han var kommen et Stykke ud ad Engvejen, at den Tanke bevidst slog ned i ham: at det var Mads Horsens, der havde paasat Ilden. Straks efter gjættede han allerede paa Beskyldningen fra dennes Side mod hans Fader for Brandstiftelse.

Da han var kommen midtvejs omtrent mellem Stavn og Bjerregaarden, hørte han tydelig de sætvise Stød i Engbunden af en Hest i Karriere. Et Øjeblik efter saae han den store Sorte, og kunde nu ogsaa kjende Lars. Han raabte Karlen an, idet denne vilde ride ham forbi.

185| Han fik Underretning om alt, hvad Karlen vidste. Straks efter skyndte de sig videre hver sin Vej.

Nu var der ikke Spor af Tvivl hos Anders om, at det var Mads Horsens' Værk det hele, og at bag ham stod Fuldmægtigen.

Da han kom hjem, var alle tre Udhuse brændt ned. Stuelængen var urørt. I Dagligstuen befandt sig hans Fader, Mads Horsens og Jens Vegger.

»Herut af Stuen, I to Mordbrændere!«N raabte Anders, saasnart han havde aabnet Døren. »Skal I to Skarnsmennesker gaa i ærlige Folks Hus!«

Mads snerrede og skjældte; men gik dog ud, fulgt af Jens Vegger, der saae meget forskrækket ud.

Anders spurgte sin Fader, om der sletingen andre havde seet noget til Ildspaasættelsen end han og de to Gjerningsmænd selv.

Den Gamle mente Nej; ingen af Gaardens Folk og ingen af Husmandsfolkene paa Bjerregaardsholmen, som nu jo var samlede ude i Gaarden, vidste det ringeste at sige.

Anders gik lidt efter ud for selv at snakke med disse Folk, men det gav intet Resultat. – Han havde ogsaa en Samtale med Kirstine. Han sagde til hende, at han syntes, hun og Niels nu skulde gifte sig og saa flytte bort fra Egnen, for her blev da alting saa uhyggeligt for dem nu. – Men hun kunde ikke rigtig forstaa ham.

En Timestid efter Anders's Hjemkomst arriverede Sprøjten fra Harreby. For ikke at være komne helt til Unytte gav Folkene sig til at øse Vand i Ruinerne. – Lidt efter kom Vognen fra Thinggaarden. Der var Fuldmægtigen, Arrestforvareren og en Kudsk.

De to første stod straks af Vognen. De hilste sletikke. – Mads Horsens, som drev ude i Gaarden, gik hen til Fuldmægtigen og sagde, at Per Hjarmsted var inde i Dagligstuen, – han pegede mod Vinduerne. – Fuldmægtigen skubbede ligesom Mads lidt fra sig, men gik, efter hans Anvisning, ind i Huset.

Nogle Minuter efter kom Fuldmægtigen og Arrestforvareren atter ud paa Trappestenen med gamle Per Hjarmsted imellem sig. Fuldmægtigen gav ham Ordre til at stige op bag i Vognen og lægge sig der. – Kirstine kom straks, da hun saae, at hendes Fader ikke skulde sidde i nogen Agestol, løbende med en AgefjælN med Pude, 186| som stod inde i Gangen. Mads Horsens og Jens Vegger fik Plads i den bageste Agestol, Fuldmægtigen og Arrestforvareren i den forreste. Kudsken fik Ordre til at sætte sig ved Siden af Per Hjarmsted forat passe paa ham.

Anders havde hele Tiden, mens dette foregik, staaet og seet til, uden at sige noget. – Nu kjørte Vognen ud ad Porten med de tre Arrestanter.

