139| XI
Ditte trøster et Medmenneske

Da Ditte kom hjem, var Gaarden fuld af Fremmede. Karl stod udenfor mod Marken, og spejdede som om han ventede hende. »Det var godt du kom,« sagde han febrilsk. »Mor er kommet hjem – med et helt Selskab. Hun er saa gal over, at du er rendt uden Forlov.«

»Men det er jeg jo slet ikke,« indvendte Ditte forundret.

»Nej, men det tror hun. Skynd dig nu ad Bagvejen ind i Bryggerset og giv dig til Arbejdet, saa kaske hun ikke lægger Mærke til dig. Ellers skælder hun bare.« Han var helt nervøs.

»Hvorfor har du saa ikke sagt, at du havde givet mig Lov til at løbe hjem da?« spurgte Ditte.

»Det turde jeg ikke, for saa –« han stod og traadte i det, flov og ynkelig.

Ditte gik ind gennem Porten og over Gaarden, hun brød sig ikke om at liste Bagveje. Skulde hun ha' Skænd, ja saa fik hun ta' dem. – Sine 140| havde travlt. »Gudskelov du kommer og kan gi' en Haand med,« sagde hun, »én er færdig ved at blive tosset. Men vær du glad, du ikke kom for en Time siden; Madmor var saa rasende at hun lovede dig Prygl. Og Karl det Pjok skulde jo nok holde Mund med, at han havde givet dig Lov at gaa.«

»Ja han –« Ditte trak ringeagtende paa Overlæben. »Men hun kan bare prøve paa at slaa mig, saa sparker jeg hende over Skinnebenene med mine Træsko.«

»Jøsses, er du tosset Tøs – hun har jo Benene fulde af Aareknuder! Sæt du sparkede Hul og hun saa forblødte sig.« SineA var helt forskrækket.

»Ja hvad saa? Det er jeg da ligeglad med,« sagde Ditte.

Ditte blev sat til at vaske op. Hun var gal i Hodet, paa Madmoderen som kunde tænke paa at slaa hende, paa Karl som lod hende i Stikken, paa Ungerne i Lejet som ikke kunde lade Moderen være i Fred – paa alting. Hun skramlede unødvendig stærkt med Tingene under Opvasken, de kunde let gaa i Stykker; Sine maatte tysse paa hende. Men Tøsen hørte ingenting, hun havde nok en NRaptus, saa stumprumpet hun var – hun kunde blive god, hun! Sine maatte tage hende bestemt i Armen, før hun blev ordentlig. »Uh, jeg er saa gal!« sagde hun saa.

Sine lo højt. »Saa havde en anden én nok mere Grund til at være gal! Her kommer de løbende 141| ud i Køkkenet den ene efter den anden og gi'r Ordrer – og frække er de. En skulde tro, Madmor var gaaet helt fra Sans og Samling. Hun plejer dog ellers nok at ville være Kone i sit Hus.«

Mest gal var Ditte alligevel paa Karl. Han vilde ikke være inde, men gik derude i Gaarden og kaldte at han protesterede, gik og gjorde sig et og andet at bestille – og saa ynkelig ud. Naar han var vis paa at ingen saa det, truede han mod Salsvinduerne. Jo han var vist den rette til at knytte Næven! Ditte havde Lyst til at gaa ud og spørge ham, om han ikke vilde laane et Skørt.

Nej, rigtig fat med Madmoderen var det nok ikke. Hun kom ud i Køkkenet, rød i Kammen og Nopskørtet; der var gaaet Uorden i hendes Haar, det løftede sig paa Hodet af hende som Manken paa en Hingst. Johannes kom springende efter hende; og den satte Kone, der snart kunde tænke paa at blive Bedstemor, tjattede efter ham og var tøset. Det klædte hende ikke. Hun havde nok drukket tæt – Ditte saa hun slet ikke!

Straks efter kom Karl hen i Bryggersdøren – han havde gaaet derude i Halvmørket og set det hele. Han vinkede ad Ditte. »I maa ikke le ad det,« sagde han tryglende – »jeg kan ikke holde det ud!« Han saa kummerlig ud. – Ditte glæmte med èt sit Nag. »Nej, vi skal nok lade være,« sagde hun og rørte ved hans Haand. »Det er forresten heller ikke noget at le ad! Men gaa nu i din Seng – saa sover du fra det hele.«

142| Saa gav han sig igen til at gaa derude, frem og tilbage under de oplyste Vinduer, som en syg Hund. Ditte saa ham der, hvergang hun løb til NPosten efter Vand – og gav ham et Ord i Forbifarten. Engang satte hun Spanden og løb hen til ham. »Gaa nu i din Seng, hører du,« sagde hun og tog ham overtalende om Armen.

»Det kan jeg jo ikke,« svarede han halv grædende. »Mor har sagt, jeg skal blive oppe og spænde for.«

»Pøh, lad du bare dem selv besørge det. Du er da ikke deres Slave.«

»Det tør jeg ikke, saa bliver Mor rasende. – Aa, jeg er en rigtig fejg Stakkel. Jeg tør heller ingenting.«

Ditte trykkede hans Haand for at meddele ham, at hun ikke bar Nag til ham, saa løb hun.

Ved Ellevetiden sendte Sine hende i Seng. »Du maa jo være dødtræt efter den lange Tur,« sagde hun. »Og tidlig oppe i Morges har du været – skrup nu af!« Hun gjorde kort Proces med Dittes Indvendinger ved at puffe hende ud af Køkkenet.

