© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Naar Vækkeuret alarmerede Kl. 6 Morgen, fòr Ditte forvirret over Ende i Sengen, træt endnu fra Dagen i Gaar og de mange Dage forud. Halv i Søvne væltede hun Benene ud over Sengekanten famlede efter sit Tøj og var lige ved at falde bagover i Dynerne igen. Med et Ryk tog hun sig saa sammen, smed Linnedet og gav sig til at tage kold Afvaskning over Vandfadet.
Ah – det kaldte Livsaanderne paa Benene igen. Hjærtet sprang forskrækket op ved den kolde Douche, vendte sig en Gang i Luften og begyndte ivrigt at svinge. Som en stor Klokke arbejdede det, og fra alle Sider i hende myldrede de frem af deres Skjul, Kræfterne, og indtog deres Plads. Det var som at blive taget i Besiddelse, og Ditte var fuldt og fast overbevist om hvad Bedste kun forblommet havde antydet, at man var fuld af levende Væsner indvendig, gode og onde. Ogsaa Blodet selv var levende, det satte frem som en Bølge og svøbte hende i sin Varme.
108| Ditte gav sig god Tid og gik sit Legeme efter med den store Svamp, hun strakte den ene Arm lige i Vejret og førte med den anden Svampen under Armhulen – hvor en lille rustrød Haarklynge stod og groede hæmmelighedsfuldt, bortgæmt i sin egen lukkede Duft – helt om paa Skulder og Ryg. De hvide drejede Arme kunde naa hen overalt paa hende, saa bøjelig var hun nu i Leddene; det var ikke som i Overgangsalderen, da det knagede i hende og gjorde ondt ved den mindste Bevægelse ud over det nødtørftige. Ditte havde sandelig rettet sig, og hun var glad ved det.
Hun havde sat Spejlet ned paa Servanten og havde et Øje derinde under alle Stillinger. Nu var der ingen skarpe Takker ned over Ryggen mere naar hun bøjede sig spændt, men kun en blød Bue. Hvilken Stilling hun saa indtog, gav det bløde Linjer og Former – de kom og gik i et vekslende Spil; Hofterne var bløde og sluttede – og Skuldrene; Brysterne runde og faste. De hang ikke Spor, Vorterne havde deres naturlige Størrelse igen – Ditte var glad ved det. Som to lyserøde Hindbær sad de halv puttet ind i den dunkle Hudring, der igen gik over i Brysternes og Skuldrenes lysende Skær af Fløde. Det jordslaaede som havde været Dittes Sorg engang var borte; Blodet havde fortæret det. Maven var ogsaa fast igen, kraftig antydet som rugede den over en uberørt Frugt – en Pære med Blomsten opad; de smaa perlemors109|agtige Brud i Fedtlaget under Huden kunde godt bero paa en Misforstaaelse. Hun fik Øje paa dem igen idet hun bøjede sig langt forover for at vaske Fødderne. Og Moderplætten paa Laaret forsvandt nok heller aldrig. Den havde altid fyldt hende med mystisk Undren, som det Slægtstegn den var. Hun stod paa ét Ben og balancerede, stærkt foroverbøjet, det kraftige Haar faldt frem over hende, lukkede Ansigt og Skuldre inde og dyppede i Vandfadet. Hun spændte med Fingrene om Ankelen – Smalbenet var for tykt – det kom af den idelige Traven! Dette og en begyndende Aareknude paa den ene Læg kunde fylde hende med alvorlig Bekymring.
Ellers var Ditte tilfreds med sig selv hvad det Ydre angik; hun vidste at hun var velskabt – og var glad ved det. Hvorfor? havde hun da nogen i hvis Øjne hun gærne vilde tage sig godt ud? Gik hun maaske og havde en Elsker i Smug?
Ak, Ditte var jo slet ikke vaagnet endnu! Hun havde faaet et Barn, og dog var hendes Skød et Kyskhedens Bo, hendes Sind hvilede endnu uberørt af alle hede Længsler og Drømme. Hun glædede sig blot over sig selv, som man glæder sig naar noget lykkes og bliver skønt mellem Hænderne paa én. Ditte havde ingen Kærest og heller ikke Trang til nogen; hun havde haft Lejlighed til at afgive nok af Varme uden det – nu var hun nærmest kold. Som en Gnier gæmte hun sin Rigdom afvejen!
