XI

NUdviklingslæren, som engang rystede Sindene op, anvendes nu nærmest til at bremse NUdviklingen, der fremstilles som en umærkelig, nærmest doven Gliden fremad ved Hjælp af uendelig mange uendelig smaa Fremskridt. Denne dorske Soven sig Fremtiden til som Nogsaa Arbejderbevægelsen i stor Udstrækning har gjort til sin, hører i al Fald ikke hjemme i Barnets Verden; der forbereder hver ny Fase sig ved længere Tids Opsamlen, Opladning, og udløser sig i en Explosion saa at sige – et Spring fremad. Enhver, der har Børn, kender de tilsyneladende stillestaaende Perioder hos Barnet, Opsamlingsperioderne, hvor Barnet ligesom synes gaaet i Staa, holdt nede inde fra. Til det overraskende pludseligt, fra i Dag til i Morgen saa at sige, springer ud, udfolder en helt ny Side, slynges Maaneder, stundom halve Aar frem i Udvikling. Jeg kan tydelig fastslaa, naar jeg skød Ham paa et eller andet Tidspunkt. Al Udvikling foregaar sikkert paa denne Maade, ikke ved jævn Gliden over i men ved Gennembrud til. NThe missing link vil, naar det engang findes, vise sig at være en NSlyngkraft af en egen forunderlig, revolutionær Art!

Der er kommet Perspektiv ind i min Tilværelse sammen med Orienteringen; jeg kan ikke blot vælge blandt Foreteelserne, jeg kan ogsaa vælge Dagen for mit Møde med dem. Tiden er ikke længer opdelt i lange udflydende Perioder, knyttede i Erindringen til Lys og Mørke, til om der er Ild i Kakkelovnen eller man kan naa at komme i Seng ved Dagslys. Aaret faar mange Dage, en forfærdelig Masse; og hver af dem kan være ladet med Indhold, godt eller ondt. »I Morgen« har jeg længe været fortrolig med; Ordet rummede efterhaanden alt, hvad man hade faaet Løfte om eller gærne vilde, men skulde snydes for; »i Morgen« hed det den næste Dag igen, og fremefter. »I Morgen« kom aldrig! Men nu stod Dagene der i Orden og Rækkefølge og lævnede ingen Plads for Lumskerier af den Art. De rakte Haand til Barnets Hunger efter Retfærdighed.

Der kom Perspektiv ind i Menneskenes Handlinger, de Voksne var hverken ufejlbarlige eller alvidende; de kunde øve Uret mod én, til Gengæld kunde man med Held spille den Uskyldige, naar man hade gjort noget galt. Og den ydre Verden fik Forhold og Grænser; den deltes naturligt i den kendte Del og den Del som endnu var ukendt men lod sig udforske. Nogen Afgrund rummede den ikke, som kunde opsluge en lille Dreng; hele Kunsten bestod i at finde hjem igen. Hvad jeg hidtil hade lært at kende af Byen og Omegnen, hade jeg tilegnet mig under min Brors Føring; men nu begyndte jeg at gaa paa Opdagelser paa egen Haand. Min Angst for det Ukendte slog ret pludselig over i en mystisk Dragning mod det; jeg begyndte at vagabondere.

Mor hadede Vagabondering og holdt Øje med mig saa godt hun kunde; men pludselig var jeg stukket af, paa Strejftog, mest ind i den indre By. Naar jeg vendte hjem igen – ofte lidt slukøret, en hel anden end jeg drog ud – var hun ked af det. »Tak du Gud, at din Far ikke er kommet hjem endnu,« sagde hun, »ellers hade der nok Nværet til dig!« Far betragtede ligesom Mor Vagabondering som noget, der hørte Samfundets Bundfald til. Det hændte, at jeg var kommet for langt bort eller ikke kunde finde tilbage igen, og først kom hjem naar Far var kommet. Saa vankede der Prygl. Men ogsaa paa dette Punkt var der sket en Forvandling med mig: jeg var ikke bange for Spanskrøret mere.

Det kom en Søndag Middag, lige saa pludseligt som uforklarligt.

Paa den anden Side Strandvejen lige over for Boligerne laa nogle store Gartnerier, NGartner Løves Haver. En mægtig Tjørnehæk lukkede for Synet, men man kunde glide ned i Grøften og lade som man plukkede Mælkebøtter. Det høje Græs var som Vand at svømme i, og vips var man dykket under Hækken og dukkede op igen paa den anden Side, i en fortryllet Underverden af grønt Halvlys. Derinde stod Æbletræerne Stamme ved Stamme og lukkede for Himlen, det sivede gyldent og grønt derinde af Lys og Insekters Summen, og langt nede mellem Stammerne skinnede Solen paa et Bondehus med Bindingsværk, Skodder og Straatag. Dernede gik en gammel Mand og vandede Roser; han var i Skjorteærmer og røg Pibe og hade en grøn Skærm for Øjnene, og foran Husdøren laa en stor St. Bernhardshund og dasede. Det var farligt nok, men Hungeren efter Frugt overvandt alle Betænkeligheder. Nu og da faldt der jo en Haandfuld halvfordærvede Bær af, der alligevel ikke kunde sælges; men Æbler vilde for os Drenge have været en ukendt Nydelse, om vi ikke var brudt igennem Samfundets mange Hegn og hade tilranet os en Andel. (Først da vi i mit ottende Aar kom til Bornholm, blev dette – og meget andet – anderledes.)

