VI

Søster holdt af Far, og det har jeg sandsynligvis ogsaa gjort som ganske lille; men saa snart jeg begynder at erkende, er min Indstilling til ham den, at jeg er bange for ham. Bedre er det maaske at sige, at jeg – ligesom Mor og Georg – frygter ham. Nogen Glæde udgik der sjælden fra ham, vi stormede ham heller ikke imøde, naar han kom hjem, men luskede snarere til Side. Andre Fædre tog deres Dreng ved Haanden, naar han kom springende dem imøde; Far begyndte gærne at brumme over et eller andet, der ikke var som det skulde være. Og Nhade han noget i Hodet, holdt han ligefrem Dommedag.

Meget saa vi i øvrigt ikke til ham; han gik Nhjemmefra ved Firetiden om Morgenen, og Mor sørgede gærne for at vi var afvejen, naar han kom hjem om Aftenen. Trak det ud, og det gjorde det ofte, var han i al Fald anløben, og saa kom Følelsen af hans Pligter som Opdrager op i ham og han gav sig til at holde Rettergang. Saa var Mor angst, hun frygtede hans Blynæver og turde ikke gaa direkte imellem; men hvor var hun forudseende til at bøde af og forhindre. Hendes nænsomme, kærlige Sind hade bestandig os i Tanke; kun var hun ikke tapper, naar det galdt at tage selve Stødet af.

Naar Far var stærkt beruset, var han i og for sig ikke ond saadan som naar han kun var anløben. Han var nærmest en Bjørn saa, pudsig og godsindet, til noget udefra irriterede ham. Og det blev som Regel Mor, han saa sig gal paa. Maaske spillede ond Samvittighed med ind hos ham; naar han var fuld, gik det ud over Mor. Ofte nok var hun for saa vidt selv Skyld i det, som hun ikke kunde tie. –

NTante Trine, Fars Søster, var som nævnt flyttet ind ovre i F med sin syge Mand og Ntre Børn, to kvikke Tøser og en Dreng, der ikke var helt rigtig og gik paa Krykker. Han skelede, og naar man sagde noget til ham, kunde han pludselig hugge én Krykken i Hodet.

NOnkel Mathias laa altid, og Tante holdt Hjemmet oppe; hun arbejdede paa et Bryggeri som Flaskeskyllerske. Kun én Gang har jeg set Onkel oppe, han stod og støttede sig til Sengens Hovedgærde mens den blev redt; Skjorten stumpede, og hans Ben var uhyggelig lange og stilkede. Han var altid ligbleg og lidende, som Kristus der hang over Mors Kommode, og hade tyndt Skæg hvorigennem den gustne Hud lyste, og lange mærkelige Fingre, som syntes at forskyde sig i Leddene, naar han vred Hænderne i hinanden. Og det gjorde han bestandig. Mor kaldte ham en hjemsøgt Mand. Maaden hun sagde det paa fik min Barnefantasi til at hobe Uhygge sammen om ham.

Tante Trine var endnu mørkere end Far, lille af Vækst og næsten kulsort. Over hendes Ansigt laa bestandig det samme stillestaaende Smil, som vandrede hun i en egen lukket Verden af Fortryllelse, usynlig for alle os andre. Jeg undredes og spurgte Mor, hvorfor Tante Trine altid var saa glad. Mor trak Vejret tungt: »Aa, det Skind, lad hende bare; hun har saamænd nok at trækkes med.«

»Hun kan sagtens,« sagde Far, »de maa drikke lige saa meget Øl de vil, paa Bryggeriet, hvor hun arbejder – og tage med hjem ogsaa. Hun kunde godt stikke os et Par Flasker over en Gang imellem.«

»Jeg troede ellers ikke, du Nestimerede Bajerskøl?« Mor skottede spydigt over efter Far, som sad i Sofaen og læste for sig selv med en høj Hvisken.

