© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Og Gud Herren greb med sine Hænder i Altet og rullede en Verden ud af Kaos og kaldte den Jorden. Han skilte Vandene fra Landene og hvælvede Himlen med sit Blik. Og han smilede over sit Værk, for han saa at det var godt; – men af hans Smil skabtes Verdens Lys. Og han satte Lyset paa Vandring omkring Jorden og lod det jage Mørket foran sig; – og saaledes skabtes Nat og Dag.
Gud Herren aandede paa sit Værk, og det blev levende. Havet fødte af sit Dyb en levende Vrimmel, og Luften fødte; i levende Skarer fløj de over Jorden og ud mod Himlens udstrakte Firmament. Lyset fødte af sin Glans lysende Væsner, og Mørket fødte Skygger.
Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags, og Fæ efter sit Slags, og allehaande Kryb efter sit Slags, og han saa at det var godt.
Gud Herren saa, at han var færdig med sit Værk, og sagde: »Jeg vil skabe Mennesket i mit Billede, efter min Lignelse, at han kan løse mig af og føre mit Værk videre: for nu er jeg træt.« Og han gjorde Manden og sagde: »Se, jeg har skabt dig i mit Billede, efter min Lignelse! Nu skal du være min 158| Afløser; og du skal kende det derpaa, at din Ævne er ene af alle Væsner at kunne skabe af intet – Lys og Mørke som din Hu staar til. Nu er du Gud paa Jorden, og det vil sige, at af dine Hænder bør der gro Velsignelse. Vær god og givende som din Fader, spar aldrig dig selv men skaan andre. Hvers Lod bør være en Tjeners, og det skal være hans største Lykke. Men den der sparer sig selv og ikke vil tjene andre, ham skal du jage ud i Ørkenen, bort fra dit Aasyn som ogsaa er mit. Som en Spedalsk bør han jages; at han ikke skal faa Afkom og lægge Verden øde. – Jeg vil komme og se til dig, naar du mindst ved af det, – om du røgter dit Kald; og dit Kendetegn skal være, at du har haard Hud i Hænderne. Men dit Guddomsmærke skal være, at alting trives hvor du træder; og derfor giver jeg dig Navnet PROLETAR, hvilket er udlagt: den som kommer nøgen til Verden og som det gror efter!
Og saalænge dine Hænder forbliver grove og haarde, skal dit Hjærte bevare sig ungt og varmt og være Guds Hjærte.« Og Gud Herren lænede sig tilbage i Himmelens Skyer og hvilede sig.
Guds Søn tog Jorden i Besiddelse og herskede over den ved sin Aands og sine Hænders Arbejde. Han grov og plantede, ryddede og formede efter sit Sind, som ogsaa var Guds Sind. Og i hans Fodspor groede det, saa Jorden blev skøn og fik Navnet PARADISETS HAVE! Hans Hænder blev haarde af Arbejdet; men hans Ansigt tog Lys af Guds Smil, som svæ159|vede over Jorden. Og al Skabningen aad af hans Haand og følte sig vel derved. Naar han var træt af Arbejdet med Tingene, grundede han over deres Væsen, og fandt at det var et med Guds Væsen. Denne Erkendelse fyldte ham med Tilfredshed, og det groede i hans Sind. »Jeg vil genskabe Verden i det smaa,« tænkte han »bygge den med alle dens Undere ind i min Sjæl, og i mine Børns, og i deres igen. Og naar Gudfader en Dag kommer, for at se hvad jeg har udrettet, skal han finde sit Væsen uendelig mangfoldiggjort!«
Skøn blev Jorden, og skønnere endnu, under Menneskets Aasyn. Og skønnest at se til af alt var Manden selv! Hans Hænder var grove og skorpede som Jorden, hans Pande klar og lysende som Himlens Hvælv, dybt i hans Blik legede Uendeligheden.