Næste Dag kom det Anders for Øre – igjennem et Par Tiggerkoner ovre fra Harreby – at Arrestforvarer Nielsen ganske aabenlyst i fleres Paahør skulde have sagt, at den Gamle fra Bjerregaarden ikke skulde faa Søvn i sine Øjne, før han havde bekjendt, at det var ham, der havde stukket Ild paa Gaarden. – Anders kunde ikke faa sig til at tro det, men Dagen efter, den 2. Maj, kom Erik Skindtoft og berettede med stor Indignation, at han nu i Dag havde talt med Arrestforvareren, og han havde sagt, at han haabede nok, de skulde faa den Gamle fra Bjerregaarden mør inden kort Tid, for det lod ikke til, at han godt kunde undvære Søvn; nu havde han ikke faaet et Øje lukket i Nat og hellerikke Natten forved, og han saae allerede ud, som om han kunde være baade Tyv og Røver og Mordbrænder. Protokoltilførslen efter ham saae jo hellerikke godt ud.

Anders blev ganske hvid i Ansigtet, – men sagde blot, at han haabede nok, han skulde faa en Forandring paa det i Morgen. Saa vilde han over og tale med Fuldmægtigen.

»Ja, ham nyttede det sgu ikke at snakke med.«

»A vil maaske ogsaa sige et Ord til Arrestforvareren,« sagde Anders.

»Aak ja, det var kun som at slaa Vand paa en Gaas.« – – –

Anders besluttede i dette Øjeblik, at kunde han saasandtN faa Ram til Arrestforvareren, da skulde det ikke gaa denne bedre end Fuldmægtigen.

187| Der var een Ting, Anders havde saa ondt ved at fastholde, da han næste Dags Aften omkring ved Kl. halvti gik over Engene ad Harreby til, – det var dette: at det hele saa let kunde vise sig ugjørligt ved denne Lejlighed. Sæt blot, at Herredsfuldmægtigen ikke var hjemme, – saa kunde han ganske rolig gaa hjem igjen til Bjerregaarden. – Men Gang paa Gang glæmte han denne Mulighed, fordi det andet ogsaa var muligt, ja, sandsynligt, – og var saa overmægtigt, saa stort, saa det gjorde, at han straks følte Verden som en helt anden.

Da han kom op paa Randen af Stavn-Bakkerne, kunde han see Lys i Fuldmægtigens Hus, men endnu ikke, i hvilket Vindue. Men det kunde ikke godt være anden Steds, end fra hans Kontor, for Klokken var over 10, og Gjatrid havde sagt, at hun vilde slukke paa sit Værelse Kl. halvti. Gaardskarlen havde Værelse ude i Staldbygningen. – Saa var Fuldmægtigen nok hjemme. – Anders løftede uvilkaarlig paa den tunge Stenhuggerhammer, han holdt i den højre Haand. Den var god, hvor den ramte, men den var jo noget tung at haandtere. Han havde valgt den, og ikke hverken Bøsse eller Økse, som jo da ogsaa forefandtes paa Bjerregaarden, fordi han bedre kunde føre og bruge den uden dermed at vække unødig Opsigt.

Da han havde gaaet endnu ti Minuter, saae han tydeligt, at Lyset maatte være paa Fuldmægtigens Kontor. – Han tænkte paa, at Gjatrid vel gjerneN kunde see ham komme nu. Hun sad rimeligvis i Mørke paa sit Kammer og stirrede ud efter ham. Hun vilde jo forundres, naar hun saae, at han ikke tog Vejen hen til hendes Vindue. – Men – – – han vilde ikke sige noget til hende derom, før det var skeet.

Yderdøren var ikke laaset. Den gik op, da han tog i den. Der var ikke mørkere inde i Korridoren, end at han godt kunde skjelne Døren tilvenstre, ind til Kontoret.

Han aabnede den. Fuldmægtigen sad og skrev ved et stort Bord, saaledes at dette var imellem ham og den Indtrædende. Hans Ansigt vendte mod Døren.

»Hvad vil De?« sagde Fuldmægtigen og saae stift paa Anders.

