127| X
Sørine vender hjem

Ditte havde netop fodret de fire Knægte af, og det var gaaet godt. Hun havde rettet Maden an paa en lille Tue og anbragt dem omkring den; de skulde værsgod lære at sidde til Bords og ikke farte omkring med et Stykke Mad i Haanden. Og de skulde lære at unde hinanden noget og spise af fælles Fad – det kneb det næsten mest med. De vilde helst ha' hver sin Portion at sidde og ruge graadigt over, aller helst luske til Side med den og æde den i Enrum som herreløse Hunde. Ditte tvang dem til at blive siddende og æde af fælles Trug. Naar hun gav en af dem et Stykke, fulgte de tre andre det med graadige Blikke – de havde Øjnene mere ved hinandens Mad end ved deres egen. Saa var hun efter dem igen, Misundelse kunde hun ikke lide. Ogsaa naar de selv var mætte, sad det i dem; Ditte maatte sande Bedstes Ord, at NVorherre mætter Maven før Øjnene. »I skal være smaa Mennesker ligesom Povl og Else og Kristian,« 128| sagde hun. »De deler altid med hinanden, naar de har noget.« Og de tog saa smaat ved Lære. De større løb ikke fra de mindre mer, men holdt dem pænt i Haanden – i al Fald saa længe hun kunde holde Øje med dem!

Hun stod oppe paa Bakken og saa efter dem, som de tumlede afsted mod Hjemmet igen. Der opstod jævnlig Rivninger mellem dem, men saa vendte de uvilkaarlig Hodet og skottede bagud; og saa snart de saa at hun stod der endnu, fik de hinanden ved Haanden igen. Hun lo. »Jo, jeg kan godt se jer!« nikkede hun.

Ditte stod og faldt i Tanker over dem, da hun oppe fra Landevejen hørte en mærkelig kendt Lyd. Øverst paa Bakken dukkede et Syn frem og bevægede sig nedad, et Køretøj der Nskumplede afsted forspændt med et stort fantastisk Væsen, et Skrummel af en Hest. Den stolprede varsomt frem paa lodne vældige NKoder, der lignede slidte Riskoste som fejede Vejstøvet sammen, og Køretøjet vrikkede frem bag den. Fra den ene Vejside til den anden gik det; og oppe paa Vognen sad en svær sammensunken Skikkelse og svippede avtomatisk med en lang tynd Kæp.

Ditte sprang af Glæde tværs over Stub og Agre paa de bare Fødder, løb som var hun fra Sans og Samling. Lars Peter løftede Hodet ved hendes Kalden, Storeklavs gik umærkeligt i Staa.

»Er det dig min Tøs,« sagde han og smilede – 129| underlig alvorligt. »Ja nu skulde én saa til Staden og hente Mor!«

»Men saa er det jo den forkerte Vej!« Ditte lo klingende. Det var altfor komisk, at Faderen tog Fejl af Retningen, han der kendte Landevejene som ingen anden. »Her kommer du bare længer og længer væk!«

»Ja én ved det jo nok du. Men Tingen er, at Storeklavs umulig ka' holde til Turen – han er jo Nfærdig med de fyrre nu.« Lars Peter smilede sørgmodigt. »Og saa vilde én herud ad og forsøge at laane en anden Hest; én ved jo bare ikke hvor én ska ty hen – én kender jo snart sagt ingen. Til jer ka' det vel ikke nytte at komme?«

Ditte mente det ikke. Karen Bakkegaards var saa hadsk paa alle Mennesker.

»Det sku' lige være, om det med Johannes ku' stemme hende venligt mod én.«

Nej, det troede hun nu slet ikke – tvært imod. »Saa maatte du hellere ha' prøvet inde paa Sandet,« sagde hun, »der tror jeg nok er nogen, der gærne vilde laane dig en Hest.«

»Ja, det ka' jo være, de har skiftet Syn paa én, nu én er borte. Jeg ved ikke – jeg ha'de nu sat mig det med Bakkegaarden i Hodet; men kaske du har Ret. Det er kun Synd, at Storeklavs har maattet gøre Turen omsonst.«

Ja han var rigtignok blevet sløj siden sidst, han stod ret op og ned og sov, med hængende Hode. 130| Ditte ruskede noget Græs til ham i Grøften, men han lugtede ikke engang til det.

