95| VIII
Karls ansigt

Ditte sad paa Træstolen ved Køkkenbordet – i Krogen ved Vasken – og tyggede sin Mad. Foran sig havde hun Nedløbsrøret fra Vaske og WC'er ovenpaa; naar hun saa forbi det, havde hun en trang Gaard med graa Mure. Hun stirrede sløvt og glædesløst ud mens hun spiste, hørte med et halvt Øre efter Passiaren inde fra Spisestuen hvor man var ved Frokosten.

»Laura!« blev der kaldt, og en Gang til – højere! Ditte rejste sig og gik ind med Kaffen. Det kneb hende at faa dette fremmede Navn ind i Kroppen; hun maatte altid tænke sig om før hun lød det.

Inde i Stuen var Passiaren af en eller anden Grund gledet over i Skændsmaal. Ditte lyttede ivrigt – hvad var der nu løs igen? De Tider var forbi, da hun led naar der var Ufred i Huset; nu var det ikke frit for at hun følte en lille Kende Skadefryd. Der var en vis Tilfredsstillelse ved at 96| fastslaa, at Herskaber ogsaa kun var Mennesker. At de ikke var saa meget finere end hende og hendes Lige som de optraadte til, men rent ud sagt brugte grov Mund, skændtes, ja undertiden sloges. Det var en Erfaring, som rokkede ved adskillig medfødt Respekt.

De faldt til Ro igen – Gudskelov! – maaske fordi det ringede. Ditte rejste sig for at gaa til Entredøren, men i Gangen mødte hun Husets halvvoksne Datter, Frøken Kirstine, med et Brev i Haanden. »Brev til NFrøken Mand!« sa'e hun med et eget Eftertryk paa Ordet Frøken, og rakte leende Ditte Brevet.

Ditte forstod godt hvad Latteren galdt – de led ikke at der stod Frøken paa hendes Breve. Det var kommet frem allerede dengang hun fæstede sig. »Hvad hedder De?« havde Fruen spurgt.

»Kirstine Mand,« svarede Ditte.

»Det var forfærdelig kedeligt, for vor yngste Datter hedder ogsaa Kirstine – saa opstaar der let Forvekslinger. Kan De ikke tage et andet Navn? Laura for Eksempel.«

Det holdt Ditte ikke af. »Men Fruen kunde jo kalde mig Frøken Mand,« sa'e hun troskyldigt.

»Nej, vi holder ikke af at kalde vore Tjenestepiger Frøken,« erklærede Fruen afgørende.

Saa maatte hun alligevel lægge sit gode Kristennavn af og lyde Navnet Laura; for Ditte var det i den første Tid, som om man havde frataget hende Retten til at være et Menneske. Saadan gik det 97| ogsaa Hunde, naar de skiftede Ejermand; ny Herre nyt Navn! Man sagde ikke engang De til hende men talte til hende som til tredje Person, en der knap nok var til Stede, i al Fald ikke hørte med i Laget: »Naar Laura er færdig, vil Laura nok huske at hente Brændsel op!« Ogsaa det mindede generende om den Maade, man plejede at tiltale Hunde paa. Ditte holdt ikke af det; hun blev endnu mindre over for Husets Medlemmer ved det. Selv skulde hun sige Herren og Fruen – og Frøkenen og Den unge Herre om de halvvoksne Børn.

Sit Frøken Mand beholdt hun for saa vidt, som de halvvoksne Børn ofte benyttede det over for hende – de mente de var vittige. Men Ditte indkasserede det som ramme Alvor, saa det fik de ingen Fornøjelse af. Hvorfor skulde hun ikke hedde Frøken? I Butikkerne kaldte man hende det altid; og Nfordi om hun var fattig og maatte arbejde for sit Brød, holdt hun sig for lige saa god som de andre – og lige saa velopdragen! Der var gaaet Krig i Spørgsmaalet, og hun skrev hjem og gav Søster Else Besked om endelig at skrive Frøken paa Brevene.

Meget hørte hun ikke hjemmefra, Lars Peter var kommet ud af Vane med at haandtere Pen og Blæk – hvis han nogensinde havde været god til det; Søster Else maatte besørge Brevskrivningen. Og hun havde svært ved at hitte paa; saa snart hun havde faaet vel begyndt, skrev hun altid: Nu har jeg ikke mere at skrive om andet end som 98| en kærlig Hilsen! Alt hvad Ditte gærne vilde vide om det daglige Liv derhjemme forblev ubesvaret; Else kunde ikke se at der var noget interessant ved det. Hun berettede naar der var død nogen i Lejet, og fortalte om hvem der nu gik med hinanden – og det interesserede ikke længer Ditte saa meget. Karl blev næsten altid nævnt; de stod nok i stadig Forbindelse med ham, og nu og da kom han og besøgte dem. Ditte kunde mærke at hans Stjærne var steget, og tog sig det nær; det var ligesom han gled ind og hun blev skubbet ud. »Ser du noget til Karl derinde?« hed det hver Gang. Som om de ikke godt vidste, at hun holdt sig borte fra ham. Men det skulde være en Bebrejdelse!