Hos NHørkræmmeren kunde man højst negle et enkelt Æble og kun naar det var saa heldigt, at han skulde hente noget inde i Bagrummet. Men her hang bedaarende Frugter i Tusendvis over éns Hode, gyldne og forlokkende røde; og i Græsset, der var som grønt Glas, laa de og lyste og glødede. Man skulde jo fylde Huen i en vældig Fart, og saa afsted; det er let nok sagt nu saa mange Aar efter! Men naar man nu fik Munden fuld af Vand af bare Æblesult! At sætte Tænder i et saadant Æble var det samme som at glæmme Tid og Sted; og pludselig vaagnede man til Hundeglam og Halsen – og slap paa en eller anden hovedkulds Maade, helskindet men med forreven Buksebag, ud paa Vejen.

Det var Søndagsbukserne! Og Klokken var over Spisetid, der hang et Ur for Enden af Olufsvej, som viste halvét. Jeg stak i at tude. Min Broder sagde tørt: »Vent hellere med at tude, til vi gaar ind ad Døren. Naar du saa tuder hele Tiden mens jeg blir tæsket, slipper du nok fri, din Tudedreng!« Han sagde det lidt foragteligt; men jeg mærkede Vilje hos ham til at tage Skylden paa sig.

Og da var det, det skete! Far og Mor sad ved Bordet og spiste; ak det var vi Brødres Livret: NSuppe med Visk og Kødboller. Duften ramte én, saa Maven gav sig til at jamre! Far var mørk, som en ladet Sky. Prygl, Prygl! og hverken Middags- eller Aftensmad! Da skete der i min Desperation det med mig, at jeg gik hen til Bordet og sagde: »Du maa godt tæske mig først!«

Far tabte Skeen af Forbløffelse, saa uhørt en Frækhed hade han endnu aldrig været ude for fra sine Børn, og den kom tilmed fra mig – Tøsedrengen! Mor krøb sammen som frøs hun. Saa begyndte han langsomt at nikke. »Kan du saa gaa ud efter Spanskrøret,« sagde han. Jeg hentede det ude i Køkkenet og lagde mig uopfordret over en Stol. Far kom frem paa Gulvet; der var noget ved hans Bevægelser, som sagde mig, at dette her skulde han nok faa pillet ud af mig.

Nej, hvor slog han dog haardt; det var som Hjærtet slog en Kolbøtte inde i mig. Men jeg tudede ikke! Han holdt inde et Øjeblik, som lyttede han, saa slog han en Gang til, endnu haardere.

Jeg bed i Underkanten af Stolen og kravlede med Fingrene i Luften, men jeg skreg ikke – den Tilfredsstillelse skulde han ikke have. Nu skulde Tøsedrengen vaskes af – om han saa slog mig ihjæl. Der var en egen Trøst ved Tanken om, at han maaske slog mig ihjæl; saa blev han henrettet ligesom NStruensee og Grev Brandt. Jeg laa og tænkte, Smærte følte jeg ikke mer ved Slagene, kun en dump Fornemmelse hver Gang de faldt – et Stød. Saadan omtrent maa et Tæppe, der bliver banket, have det. »Det – – var – – dog – – som – – Satan!« hørte jeg Far sige, og for hvert Ord gik der et smærtefrit Stød igennem mig. Saa pludselig væltede en Stol med stort Rabalder, og Mor kastede sig ned over mig.

Jeg ved ikke af mere, før jeg vaagnede op i Sengen. Det var Solskin og Mor sad ved mit Hovedgærde og lappede mine Søndagsbukser, mens NSøster sad ved Vinduet og legede med sin Kludedukke. Far var gaaet ud, og Georg var ude at lege. Han var helt sluppet for Prygl i Dag og hade i den Anledning lagt sit Penalhus paa mit Hovedgærde; jeg skulde have det at lege med, naar jeg vaagnede. Det var ellers en Helligdom, som hverken Søster eller jeg maatte røre ved.

Jeg hade kolde Omslag bag paa, som Mor en Gang imellem skiftede. »Aa, nu er det snart helt lægt,« sagde hun. »Det er ikke farligt, det lapper sig selv; det er værre med Bukserne!« Hun saa paa mig med et Udtryk, saa jeg maatte le.

