[5]|Barndommens kyst

">Nrussisk Bark lastet med Honning her i Balkabugten; hele Besætningen paa syv Mand druknede, men vi Hundreder af fattige Unger fik Honning paa vort Brød den Vinter. Saadan hjalp Havet mangen Gang Fattigmand hen over ond Tid. Og var der ikke tilmed en blank Plet paa Vandet her lige ud for NSnogebækpynten? – en gylden Hinde som af Olie, der holdt sig hvor haardt Søen saa gik! Under den Plet laa NKong Voldemars tre NSnekker nedgravede i Sandet – lastede til Rælingen med Nvendisk Guld – og ventede blot paa, at man skulde blive stor og komme og hæve Skatten af Dybet.

Barndomsmindet har sine egne Rugepladser, Steder hvor hver Fodbred er levende som en Fugleklippe, og ny Erindringer flyver op for hvert Skridt man gør. Af en eller anden Grund er Balkabugten, der som en lys Halvmaane krummer sig ud til Snogebækpynten, det Sted hvor min Barndom endnu ruger, og hvor jeg for hvert Skridt kan 11| fange et levende Minde ind. Her paa Sandet lader der sig hvile ud som ikke noget andet Sted, og herfra har jeg det selvfølgelige Udsyn over Jorden og Menneskene, som ene giver den styrkende Følelse af Sammenhæng.

Her har baade NFar og NBedstefar levet den bedste Del af deres Barndoms- og Ungdomsliv, kanske er det det. Bedstefar var født paa Nen stor Sandgaard herinde med vandrende Marker. Hvad de saaede i Ejendommens ene Hjørne, fandt de igen i det andet eller maatte tage det med Næt et Stykke til Havs – derude hentede de deres vigtigste Føde. Det var altid morsommere at sætte en Baad i Søen og lade Vinden trække den, end at tumle tre Mand høj med en kluntet Hjulplov, forspændt med otte langhaarede Krikker; og det var desuden Npaa Engelskmandens Tid for hundrede Aar siden, da hvert Menneske herhjemme plaskede husvant paa Søen. Naar den unge trealens Knøs kom styrende hjem fra Natfangst med Morgensolen i sit Kølvand, sprang han overmodigt i Søen et godt Stykke til Havs og svømmede sin Baad ind til Land – med Fangelinen mellem Tænderne. Han gjorde op med den sandede Gaard og blev Fisker hernede – Husmand og Fisker. Og Fars Barneverden faldt her. 12| Han tog sin Tørn med i Baaden fra lille og legede her i sin Fritid, badede, fiskede Vragtømmer og listede sig bag paa den sovende Sæl med sin Træsko. – – – –

Her er godt at dvæle, naar man er løs og ledig! Jeg har lejet mig ind hos en Husmand inde paa NBalka Lyng men tilbringer min meste Tid hernede paa Stranden, prøver at tage de gamle Svømmeture og ligger bagefter og daser i den hule Top af en Klit, mens Solen bager mig mør. Sandstranden viger som to lysende Horn til begge Sider og skærer et bedaarende Stykke Hav ud, og Luften der kommer inde fra Land, fortæller en krydret Historie om alt det den er gaaet hen over.

Nede til venstre for mig ligger et lille Badehus for Byens fine Damer; det er noget helt nyt. Ellers er her som i gamle Dage, Herrerne og det jævne Folk af begge Køn bader fremdeles fra aaben Strand – saa længe det varer. Inde bag mig løber en Landmaaler og hans Assistent og kigger Punkter ud – det er de første Forberedelser til et Nnyt stort Badehotel siges der. Saa skal denne Plet af Jorden vel ogsaa til at være mondæn.

