[147]|Ulven og Faarene

[149]| Det er meget længe siden – længe før Godhed og Retfærdighed endnu havde vundet Herredømme paa Jorden! Det var dengang Vorherre var en lille Dreng, saa længe er det siden! Jorden var grøn dengang ogsaa, og Vorherres fredelige Faar græssede Markens Grøde af og omsatte den i god Uld og kære smaa Paaskelam. Verden var frodig og skøn, omgivet som den var af Hav paa de tre Sider og uudgrundelig Skov paa den fjerde; og det hele kunde have været saare godt – om ikke Ulven havde været.

Om Dagen holdt den helst til i den dunkle Skov. Men om Natten, naar Faarene laa og Ntyggede aved om i Søvne, brød den frem af Tykningen og var over dem. Og vovede et Lam sig i ungdommelig Kaadhed blot et Par Skridt ind mellem Træerne, var det uhjælpelig fortabt.

»Skoven giver intet fra sig!« sagde de gamle Faar og holdt sig klogelig paa Afstand. Og saaledes gik det til, at ingen kendte noget virkeligt til Skoven; der herskede de vildeste Forestillinger om, hvad der huserede derinde. De dybsindigste blandt Faarene holdt paa, at Gud selv holdt til inde i Dunkelheden og sendte Faareverdenen Ulven paa Halsen – til Straf for dens Synder. Det blev efterhaanden til 150| en hel Religion; og det mærkeligste var, at der lod sig leve nogenlunde paa den.

Om Ulven selv vidstes kun, at Vorherre nok langt tilbage i Tidernes Morgen havde skabt den som Hund, for at den skulde vogte og beskytte de fredelige Faar. Men en skønne Dag havde den saa forraadt sit Kald og var løbet til Skovs. Saadan var Vildnissets onde Aand blevet til – af noget der egenlig var ment for det gode.

Ejendommelig for Faarenes blodige Udbytter var en mægtig Bug som syntes at have Plads til Alverden, en lang spids Aadselsnude, og skarpe Klør. Venner havde den ingen af; selv naar den lo viste den sine skarpe Tænder; og enhver gik af Vejen for den.

Kanske husede Skoven ogsaa andre onde Magter; – det blev i al Fald Ulven det hele samlede sig paa. Og det var ikke frit for, at han tog NDimensioner af det. Alene det, at han ikke var mørkerædA men øvede alt sit i Ly af Natten, maatte gøre ham uhyggelig stor for skikkelige Faar, som selv skyede alt hvad der ikke kunde taale Dagens Lys. Han nøjedes ikke engang med at bide det ihjel han havde Brug for – saadan som andre Væsner, men gik undertiden ind i Hjorden og skambed for Fode.

Faaret er et skikkeligt Dyr og kan finde sig i meget – selv det at blive ædt. Men at blive bidt ihjæl til ingen Verdens Nytte ansaas med Rette for en stor Skam og Ulykke. Paa den Maade opstod Sondringen mellem gode Tider og daarlige Tider. De gode Tider er endnu i Faareverdenen dem, hvor man ikke alene bliver sønderrevet men ogsaa ædt.

151| Saadan gik der hundrede Aar – og kanske nok hundrede til. FaareneA sukkede til Gud i deres Nød; og deres Gudhengivenhed belønnedes og blev efterhaanden til en fast Overbevisning om, at Ningenting er saa ondt, det er dog godt for noget. Langt borte paa den anden Side Skoven holdt der ganske sikkert Uhyrer til – frygtindgydende Uhyrer som forlængst vilde have oversvømmet Faarenes Land og lagt alt Liv øde, om ikke Ulven havde været. Ret beset var han jo altsaa deres Redningsmand; og hvad var vel rimeligere end at de til Gengæld gav ham Føden.

Denne Vending var Ulven ikke sen til at udnytte. Hans Næringsvej var god nok i og for sig, men han længtes efter at faa den lyst i Kuld og Køn. Det var i Længden slet ikke saa morsomt at gaa og gælde for et lyssky Væsen, og være henvist til at bjærge sin væsentligste Føde om Natten. Han havde ikke noget imod til en Forandring at blive set op til som den, der holdt det hele oppe.

Det blev da ved gensidig Imødekommenhed ordnet saaledes, at Ulven – som Vederlag fordi han beskyttede Faarenes Verden mod den ukendte Fjende – til enhver Tid havde Ret til at gaa ind i Hjorden og udvælge sig det han havde Brug for. Da det maatte anses for en Formastelighed af Faar at bære Horn, skulde de desuden forpligte sig til bringe Ulven hvert Vædderlam der fødtes i Flokken. Hidtil havde Ulven altid selv maattet sørge for først og fremmest at faa Ram paa Vædderlammene.

