I

Siden jeg blev Ntres, hænder det oftere og oftere, at jeg stilles over for det Spørgsmaal: NHvornaar faar vi en Levnedsbeskrivelse fra Dig? Min første Stilling til Spørgsmaalet var Ærgrelse over, at man fandt mig gammel nok til det; selv hade jeg ingen Følelse af at være naaet til Memoire-Stadiet. Mine Forbindelser bagud har altid holdt til i det Ubevidste; det er Nuet og Fremtiden, der lever bevidst og vaagent i mig. Jeg har vel kraftige Rødder i det Forgangne, men har altid følt, at de nærede og styrkede mig bedst, naar de fik Lov at arbejde i det Skjulte. Og naar man staar midt i Kampen, hvor den brænder hedest, og har en NGut paa halvandet Aar tumlende som en friskpumpet Gummibold under sit Arbejdsbord, er man ikke meget oplagt til at rette Sindet bagud.

Vidstes der desuden ikke nok om mig i Forvejen? Jeg har dog en anselig Produktion bag mig, og Kritiken har altid energisk hævdet – uden at tage større Hensyn til en stilfærdig Protest nu og da fra min Side – at Indholdet i min Produktion i Hovedsagen var af selvbiografisk, naturligvis let omdigtet, Art.

Med det er det nu alligevel saa som saa; i Virkeligheden har jeg, ogsaa hvor jeg anvendte Stof af mit eget Liv, løjet ganske tykt, har maattet lyve for overhodet at faa Folk i Tale. Jeg har ofte maattet le, naar der blev anket over min krasse Realisme; man skulde bare vide, hvordan Virkeligheden saa ud! Hvis jeg hade skildret de paagældende Episoder som jeg har oplevet dem, vilde man have pebet – maaske stenet – mig ud af Tilværelsen. Det kunde forøvrigt være fristende nok at gøre dette, stille den nøgne Virkelighed op ved Siden af Skildringen af den.

Og uden at ville det gled jeg altsaa alligevel med, til jeg en Dag var blevet fortrolig med Tanken om at tage mit Livsløb op i Sammenhæng. »Men saa vil jeg ogsaa for en Gangs Skyld tage mig Lov til at sige den nøgne, usminkede Sandhed,« tænkte jeg.

Og nu, da jeg er godt i Gang, maa jeg spørge mig selv, hvordan Sandheden egenlig ser ud. Alene jeg har mødt adskillige Sandheder i mit Liv, i hundredevis vel nok! Sandhedernes Antal er uendelig stort; og naar vi har mødt dem alle, har vi maaske Sandheden. Men det ligger uendelig langt ude! Der er maaske alligevel ingen anden Vej for den Enkelte til at naa Sandheden end at Nlyve – digte! – sig den til, eller lade andre gøre det for sig.

Sandheden om Far og Mor f. Eks. – man skulde synes, den gav sig af sig selv for den, der avledes af dem og voksede op under deres Øjne, levede sin vaagneste Tid Barndommen sammen med dem Dag for Dag. Og dog er intet mere indviklet end at Nskifte Ret mellem dem – jeg formaar det simpelt hen ikke. Enten har den ene Ret i min Bevidsthed eller den anden, og i Almindelighed er det Mor, som har det. Men det kan ogsaa ske, at jeg maa tage Parti for Far; det afhænger af Stemningen i Øjeblikket og denne igen af den Situation, der netop er fremme og hersker i Erindringen. Og jo ældre man bliver, desto sværere bliver det! Jeg synes jeg ved mere om Far og Mor i Dag, end da de levede, ja mere end dengang jeg hade dem for Øje bestandig. Men klogere paa deres Forhold er jeg alligevel ikke blevet.