Alt dette saa Slangen og græmmede sig derover. Og den krøb paa sin Bug hen over Jorden, hen til Aben som hang i et Træ og omsatte al Mandens Gøren og Laden i taabelige Fagter. »Ser du ham dér?« hvislede den. »Han har kun to Hænder, mens du har fire; hvad er han vel andet end en mislykket Abe? Og dog kalder han sig Skabningens Herre!« Og til Æslet sagde den: »Du har de længste Øren af al Skabningen, o Alvidende; og din Skryden høres langt hen. Burde du ikke være den Ypperste?«
Og til Hyænen: »Du er ikke afhængig af Lyset som Manden; du lever i Mørket og er dog ikke ræd. De Døde graver du frem af Kirkegaarden og æder 160| dem; i Aarhundreders Dyb sænker du din Snude, o Aadselsgraver, o Lærde! Du burde herske!«
Saaledes krøb den fra Dyr til Dyr, og bildte dem ind at netop de var den udvalgte Skabning; selv Lusen satte den Djævelskab i. De satte sig op mod Manden og hans Væsen; og en Dag gik de til Gud Herren og forlangte at faa Sjæl indblæst. Men den gode Gud sov og var ikke til at vække. Lusen benyttede sig straks af det og gav sig til at bygge Rede i hans Skæg. »Jeg er Skabningens Udvalgte,« sae den da den havde indrettet sig – »vi og Vorherre! Herefter vil jeg kun leve for at forkynde Guds Væsen for Jordens Børn.« Og saaledes blev Teologien til.
Men de andre Dyr gik til Djævelen og klagede deres Nød. »Den gode Gud sover,« sae de – »og vi faar ingen Sjæl. Kan ikke du hjælpe os?«
Djævelen lo højt. »Hvad vil I med Sjæl,« sae han – »den gaar man jo bare og snubler i! Du Æsel, med dine lange Øren, burde visselig kunne høre det gro. Skryd deraf! – og Manden den enfoldige vil tro, at du sidder ved Livets evige Kilder og synger dets Lovsang. Naar du skryder af Naadens Sol, skal han tro det er Verdens Lys du besynger; og du skal vandre Arm i Arm med Fyrster – uden at behøve at trække i Løvehud!«
»Og Abe – er ikke din blotte Efteraben fuld af Sjæl? Bliv kun ved med dine forvirrende Fagter, og vi skal bringe Manden til at tro, at det er dig der styrer og leder hans Gærning.«
»Og du Hyæne – grav og tud i Mørket, forvir Mandens Sans for det Dunkle, og fyld ham Tilvæ161|relsen med Aadsler saa han ikke kan røre sig. Samdrægtig hjælpe I hinanden med at lægge Skabningens Herre i Lænker!«
»Men dig Ulv vil jeg give en Sjæl, som skal faa Verden til at fryse; min egen Sjæl vil jeg give dig!« Og Djævelen løftede Ulvens Hale og indblæste den sin Aande bagfra; han pustede dens Vom op, saa den kunde rumme Alverden og dog synes lige slunken.
»Nu har jeg givet dig Sjæl,« sae han – »og du skal være endnu større end Manden og herske over ham. Hvad han skaber, skal du lægge øde; og hvor du træder skal der gro Savn og Suk og Taarer. Umættelighed skal være dit Væsen; og Smaabørn skal græde, Kvinder forbande deres slunkne Bryster, og Mænd rive sig i Haaret i Vanvid og ikke kunne begribe hvor deres Hænders Gærning bliver af. Dit Navn skal være Kapitalist, hvilket er udlagt DEN STORE VOM; og du skal være Fandens Kælebarn. Vokse skal du og vorde stor af Menneskets Nød, og det skal forbande dig mens det bærer dig paa Hænder. Men disse skal være dine Tjenere, og ikke kende nogen større Lykke end at tækkes dig! Æslet skal kvæde af Fryd, naar det hører den hule Rumlen i din Vom; og alle skal de gaa dig blindt til Haande i deres Trang til at lægge Manden øde.«
Og Aartusender gik. De var for Mennesket som en Evighed, forfærdelige at gennemvandre; men for den gode Gud var de som en Dag – for han sov. I hans Skæg havde Lusen indrettet sig frodigt, og for162|kyndte derfra Livet i Gud – som bestod i at gøre sig saa luset som muligt. Men paa Jorden stred Guds Søn med Fandens Kælebarn, og maatte slide som en Træl for at holde Guds Værk nogenlunde oppe. Han undte sig aldrig Fred eller Hvile, og lige øde blev Tilværelsen for det. Alt hvad han skabte, forsvandt glædesløst i Ulvens Gab.