»Han faar sværere og sværere ved at ta Føde til sig,« sagde Lars Peter. »Det bedste som ku' times ham var en for Panden!«

Han selv var saa tyst i det i Dag – næsten højtidelig stille; det var nok fordi han skulde ind og hente Sørine. Han sad og faldt rent i Staver, mens Ditte kælede for Storeklavs og prøvede at faa lidt Liv i den. »Naa – én sku' vel se at faa vendt, og komme ind ad Landet til saa,« sagde han endelig og samlede op i Tømmen. »Du kigger vel hjem, saa snart du faar Lejlighed?«

Ditte nikkede. Hun kunde ikke andet, saadan som han var.

»Det er en underlig Krig, din Madmor fører,« sagde han idet han satte Hesten i Gang igen.

»Hvordan saa da?« spurgte Ditte interesseret. Hun gik et Stykke med og holdt i NVognfadingen.

»Jo hun udspreder nok daarlige Rygter om sig selv ogsaa. Det er en besynderlig Glæde; én sku' synes, hun maatte ha' nok at slaas med endda. Men dig er hun vel ordentlig nok imod?«

Aa ja, Ditte havde ikke noget at beklage sig over.

»Men pil nu a' tilbage til dine Kreaturer, at ingen skal se du har forladt dem. Du ved nok, hvordan Bønderne er, de hjælper hinanden med at holde Rettergang over os.« Han løsnede læmpeligt hendes Hænder fra Vognfadingen.

131| Saa slap Ditte, modstræbende, og løb ind over Markerne; hun vendte sig hvert Øjeblik og vinkede. Men Faderen var allerede sunket helt hen i sit igen; han saa det ikke.

Nej, Ditte var egentlig ikke til Sinds at komme hjem og gøre Stads ad den hjemvendende. Mange Taarer, megen Skam havde Moderen forvoldt hende og dem alle; hun troede hun var kommet over det, men der sad Rester af det endnu dybt i Sindet, og nu kom alt det gamle igen op paa Overfladen. Det var Moderens Skyld, naar de var saa foragtede og udstødte – Forbryderfamilien! Nogen større Trang til at komme hjem og hilse paa hende havde hun ikke.

Men dermed var Spørgsmaalet ikke længer klaret. Før ja – da skød man det simpelthen til Side for saa meget andet der var vigtigere, men nu trængte det sig af sig selv i Forgrunden. Man kunde dog ikke altid holde sig borte fra Hjemmet – alene det gav noget at tænke paa. Moderen sad ikke længer forsvarlig indespærret i Fængslet, men kom hjem og skulde tage sig af Sagerne igen. Hvordan vilde hun tage paa det hele, og hvordan vilde hun være mod Børnene? Det var tunge alvorlige Spørgsmaal. Ditte fik ingen Ro for dem.

Og saa dukkede noget nyt op i hende – Tanken om at hun var ond og øvede Uret. Det kom ganske pludselig over hende i Følge med Ordet Synd, som dvælede i hendes Sind efter Samtalerne med Karl; hun havde aldrig set Forholdet til Moderen fra den 132| Side før. Hun maatte tænke paa Faderen, paa hans højtidelige Alvor deroppe paa Landevejen, og hans sørgmodige Ømhed i alt hvad der drejede sig om Sørine; og hun maatte sammenligne. Det laa ikke i det Eksempel Lars Peter havde givet, at man skulde slaa til den det gik ilde for. For første Gang gik Omfanget af Faderens Forsonlighed rigtig op for hende, og hun maatte skamme sig. Hvad havde han ikke døjet ved Sørine! Og alligevel holdt han Hjemmet parat til at tage imod hende, bevarede det gennem Aarene som en fredet Plet for hende, hvor hun kunde ty hen. – En Dag kom hun til at længes hjem, saa stærkt at hun græd ved det.

»Hvad er der i Vejen med dig?« spurgte Karl, da hun kom hjem ved Middagstid, rød og fortudet.

»Jeg vilde saa gærne en Tur hjem,« sagde hun.

»Saa løb du bare, naar vi har spist,« sagde han – »jeg skal nok tage mig af Kreaturerne. Hun er ikke hjemme, hun er i Staden.« Han holdt ikke mere af at sige Mor.

