95| XI
Den nye Far

Dengang Ditte var en halv Snes Maaneder gammel, var hun slem til at putte i Munden – alt skulde den Vej. Det var Prøvestenen paa alle Ting – om de kunde spises eller ej.

Ditte lo, naar Bedste fortalte om det, for nu var hun jo saa meget klogere. Der var Ting, man ikke kunde spise og alligevel havde Glæde af; og andre Ting, som godt kunde spises men gav mest Glæde, naar man lod være og nøjedes med at glæde sig over, hvor godt de vilde smage hvis –. Saa klappede man sig paa Brystet og sagde ah, og kunde have en Ting meget længe. »Du er en rigtig Tosse,« sagde Bedste, »spis det, inden det ligger og fordærves!« Men Ditte forstod at gemme. Hun kunde gaa og drømme over et eller andet, hun havde faaet, et rødt Æble f.Eks., trykke det til sin Kind og føre det til Munden for at kysse det. Eller hun gæmte det bort og gik og var stille andagtsfuld ved Tanken om det. Kom hun saa og fandt det fordærvet, ja saa havde hun jo i Tankerne spist det 96| mange Gange og haft sin Glæde af det. Bedste forstod det ikke; med Hjælpeløsheden blev hun graadig og kunde ikke faa nok at spise; nu var det hende, som helst skulde have alting i Munden.

Men dengang havde de været efter Barnet, af Frygt for at hun skulde faa noget stygt i sig og blive syg. Især Søren var bange. »Ikke putte i Munden!« lød det jævnlig fra ham. Saa maabede Ungen en Stund paa ham, tog Tingen af Munden og prøvede at stikke den i Munden paa ham. Var det et Forsøg paa at faa en Medskyldig, eller troede den Lille, at det var fordi han selv vilde sutte paa Tingen, han forbød hende det? Søren fik aldrig Klarhed over dette.

I al Fald lærte Ditte tidlig at regne med andre Menneskers Egenkærlighed. Naar de gav hende gode Raad eller irettesatte hende, var det ikke saa meget Hensynet til hende som til et eller andet i dem selv, der var det bestemmende. Naar de større Tøser mødte hende paa Vejen med et Æble i Haanden, sagde de: »Smid det væmmelige Æble, ellers faar du Orm!« Men Ditte smed det ikke længer; hun havde opdaget, at de saa bare gik hen og tog det bagefter – og selv spiste det. Det hele var ikke saa lige til længer; der var som Regel noget bagved det, man saa og hørte, og det var ofte det egentlige.

Undertiden holdt Menneskene, man kom ud for, det der var det afgørende for én gemt bag Ryg97|gen – en Kæp f.Eks.; det var altid klogt at se sig for.

Med Bedste var det naturligvis ikke saadan. Hun var simpelthen Bedste under alle Omskiftelser, og hende behøvede man ikke være vagtsom overfor. Hun blev blot mere klynkende, og Ngod til at skaffe var hun ikke længer. Ditte maatte bære sin store Del af Byrden og var allerede helt forslagen til at skaffe til Huse; hun vidste naar de kærnede eller slagtede paa Gaardene, og stillede paa sine bare Fødder for at bede om lidt til Bedste. »Hvorfor melder I jer ikke Npaa Sognet?« sagde nogle men gav alligevel; man maatte ikke vise nogen Trængende fra sin Dør, skulde der være Velsignelse i Sulet. Men Respekten for Bedste kunde hun ikke blive ved at bevare under de ny Forhold; hun behandlede hende stadig mere som et stort pyldrende Barn, irettesatte den Gamle og snakkede godt for hende igen.

»Ja du kan sagtens snakke,« sagde den Gamle – »du har dit Syn og gode Ben, for dig ligger alle Veje fremefter aabne. Men en anden har kun Graven at glæde sig til.«

»Vil du da gærne dø?« spurgte Ditte – »og ud til Gammelfar Søren?«

Nej vist vilde Bedste ikke gærne dø. Men NGraven kunde hun ikke lade være at dvæle ved; den baade mindede og afskrækkede. De trætte Lemmer kunde ikke faa rigtig udhvilet, en lang, lang Søvn under Grønsværen derude ved Sørens Side 98| var helt lokkende at tænke paa, blot man kunde være sikker paa, at man ikke frøs. Ja, og saa at Tøsen fik det nogenlunde, naturligvis.