»Brændevin er sundere,« sae Far, »saa kan de rose det Nnymodens Stads saameget de vil. Det laves af godt dansk Korn, og én er vant til det. Hjemme paa Bornholm fik alle deres Ration Brændevin, vi Børn ogsaa. Se, det gir Modstandskraft! Derfor klarede jeg mig ogsaa bedre end nogen anden, da jeg Ntjente paa Brænderiet. Dèr maatte én sommetider tage en NPot om Dagen!« Far talte mere til os Børn end til Mor; han nikkede til hvert Ord, derved opdagede jeg, at han hade noget i Hodet. Georg hade ogsaa opdaget det, og vi gjorde Tegn over til Mor, at hun skulde passe paa! Helst skulde hun snakke ham efter Munden ligesom vi – eller i al Fald tie!

Men det hade Mor ikke Selvbeherskelse nok til. Hun blæste haanligt: »Pøh, du og Modstandskraft – du skulde snakke! Naar du er saa hærdet som du siger, hvorfor kan du saa ikke taale at se en Flaske?«

Vi tyssede paa hende og trak hende i Kjolen fra hver sin Side; jeg tudede allerede, Georg saa vred ud: »Aa ti nu stille Mor! Vær nu sød og ti stille,« tiggede og truede vi.

Far lo og nikkede med Hodet. »Ti nu stille Mor – hæ! Hvis I kan faa hende til at tie, saa gier Hans Jørgen Andersen en Omgang. – Aa, ti nu stille, Mor!« Han lo vrængende.

»En Omgang – til dine Børn hva? Hvor det ligner dig. Det kunde du lide, at én skulde gaa her og være Slave af saadan en Drukkendidrik – og tie til! Men om du saa slaar mig ihjæl, skal du have Sandheden at vide.« Mor var helt ude af sig selv af Oprørskhed; det var som vilde hun ligefrem udfordre Far.

Om det nu var Ordet »slaa«, der bevirkede det – Far rejste sig tungt. »Saa du vil blive ved efter Døden ogsaa – saa det vil du?« Han kom frem mellem Sofaen og Bordet. »Da tror jeg nok, lidt mindre kan gøre det.«

Mor skreg og flygtede om i Krogen ved Kakkelovnen; hun hade haft Tid nok til at komme ud af Stuen, men blev staaende dèr og holdt Armene op foran sig. Jeg begreb hende ikke, allermindst forstod jeg, hvorfor hun ikke tav men blev ved med at dænge Far med Anklager. Vi kastede os imod ham, uden at ænse hans Blynæver hang vi os i hver sin Arm og tryglede ham om at lade Mor være. Et Øjeblik syntes det som han vaklede, men saa ramte Ordet »slaa« ham som et Piskeslag, og han smed os tilside. »Slaa kun, slaa du kun og lad dine Børn se paa, at du mishandler deres Mor!« skreg Mor; det var næsten, som hun virkelig ønskede, at han skulde mishandle hende. Far dukkede Hodet under hendes Anklager og gik løs paa hende; min Bror og jeg kastede os skrigende over ham bagfra. Han slog ud efter os og ramte mig i Ansigtet med Bagen af Haanden, saa jeg fløj hen ad Gulvet og slog Nakken mod noget haardt.

Da jeg kom til mig selv igen, laa jeg paa Sofaen, og Mor stod bøjet over mig og vaskede Blodet af mit Ansigt. Far var borte; han hade forøvrigt ikke rørt Mor, og hade selv samlet mig op og lagt mig paa Sofaen, før han gik.

»Hade jeg bare hellere selv faaet Lussingen,« sagde Mor grædende, mens hun vaskede mig af.

»Det kan du sagtens sige nu bagefter,« brummede Georg. »Men du kan jo slet ikke staa for en Lussing – du kan bare bruge Mund.« – –

Sandt var det, at Far var opfødt om ikke just med Brændevinen selv, saa med Dunsterne af den. I hans Barndom var Smugbrænding endnu almindelig paa Bornholm; man søbede ganske vist ikke længer Snapsen med Ske i Stedet for Suppe, saadan som i den travle Høsttid i NBedstefars Barndom, men Nbaade Kvinder og Børn fik deres Part af den. Børnene fik deres halve Pægl med i Skole (som det endnu skal være Tilfældet i visse Egne af NSchwarzwald og ogsaa her og der i Schweiz), og Kvinderne Nstak ved NMellemmaden deres Snaps ud lige saa fuldt som Mændene. Bedstefars Slægt hade Ry for at brænde en ekstra god Hjemmesnaps – og ogsaa for at kunne fortære den; NAne Mikkelsen, et NSøskendebarn til Far, hade gennem mange Aar en halv Pot som fast daglig Ration. Bedstefar selv konsumerede et lignende Kvantum daglig, til han blev op i Treserne. Saa rejste Gnieren i ham sig mod Drankeren og sejrede – vel sagtens efter en haard indre Kamp; han holdt fuldstændig op med at drikke. Fars Søskende hade alle en Svaghed over for Alkohol.

