[29]|NJakobs vidunderlige Rejse

[31]| En Dag midt imellem to Tysklandsture listede Skipper Morten Andersen hjem og krøb til Køjs. Hans føre Kone, der bestandig gik og smurte sig en Mellemmad, lagde for en Gangs Skyld Brødkniven fra sig, tørrede Fingrene omhyggeligt af paa den fremstaaende Mave og hjalp ham saa de mødige Ben op i Alkoven.

»Det er nok maadeligt med dig, Morten?« sagde hun deltagende og stak sin Haand ind under Dynen for at føle, om hans NKendetegn brændte.

»Det er forbi med mig – bare!« svarede Morten Andersen resigneret.

Hun stoppede saa til om Benene paa ham og gik ud for at ordne det nødvendige med Klokker, Ligkistesnedker og Slagter.

Saa stille og selvfølgeligt dette gik af, truede det dog med at gribe alvorligt ind i den lille Bys daglige Tilværelse. Det var ikke Skik at krybe til Sengs blot man fejlede noget; naar en Mand lagde sig før 32| Sengetid, betød det kort og godt Forandring. Skipper Morten Andersen var listet hjem med den ene Haand bag over Lænden! – man fik se sig om efter en anden til at føre NGaleasen Andreas.

Det skulde ikke synes svært at finde en Afløser her, hvor hvert Mandfolk saa at sige var født med en Rorpind i Haanden. Bornholmeren er lige selvfølgeligt Sømand, Stenhugger og Jorddyrker og skifter gærne nogle Gange i sit Liv fra den ene Haandtering til den anden. Saa godt som alle Byens NAvlsbrugere og Smaamestre kendte Havet og dets Veje af egen Erfaring; før de krøb paa det Tørre, havde de faret paa Kina og NMalabarkysten de fleste af dem – og det i de gode gamle Tider, da det endnu var en Kunst at sejle. Det var en hel Svir for os Drenge at lytte til de gamle stivbenede Knarke, naar de efter endt Daggærning samledes paa NHavnebakken og gav Sejlerne derude en Overhaling for Sejlføring og Kurs.

Men her, hvor der var en udmærket Lejlighed til at vise, hvordan en Skude skulde føres, trak enhver sig beskedent tilbage og skubbede sin Sidemand frem for sig. Alt, hvad Byen ejede af rigtige Søfolk, var jo paa Langfart – Npaa Varmen eller under Grønland efter Sæl, og det saa nærmest ud til, at An33|dreas skulde faa Lov til at ligge der og flyde med sin Ladning Granit – lige til Vinter. Saa tog vel en eller anden ung Fløs, der var vendt hjem fra Langfarten, og rendte ned til Tyskland med Ladningen – til Spot og Spe for Byens Mandfolk! Morsomt var det ikke at tænke paa.

Nu er det jo nok saa, at overalt hvor der melder sig en særlig vanskelig Opgave, findes Manden der kan løse den ogsaa lige i Nærheden. Men det gør ikke altid Sagen klar. Her havde man f. Eks. Jakob, enhver vidste, at han kunde – lige saa let som at tage sig en Skraa. Jakob havde faret paa NPassaten i sine unge Dage, været NKaperkaptejn og Slavefragter og fanget Hval ind imellem – hans Navn stod nok i Nden sorte Bog derovre i Hovedstaden. Det var vel en Snes Aar siden eller mere, nu passede han sin lille Butik og fiskede lidt nu og da; men den raa Æventyrluft fra dengang hang endnu om ham og gjorde ham til noget for sig selv. Han var nærmest uselskabelig til daglig, kogte selv sin Mad og fiskede uden Baadmakker. Kone havde han ingen til at tude sig Ørene fulde, og kanske var det det, der gjorde ham saa ensom og sær? Han var det i al Fald og forstod ligesom stort Folk at faa sin Utilgængelighed respekteret; det faldt 34| nok ingen ind at give sig i Kast med ham uanmeldt.

Det kunde se ud, som om han gik og samlede paa Højspænding, hvor andre klattede deres hen fra Stund til Stund i Smaablaf af NSpildedamp. For naar han endelig slog sig løs af Tavsheden og gik ind i Klyngen af de andre, stod det ham festligt ud af Halsen med store Ord, der løftede den lille Ravnekrog ud af den trykkende Hverdag og satte den i direkte Forbindelse med den store æventyrlige Verden.

