af Martin Andersen Nexø (1908)   Udgave: Henrik Yde (2013)  
forrige næste

Boline blev ikke frikendt trods sin Frues Anstrængelser – og det var en Guds Lykke. For det var med hende som med enhver Æventyrets Askepot, hun maatte helt til Bunds, før hendes Kongesøn kunde komme og fri hende ud af alle Trængsler.

Hun var lige sluppet ud af Arresten og skulde ud i en af Nørrebros Smaa­gader for at se til Børnene. Straffen havde ikke gjort hende mere forhutlet end hun var før, men blot udvidet hendes Verden i Retning af det Ubegribelige. Det 162| var paa hendes eneste bevidste Værdi – hendes Kærlighed til Børnene – man havde straffet hende!

Men hun elskede dem lige højt endnu, og bar ikke Nag til nogen anden heller. Hun skyndte sig blot, drevet frem af en dump Gru for, hvad der var blevet af de Smaa, de Maaneder hun havde været indespærret.

Inde i Smøgen stod Fjolle-Karl som sædvanlig med Panden ind til Muren, omgivet af en Flok hujende Unger. Men Plejeforældrene var borte; hvor de var flyttet hen, vidste ingen. Saa meget kunde Naboerne fortælle, at det ene af Bolines Børn var død, inden de flyttede – Resten maatte Vorherre vide.

»Gaa til Politiet,« sagde de.

Men Boline skulde ikke til Politiet, og straffes en Gang til fordi hun holdt af sine Børn. Og anstille yderligere Efterforskninger faldt hende ikke ind, hun var for sikker i sin Viden om, hvad der blev af Plejebørn, naar Understøttelsen hørte op.

Tung og død i Sindet, uslere end det er til at sige, drev hun ud over Fælleden ned mod Blegdammen igen. Hun havde ikke noget Sted at gøre 163| af sig selv og sjokkede af Sted paa maa og faa. Forvænt vil ingen kunne kalde hende, men nu begreb selv hun ikke, hvorfor Livet skulde leves længer.

Og der var det saa, at Skæbnens Hjul drejede og hun mødte sin Kongesøn, Peter Frandsen, ogsaa kaldet Øf-øf.

Han gik og skuttede sig og overvejede Mulighederne for et Logi under aaben Himmel. Det var Tordenluft, og Øf-øf var melankolsk; han havde et af sine Anfald, hvor Hjemløsheden lagde sig knugende over ham og der blev ved at foresvæve ham noget om Familiens Skød.

»Den er sku lummervarm i Aften,« sagde han, idet han gik forbi.

Og Boline saa paa ham og syntes han var meget pæn, og sagde – ja den var lummervarm. Og dermed var egenlig alting sagt.

Saaledes gik det til, at Boline fik et Stykke Mandfolk at lappe om og blev Husmoder i en Etværelses Lejlighed paa Nørrebro. Hun havde ikke gaaet helt sovende gennem Livet alligevel, og vilde gærne hjælpe med; og saa slog hun sig paa det eneste hun forstod – Plejebørn!

Men her er Historien forbi, og en ny begyn164|der – Historien om Lykken, der som en Fugl Føniks stiger af den gamle Aske.

Boline havde godt nok set, at Verden ikke bestaar af andet end forkomne Plejebørn og fede Plejeforældre, og saa var der vel ingen Tvivl; Øf-øfs Dovenskab svang hende over Skellet. Nu er hun en støt Kone, der selv har prøvet noget af hvert – hun kender alle Midlerne til at skuffe Tilsynet. De smaa forkomne Elskovsunger forklares til Engle i hendes Varetægt saa godt som i nogen andens, færdige til at svinge sig ud i Rummet, naar Summenen-Gang-for-alle er falden. Hendes begyndende Fedme røber, at hun har forstaaet den egenlige Hemmelighed ved at leve Livet og efter Ævne vejer til paa Underlaget.