Ja alt det Mennesket stred og kæmpede imod, Guds Verden falmede bestandig mere, og bestandig dybere sank det selv. Dets Suk steg stadig højere og lydeligere mod Himlen, og en Dag blev de til et Nødskrig saa stærkt, at den gode Gud lettede Hodet lidt.
»Min Gud, min Gud, hvi haver du forladt mig!« lød det i fortvivlet Dødsangst dernede fra Jorden; og Vorherre kendte Stemmen – det var hans Søns Røst. Og en anden Stemme – som han ogsaa syntes at have hørt før, engang i Tidernes Morgen – svarede koldt og spottende: »Er du Guds Søn, saa hjælp dig selv!«
Den gode Gud nikkede og lagde sig tilbage i Skyerne igen. Han havde endnu ikke udsovet.
Tusend Aar gik og tusend til. Og en Dag vaagnede Vorherre og var udhvilet. »Jeg vil dog engang gaa og se, hvordan min Søn har røgtet sit Hverv,« sagde han, sparkede de tykke uldne Skyer af sig og steg ned paa Jorden.
Lystelig at vandre paa var den ikke, Ugræs og Udyr bredte sig overalt. De sølvklare Floder fra Paradisets Have løb som stinkende Kloaker gennem 163| det graa, glædesløse Landskab og bar deres Spildevand mod Havet; skabede Væsner kom og labede af deres Indhold. »Det er DEN STORE VOMs Affald,« sae de mens de drak. »Gud ske Lov for DEN STORE VOM, som ikke lader os omkomme!«
Paa Markerne laa Kvinder og Børn og krøb; de var visne og trætte og havde Øjnene i Jorden. »Hvad bestiller I Stakler?« spurgte Vorherre.
»Vi avler og bjærger Føden for DEN STORE VOM,« sae de – »og naar han er i godt Lune, giver han os Lov til at se paa at han æder. Sink os ikke, at han ikke skal blive vred.«
»Hvem er da DEN STORE VOM?« spurgte den gode Gud. Og det hørtes af hans Stemme, at han var angst for Svaret.
»Kender du ikke engang ham? Han har Svinehode og Ulvemave, og gaar altid i Pels med det lodne udad. Af hans Naade lever og aander vi alle. DEN STORE VOM er god!«
Den gode Gud vandrede videre, ind i Staden. Midt paa Torvet sad Aben og indkrævede Skat – med alle fire. »Til DEN STORE VOM!« raabte den; og hver Skabning maatte lade sig plukke for hvad han havde: Strudsen og Paafuglen for deres Fjer, Blaaræven og Bæveren for deres Pelsværk. De gik flaaede og blødende derfra, med Tak paa Læben til ham som lod dem beholde Livet. Fattige Kvinder som intet andet havde, kom og afleverede deres unge Døtre. »Til DEN STORE VOM som naadig lader os alle leve,« sagde de.
Den gode Gud rystede paa sit ærværdige Hode – opgivende. Hvis alt dette var hans Søns Værk, maatte 164| han være slaaet uhyggelig fejl. »Hvor er Skabningens Herre?« spurgte han.
Man pegede paa Aben, som var i Ministeruniform med trekantet Hat og sad og saa uhyre ansvarsbetynget ud; paa Halen, der stak frem mellem de spidse Skøder, havde den slaaet tre Knuder. Vorherre maatte le, midt i al Bedrøveligheden. »Ham dér kender jeg! Jeg har selv skabt ham – af en forvildet Fjært i min Bukselomme,« sae han i et Anfald af Galgenhumør. Og han gik for at lede Sønnen op og kræve ham til Regnskab for alt dette.
Som en uhyre Trædemølle, sur og glædesløs, var Guds Verden at gennemvandre. Og langt inde i den fandt han endelig Sønnen; han gik inderst inde i Trædemøllen og trak det hele. En vældig Kæmpe var han blevet gennem Tiderne; men Nakken var bøjet, og Legemet – der engang havde Lød af indfangen Sol – var grimet af Snavs og Mødighed. Og Øjnenes Lys syntes udslukt! Arm og Fod var lænket paa ham, og overskrævs paa hans vældige Nakke sad en lille grumfjæset Filister og stak ham med en Pigkæp. Og hvergang Filisteren stak, sukkede Kæmpen og lagde endnu bedre i.
