XII

En eller anden har ved Lejlighed bebrejdet mig, at det skortede mig paa Slægtsfølelse, og noget er der vist om det. Mine Interesser bagud er i høj Grad sekundære; Fortiden interesserer mig i første Række som Middel til at kaste Lys fremefter. Der er overhodet ingen stærk Følelse af Samhørighed i min Slægt, selv ikke inden for den nærmeste Familie; skønt Børn af de samme Forældre er vi Søskende meget forskellige, er paa vigtige Punkter faldet i hver sin Verden. De blot lidt fjærnere Medlemmer af Familien kender knap hinanden, naar de møder hinanden paa Gaden.

Jeg anser dette for et Gode. Der er lige saa lidt Mening i at omgaas, blot fordi man har Forældre eller Bedsteforældre fælles, som der er i at omgaas paa Grundlag af, at man er fra samme Landsdel eller har samme Levebrød. Heller ikke omgaas jeg i Udlandet Mennesker paa Landsmandskabets Vegne men søger min Omgang efter mindre konventionelle, til Gengæld mere levende Behov. Det er et af de Omraader, hvor Proletaren adskiller sig fra den Borgerlige. Naturligvis har han lige saa mange Aner, hans Stamtræ vil være lige saa let at føre tilbage til NGorm den Gamle eller »NSkjalm Hvides Æt« som ethvert andet; da ingen af os Mennesker er faldet ned fra Himlen, rækker vi alle Ngenealogisk lige langt tilbage. Men har man Tiden saa haardt inde paa Livet af sig, at den daglig giver Buler, vil man som Smaaborgerlig søge Trøst i store Forfædre – eller store Samtidige udgaaet af éns eget Milieu eller Fag; som Proletar vil man vende sig fremefter, søge sig Trøst i og sætte sin Lid til Fremtiden.

Mange og stærke Modsætninger brødes i vor Familie, overfladisk symboliserede i den gamle Modsætning blond og mørk. Mor var det blondeste af alt blondt, baade af Lød og af Indre, hun var helt igennem en lys Natur, aaben og gennemskuelig. Mærkelig nok var hun den af Forældrene, der hade mindst Rod i den hjemlige Jordbund; Nhendes Farfar var en indvandret Sydtysker, Nhendes Mor en svensk Kvinde, vistnok med jødisk islæt. Far derimod, der var som Kul og Bronce af Ydre, og hvis Indre var fuldt af hemmelige Rum ligesom de gamle NDragkister, var helt igennem Bornholmer; det var umuligt at paavise nogen som helst fremmed Islæt. NHans Mor var en lille, mærkelig Kvinde, Nfinneagtig, faamælt og dyb, ikke til at lodde Bunden i. Hun stammede fra en lille NGaard nordlands paa Bornholm, hvor hendes Slægt hade hørt til i umindelige Tider. Hun var lige mørk baade Sommer og Vinter og lige saa brun paa Kroppen som i Ansigtet. Alle hendes Søskende var blonde og Forældrene ogsaa, ved hende sprang det mørke Element frem i Dagen efter maaske at have ligget bundet i Slægten, Nnedfjælet i dens Reserver, i Aarhundreder. Et stærkt Element har det i al Fald været; alle hendes egne Børn blev mørke, og ogsaa hos os Børnebørn er det fremmede Præg overvejende. Farfar var ogsaa Bornholmer, gennem mange Led, af NNansenernesA Slægt fra Sydbornholm. Denne Slægt, der vel langt tilbage er indvandret fra Tyskland, har siden sendt adskillige Udløbere ud over Norden. Nanserne optraadte gærne to og tre i Følge og hade et Præg af Klan over sig. Det var lange senede Folk, Slagtere og Kreaturhandlere de fleste af dem – Kortspillere om en Hals! Bedstefar lignede dem paa et Haar. Ogsaa han beholdt som NIndsidder og Daglejer Livet igennem en stejl Nakke; han var sine tre NAlen lang og langt op i Aarene en forvoven og dygtig Svømmer.

Bornholm er i Hovedsagen blevet befolket over Tyskland og Sverige; de to Lande, der laa nærmest ved Øen og derfor naturligt dannede Bro ved Folkevandringer. Fra den svenske Kyst kan man tydelig se Bornholm med Klipper og grøn Ask, fra den tyske skal man ikke ret langt til Søs, før man faar Øje paa Øen. Den samme Blanding af Ansigtstyper, man træffer i Sverige, og gentræffer Type efter Type paa en Rejse gennem Rusland fra NLeningrad til Kaukasus, gaar igen her. Og der er i bornholmsk Sprog og Overtro Rester, der viser sydpaa, mod NBodensøen og NAllemanerne. Det er en broget Rede, selv en saa fjærn Afkrog af Verden som denne lille Ø i Østersøen; det er ikke saa lige til at bestemme Fjerfarven paa dem, som flyver ud derfra!

Mor paastod det i al Fald; hun hade ventet i en Bornholmer at træffe det Nstøtteste af alt paa denne Jord og var blevet grundig skuffet. Mor var skinsyg, ikke blot naar det galdt hendes NSøster Marie; mange Udbrud lod skinne igennem, at hun i den Retning aldrig troede Fader rigtig. Maaske var hun det med Grund; i ethvert Tilfælde var hun stærkt forelsket i Far og blev trods alt ved at være det, og Kærlighed uden Skinsyge er vel mindst lige saa sjælden som Roser uden Torne. Det var undertiden vægtige Anklager, hun rejste mod ham, ogsaa naar vi Børn var tilstede; og Far, som ellers ikke taalte ret meget af Bebrejdelser, lo blot. Kvindetække hade han – som det vel gennemgaaende er Tilfældet med mørke Mænd i et blondt Folk; og dette Kvindetække gav han rigeligt i Arv til de mørke blandt sine Børn. Georg kunde allerede i Læreaarene vanskelig begaa sig for Kvinder; de formelig holdt Klapjagt paa ham og var ikke langt fra at spise ham op. Det mærkelige ved Mors Skinsyge var, at der var en Biklang af Stolthed i hendes Anklager, som pralede hun med Fars Forseelser samtidig med, at hun grædende bebrejdede ham dem.

Jeg ved ikke, om Mor i sin Skinsyge lagde mere i Tante Maries Opfordringer til Far om at komme over til Kalifornien og bryde sig en Vej der, end ret og rimeligt var. Tante Maries Breve gentog sig og gav hver Gang Anledning til Scener; og da hun Npludselig overraskede ved sit Besøg, blev det først rigtig galt. Georg og jeg kunde ikke lide hende, skønt hun hade Foræringer med til os og gav os Penge til Slik. Hun hade Fregner omkring Næsen, noget der i vor Drengeverden kun kunde hidrøre fra, at Nman var løbet bag efter en Natvogn; saa snerpede hun Munden sammen, naar hun talte og lo, saa hun kom til at ligne Søsters Dukke; og hendes Tænder kunde tages ud! Hun satte dem i Blød i et Vandglas, naar hun skulde i Seng, og om Morgenen stod hun og børstede dem ved Køkkenvasken!

Det var en urolig Tid; vi Børn var husvilde og ilde tilmode. Ofte blev vi sat udenfor, og Dørene lukket, saa skulde der forhandles paa Tomandshaand. De skændtes derinde, Mor græd, og vi Børn ruskede i Dørene og vilde ind til hende; saa kom Far, aabnede Døren lidt og skændte paa os. Nabokonerne samledes i hviskende Grupper lidt fra vor Indgang, og Nen Dag kom Præsten og gik ind; i Forbigaaende rørte han med Fingerspidserne ved vore Pander. Jeg husker det, fordi jeg ikke kunde fordrage at fremmede Mennesker rørte ved mig.

Saa pludselig rejste Tante Marie, Far kom ikke med over for at bryde os alle en Vej men blev hjemme; Tilværelsen kom atter i den gamle Gænge. Nu og da bebrejdede Mor ham et eller andet i Forbindelse med Tante Marie; han lo ikke mere til det men blev mod Sædvane hidsig. »Det er din Skyld, én gaar her og slider og ingen Vegne kommer,« sagde han. »Nu kunde jeg været godt i Vej derovre, ja I andre kunde kanske ha været paa Vej over til mig.«

Mor blæste: »Paa Vej over til dig – pøh! Vi kunde vist ha Nkigget i Almanaken efter dig, var du først kommet derover. Du er saamænd ikke bedre end dine Brødre!«

Om Fars yngste Bror, NOnkel Kristian, hed det, at han var stukket af til Amerika for at komme fri af Forhold, han var raget vel langt ud i. Og om NOnkel Morten – ja, hvad var det egenlig med ham? Han hade Nsovet paa Dækket i Maaneskin, sae de – og blev saa underlig lavmælte.

Onkel Morten var den ældste af Søskendeflokken og den, der var naaet videst. Han var bosat i NRønne, hvor han hade eget Hus med Have og drev en lille Købmandsforretning, som Hustruen passede; selv sejlede han. Han fór i regelmæssig Fart mellem Rønne og København, sejlede over med Lasten fuld af hugne Sten og kom hjem med NStykgods. Nogen Søfartseksamen hade han ikke; men Skipper var han alligevel, ja næsten Skibsreder; for han ejede selv Skuden, en lille NSkonnert. Han hade en Mand til Hjælp til at rende Skuden mellem de to Havne, »rende« her nærmest at opfatte som et Sømandsudtryk. Gennemgaaende brugtes der fra et Par Uger til en Maaned om Turen over og hjem igen. Dengang hade Øens Nhøjeste Embedsmand, hvad en NArbejdsmand nu har, ca. ti Kroner om Dagen; og Onkel regnedes med Rette til de Velstaaende. Vi omgikkes da heller ikke; skønt Onkel Morten var i København hveranden tredje Uge, mindes jeg kun at have sét ham én Gang, før han nu kom og frelste os fra en Afstraffelse, der sikkert var sat af til os baade med god Vægt og Tilgift.

Jeg husker Onkel Morten fra dengang som en ualmindelig smuk Mand, endnu mørkere og brunere end Far. Hans Haar og Skæg var kulsort og silkeblødt, Huden varmt kobberbrun, mættet i Farven som man ser det Nhos Arabere; den høje brede Pande spejlede Lyset som en blankbuget Kobberkedel. Men den fyldige Mund hang en Kende i den ene Side, og ogsaa den ene Arm hang lidt. Det var fordi han hade sovet paa Dækket i Maaneskin, sae Mor, det var Maanesygen! »Stakkels Mand, han slipper nok ikke med det,« mente hun. »Den slags Folk ender gærne som NSvøbebørn, der maa mades og holdes frem.« Hendes Spaadom fyldte mig med Uhygge; jeg kunde ikke lade være med at stirre paa Onkel; saalænge han var i Stuen, veg mine Øjne ikke fra ham. Han blev urolig af det.

»Du stirrer saa underligt paa mig,« sagde han endelig og lo forlegent.

»Ja, det er en Knægt, der bruger sine Øjne,« sagde Far stolt. »Han er ogsaa opkaldt efter dig; maaske kommer han til at ligne dig. Hvem skal forresten have Tingene efter dig; du har jo ingen Børn?«

Onkel Morten virrede med Hodet. Saa løftede han sit Glas: »Skaal, Bror!« De sad med Brændevinsflasken mellem sig! – Og vi hade altid hørt, at Onkel ikke drak!

Onkel Morten kom oftere i denne Tid. Det drejede sig om Broderen i Amerika, som hade fraskrevet sig Retten til at arve efter Nde Gamle derhjemme paa Balka, om de gik hen og døde. Til Gengæld vilde han saa heller ikke have nogen Forpligtelse over for dem – han var jo saa langt borte. Nu vilde Onkel Morten have Far til at underskrive et lignende Papir. »Saa er du fri, og alle Forsørgelsespligter paahviler mig,« sagde han. Men Far vilde ikke.

»Man kan fraskrive sig sine Rettigheder, men Pligterne kan intet Dokument skille én af med,« sagde han.

Saa blev Onkel Morten igen borte. Men vi hørte om ham, at han drak og turede, og ind imellem søgte til Nkloge Koner og Mænd i Skaane, som kurerede Folk ved Haandspaalæggelse. »Det er Maanesygen!« sagde Mor. »Nu renser han, og tror han kan vaske sig ren i Uskyldighed! Men Vorherre slaar til ham en Dag – naar han har ødelagt tilstrækkelig mange Uskyldige. Og hvad Vorherre ikke gør, det skal Spiritus'en nok besørge!« Det var ikke ofte, Mor anførte Vorherre, og i min Sjæl voksede Uhyggen omkring Onkel og antog saadanne Former, at jeg skreg op, naar Maanen skinnede ind til mig om Natten.

Den eneste Slægtning, vi Børn rigtig holdt af og hvis Besøg vi længtes efter fra Gang til Gang var NOnkel Otterberg, og han var endda ikke vor rigtige Onkel, Mor og han var Plejesøskende. Onkel Lauritz hade vi altid kaldt ham; men nu var han blevet Ægtemand, og saa forlangte Etiketten i vor Verden, at vi kaldte ham ved Efternavn. Onkel Otterberg var Murer og en glad Svend; naar han kom, blev der vendt op og ned paa os Drenge; vi red paa hans Skuldre, han Nvendte Pandekage og legede NHimmelspræt med os. Drenge hungrer ogsaa efter Kærtegn, om end af en lidt egen Art; og vi var ikke forvænte i den Henseende. Herligt var det, naar han lagde sig paa Ryggen paa Græsplænen mellem Husrækkerne og vi satte os godt tilrette overskrævs paa ham. Saa var han en fæl Kæmpe, der var besejret og skulde holdes nede, og han stønnede og gav sig gudsjammerligt af en Kæmpe at være. Og pludselig dannede han Bro og vi trillede hen i Græsset.