»Saa gaar jeg bare over til min nye Far,« erklærede Ditte hvergang Talen faldt paa dette; hende skulde Bedste ingen Bekymring have for. »Men tror du, Gammelfar Søren er dernede endnu?«

Ja det var jo det, Gamle Maren ikke var helt sikker paa. Hun kunde godt forestille sig Graven som den sidste endelige Afslutning, og hvile godt ud i den Forestilling; nogen større Salighed var ikke til at tænke end den at lægge sit trætte Hoved, hvor der ingen Vogne kom, være fritaget i al Evighed for NVærk og Uro og Dødstræthed og alle Bekymringer og blot hvile. Men kanske fik én ikke Lov til det – der snakkedes saa meget, Præsten sagde ét og NMissionsprædikanten et andet. Kanske var Søren slet ikke dernede mere, men hun skulde ud paa Farten og lede ham op. Det kunde blive Nvidtløftigt nok, hvis han da efter Døden var blevet iført sit Ungdoms Skrud igen. Søren havde været en vild og Nvidtløftig Krabat i sine unge Dage. Hvor Søren var, maatte Maren ogsaa hen, det kunde der kun være én Mening om. Men helst saa hun det magede sig saadan, at hun kunde ligge ved hans Side og hvile, rigtig hvile til Vederlag for alle de drøje Aar.

»Saa gaar jeg bare til min nye Far!« gentog Ditte; det var blevet hendes Omkvæd.

»Ja gør du kun det!« svarede Maren stødt; hun 99| kunde ikke lide, at Barnet tog Spørgsmaalet saa roligt.

Men Ditte trængte til nogen, der kunde betrygge hende Tilværelsen. Bedste duede ikke, hun var for gammel og hjælpeløs, og hun var en Kone. Det skulde være en Mand! Og nu havde hun fundet ham. Hun puttede sig og faldt i Søvn bag Bedstes Ryg paa en anden Maade end før; nu havde hun en rigtig Far ligesom andre Børn, én der var gift med hendes Mor og tilmed holdt Hest og Vogn. Den unge skaldede Sandgaardsbonde, der var saa afpillet og gærrig, at man kom til at fryse i hans Nærhed, havde hun aldrig kunnet gøre sig rigtig fortrolig med, dertil var han for kold og ligegyldig. Men Rakkeren havde taget hende mellem sine Knæ og sunget hende ind i Øret med sin Bulderbasse-Stemme. De kunde raabe Horeunge nu saa meget de vilde, det gjorde hende ikke noget. Hun havde en Far, der var større end nogen andens, han maatte dukke sig for at være under Bjælken i Bedstes Stue.

Alting var tryggere nu, man faldt rigere i Søvn og slog Øjnene op igen – ikke skuffet som naar man havde drømt – men med den samme Følelse af god Raad. En saadan Far, det var noget helt andet at forlade sig paa, end en Bedste der var gammel og blind og ikke bestod af andet end Klude. Naar den Gamle klædte sig af om Aftenen, saá Ditte stadig lige forbavset, hvordan hun kunde lægge Skørt efter Skørt, NBul efter Bul, og blive 100| tyndere og tyndere til der som ved Trolddom ikke var andet tilbage af den tykke Bedstemor end et afpillet Fugleskrot, en vissen Morlil der peb Ngestent ligesom den utætte NPuster derude i Skorstenen.

De glædede sig omkap til Dagen, da den ny Far skulde komme og hente dem til Brylluppet. Saa havde han naturligvis en rigtig Stadsvogn med NAgestole og Fjedre – det andet var jo kun Rakkevognen. En skønne Dag naar de var allermest ked af det hele og hverken vidste Udvej for Mad eller Kaffe, ja saa hørte de én slaa et lystigt Knald uden for Vinduet, og der holdt han ude! Han hilste dybt med Pisken, Gavtyv som han var; og mens de steg til Vogns, sad han og paraderede med Pisken lige i Vejret – som Herskabskusken paa Ellebækgaard.

Maren det gamle Skind havde der endnu aldrig holdt nogen for Døren efter; hun var næsten endnu mere spændt end Tøsen og udmalede det hele for hende. »Og her har én gaaet og tænkt, at der aldrig vilde komme til at holde Vogn for Døren efter én, før én skulde køres ud paa Kirkegaarden,« sagde hun hvergang. »Men saadan er det, din Mor har altid haft en Svaghed for det fine.«

Der var kommet Spænding ind i deres fattige Tilværelse. Ditte kedede sig ikke mere og behøvede ikke at finde paa Skarnsstykker for at holde sin lille Pære vaagen. Hun havde ogsaa faaet noget i Retning af Ansvarsfølelse over for Bedste, nu denne var afhængig af hendes Forsorg – de kom meget 101| bedre ud af det med hinanden. »Du er saa god ved mig gamle Liv, Barn,« brød det stundom ud af Maren. Saa græd de ind til hinanden uden at gøre sig Rede for hvorfor.