Endnu er den det i al Fald ikke. Hist og her paa Stranden holder Bøndervogne langt inde fra 13| Landet; de er her efter Sand, eller man har holdt Storvask derinde paa Gaarden og kører efter god gammel Skik Tøjet til Havs for at faa det skyllet. Skylledagen er noget af en Festdag, mange slaar den sammen med den aarlige Badetur til Kysten. Dyr og Mennesker er lige oprømte, Kuskene staar flot op i Vognen for at vise Pigerne at de ikke kender til Vandskræk, og driver de genstridige Heste ud med Raab og Piskeslag. Dyrene stejler prustende, sætter frem i Spring og slaar bagop, saa Vandet staar om dem i lysende Kaskader – en Fos af Sølv. Saa væltes Tøjet af – lige ud i Søen med det; og Kvinderne kommer trækkende med Buk og NBanketræ. De hviner og tér sig, Nkitler bestandig højere op og dypper alligevel; til sidst lader de opgivende Skørterne falde og hamrer løs paa de ublegede Lagner og NSærke, i Vand til Livet. Slagene dirrer over Vandet i mangfoldig Brydning og gaar i ét med Havfladens sollysende Flimmer.

En og anden kommer hastende over Sandet, dukker ned i en Gyde i Klitten og kommer nøgen op igen, springer saa letfodet som et Stykke Vildt over Marehalmen og den flade hvide Forstrand. Vandet kommer i syngende Kog under det rappe 14| Løb, et Fladspring og en Prusten, og Svømmeren sætter til Havs i lange Stød.

Bag ham falder Vandet dovent til Ro igen og bliver næsten borte for Øjet, saa rent og gennemsigtigt er det. Paa den lyse riflede Bund vugger Sollyset i de sælsomste Linjer, de spiller og forskyder sig helt sindssvagt – som en nyskabt Hjærnes kaotiske Fosforesceren. Man kan ligge og blive tummelumsk af at betragte det – helt ør.

Henne paa Badehuset hejser nogle Damer Flaget til Tegn paa, at ingen maa passere Forstranden – tre smaa buttede Honoratiores, der ikke skulde synes korporligt interesserede i de ny Regler for Velanstændigheden. Folk skeler saa smaat til Badehuset og traver videre langs Stranden, der i Aarhundreder har været Færdselsvej mellem NFiskerlejet ude paa Pynten og Staden. »Der flages nok dér!« siger de troskyldigt og stanser en Stund for at drøfte Grunden – med Smil i Øjenkrogene. – Ja ja, der skal jo nogen til det ogsaa.

De tre Damer kommer forsigtigt til Syne, i sorte Badedragter, der er tæt behængte med Flæser eller Kniplinger – Gud ved hvad! Det er en hel ny Skik at gaa frivilligt i Vandet med Klærne paa, og alle Mennesker glor paa dem, mens de ængsteligt 15| tripper over Forstranden. Pludselig stanser de lammede af Skræk og sætter som paa Tælling Knærne indad; saa vender de og styrter skrigende tilbage til Badehuset. En Sømand inde fra Byen er i Færd med at klæde sig af i Havstokken lige ud for dem. Det er NNilen, der lige er vendt hjem efter en tre Aars Fart omkring Jorden.

Han har god Tid den Gavtyv, og Vandet herhjemme synes at behage ham; der gaar en halv Time og det meste af en hel, inden han igen kravler op paa det Tørre. Mens han trækker i Kludene, skotter han pønsende op efter Flaget: Hvad Fanden kan det skulle betyde – er det NKarantæneflag mon? Saa spaserer han langsomt op ad Badehustrappen, knappende den sidste Sele, og læser Forbudet mod at passere mens Flaget er hejst. Det tager ham forbandet lang Tid at faa det ind i Hovedet. Langt om længe slentrer han op i Klitten.

Døren glider varsomt op, og de tre indespærrede Uskyldigheder titter ud og trasker saa over Sandet igen, lidt slukørede oven paa Faren – eller maaske flove over deres egen sørgelige Udhaling, der staar saa dødt til al denne Sol og Glans og Nøgenhed. Men pludselig kommer der Liv i dem, de skriger og styrter udad, falder, er oppe igen og flakser 16| gennem Vandet som opskræmte Høns. Den fæle Sømand er dukket op igen og styrer ned over, lige imod dem. Helt ude i Havstokken stanser han endelig og lader som om han har tabt noget; og langt om længe forsvinder han for ikke at komme igen.