»A vil for det første snakke noget med Dem.«

»Vil De sætte den Hammer udenfor Døren!« 188| »Hvad skal det betyde, te min Fader int kan faa Lov at sove om Natten?«

»Der holdes Forhør over ham – Vil De sætte den Hammer udenfor Døren! siger jeg.« Fuldmægtigen sprang op og gik, ikke i Retning af Anders, men henimod Væggen tilhøjre, hvor Anders i samme Øjeblik opdagede at der hang et Gevær.

»De skal blive staaende, helles faar De denhér i Hovedet!« sagde Anders – tvingende sig til at tale dæmpet – og løftede Hammeren.

»Har han hellerint faaet Lov til at sove sidste Nat?«

»Vistnok ikke meget,« – sagde Fuldmægtigen i ligegyldig, overlegen Tone, stak Hænderne i Bukselommerne og svingede lidt med det ene Ben. Denne Rolighed var dog paatagen i bestemt Hensigt. I næste Øjeblik saae Anders – i et Glimt – hele Skikkelsen forvandlet som til et stort, vildt Dyr i Spring – – og lige umiddelbart derefter laa Fuldmægtigen paa Gulvet, stønnende, og med Blodet strømmende ud af Hovedet. Anders traadte til Side for ikke at faa det paa Fødderne. – Han tænkte paa, om han skulde give Fuldmægtigen endnu et Slag i Hovedet. Men i det samme gjorde denne en voldsom Bevægelse, hvorved Ansigtet kom til at ligge lige opad; – straks derpaa holdt han op at stønne, og Anders kunde see, at Øjnene blev helt dunkle, skjønt de stod vidtaabne. Lemmerne slappedes samtidig og sank ned mod Gulvet, saa Anders var sletikke i Tvivl om, at han nu var død.

Anders tænkte et Øjeblik at skrive paa det Papir, som Fuldmægtigen havde haft liggende foran sig paa Bordet, at han havde slaaet ham ihjel, fordi Fuldmægtigen var en utroN Embedsmand, der aldrig gjorde andet end Uret. Men han lod være; han kunde jo egentlig ligesaa godt sige det, naar de kom forat gribe ham. Ellers kunde de vel ogsaa nok forstaa, hvad Meningen var, hvis han i Morgen fik givet Arrestforvareren samme Behandling som Fuldmægtigen.

Han tørrede noget Blod af Hammeren henne paa Sofaens Betræk; saa tog han Lampen, forat han ikke skulde komme til at træde i Blodet i Mørke, og bar den med sig ud i Gangen, hvor han slukkede den.

Lidt efter stod han under Gjatrids Vindue. Hun aabnede det straks. Han satte Hammeren fra sig, og strakte Armene op mod hende. Hun hoppede ud over Karmen og kastede sig ind til ham.

189| »Nu har A slaaet Fuldmægtigen ihjel med denhér,« sagde Anders og pegede paa Hammeren.

»Aa, Herregud, Anders! – – Men kom I da op at skjændes? – Aa, hvadfor gik Du derind?«

»Nej, – A var bestemt paa det, da A talte med Dig sidst, Gjatrid. Men da tøt A int, A vilde sige det.«

Gjatrid sagde intet. Hun skjulte grædende sit Ansigt ved hans Bryst.

»Kanskeesig Du tykkes saa, Gjatrid, te det er ingen Nytte til at holde Bryllup, – heller te Du vil int. – – – A tænker nu int, A skulde blive sat i Arresten; for kan A komme af Sted med det, saa slaar A Arrestforvareren ihjel, naar de er der og vil tage mig i Morgen, og saa kommer A vel nok af med Livet ved den samme Lejlighed.«

Gjatrid kunde ingen Ting sige.

»Men A vilde nu helst,« fortsatte Anders, »te Du nu fulgte med mig ned i Præstegaarden, saa vi kunde være ved hinanden i Nat, naar han har viet os. – Saa bliver det da Bagsnak,N alt, hvad Folk kan komme til at sige om os to.«

Han stod og lyttede over hendes Hoved – »Vil Du det, Gjatrid?«

»Ja, ja, ja!« – Hun slog pludselig sine Arme om ham og kyssede ham paa Munden. – Saa løb de hen over Agrene, ud paa Vejen, ned til Harreby, til Præstegaarden. – – –

Klokken var noget over elleve. Men Pastor Steffensen plejede ikke at gaa i Seng før efter Midnat. Derimod haabede de sikkert, at Madam Balling nu skulde være i Seng.