Den lille vaagne Tøs var nu Øjne for Bedste ogsaa; gamle Maren maatte vænne sig til at gøre de fleste af sine Iagttagelser ved Hjælp af Ditte. Og da hun først havde vænnet sig til det og fattet rigtig Tillid til Tøsen, gik det helt godt. Skulde det hænde, at Ditte faldt for Fristelsen til at lave lidt Løjer, sagde Maren blot: »Du narrer mig vel ikke, Barn?« saa blev Tøsen straks alvorlig igen. Opvakt og adræt var hun, Maren skulde ikke ønske sig bedre Øjne end hendes, naar hun ikke kunde faa sine egne igen. Der sad man og fumlede sig frem og vendte de slukte Øjne efter hver en Lyd uden at faa noget rigtigt at vide! Men takket være Ditte kunde den Gamle efterhaanden tage de vigtigste Livsvaner op igen.

Mest maaske af alt havde det knebet hende at undvære Himlen. For Maren havde Vejret altid spillet en Rolle; ikke saa meget Ndet Vejr der var inde, som det der vilde komme. Det var Fiskertøsen i hende; hun efterlignede blot sin Mor – og hendes Mor igen – naar hun, lige fra hun fik NVid og Dømmekraft, kiggede efter Himlen tidlig og silde. Himlen var det der raadede for det hele, satte Maden paa Bordet fra Dag til Dag og – naar den var ond – fejede Bordet rent én Gang for alle ved at tage Forsørgeren. Himlen var det første hendes 102| Øjne søgte om Morgenen; hendes sidste Gang, før hun gik til Køjs, galdt den. »Vi faar Uvejr til Natten,« kunde hun sige, naar hun kom ind, eller: »I Morgen bliver der godt med Fisk!« Ditte begreb aldrig hvor hun havde det fra.

Nu kom Maren ikke meget ud, og Vejrudsigterne kunde for saa vidt være hende ret ligegyldige, men hun var lige optaget af dem. »Hvordan er Himlen?« spurgte hun jævnlig. Ditte løb ud og kiggede, uhyre optaget af sit Hværv.

»Den er rød,« kom hun ind og meldte – »og saa rider der en Mand hen over den paa en vaad vaad Hest. Faar vi saa Regn?«

»Gaar NSolen ned i en Sæk?« spurgte Bedste. Ditte løb ud igen for at se.

»Der er slet ingen Sol,« kom hun ind og meldte, spændt.

Men Bedste rystede paa Hovedet, Tøsens Forklaringer var ikke til at finde ud af; hun havde for megen Fjantasi.

»Har du set Katten spise Græs i Dag?« spurgte Maren, naar hun havde siddet lidt.

Nej, det havde Ditte ikke set den gøre. Men den havde hoppet i Luften efter Fluerne.

Maren grundede. Naa, ja ja, for det gode var det vel ikke. »Se efter, om der er Stjærner under Kaffekedlen,« sagde hun.

Ditte løftede den tunge Kobberkeddel af Skorstenen – ja der var Ildstjærner i Soden, de krøb 103| hen over Kedlens Bund som et Mylr af gnistrende Kryb.

»Saa faar vi Storm,« sagde Bedste lettet, »jeg har kunnet mærke den flere Dage som Jav i mine Knyster.« Indtraf det saa virkelig med Storm, huskede Maren altid at sige: »Kan du saa se, hvad jeg sagde.« Og Ditte undrede sig over Bedstes Klogskab.

»Er det derfor, Folk kalder dig Kloge Maren?« spurgte hun.

»Ja, det er saamænd. Men der hørte nu ikke meget til at være klogere end de andre – bare én havde sit Syn. For Menneskene er nogle store Toske – de fleste af dem.«

Lars Peter Hansen hverken saa eller hørte de noget til i næsten et Aar. Naar der kom farende Folk forbi, som kunde tænkes at være henne fra de Kanter, spurgte de dem ud; men stort klogere blev de ikke af det. Til sidst tvivlede de næsten om, at han virkelig var til; det var vel en Drøm det hele, ligesom det med Æventyrhuset i Skoven!