Men engang skete der det forunderlige, at der fød152|tes et Vædderlam som ikke gik i Ulvens Gab. Moderen, som følte at det var udset til noget stort, lagde det i høje Nælder og forsvarede det saa tappert, at de gamle skabede Faar – som Ulven ikke gad æde og som derfor havde ophøjet sig selv til Hjordens vise Raad – ikke turde udlevere det. Fra sin tidlige Ungdom led det af en forunderlig Kløe i Panden, og maatte bruge den bestandig – for at faa Lindring. Og imens voksede det, blev større end alle andre Faar og tungere i Hodet – til en Dag Hornene brød igennem.

»Hornene klør paa ham« sagde de gamle Faar og luskede af Vejen, og den unge Vædder havde ingen at stanges med. Saa satte han Hornene i Egens knastede, nedhængende Grene; og hele sin Ungdom gik han og fablede om at brydeA igennem Skoven og se hvad der var paa den anden Side.

»Han Nrender nok Hornene af sig« mente de gamle. »Vent bare til han blir rigtig voksen!«

Men den unge Vædder omsatte ikke Væksten i Tamhed og Fedme. Alt det Solen skinnede paa ham og de gamle Faar snakkede ham for, syntes han blot at blive endnu stærkere i sit; og en skønne Dag gjorde han Alvor af det og forsvandt. Han vendte tilbage med Ulvetotter paa Hornene og slemt forreven.

Det var stort og skæbnesvangert Nyt han bragte. Inde i Skoven huserede ikke andre Uvæsner end Ulven selv; og bag ved Skoven var der ikke andet end Vand – Hav akkurat som her. Det hele kunde omkredses i en god Times Løb; alt det frygtelige var noget Ulven havde opdigtet.

153| Synderlig henrykte ved den Forklaring var Faarene jo ikke. Der havde de gaaet og gruet for den Stund da Ulven vilde æde dem – og alligevel set hen til det som Frelse fra noget endnu værre; og det havde i Grunden været saa skønt. »Han tar vor Religion fra os,« sagde de vredt om den unge Vædder – »han haaner vore Idealer!«

Men alt det de tyggede paa det, ret om og aved om, ved det gamle blev det ikke mere. Der var gaaet Uro i Flokken; de modigste sluttede sig til den unge Vædder og fablede om at opføre et højt Hegn ind mod Skoven.

Det var en dristig Tanke, den dristigste der endnu var undfanget af Faarehjærner. De gamle pligttro Faar rystede deres enfoldige Uldhoder –: hvor skulde nu Ulven, det arme Kræ, faa Føden fra? Men Tanken vandt flere og flere Tilhængere, og en Dag blev der sammenkaldt til stort Møde om Sagen. Det var første Gang Faarene var indvarslede til at drøfte egne Anliggender, og de mødte fuldtalligt op.

Midt under Forhandlingerne blev der stor Uro i Flokken, Ulven var kommet til Stede.

»Jeg er kommet for at varetage mine ligitime Rettigheder, og gaar ud fra at jeg har frit Lejde,« sagde den og skottede til Vædderhornene. »Jeg har altid været en god Demokrat, og har ikke noget imod at vi afgør Spørgsmaalet ved en Afstemning. Men da jeg har ædt i hundredvis af jer, maa jeg gøre Fordring paa, at min Stemme gælder hundred Gange saa meget som nogen af jeres.«

Dette fandt de fleste Faar lød meget rimeligt. Den unge Vædder protesterede, men ingen vilde høre 154| ham. »Han er en Krakiler, lad os blive fri for ham!« raabtes der – »han rager alt det kønne gamle i Skidtet for os!« Han maatte ud af Flokken – væk! og trak sig helt ud paa det yderste Næs. Der gik han siden for i sig selv og græssede.

»Og nu har jeg et Forslag at gøre jer«, fortsatte Ulven. »Vi vil ikke have Kiv og Ufred; Vorherre har skabt jer, som han har skabt mig! Se engang paa Tilværelsen – alt Liv fremgaar af Fordragelighed. Overalt hvor der skal naas noget positivt, maa der gives Køb fra begge Sider. Mit Forslag gaar da ud paa, at I rejser et Hegn paa den halve Strækning og lader den anden halve være aaben; saaledes tages der berettiget Hensyn til begge Parter.«

Dette syntes Faarene var vel talt; og derved blev det.

Kun den unge Vædder var ikke tilfreds. Han gik alene med sit ude paa det lille Næs, og Ensomheden voksede i ham og blev til strid Styrke. God at komme nær er han ikke!

Om Dagen fører heller ingen Veje ud til ham.

Men det hænder, at de unge Faar finder ud til ham i Drømme og lader sig overskygge af hans Kraft. Og som ved et Under ligger der hver Morgen nyfødte Vædderlam i det dugvaade Græs derude. Foreløbig har de den dejligste Kløe i Panden; og den Dag de er stærke nok – – – –