110| Et Kvarter før syv var Ditte nede. Hun satte Vand over Gassen til Te og kaldte paa Børnene som skulde i Skole. Mens de klædte sig paa, gjorde hun Spisestuen i Stand og smurte deres Skolemad. De stod gærne omkring hende og trak i de sidste Klædningsstykker mens hun smurte Maden, og saa stod der en Kamp mellem Pligt og Hjærtelag. Det var en Embedsmandsfamilie Ditte nu tjente hos, med lille Gage og fordringsfuld Omgangskreds, et saakaldt fattigfint Herskab. Det gik ud over Børnene, de var altid sultne. Ditte undte dem Maden af et godt Hjærte, og stak til dem hvor hun kunde. Det var saa svært at sige nej til sultne Unger; især Knægte; de fulgte hver af hendes Bevægelser med glubende Øjne.
»Jeg faar paa Hodet af jeres Mor,« sa'e hun.
»Aa, ta' paa Hodet hva'!« bad de bønligt, »De er saa rar!« De mente det for Alvor; de kunde godt lide hende. Saa maatte Ditte ta' Stødet, naar Fruen var kommet op og kom ud for at efterse hvad der var til Frokostbordet.
Kl. otte fik Herren sin Kaffe og Morgenavis før han gik til Kontoret, Kl. ni drak Fruen Te paa Sengen og blundede saa et Kvartér til. Hun havde født saa tidt – fire Børn i alt – og maatte ikke overanstrænge sig ved at staa for tidlig op. En halv Time senere ringede hun igen – hun var ved at staa op; Ditte lagde Tøjet frem til hende og gik hende til Haande. Mens hun klædte sig paa, forhørte hun sig om hvor vidt fremme Mor111|genarbejdet var, og gav Ordrer for Dagen. »Tænk er De ikke færdig endnu,« hed det gærne. »De kommer vist for sent ned fra Deres Værelse.«
Morgenen var den værste Tid af Dagen. Hold efter Hold af Familien skulde betjenes og Stuerne gøres i Stand samtidig, det var en Springen frem og tilbage mellem Stuer og Køkken – og saa ind til Fruen hvergang hun ringede. Naar Ditte havde fjærnet Snavset fra Dagen før og faaet det hele varmt og hyggeligt, tog Fruen Stuerne i Besiddelse, og hun kunde komme til i Sovekamret; og naar hun var færdig dér, var det Tid at begynde paa Forberedelserne til Frokosten. Men først maatte hun gærne ind i Stuerne og gøre et eller andet om igen.
Dittes nuværende Herskab var gennemdannede Mennesker, de skændtes aldrig indbyrdes og skændte heller ikke paa hende. De irettesatte kun, paa en egen rolig lidenskabsløs Maade, der ofte ramte meget haardere end vrede Ord. Ditte ønskede i al Fald at de vilde gaa ud af deres gode Skind engang imellem, naar de saa til Gengæld nu og da vilde ytre deres Glæde og Tilfredshed med hende. Men det faldt dem heller ikke ind.
Hun begreb ikke denne bestandige Utilfredshed! Naar hun havde fjærnet Uhyggen og Snavset fra den foregaaende Dag og gjort Hjemmet hyggeligt igen for Familien, ja saa gled hun jo ud sammen med Snavset, ud i sit Køkken, helt tilfreds med saa rart hun havde faaet gjort det for de andre. 112| Idet hun forsvandt ud af Døren og kastede et sidste ransagende Blik ind over Stuen, syntes hun at nu var der hyggeligt og vel værd at opholde sig. Og lidt efter ringede saa Fruen, og førte hende med stum Mine fra Ting til Ting, og pegede. Herregud ja – et Støvfnug! saa meget som der var at gøre! Hun skulde saamænd hellere have ringet for at sige: Ah hvor her er dejlig lunt og rent, Tak skal De rigtignok ha', Kirstine!
Hvad Ditte mest af alt savnede var lidt Paaskønnelse. I hendes egen Verden var Taknemmelighed en fremherskende Egenskab, man var om noget skulde være for taknemmelig. Tilværelsen bestod i Hovedsagen i at yde – og man takkede til. Men her tog man bare imod, og gjorde det uden Tak, som en Selvfølge! Hun var kommet anstigende med megen Godvilje og derfor godt udstyret til at tjene andre. Fra sin tidlige Barndom havde hun bestandig faaet indprentet, hvordan hun maatte være af Hensyn til den Tid naar hun engang skulde ud at tjene: Saadan og saadan, saa vil du kunne blive længe paa ét Sted. Nu var der gaaet stærkt Slid paa alt det, Herskaberne stod ikke længer for hende som ophøjede næsten overjordiske Væsner, for hvis Skyld hun egenlig var til, Væsener som det var en Pligt at tjene.
Nu var hun saa meget klogere, uden at denne Viden just fyldte hende med nogen Lykkefølelse. Det var hendes Natur at tjene sine Medmennesker – det var ét med selve Godheden i hende; og hun 113| kunde ikke gøre Indskrænkninger her uden at føle sig fattigere ved det. Men det var nødvendigt at være egenkærlig og tænke paa sig selv, om ikke man vilde slides op; andre tog ikke Vare paa én men lod én løbe til man styrtede. Disse Mennesker der havde vist sig at være som hendes egne – hverken værre eller bedre, og naar det kom til Stykket vel heller ikke mere dannede – havde dog ét forud: de tog imod alt som en Selvfølge og var utaknemmelige til. Den Fattige sagde dog: Nej nu maa du ikke løbe og rakke dig af for min Skyld! og takkede naar man gjorde ham Tjenester; arbejdede man for ham for Betaling, kom han altid og sagde: Nu holder vi op for i Dag! Men disse her kunde aldrig faa nok gjort. Kunde De ikke staa lidt tidligere op! hed det, og: I Aften kan De vel nok blive lidt længere ved! Det var en Selvfølge at alle éns Kræfter tilhørte dem; den Aften man havde fri om Ugen blev nærmest betragtet som et Rov!
Og med Paaskønnelsen naar man havde ydet sit bedste var det gærne smaat bevendt. Det der stod for Ditte som en særlig Ydelse, der ofte kun præsteredes ved at hun stjal fra Fritid og Søvn, viste sig som Regel utilstrækkeligt. Man havde ventet sig endnu mere, eller forlangte at Kraftanstrængelsen skulde være daglig Kost. Nogen Omsorg for éns Helbred maatte man ikke vente; vilde man ikke slides op, maatte man som sagt selv se at tage Reb i Sejlene og kun gøre sin strænge 114| Pligt. Det var heldigt nok for Legemet, at man i Tide gjorde disse Erfaringer!
Men for Dittes Sjæl og Hjærte var de ikke saa nærende; hun blev af med Hævelsen i Benene men paa Bekostning af noget andet – hun følte det selv og græmmede sig. Der var en Tid, hvor hun vidste at det Indre var i bedre Orden end det Ydre; nu havde hun en Fornæmmelse af at det var omvendt. Hun vidste at hun var en køn Pige, og var glad for det; havde hun bare været lige saa sikker paa at hun var god. Men hun maatte kæmpe imod det bedste i sig selv, skulde hun værge sig!
Saa lærte hun da den onde Dyd som kaldes Selvopholdelse; hun sløjede af sagde Fruerne. Ditte som aldrig selv havde kendt til Dovenskab, knap nok set noget til den i sin egen Verden, blev doven. Hun betingede sig Omfanget af sit Arbejde naar hun fæstede sig, og holdt sig strængt til det aftalte. Pladser med Børn undgik hun helst, og nødtes hun til at tage en saadan Plads, betingede hun sig at hun ikke skulde have noget med Børnene at gøre. Ellers fik man dem at trækkes med tidlig og silde. Ofte kunde det gøre ondt i hende, men hun forhærdede det Hjærte, der ellers vilde blive udnyttet til hendes Fortræd.
Det forsagte og forknytte havde Storbyen forlængst taget. Hun gik videre og lagde sig en vis Slagfærdighed til, som ofte var god til at lede optrækkende Uvejr i Jorden igen. Hun lærte den af 115| Vaskekonerne, der var Fruernes Skræk men forstod den Kunst at hævde sig.
Ofte tænkte hun paa at følge sine Veninder, der gled bort den ene efter den anden – over i Fabriksarbejde. De havde det meget bedre som Tjenestepiger saadan set, var sikret Føde og Husly og en fast Løn – alligevel foretrak de at gaa paa Fabrikken. Ditte forstod det vel. Fabrikken var kold og graa og støvet, Sol var der vist ikke meget af inden for dens Mure. Men at tjene var som at være helt inde ved Tilværelsens Hjærte og dog ikke faa Del i dets Varme; jo hyggeligere et Hjem var, des ensommere maatte man føle sig – naar man da ikke var en Hund. Den Tjenende var som Jomfruen i Æventyret der maatte holde Lyset for de Elskende – en forbandet Tilskikkelse!
Ditte var ikke glad over den Retning Udviklingen tog, ofte nok spurgte hun sig selv, om det mon ikke var hende der var urimelig og fik alting i den gale Hals. I hvert Tilfælde var man lykkeligst, naar man forstod at finde sig i Følgerne af sin underordnede Stilling. Et Tyende skal helst ingen Mening have, havde Lars Peter sagt, dengang hun som nykonfirmert drog ud for at tjene; og bedst var det jo, om hun havde kunnet holde 116| sig det efterretteligt alle sine Dage. Den Fattige hade vel at tie og underordne sig!