Ja træt var Ditte, saa træt at hun var ved at falde sammen. Hun stod et Øjeblik og tøvede i det mørke Bryggers – ude i Gaarden gik Karl og var elændig, han kunde trænge til et venligt Ord. Men hvis han nu gik med over og sad paa hendes Sengekant og snakkede; det hændte undertiden, naar han var i trist Humør og trængte til Trøst. Ditte var for træt til at snakke, hun følte ligefrem 143| Kvalme ved Tanken om at skulle holde sig vaagen længer. For en Gangs Skyld sejrede Egenkærligheden; hun ofrede en andens for sit eget og listede sig bag om over til sit Kammers.

Ditte sad lidt paa Sengekanten med lukkede Øjne. Dagens stærke Indtryk kørte i hende – og Trætheden; hun var saa overkørt, at hun sejlede. Saa tog hun sig sammen med et Ryk, smøg af Klæderne i en Fart og hoppede i Seng. Det var godt at putte sig i de kølige Sengeklær og blive borte, formelig synke ned, i Træthed og Velvære. Saa snart hun havde lagt Kinden til Puden og givet sig til at tænke paa et eller andet kønt, faldt hun gærne i Søvn.

NSom Tankerne er, er Drømmene – havde Bedste sagt. Og Ditte vilde gærne drømme noget kønt – og vaagne med Sindet fuldt af dunkel Sødme efter Drømme, der endnu blot dvælede som Morgenens flygtige Taagerester, svindende for Dagslyset. I denne Tid drømte hun ofte om Prinsen, der skulde komme og føre hende til sin Faders Gaard – som Bedste havde forudsagt det i NSpindevisen. Om Dagen var der jo ingen Prinser til – da ikke for en fattig Tøs som Ditte; men om Natten eksisterede Prinsen virkelig og kom og anholdt Bedste om hende. Det var netop det storartede ved Drømmene, at de tog og løftede én op i Lyset, saa man fik Lov at se det hele oven fra. Trængsler var der nu alligevel, for han syntes ikke hun var køn. »Nej, for hun 144| bærer det skønneste indvendig,« sagde Bedste – »hun har et Hjærte af Guld.«

»Af Guld?« sagde Prinsen og gjorde store Øjne – »lad mig se!« Saa lukkede Bedste op og viste ham Dittes Hjærte. »Det gør vi ellers nødig,« sagde hun, »for det kan let blive støvet.«

Og Prinsen blev fornøjet – for Guld var noget han forstod sig paa. Han tog hende ved Haanden og sang af Bedstes Vise:

»Men det er jo om Bedste selv,« sagde Ditte og slap fortvivlet hans Haand – for hun var ked af det.

»Det gør ingenting,« sagde Bedste og føjede deres Hænder sammen igen – »tag du ham kun. Min Tur kommer ogsaa nok. Og Visen er jo Nlagt om os begge to.«

Ditte slog Øjnene op i Mørket og følte til sin store Glæde, at hun virkelig havde en varm Haand i sin. Der sad nogen paa hendes Sengekant og følte efter hendes Ansigt. »Er det dig Karl?« spurgte hun – ikke Spor af angst men en Smule skuffet.

»Nu er de saa kørt, det Pak!« sagde han. »De var fulde og holdt et farligt Spetakel. Jeg begriber ikke, at du har kunnet sove for dem. De 145| vilde gi' mig Nto Kroner i Drikkepenge, fordi jeg spændte for; men jeg skal ikke ha' noget af deres Svireskillinger. Jeg sagde til dem, at de kunde levere dem tilbage til dem, de havde snydt dem fra. Og saa var de lige ved at slaa mig.«

»Det var rigtig godt til dem!« sagde Ditte og lo. »Det havde de ordentlig fortjent.«

Men Karl var ikke oplagt til at le med. Han sad i Mørket og holdt hendes Haand men sagde ikke noget; Ditte kunde føle, hvor de sørgelige Tanker gnavede og gnavede i ham. »Nu skal du lade være med at tænke paa det mere,« sagde hun – »det bliver jo ikke bedre for det. Det er bare dumt at gaa og sørge.«

»Hun var ikke med ude ved Vognen,« sagde han fjærnt, tilsyneladende uden at have hørt hvad hun sagde. »Kaske kunde hun slet ikke gaa med derud.«

»Hvorfor det, du?« spurgte Ditte, hun blev pludselig angst.

»Aa – – hun drikker jo omkap med dem. Det kan godt være, hun –.« Hans Hode sank ned paa hendes Bryst, der gik tunge Stød igennem ham.

Ditte slog Armene om hans Hals, hun strøg ham over Haaret og talte beroligende til ham som til et lille Barn. »Saa saa, vær nu stor!« sagde hun. Og da hendes Trøstegrunde ikke forslog, gjorde hun Plads til ham ved sin Side og tog hans Hode ind til sit Bryst. »Nu skal du være stor og fornuftig,« sagde hun. »Du behøver jo ikke og bryde 146| dig om noget men kan rejse væk fra det hele!« Hendes Barnehjærte bankede mod hans Kind, tungt af Medfølelse.

Efterhaanden fik hun ham beroliget; de laa og talte stille sammen, helt fornøjet – og kom pludselig til at le over, at de holdt Hoderne under Dynen og hviskede. Latteren tog den sidste Rest af Karls Tungsind, han begyndte at kilde hende og blev helt overgiven. »Det maa du ikke, for saa kommer jeg til at skrige,« sagde hun alvorligt og søgte hans Mund.

Han blev stille ved hendes Kys; og med ét slog han Armene om hende og knugede hende hæftigt ind til sig. Ditte værgede for sig men maatte give efter for Styrken i hans Favntag, alt i hende blev saa svagt.

»Nu gør du mig jo Fortræd,« sagde hun og gav sig til at græde.