Anders pikkede paaN Vinduet til Præstens Studere-Kammer, hvor der ganske rigtig viste sig at være Lys.

Præsten kom hen til Ruden med Lampen i Haanden.

»Men hvad er det?« sagde han og skjød Hagen frem med sit sædvanlige Hovedkast, da han saae de to Ansigter udenfor i Halvmørket. »Nu har jeg da aldrig – –« hørte de, han sagde, idet han gik tilbage med Lampen og satte den paa Bordet. – Han løb ud af sin Stue i Retning af Gangdøren,N hvor de ogsaa begav sig hen.

De hilste.

»Tys, tys, vær stille! – Madam Balling er gaaet i Seng, men hun kunde let vaagne,« sagde Præsten.

190| »Saa kunde De vel nok bede hende om at lægge sig til at sove igjen,« sagde Anders.

»Aa, det kan jo ogsaa være, hun ingen Ting hører. – – Naa, det var endda mærkeligt – – det var endda ogsaa meget overraskende med jer – te I kommer der!« – Præsten gned Haandfladerne mod hinanden og lo forlegent eller ængsteligt.

»Ja, A har Kongebrev med; vi vil saa bede Dem om at vie os med det samme,« sagde Anders.

Pastor Steffensen saae sig ivrig omkring, ligesom han søgte efter noget: »Det er jeg – det er jeg snart ikkeN den rigtige Mand til – saaen noget. Jeg synes, vi skulde vente med det. Jeg kan jo forstaa saa meget, te I har ikke talt med Gjatrids Forældre om det –«

»Nej, men vi holder Bryllup i Nat, enten De saa vier os eller int. Se saa kan De nu gjøre, hvad De tykkes der er bedst.«

»Aah – – kjæreste Børn!« sagde Præsten og slog med Fingrene i Luften, ligesom han havde brændt sig, »hvadfor – hvadfor har I endda saa traant* – – lad os, lad os see Tiden an – –«

»Nej, det kan vi int, for i Morgen tidlig tænker A nok, de kommer fra Thinggaarden og henter mig.«

»Og henter Dem – – men hvad er det, De siger!« – Præsten blev bleg.

»Ja, for A har lige netop været oppe og slaaet Fuldmægtigen ihjel, og de faar jo nok snart opdaget, hvor A er bleven af – –«

Præsten lagde Hænderne for Ansigtet og hulkede: »Aa, Anders, Anders! – sikken Ulykke! sikken Ulykke! – aa, Herre Gud!«

»Ja, det kan A int see, hvem det skulde være en Ulykke for, undtagen for Fuldmægtigen, og han har da selv været ude om det saa.«

Præsten tog Hænderne fra Ansigtet og saae forfærdet paa Anders: »Men fortryder De da ikke Deres gruelige Synd?«

»Synd? – det kan da vel int være Synd at skaffe saaen noget Uretfærdighed ud af Verden?«

»Men ved De da ikke, Anders, at hvo som dræber med Sværd, skal selv omkomme ved Sværd!«N

»Jo, det er saa rimeligt. Der skal da være Orden i al Ting. Ellers * traant = traavlt. 191| begyndte jo Folk at slaa ihjel, enten det saa var Ret eller ej. – Men hvad – de kommer jo ogsaa og henter mig i Morgen.«

»Aa, De maa jo være gal, – De maa jo være gal, Menneske!« Præsten løb jamrende omkring i Stuen. »Naar De ikke føler Deres forfærdelige Synd!«

»Nej! – A troer, te hvis nogen vilde være over at give de uretfærdigeN Embedsmænd saaen en Paamindelse sommetider, saa blev de andre bedre i det hele.«N

Præsten stirrede frem for sig med forvirrede, taarefyldte Øjne, men sagde ikke noget.