Alligevel tror jeg ikke paa NLæren om, at Drikfældighed arves, gaar videre saa at sige som en i selve Cellerne nedlagt Trang til Spiritus. Hvis det var Tilfældet, vilde det danske Folk, som for godt halvandet Hundrede Aar siden helt igennem var fordrukkent, forlængst være gaaet til Grunde. Der har været drevet megen falsk og derfor forfejlet Agitation mod Drikkeriet; det var sjælden arvet Sygelighed, der fik Menigmand til at gribe efter Snapsen, oftere Trang til at faa Spænding ind i Tilværelsen! At man malte ham Fanden paa Væggen og viste ham hans Efterkommere som NVandhoder eller fuldkomne NKretinere skræmte ham ikke. Han hade jo Ungerne løbende derhjemme, og forudsat at han ikke fodrede dem med Brændevin men kunde skaffe dem ordenlig Mad, trivedes de udmærket trods hans daglige »NHælden paa Lampen«. Undfanget under en Kæfert – eller under Forsoningen bagefter – var de fleste af dem; men nogle Himmelgavtyve var de alligevel. – NDegeneration og Alkohol har meget lidt med hinanden at skaffe; og hvor de har, er Degenerationen Aarsag og ikke Virkning; man hælder paa for at stive den udebbende Livsfølelse af. Ogsaa her er Spørgsmaalet i første Række et Spørgsmaal om Spænding. Den fremskredne, stadig tiltagende Ædruelighed i Underklassen har lidet med NAfholdsagitationen at gøre! Den hænger nøje sammen med, at Menigmand har faaet Indhold ind i sin Tilværelse: Ideer at kæmpe for og Følelsen af at betyde noget som Menneske.

Naturligvis spiller Miljøet en stor Rolle for den opvoksende Slægt i dens Forhold til Drikkeriet – Omgivelserne og dens Tagen Stilling til dem. Det er ikke let at værne sig mod onde Vaner; man kan blive fortrolig med Drikkeriet, og synes saadan skal det være, ved at have det inde paa Livet af sig til alle Sider. Man kan ganske vist ogsaa oprøres mod ond Sæd og Skik, især hvis man – som jeg – har Oprør i Blodet, er en NKrakiler som det jo gærne kaldes. Dertil hører imidlertid Nregenerative Kræfter, der ikke er altfor selvfølgelige blandt Menneskenes Børn. Ogsaa det heltemæssige spiller en Rolle ved Ungdommens Indstilling til Drikkeriet. Den unge Knægt er maaske saa uheldig, naar han efter Konfirmationen træder ud i Livet, at faa sig Helte blandt Drankerne; Brændevinen har nemlig ogsaa sin Romantik, den Besatte kan stundom øve virkelige Bedrifter! Vigtigere er det imidlertid, at Ungdommen – lykkeligvis – formaar at reagere over for Drikkeriet, at hævde sig menneskeligt og ogsaa paa dette Omraade søge at underlægge sig Tilværelsen. Vor Slægt paa fædrene Side hade som sagt ligget længe og grundigt i Blød i Alkohol – paa Mødrene Side savner jeg Materiale til at bedømme Forholdet. Alligevel var af alle os Søskende der forblev i Live Georg den eneste, som var svag over for Spiritus; og det hang sikkert sammen med hans hele Sindsbeskaffenhed. Vi andre seks har aldrig haft noget at slaas med her. Vi reagerede mod Alkoholen allerede som Børn, og dens Forbandelse er prellet af paa os siden, ejendommeligt nok uden at nogen af os har interesseret sig for Afholdsbevægelsen. Vi kan tvært imod alle godt lide et Glas! NRegenerationen, som der sjælden dvæles ved, skønt dens Forhold til Degenerationen er som Livets til dets NSlagger, har hjulpet ogsaa os til en god Løsning af dette Problem, der maaske er det største Kampen mod Kulden har stillet Mennesket. Og bragt os i det rette Herreforhold til Alkoholen, som en Nydelse blandt Nydelser.

