XIV

Far hade forladt Stenhuggeriet og var gaaet over til Brolæggerhaandværket; han hade aldrig lært nogen af Delene, men Sten og Hammer faldt ham lige medfødt i Haanden, hvor han saa traf dem. Han rykkede hurtig op blandt de egenlige Brolæggere; og naar jeg bragte ham hans Formiddagsmad, saa her saa der i Østerbros ny opdukkende Sidegader, sad han paa en lille énbenet Krak og satte Brosten. Han gravede i Sandet med en morsom Hammer, der var Spade til den ene Side, svang den i Luften saa den vendte sig i Haanden og lod Hammerbanen falde paa Brostenen, saa det sang mellem Husrækkerne. Masser af Sand var der, og det saa ud, som Brolæggerne sad og legede i det; man kunde blive helt misundelig paa dem! Om Eftermiddagen var det Georgs Tur; naar han kom hjem fra Skole og hade spist, løb han afsted til Far med Eftermiddagskaffen. Ofte fik han Lov at blive derude Resten af Eftermiddagen og lægge Brosten frem til Sætterne. Han fik Penge for det af Formanden – femogtyve Øre. Ja det var gode Tider!

Det kunde mærkes paa alle ydre Ting, og ogsaa paa Sindet; man bliver god af at have det godt. Far var gladere end før, og vi andre ogsaa; paa alle Mennesker kunde man mærke Omslaget. Om det saa var Deliristen Bigum, virkede han mindre faretruende. Han hade forresten været paa Hospitalets Drankerafdeling for at blive vænnet af og gik nu, tynd og slatten, og rystede. Hans blaa Næse var blevet lang i Stedet for tyk, og dryppede; han frøs altid. Konerne syntes, at det var Synd for ham, og gav ham i Smug en Snaps.

Ogsaa paa Maden kunde det mærkes, at Tiderne var andre; Mor købte ofte et stort Stykke amerikansk Flæsk og kogte Grønkaal eller Sulevælling – i den store Gryde saa der var til flere Dage. Saa hed det at passe paa, ellers gik Madam Nielsen den Tyvekælling ind og stjal os Maden af Gryden til sine lange Døgenigte. Selv kogte hun aldrig; hun gad ikke, sagde Mor. De tjente ellers gode Penge derinde. Folk var rigtig kommet i Spænderehjørnet, og naar Nielsen viste sig i Gaardene med sin Lirekasse og sit falske Træben, regnede det ned til ham med Skillinger fra alle Etager, saa han knap fik Tid at spille bare for at samle op. Han vilde gærne have en af os Drenge med for at samle op for sig; men det maatte vi ikke for Mor. »Lad ham tage sine Labaner til det,« sagde hun, »vi er hverken Lirendrejere eller Lurendrejere!« Hun var helt opbragt over Frækheden.

Far var meget hjemme; om Aftenen og om Søndagen sad han gærne og skrev, tegnede og lavede Udregninger paa et vældigt Ark Papir. Han gjorde Overslag, og Mor gik stille om og tyssede paa os. »Far arbejder,« sagde hun med et eget højtideligt Udtryk, som var mig nyt. »Han udarbejder Tilbud. Nu bliver vi snart velhavende.« Om det nu var den spændende Læsning, der var Skyld i det, hun var ikke længer saa nøgtern og skeptisk over for Far. Før hade hun altid trukket paa Skuldren af hans Planer. Naar han snakkede om noget han hade for, saa hun altid ud som hun tænkte: »Ak Gud hjælpe os! Bare du dog vilde passe det, du har mellem Hænderne.« Dette paavirkede vel igen mig; jeg hade aldrig taget Faders Planer alvorligt, men betragtet dem som Værtshusdunster.