Det rygtedes snart blandt Boligernes Drenge, at jeg uden at skrige frivillig hade ladet mig prygle med Spanskrør, saa jeg besvimede; Georg hade fortalt det, og jeg blev optaget blandt Drengene og behandlet som en Helt. Men jeg holdt mig helst for mig selv. Om end jeg kunde staa for en Øretæve, som det hed i vort Sprog; den offensive Kraft, som var nødvendig for at kunne begaa sig mellem Boligernes Drenge, hade jeg ikke.

Paa mine Strejftog ind i Byen var jeg naaet helt ud til NStudemarken, omtrent Nhvor nu Kvægtorvet ligger, hade soppet i Sivene derude, i Vand der var rødt som Blod af forraadnet Tang – af druknede Søfolk troede vi Drenge – og været oppe ved Vesterport, hvor der ifølge Rygtet skulde vokse saa mange Buske med Stikkelsbær. En daglig Tur, som lod sig forene med næsten et hvilket som helst Ærende, var ind til Søerne paa den anden Side Trianglen for at tage et Bad. Søerne hade Naturbredder dengang, kun beskyttede af en lav NKurvefletning; og vi Smaadrenge laa paa Maven ud over Kurvefletningen og dukkede Hodet. Det skulde helt under, saa NHalslinningen blev vaad, ellers galdt det ikke for et Bad.

Landevejen øvede en egen Fortryllelse over mig. Derude fra Forlængelsen sugede det; begav man sig først i Vej, helst med bare Fødder, trak den og slap én ikke gærne igen. Hvor gik det let udad, og hvor var det til Gengæld en træls Vej hjemad – selv efter at man hade gjort sig fortrolig med Pryglene og ikke længer regnede dem.

Naar der græssede Dyr paa Fælleden, holdt jeg mig helst borte fra den; Dyr hade jeg endnu ingen Lejlighed haft til at blive fortrolig med – jeg var bange for dem. Men ellers kunde den nok friste, der var noget ved dens øde Flade, som ikke afbrødes af et eneste Træ, der lokkede mig. Jeg vovede mig langt ud, hvor Nørrefælled endte, over paa en ny Flade som hed NLammefælleden, og kom endelig til Kløvermarker og Eng – NLersøkvarteret – hvor jeg plukkede store gule Koblommer til Mor. Ved Synet af Blomsterne glæmte jeg helt, at hun ikke maatte vide noget om Turen.

Jeg var naaet ud paa det dejlige aabne Bondeland; Bøhlandet kaldte vi det, og Ordet ledte uvilkaarlig Tanken hen paa Bøhmænd og Mørke. Og saa var her meget lysere og venligere end hjemme i Boligerne, Luften tog blødt og lindt om én, Kløveren var sval at lægge sin hede Kind til, Rummet var fyldt med Lys, Fuglesang og Summen af Insekter. Og lidt henne paa en Skraaning rumlede et langt leddet Væsen afsted, stønnede og fløjtede, hostede Røg og Snavs ud af Skorstenen, og skabte sig ganske frygteligt. Det var NFuttoget; jeg saa det vistnok for første Gang.

Min største Oplevelse derude var dog, at jeg saa hvordan Mælk blev til, den dejlige Drik, der smagte, ah, saa vidunderligt, saa man kunde drikke løs af den selv om man var aldrig saa mæt. Det var en hel Begivenhed, naar man blev sendt afsted efter en halv eller en hel NPot, og fik Mors: »Gud naade og trøste dig, hvis du slikker af den undervejs!« med paa Vejen. Naturligvis slikkede man – uden at blive overernæret af den Grund, og Mor skældte over den Ntyvebrændte Hørkræmmer, som gav saa knebent Maal. Saa stod den paa Vandgrød, og hver fik en Kop Mælk til Grøden – ah! Men til Mors Kop blev der ikke noget! Saa skete der let det, at alting vendte sig i én og man satte sig til at brøle af alle Sluser: Mor, Mor! Mor sagde hverken Tyv eller noget andet, hun kyssede én blot og sagde: »Drik nu din Mælk, min Dreng; den er saa god for Kirtler!«

Men her flød Mælken i stride Strømme, Nstrilede lige lukt ud i Solskinnet. Der sad en Kvinde et Stykke henne og trykkede Hodet ind i Siden paa en Ko og trak den i Maven; og der skød Straaler af Mælk ud af Maven paa den og ramte Spanden, saa det sang efter. Den dejligste hvide Mælk, tilmed af en Ko, der var kulsort! Hun vinkede mig hen til sig og gav mig at drikke; og jeg fløj hjemad, ladet til Halsen med Oplevelse. Jeg hade drukket Mælk, rigtig Mælk fra Landet! Blomsterne glæmte jeg derude, men det var nær gaaet galt alligevel. For det var jo ikke til at holde sin Mund, naar man hade drukket Mælk – rigtig Mælk fra Landet! Og paa dette Punkt var heller ikke Mor til at spøge med; hun hadede Vagabondering af et godt Hjærte.