Og en Bebrejdelse til var der i Brevet i Dag. Lars Peter havde været i Staden fornylig og forsøgt at træffe Ditte; men hun var flyttet. »Du flytter nok tidt!« skrev Søster Else. Ja naturligvis flyttede hun – hva' ellers? Men hvad forstod de sig paa Forholdene herinde? Irettesættelsen traf hende ikke hjemme, desmere tog hun sig nær, at Lars Peter havde maattet gaa forgæves. Det var Synd for ham – og hvor vilde hun ikke gærne have set ham og hørt lidt rigtigt Nyt hjemmefra. Aldrig syntes hun hun som nu havde trængt til at høre Lars Peters Stemme; der stred saa meget i hende. Og i hans Nærvær følte man sig god, og var ikke i Tvivl om Vejen!

Til Karl hverken saa eller hørte Ditte noget. 99| Jo engang, kort efter at hun var kommet til Byen, havde hun faaet et Par Linjer fra ham, hvori han meddelte, at han boede i NBlaagaardsgade og gærne vilde komme og tage hende med ud paa en Tur – om hun havde Lyst. Hun havde ikke svaret – det kunde jo heller ikke føre til noget, da hun aldrig maatte gaa ud. Dengang kunde det ellers ha været helt rart at ha mandlig Støtte; da hun først fik Vand under Kølen, skulde hun ikke ha noget af at have ham til at kontrollere hvert Skridt hun tog og se retskaffent dømmende ud! Men hun vidste, at han fremdeles var herinde og arbejdede ved Gadearbejde; Louise havde ladet et forblommet Ord falde om, at hendes Kærest arbejdede sammen med én, der var hjemme fra Dittes Egn og kendte hende. Den var tydelig nok, Ditte gik blot ikke i Fælden!

Men dermed var hun ikke færdig med Karl. Hun kunde lade være med at svare ham og holde sig langt borte fra ham; men spærre ham ude af sine Tanker kunde hun ikke. Der sad Mærker efter ham i hendes Sind, som der sad Mærker efter ham paa hendes Legeme; helt bort gik de ingen af dem. Karl dukkede op bedst som hun gik og tænkte paa ingenting, og saa paa hende med sine alvorlige gravende Øjne – især hvis hun havde noget daarligt for. Der var nu ingen Mening i, at netop han skulde være hendes indvendige Dommer. Og irriterende var det, at han altid dukkede op med sit anklagende Bedemandsansigt netop 100| naar hun selv ogsaa var misfornøjet med sig – og derved ligesom med Magt tvang sig ind i hendes Tilværelse!

Ofte drømte hun ogsaa om ham. Naar hun havde meget at slaas med om Dagen, et eller andet hun ikke kunde komme igennem, fulgte Genvordighederne hende over i Drømme ogsaa. Men der omformede de sig bestandig saadan, at det var Karl hun havde at slaas med, hans til Selvmord grænsende Tungsind hun trods alle Ofre ikke formaaede at overvinde.

Fri for ham blev hun ikke!

Og en Aften saa hun ham selv – i det mindste troede hun det. Hun sad i en Sporvogn og skulde til Bal ude i et Forsamlingshus paa Nørrebro; ved Blaagaardsgade saa hun hans Ansigt i Trængslen af Mennesker ved Stoppestedet – lige idet de kørte igen. Han stirrede alvorligt ind paa hende, ikke bebrejdende som hun havde ventet men med et ganske nyt Udtryk – et Udtryk som om han blot spurgte. Og hvad han spurgte om, vidste Ditte nok! Han maatte meget hellere ha' set gal ud.

Hun fik ingen Fornøjelse af Dansen, for hele Aftenen havde hun hans Ansigt oppe paa Balkonen blandt Tilskuerne; saa ofte hun i Smug stirrede derop, sad han ufravendt og holdt Øje med hende. Det blev tilsidst uudholdeligt, og hun gik derop; hun vilde have at vide hvad det skulde betyde – om hun ikke nok havde Lov at danse 101| for ham. Og da hun saa kom derop, var han der slet ikke.