Og saa en Dag holdt han alligevel lyslevende for Døren. Han knaldede ikke just med Pisken – en lang Hasselkæp med en Sejlgarnssnor i – men han forsøgte paa det; og Storeklavs, det gamle Knokkelværk, svarede med at kaste Nakken bagover og hvine. Vognen var den samme som sidst, men der var sat en rigtig Agestol paa med grøn polstret Ryg, som Stopningen strittede ud af. Hans store Bulehat var ogsaa den samme, den lyste helt 104| mosgroet af Ælde og var fuld af Støv og Hakkelse og Spindelvæv i Bulerne. Haaret buskede frem under den saa vildtvoksende og mangfoldig isprængt med Vejstøv, Burrer og meget andet, at Himlens Fugle maatte føle sig fristet til at bygge Rede i det.

»Naa hvad siger I saa til en lille Køretur idag,« raabte han muntert, idet han kom stampende ind. »Bringer jeg ikke godt Solskinsvejr hva'?«

Det kunde han nu sagtens, for Bedste havde sørget for godt Søndagsvejr allerede i Gaar, skønt hun ikke anede noget om dette her. I Aftes havde hun strøget sin Haand over den duggede Rude og sagt: »Der er da Dug for Morgensolen at tindre i.«

Lars Peter Hansen maatte slaa sig til Ro, mens Ditte tændte op og lavede Kaffe til ham. »Du er da en farlig dygtig Pige,« udbrød han, da Ditte kom og satte Kaffen for ham, »du skal have et Kys.« Han løftede hende op til sig og kyssede hende, og Ditte lagde Ansigtet ind til hans stubbede Kind og sad ganske stille. Pludselig opdagede han, at han blev vaad paa Kinden, og vendte hendes Ansigt imod sig. »Har jeg gjort dig Fortræd?« sagde han forskrækket og satte hende ned.

»Nej, vist ej,« sagde den Gamle. »Barnet har bare gaaet og glædet sig saa urimeligt til et Kys af sin Far, og nu er det da endelig gaaet i Opfyldelse – saa lidt det er. Lad du hende bare græde færdig; NBarnetaarer væder kun Kinden.«

Men Lars Peter Hansen gik efter Ditte ind i Tørveskuret, hvor hun laa sammenrullet i en Krog 105| og hulkede. Han trak hende varsomt frem og tørrede hendes Kinder af med sit brogede Lommetørklæde, der nok saa ud til at have været ude for adskilligt før i Dag. »Vi skal nok blive go'e Venner, vi to – vi skal nok blive go'e Venner,« gentog han trøstende. Hans dybe Stemme virkede stilnende paa Barnet, hun fulgte ved hans Haand ind.

Bedste, som holdt meget af Kaffe men ikke vilde være ved det, havde benyttet Lejligheden mens de var ude til at knibe sig en Ekstrakop. Hun var kommet uheldigt fra Skænkningen og havde spildt paa Bordet; nu sad hun og rodede frygteligt i det under Forsøget paa at fjærne Sporene. Ditte hjalp hende Forklædet af og vaskede hendes Nederdel af med en vaad Klud, for at det ikke skulde plette; det saa helt moderligt ud. Selv vilde hun ingen Kaffe have, hun var saa beklemt af Glæde, at hun ikke kunde nyde noget.

Saa blev den Gamle byltet godt ind, og Lars Peter løftede dem op i Vognen. Bedste kom i Agestolen ved hans Side, og Ditte, som egenlig skulde have siddet paa Fodersækken bagi, anbragte sig foran ved deres Fødder. Saa var hun mere i deres Selskab. Lars gav sig til at hyppe, trække i Tømmen og slappe den igen. Og da han havde gjort det nogen Tid, lagde Storeklavs sig forover, det gav et Ryk i dem, og de trillede ud i Landskabet.

Det var herligt Solskin. Klitterne laa ligefrem og gassede sig i det – og Landet indefter med Skove og NOverdrev. Det hele saa ganske ander106|ledes ud her fra Vognen, end naar man gik nede i det paa sine bare Ben; det var som om alting nejede sig for Ditte, Bakker og Skove og det hele. Hun var ikke forvænt med at køre, og dette var første Gang hun Nkørte i Stads og saa ovenfra ned paa Tingene. Alle de drøje Bakker, som ellers rejste sig tungt og spærrende foran hende og tidt havde Ngjort de smaa Fødder nok af det, i Dag lagde de sig ned og sagde: Værsgod Ditte, du maa gærne køre hen over os! Alt det fik Bedste jo ingen Del i; men hun følte Solen bage paa sin gamle Ryg og var i højtideligt Humør.