»Ja, – tu De siger jo, te alt, hvad vi Mennesker gjør, te det er Synd,« blev Anders ved. »Saa er dethér vel ogsaa nok Synd. – Men skal vi da int overvinde Uretfærdigheden?«

»Vi skal overvinde Uretfærdigheden i os selv. Det er os selv, vi skal overvinde. Indad, indad! – aa, Anders dog!«

»»Indad!« – Ja, hvis Vorherre har sagt, te det er det allerbedste, saa maa det jo ogsaa være det. Men »udad« – det er saa da det næstbedste. – Og A veed nu sletint, om De er saa meget bedre end mig. Men A er et Karlfolk, og det er De int, saa meget veed A.« – –

»Er Fuldmægtigen virkelig død?« sagde Præsten og tog sig til Panden.

»Ja, ja, han er endda. Ogsaa helt død. – Og nu vil A bede Dem vie os to. For helles gaar vi vor Vej igjen.«

»Ja – jeg kan jo – – Naar De har Kongebrev – Men lyse Guds VelsignelseN over Deres Ægteskab det kan jeg ikke – skjønt jeg vilde – jeg holder saa meget af jer begge to.«

»Nej, men det kan vi selv gjøre,« sagde Anders.

»Aa, – hvad er det?« sagde Præsten pludselig og lyttede. »Det er vist Madam Balling. Saa er hun alligevel vaagnet.«

Et Øjeblik efter kom Husholdersken ganske rigtig ind ad Døren fra Havestuen. Hun sagde et fornærmet Godaften og satte sig med sit Strikketøj i Sofaen.

Ingen af de andre sagde noget. Præsten gik urolig omkring paa Gulvet.

Anders tog en Hængelaas med Nøgle ved, der laa foran ham paa Bordet, og trommede utaalmodig med den mod Bordpladen.

Madam Balling saae et Par Gange hen paa ham, saa rejste hun 192| sig, strakte Haanden ud efter Laasen og sagde: »den er til HavehusetN herudenfor; det er en Forglæmmelse, at den er kommen til at ligge der paa Bordet.«

Anders trak sin Haand med Laasen til sig.

»Hør nu, Pastor Steffensen,« sagde han, »kan De da virkeligen int faa det Kvindfolk til at gaa sin Vej?«

Præsten blev nervøs, saa hans Ansigt helt fortrak sig i Grimacer: »hæ, hæ, hæ – –« – var det eneste, han kunde sige.

»Aa, det er for Resten ogsaa meget bedre, te A gjør det. For helles render hun alligevel straks ud i Byen og sladrer.« – Anders vendte sig mod Madam Balling: »Nu skal De komme ud og sidde under Laas og Lukke i Havehuset i Nat, saa gjør De ingen Skade.«

»Jeg skriger, hvis De rører mig,« raabte Madam Balling, »saa hele Byen skal høre det!«

Anders rejste sig, gik ud i Gangen, og kom straks ind igjen med Hammeren: »Kan De her see, Madam Balling, denhér Hammer, – den har A lige været oppe og slaa Fuldmægtigen ihjel med. Den skal A nu ogsaa komme ud til Dem med, hvis De giver saa meget som en Lyd af Dem i Nat ude i Havehuset. Kom nu!«

Madam Balling, der ellers bar Bryst og Mave temmelig fremskudt, sank pludselig sammen; det var, som om alt med eet blev indadbøjet paa hende.

»Er det sandt, Pastor Steffensen?« gispede hun.

»Aa, Herregud, Herregud! – ja, det er sandt – –«

Anders tog hende om Armen.

»De – maa – – De maa ikke gjøre mig noget!« klynkede hun.

»Nej, naar De vil holde Djer Mund, saa skal De ingen Skade lide.«

Han aabnede Døren og førte hende ud. Lidt efter kom han ind igjen og lagde Nøglen paa Bordet.