Jeg begyndte nu at se og opfatte mere nuanceret; det hele var ikke saa lige til, daglig var der et eller andet, der med et pludseligt Ryk stillede sig i ny Belysning. Hvad jeg tidligere hos Far hade opfattet som Luftkasteller, byggede op af Brændevinsdunster, tog nu en hel anden Skikkelse. Mor hade ofte talt om, saa meget han vilde, da han var ung, saa ærgærrig og fremadstræbende han dengang var. Nu forbandt det sig for mig, jeg anede en Sammenhæng mellem det og den anden nedslaaende Side ved Far, en Kamp hvor han snart sank i Dybet snart bares højt. Fra Kalkbrænderihavnen hade jeg engang set en Baad med en Mand i, ude i Brændingen. Han roede haardt for at komme ind til Havneindløbet, og undertiden tog en Bølge Baaden, løftede den i Vejret og løb fremad med den, saa det saa ud som vilde den bære ham frelst i Havn. Men pludselig løb den bort under Baaden og lod den falde og forsvinde, saa jeg troede, Dybet hade slugt Manden, og maatte skrige højt. Det var første Gang, noget omsatte sig i et stærkt Billede for mig, i dette Billede af en Kæmpende saa jeg nu Far – og kom til at holde af ham igen. Ja, han blev paa en vis Maade min Helt igen, men anderledes end før – mere sammensat. Dengang var han en lysende, nu rykkede han ind i mit Sind som en lidende Helt.

Mor var mere højtidelig end egenlig glad i denne Tid; hun hørte til de Mennesker, der er beklemte, naar det gaar opad – maaske fordi Stigningen betyder saa meget for dem. Nedturen har derimod aldrig truffet hende klejn til Mode; jeg har bestandig maattet beundre den Nerve- og Viljestyrke hun kunde opbyde, naar det gik ned ad Bakke for os, og maattet undres paa, fra hvilke skjulte Kilder i sig hun vel hentede den. Naar hun troede sig alene, kunde hun staa timevis og kigge i Fars Papirer, der var laaset ned i Bordskuffen – som vilde hun søge Rede paa, om der nu virkelig var en Fremtid i det, eller det ogsaa denne Gang vilde give Bagslag. Hun skulde senere – paa Bornholm – opleve at der virkelig var noget om det, uden at blive lykkeligere af den Grund.

En Lørdag Aften kom Far hjem og meddelte, at han fra om Mandagen skulde arbejde som Formand. Det var morsomt at se Mor. Et Øjeblik stod hun som lammet; men saa rystede hun sig som en ung Pige og fløj Far om Halsen. Han gjorde sig læmpeligt fri, men Mor slap ham ikke. »Saa maa du op med Penge,« sagde hun og greb selv ned i hans Lomme og trak Ruskindspungen op. Og Far lod det ske, uden at mukke større.

»Gud ved, hvad der gaar af dig,« brummede han blot.

»Der gaar det af mig, at jeg vil have Fremmede i Morgen,« svarede Mor rask. »Jeg vil have Gilde for min Mand.«

»Vi maa hellere købe mig nogle flere Skjorter,« mente Far. »Som Formand kan man ikke gaa en hel Uge i de samme Skjorteærmer.«

»Dem syr jeg selv,« sagde Mor. »Du skal nok faa pæne Skjorter, saa du kan skifte hver Dag om du vil.«

»Ligesom Kongen!« raabte jeg. For gennem Tante Lassens vidste jeg, at Kongen skiftede hver Dag, Prinserne hveranden. Mor blinkede til mig at jeg skulde tie stille.

Næste Morgen var Georg og jeg tidlig paa Færde og ude paa Kristineberg efter Masser af Brød, fint og groft, som Mor skulde bruge til »skaaren Mad« til de Fremmede. Saa fik vi vort pæne Tøj paa og blev sendt ud for at bede Gæster til om Eftermiddagen: Onkel Otterbergs, Tante Lassens og Tante Trine. Dermed var hele vor Omgangskreds udtømt. »I maa endelig sige til Tante Lassen, at Far er blevet Formand,« indprentede Mor os, da vi gik. »Saa kommer de nok.« Far sov endnu, han var om Søndagen saa dødstræt efter Ugens Arbejde, at han knap kunde vaagne.

