112| XII
Rakkeren!

Alle der kendte Lars Peter Hansen, var enige om, at han var en løjerlig Rad. Han var i godt Humør altid, og det var der nu overhovedet ingen Mening i – men navnlig ikke for hans Vedkommende. Han tilhørte en NKulsvierslægt, der saa langt tilbage man kunde huske havde lagt Haand til alt det, ingen anden gad røre ved, og derfor havde faaet Navnet Rakkerfolket. Hans Far kørte med Hunde og opkøbte Klude og Ben og andet urent Affald; naar et sygt eller urent Kreatur skulde slaas ned, gik der Bud efter ham. Han var en Nforsoren Ka'l, som ikke var bange for at begrave Hænderne til Albuerne i det værste Aadsel, og saa gaa lige i Lav med NFesperkosten uden saa meget som at dyppe Fingerenderne i Vand; man paastod, at han om Natten gik ud og gravede Kadaverne af de syge Kreaturer op igen og flaaede Huden af dem. Hans Far igen skulde som Dreng have gaaet sin Onkel NMestermanden i NNykøbing til Haande. Som Eksempel paa Drengens Forvorpenhed fortaltes det, at naar Strikken ikke vilde glide til om den Hængtes 113| Hals, klatrede han op i Galgen, firede sig ned paa Misdæderens Skuldre og sad dér og red.

Ret meget godt var der altsaa ikke at slægte paa, og noget at stadse sig med var der nu slet ikke. Lars Peter maa vel have haft en Fornemmelse af det samme, for som ganske ung vendte han Hjemegnen Ryggen. Han tog over Vandet ved NLynæs og gav sig til at søge Tjeneste i Nordsjælland – han vilde være Bonde. Han var en støt og ordentlig Fyr, og stærk som en Tyr var han; enhver Bonde vilde gærne Nha ham i sit Brød.

Men hvis han troede, han kunde rende fra noget, tog han fejl. Rygtet om hans Oprindelse fulgte ham trofast i Hælene og skadede ham paa den ene og den anden Maade. Han kunde lige saa godt prøvet at flygte fra sin Skygge.

Heldigvis var han ikke slem til at tage sig noget nær. Han havde et godt Sind – hvor han nu havde det fra – der var ikke ond Blodsdraabe i ham. Ved at bøde paa sin skidt Herkomst med Kræfter og Paalidelighed holdt han sig paa Lige med de andre Unge; ja det hændte tilmed, at en velhavende Pige forsaa sig paa hans Kræfter og sorte Haar og absolut vildeA have ham til Mand. De naaede ogsaa at blive forlovede trods Modstanden fra hendes Familie; men kort efter døde hun, saa hendes Penge fik han da ikke fat i.

Saadan sad han i Uheld, om det nu var NFædrenes Synd der nedarvedes paa ham; der var ingen rigtig Lykke ved ham. Men Lars Peter tog det 114| som de Stød Verden giver. Han sled og sparede, til det lykkedes ham at skrabe saa meget sammen, at han kunde klare Papirerne paa en lille Ejendom ude paa Sandet – og saa sig igen engang om efter en Kone. Han blev Kærest med en Pige ude fra et af Fiskerlejerne; og hende opnaaede han da at blive gift med.

Der er Mennesker, paa hvis Husryg NUlykkens Fugl holder af at sidde og baske med de sorte Vinger. Oftest er den usynlig for alle andre end dem selv; men det hænder ogsaa, at alle andre kan se den, kun ikke de den slaar sig ned hos.

Lars Peter var af den Slags Folk, som alle holder Øje med i Forventning om, at der skal times dem noget. Der klæbede ved hans Slægt de to største Mysterier af alle – NBlodet og Forbandelsen; at han selv var saa god og glad af Sind gjorde ikke det hele mindre spændende. Noget var der sikkert i Behold for ham, enhver kunde se Ulykkesfuglen paa hans Husryg.

Selv saa han ingenting, men førte tillidsfuldt sin Pige hjem. Ingen fortalte ham, at hun forhen havde været bundet til en Sømand som druknede; og hvad Nytte skulde det vel ogsaa været til? Lars Peter var nok ikke den Mands Søn, som lod sig skræmme bort af en Død, han havde saa vist intet udestaaende med nogen. Og ingen undgaar sin Skæbne!

De havde det saa godt sammen, som to Mennesker kan have det; Lars Peter var god ved 115| hende, hjalp hende med Malkning naar han selv var færdig, og bar Vand ind for hende. Hansine var glad og tilfreds; enhver kunde se paa hende, at hun havde faaet en god Mand. Den Fugl der holdt til paa deres Tag, var nok alligevel ingen anden end Storken, for ret snart kunde Hansine betro Lars Peter, at hun var med Barn.