Far forstod ikke at lege med os, selv om han var i Humør til det; det endte gærne med Misstemning, undertiden ogsaa med Graad og Tænders Gnidsel. Det var Synd, at Onkel Lauritz gik hen og giftede sig; han kom sjældnere nu, og naar han kom, var det i Søndagspuds og med ung Kone paa. Også Onkel Otterberg var hyggelig og munter, selv om Tøjet og den ny Værdighed som Ægtemand satte visse Grænser – endnu den Dag i Dag er han med sine 80 Aar en glad Svend. Men han begik den Fejl at bosætte sig i NRabarberlandet, hvor vore argeste Fjender holdt til. Der var Blod mellem Drengene fra Boligerne og dem fra Kvarteret omkring NGriffenfeldtsgade-Kapelvej, man vovede sig kun derud i Flok og Følge og forsynet med Remme eller Kæppe. Derud lod der sig ikke vagabondere. Men det hændte ret tidt, at vi kom derud paa Besøg Søndag Eftermiddag med Far og Mor; og det var altid noget af en Fest. Onkel Otterbergs stod for os som de eneste, vi var i Familie med; og ud over disse Besøg – og Genbesøg – plejede Far og Mor overhodet ingen selskabelig Omgang.

Engang blev Georg og jeg sendt derud i et Ærende, der aabnede mørke Udsigter fremefter, vi skulde hente Vuggen, som Onkels hade laant til deres Førstefødte. Det var ikke morsomt at skulle slæbe den den lange Vej hjem helt ovre fra NTjørnegade, og hvad skulde man desuden med den? Det gik meget bedre uden Vugge.

»Hvad vi skal med den? kan du da ikke forstaa det, dit Fjols; Mor skal ha Nen Lille, naturligvis! Naar en Kone lægger Hænderne paa Maven, saadan, og er spids omkring Næsen, saa betyder det altid, at hun skal ha en Lille!« Georg lagde Armene over Kors og skød Maven frem, saa de kunde hvile paa den.

»Men saa kan vi jo bare sende Bud efter Præsten og døbe den; saa dør den nok,« mente jeg.

»Aa, du er dum. NMan dør ikke, fordi man blir døbt; men man blir døbt i en vældig Fart, fordi man skal dø.«

Saa var den Udvej lukket. Der var meget bagvendt til.

Vi skød Genvej over Fælleden, Kreaturerne var taget hjem. Paa Vejen blev jeg træt og søvnig, vel sagtens som Følge af Forstemtheden; jeg har det endnu med at blive søvnig, naar noget gaar mig imod. Vi maatte sætte os, og jeg faldt i Søvn med Hodet i Georgs Skød. Maaske har jeg sovet længe, og han har vel kedet sig – hvad han hade let til – og paa den anden Side ikke nænnet at vække mig. For at faa Has paa Tiden gav han sig saa til at stoppe mig Munden fuld af tør Faaregødning. Han var netop i Færd med at forsøge, om de smaa sorte, haarde Kugler ogsaa kunde presses ind i Næsen paa mig, da jeg vaagnede op. Jeg skreg og kastede op, mens min Bror ivrigt hjalp med at befri mig for »det væmmelige Snavs, som var røget ind i Halsen paa mig«. Jeg troede ham ikke længer; men da en større Dreng kom og blandede sig i Sagen og vilde prygle ham, tog jeg straks hans Parti; og vi slog den fremmede Dreng paa Flugt. Dermed var vort Venskab genoprettet og vi travede videre, mens min Bror snakkede mig Hodet fuldt for at udviske de sidste Spor af sin Handling.

»Ja, du spytter nok, og det smager heller ikke morsomt; men jeg vil sige dig, at det gir Kræfter, saa Smagen den maa man vænne sig til. Du har vel nok set, at stærke Mænd har noget sort i Munden, som de tygger paa? Det er saadan noget – man blir saa ædende stærk af det. Det var jo ogsaa dig, der mest tævede den store Dreng.« Han blev ved med at snakke mig Hodet fuldt, saa jeg blev ør og tilsidst hverken vidste ud eller ind. Var Fælleden ikke hørt op, saa vi kom ind i Rabarberlandet, var det endt med, at jeg hade givet mig til at æde Faaregødning.

Hos Onkel oplevede jeg noget nyt, jeg spiste Jordbærsyltetøj – for første Gang i mit Liv. Og Turen hjem var ogsaa god nok. Det gav sig nemlig til at øsregne, da vi skulde over Fælleden. Vi fandt saa paa at hvælve NKurvevuggen over os og gaa inden i den; det var som at gaa under et helt Hus.