120| X
Foraaret

Fru NVang og Ditte stod i Køkkenet og lavede Mad; de havde Vinduet aabent, Solen skinnede ind og dannede Lysbjælker af Em og Os. »Aa hvor er Luften ung!« sa'e Fru Vang. »Vi gaar en dejlig Tid i Møde.«

Udenfor i Haven gik Hr. Vang og Børnene paa Opdagelse i Foraaret, skrabede Gødning og fjorgammelt Løv til Side, og raabte i Kor hvergang en Blomst kom til Syne. Nu og da kom en lille Knægt hen foran Vinduet. »Ska' vi snart spise? Jeg er saa sulten som en Myre!« sa'e han.

Og pludselig var hele Flokken der, og holdt et farligt Styr under Vinduet.

sang de og truede mod Vinduet og trampede. Det var en hel Sammenrotning. »Gi' dem en Skvæt Vand!« sa'e Fruen til Ditte. Men saa løb de hele 121| Banden, hylende som var Fanden i Hælene paa dem. Nede ved Lysthuset stod de og sang:

Og ganske uformodet fyldte et Hode det øverste Vindu – et Hode uden Krop! baade Ditte og Fruen skreg. Det var bare Fredrik, den største af Knægtene, han hang i NEspaliéet. »Hvad skal vi ha' til Middag?« spurgte han med sin morsomme dybe Stemme.

»Kartofler og fedt Brænde, Hr. Spøgelse – og panerede Murmesternæser til Dessert,« svarede Fruen og nejede.

Drengen lod sig dratte lige ned fra Espaliéet og styrtede ned gennem Haven. »Jeg saa hvad vi skal ha'e!« raabte han.

Ditte morede sig. »Det er akkurat som med Drengene hjemme,« sa'e hun. »De var ogsaa helt syge, naar det lakkede mod Spisetid.«

Fru Vang nikkede, hun kendte godt Drengene, kunde forestille sig det hele efter Dittes Fortællen. »Saa kom de styrtende op fra Stranden,« sa'e hun – »aa den dejlige Strand! Det maa ha'e været rart alligevel – trods Fattigdommen. Hvor der er Børn, er der alligevel ingen rigtig Fattigdom – vel?«

»Hvis bare man har noget at proppe i dem!« sa'e Ditte gammelklogt.

»Ja – aa ja!« Fruen ligesom vaagnede. »Ja 122| ellers maa det jo være forfærdeligt!« Det gøs i hende. – »Løb De saa op og Nhæg Dem lidt, mens jeg varmer Sovsen, Frøken Mand. Saa gaar vi til Bords,« sa'e hun stille.

Nu tabte Ditte ikke Tingene ud af Hænderne som den første Dag. Da havde hun ladet Armene falde lige ned og spurgt: »Skal jeg ogsaa med til Bords?« med et Udtryk saa fortabt, at Fruen brast i Latter.

»Ja naturligvis!« havde Fru Vang svaret, som om det var den selvfølgeligste Sag af Verden.

Dengang havde hun helst været fri; men nu syntes hun ogsaa det var ganske selvfølgeligt, skønt der kun var gaaet en halv Snes Dage. Hr. Vang havde ingen Appetit, naar han vidste at der sad et Menneske alene ude i Køkkenet og tyggede, havde Fruen sagt; og Ditte kendte godt nok den Følelse. Lige fra hun som Barn rykkede ind i Skadereden, havde det været hende umuligt at sørge for sig selv, saalænge hun ikke var sikker paa at alle de andre var forsynede – Dyrene med. Det var nok efter Lars Peter hun havde det – han var nu engang saadan indrettet. Ligestraks overraskede det blot at træffe andre, der havde det paa samme Maade!

Og det kneb lidt de første Par Dage. Nu var hun helt vænnet af med at sidde til Bords med andre; i Aarevis havde hun gumlet sin Mad alene, i Krogen ved Køkkenvasken. Det var helt underligt igen at sidde og spise i Menneskeselskab – 123| og hendes eget Herskabs Selskab tilmed! Sæt nu hun bar sig dumt og kejtet ad!

Men ingen syntes at lægge Mærke til, hvor rød og forlegen hun var. Fruen skiftedes med hende om at hente, hvad der skulde paa Bordet under Maaltidet, og Børnene ligefrem tvang hende ind i Underholdningen. De spurgte og spurgte, haardnakket, til hun gav Besked – – hvorfor der kun var én Tvilling? hvorfor hun altid sa'e Nordsælland? o.s.v.

