[169]|NKonge for en dag

[171]| Vi var tre Mand paa Stilladset, Mester Olsen, Svenden og jeg. Min Bestilling var at staa ved Taljen og raabe ned: Stop! Fir lidt! Hiv igen! svinge Sten- og Mørtelbyrden ind paa det spinkle Stillads og fordele den mellem de to andre. Og saa forresten skælde min Kammerat dernede ved Foden af Skorstenen ud, naar han ikke fyldte hurtig nok i Hejsespanden. Han var brystsyg, med korte Mellemrum faldt Hosten over ham og han maatte gaa om bag Materialskuret og kaste op. Saa skældte Svend og Mester, fordi de manglede Sten eller Mørtel, og jeg hang ud over Stilladset og lod Skældsordene gaa videre.

Vi hang godt i; det var første Gang, bornholmske Murere gav sig af med at bygge en saa høj og Nslank Fabriksskorsten, og der var Humør over Arbejdet. Vi var hundrede Fod oppe, inden næste Aften skulde de 120 Fod være muret, KransenA lukket foroven og Stilladset pillet ned.

172| Mester Olsen stod inde i Ringen og murede Skorstenens Inderside. Han var lille og til Aars, en Landhaandværker af den gamle Skole. Man kunde se paa ham, at han befandt sig ude i det æventyrlige med dets usikre Spænding; hans ellers saa fredelige Udtryk svingede mellem Frygt og Selvfølelse. Han havde aldrig arbejdet sig saa højt til Vejrs før. »Han fjedrer godt!« udbrød han hver Gang Oktoberstormen tog et ekstra Tag i den tynde Skorsten. Naar Solen brød igennem, bevægede Skorstenens Skygge sig uhyggeligt frem og tilbage ude over Markerne – som en skrivende Finger.

»Den næste Skorsten bygger vi uden Stillads,« sagde NLudvig, Svenden. »Saa gaar vi op indvendig fra og lader det hele bære sig selv.« Mester rystede paa Hovedet.

Det var Ludvig, det hele beroede paa. Fløjtende hang han ud over med sit NLodbrædt og flugtede de smækre Linjer i Vejret. En frisk Fyr var han og enestaaende dygtig i sin Profession; han havde lært ovre i Hovedstaden, kom saa hjem for et Par Aar siden og satte ny Gang i Haandværket. Paa lige Mur lagde han sine fire Tusend Sten om Dagen, og de gamle Puslere glemte helt at bestille noget bare for at glo paa ham. Til Gengæld forstod 173| han ogsaa hvad en Arbejder var værd, og mødte med Ideer om at sætte Arbejderen paa lige Fod med finere Folk. Nu var han i Færd med at samle de unge i en Diskussionsklub, som skulde tage de social-økonomiske Spørgsmaal op. »Vi maa først og fremmest vide Besked med, hvad det er, vi fejler,« sagde han raskt. Der var ikke saa lidt Fantasi i ham, og noget af det store Sving i alt, hvad han foretog sig. Han troede fuldt og fast paa en Fremtid for Arbejderne. »Det er bare at række Haanden ud og gribe til,« sagde han med sit tillidsfulde Smil. »Jeg skulde maaske ikke ligesaa godt kunne lære at forstaa mig paa Musik og Bøger som en Embedsmand eller Grosserer? Jeg har bare hverken Tid eller Raad, som det nu er! Vi maa ha’e lavet en Sammenslutning mellem Arbejderne, Du NMorten.«

Jeg stod og frøs paa det sejlende Stillads og længtes efter at komme ned paa Jorden, de to Mænd kunde ikke give mig nok at bestille.

Der kom en Dreng cyklende op langs Markvejen. Han viftede med en Seddel. »Saa for Pokker, det er Lotteriet!« udbrød Ludvig selvfølgeligt – »nu er man den endelig!« Det var ganske rigtig Lotteriet, han havde vundet 45,000; Værktøjet faldt 174| ham ud af Haanden. »Jeg tror jeg stikker af med det samme, Mester,« sagde han fraværende; Blik og Stemme var allerede ude i et eller andet nyt.