Ditte var blevet uhyggelig tilmode og gik ikke til Dans mere. Hun vidste fra Bedste, at naar et Ansigt saadan viste sig for én, betød det at der forestod noget alvorligt, enten for én selv eller dem der stod én nær. Det var ikke til at blive Skrækken kvit, Barnet og Hjemmet trængte sig med Magt frem i hendes Sind og gjorde sig gældende som ikke Npaa længe. Kanske skete der et eller andet med nogen af dem, mens hun løb og fjantede og morede sig; kanske netop mens hun dansede. Det var sket før – det forfærdelige at et Menneske dansede og vidste af ingenting, mens en der stod det nær laa og stredes med Døden.

Hun bad sit Herskab om at faa fri et Par Dage for at rejse hjem; hendes Far var syg sagde hun. Og da det ikke kunde lade sig gøre og det var for sent at sige op til den første, pakkede hun en Aften sine Ting og stak af – hun maatte hjem! Kommoden fik hun Gaardmanden til at hjælpe sig ned mens Herskabet var ude. Han bragte den ud i Adelgade, til Jensens. – –

Det undrede ikke Ditte, at Faderen laa til Sengs. Han havde forløftet sig paa en NVognfjæl og laa med NSennepskage paa Lænden, han kunde næsten ikke røre sig i Sengen. Desmere overrasket var hun ved at træffe Sine fra Bakkegaarden her. Hun havde nær tabt baade Paraply og NMuffe af Forskrækkelse, da hun lukkede Køkkendøren op, og 102| Sine stod der ved Vasken med sine buttede Arme i det dampende Vand, i Forklæde og Hverdagskjole og Træsko, og med en Ro over sig i Arbejdet som man kun har det hvor man hører hjemme. Sine røde Kinder havde hun endnu, og de blev endnu rødere da hun havde genkendt Ditte. Hun hilste genert og holdt sig ude i Køkkenet. Naa, Ditte følte sig ikke kaldet til at sætte sig paa den høje Hest!

Lars Peters Ansigt lyste af Glæde, da han saa hende. Han saa daarlig ud syntes Ditte, bleg og bekymret; det maatte ogsaa ha' været en stræng Tid for dem. Han lod ikke til at finde det paafaldende at hun kom anstigende sidst paa Maaneden, men var bare glædelig overrasket. »Du er sandelig blevet en fin Dame,« sa' han, og omfattede hele hendes Skikkelse i et Blik der varmede Ditte langt ind i Hjærtet. Det var det hun havde trængt til – at blive taget ind i et Blik der ikke kritiserede, men kun rummede Godhed for hende.

»Ja er det ikke en hel pæn Datter du har?« sa'e Ditte glad. »Men hvor er Ungerne?«

Ja de var jo ude omkring. Else og de to Knægte var nede og hjalp til med at pille Sild af Garnene, Kristian var jo inde paa Gaarden. »Hvis han da er der endnu,« føjede Lars Peter langsomt til.

Ditte maatte rigtig se sig om, og have alt at vide mens hun »snusede«. Der var kommet en pæn Dragkiste paa Pillen mellem Vinduerne – 103| det var Sines; Lampen med den blaa Kuppel som stod paa den kendte hun ogsaa igen. »Det skrev Else ikke noget om – at du var syg. Har det varet længe?«

»Aa en lille Maanedstid – vi vilde jo ikke forskrække dig til ingen Nytte, tilmed det ikke er farligt. Men nederdrægtig pinefuldt er det – jeg kan ikke selv vende mig i Sengen. Vi maa love for Sine.«

»Jeg vidste slet ikke af at hun var her.«

»Nej for ser du – –« Lars Peter gik i Staa. »En havde jo paataget sig noget Skærvekørsel for Kommunen for at tjene lidt Skillinger, og det er et nederdrægtig tungt Arbejde at faa Sidefjælen løftet, naar én skal læsse af. Naa man har jo taget værre Tørn end det, men en Dag klappede jeg alligevel sammen og laa paa Vejkanten uden at kunne røre mig. Jeg blev saa transporteret hjem, og da Sine hørte hvordan én laa i det, har hun vel syntes – – – For Else det Skind ku' jo ikke klare Grejerne. Jeg vil sige dig at hun kom som en Guds Engel – saa hvis du kunde være lidt venlig imod hende –.« Han talte dæmpet. Sine kom ind med Kaffe i det samme, hun saa ikke paa nogen af dem.

»Jeg har netop fortalt Ditte hvor god du er mod os,« sagde han og rakte Haanden ud. Sine saa et hastigt Øjeblik fra den ene til den anden, saa gik hun hen og satte sig paa Kanten af Slagbænken ved hans Hovedgærde.