Jeg selv reagerede, navnlig som Barn, meget kraftigt mod Alkohol i enhver Skikkelse; det er ikke for meget sagt, at jeg i min Barndom og op gennem Drengeaarene hadede den. Da jeg blev større, blev jeg paa en Maade mere tolerant; men Uviljen slog saa at sige ind, den blev af rent fysisk Art. Jeg hade for saa vidt forsonet mig med Snapsen, som jeg begyndte at sætte den ind i en større Sammenhæng og ud fra mine voksende Erfaringer opfattede Drikkeriet mere som Virkning end som Aarsag – jeg kunde blot ikke faa den ned. I min Læretid blev der drukket meget paa Værkstederne; Brændevinsflasken gjorde sin Runde adskillige Gange daglig. Jeg hentede gærne Drikken, bidrog ogsaa gærne med de Par Ører, der kunde falde paa min Andel, skønt jeg var meget fattig. Men naar den skulde drikkes, faldt der en usynlig Stopper for – saa snart jeg satte Flasken til Munden, fik jeg Opkastningsfornemmelser. Det var en fysisk Reaktion, som jeg ikke hade nogen Indflydelse paa, og som senere har forladt mig. Nu kan jeg til Tider finde, at en Snaps lugter vidunderligt – langt bedre end den smager! Men jeg faar endnu bestandig Kvalme, naar jeg lugter fuld Mands Aande; Mødet med et drukkent Menneske kan faa mig til at blive helt ude af mig selv.

Og desværre løber jeg ret ofte paa drukne Folk; saa ofte at jeg begynder at se en Skæbne eller NNemesis i det. Selv i den mest befærdede Gade, hvor Venner og Fjender glider forbi uden at faa Øje paa én, kan jeg være vis paa, at den Døddruknes Ntinnede Blik nok skal fange mig. Gaden kan være sort af Mennesker, og han raver afsted ovre paa det modsatte Fortov, smaasnakkende med sig selv, med hængende Hode. Ingen ser han, Gaden er tom for ham; og jeg haaber allerede at slippe forbi denne Gang og søger, let svedende, Dækning bag andre Fodgængere, der har samme Retning. Men naar han er skraat ud for mig, gentager med ufravigelig Nøjagtighed det samme sig: Der gaar et Ryk igennem ham, han hæver Hodet og skraar over Gaden, lige løs paa mig. Allerede midt ude paa Kørebanen hæver han Haanden pegende og begynder at Ndenunciere mig, og saa har vi Opløbet, Ubehersketheden, som Synet af en Døddrukken fremkalder i mig, Skandalen! Hvor ofte har jeg ikke ønsket, at en eller anden Bil vilde køre den fulde Mand ned og dermed bryde Kæden af Døddrukne, der slynger sig gennem min Tilværelse.

Mens jeg reagerer saa stærkt som nogensinde mod Misbrugen af alkoholiske Drikke, er jeg ingen Modstander af Brugen af dem og finder det urimeligt, at Tilværelsen skal berøves Skønheds- og Sundhedsværdier, fordi de kan misbruges. NDa jeg i 1894, med syge Lunger og totalt opgivet af Lægerne, blev sendt til Syden, var det Italiens Vin mere end Landets Luft og Sol, der fik mig til at komme mig. Den fik Blodet til at rulle i mine Aarer, og vakte min Madlyst til Live igen. Skulde jeg ikke elske Vinen, som jeg kan takke for, at jeg lever? Den man elsker, misbruger man ikke!