Mester Olsen bad ynkeligt for sig. Hvad skulde vi to stille op, ingen af os forstod sig paa dette her; det var Ludvig, som havde lokket os op i det. Men Ludvig var allerede i Færd med at fire sig ned, han havde ikke Tid til at benytte Stigen. Taljeværket knagede svært under hans Vægt. Samme Aften tog han med Damperen til København; hvad hans Planer var, vidste ingen. Mester og jeg maatte affinde os med Toppen af Skorstenen, saa godt vi kunde.

En Tid var han sporløst forsvundet, ingen vidste om ham at sige. Men saa dukkede hans Navn pludselig op i en højst utrolig Forbindelse, fik Lov at falde men dukkede op igen og blev hængende paa Læben. En kom hjem og havde set ham i Teatret, forskrækkelig Nudhalet, en anden havde hørt om ham og en bekendt Skuespillerinde, en tredje laa Soldat paa NSølvgadens Kaserne og var NMadkærest med en Herskabspige, hvis Herskab havde gjort en fin Middag for ham. Kort sagt, han omgikkes de store, rørte ikke Hænderne til noget, men gik med Handsker paa altid – og højt NSkorstensrør! Folk 175| korsede sig og fortalte løs, deres Fantasi var sat i Sving; nu var de parat til at tro meget mere, end der kunde opdrives.

Jeg selv var lidt slukøret. Vi havde truffet hinanden om Vinteren paa Nden lokale Højskole og – unge som vi begge var – sluttet ubrydeligt Venskab for Livet. Hele Sommeren havde vi fulgtes fra Plads til Plads og Nstaaet i Akkord sammen; og naar vi havde tjent tilstrækkeligt, vilde vi Nfølges ad over til en stor Haandværkerskole og uddanne os videre. Og nu var han stukket af, uden saa meget som at give mig et Ord til Varsko! »Du maa jo vide noget,« sagde Folk bestandig – »I som var saa gode Venner!« Det var med en vis Flovhed jeg tilstod, at han ikke engang havde skrevet til mig. I mit stille Sind havde jeg haabet, at han vilde skrive og sende mig Penge til at komme paa Skole for – nu var han jo rig. Men han havde totalt glemt mig.

Efterhaanden blev det klart, at den store Verden havde taget ham. Han levede i Sus og Dus derovre og sansede ingenting – de mange Penge var gaaet ham til Ho’edet. »Han er forgjort,« sagde Folk. Det forlød at han holdt Køretøj og altid viste sig sammen med Skuespillerinden. Hun havde ført ham 176| ind i den fornemme Verden og faaet ham til at skifte Navn. Han optraadte nu som svensk Baron; Dialekten hjalp ham.

Ved Juletid havde jeg skrabet saa meget sammen, at jeg kunde tage et tre Maaneders Kursus paa en sjællandsk Haandværkerskole. Om Foraaret rejste jeg igen hjem for at søge Arbejde. Der var ikke Raad til at gøre noget Ophold i København, hvor fristende det end var, og jeg tog lige fra Bane­ gaarden ned til Dampskibet for at løse Billet.

Jeg gik langsomt gennem Strøget, stansede ved et og andet Butiksvindue og brugte forøvrigt mine Øjne. Pludselig fik jeg Øje paa et ungt Par foran mig; de saa’ saa lykkelige ud, at jeg ikke kunde slippe dem igen. Han var i NSpaserepels og høj Hat, hun havde Hovedet næsten helt skjult i Skind eller Fjer, hvad det nu var og lignede en NKropdue; hun kurrede og puttede sig ind til ham. Jeg gik rask til for at fange et Glimt af deres lykkelige Ansigter – det var Ludvig!

I det de drejede ind ad en Herskabsport, kendte han mig og vinkede. Jeg var fornærmet paa ham og lod som ingenting, men nede ved Kongens Nytorv indhentede han mig, dygtig forpustet men ustyrlig glad ved at se mig. »Næ, sikken et Træf!« 177| sagde han og rystede hjærteligt min Haand. »Jeg var bange for, at du skulde blive borte for mig, – – jeg maatte jo følge Pigebarnet op først.«

»Var det Skuespillerinden?« spurgte jeg – lidt spydigt.