Det var den herligste Meddelelse han endnu havde faaet i sit Liv, og hvad han ikke havde haft travlt før fik han nu. Om Aftenen stod han ude i NHuggehuset og arbejdede, der skulde tømres Vugge og NGangstol og skæres smaa Træsko. Han brummede til Arbejdet, noget der skulde ligne en Melodi, det samme altid; og bedst som han stod i sit eget, kom Hansine løbende ud og kastede sig ind til ham. Hun var blevet underlig under Svangerskabet, havde ingen Ro paa sig, eller gik og faldt helt hen – som om hun lyttede efter fjærne Stemmer – og var ikke til at raabe op. Han skrev det paa Tilstandens Regning og mødte det med godt Humør. Hans ligevægtige Sind virkede paa hende, saa hun blev rolig og glad igen. Men undertiden brød det ud i Angst, og hun kom løbende ned til ham i Marken, helt ude af sig selv. Saa var hun næsten ikke til at bringe tilbage til Huset, og han maatte love aldrig at tage længer bort, end at hun kunde se ham. Hun var bange for et eller andet der hjemme, men naar han pressede paa hende for at faa at vide hvad det var, blev hun stum.

116| Da hun havde født Barnet, gik det over, og hun blev den gamle igen. De var glade for den Lille og havde det bedre end nogensinde før.

Men ved næste Svangerskab gentog det sig, blot stærkere endnu. Der var Tider, hvor hun slet ikke turde være i Huset, men gik omkring ude paa Marken og fortvivlet vred Hænderne ind i sit Forklæde. Lars Peter maatte hente det skrigende Barn ud for at faa hende lokket over Tærsklen. Denne Gang overgav hun sig og betroede ham, at hun havde været trolovet med en Sømand, der havde taget det Løfte af hende, at hun skulde forblive ham tro, om han kom noget til derude.

»Er han saa blevet derude da?« spurgte Lars Peter langsomt.

Hansine nikkede. Og han havde truet med at komme igen og kræve hende, om hun brød sit Ord. Han vilde knirke med Loftslemmen, havde han sagt.

»Gav du ham det Løfte frivilligt?« Lars Peter saa grundende ud.

Nej, Hansine mente nok, han havde presset hende til det.

»Saa er du heller ikke bundet af det,« sagde han. »Min Slægt er kanske ikke saa meget værd at tage efter, Udskudsfolk som vi jo er. Men Far og Bedstefar plejede altid at sige, at de Døde behøvede jeg ikke at nære Frygt for; de var nemmere at bjærge sig for end de Levende.« Hun sad bøjet ned over den Lille, der havde grædt sig i 117| Søvn i hendes Skød, og Lars Peter stod med Armen om hendes Skulder og vuggede hende blødt frem og tilbage, mens han talte hende til Fornuft. »Og nu skal du tænke paa den Lille dér – og den anden Lille du gaar med ogsaa! Det eneste, der aldrig kan faas Tilgivelse for, er dersom vi ikke er gode ved dem der betroes os.«

Hansine tog hans Haand og trykkede den mod sine forgrædte Øjne. Saa rejste hun sig og lagde den Lille i Seng; hun var rolig nu.

Rakkeren kendte ikke til Overtro af nogen Slags, eller Frygt heller. Som en lysende Stribe gennem Almuens Mørke havde hans Slægt været i denne Henseende; det var de Egenskaber, der havde stødt den ud – og bestemt dens Haandværk. NDen, det ikke spøger for, spøger det af!

Den eneste Forbandelse han kendte, var Forbandelsen ved at være udstødt og frygtet; og den var gudskelov hævet for hans Vedkommende. Søgsmaal fra død Mand troede han ikke paa. Men han forstod, at der foregik noget alvorligt indvendig i Hansine, og var bekymret paa hendes Vegne. Før han gik i Seng, tog han Loftslemmen af Hængslerne og gæmte den inde under Taget.

Saaledes fik de deres Børn det ene efter det andet, under Tristhed og Besvær. Det blev ikke bedre, snarere værre for hver ny; og saa meget Lars Peter holdt af sine Unger, ønskede han dog, at der ikke maatte komme flere. Men paa Børnene selv var det ikke at mærke, at de var baaret 118| under et angstfyldt Hjærte. De var som smaa lysende Sole, der kredsede om ham Dagen lang fra de kunde bevæge sig. De satte Sang til hans Gærning, og hver ny der meldte sig, tog han imod som en Guds Gave. Hans Kæmpenæver lukkede sig helt om det nyfødte Pus, naar han fik det rakt af Jordemoderen – Nviklet og trillet saa det lignede et Støvleskaft – og løftede det op under Loftet. Hans Stemme kimede som en dyb Klokke af Jubel, og den Nyfødte dinglede med det uforholdsmæssige Hoved fra Side til Side og klippede med Øjnene mod Lyset. Aldrig havde nogen set et Menneske være saa glad for sine Børn, for Konen, for alting som Lars Peter. Han havde kun Lovtaler om dem i sin Mund, det var herligt det hele.