En Morgen hade Far glæmt Snaps og Øl, da han gik paa Arbejde, eller rettere Mor hade glæmt at give ham det med – hun var meget nervøs, da hun opdagede det. Hun beholdt Georg hjemme fra Skolen – »i Morgen faar du en Seddel med, at du var syg,« sagde hun.

»Ja, men saa lyver vi jo,« sagde Georg og saa svært uskyldig ud.

»Dit skinhellige Asen, du gaar saamænd ellers ikke afvejen for at stikke en Plade!« sa'e Mor leende: »Nej, vi lyver ikke,« tilføjede hun alvorlig – »vi hjælper os bare! – Og se saa at komme afsted, saa jeres Far kan faa NKlatterne, mens de endnu er varme.« For at gøre Forglæmmelsen god hade Mor bagt et Par Pandekager og kommet i Kurven. – »Gaa nu ikke og tjat paa Vejen; der bliver Hus i Helvede, hvis I ikke er fremme til Far skal spise Frokost!« Hun skubbede os ud ad Døren.

Sendte hun os begge to for at være sikrere paa, at Ærendet blev besørget? Vi vidste, hvad det galdt, og travede flinkt afsted, med hinanden i Haanden. Men Landevejen, ak Landevejen! Da vi kom fra Boligerne ud paa Strandvejen, susede NSprøjterne forbi udad, hver trukket af fire galoperende Heste, og med en lang Hale af Drenge og Støv efter sig.

lød det i Takt fra den vældige Hale af Drenge, og

Suget tog os og rev os modstandsløs med! Lod vi Kurven falde for at komme hurtigere afsted? Hænderne gør undertiden noget, man ikke ved af, navnlig i Drengeaarene.

Langt ude, omtrent hvor »NNorgesminde« ligger, brændte en Herregaard. Et overvældende Indtryk maa Branden have gjort paa mig; jeg ser endnu Flammehavet, Ildtungerne, der bugtede sig som Piskesnærte og slog Knald i Luften, Sammenstyrtningerne, hvor de sorte Bjælker var som Væsner, der dykkede ned i Ildhavet med Hodet foran! Politiet hade trukket en Afspærring og holdt os paa lang Afstand; men Heden fra det alvældige Baal ramte éns Kind, saa man maatte dreje Hodet. Saa faldt Afspærringen, eller Georg og jeg har fundet en Vej bagom; vi staar ved to lange Rækker forkullede Køer. »Et Hundrede og seksogtyve,« tæller en Mand og stikker til en Ko med sin Stok. Og Stokken plumper igennem Maven paa Koen!

Og i det samme udstøder min Bror et Vræl og peger. Solen er ved at gaa ned; Dagen som vi syntes først er begyndt for lidt siden, er gaaet til Ende, skammeligt er den listet hen over Hodet paa os uden NVarsko af nogen Art. Men nu kan det nok være, vi varsko's; Sulten river i Tarmene paa os, mens vi Haand i Haand traver hjemad. »Skidt med Kløene,« siger min Bror, mens vi løber for Livet, »men vi faar ingen Mad.« Og nu kan jeg give ham Ret: Skidt med Kløene! Jeg har jo vundet Sejr over Smærten; det er slet ikke saa farligt, bare man bider Tænderne sammen og knytter Haanden om Tommelfingeren. Saa gør kun det første Slag rigtig ondt. Men Sulten, Sulten – vi faar ingen Mad! Av, av, av!

»Vi kigger efter Kurven« – kommer det stakaandet fra min Bror, mens vi løber. »Maaske har vi smidt den over i Grøften – – der var Pandekager i!« Vi formerer Kæde og løber langs hver sin Grøft; men der er ingen Kurv. Og nu dukker Indgangen til Boligerne op, og B Nr. 28 – »Tør du gaa først ind,« hvisker min Bror hæst; det er ligesom min Tapperhed har gjort ham frygtagtig.

Jeg tør; Mor tager imod os i Døren. »Gaa stille den anden Vej om til Køkenet og vask jer,« siger hun hviskende, »NOnkel Morten er her!« Saa vanker der ingen Klø i Dag! Men Mad? Mad??

Mor tager imod os i Køkkenet og putter en Humpel i Munden paa hver af os, mens hun gaar os efter med Svampen; saa kommer vi ind og hilser paa. »Det er saa Knægtene,« siger Far, »de har været et Ærende og er blevet forsinkede.« Gør han Nar af os? Der er intet at se paa hans Ansigt. Han er i sit pæne Tøj, Onkel Morten skal der gøres Stads af.