»Nu skal I lade Frøken Mand ha'e Fred lidt,« sa'e Moderen. »Der blir Tid nok til at faa det hele at vide.«

»Blir hun her da altid?« var straks en af Smaaknægtene der igen. Og Inge saa skælmsk op fra sin Tallerken: »Hvorfor hedder du Frøken Mand? du er jo en Kone?« Hun var fem Aar og fuld af Gavtyvestreger.

»Det er fordi hun gærne vil giftes,« sa'e Fredrik foragteligt. »Det vil Kvindfolk altid.« Fru Vang lo over til sin Mand, der sad og fodrede den toaars Purk; ham havde han altid paa Knæet naar han spiste.

»I skal nu ikke gøre Løjer med Navnet Mand,« sa'e Hr. Vang – »for det er baade det ældste og det mest udbredte Slægtsnavn her i Landet. Uden Mand'erne var vi nok ilde farne allesammen. Engang ejede de ogsaa det hele, men saa kom der en led Trold og førte dem i Trældom. Han hed 124| NMaven fordi han var Mave over det hele. Men Mand'erne havde et Hjærte til Vaaben.«

»Ah,« sa'e Børnene og saa med store Øjne paa Ditte – »det er et Æventyr, og det handler om dig. Saa er du jo en Æventyrprinsesse. – Hvad saa mer? Slap de aldrig fri for Trolden?«

»Nej endnu ikke, men naar han faar ædt sig helt ind til deres Hjærte, slipper de fri. For det faar han i den gale Hals.«

Ditte følte sig virkelig som noget af en Æventyrprinsesse. Ikke fordi her var mindre at bestille – tværtimod. Vangs sad smaat i det, man vaskede selv, og syede selv; alt blev taget nøje ud. Børnenes Tøj gav meget at bestille, det skulde slides saa nær som muligt og dog være pænt, Sykurven var paa Bordet hver Aften. Men det var en Verden Ditte forstod sig paa; hun kendte Knappeposen som alle gamle Knapper kom i, og hvor man til Gengæld altid fandt det man stod og manglede, og Posen med rene Nlinnede og uldne Klude. Hun havde trævlet gamle Strømpeskafter op til Stoppegarn før i Dag, og nød igen den Glæde at skabe af Intet, hekse ved Hjælp af nogle gamle kasserede Sager. Hun havde savnet Kærligheden til Tingene, som hun havde savnet Menneskekærligheden! Herinde var det ene som det andet – noget man brugte, og smed til Side naar det 125| ikke duede længer. Mennesker og Ting – paa Skraldevognen med det naar det ikke kunde længer; det betalte sig ikke at holde Liv i, og flikke. Det var dejligt at være Menneske igen – og igen være blandt Mennesker; dejligt at være Genstand for Omsorg – og selv faa Lov til at øve den.

Der var nok at tage i fra Morgen til Aften. Om Aftenen naar Børnene var i Seng, sad de om Lampen med Stopning og Lapning, Ditte og hendes Madmor. Fru Vang var utrolig flink paa Fingrene, Ditte kunde ikke klare sig med hende. Saa sad de hver i sine Tanker, Ditte var ikke meget underholdende af sig, og Fru Vang som var saa glad og livlig om Dagen, blev stille ved Aftenstid ligesom Fuglene. Ditte sad og lyttede til den forunderlig fredfyldte Stilhed som har til Huse i Hjem, hvor Børn sover mens gode Hænder virker for dem. Og hun glæmte hvor hun var, og syntes hun sad hjemme i Stuen, Lillemor, med de Smaa i Seng og Dagens Bekymringer bag sig, træt og omsorgsfuld. Længtes Ditte tilbage mod sin brydsomme Barndom? Hun lagde Hodet ned paa Armene og græd stille.

»Naa, hvad er der nu igen?« Fru Vang tog hende paa Skulderen. »Hvad skader Dem, Barn?«

»Aa, jeg har det for godt,« svarede Ditte snøftende og forsøgte at smile.

Fru Vang lo. »Det plejer man ellers ikke at gi'e sig til at græde over.«

126| »Nej men jeg har aldrig leget som Barn – det er alligevel saa underligt.«

Fru Vang saa spørgende paa hende; nu var hun slet ikke med længer.

»Jeg skulde bare være kommet her for længe siden,« sa'e Ditte og lagde sig ind til sin Madmor.

Og her rørte hun i al Fald ved noget af det der skadede hende: hun havde været ude for lidt rigeligt, kunde uden Fortræd have undværet en Del af det. Nu havde det faaet Tid at æde sig for langt ind! Ligesom hun ofte sagde »Herren« og »Fruen« uden at vide eller ville det – Vangs havde bestemt frabedt sig den Slags Høflighed – kunde hun pludselig gribe sig i at være paa Vagt. »Mon det nu ikke er for at faa saa meget mere Nytte af dig, de er saa venlige?« kunde det med ét spørge inden i hende – især naar hun var træt. Her var mindst lige saa meget at gøre som i andre Pladser, færdig var man egenlig aldrig her heller! Fruen gik selv med og tog sin Tørn fuldt ud, skulde der tages særlig tidlig fat kom hun og kaldte, munter og frisk, allerede hendes glade Trin op ad Trappen gav Dagen Humør. Arbejdet her trykkede ikke, saa rigeligt der var af det; det var ikke hobet op som Følge af at nogen af Parterne snød sig fra sit. Og det var ikke foragtet; der var intet af NAaget ved det.

Ditte havde ikke længer nogen Fornæmmelse af at maatte trække Læsset for andre. Hun havde blot naaet Bunden af sin Utrættelighed, der var slidt 127| for haardt paa den. Nu løb hun træt og maatte sættes i Gang igen ude fra; ofte følte hun det selv, som om et eller andet var i Stykker i hende og hun skulde trækkes op. Et forundret Blik fra Fruen var nok til at lette hende over det døde Punkt; men i Sindet satte Skam og Græmmelse sig til Rette. Og for at værge sig selv angreb hun de andre. Det med at hun skulde spise med ved Bordet og være nede om Aftenen, var kanske bare noget de hittede paa for at føre Kontrol med hende og spare – én gjorde klogest i aldrig at regne med noget uegennyttigt fra andres Side. Naa og saa brændte det hende i Sindet at hun kunde være saa mistroisk, og bedst som hun gik og stod – igen fuldt ud lykkelig og tilfreds med Tilværelsen – meldte Angeren sig. Det var forvirrende svært at finde ud af, saa længe det stod paa; og det hændte at Ditte i Desparathed gav sig til at skyde efter – for at faa Ram baade paa sig selv og de andre. Saa maatte Fru Vang snakke et Alvorsord med hende inden hun kunde falde til Ro.

Men det var kun en hastig Overgang. Hendes Sind var blevet forvokset under for store Byrder, akkurat som hende Legeme var det i Barndommen; der skulde Tid til inden hun kunde rette sig helt. Hun var kommet lidt pludselig over i Solen og skallede hist og her, kønt saa det ikke ud. Men den ny Hud laa under.

128|Ditte gik og kom sig fra Dag til Dag, og Vaaren skød trofast efter. Aldrig før havde hun vidst, at Foraaret var en saa ufattelig dejlig Tid. Hun havde i Grunden aldrig lagt rigtig Mærke til det derhjemme, men blot hilst det for den Lettelse det betød i Arbejdet, at Ungerne kunde løbe ude fra Morgen til Aften og man ikke behøvede at gruble over Udveje for Brændsel mere. Maaske var det den aarelange Indespærring mellem Hovedstadens NKaserner der aabnede hendes Sind. Hun tøede op omkap med Markerne derude, i hendes Væsen rislede det af skjulte Kilder, brød sig pludselig Vej frem, sang en sølvklar Tone til Vaaren – og randt hen. Der kom og gik saa meget, som ikke var til at gribe og fastholde – og slet ikke til at begribe; det efterlod nynnende Glæde, eller sødt Vemod. Aftnerne bar det frem, og Natten – helst i Maaneskin naar man laa og ikke kunde sove for det sælsomme hvide Lys, der stod og koglede i Kammeret. Saa galdt det om at passe paa, at ikke NMaanelyset dvælede paa éns Ansigt mens man sov. I Følge Bedste havde det kostet mangen ung Pige hendes Livslykke, og Ditte troede fuldt og fast paa det endnu.

Dagene gik til Gengæld deres lige og lysende Vej, hver Dag lidt længere end den foregaaende – og en Kende varmere. I Haven skete der nyt hver Dag, saa sprang én Busk ud, saa en anden. Børnene holdt skarpt Udkig og kom ind og meldte, og saa maatte man ud alle Mand og hilse det ny 129| Under, og Hr. Vang forklarede. Han vidste hvad hver eneste Plante hed, hvordan den spiste og formerede sig – og næsten hvad den tænkte med! Oppe i hans Arbejdsværelse var alle Væggene dækkede af Boghylder; Ditte gøs naar hun tænkte paa, alt det han maatte ha'e i Hodet.

Men Solen gik videre, bare videre! Da den havde rusket Liv i Blomster og Buske, tog den fat paa de store Trær. Og en Dag naaede den om Hjørnet og skinnede ind til Ditte gennem Gavlvinduet, lige idet den gik ned. Hun sad henne ved Bordet og skrev Brev, og den ramte hende i et Kys paa Kinden der i Forvejen var varm og rød, legede et Øjeblik i Haaret om hendes faste Pande og blev borte bag Skovene.