»Saa fik A da den Fornøjelse med: at faa Monnet* taget fra saaen et galsindet Kvindfolk.«

Anders drev et Øjeblik rundt paa Gulvet. Saa gik han hen og slog Armene om Gjatrid, idet han sagde: »Naa, Pastor Steffensen! * Monnet = Magten, Vigtigheden, Pippet. 193| begynd saa med dét: »Saa tilspørger jeg Dig, Ungkarl Anders Hjarmsted – – –«N For De gaar vel int og kommer i Tanker om, te De er nødt til at melde mig straks for Djer Samvittigheds Skyld?«

»Nej – nej, det kan jeg ikke. – Jeg haaber ogsaa, jeg har baade Ret og Pligt, som Deres Præst, til ikke at gjøre det – – – Er det ogsaa Deres bestemte Forsæt, Gjatrid, – at De vil tilhøre Anders nu – enten jeg saa vier Dem eller ej?«

»Ja,« sagde Gjatrid kort og fast, dog uden at see paa ham.

»Ja – saa – – –« sukkede han og gjorde Tegn med Haanden.

Gjatrid rejste sig. Anders stillede sig ved hendes Side og greb hendes Højre.

Præsten lagde sin Haand paa Deres forenede Hænder og udtalte selve Vielseserklæringen uden alle Tilføjelser.

Han stod et Øjeblik forlegen foran dem. – Pludselig brast han i Graad, tog Gjatrid om Hovedet med begge sine Hænder og sagde: »Maa jeg have Lov at kysse Dem i dette Øjeblik – og tænke paa Cecilie!« – –

Saa gik han vaklende hen til Døren: »Aaja, Godnat! – – Farvel, begge to!« sagde han. – –

Saasnart han var borte, kastede de sig i hinandens Favn. Anders lo højt af jublende Glæde.

Pastor Steffensen sad hele Natten i sit Sovekammer ved et af Vinduerne ud til Gaarden. Hans ængstelige Sind led grumme meget. Var det ret, hvad han havde gjort? Var det ret, at han sad her, uden at foretage sig noget? Hvad vilde der skee nu i Morgen? Hvad skulde det altsammen blive til?

Henad Morgenstunden begyndte hans Tanker at gaa rundt ad de samme Baner uden at føre det mindste nye med sig; de begyndte ogsaa at blive uklare. Et enkelt Øjeblik greb han sig i at have været helt borte fra alle Tanker. – Det syntes han derimod ikke han havde i det Øjeblik, da han pludselig overraskedes af en stærk Larm. – Der var Mennesker inde i Gaarden, – nu buldrede det paa Gangdøren. Han maatte alligevel have sovet. – Nu kom Sognefogden løbende 194| hen til det Sovekammervindue, ved hvilket han ikke befandt sig, lagde Hænder og Ansigt mod Ruden og raabte. – Præsten svarede ikke, han vidste ikke, hvad han skulde sige. Sognefogden havde vist hellerikke seet ham. – Præsten rejste sig med en pludselig Tanke, løb ud i Kjøkkenet, Bryggerset, og gjennem en Bagdør ud i Haven. Han skyndte sig hen til Havehuset og lukkede op for Madam Balling. Han undrede sig selv over, at han havde husket det. – – Hun snakkede ivrigt og spurgte ham ud. Men han hørte ikke efter. Han stod og lyttede til Larmen omme fra Gaarden, – og nu inde fra Huset, inde fra Havestuen.

Pludselig hørte han et forfærdeligt Brøl eller Hyl, – og styrtede hen til Havedøren, rev den op og traadte ind.