Langs Stranden traver ældre Nføre Kvindfolk med deres Kurv eller NKnytte. De skal til Staden og handle og har trukket i bare Ben; men Ho’derne er forsvarligt indbundne i uldne Tørklæder. Jeg kender de fleste af dem igen, de ser ud som i min Barndom, Tiden er ingen Vegne kommet med dem.

Ved en af Vognene er man færdig med at skylle Tøj; Bonden læsser det sidste og ordner ved Hestene, mens de to Piger klæder sig af inde under Vognsiden. De har en Smule Vandskræk, holder sig helt inde paa det Grunde og tjatter hvinende efter hinanden; Bonden sætter sig paa Toppen af Læsset og tænder sin Pibe, han bakker sindigt løs og betragter dem grundende som var de et Par Køreheste. Saa vover han varsomt Blikket ud over det store Hav.

»Saa meget Vand der dog er til!« raaber han til Husmand Holms Kvinde, der staar lidt til Søs paa et Par umaadelig svære Ben og banker Tøj – nøgen til Armhulerne.

17| »Ja,« svarer hun muntert og retter sit Kødbjærg op – »og Gudskelov for alt det Vaade. Især dersom det vilde trække lidt af alt det meget Fedt ud af én – for Arbejde forslaar saagu ikke!« Hendes store svedige Ansigt straaler af Glæde over alting, hun ler mod Solen og ser sig frejdigt om i Kredsen af de badende, et uformeligt Vandenes Væsen der Nmyser af Henrykkelse over sit mislykkede Forsøg paa at antage Menneskeskikkelse. Og Solen ler til hende igen; den rammer Vandfladen lidt foran hende og leger skælmsk hen over hendes vældige Mave, der er som en ny frodig Verden dukket op af Havet.

Og rundt om – mod Havets dybe Indigo og det nære Vands lyse Smaragdskær og den rene syngende Luft – staar nøgne Legemer og træffer Øjet med en egen varm, bævende Glød – af pulserende Blod. Luften kæler for dem, og Solen lægger kærtegnende sin Glans i deres Lød, gør dem til glødende Funker – Børn af den selv. Som de springer levende frem paa Baggrund af alt andet, er de det hele selv – Lys og Varme, Luft, Jord og Vand fortættet og sammensmæltet til en lykkelig overladet Organisme. Musklerne og de spændte Barme er Ophobning af Sol, og er ikke alle Verdens 18| Vidundere baade kendte og uanede – og alle dens forfløjne Kræfter med – Navede ind som et tusend Gange fordtættet Sprængstof i dette lille plastiske Mysterium: Mennesket skabt i Solgudens Billede.

– – –

Den lille Provinsbys bittesmaa Mennesker – saa graa og skikkelige og intetsigende de staar for den almindelige Bevidsthed! Alligevel har adskillige af dem Sugerødder i Afgrunden; og det hænder, at de rækker den anden Vej og stikker grønne Grene helt ind i Himlen. Men det er mest kun Børn, der kan se det. Mange af de Skikkelser, der har baaret Barndommens Rædsler og Undren, vandrer her paa Sandet endnu – andre er Afkom af dem. De bærer sikkert deres – under det stillestaaende, lidenskabsløse Væsen – og uddyber Tilværelsen for de Smaa nu.

