[59]|Idioten

[61]| Dagen efter Nmin Konfirmation sad jeg igen bag Halmskærmen og slog Skærver af NRosset, mens NFar stod lidt henne og flækkede NÆmner ud til Brosten. Idag var som iforgaars, akkurat; jeg havde ingen Tømmermænd af nogen Art, Konfirmationen betød ingen festlig Indvielse til en ny Verden.

Pludselig lagde Far NSlæggen og sagde:

»Det er bedst du gaar ud og finder dig en Plads; for nu herefter skal du sørge for dig selv.« Han nikkede betydningsfuldt til Ordene; og skønt jeg havde forsørget mig selv næsten fra jeg kunde krybe, lød det helt skæbnesvangert – som om han overdrog mig en tung, ansvarsfuld Byrde og selv rettede Ryggen. Jeg pakkede Værktøjet sammen, lagde Skærmen ned over det og drev ud i Efteraarsregnen paa maa og faa.

Langt ude i NPovlsker kom jeg endelig til en Gaard, hvor de ikke gjorde Ophævelser over min 62| Spinkelhed men fæstede mig som N»Syslehorra«. Gaarden var ret stor, og jeg skulde passe alle Kreaturerne og have 20 Kroner halvaarlig for det. Nu bruger man voksne, uddannede Mænd til det Arbejde, det betragtes som særlig strængt og ansvarsfuldt og er det bedst lønnede inden for Landbruget. Der ligger en Udvikling imellem!

Jeg var lille og spinkel, mit Legeme havde for tidlig maattet indrette sig paa at omsætte alting i Arbejde. Til Gengæld var jeg i god Sliderkondition, trænet og sejg; jeg løb ikke let træt og gik ikke af Vejen for noget. Men dette var alligevel for haardt. Fra Kl. tre halv fire Vintermorgen til henad ni Aften var jeg uafbrudt paa Færde, med Arbejde der altid laa paa Grænsen af Kræfterne, ofte langt over dem. Blot en eller anden lille Ting gik skævt, eller jeg et Øjeblik sank sammen i Fortvivlet Selvopgivelse, hobede Arbejdet sig op om mig som et Bjærg af Ufremkommelighed. Jeg sled vanvittigt for igen at Nkomme paa Lige, men Kreaturerne var strænge Herrer. Blot deres Spisetid blev overskredet med fem Minutter, rejste de et anklagende Brøl. Og saa forlod NBonden sin unge Hustru og kom springende for at holde Dommedag.

Det var en stræng Tid; men jeg havde egenlig 63| ikke ondt af mig selv. Jeg bar den som de undertrykte nu engang bærer deres Forbandelse. Omgivelserne kan ikke blødgøres, saa man de se at gøre sig selv følesløse for Lidelsen. Alligevel har jeg en dunkel Erindring om Oprør – jeg gik en Dag paa Fodergangen med en Stump Reb og ledte efter et Sted at anbringe mig selv. Der kom et eller andet i Vejen – Tyren rev sig løs tror jeg, det hele har ikke gjort større Indtryk paa mig dengang – og jeg maatte som før ofre mit eget Velfærd for Pligten.

Paa en af Nabogaardene sad en Bonde, som ikke kunde holde Folk. Han bestilte nødig noget og holdt meget af at spise og drikke godt, men dem der gjorde Arbejdet undte han hverken Føde eller Løn. Nu sad han saa og drev Gaarden ved Hjælp af en aandssvag Stakkel, som Sognet betalte ham for at have i Pleje.

Jeg kendte godt denne Stakkel; i min tidlige Barndom var han en ung kraftig Gut og fór paa Langfarten. Nu og da kom han hjem om Vinteren, glad og overmodig, fuld af Friskheden derude fra. Men engang kom Rygtet alene – han havde staaet til Rors i en Storm, NStorsejlet slog sig løs og tærskede ham i Hovedet med en NBlok. Han kunde 64| have sluppet Rattet og bjærget sig selv – saa var Skuden vel gaaet til; men han blev paa sin Post og lod sig slaa til Idiot! Saadan omtrent lød det; og saadan kom han ogsaa hjem derude fra, besørget fra Plads til Plads som et Svøbelsebarn. Han kunde ikke længer raade med sig selv; saa Nakkorderede Sognet ham bort til den lavest bydende.

Der var ikke noget særligt at se paa ham, han lignede en almindelig sløvet Arbejder. Man kunde ogsaa godt tale med ham. Men han huskede ingenting fra sin lyse Tid før Ulykken og brød sig ikke om andet paa Jorden end Brændevin. De to Gaardes Marker stødte sammen, og jeg kom ofte i Berøring med ham. »Har du Brændevin?« spurgte han altid, naar han saa mig. Jeg kunde have købt mig en Haandsrækning for en Snaps, men havde gode Grunde for at hade Brændevinen dengang.

Naar han var ædru, arbejdede det ondt og skulende i ham og gjorde én ræd; selv hans Husbond var bange for ham saa. Maaske rørte der sig under hans Idioti et uklart Krav til Tilværelsen, og han brugte Spiritus’en til at drukne det i; Bonden sørgede altid for, at der var Snaps til ham. Men ellers behandlede han ham værre end et Dyr, gav ham ussel Føde og lod ham sove i en Krog af Stalden. 65| Idioten fandt sig glad i det, blot han fik sin Snaps. Han var en tæt, bredskuldret Fyr og gjorde to-tre Mands Arbejde; der skulde bare nogen gaa over ham og sætte ham i Gang.

– – –

En Dag skulde vi levere en ung Tyr til NDampskibet. Den var ikke fri for at være lunefuld, og hverken Bonden eller Karlen var glad ved at trække til Bys med den. Saa blev det mig, jeg var jo vant til at omgaas den. Bonden var flink og gav mig fri Resten af Dagen.

Jeg havde ikke været hjemme endnu og var ustyrlig glad over mit Held. Alle mine Viser skraalede jeg langs Vejene og holdt Tyren i rask Galop, saa han ikke fik Tid til at pønse paa ondt. Jeg var helt opreven af Hjemlængsel.

Jeg afleverede Tyren og løb hjem. NMin mindste Søster laa ud over Enden af Slagbænken og hejsede en Skammel op og ned; hun stirrede lidt paa mig, saa tabte hun Skamlen og stak i at brøle. NMor kom jagende ind fra Køkkenet.

»Herregud er det dig, min kære Dreng,« sagde hun – »og som du har skæmmet dig! Du er jo kommet til at se saa vred ud. – Ja ja, Fattigfolk maa holde til det alt!« Hun gik rundt om mig og be66|følte mig kærtegnende; jeg kunde mærke paa hendes skrøbelige Hænder, at hun var stolt af mig, og det gjorde mig tapper.

Far kom ikke hjem ved Fyraften, og vi havde det rart sammen; Mor lappede paa mit Tøj, og vi Børn klippede Kaner af gamle Spillekort, russiske Slæder med fejende Heste foran og en Ulv, der vilde bide NStanghesten i Struben. Langt ude paa Bordkanten dukkede andre Ulve op; og om lidt aad de Manden i Slæden – og Moderen med det lille Barn. Jeg havde helt glemt, at jeg kun var hjemme paa Besøg – og Pinestedet der ventede mig.

Pludselig rejste Mor sig forfærdet: »Men Barn dog, NKlokken gaar til ni, og du har lang Vej!« Hun saa frysende ud af Vinduet, det var bælgmørk Nat og stormfuldt, ude fra Stranden brølede Søen.

Virkeligheden brød voldsomt ind over mig med hele sin Rædsel. »Mor!« hviskede jeg og saa bønfaldende paa hende. Hun kom til at ryste.

»Herregud da ogsaa – er det saa ondt?« udbrød hun fortvivlet – »Og din Far, Barn!« Mere behøvede hun ikke at sige, jeg samlede stille mit Tøj og bød Farvel. Hun stod i Vinduet, da jeg traskede 67| ud ad Vejen, og smilede opmuntrende til mig – gennem fordrejede Træk.

Det var ikke min Agt at vende tilbage til Gaarden – alt andet hellere end det! jeg løb kun ud i Mørket for at skaane Mor. Men et eller andet drev mine Fjed den Vej alligevel; det var vel den forbandede Pligtfølelse, som sidder de Smaa dybt i Kødet og faar dem til bestandig at paatage sig Byrden af en Verden, der ikke er til for deres Skyld. Jeg vilde ikke den Vej, men løb alligevel – smaabrølende til Protest.

Jeg løb over en halv Mil uden at tage mod Indtryk, mit Barnesind var vel sagtens sluppet ind i den Døs, der endnu bestandig er de forhutledes eneste Værn mod Mishandling. Granskoven og den uhyggelige NBalka Lyng passerede jeg uden at vide af det. Men saa vækkede Natten mig med sin uundgaaelige Fordring, jeg opdagede Mørket omkring mig og gik i Knæ.

Der er Mennesker, som elsker Mørket, lykkelige uvidende, for hvem det er den store Dulmer der lægger alt stridende til Ro. For mig har Mørket altid været fyldt med forfærdeligt Liv, jeg har maattet kæmpe fortvivlet med det – og navnlig dengang, da min Medviden overgik mine Kræfter. 68| Allerede i min Barndom var det jo Afsløreren af hvad Lyset skjulte; som hine kinesiske Rottedrenge, der vokser op i Kloakerne, havde jeg faaet den uhyggelige Ævne at kunne se alt, hvad der færdes i Mørket. Og nu væltede det hele sin onde Verden ind over mig, jeg sansede dens Rædsler med synsk Styrke og var værgeløs. Alt det oprivende fra min Barndom rejste sig forgjort af Mørket, grotesk og overvældigt, for at opsluge mig lille Menneskefrø.