Fruen kom op med et Brev. Det var fra en ung Gartner, som havde et Gartneri lige i Nærheden og nogle Gange havde været der med Havesager; han vilde have Ditte med til Bal i NLundehuskroen. »Vi maa snart se at faa Dem alvorlig anbragt,« sa'e Fru Vang, som havde anet hvad Brevet indeholdt og stod og læste det over Dittes Skulder – »for saadan kan det ikke blive ved at gaa. De fordrejer jo Hodet paa alle de unge Mænd her omkring. Før kunde vi næsten ikke faa de Handlende til at køre herhen om; og nu kan én ikke bestille andet end rende ud og sige: Nejtak vi skal ingenting ha'! Ved De hvad man kalder Dem her paa Egnen? Jomfru-rør-mig-ikke.«

130| Ditte blev rød! Og saa lo Fru Vang med sin klare Latter.

Hr. Vang kom hen over Loftet fra sit Arbejdsværelse; han kiggede morsomt genert ind, maatte lude endnu mere end ellers for at faa Hodet under Dørkarmen. »Kom bare indenfor,« sa'e Fru Vang. Han traadte varsomt ind, Ditte gav ham sin Stol og satte sig om paa Divanen hos Fruen.

»Her er forresten helt rart,« sa'e han og saa sig om – »men her mangler Bøger. Vil De ikke ha'e lidt over at læse i?«

»Jo-o,« Ditte trak paa det, hun skammede sig ved at tilstaa, at hun aldrig læste. »Hvis jeg maa faa NRobinson,« sagde hun – hun havde kigget i den nede hos Børnene. Andre Bøger kendte hun ikke. Glad ved det var hun overhovedet ikke; hun troede hun skulde høres i det bagefter, og god til at lære udenad havde hun aldrig været.

»De skal nok faa noget der er lige saa morsomt,« svarede Hr. Vang. »Men skal vi saa gaa den Tur, Marie?«

»Jeg blir hjemme hos Børnene i Aften, saa kan Frøken Mand gaa med,« sa'e Fru Vang.

De gik ind Vest over mod Aftenhimlen, Vang, Ditte og Fredrik. Vang gik i Midten og talte – om nogle Proletar-Optøjer inde i Byen – forunderligt syntes Ditte; hun forstod ikke det halve af det. Men en højere Verden aabenbarede sig alligevel gennem hans varsomme Stemme, en Verden hvor man var oppe over Mad- og Pengespørgs131|maal og nidsk Hakken i hinanden. Saadan var det Ditte havde forestillet sig de Fines Tilværelse, nu vidste hun det – som et Liv i skønne og ufattelige Tanker, i Overbærenhed og Kærlighed mod dem som stod lavere nede. Gud sad jo øverst oppe og vogtede kærligt og overbærende paa det hele, og undervejs oppe mod ham havde hun anbragt dem, Herskaberne, betydelig nærmere ved Gud Herren end hun selv og hendes Lige befandt sig, i skønnere renere Luftlag. I Aften syntes hun at hun selv løftedes med op, og færdedes lysvaagen – i Fattigmands Drømmeland.

»Den Fattige vil have Lov til at kunne synge: NDejlig er Jorden, prægtig er Guds Himmel! det er i Virkeligheden det Kampen staar om,« sa'e Vang.

»Hvorfor drikker han saa – og gør det endnu elændigere?« spurgte Fredrik dybt.

»Fordi Brændevinen er den eneste Magt der yder ham Retfærdighed. Saa synger han sin Lovsang gennem den. Det er ikke hans Skyld, at den falder lidt hæs.«

»Ja Far sa'e engang: Det maatte være storartet at kunne tænke Tanker! men da ha'de han lidt i Hodet,« faldt Ditte ind. »Naar han er ædru, tør han slet ikke gi sig af med at tænke over Tilværelsen; det er altfor trist siger han.«

De gik og saa Vang op i Ansigtet fra hver sin Side, det sidste Aftenskær spejlede sig i hans Briller. Fredrik havde stukket sin Arm i Faderens. 132| »Ta' Far under Armen!« sa'e han til Ditte. »Saa gaar man bedre.«

Ditte var fuldt ud lykkelig. Som de gik saadan, alle tre i Klynge, kunde hun godt være Fredriks ældre Søster, eller Vangs Hustru. De nynnede sammen, idet de kom ned mod Huset:

linje af sa. strofe, jf. forrige n.