Det er vel Barnesindets uhyre Modtagelighed – alt stærkt stammer fra dengang. Ja, hvor de smaa Aar har været fulde af Kæmper – Folk der svor, aad stærke giftige Sager og gjorde drabelige Ting. De befolkede Stenværket, og Havnen hvor man bestandig laa og borede og sprængte og stampede Dæmninger – overalt var de. Der var NKnort, som ragede uhyggeligt op over det hele; han var ikke 19| større end en Skoledreng og havde solgt sin Sjæl til den Onde for at kunne begaa sig blandt Kæmperne. Det var ham, der kunde se saa længe paa en Pige, at hun blev med Barn; Kvinderne gav sig til at hvine, naar han betragtede dem. Selv Kæmperne var bange for hans skjulte, hemmelighedsfulde Kræfter og onde Øjne; men vi Drenge vidste, at kunde vi blot komme til at røre ved ham uden at han mærkede det, saa blev vi uovervindelige i Slagsmaal. Alting lykkedes for ham – indtil Kontrakten en Dag var udløben og han faldt ned i det tomme Havnebækken og brækkede Halsen!

Mere bange var vi for NHolmberg, skønt han havde et Skær af Himmel over sig. Han hørte til Nde Hellige og kæmpede hver Nat med Djævlen, som vilde tage hans Familie; om Dagen gik han med store Hudafskrabninger paa Ansigt og Hænder efter Kampen. Han frelste ufatteligt Kone og Børn af Satans Klør – ved at skære Halsen over paa sig selv en Nat.

Og der var de almindelige Kæmper, Folk som havde det hele synligt i Lemmerne. Naar Havnen var under Ombygning, kom de trækkende til: Slagsbrødre, Soldebrødre, forhærdede Slidere. Det var 20| et Æreshværv at hente Brændevin til dem; de værste af dem blev vore Helte.

Barnesindet er lagt stort an. Slagsmaal og Skrig og Skraal, Eder og Brændevin i store Maader, drivende Sved og Baksen med vældige Klipper, Væddestrid, Had og lumske Overfald – man optog det alt i sig som den selvfølgeligste Sag og omsatte det til Næring og sund Vækst. Der var Kalorier for Sindet i det altsammen, og de unge Aar kan forbruge en Del. Dér drak to Mand omkap – Brændevin af Potteflasker; bagefter sloges de med store Løftestænger af Jærn. En beruset Svensker saa sig gal paa en Neger fra et fremmed Skib, fordi han var saa sort; og de to blev enige om at sprætte Maven op paa hinanden med deres Knive. Vi Drenge var Sekundanter, og siden besøgte vi dem paa Sygehuset, hvor de laa Side om Side og spillede NTrekort.

To ragede op over alle de andre, den slanke smidige NBergendal og Enok – den brede Kæmpe med kun et Øje. Bergendal kunde kaste to Mænd af sig i liggende Stilling, han kunde sno sig ind mellem en Flok kæmpende og splitte dem uden at tage Skade af deres Knive – han havde det vidunderligste Herredømme over sit Legeme. Kun den 21| højre vidste han ikke af – før den havde trukket Kniven og jaget den i Siden paa Modstanderen. Bagefter pintes han altid forfærdeligt af Angeren.

Enok kunde ikke brydes; men han slog en Mand til Jorden med sin Knytnæve og kunde holde sig saa mange det skulde være fra Livet. Han foragtede Kniven, men en Løftestang faldt godt i hans Hænder. Om det nu var hans Enøjethed, der gjorde det – vi Børn kunde ikke lide ham; derfor gav vi ham Øgenavnet Enok, der i vort Sprog skulde betyde Den Enøjede. Der var altid noget stikkende over hans Blik, som af ondt der blev holdt tilbage med Magt; han mindede om en lumsk Tyr. Undertiden fik han Anfald og løb amok, saa slog han ned for Fode, hvad der kom ham i Vejen. Han foragtede at slaas med en enkelt Modstander, men gjorde en Undtagelse med sin Kone; hende pryglede han halv fordærvet hver Lørdag Aften, og smed bagefter baade hende og Bohavet paa Gaden.

Konen var lille og uanselig, pjaltet, forgrædt og forkuet. Hun havde været en nydelig Pige engang; der var spredte Træk af det endnu i det af Mishandling og Aborter hærjede Legeme, og Ansigtet havde bevaret sig helt ungpigeagtigt. Men den kummerfulde Mund var lukket i Stumhed, Udtrykket 22| stillestaaende. Hun klagede sig aldrig eller løb sammen med andre Koner for at søge Trøst i fælles Skade, men gik stille med sit; naar nogen beklagede hende, smilede hun uforstaaende. Hun elskede sin Djævel af et Mandfolk, og mente vel hun kunde tie de haarde Kendsgærninger ihjel.