Sørine stod i Køkkenet og vaskede, da Ditte kom. Hendes rødfregnede Arme var uhyggelig magre, og tumlede besynderlig usikkert med Tøjet som havde hun aldrig prøvet at vaske før. Hulkindet var hun blevet, og bleg og skjoldet, Ansigtet gav ikke Lyset igen. Hun stirrede paa Ditte med fremmede Øjne – som et skræmt Dyr syntes Ditte – tørrede sig saa af i Forklædet og rakte en 133| klam Haand frem. Ditte tog den men saa ikke paa hende.

De stod lidt over for hinanden og vidste hverken ud eller ind. Ditte var blød om Hjærtet, grædefærdig; hun kunde have kastet sig om Halsen paa Moderen ved den mindste Tilnærmelse fra hendes Side. Men Sørine rokkede sig ikke. »Far og Børnene er paa Havnen,« sagde hun endelig, med en Stemme, der hverken ejede Blod eller Klang. Ditte gik derned, glad over denne Anledning til at slippe væk fra hende.

Lars Peter stod nede i NDæksbaadens Lastrum og gjorde rent; Børnene sad paa NBolværket. Han arbejdede sig op af Lugen og kom i Land. »Det var svært pænt af dig at se hjem om,« sagde han glad bevæget og gav hende Haanden – »Tak skal du ha'!«

»Aa det er da ikke noget at takke mig for,« sagde Ditte med fortrukkent Ansigt, hun var lige ved at tudbrøle, alting væltede sig pludselig ind paa hende ved den Maade han tog det paa.

»Jo det var pænt af dig – du havde jo ikke behøvet det,« sagde han og lagde Armen om hendes Skulder. »En kunde nok forstaaet det, om du havde holdt dig borte. Har du sagt Goddag til Mor?«

Ditte nikkede. Hun var endnu ikke helt tryg for Sindsbevægelsen, lukkede hun Munden op for at svare, kunde det let tage Magten med hende. Og brøle vilde hun ikke mer – ikke for nogen 134| Pris! Det var kun Børn, der tudede – og halvvoksne Tøser!

Lars Peter satte sig paa en Fortøjningspæl og hev de lange Træskostøvler af; de naaede ham helt op til Skrævet, og det gik ikke af uden Stønnen. »En begynder at blive stiv,« sagde han og ømmede sig – »og saa den NVærk i Lemmerne. Enten er det Alderen der melder sig, eller ogsaa én ikke kan Ndøje Haandværket.«

»Naa hvad mener du saa om Mor?« spurgte han idet de drev opefter. »Hun er jo lidt fremmed for det hele endnu,« vedblev han da Ditte ikke svarede – »men det er heller ikke at undres paa – efter saa mange Aars Indespærring. Hun var sikkert glad for at se dig. – Ja du har maaske nok ikke kunnet mærke det, hun kan ikke rigtig med at finde Ord for sit endnu. Men én kan godt mærke, at hun føler varmt for os alle alligevel. Gudskelov vi har hende hjemme igen! Og nu vil du nok være lidt venlig imod hende – hun kan trænge til det; Folk her i Lejet ser jo ikke videre mildt til hende. De synes nok helst, hun skulde blevet derovre – saa vi andre faar se at være lidt gode ved hende.«

Sørine havde Kaffen lavet. Lars Peter tog det som en Venlighed og saa taknemmeligt paa hende, han var i godt Humør. Hun gik tavs og sørgede for dem, som en Fremmed, næsten som et Spøgelse færdedes hun; der var et uigennemtrængeligt Luftlag mellem hende og de andre. Børnene havde ikke gjort sig fortrolig med hende endnu, det saas af 135| deres Øjne der mistroisk fulgte enhver af hendes Bevægelser. Og hun selv saa nærmest ud, som var hun uforvarende dumpet ned fra en Verden, hvor man var helt anderledes indrettet. Ditte undredes paa, om hun overhodet saa og hørte, hvad der foregik omkring hende; ikke engang Øjnene røbede, at hun fulgte med i deres Passiar. Det var ikke godt at vide, hvad hun tænkte om det hele.

Henad Aften skulde Ditte afsted igen; Lars Peter fulgte hende paa Vej. »Synes du saa ikke, Mor har forandret sig?« spurgte han, da de var kommet op over Bakkerne.

»Hun ser daarlig ud,« svarede Ditte for at komme uden om Spørgsmaalet; hun var ikke vis paa, at Sørine var blevet kærligere af Sind ved at være derinde.

