[43]|Gravhøjen

[45]| Naar man har været borte fra Hjemegnen en Række Aar – og undertiden forsvarligt borte – gør det godt at være hjemme engang igen. Intetsteds i Verden driver man med saa god Samvittighed som her! er man blevet lidt af en hvileløs Slider derude, her dvæler Barnets Sorgløshed endnu over Tilværelsen og gør det til en fyldestgørende Beskæftigelse at strejfe om fra Morgen til Aften, genopfriske Barndommen og sammenligne før og nu. En herlig Beskæftigelse er det, for den der er kørt træt og trænger til at forny sig! Der er ingen Jordbund saa nærende og oprindelig for Manden som Barndommens.

Landet herinde bag Nexø kender jeg, som kun NVogterdrengen lærer en Egn at kende; hver Tjørn, hver NStenkiste eller frempiblende Drænvandsledning staar lysende for mig endnu. Alting skinner uforgængeligt her, tændt engang for alle af Barnets almægtige Fantasi, der skabte en Urskov 46| af en Tot Græs og dæmmede op for Regnvandet i et Hjulspor, til det steg som en anden Syndflod og fejede Verdener over Ende.

At færdes her er at opleve Verdens straalende Skabelse paany. Den graaskæggede Tjørn med Skadereden i har skygget over de virksomste Timer i mit Liv; hvad har jeg ikke dèr fra min mospolstrede Trone hidset mod hinanden af vældige Hære, naar de store Stude stangedes, saa Hornene klang. Det var Kampe, saa det forslog; det ene efter det andet maatte rykke i Ilden – Skoven, Klipperne. Tilsidst kæmpede hele Verden, Gud og Satan stred med paa Ryggen af hver sin Sky. Og naar det hele var gaaet til Grunde, lagde man sig rolig ned paa Bunden af Grøften og krøb paa Maven ind under Brombærrankerne. Langt inde under det sammenfiltrede Lag af Enebær, Slaan og Brombær var der igen en hel Verden, hvor det mærkeligste lyssky Kryb holdt til. Ingen andre kendte den!

Den lille spidse NSkelsten, jeg engang fandt et fyldt Krudthorn under, ligger endnu paa sit gamle Sted. Det er den største Dag i mit Liv! Jeg kunde have sparet paa Krudtet og haft Fornøjelse af det hele Sommeren, men foretrak èn stor Indsats; jeg 47| gravede hele Historien ind i Brinken, stak en hul Skarntydestængel fyldt med Krudt ned til Beholdningen og kaldte alle Egnens Vogterdrenge sammen. Naa, Jordkloden røg ikke i Luften dengang; men mon nogen af os alligevel har oplevet saa vældig en Eksplosion siden?

Her paa Engen var det, Tyren saa sit Snit til at faa et Horn ind under mig og vippe mig over Aaen. Han kom bag paa mig, hvad der ikke ansaas for hæderligt blandt os Drenge – og det blev et langvarigt Mellemværende mellem ham og mig. – Og her ovenfor paa Marken fødte NAnna fra NBaastad sin Unge, mellem to Roerækker. Hun bed selv Navlestrængen over og rendte hjem, hendes gamle Mor stavrede bagefter med Ungen i Forklædet. Jeg havde jo paa en Maade staaet Fadder til ham, og stjal mig hver Dag over i det gamle Ledvogterhus for at se hvordan han trivedes. Skønt han ingen Far havde, var han en hel Karl; da han var tre Uger gammel, fodrede den Gamle ham med Kaffe af en Teskè. »Det er dog noget andet end det Mælkepjask,« sagde hun triumferende til os Drenge.

Efter Høst, naar Skellene slettedes og Vogtningen Nover Luvt begyndte, kom Vogterdrengen ret vidt omkring med sin Hjord. Der var Gaarde, hvor man 48| tog ham ind og gav ham en varm Drik mod Sludet, og andre hvor Bonden nærmede sig ham med en lang Kæp bag Ryggen. Han hævnede sig ved at stjæle sine Æg og sin Frugt dèr.

Det er interessant at hjemsøge Gaardene herinde igen og sammenligne før og nu. NAk, hvor forandret! hedder det jo gærne med et Suk, naar den Voksne træder Barndommens Stier. Jeg maa nu sige, at Forandringen som Helhed glæder mig. Meget som før laa øde hen er nu opdyrket; der er kommet Lys og Luft ind i Krogene. Den Slægt der nu er den bærende, er friere og aabnere i sit Væsen som havde den faaet mere Sol.

Paa Gaarden hvor jeg passede Kreaturerne, er adskilligt forandret. Den gammeldags Madmoder der var saa ophængt, at hun maatte benytte en Nat Laden brændte til at faa sit Barsel fra Haanden, er afløst af en yngre, der har Tid til at hellige sig sine Smaa og om Aftenen kører ud med Manden – til Foredrag eller Komedie. Man holder en voksen Fodermester til Besætningen nu, og der er kommet Bræddegulv i Karlekammeret. Vi havde kun Lergulv – med dybe Rottehuller i; og jeg erindrer en Nat, Karlen og jeg listede os bort fra Gaarden og vandrede helt ud paa NSydlandet, 49| til en Gaard hvor Folkene efter Sigende havde faaet Bræddegulv i Kamret. Der var en hel Valfart til Stedet i Ly af Natten, Skikkelser kom luskende ud af Mørket, stillede sig tavse op og betragtede Gulvet, skyllede et stort Glas NHonningbrændevin i sig – og gled lydløst ud i Mørket igen. Det lignede en hemmelig Sammensværgelse. Det var halsløs Gærning at fjærne sig fra Gaarden hvor man tjente – dengang sov NTyendeloven endnu ikke. Vi aandede først op, da vi igen laa i den brede Fællesseng.

For øvrigt synes Tyendet kun at have faaet ringe Del i Udviklingen. Lønnerne er steget stærkt, siden jeg som 14 Aars Knægt blev tatoveret i Ansigtet af Køernes vaade Haler; men det øvrige har ikke holdt Trop. Der er endnu det samme tunge, sløve Drag over de tjenende som af klæget Jord – ogsaa naar de fester; Ansigterne løfter sig ikke. De har for saa vidt heller ikke noget at løfte sig efter; Afstanden mellem Tyendet og andre Mennesker er blevet endnu større i den forløbne Tid. Det synes, som det øvrige Samfund for at stige lettere har kastet dette Lag over Bord – som Luftskipperen hiver Ballast ud.

– – –

50| Blandt de Skikkelser fra Barndommen, der usynligt har fulgt mig paa min Færden ude omkring, og ligesom givet deres Besyv med i hvad jeg foretog mig, er NHusmand Holm vel den ejendommeligste. Han var Daglejer paa Gaarden, hvor jeg vogtede, og blev den, der først ansporede mig til at tage Tilværelsen op for egen Regning, idet hans Spørgelyst smittede mig.

Husmand Holm skulde anbringe et Spørgsmaalstegn overalt, hvor andre slog sig til Taals med at sige –: saadan er det nu engang! Der var en uslukkelig Tørst i ham efter Aarsag og Begrundelse. For det meste maatte han frembringe den selv, og en underlig vanskabt Verden var det, han formede sig. Men som den var, var den større og rigere end de andres og virkede overraskende alene ved sit Stof.

Lille og forvreden var han og havde en uhyre, krum Næse, der gav hans Ansigt en fremmedartet Klogskab. Han havde den Ejendommelighed, at han kendte alt, hvad der i den sidste Menneskealder var sket af Spøgeri, NForgørelser og Varsler i den Egn, og kunde fortælle om det, saa Haarene krøb rundt paa Tilhørerens Hoved. Men selv troede han ikke paa det, oven paa Historien fulgte altid 51| et Forsøg paa en naturlig Forklaring, der ofte kunde være ganske sindrig. Han havde det i det hele med at skulle have naturlige Forklaringer baade paa Sygdomme, Misvækst og Maaneformørkelser, og Folk rystede paa Hovedet og kaldte ham NFritænker, uanset at han gik i Kirke hver Søndag og til NAlters de vedtagne to Gange om Aaret.

Men samtidig fyldte han dem med uforklarlig Respekt; han havde Ord for at tænke, og man udstyrede ham med en mystisk Viden. Naar Holm turde fornægte Tingenes Væsen, kunde det kun være fordi han havde Magten over det! naar han ikke troede paa onde Øjne, kom det vel af, at han forstod at afvende dem! Man satte ham resolut i intimt Forhold til selve det, han fornægtede – det Overnaturlige! – og saa paa ham som et Stykke af en Troldmand.

Vi Børn følte ogsaa denne hemmelighedsfulde Gysen ved at være sammen med en Mand, der »ikke troede paa noget hverken i Himlen eller paa Jorden og kunde Nlæse Fanden ud af Biblen.« Han interesserede sig mere for vor Verden end Voksne plejede, og naar han mærkede, at vi sky gik af Vejen for ham, blev han i daarligt Humør.

Han passede Stalden hjemme, mens jeg vogtede 52| Ungkvæget, og var paa en Maade min Overordnede. Ingen kunde tage mere forstaaende paa en Knægt, der trods Livets haarde Tugt endnu var Barn nok til nu og da at glemme Pligten for en god Leg – og jeg holdt meget af ham. Vi talte meget sammen, naar vi gik hjemme paa Fodergangen ved Middag og Aften, og altid var der noget, han rettede min Opmærksomhed mod. Selvfølgelige Smaating synes de mig nu, men dengang var det alligevel Nyverdener, som man maatte krænge sig ud og ind nogle Gange for at komme i Forhold til. Men det tunge Humør, der ofte kom over ham, forstod jeg ikke – og respekterede det vist heller ikke særlig!

Senere gik det rigeligt op for mig, hvor nedslaaende det maa have været for denne lille forvredne Husmand, der satte alle Midler ind paa at vinde Lys, til Gengæld at faa alle Mørkets Egenskaber koblet til sig. Det var en barbarisk Hævn, og i sin Uvidenhed kunde han jo ikke en Gang trøste sig med, at han maatte dele Skæbne med Menneskehedens Største. Intet kunde gøre ham vredere, end naar Folk kom og bad ham om at læse over et eller andet – ham, Holm, der ivrigt benægtede al den Slags Dumhed! Han kunde gaa ud af sit gode Skind. – – – –

53| En Dag drev jeg ind i Landet med det Formaal at søge ham op.

Jeg havde Lyst til at hilse paa ham og opfriske gammelt Bekendtskab – kanske ogsaa til at give ham et eller andet godt, til Gengæld for alt det han havde givet mig. Der var en Times Gang ind til hans Hus.

Hvor Stien drejede af fra Vejen ned mod hans lille Hytte, der nu næsten skjultes af de Trær, han havde plantet i min Barndom, sad en gammel Nførladen Kvinde og strikkede, mens hun græssede en Ko paa Grøftekanten. Det var hans Kone. Hun var blevet tykkere, ellers havde hun det haarde, huggede Udtryk fra fordum; hun saa endnu bestandig ud, som brød hun Staven over Manden og al hans Færd.

»Goddag, er Jeppe Holm hjemme?« spurgte jeg.

Hun strejfede mig lige med et Blik, saa strikkede hun videre. »Jeppe Holm – hvem falder paa at ville ham noget? Han har jo ligget i Jorden i mange Aar,« svarede hun haardt.

Det havde jeg slet ikke tænkt paa. Det er altid som at faa Fødderne slaaet bort under sig, naar man kommer i god Tro for at opsøge en eller anden, og han saa er død. »Hvad døde han da af,« sagde 54| jeg temmelig hen i Vejret, »han fejlede jo aldrig noget.«

»Fejlede –? Nej, han kunde levet den Dag i Dag er, naar det ikke havde været for hans ulyksalige Vantro. Men NSpe staar for Spotterens Dør, siger et gammelt Ord.«

»Man plejer dog ikke at dø af Vantro,« indvendte jeg – »i vore oplyste Tider.« Det sidste var en af de Fraser, der hænger èn paa Læberne og løber med uden Opfordring.

Hun saa paa mig med et underlig haardt Blik: »Du er fra Staden vel? Der skal de jo være blevet saa kloge inde – saa kloge, at de ikke kan dø har jeg hørt sige! Jeppe mente ogsaa, han var klog, han; alting aad han løs paa med sin Forstand og respekterede ingenting. Ofte maatte èn vel tænke, at han stilede efter at blive Vorherre Nummer to. Men saa blev der jo ogsaa slaaet til ham. Det var Gravhøjen derhenne, som blev hans Død, – om du ellers vil vide det.«

»Jeg har ham meget at takke for,« sagde jeg stille og lagde mig i Græsset ved hendes Side.

»Det samme skulde jeg vel kunne sige, om der skulde være noget Forslag i det! men i det Sted maa jeg sidde Enke for hans Narrestregers Skyld. 55| Og Børn har han ikke givet mig, der kunde hjælpe mig hen over Alderdommen! Han vilde ikke tro, at det er forudbestemt, hvor mange enhver skal have – derfor fik vi heller ingen.

Men GravhøjenA skulde Jeppe i Lag med – bevares vel! Hvad har èn vel ogsaa Liv og Lemmer til, om ikke til at lokke Døden frem? Kommer han ikke ved det ene, saa ægger vi ham bare med noget andet; frem skal han, at vi kan faa gjort Ende paa os selv! – Mange Gange havde Folk set baade det ene og det andet, naar de kom forbi Højen ved Nattetid; og at der holdt noget NUnderjordisk til der, har èn mange Udtalelser for. Men Jeppe var jo Storkarl og vilde naturligvis ingen Ting tro – om endskønt der Nbrændte Lys tre Nætter i Træk, og Spøgeriet stansede Hestene for de Vejfarende. Som om han kunde være forgjort, snakkede han løs i sin Blindhed; han vilde nu have Højen kastet ud, han – for at faa den Stump Jord taget ind til Dyrkning.

Jeg raadedeA ham bestandig fra, og det samme gjorde alle andre, kan jeg tro. Men han var, som om han ikke saa og sansede noget af alt det, der var aabenbart for enhver ellers; og en Lørdag Aften tog han Spaden og gik derop alligevel.

56| Naar hanA havde sat sig noget i Hovedet, havde han det paa Mandfolkemanèr og stod blot endnu stivere paa sit, hvis nogen lagde sig derimod. Jeg tav saa stille og tænkte, at det gav sig vel af sig selv. NOg jo mænd havde han ikke gravet længe, før han kom hjem og havde knækket Spaden. Det var nu en Advarsel saa god som nogen vil forlange; men til Jeppe var den ikke god nok. Han tog blot en anden Spade og gik derop igen. Inden det blev mørkt, var den ogsaa ødelagt; og det har èn da aldrig før hørt, at en Mand ødede to Spader paa en Aften! Men Jeppe var lige stiv og slog i Bordet paa, at om Mandagen skulde Højen nok faa Lov at flytte sig.

Det blevA der nu ikke noget af, for om Søndagen blæste det op en Brandstorm. Jeppe og jeg sad inde i Stuen og havde nettet os lidt, for om Søndagen arbejdede han ikke. Vejr til at gaa i Kirke var det ikke, saa læste han højt for mig af NPostillen. Men saa begyndte NMønningen at lette, og han maatte have Stigen til og op at lægge Sten paa. Der tog saa Vinden ham, og han faldt ned og slog Hovedet i NBrøndkarret, og død var han, inden én fik vendt sig. Saadan gik det til, ja! Sig og sine Meninger gjorde han til Skamme, og mig lod han 57| sidde Enke nu snart paa tiende Aar – og slaas med Fattigdom og Ensomhed. Og han kunde levet den Dag i Dag er!«

»Han var ogsaa for gammel og stiv til at kravle op paa Husryggen under en Storm,« sagde jeg.

»Var der nogen nærmere til det end han? Jeg skulde vel have krøbet derop og ladet ham sidde nede med sin Overtro og sine Tossestreger. Nej, han skulde have ladet Højen fare, skulde han – og bekendt sig til det han var oplært i!«

Hun nikkede, bred og fast i sin Dom, og trak hjemad med sin Ko.

Ogsaa jeg gik hjemad, i blandet Humør. Overtroen, som saa Nublu havde kaaret netop ham til sit Medium, mens han levede, næredes videre af hans Død og holdt Livet unaturlig længe. Det spøgede endnu frisk af Gravhøjen midt i den almindelige Oplysning, den sidste Rest af Overtro klamrede sig til hans – den Vantro’s Skæbne.

Jeg forstod den forfærdelige Ensomhedsfølelse, der fik ham til at vende hele sit gærende Sind mod en lille, ikke altfor alvorlig Dreng. Og her gik nu jeg og skyldte ham saa meget! – og kunde ikke engang bryde Isen omkring ham med min Tak.