Et sølle Pjok var hun, og Folk havde Medlidenhed med hende. Skønt Skilsmisse var noget meget slemt dengang, opfordrede de hende til at lade sig skille fra Manden. Hun svarede ingenting til det, og saa tog man selv Affære og fik ham tiltalt for Brutalitet. Men da han kom i Forhør og hun skulde vidne mod ham, benægtede hun det hele – trods de Mærker efter Mishandling hun næsten altid gik om med.

Hun gik ganske stille hen og blev NMetodist.

Da Enok opdagede det, slog han hende, naar han var ædru ogsaa, pryglede hende, hvergang hun kom fra Forsamling eller noget i Hjemmet mindede ham om hendes Frafald til Satan. Han gik aldrig selv i Kirke, men den af Gud og Øvrighed anordnede Kirke stod alligevel for ham som den eneste Bærer af Religionen. Alt andet var Satans Værk, og det var hans retfærdige Opgave at prygle Djævlen ud af hende igen.

23| Jeg havde Rede paa saa mange, men hvor var de to blevet af? Havde han pint Livet af hende og saa drukket sig ihjæl? eller havde den bitre Blanding af Blod og Brændevin, der raste i hans Aarer, bragt ham i NTugthuset? Det var navnlig hendes triste Skæbne, der satte Tankerne i spørgende Uro; onde var Aarene sikkert nok gaaet hen over hende, men med hvad NEndemaal? I Byen følte jeg mig ret sikker paa, at de ikke holdt til mere; der maatte være sket et eller andet. Jeg drev langsomt hjemad for at spørge mine Værtsfolk.

Dagen var ved at gaa paa Hæld, der var ikke mange Mennesker paa Stranden mere. Jeg tog Vejen lige ind over Klitten; lidt inde paa Balka Lyng laa et lille Bondehus og fangede Sol i sine Ruder. Det var velholdt og havde en lille Blomsterhave foran. I min Barndom var der hverken Hus eller Agre her men kun Sten og Lyng. Her var altsaa igen et af disse tusind Hjem, der dukker op af intet – ved Hænders trofaste Slid – og paa en egen Maade symboliserer de sidste Aartiers NDanmark, Trængslerne og Genrejsningen! To jævne Mennesker havde igen bevist Menneskets Guddommelighed ved at skabe sig en Verden af intet – maaske efter at en anden allerede var bristet mellem Hænderne 24| paa dem. Jeg gad nok hilse paa dem og trække Vejret en Gang eller to under dette Tag.

Mens jeg stod og pønsede paa et Ærende, kom en kraftig solbrunet Mand paa halvhundrede ud med en 8-9aars Pige ved Haanden, en lille blygraa, Nkirtelsvag Tøs med bulne Øjne og tyndt Haar. Barnet gik modstræbende med, han talte lokkende for hende. Saa vendte han spørgende Ansigtet mod mig – – det ene Øje! var det ikke? Snak, Nder er dog flere brogede Kør end Præstens.

Men det var nu ham alligevel; han stansede lidt nølende for at hilse, og vi vekslede Bemærkninger om Vind og Vejr. De forløbne Aar havde forandret ham en Del, Ryggen havde sat sig en Kende, de svære Lemmer hang lidt tungt. Men det var navnlig gaaet ud over Ansigtet; Arrene sad der jo endnu, men det stikkende, kamplystne var veget for et Udtryk af urokkelig Gudhengivenhed. Han saa inderlig godlidende, næsten lidt fjoget ud, lignede et Kæmpebarn som ingenting i Verden vilde kunne bringe ud af dets gode Skind.

Han havde rimeligvis mærket nogen Forundring hos mig, for pludselig udbrød han: