VII

En eller anden – jeg tror Ellen Key – har kaldt det nittende Aarhundrede for Barnets Aarhundrede. Det er en af de fagre Løgne, Liberalismen i sin Glansperiode var saa rig paa; i Virkeligheden har ingen Tid været saa ond ved Barnet som Industrialismen, der tilsidst – for ikke at udrydde det helt – saa sig nødsaget til at lovgive mod sig selv. Fevdalismen, som jeg skulde lære at kende, da vi i mit ottende Aar rejste hjem til Bornholm, tog Barnet i Brug, men misbrugte det ikke, drev overhodet ikke Rovdrift paa Mennesker. Barnet maatte gøre sin Nytte, men Fordringerne til det var smaa; som forøvrigt til den Voksne ogsaa – Udsvedningen var endnu ikke sat i System. Barnet hjælper til, arbejder sammen med Forældrene og de Gamle, mest hjemme ved.

Først Industrialismen gør det til et Udbytteobjekt. Den maaler dets smaa Kræfter i Forhold til den voksne Arbejders ud fra rene og skære Profitsynspunkter og skyder det ind bag Maskinen hvor der er en Øre at tjene paa det, bruger det til at slaa den Voksne ud, vender dets spæde Kræfter dræbende mod dets egen Far. Eller Mor, for ofte er det Hustruen, der som den billigere Arbejdskraft maa slaa Manden ud, for at Barnet saa som den endnu billigere kan sætte Moderen paa Gaden.

I min Barndom sled alle Børn af Smaakaarsfolk, og deres Mødre – saafremt de kunde faa noget Arbejde. Mændene var for saa vidt dem, der var mindst spændt for, som de tilbragte en Del af Arbejdstiden paa Værtshus. Der gik ikke større i Stykker ved det for Arbejdsherren, som jo tog det tabte ind igen med begge Hænder. Han saa derfor gærne Sutteriet og indrettede som oftest selv Brændevinsudsalg og Værtshuse ved Arbejdspladsen, hvor Arbejderne kunde hente Snaps og Øl til Brug under Arbejdet, eller sidde og drikke, naar de var kede af at være derude. De fik det paa Kredit, og Ugens Fortæring blev trukket fra ved Afregningen om Lørdagen. Ofte fandt Afregningen Sted i selve Kantinen, saa man kunde holde Øje med, at alle Faar lod sig klippe; hvad Arbejdsgiveren udbetalte med den ene Haand, tog han bogstavelig talt igen med den anden.

Børnene i »Barnets Aarhundrede« maatte som Regel leve deres Barndom uden at vide, hvad det i menneskelig Forstand vil sige at have en Far. Han – »Manden« som min lille Søster kaldte Far – gik hjemmefra ved Firetiden om Morgenen; naar Børnene vaagnede, var han forlængst borte. Og naar han vendte hjem om Aftenen, hade Moderen gærne sørget for, at de var til Side; man vidste jo aldrig, i hvad Tilstand han var. Om Søndagen sov han oftest til op ad Formiddagen, klædte sig paa – og gik ud for at opsøge Kammeraterne; kun naar der kom Besøg, kunde det ske at han blev hjemme. Noget hjærteligt Forhold kunde der vanskelig komme ud af det, han forblev en Fremmed – »Manden«.

Desmere klyngede man sig til Moderen, men heller ikke hende undte »Barnets Aarhundrede« os Børn. Det var en ren Svir, naar hendes Arbejde laa saaledes, at man kunde faa Lov at være med, som f. Eks. ved Ombæringen af Aviser. Ellers fik man mere Andel i hendes Pligter end i hende selv. Leg blev der ikke ret megen Tid til, Maden var knap nok og Klæderne daarlige; med det vigtigste af alt, Glæden, var det smaat bevendt. Industrialismen skabte Tilværelsen om til et Helvede for Barnet.

Og den blev ikke lettere ved, at man saa for sine Øjne, at det kunde være anderledes. Der var ved at dukke en ny Slags Mennesker op i min Barndom, en Sekt næsten, Folk som var anderledes end andre, som tog til Møder, hvor der blev sunget og talt, og som tog i Skoven med Kone og Børn om Søndagen, i Stedet for at sidde paa Værtshus. Deri lignede de de andre Hellige, men dertil var der noget frækt over dem, som de andre ikke hade. De satte sig op mod Øvrigheden, drog rundt i Procession med en rød Fane foran sig, og vilde selv bestemme Arbejdslønnen. Mor og de andre Koner snakkede ofte om dem, som et halvforrykt Folkefærd, der vilde vende op og ned paa alting. De bar saa galt Ugelønnen hjem i Stedet for at drikke den op, og vilde have at Kone og Børn ikke maatte gaa paa Arbejde!

Der boede nogle af disse Folk i Boligerne ogsaa, og i mit stille Sind misundte jeg Børnene. Vi kaldte dem Sjosjalistunger, men Skældsordet var nærmest dikteret af Nid; i Virkeligheden hade vi gærne byttet med dem. De var bedre holdt end vi, følte sig ogsaa mere; Fædrenes Selvbevidsthed syntes at have smittet dem. Og hvad der kunde gøre mest ondt i én var at være Vidne til det kammeratlige Forhold, der var mellem en saadan Sjosjalistunge og hans Far. Nu ved Sommertide kom disse mærkelige Arbejdere hjem fra Arbejdet, mens det endnu var lys Dag; og Moderen hade vasket Børnene, Haand i Haand sjokkede de Faderen imøde – og fik Lov til at ride paa Skulder hjem. Jeg kunde tudbrøle ved Synet, og et Par Gange passede jeg Far op for at opleve noget lignende. Men ak, jeg hade ingen Glæde af det.

Og saa en Lørdag skete det forunderlige af sig selv! Far var vendt hjem fra sit Arbejde i Jylland og hade igen taget fat paa Stenhuggeriet nede ved Kalkbrænderihavnen. Der laa igen den tunge Luft fra gamle Dage over Hjemmet, nu var vi ikke længer os selv; man maatte færdes forsigtigt og passe paa hvert Ord, for ikke at forraade noget fra den dejlige Tid, da han var borte. Ugen gik, og med Lørdagen dukkede det sædvanlige skæbnesvangre Spørgsmaal op: Vilde han bringe noget af Ugelønnen hjem, og hvor meget? Deraf afhang hele den følgende Uge, selv Fedtebrødets Rigelighed bestemtes deraf.

Lørdag Eftermiddag var Mor som sædvanlig tidlig hjemme. I Modsætning til, hvad der var Tilfældet de andre seks Ugedage, holdt hun os oppe Lørdag Aften, for at vi kunde være klar til at springe afsted til Købmand og Slagter, hvis – –

Vi var endnu ikke rykket sammen til den pinlige Venten, hvor vi Søskende plejede at fordrive Tiden med hviskende Fortællen, mens Mor sad med Hodet begravet i Hænderne, da vi hørte de kendte Skridt og Far traadte ind – Far, som vi mente var bænket paa Værtshuset! Han traadte anderledes i Gulvet, var ogsaa lysere i Udtrykket end ellers. Han hængte langsomt Hue og Madkarpe fra sig ved Kakkelovnen, kom saa frem i Stuen og lagde en Haandfuld Penge paa Bordet. Ti Kroner, hele Ugelønnen! »Der, Mutter!« sae han, med genert Stemme uden at se paa nogen af os. »Kan du saa sørge for en ordenlig Madkurv, i Morgen skal vi i Skoven.«

Mor var lige ved at skrige, men tog sig klogelig i det; et altfor stærkt Glædesudbrud fra hendes Side kunde let have jaget Far ind i sig selv. Hun trykkede Underarmen mod Mellemgulvet og sagde sagte: »Aa, den Modersyge!« Far betragtede hende mistroisk.

»Kan du saa faa Drengene afsted!« sagde han.

Det forholdt sig altsaa rigtigt; ikke blot Indkøbene var den haandgribelige Virkelighed, den følgende Dag tog vi allesammen i Skoven! Hvor vi var, ved jeg ikke mere; jeg ved kun, at jeg gik ved Faders Haand, og at jeg var drukken af Salighed. Den haarde Næve, der kunde falde saa tungt, sluttede nænsomt om min lille Haand, og hvert Øjeblik maatte jeg se op paa ham og sige: »Du er min Far!« Jeg husker ikke mere, hvad vi saa og oplevede paa Udflugten, har vist ikke lagt synderlig Mærke til Omgivelserne. Jeg var fuldstændig besat af det ene: Vilde Far ogsaa lade mig ride paa sine Skuldre, saadan som de andre Fædre gjorde, der i mine Tanker hed de rigtige? Bede om det turde jeg ikke, men de for smaa Støvler kom mig til Hjælp. Da vi havde travet et Stykke Tid, kunde jeg ikke mere. Mor hviskede noget til Far, og med ét fløj jeg til Vejrs og sad ridende paa hans Skuldre med Hænderne foldet om hans høje svedige Pande. Da fik jeg Oprejsning for mange Savn; det var et af de lykkeligste Øjeblikke i mit Liv.

Paa en stor Lysning i Skoven var der mange Mennesker forsamlet, en skægget Mand stod oppe paa en Forhøjning og raabte og fægtede med Armene. »Vi Arbejdere,« raabte han – og saa ud som en Apostel. Jeg var meget optaget af ham, og da jeg kom til mig selv, var de andre borte. Det var som Jorden aabnede sig under mig; jeg var vant til, at enhver Glæde hurtig gav Bagslag, og betragtede det som en Selvfølge at jeg aldrig skulde se dem mere – en sørgelig Selvfølge. Jeg sank ned i sort Fortvivlelse og løb og smaatudede, Sind til at skrige op hade jeg ikke; dette var altfor haabløst sørgeligt. Mest det med Far, for første Gang maaske i mit Liv tænkte jeg mest paa ham. Nu hade jeg lige faaet en Far med varme gode Hænder og et godt Smil – og saa skulde han aldrig se mig mere. Hvor hade jeg ondt af ham! – Folk samlede mig op og vilde bringe mig frem til Talerstolen, saa jeg kunde blive raabt op – det trak op til at blive ikke blot en sørgelig, men en ligefrem flov Historie. Jeg var endnu i den Alder, hvor Børn har lettere ved at fæste sig ved de Voksnes Ben end ved deres Ansigter, og pludselig opdagede jeg Fars lysegraa Bukseben og de blanke Sko med Knysterne foran mig og skingrede op: »Far, Far!« Folk stak Fingrene i Ørerne og lo.