Man kalder Drukkenskaben et Samfundsonde, og den er det ogsaa, men først i anden Omgang. I første Række er den et Samfundsudslæt, et Sygdomssymptom; Sygdommen selv er af indre Art og kureres bedre indefra end ved at man giver sig til at pudre Udslættet. Det store Flertal af de drikfældige Arbejdere, jeg har kendt, har været begavede Folk, som kunde noget og ogsaa stillede Krav til Tilværelsen –: paa materielt Udkomme og en vis aandelig Spænding. Disse Krav honoreredes sjældent for blot nogle Aartier tilbage, og den der laa under for dem, spædte saa efter med Alkohol. Snapsen skænkede for en Stund det, man Nkom saa usseligt tilkort paa i Virkeligheden; man var ikke længer et Arbejdsdyr, som enhver saa ned paa, men et Menneske, ja en Fandens Karl! Man turde slaa i Bordet for sin Arbejdsgiver og sige ham Sandheden, tage sit Tøj og gaa, om det skulde være. Arbejderen hade ingen Magt som Medlem af sin Klasse dengang; saalænge Rusen besatte ham, hade han i al Fald Følelsen af at gælde noget som Individ. Den vaagne Del af Arbejderklassen er i Dag Samfundets ædrueligste Lag.

Far var uden Tvivl en Mand med gode Ævner. Han skrev en smuk Haand, hvad der dengang var noget af et Særsyn, læste gærne og hade en Svaghed for at prøve paa selv at danne sig en Opfattelse; færdige Meninger gav han aldrig videre, saa han alene af den Grund var nødt til at blive en faamælt Mand. Han var her den stærkeste Modsætning til Mor, som kom meget lettere til sit og ikke just vejede Ordene paa en Guldvægt, lys og lykkelig af Ævne som hun var. Jeg har ofte som Barn læst den kolde Foragt i Fars Øjne, naar Mor improviserede løs over et eller andet Spørgsmaal, der var fremme, og har senere spurgt mig selv, om de ikke var for forskellige. Der er intet saa skønt som at tie; men Mor blev ulykkelig under Stilheden. Og min Bror Georg da forresten ogsaa.

Maaske var Far og Mor mere forskellige end det er heldigt for et godt Samliv; han var i al Fald en anden ude end hjemme. Efterladte Breve viser ham som en vittig og kritisk Mand, fuld af barokke Indfald, respektløs; og blandt Kammeraterne gik der Ry af hans Slagfærdighed og Ævne til at fortælle en god Historie. Derude stod der en vis Fest af ham, og jeg husker flere Lejligheder, hvor Mor lod ham dette høre. »Derude spiller du NForlystelsesraad, og mod os herhjemme er du som en Djævel!« sagde hun engang. Selv skulde jeg en Dag faa Lejlighed til at se denne Side af Fars Væsen, som var os derhjemme saa fremmed. – –

NDa Far som 19-20aarig Husmandssøn tog fra Bornholm over til Hovedstaden, hørte han til dem blandt de Unge, som vilde noget ud over det almindelige. Forholdene derhjemme var ham for trange og for lagdelte, ingen kunde blive andet end det han var født til. Han var en Mand, der holdt paa sig selv, arbejdsom og afholdende – han vilde frem. Nogen Grundskade hade han næppe dengang. Mor mente det i al Fald ikke. Han var den bedste Mand man kunde tænke sig, sagde hun altid senere, smuk, god, fin i Klæderne – en sjælden Mand! Lige til sin NDød som 82-aarig kunde hun sværme som en ung Pige, naar Talen var om Far i de første Aar af deres Samliv; og forelsket i ham vedblev hun alle Dage at være, ogsaa efter at hun, da hun var op i Treserne, opgav den haabløse Kamp mod hans Svaghed og Nlod sig skille fra ham. Det var efter hendes Mening først paa Kristianshavn, han fik sit Knæk. Mens vi boede der, arbejdede han paa et af de store Brænderier som Fodermester. Brænderierne hade dengang stort Kohold for at kunne udnytte Affaldsprodukterne efter Brændingen og Folkene i Staldene fik ligesom de egenlige Brænderiarbejdere en Fjerdedel af Ugelønnen udbetalt i Form af Brændevin, som de saa selv maatte se til at faa afsat.

Denne djævelske Metode anvendtes efter Ævne ogsaa af de andre Industrier. Man Nskød efter saa godt man kunde paa den i Forvejen hældende Vogn. Intet Under, om Arbejdere blev fordrukne!