Det var som sagt en Snes Aar siden han havde tumlet sig derude; men naar Jakob oplod sin Mund og gav sig til at tale om Havet, tav enhver og følte sig lille. Han var som Hvalen, der skyller ind paa grundt Vand – der blev ved at staa NSjø omkring ham. Fanden til Bedrifter, han havde været med til at udføre i sin Tid – og til haarrejsende Æventyr han havde været oppe i. Stort at udrette var der jo ikke i den lille By, men Jakobs Bedrifter var tilstrækkelige til at udfylde de Voksnes Lediggang og give os Unger Voksemod.

Naar han om Morgenen gik til Stranden, Sommer og Vinter med det lodne Bryst nøgent, var det som en Fuldrigger stod forbi de smaa Vinduer, 35| med Alverdens fremmede Forestillinger i sit Kølvand. Alt hvad Smaastadens unge Mænd gennem Tiderne havde oplevet derude paa Langfarten – og mere til – samledes paa en mærkelig Maade i ham. Jakob var det, der – da Hajerne aad Kokken dernede i NSydhavet – sprang overbord med Kniven mellem Tænderne og flænsede løs i Flokken, saa hele den lille Bugt bag Koralskærene stod fuld af Blod. Det var ogsaa ham, der blev taget til Fange af NDronning Pomare, og i flere Aar maatte være Nhendes Mand og regere over en hel Ø fuld af Menneskeædere. Hun Ngik aldrig i andet end de kostbareste Tatoveringer, og Naad selv sine Børn saa snart de var tre fire Uger gamle – saa det var en køn Menage, han dèr var kommet op i! Ja Jakob havde været ude for noget, han! Han havde prøvet at strande paa Sydamerikas Klippekyst og blive reddet i Land af cowboys med lange Lassoer, og det var ham, der med lykkelig Haand førte Barken hen over Hvirvlen, der hvor NVerdenshavet styrter sig i Afgrunden.

Ingen vidste stort mere om hans Færden derude, end hvad han selv fortalte, naar han var i det medgørlige Hjørne – men det var ogsaa nok. Jakob selv var ikke af den Slags Folk, der paaberaabte sig 36| Vidner, diskuterede eller lod sig drage i Tvivl – den blotte Mulighed var udelukket. Han havde talt – og saa var det saadan; de vildeste Usandsynligheder blev til dagligdags Hændelser i hans Mund.

Var det underligt, at alle Sind pegede mod Jakob, mens den gamle Galease laa og trak Vand under Trykket af sin Stenlast? – han kunde føre den derned, lige saa let som at tage sig en Skraa. Men ingen vovede den Haan at antyde det for ham – ikke saa meget som med et Klip med Øjnene. Andreas var jo nu ingen NKorvet!

Men en Morgen stod det der ganske af sig selv. Det var, som om den velsignede Nattesøvn havde udrettet det ogsaa – ved Siden af alt det meget andet godt den virkede for den lille By. Fanden maatte vide hvordan, men den Morgen løb Rygtet, at Jakob i egen Person vilde føre Galeasen til Tyskland.

Det var meget spændende, og der blev skævet til ham fra mange Sider. Der kunde nok være et og andet at drøfte, saa dygtig han forresten var; andre Folk var dog heller ikke rene Idioter paa det Omraade. En og anden vovede en Tilnærmelse, men Jakob Nlyste dem haanligt hjem. Til Tyskland, haa! Madam Jungemann gik hver Morgen over Ga37|den efter Mælk og passerede to Rendestene – hende kunde de jo henvende sig til.

Saa tav man, siden det ikke kunde være andet – og glædede sig mægtigt. Alle de Rejser, Jakob havde gjort, var lige saa mange lysende Bedrifter; der hang et Æventyr i den bare Luft efter hver af dem. Han skulde nok faa noget ud af denne her ogsaa.

Han selv gik og passede sin Smaahandel som ellers – lige til Lørdag Aften kom. Saa stak han Nøglen i Lommen og gik om Bord sammen med Husmand Kaas, der havde faret som Kokkedreng engang og forstod at lave NTyske Klumper.

Hele Byen var paa Fode, da de stak i Søen – saa fik man da endelig engang Jakob at se i Arbejde, saa store Forestillinger der gik om ham! Og det maatte siges, at han holdt til dem. Kommandoen rullede fra ham som Torden, og det var et Vidunder at se, som han kunde faa gamle halte Kaas til at springe.

Da Andreas var kommet godt i Søen og fangede Vinden fri af Land, satte Jakob Kursen og anbragte gamle Kaas ved Rorpinden.