»Nej, er du gal! Det var min Forlovede – en briljant Pige vil jeg bare sige dig, Datter af et gammelt Vexellererfirma med mange Penge. Vi gifter os snart. Jeg skal forresten optages i Firmaet – vi slaar de to Formuer sammen og udvider Forretningen.«

»Saa har du tjent mange Penge herovre da?«

Han svarede ikke, men sludrede bare løs, helt den gamle NSvend fra Fad, snakkede og lo, som skulde han have Oprejsning for Aars Tavshed. Imens slæbte han mig op i Net af de fineste Hoteller og ind i Kafeen, hvor alting var Guld og Stuk og store Spejle.

»Synes du ikke, man har det storartet her?« spurgte han og slængte sig i en Sofa.

Jeg maatte tilstaa, at jeg befandt mig bedre paa en almindelig Beværtning. »Det er Trællemærket, min Ven,« udbrød han leende. »Men nu skal du faa noget, du vil synes 178| om!« Han kaldte paa Tjeneren og bestilte en eller anden Drik, jeg aldrig før havde hørt nævne.

Jeg maatte i det hele beundre som han var med. Hvert Øjeblik rejste han sig og hilste paa fornemme Damer, og han førte sig, som havde han aldrig været andet end Greve.

Da vi skulde bryde op, tog han forskrækket til Brystlommen.

»Hør, tag og laan mig ti Kroner,« hviskede han og lo lidt genert – »jeg har ingen Smaapenge!« Det var en god gammel Vending fra Stilladset.

»Men du er jo saa rig!« udbrød jeg forundret.

»Pyt – de Par Skilling, de fik sgu snart Fødder og gaa paa – nu lever jeg paa at gøre Gæld. Du husker nok, der var noget i Fysiken om, at naar man lod en Mursten falde ned fra femte Sal, skulde den kunde sætte en anden Mursten lige saa højt op igen – saadan ved Faldets Krav paa en Maade! Saadan er det ogsaa her, ser du; har man formøblet 45,000, kan man gøre Gæld for lige saa meget, inden Linen løber ud. Og er jeg først gift, saa –!«

Han maatte love at sende mig mine Skillinger omgaaende; jeg skulde, jo have dem at tære paa, til jeg fik Arbejde. Naa han glemte det naturligvis;A 179| jeg fik forresten ogsaa Arbejde straks ved min Hjemkomst. Mester Olsen var bleven dristig af vort Skorstensbyggeri og havde paataget sig Murerarbejdet ved en Kirke; jeg Nkom igen an som Haandlanger.

En Dag midt paa Sommeren stod vi i Klynge paa Stilladset og pustede ud, det var meget varmt. Vi havde faaet noget Øl henne fra Brugsforeningen og stod netop og drak en Mindebajer over den brystsyge Kammerat, der lige var død. Ovre paa den støvede Landevej kom en ung Fyr travende med en Bylt under Armen, han svang Stokken og sang i vilden Sky. »Han der har ikke Støv i Halsen,« sagde Mester Olsen, og vi andre lo. – »Men hvad Pokker – jeg tror min syv Salighed –!«

Det var ganske rigtig Ludvig, han entrede Stilladsets Løbebroer som en Skovdjævel, stod med et Spring foran os og slog Bylten i Brædderne. »Da’ Mester – kan jeg komme an igen?« spurgte han nok saa fornøjet. Fem Minutter efter var han klædt om og i fuld Gang.

»Du blev saa ikke gift den Gang?« spurgte jeg med en lille Smule Skadefryd, da vi igen var i Sjak ligesom i gamle Dage.

180| »Aah, det var noget Biks altsammen! Det vil sige, det ku’ jo være meget rart for den, som har Smag for den Slags – men jeg siger nu Tak for mig! – Og hvordan gaar’ed med Klubben?«

Ja, den var jo gaaet i Stykker. »Vi maa ha’en i Gang igen du – og ha’e lidt Fart i Agitationen i det hele taget. For jeg skal sige dig, det er dem, som sidder og laver den og brænder den af paa Fattigmands Bekostning – Levemænd, forstaar du!«

Han havde jo selv Erfaring for det. Det fremgik forresten sjælden af hans Adfærd. Han havde sit gamle Humør og fortrød aldrig, at de Par Skilling var røget. Han havde været Konge for en Dag, men syntes mindst lige saa godt om at staa paa Stilladset og se Fremtiden derfra.