Den gode Gud kaldte ham ved hans Kælenavn, og da han hørte Ordet PROLETAR udtalt med Gudfaders egen Stemme, rettede han sig med et Ryk. Lænkerne faldt af ham, og Filisteren styrtede til Jorden. »Her er jeg, Fader!« sagde han glad og famlede sig frem.
»Du er jo blind, min Søn!« udbrød Vorherre bevæget. »Saa forstaar jeg bedre, at alting ser ud som det gør. Hvem har røvet dine Øjnes Lys og lagt dig i Lænker?«
165| »Det har Væsnerne, du i din Vrede gav mig til Ledsagere. Æslet tudede mig Ørerne fulde, Hyænen smurte mine Øjne med Liggifte til jeg tabte Himlens Lys af Syne. Og Aben spandt mig ind. Hvorfor kastede du dine skønneste Gaver for Dyrene, o Fader?«
»Fremsynets Gave gav jeg dog dig, min Søn – og Tilbageblikkets ogsaa; og var ikke de guddommelige Love og den evige Orden engang for alle nedlagt i dig? Jeg skabte dig dog i mit eget Billede! Jeg fatter ikke, at det skrydende Langøre, den blodløse Aadselgraver og den latterlige Ceremonimester Aben har kunnet gøre det af med dig. Jeg skabte dem jo netop, for at du altid skulde have Karikaturen af dine guddommelige Egenskaber for Øje.«
»Det var vel heller ikke dem, der underkuede mig og gjorde sig til Træl – men Sjælen du gav mig.«
»Sjælen? – som jeg skænkede dig til Fortrin for alle andre Skabninger!« raabte Herren fortørnet.
»Kan man bekæmpe Rovdyr og Utøj med Sjæl? eller Hjærteløsheden med Hjærte? Hvad forslaar selv din Algodhed mod det tomme Rum! Hjærtet du gav mig, var det der gjorde mig til Træl! Se mine Hænder er grove og haarde som aldrig før, og mit Hjærte bløder lige varmt endnu, trods alt hvad der er overgaaet mig; men dit Billede har jeg alligevel ikke forstaaet at bevare. Jeg stræbte at være alles Tjener og intet kræve for mig selv! – og se, jeg er blevet Verdens Træl! Saa ussel er jeg blevet, at end ikke det usleste Kryb vil bytte med mig.«
»Men hvorfor sprængte du da ikke din Lænke – for Fanden!« udbrød den gode Gud og stampede i Jorden.
166| »Fader – at sønderbryde min Lænke vilde være det samme som at sprænge det hele – kunde jeg det? Den Verden du gav mig at opretholde, kunde jeg lade den gaa til Grunde? Alt hvad jeg selv havde er gaaet med til at holde din Verden gaaende, og intet af dit har hjulpet mig. Selv Sønnen du sendte, bragte mig blot dybere i Elendighed og Trældom. Hvad vil du af mig? Aaget gnaver mig til Blods, og dit Utøj bider mig! og alt hvad jeg frembringer, forsvinder i den store Tomhed du selv har skabt. Gaa til DEN STORE VOM, og kræv din Verden af ham!«
»Ham har Djævelen skabt og ikke jeg,« sagde Vorherre nedslaaet – »er det ikke ham, der kaldes Fandens Kælebarn? Men nu er du vred min Søn; og det gør mig dobbelt ondt, at du ikke bedre har ævnet at forvalte den Arv jeg gav dig.«
»Og hvordan skulde jeg kunne det, naar den der skabte mig, skabte mig af sin Alderdoms Affældighed?« sae Manden trodsigt. »Har du maaske ikke selv Lus i Skægget, Gudfader?«
Da lo den gode Gud.
»Jeg mærker at du begynder at faa dit Syn igen,« sae han. »Du har Ret, jeg var træt dengang og forsømte at give dig Blodets Vrede. Men sandelig er du alligevel skabt i mit Billede, at du tør tale saadan til mig – Og nu vil vi forvandle Jordens Helvede til en Paradisets Have igen, du og jeg: sammen vil vi rense saavel Himmel som Jord for Utøj.
Fra denne Dag skal RØDT være din Farve!«