104| Ditte var slet ikke ked af dette, men hun følte at de andre troede det, og kunde ikke finde hvad hun skulde sige. Hun gik saa hen, tog Sine om Hodet og kyssede hende. »Jeg har selv ønsket det engang,« sa'e hun.

»Naa, saa er jo alt godt,« sa'e Lars Peter lettet. »Lad saa de andre sige og tænke hvad de vil.«

Ja det syntes Ditte ogsaa. »Men hvorfor gifter I jer forresten ikke?« Det kom saa pudsigt hovedkulds, Sine brast i Latter.

»Det samme ku' vi andre nok spørge dig om,« sa'e Lars Peter og lo med – »du er da den der er nærmest til det. – Man ska' jo da paa Benene først,« vedblev han alvorligere, da han mærkede at Ditte ikke syntes om at blive mindet om sit eget – »det er kun fornemme Personer der blir viet paa Sengen. Vi ha'de forresten tænkt at sla Bryllupet og Kristians Konfirmation sammen – om ikke han gør sig usynlig for os forinden.«

»Er det da galt med ham igen.«

»Ja han stak jo af forleden. Præsten havde nok været lidt stræng ved ham til NForberedelserne, og saa tog han Fodvejen til København – han vilde lige ind om og hilse paa dig og saa til Søs. Det er ellers ikke daarlig travet du, Notte-ni Mil. Jeg maatte saa afsted ind efter ham, det var ved den Lejlighed jeg gik forgæves efter dig. Knægten havde jeg nær heller aldrig faaet fat i, jeg maatte ha' Politiet til at hjælpe mig. Et farligt Rakkeri var det!«

105| »Du skulde la' ham komme til Søs naar han er konfirmert,« sa'e Ditte. »Hvis jeg var Mand, stak jeg af til Søs, paa Landjorden er der ikke værd at være.«

Ja Lars Peter havde jo nok mærket, at hun ikke var saa helt tilfreds med Forholdene derinde. Men Ditte vilde ikke nærmere ind paa Æmnet, og saa lod han det falde. Hun var vant til at ville stride alene med sit, og det fik hun ha' Lov til. Hun klarede sig nok! En svært køn og sikker Pige var hun blevet med sine tyve Aar, og stadselig i Tøjet var hun. Ingen der saadan saa hende, skulde falde paa at det var Rakkerens Tøs, den lille skrappe skævvoksede Unge fra Skadereden, som gik der.

Den næste Dag maatte Ditte afsted igen; hun vilde ned om til Nøddebo og se til sin Dreng, og saa ind og finde sig en ny Plads til den første. Her var der jo ikke Brug for hende, og gaa til Stads i Lejet havde hun ingen Trang til. Nu siden de gamle Rentefolk var døde, var der ingen af Beboerne hun brød sig om. Huset var solgt, det var helt underligt at se det og vide, at der boede vildfremmede Folk! Povl og Rasmus fik Krikken for og kørte hende paa Vej. Hun var opfrisket af Besøget i Hjemmet saa kort det var, og det blev en fornøjelig Tur med de to Knægte.

Men Gensynet med Barnet var en bitter Skuffelse. Saa urimelig havde hun længtes efter det, og samtidig følt med Angst i Sjælen, at hun alt 106| som Maanederne gik kom paa Afstand fra det. Hun havde forsømt at følge dets Vækst, nu kendte hun ikke sit lille seksugers NNor igen i den snavsede buttede Unge der trissede rundt og Nsa'e fy, Bæ! om alting og rakte Tunge. Og det forfærdeligste var, at han ikke vilde kendes ved hende men var bange for hende. Husmandskonen maatte med Magt føre ham hen til hende. »Jens ikke bange for fremmed Dame!« sagde hun til ham. Det skar Ditte i Hjærtet dette »fremmed Dame«, hun følte sig til overs som aldrig før og skyndte sig at komme afsted igen. »Det er dog mit Barn!« gentog hun for sig selv mens hun travede nedefter mod Hillerød, hvorfra hun skulde have Toget til København – »det er dog mit Barn!« Men megen Trøst var der ikke i det – hun havde jo selv Nforskærtset sin Ret til Barnet! At Karl flittig tog ud og saa til det, gjorde ikke Anklagen mod hende lettere! En NRavnemor havde hun været, som overdrog sit Barn til Fremmede for selv at have det bekvemt – og nu hævnede det sig paa hende.

Det var ikke med nogen særlig Glæde hun igen rullede ind mod Hovedstaden. Hun var led ved den. Hun misundte Sine som nu indrettede sig og sin Tilværelse derhjemme – i saadan en fattig Rede hørte hun selv ogsaa til.

Et Øjeblik strejfede hendes Tanker Karl – men hun skød det fra sig.