Storeklavs forhastede sig ikke, og Lars Peter Hansen lod den selv om at holde Hus med Kræfterne og Vejlængden. Han sad hele Tiden og smaatjattede den med Pisken; det var en Vane han havde, og Storeklavs kunde ikke undvære denne Smaadikken over Krydset. Blot han holdt inde det Øjeblik, mens han pegede med Pisken ud over Landskabet, kastede den utaalmodigt med Hovedet og saa sig tilbage – til stor Fornøjelse for Ditte.

»Kan den slet ikke løbe?« spurgte hun og stillede sig mellem hans Knæ.

»Jo jo, det kan du tro den kan!« svarede Lars Peter Hansen stolt. Han hankede op i Tømmen og gav den en lille Opstrammer, men Storeklavs stansede blot og saa sig forundret tilbage. Og for hvert nyt Rap han gav den, slog den med Halen og huggede Hovedet op og ned. Ditte morede sig, saa det gik i hendes lille Krop.

107| »Den er ikke i Humør til det i Dag,« sagde Lars Peter Hansen, da han endelig havde faaet den i den gamle Gænge igen. »Den synes, at naar den hele Tiden har taget saa lange Skridt, er det noget Snyderi at forlange at den ogsaa skal løbe.«

»Sa'e den det?« spurgte Ditte og flyttede forundret Øjnene frem og tilbage mellem dem.

»Ja det skulde i al Fald betyde saa meget som saa! – og det kan der jo være lidt Mening i.«

Ja lange Skridt tog den – og det saa det forslog! Men den tog aldrig to Skridt lige lange; Vognen bevægede sig hele Tiden i Sigsag efter den. En morsom Hest var det i et og alt. Den saa ud som var den sat sammen af bar umage Dele, saa uformelig og knoklet var den. Ikke to Ting paa den hørte sammen, og naar den bevægede sig, knagede og gav det sig i den ustanseligt, rumlede i dens udspilede Vom og knækkede i Leddene.

De kørte forbi den store Ellebækgaard, hvor Herskabet boede, gennem Overdrevet og videre ud, i Land som Bedste aldrig havde set før.

»Jamen du ser det jo heller ikke nu,« indvendte Ditte pedantisk.

»Aa du skal altid hænge dig i Ord, en rigtig NHaartrækker er du. Vist ser jeg det! Naar jeg hører jer fortælle, staar det hele Landskab for mit indre Syn. Og en Guds Gave er det, at én skal opleve alt dette paa sine gamle Dage. Men hvad er mon det for noget sødt, én nu kan lugte?«

»Det er ka'ske Ferskvand, Mormor,« sagde Lars 108| Peter. »En halv Mil nede til Venstre har vi den store NArresø. Mormor har en fin Næse for vaade Varer.« Han smaaklukkede over sin Brander.

»Det Vand skal være, saa én kan drikke det uden Fortræd,« sagde Maren tankefuld – »Søren har fortalt mig om det. Vi skulde været en Tur derind og Nblusse efter Aal, men det blev aldrig til noget. Det skal være saa skønt hen over Vandet, naar de blusser fjærn og nær i Sommernatten.«

Ind imellem berettede Lars Peter om Forholdene derhjemme. Bryllup var dette egenlig ikke, for de var blevet gift for snart tre NFjerdingaar siden – i al Gedulgthed. »Det havde Hast,« forklarede han undskyldende. »I skulde jo ellers have været med.«

Maren blev lidt tavs; hun havde glædet sig til at overvære, at i al Fald ét af hendes Pigebørn gik frem for Alteret som Brud. Nu blev det intet af. Men ellers var det da en dejlig Tur.

»Har I saa Smaafolk derhjemme nu?« spurgte hun lidt efter.

»En Dreng,« svarede Lars Peter, »en rigtig lille Himmel-Gavtyv – og sin Mor op ad Dage!« Han blev helt feststemt ved Tanken om den Lille. »Sørine er forresten paa Vej igen,« tilføjede han sagte.

»I tager godt i,« sagde Maren. »Hvordan har hun det?«

»Denne Gang er hun lidt utilpas. Hun klager over NHalsbrynde.«

»Saa bliver det en langhaaret Tøs,« erklærede 109| Maren afgjort. »Og godt paa Vej maa hun være, siden Haaret kan hænge Moderen ud af Halsen.«

Det var en dejlig Septemberdag. Alting lugtede muldent, og Luften var fuld af Væde, der slog sig ned her og dèr over det solbeskinnede Land, hang som blaalig Dis mellem Træerne og sank til Hvile i Lavningerne, saa hver Eng og Mose blev en skinnende hvid Sø.