Paa Gulvet laa Arrestforvareren med knust Hoved, endnu famlende i Luften med Armene. – Anders stod, uden Frakke, men ellers fuldt paaklædt, henne ved Døren ind til Præstens Stue med Hammeren i Haanden. Han saae straalende glad ud, – og vendte Ansigtet imod de forfærdede Mennesker, som var trængte ind ad Gangdøren fra Gaarden. Bag ham stod Gjatrid. Hendes Haar var slaaet ned, og hendes Øjne var fulde af Taarer, hele Ansigtet var saa bevæget, – hvor hun lignede Cecilie! syntes Præsten. Hun bøjede sig bagfra op mod Anders og hviskede noget i hans Øre. Han bøjede sig tilbage, tog hende om Halsen med den venstre Arm, smilede og sagde noget til hende, men Præsten kunde ikke høre, hvad det var.

I det samme – thi hvad Præsten hér saae, varede kun Øjeblikke – slap Anders atter Gjatrid, rettede sig noget og sagde i en leende Tone, som ganske svarede til Udtrykket i hans Ansigt: »Ja, nu har A udrettet saa meget, som der var nødvendigt. Nu kan I godt tage mig. – – – Hvis I tør!« føjede han til og løftede Hammeren, næsten som det kunde være for Spøg.

Da faldt der et Bøsseskud – inde i Stuen. Præsten kunde i samme Øjeblik ikke høre mere. Han saae, at Anders greb sig til Brystet og faldt om, og at Gjatrid kastede sig ned over ham. Men saa kunde han næsten hellerintet see mere for Krudtrøgen og de mange Mennesker, som stimlede sammen om Anders og Gjatrid.

Præsten turde ikke gaa derhen for at skaffe sig Vished. Den kom til ham, – idet Anders's Lig af en forvirret Mængde bærende Arme og Hænder blev lagt op i Sofaen.

195| Anders havde stadig det samme muntre Smil om Munden. Det virkede helt besynderligt paa dem, der var til Stede. De kunde i Øjeblikket sletikke faa fat paa deres egen, fornuftige Mening om ham.

Det varede et halvt Aars Tid, inden alt det, som ved disse Begivenheder blev sat i Bevægelse og kom ud af Ligevægt, atter naaede tilbage til den forholdsvise Ro og til den Orden, hvorefter Livet bevægede sig paa denne Egn.

Gjatrids Moder var i den første Tid meget dybt rystet. Det saae endogsaa ud, som om det kunde være bleven livsfarligt. Nu, et halvt Aar efter, fandt hun sig ganske godt tilrette med, som det hele var gledet i Lave. – Niels var bleven gift med Kirstine Hjarmsted og ejede nu Bjerregaarden. Gjatrid, Anders's unge Enke, der var frugtsommelig, boede hos dem foreløbig. – Baade Niels og Gjatrid var blevne fremmede for deres Moder, hvad det inderste angik, og det følte hun godt. Men til Gjengjæld var de saa venlige mod hende – vel netop fordi de var slupne ud af hendes Tvang – og saa imødekommende; saa var jo da Bjerregaarden atter kommen til Familien, og det nærmere end da Erik Skindtoft havde den. Cecilie var ogsaa mere indladende nu overfor sin Moder, syntes denne. Det kom vistnok af, at Cecilie selv følte det som noget af en Befrielse, det, at Gjatrids og Anders's Kjærlighed dog var kommen til sin Ret.

Selve det Juridiske fik man ret hurtigt bragt til Side. Skudet, der havde fældet Anders, var affyret »i Nødværge« af en Retsbetjent,N der havde været i Arrestforvarerens Følge. – Dennes og Fuldmægtigens Død var der retsligt jo intet at gjøre ved, da Drabsmanden selv var kommen af Dage. – Gamle Per Hjarmsted blev hurtigst muligt frikjendt af Herredsfogden og kom hjem til Bjerregaarden. Her fik hans Svigersøn Niels ham til at opgive den videre Forfølgning af de gamle Retssager. Baade Kristen Faurholt og Herredsfogden viste ham den yderste Forekommenhed. Og den Gamle var i Virkeligheden nedbrudt, – kunde ogsaa forstaa det selv. Han havde Tillid til Niels og rettede sig efter hans Raad. – I Engene blev det da, som 196| det tidligere havde været. Og i Pajmosen lovede Kristen Faurholt sin Søn ikke at pløje, saalænge gamle Per Hjarmsted levede. – I Kirken vedblev det at regne gjennem Taget, og Sognet vedblev at stemme til højre endnu i nogle Aar.