Fremad med Ejendommen gik det ikke just. Den var ringe i sig selv, og Lars Peter havde Ord for at sidde i Uheld. Enten mistede han et Kreatur, eller Kornet blev beskadiget af en Haglbyge. Det var de andre, der førte disse Hændelser til Bogs, Lars Peter selv havde ingen Følelse af at være forfulgt af nogen særlig ond Skæbne. Tværtimod, han var glad for sin Gaard ogsaa og sled lige ufortrødent i det. Ingenting bed paa ham.

Da Hansine gik med det femte Barn, var det rent galt med hende. Lemmen havde hun faaet ham til at hænge igen under det Paaskud, at hun ikke kunde være i Køkkenet for Træk. Denne Gang havde hun det med kun at ville opholde sig derude – hun gik og ventede paa, at Lemmen 119| skulde give sig til at knirke. Klage sig gjorde hun ikke mere, og angst var hun i Grunden heller ikke. Det var ligesom hun havde indrettet sig paa noget, der alligevel ikke kunde undgaaes; hun var fjærn i det, og Lars Peter havde en trist Fornemmelse af, at hun ikke tilhørte ham mere. Om Natten kunde han vaagne og opdage, at der var tomt ved hans Side – og fandt hende ude i Køkkenet, stiv af Kulde. Han bar hende i Seng som et lille Barn og talte gode Ord til hende, og hun faldt i Søvn ved hans Bryst.

Hendes Tilstand var saadan, at han ikke turde tage hjemmefra og lade hende være alene med Børnene; han maatte leje et Menneske til at holde Øje med hende og tage sig af Huset. Hun forsømte alting nu og kunde se paa de Smaa med Øjne, som var det dem hele Ulykken stammede fra.

En Dag han var kørende til Staden med et Læs Tørv, skete det forfærdelige. Det Hansine havde gaaet saa længe og ventet paa, var vel nu blevet til Alvor. Hun sendte Konen, der skulde være hos hende, bort under et eller andet Paaskud; og da Lars Peter kom hjem, brølede Kreaturerne og alle Døre stod aabne. Kone og Børn var ingen Steder at se. NSmaakræet smøg sig om Benene paa ham, mens han gik rundt og kaldte. Han fandt dem i Brønden. Det var et forfærdeligt Syn at se dem ligge paa Rad Mor og fire Børn, først paa Stenbroen, vaade saa det var en Ynk, og siden lig120|klædte paa Bordet i Storstuen. Sømanden havde sandelig taget sin Ret! Moderen var sprunget ned sidst, med den Mindste i Favnen; saadan fandt man hende, med Barnet trykket ind til sig, og saadan fik hun Lov at komme i Kisten, skønt hun føje havde gjort sig fortjent til det.

Der var ingen, der ikke rystedes dybt af den forfærdelige Jammer. Man kunde godt have villet yde Rakkeren en trøstende og hjælpende Haand nu; men han trængte ligesom ingenting til midt i al sin Elændighed. Han var ikke nem at komme til at yde Tjenester.

Han gik og puslede om de Døde, til Dagen kom da de skulde i Jorden. Ingen saa ham fælde en Taare, end ikke ved Jordpaakastelsen, og Folk undredes over hans stærke Sind; han havde dog hængt saa stærkt ved dem. Han hørte nok til dem, der havde faaet den NForbandelse ikke at kunne græde, mente Kvinderne.

Da Begravelsen var overstaaet, bad han en Husmand om at se lidt til Kreaturerne derhjemme; han maatte en Tur til Staden, sagde han. Dermed forsvandt han, og i et Par Aar saa ingen noget til ham; det forlød, at han var taget til Søs. Gaarden gik tilbage til Kreditorerne; der var ikke mere, end det lige kunde dække Udlæget, saa det tabte han i al Fald ikke noget ved.