»Ja Luften derinde har jo taget paa hende. Men ogsaa af Sind er hun en anden – hun skælder ikke mere.«

»Hvad siger hun til Sagerne i Lejet her – Kromanden og det? Og til at vi solgte »Skadereden«A?«

»Ja hvad siger hun, du? Egentlig siger hun jo ingenting men gaar og er tavs fra Morgen til Aften. Og hun vil ikke ligge i Stue med os andre – hun er blevet sky for Selskab. Uden for Døren faar man hende ogsaa vanskelig, hun gaar kun ud om Aftenen. Alligevel synes det mig, at hun er mere tilfreds – ogsaa med én selv.«

136| »Hvordan nu med Naboerne?« spurgte Ditte spændt.

»Ja Naboerne du, de skæver jo langt efter Huset. Og Børnene kommer rendende og glor ind ad Døren – om det nu er de Voksne der sender dem. Naar de saa faar Øje paa Mor, styrter de skraalende afsted som om Fanden var i Hælene paa dem. Det skal jo ikke hjælpe hende til at falde i Lave.«

»De tror hun har et NMærke brændt ind i Panden,« forklarede Ditte. Hun havde selv troet det, og været forbavset over at det ikke stemte. »Har der slet ingen bedt jer ud?« spurgte hun.

»Nej endnu ikke. Men en Dag ser vel en og anden ind om og hilser paa – naar de har gjort sig lidt fortrolig med Stillingen. Der er flere end én, der har Sind til det; men den ene tør jo ikke for den anden.«

Lars Peter saa forventningsfuldt paa Ditte efter Bekræftelse paa sit Haab, men hun tav. Og Tavsheden var lige saa god som mange Ord; meget lyst saa hun nok ikke paa det.

»En er jo selv lidt bange for, at det ikke skal gaa,« tog han igen fat – »men hvad, saa maa vi se at finde et andet Sted hen. Verden er jo stor, og her er der alligevel ikke stor Stads ved at bo. Gaar glip af noget gør man saa vist ikke ved at flytte. Skammeligt er det blot, at man har maattet lade sig flaa for alting; det bliver vist ikke næmt at begynde forfra igen.«

»Faar du da ikke dine Penge igen, naar vi rejser?«

137| »Ak nej du. Kromanden er jo overhodet ikke den, der giver noget fra sig, naar han først har lagt sin døde Haand paa det. Og nu tilmed, han selv skal sidde i Pengevanskeligheder.«

»Kromanden? han som har saa mange Penge?«

»Ja du stejler, du – det er der vist mange der gør. Nej Sagen er nok den, at han skylder bort til Banker og andet; det hele skal være belaant, siges der. Derfor bygger han ikke Badehotel, Bankerne vil ikke laane ham Penge. En har jo troet, at han ejede det hele, men det er nok saa Nlangt fra ikke Tilfældet. Han skal have haardt at Nsvare til Terminerne; nu ved Juni Termin ventedes det endda, at han vilde Ngaa i Stykker. Og det forklarer jo, at han tager haardt igen.«

»Hvad Glæde har han saa af det hele da? saa kunde han ligesaa godt ladet os beholde vort.«

»Nej megen Glæde skulde én ikke synes, der kunde være ved at drive paa paa den Maade; men det maa vel svare til noget i hans Natur. I disse Dage staar NBrislingerne helt op i Havstokken her; saa tykt, at du kan tage dem op i Spande fulde. Det er Makrellen der jager dem derop; han staar uden for i tætte Stimer og æder sig ind paa Mylderet og presser paa. Og uden for igen gaar Sælhunden og Marsvinet og æder løs af Makrellen og presser den indad. Saadan gaar det vel ogsaa her; han piner os ud, og andre piner det ud af ham og hans Lige igen. En gad vidst, om der saa over dem igen er nogen, der æder dem op.«

138| »Det er helt underligt,« sagde Ditte. Hun havde aldrig tænkt sig noget oven over Kromanden.

»Ja underligt er det! Det er – kunde man sige – Nden ene Djævel der regerer den anden, Nhøj over høj som Kællingen sagde. Men helt velgørende er det at tænke paa, at han til Slut har det paa samme Maade som én anden. Der er dog ligesom en Smule Retfærdighed i det, saa skral den end kan forekomme.«