Kun Mads Horsens og Jens Vegger blev straffede, henholdsvis med Tugthus og Vand og Brød. Men dels havde de jo fortjent det, og desuden var de vante dertil.

Saaledes var da Døden og derefter Livet gaaet hen over Anders Hjarmsted med samt den Uro, der var i ham; havde gravet det hele ned, og bagefter fyldt JordsmonnetN op og glattet efter, saa der ikke var synderlig Spor tilbage. – Der var dog nogle faa Mennesker, for hvem hans hele Væsen og Adfærd blev af megen Betydning; det var de tre Søskende fra Stavn, hans Søster og Pastor Steffensen. Det med Anders blev for dem en fælles Hemmelighed og Fortrolighed, det førte dem dybere ind i deres eget Liv og gjorde det saa overmægtigt, saa betydningsfuldt for dem selv. – Hos Kvinderne og Niels var det hele en dunkel Følelse; Præsten vilde naturligvis gjerne forklare. – – –

Det var en Aften netop i dette første Efteraar efter Anders's Død, i Slutningen af Oktober, at Pastor Steffensen var ovre at besøge Niels og Kirstine og Gjatrid. Han listede altid meget forsigtig af Sted, naar han skulde til Bjerregaarden, – ad Omveje, baade over Stavnbakkerne og Engene. – Det var nemlig ikke blot hans Husholderske, der lurede paa ham. Madam Faurholt var ogsaa utilfreds med disse Besøg, idet hun mente, at Præsten bidrog til at gjøre hendes Børn fremmede for hende. – –

De havde siddet længe og snakket, – ikke med andet Lys end Kakkelovnsilden.

»Nej, men saaen med at komme ind til det Dybeste, det Evige hos sig selv – det er en vanskelig Sag,« lød det henne fra Lænestolen, hvor Præsten sad. »Det er snart ligesom med at komme ind i Himmerig, det er en snæver Vej;N man kan saa let kjøre StjertenN af Vognen, naar man skal ind ad den Port. – Jeg er nu bleven en Stakkel ved det, saaen menneskeligt talt, – eller ogsaa kom jeg derind, 197| fordi jeg var en Stakkel i Forvejen. Det er it nemt at afgjøre, hvilket det var. – Og Anders – han var ogsaa kommen noget galt af Sted. Han var saaen bleven en Idealist af det – eller da noget til den Kant. Eller ogsaa kom han derind – saaen ind i det Dybeste – fordi han var en Idealist i Forvejen. – Men det er det, jeg mener med jer, I unge Folk fra Stavn – I er kommen saa skjønt fra den Indgang, I er int gaaet i Stykker ved det. Det er for det, I har saaen en dejlige Natur, det har jeg altider tykt.«

»Det kan jeg nu it forstaa, Steffensen,« sagde Niels, »te vi skulde have saaen en god Natur. For vi maa jo da have vore Forældres Natur, – og jeg er vis paa: Anders vilde have kaldt baade dem og hele vor Slægt for Kjæltringer.«

»Ja, det er jo ogsaa en kjedelig Fejl ved dem, det er sandt nok. Men – æh – jo, det er alligevel saaen en dejlig Natur. Saa levende og saa frodig, den kan bruge Livet og faa saa meget ud af det. – Men det kan godt være, te hvis I ikke havde lært Anders at kjende – og alt dét var ikke skeet, – saa var I alligevel aldrig kommen ind saaen til det Dybeste hos jer selv, det Evige, – saaen ind til at mødes med Gud.« – –

Præsten blev ved at snakke. Niels og Kirstine søgte at finde Meningen deri. Gjatrid sad blot og tænkte paa Anders.