Og endnu ringere forholder det sig med mig selv, som jeg dog nu har haft at slaas med i 63 Aar. Dér kan jeg slet ikke finde noget at kalde Sandheden, hverken til den ene eller den anden Side; ikke engang den stykkevise Sandhed vil slaa til. Da jeg var ung, ja da vidste jeg paa en Prik, hvem og hvad og hvordan jeg var; nu ved jeg hverken ud eller ind. Og der er med Skam at sige noget ved den Tilstand, jeg godt kan lide. Usikkerheden over for alle Ting er i sig selv tiltalende for Sindet; Verden bliver større, Tilværelsen righoldigere. Og fremfor alt skænker den Sindet noget af det frie, uhæmmede, der ellers faar Skyld for at være Ungdommens.

Sommetider i al Fald!

Jeg vil sige, at betragter jeg Tilværelsen ud fra den tekniske Udvikling, synes jeg, jeg som Menneske er en Fandens Karl, for hvem intet er umuligt. Men anlægger jeg aandelige Synspunkter, forekommer jeg mig selv som det usseligste Kræ. Der bliver stadig højere til Himlen paa denne Jord, men Følgen er blot, at vi Menneskebørn efterhaanden syner saa elendig lidt. Vi snylter paa Jordens Ansigt, omtrent som var vi Lus i en Skabers Skæg! De største Gestus fanger vi ind i vor Teknik, men Altets Hjærteslag formaar vi ikke at fatte.

Ved man saa at sige ingenting om sig selv, saa bilder man sig til Gengæld ind at vide en hel Del om Mennesker, der ikke kommer én ved. Men det er en Viden med meget lidt Hold i. Hvergang jeg staar over for Mennesker, der lever deres Liv selvtilfredse og i Fred med Tilværelsen, maa jeg spørge mig selv, om de nu ogsaa inderst inde er saa sikre paa Tingene som de gaar rundt og ser ud til at være; om der ikke dybt i dem nager en Orm, en Tvivl om dem selv, en Følelse af grænseløs Utilstrækkelighed. Er jeg virkelig noget for mig selv, blot fordi jeg som oftest føler mig selv som en underlig Skabhals, der har misforstaaet Tilværelsens Hensigt med mig? Gennem hele Livet har den Følelse fulgt mig, at jeg var to: Et Jeg som ingen kunde gaa i Rette med, saa suverænt hævet over al Tvivl og al Kritik var det; og et andet Jeg af skrækkelig mislykket Art, som Jeg holdt i Hænderne og skulde se at faa Form paa. Følgen er, at jeg altid har arbejdet – hekset kan jeg godt sige, ja ofte kludret – med mig selv. Er det med Aarene lykkedes mig at forme mig selv, i al Fald delvis, i Retning af de Strukturlinjer, der synes dybt nedlagt i mig? Eller er det gaaet den anden Vej, saa Misfostret har formaaet at hævde sig paa et oprindelig stort tænkt Væsens Bekostning? Jeg ved det ikke, men jeg har i al Fald faaet mere Ligevægt ind i Tilværelsen og mere Ro for en til Tider ret byrdefuld Ansvarsfølelse.

Naar jeg ser tilbage, synes jeg, mit Liv har været en Kamp med Kaos, en endeløs Strid for at bringe et nogenlunde Hele ud af en Bunke Skrabsammen. Man taler om at komme Nen Kat, en Hund og et Pindsvin i samme Sæk. En saadan Sæk fuld af Uforligelighed har jeg været, og at jeg har kunnet holde sammen paa Stumperne, er mig selv ubegribeligt. Hvis jeg oven i Købet, som somme mener, har faaet et og andet ud af Tingene, er det virkelig noget af et Mirakel. Kedeligt har det ikke været at være til, det vilde være Synd at sige; mit Liv er hidtil forløbet under stor Spændvidde, nederdrægtig ondt og forunderlig glædeligt. Enhver Oplevelse har været stærk, af Beskhed eller Sødme; maaske har dertil bidraget, at jeg sædvanligvis hade Lyden af en NDødpikker i Øret som Akkompagnement til alting. Det gør stærk – naar først man har vænnet sig til det.