Ditte maatte undres over, saa uendelig stor Verden var. Bestandig dukkede der nyt frem forude: Skove, Landsbyer, Kirker; kun Verdens Grænse, som hun hvert Øjeblik ventede skulde stige op langt ude og gøre en Ende paa det hele, viste sig ikke. Langt nede i Syd skinnede nogle Taarne i Solen; det var Net Kongeslot, sagde hendes Far – hendes lille Hjærte slog helt op i Halskirtlerne da han sagde det. Og forude –.

»Ja hvad er det nu igen for en Lugt?« udbrød Bedste pludselig og snusede ind. »Her lugter salt! Vi maa være i Nærheden af Hav.«

»I Nærheden er vi just ikke, der er over en Mil hen. Kan I virkelig lugte Havet?«

Ja ja! Ingen behøvede komme og fortælle Gamle Maren, naar de nærmede sig Hav; dertil havde hun levet for meget af sit Liv i dets Nærhed. »Og hvad kan det saa være for et Hav?« spurgte hun.

»Det samme som omme ved jer,« svarede Lars Peter.

110| »Det er ellers lidt nok at køre tværs igennem Landet for,« sagde Maren leende.

Og saa var de fremme. Det kom helt bag paa dem, da Storeklavs pludselig stansede og Lars Peter sprang af Vognen. »Se saa,« sagde han og løftede dem ned paa Jorden. Sørine kom ud med sin Dreng paa Armen; hun var saa før, at Drengen kunde støtte paa hendes Mave. Stor og stærk var hun blevet, at fornemme efter hendes hele Væsen.

Ditte blev bange for det store rødlige Kvindfolk og søgte Ly bag Bedste. »Det er fordi hun ikke kender dig,« sagde Maren, »det retter sig nok.«

Men Sørine blev vred. »Saa, lad os nu være fri for Skaberi, Tøs!« sagde hun og rev hende frem. »Kys din Mor, straks!«

Ditte gav sig til at brøle og sled sig fra hende; og det kunde ses paa Sørine, at hun var til Sinds straks paa Stedet at gøre sin Forældreret gældende og tugte Barnet. Manden lagde sig hastigt imellem ved at snuppe Ditte og sætte hende op paa Storeklavs. »Klap saa Storeklavs og sig den Tak for, at den har trukket saa flinkt,« sagde han. Han fik Ditte til at tie, og bar hende hen til Sørine: »Kys saa Mor!« sagde han, og Ditte bød føjeligt Munden frem. Men nu vilde Sørine ikke. Hun sendte Barnet et ondt Blik og gik hen for at poste Vand til Hesten.

Sørine havde slagtet et Par Kyllinger i Anledning af deres Besøg, og gjorde det i det hele godt nok, for saa vidt som hun sørgede rigeligt for Mad og Drikke til dem; men Venligheden var der Maade med. Hun havde altid været kold af sig og set 111| mest paa sit eget, og det var ikke blevet bedre med Aarene. Allerede næste Formiddag slog Gamle Maren paa, at de vel maatte se at komme hjem igen, og Sørine gjorde ingen Indvendinger. Efter Middag spændte Lars Peter for og løftede dem til Vogns, og de trillede hjemad, lette i Sindet over, at det var overstaaet. Selv Lars Peter var en anden herude i Landskabet end hjemme, han sang og sagde Morsomheder; hjemme færdedes han som bar han paa raadne Æg.

De var helt glade, da de igen satte Foden i Næshytten. »Gud ske Tak og Lov, at vi ikke skal have Brødet tildelt af din Mor,« sagde Bedste, da Lars Peter Hansen havde taget Afsked; og Ditte slog Armene om Halsen paa den Gamle og kyssede hende. I Dag forstod hun rigtig, hvad Bedste var værd.

Noget af en Skuffelse havde det været. Sørine var ikke den, de havde ventet, og Ejendommen var der ikke stor Stads ved. Saa vidt Bedste kunde forstaa af Dittes Beskrivelser, var det hele nærmest nogle Jordhytter, som de havde givet Navnet Stuehus, Lade og lignende. Staa Maal med Næshytten her kunde det paa ingen Maade.

Men Køreturen havde været dejlig.