»Bare hold Kursen,« sagde han. »Du styrer efter Stjærnerne, og dersom de skulde Nsætte, saa har du 38| Mastetoppene. Og naar du faar Tyskland i Sigte, saa pur mig ud.« Dermed gik han til Køjs som en anden NFregatkaptejn – saa rolig som var det sin Moders Dragkiste, han rodede rundt i.

Kaas styrede fremad og spejdede ihærdigt efter Tyskland. Stjærnerne kom lidt i Urede, men han holdt de to Mastetoppe i Flugt og sendte mangen beundrende Tanke ned til sin vidunderlige Skipper. Hele Natten spejdede han trofast og holdt Udkig; og da Gryet meldte sig med hvid Taage, saa han ingenting kunde se, lyttede han anstrængt. Kaas forstod tilmed lidt Tysk og var ikke i Tvivl om sig selv; han skulde nok afgøre, naar de var der.

Hen paa Morgenen hørte han noget forude, den utydelige Larm af Færdsel. Han stampede i Dækket, og lidt efter kom Jakob Nfrem i Kappen.

»Naa, nu er vi der jo,« sagde han og lyttede indover – »ja, jeg vidste det nok! Kan du høre dèr, du Kaas – – det er tysk Færden! Det er bedst, vi lader Ankeret falde, til Solen bryder igennem.«

Kaas gav Jakob Rorpinden og vrikkede forud til Ankerspillet; men inden han fik Ankeret i Bund, Nstødte de.

»Hov, hov!« udbrød Jakob – »vi er nok kom39|met Tyskland vel nær! Ja ja, Nsaa lodder vi Manne. Klar ved Lodlinen!«

Kaas humpede med Loddet fra Ræling til Ræling i stiv Beundring. Pokker til Menneske den Jakob til at have Remedier for alting! Han tog Dybden paa alle Ledder og kunde præcis sige, hvordan de stod. – Saa satte de sig paa NStorlugen, tændte Piberne og ventede paa, at Taagen skulde lette.

Ind imellem snakkede de om Lydene derinde paa Land, og hvad for Gøremaal der vel kunde ligge bag dem, saa fremmede de lød.

»Den Hjulbør piber nu akkurat ligesom Rasmus Kjøllers derhjemme,« sagde Kaas pludselig og lyttede. »Jeg vilde give meget til, at vi var vel hjemme igen.«

Folk snakkede jævnt derinde, men det var ikke til at forstaa Ordene. »Det er Tysk,« sagde Jakob – »de snakker altid, som om de havde en varm Kartoffel i Munden.«

Nu kom NKirkespiret frem af Taagen højt inde over Land.

»Nej se!« udbrød Kaas. »Vejrhanen hænger jo ved den ene Taa – akkurat som den derhjemme.«

»Ja, min Salighed ov! Og vil du se Molehovedet 40| dèr, du Kaas! De har Ntaget op efter os derhjemme og gjort det sine ti Alen længer.«

Taagen lettede Nlidt og lidt, og en lille By rullede sig langsomt ud for deres forbavsede Øjne – nøjagtig som den derhjemme – med Stien langs Stranden, Martas blomstrende Hyld og det hele. Og paa en Gavl, der præcis lignede Skipper Morten Andersens, var der sømmet hvide Lagner for Vinduerne udvendig. Det var som et Drømmesyn; Kaas aabnede Munden for at sige noget, og Jakob ligesaa. Men de blev stikkende i det og sad blot med aaben Mund og maabede mod hinanden. Inde paa Land kom der fler og fler Folk, og de kendte hver en.

Der gik et graat Strøg hen over Jakobs Ansigt, han rejste sig tungt og gik hen og firede NHækjollen ned. Kaas turde ikke tale til ham, men krøb bag efter ham ned i Jollen og roede dem til Land. Derinde stod Beboerne og Npakkede op paa Havnen og Stranden som et NLandeværn; men Jakob gik tværs gennem Massen og lige hjem. Og ikke èn vovede at ytre et Muk til ham – de lo ikke engang.

Men efterhaanden som Tiden gik og det hele kom paa Afstand, begyndte han selv at tale om 41| det; og da man nu engang ikke havde for Skik at korrigere ham, tog det sin egen Form. Han var jo en Fandens Karl i et og alt, og efterhaanden gled Jakobs Rejse til Tyskland med en Ladning Sten og hjem igen paa èn Nat ind i Rækken af de øvrige Bedrifter.

Den blev den vidunderligste af dem allesammen!