Men en skønne Dag dukkede han op paa Egnen igen, den samme som altid, parat til at begynde Nforfra lige som den Mand Job. Han havde 121| sparet sig lidt Penge sammen i de forløbne Par Aar og købte en forfalden Hytte et Stykke Norden for sin tidligere Gaard. Til Hytten hørte en Mose og en halv Snes Tønder Land daarlig Jord, som aldrig havde været under Plov. Han anskaffede sig nogle Faar og lidt Fjerkræ, opførte sig et Udhus af Græstørv og Rør fra Mosen – og tog saa fat. Han gravede Tørv og solgte, og naar der var god Sildefangst, drog han ned til det nærmeste Fiskerleje med sin NBør, købte en NDragt Sild og trillede fra Hytte til Hytte med den. Han tuskede gærne og tog gammelt Metal, Klude og Ben i Bytte. Det var Slægtens Sysler han tog op igen, og han følte et eget Velvære ved det; skønt han aldrig selv havde handlet, faldt det gammelkendt for ham. En Dag hjemførte han en stor knoklet Hest, som han havde faaet billigt, fordi ingen anden kunde faa Skik paa den; en anden Dag førte han Sørine ind under sit Tag. Alting lykkedes for ham.

Sørine havde han truffet ved et Sammenskudsgilde nede i en af Fiskerhytterne, og de blev hurtig enige. Hun var ked af sin Plads og han af at ligge ene; saa flyttede de sammen.

Han var paa Færde Dagen lang og ofte om Natten med. I den rigtige Fisketid, kørte han hjemmefra ved Et-Totiden om Natten for at være i Lejet, naar de første Baade kom ind. Saa gik Sørine ikke i Seng, men blev oppe og purrede ham ud, for at han ikke skulde sove over sig. Det uregelmæssige Liv faldt lige saa naturligt for hende 122| som for ham, og hun tog godt ved. Saa nu havde han da Kone igen, og det en Kone som forstod at bruge sig. En Hest havde han, som der ikke fandtes Mage til i hele Landet – og Gaard! Nogen Herregaard var det vel ikke, den var klinet op af Halm og Ler og Stænger; Folk der kom forbi paa Vejen, lo og pegede. Kun Lars Peter var glad for den.

Hans Væsen var Tilfredshed – lidt for meget syntes Sørine. Hun havde det paa en anden Maade, hun stræbte fremad, puffede idelig til ham og vilde til Vejrs i Samfundet. Hendes Væsen var nok nærmest Ærgærrighed. Naar han var ude, tog hun sig af alt derhjemme; og den første Sommer hjalp hun ham at opføre et rigtigt Udhus, af gammelt Bindingsværk og ubrændte NSten, som hun strøg henne i Lergraven og tørrede i Solen. »Nu har vi da Kreaturerne anbragt lige som andre Mennesker,« sagde hun, da det var færdigt. Men det hørtes paa hendes Stemme at hun ikke var tilfreds.

Lars Peter HansenA slog undertiden paa, at de burde tage Mormor og Ditte i Huset. »De sidder saa ene og kukkelurer,« sagde han – »og Vorherre maa vide, hvor de faar Føden fra.«

Men det vilde Sørine ikke høre Tale om. »Vi har nok om Ørerne dem foruden,« svarede hun skarpt, »og Mor lider vist ingen Nød. Hun har altid været flink til at forsyne sig selv. Skal de herover, saa vil jeg da have de Penge, hun fik 123| udbetalt for Ditte. Det er jo mine Penge, naar Ret skal være.«

»Dem har de vel nok spist op for længe siden,« mente Lars Peter.

Men det troede Sørine ikke; det lignede hverken Faderen eller Moderen. Hun var overbevist om, at Moderen havde dem stukket til Side et eller andet Sted. »Ja naar hun saa vilde sælge Hytten ogsaa og overlade os det hele,« sagde hun. »Saa kunde vi da faa bygget nyt Stuehus.«

N»Mere vil mere!« svarede Lars Peter smilende. Han syntes, Huset de boede i var godt nok. – Men saadan var han, alting var godt nok til ham, og ingenting for godt til andre. Fik han Lov at raade, endte de nok snart paa NFattiggaarden!

Lars Peter undgik saa dette Æmne, og efter at Mormor havde været der paa Besøg og han havde set hende og Sørine sammen, forstod han, at de havde det bedst hver for sig. Hjem kom de ikke oftere, men naar han var paa de Kanter af Landet for at købe op, lagde han Vejen om ad Næshytten og drak en Kop Kaffe hos de to. Boller og Bønner bragte han med for ikke at komme bag paa dem, og lidt andet havde han ogsaa tilovers.

Det var Festdage i den lille Hytte. De sad og ventede fra hans ene Besøg til det andet og talte ikke om ret meget andet. Hvergang der lød Vognrumlen ude paa Vejen, var Ditte ved Vinduet, og Bedste spærrede de udslukte Øjne vidt op. Ditte 124| samlede gammelt Jærn op ved Stranden for at have noget at overraske sin Far med; og naar han kørte, var hun med paa Vognen helt ud til den fjærne Bakke, hvor Solen plejede at gaa ned.

Hjemme nævnede Lars Peter ikke noget om disse Besøg.