Men naar hun nu ikke kunde, hvad saa? Der var faret en Oprørsdjævel i hende, hun følte det godt; og den voksede sig større og større. En Aften hun kom hjem, opdagede hun at der havde været nogen paa hendes Værelse; der var pillet ved Tingene paa Kommoden. Det var hændt før ogsaa, men nu kunde Ditte ikke finde sig i det længer, sit Kammer vilde hun ha'e for sig selv. Et Sted i Verden maatte hun have Lov at raade. Det kom til et Sammenstød mellem hende og Fruen, og hun sagde op.
En Eftermiddag var hun saa ude at løbe om Plads igen. Et Steds paa Dosseringen havde hun ogsaa fundet en der tiltalte hende, det var hos en gammel enlig Dame, en Etatsraadinde. Hun stod og talte med Etatsraadinden, der Gang efter Gang gentog: »De har altsaa ingen Kærest?« – »Nej,« svarede Ditte smilende. »Ja for jeg er saa bange for at faa fremmede Mænd lukket ind i Lejligheden – man er jo enlig.« De var enige om Løn og Arbejde, Ditte havde set paa Lejligheden, hun kunde godt overkomme det. »Ja saa vilde jeg jo gærne se Deres Anbefalinger,« sagde Etatsraadinden. Og pludselig slog det ned i Ditte, det oprørske. »Ja hvis jeg maa se Fruens Anbefalinger!« svarede hun. Den gamle Dame fór tilbage som var hun stukket af et giftigt Kryb. »Hva' er'et De siger Menneske?« raabte hun. »Vil De se De 117| kommer ud af mit Hus!« Bagefter forstod Ditte godt at det var dumt, naturligvis maatte hun og hendes finde sig i at møde med Attester for god og hæderlig Vandel. De andre behøvede ingen Attester, de var nu engang som de var, og det maatte man indrette sig efter. Hun gad ikke løbe og høre om flere Pladser, gad overhovedet ikke tjene mere. Hun vilde helt ud af det, tage sig et Værelse til den første og søge frit Arbejde.
Om Aftenen var der Fremmede. Hvergang Ditte var inde med et eller andet, fangede hun lidt af Samtalen; det tilfredsstillede hende at fastslaa, at den for Damernes Vedkommende ikke var dybsindigere, end at hun godt kunde følge med. Og hvad Udseendet angik – hun havde i al Fald kønnere Hals end nogen af dem. Hvis hun fik en nedskaaret Selskabskjole paa, kunde det meget nemt hænde hun tog Luven fra dem allesammen. Ogsaa uden det hændte det, at Herrerne et Øjeblik svigtede deres Damer for at sende hende et anerkendende Blik.
»I det væsenlige er de saamænd alle éns. De tilhører jo en hel anden Verden end vi,« hørte hun en af Fruerne sige engang hun var inde. Se saa, nu var de naaet til Tjenestepigerne – Ditte kendte Tonen! Saa varede det ikke længe, inden Omgangen kom til hende. Og ganske rigtig, da hun igen kom ind, gik Samtalen i Staa og Fruerne fikserede hende skarpt. Det havde hørt til 118| hendes pinligste Oplevelser, da det ret tidlig gik op for hende herinde, at mens hun gik og traadte og gjorde sit bedste, drøftede man hende ved Bordet, gjorde sig lystig over hendes Almuemanerer og udleverede hende til Gæsterne. Intet havde faaet hende til at føle sig ensom og værgeløst prisgivet som netop det. Hun kunde jo ikke engang forsvare sig, men var afskaaret fra at tage til Genmæle. Hun var et Umælende som havde at tie og gøre sit Arbejde. Hunden klappede de dog, og tog dens Forsvar næsten hvad den saa lavede; hun stod helt uden Beskyttelse! Hun gik og opsamlede en Følelse af, at man i Grunden hadede hende. Man tog hendes Arbejde fordi man ikke kunde undvære det, men hendes Person var i Vejen. Havde man kunnet udrydde den og alligevel beholde Nytten af hende, havde man gjort det. Nu var hun ligeglad! Noget at gøre sig lystig over var der jo ikke længer, men saa var der vel andre Ting – for hende gærne! Hun tillagde ikke deres Mening om hende nogen Betydning længer.
Alligevel lyttede hun ved Døren, bitter i Sindet. Hun hørte Fruen sige noget, og et Par Gæster le. Saa sagde en Mandsstemme: »Ja undskyld Frue – jeg drøfter ikke gærne Tjenestepiger, hverken vor egen eller andres. Vor egen staar under min og min Kones Beskyttelse saa længe hun har sit Hjem hos os; og jeg formoder det samme gælder 119| i andre Huse!« Der skød en varm Strøm til Dittes Hjærte, i det Hjem vilde hun tjene!
Lidt efter brød den paagældende Gæst af en eller anden Grund op. Dittes Øjne tindrede af Tak da hun hjalp ham Tøjet paa. Hun kunde gærne ha'e kysset ham, saa taknemmelig var hun.