Det var som et epileptisk Anfald, hele min Person var brændt sammen i en Krampeknude – men jeg løb bestandig. Tanken om Gaarden var den eneste levende varme Følelse i mig, den stod i dette Øjeblik for mig som et hyggeligt Tilflugtssted. – Pludselig følte jeg paa mig, at der var et Menneske i Nærheden, jeg spejdede ud i Mørket mens jeg løb – og faldt i det samme over et tungt Legeme.

Det var Idioten; jeg kendte ham ved at rive en Tændstik af, han var døddrukken. Det var mig umuligt at faa ham paa Benene, og jeg gik videre. Nu var jeg ikke Spor af bange mere.

Lidt henne mødte jeg Nvor Karl, der havde fulgt sin Kærest paa Vej. Han gik med tilbage, og vi fik 69| Idioten stablet paa Benene. Men det var ikke muligt at faa ham af Stedet, han stod og gjorde sig kantet saa drukken han var, og lallede noget; hans Hoved hang tungt ned paa Brystet. »Min Brændevin,« syntes jeg han lallede – »min Brændevin.« Jeg gav mig til at lede, mens Karlen stivede ham af, og fandt paa Vejkanten en 3-4 Potters NLejl; den var helt fuld! Hvor hadede jeg denne fatale Vædske! Jeg havde kastet mine spæde Kræfter mod den saa mangen Gang og taget mine Prygl for det – nu blussede Hadet op igen. Jeg rev Proppen af Lejlen og lod Brændevinen løbe ud i Grøften, Stanken slog op om mig som fuld Mands Aande og mindede om saa meget. Saa holdt jeg Lejlen ned i Grøften og lod den rende fuld af Vand. »Hvor bliver du af?« raabte Karlen utaalmodigt.

Idioten kviknede til, da jeg kom med Lejlen, han vilde selv bære den og slog begge Arme fast om den. Men han kunde ikke holde Ligevægten, vi maatte ase ham hjem og ind i hans Hul.

Den næste Formiddag mens vi sad ved Mellemmaden, kom Nabobonden over; han saa forstyrret ud. »Det er rent galt med Anders,« sagde han. »Han er vild, jeg har ingen Magt over ham.«

70| »Saa kniber du vel paa Brændevinen ogsaa?« svarede min Husbond og lo.

N»Nej nej gon, han har en hel Lejl fuld! Men han vil ikke røre den. Han gaar rundt om mig og ser ud, som vilde han springe løs paa mig. Og han udretter ingenting.«

Jeg blev hed om Ørene. I al Hemmelighed havde jeg gaaet og gottet mig over min Bedrift – og været lige ved at fortælle Karlen den. Saa havde det set galt ud for mig.

Husbond fulgte Naboen over, men de kom tilbage med uforrettet Sag. De turde ikke nærme sig Idioten, der gik rundt om Gaarden og Nhødede med en Greb. Jeg gik og gruede for, at den Gale skulde falde paa det var mig, der havde gjort hans Tilværelse uudholdelig, og komme over og slaa mig ihjæl. Hvert Øjeblik var jeg uden for Kostalden og kiggede derover ad, parat til at tage Benene med mig. Han gik derovre og hødede i Luften med store vamsede Bevægelser; jeg kunde høre ham raabe.

Naboen blev hos os den Dag, og der kom Folk til fra forskellige Sider og raadsloges. Det var paa Tale, at man skulde gaa løs paa Idioten i Flok og overmande ham. Men Tjenestekarlene havde ikke noget til overs for Bonden derovre og vilde ikke 71| være med, og Bønderne selv var bange. Det fik saa Lov at bero ved, at man næste Morgen skulde sende Bud til Staden efter Politi.

Men Nden Nat stak Idioten Ild paa Gaarden; den brændte ned til Grunden.

– – –

Det er kun en enkelt Barndomsoplevelse blandt saa mange. Den Gang fik den mig til at føle mig som en hemmelig Forbryder, lang Tid gik jeg i Angst for, at Øvrigheden skulde stanse ved mig som den egenlige Aarsag til det hele. Men siden har mit Liv formet sig med Barneverdenen som Grundlag, og fra mange Omraader summede mine Erfaringer sig efterhaanden saadan op, at Idioten fik Betydning for mig ud over det enkelte.

Jeg har bestandig syntes, der laa en Tanke i, at det blev mig, der tog hans Brændevin fra ham og derved fik ham til at brænde Gaarden af og gøre en Ende paa Misbruget.