Til jeg blev henimod de fyrre mindes jeg aldrig at have levet nogen Dag, hvor jeg følte den vidunderlige fysiske Udslettelse, det er at være helt rask; altid gjorde et eller andet Organ sig bemærket paa en ond Maade, naar der da ikke var alvorligere Ting i Vejen. Og dette skrøbelige Hylster maatte holde sammen paa alt muligt uforligeligt, Brokker af mangehaande fysiske og sjælelige Ævner og Kræfter, der ikke hørte sammen men syntes pillet op paa Livets store Losseplads og kommet i en Sæk sammesteds fra – maaske af en NRidder af Syvtallet. Det har som sagt kostet Møje at faa blot Sækken til at holde sammen, og haabløst har det syntes, at det sammenbragte skulde forliges og et frugtbart Sammenspil komme i Gang. Undertiden har der foresvævet mig noget om, at hvis dette vilde lykkes, skulde jeg øve Gærninger, Verden sjælden hade set Magen til. Men hvad én Evne slog sig paa, nægtede som oftest en anden at lægge Haand til; den hade sit eget for. »Du er sat sammen af lutter NTorso'er,« sagde engang en Kvinde, som kendte mig godt.

Dette galdt for saa vidt ogsaa fysisk, som de enkelte Organer i og for sig syntes gode nok; de vilde bare ikke vide af hinanden at sige. Først naar det drejede sig om Sygdom kom der et Sammenspil i Gang; drev jeg en Sygdom ud af ét Organ, listede det den som en NSorteper over paa et andet, hvor den optraadte i ny Inkarnation; ud af Kroppen fik jeg den ikke. De Dage kan som sagt tælles, hvor jeg ikke har følt mig holdt nede, i al Fald hæmmet, af et eller andet der ikke var i Orden. Efterhaanden blev det til en ram Bevidsthed dette: at have en Djævel i Kroppen og ikke kunne blive den kvit.

Men Sygdom har sine Værdier; det giver en egen Livsfølelse at være Nvarskoet, saa at sige at hænge og dingle i en Traad over Afgrunden – alting bliver forunderlig nærværende. Og dyrebart! Jeg har ikke gaaet sovende gennem Livet, Dagen traf mig altid modtagelig og parat. Selv den nødtørftige Nattesøvn stod lange Tider af mit Liv for mig som et Rov; fra Tyveaarsalderen til jeg blev henimod de halvtreds syntes jeg ikke, jeg hade Raad til hvert Døgn at give Søvnen 6-7 Timer af mit dyrt erhvervede Liv. Jeg snød den hvor jeg kunde – og tog saa Oprejsning, naar Sygdom alligevel tvang mig til at holde Sengen.

Ingen Nhar jo Brev paa sit Liv, alligevel gebærder man sig gærne som skulde man leve evigt. Der er noget inciterende i at Nhave faaet sat et »men« ved sig, eller et Kors om man vil; Ting og Foreteelser faar det Dyrebares Glans. Og man kaster sig over Tilværelsen, som hade man kun én Dag at leve i og med Vold og Magt maatte have det hele med, æder sig ind paa Stoffet som en Larve og lader det bag sig, sønderdelt og blandet. Meget er der ikke mellem Himmel og Jord, jeg ikke i al Fald har gjort Forsøg paa at fordøje; det er ikke ret meget, jeg er kommet mekanisk til. Om det i og for sig er en Fordel, er igen en Ting for sig; jo mere man selv arbejder med Fænomenerne, des sværere har man ved at komme ud af det med sine Medmennesker. De kan instinktmæssig ikke lide den, der tænker. Hvor anderledes let er det ikke at mødes med andre i, hvad man har læst sig til i sin Avis!

Der tales saa meget om Dovenskab, navnlig i denne de ledige Hænders Tidsalder; ja det er ikke frit for, at ellers velskabte Mennesker vil give de N30-50 Millioner Arbejdsløse Skyld for NVerdenskrisen, gøre den til et Produkt af en umaadelig Dovenskab hos Arbejderne. I Virkeligheden eksisterer fysisk Dovenskab maaske slet ikke; jeg har i Tidens Løb taget Del i mange Slags Arbejde, og er kommet til det Resultat, at den tilsyneladende Dovne i Virkeligheden altid led af en eller anden Sygdom – eller i nogle Tilfælde af NDegeneration. Den Sunde har en naturlig Trang til at udfolde sig fysisk, til at virke; og hvor denne Trang tager af eller helt hører op er der noget i Vejen med Organismen.

Er den Syge af nærliggende Grunde fysisk træg, saa er den Sunde det som Regel – maaske af lige saa naturlige Grunde – aandeligt. Mine Erfaringer har lært mig, at Mennesket overhodet kun nødtvungent er et tænkende Væsen; mens det af Natur er legemlig virksomt, er det normalt udstyret med en vis aandelig Ugidelighed. Mine Kammerater har altid været parat til at tage en Tørn for mig, gærne ofrede de halve Natten for at hjælpe mig med et eller andet Arbejde. Men kastede jeg en ny Tanke ud til dem, vilde jeg have af dem, at de skulde tænke selvstændig over et eller andet, var de parat til at rive Hodet af mig. Og saa megen Pris de kunde sætte paa mig – nogen Isolering kom jeg gærne ud for. Al Respekt, men de skulde ikke have noget af at blive smittet! Lidt til Side for Flokken har jeg altid maattet græsse, som de Dyr, der fejler noget, bestandig maa det.

Ligesom den Syge ikke gærne arbejder, tænker den Sunde meget nødig; begge Dele er imod Naturens Orden. Tænkning er et Sygdomsfænomen eller i bedste Fald et Resultat af Uligevægt, Forstyrrelse; den Sunde, Ligevægtige spekulerer ikke over Tingene men tager dem som de falder. Min egen Trang til at vende og krænge Foreteelserne har hængt nøje sammen med Manglen paa Ro og Harmoni, med Ufordrageligheden i mit Indre. Man stiller Fænomenerne under Krydsforhør for at finde et Mæglingsgrundlag for de fortvivlede Forsøg paa at stifte Fred, øve Ret og Skel mellem al det ufordragelige, der huserer i én. Det gør det ikke bedre, at jeg rimeligvis har Nmindst to Racer i mig, som staar stejlt mod hinanden og gærne skulde rystes ordenlig sammen. Ogsaa dette giver Anledning til at gaa Fænomenerne grundigt paa Klingen og forsøge at jævne.

Har man dertil to Mennesker til Forældre, der er saa forskellige som Mennesker vel kan være, og har man overtaget en Del fra begge – og ikke just deres bekvemmeste Sider eller sundeste Egenskaber – saa kan man faa nok at gøre her i Verden.

Jeg har maattet slaas med alt dette, og mere til – heldigvis uden altid at være mig Forhindringernes Omfang fuldt bevidst. Ellers var Løbet maaske paa et ret tidligt Tidspunkt blevet opgivet som haabløst.

Ja, der har været rigeligt at tage i! Og til Overflod maatte jeg bestandig høre ilde for, at jeg ikke lignede andre. Jeg tog det – lidt for beskedent maaske – som Bevis for, at jeg var mislykket, og stred haardt for at blive anderledes; tre Fjerdedele af mine Kræfter og Evner har jeg vel nok ødet paa at forsøge at knægte alt det stridende og egne i mig og komme til at ligne de andre, uden at det helt er lykkedes mig. Først da jeg blev halvtreds, opgav jeg denne Leven i Krig med mig selv; jeg indsaa, at den var dum og kraftspildende, og besluttede at nu kunde det være nok, nu skulde Menneskene faa Lov at tage mig som jeg nu engang var. Da jeg fyldte halvtreds, tog jeg en Uge til at revidere mit Liv saa langt, med det Resultat, at jeg over den svundne Epoke satte: han var værst mod sig selv! Og det underlige skete, at jeg har følt mig lykkelig ved denne egoistiske Beslutning. Mine Medmennesker synes meget bedre om mig, nu jeg lader dem bære nogle af Byrderne ved, at jeg er som jeg er. Min Tilværelse former sig baade bedre og friere – det lønner sig at være hensynsløs!

Og det vil jeg beflitte mig paa at være i det følgende ogsaa.