Min Bror og jeg begreb ikke, hvordan det kunde falde Mor ind at bede Tante Lassens, som Far slet ikke kunde lide, naar der skulde være Gilde for ham. Men vi var glade for Anledningen til at komme ind til dem, der var saa meget Legetøj og en egen Duft over det hele, en Duft af fremmed Verden, som talte til vor Fantasi.

De boede et Steds inde i den indre By, lige i Nærheden af Slottet, vistnok i Frederiksgade. Vi hade kun været der et Par Gange, men beskæftigede os til Gengæld saa meget mere med dem. Mennesket kan ikke leve af at have alting nedefter; Tante Lassens var vor Forbindelse opefter i Samfundet, vor Stolthed.

Og hvad for en Forbindelse var det ikke – den førte helt til Tops. Onkel Lassen var Kusk hos Enkedronningen og gik altid i rød Frakke! Allerede dengang virkede den røde Farve fortryllende på mig; jeg syntes det var den prægtigste og fornemste Farve af alle, og begreb ikke, at Kongen ikke selv gik med den, men benyttede den til sine Kuske og Lakajer. Men ogsaa saadan var det godt: naar Onkel hade sin røde Frakke paa, var det næsten som at være sammen med Kongen!

Tante Lassen hade været noget i Kongens Køkken og blev endnu hentet ved særlige Lejligheder. Forresten var de begge gamle; Onkel kørte sjældent; han hade Opsynet i Staldene. De hade kun ét Barn, en voksen Datter, som var ugift og gjorde Tjeneste ved Hoffet; hun var det fineste der var til, og saa var hun meget smuk. Det sidste støtter jeg dog ikke paa min egen Iagttagelse, men paa hvad de Voksne sagde. Selv hade jeg kun Øje for hendes høje mægtige Barm, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig.

Hun hade igen en lille Pige, der var som traadt lige ud af en Æventyrbog. Alene den Maade hun blev behandlet paa, maatte gøre hende til en Æventyrprinsesse i mine og min Broders Øjne. Hun var altid i hvide Kjoler, hvide Strømper og hvide Sko, ligesom Prinsesserne hos H. C. Andersen, og saa var hun blaseret. Hun hade det vidunderligste Legetøj, men naar vi beundrede det, lukkede hun Øjnene halvt i, lagde Hodet bagover og sagde pøh! Skønt hun ikke var ældre end jeg, regerede hun fuldstændig det hele. Far paastod, at Onkel Lassen trak i rød Frakke og stod bag hendes Stol, mens hun spiste.

Fine var de, og naar jeg skal være helt ærlig, hørte de slet ikke til vor Omgangskreds. Tante Lassen hade en Gang eller to været inden for hos os og afleveret noget Legetøj, som hade tilhørt Prinserne, og som Far ubønhørligt puttede i Kakkelovnen, trods vore Taarer. Saa hade jeg nu og da været derude med Mor, og et Par Gange hade min Bror og jeg villet besøge dem paa egen Haand og var læmpeligt blevet hældt ud. Det var i Grunden alt. Men Mor solede sig i det, og hade ogsaa her en egen Ævne til at faa meget ud af lidt; og vi Børn lyttede gærne til hende, vi trængte til lidt Kulør paa Tilværelsen.

»Bare de nu ikke hælder os ud,« sagde min Bror paa Trappen, vel for tiende Gang. Og det gjorde de; det vil sige, de slap os slet ikke ind. Vi saa dem bevæge sig inden for Entrédørens Gardin, men de lukkede ikke op. Jeg var ked af paa deres Vegne, at de gik Glip af Selskabet hjemme hos os, og vilde sparke paa Døren, men Georg kølede mig af. »Kan du ikke forstaa, at de godt har set os,« sagde han. »Det er jo derfor de ikke lukker op! Hvor er du dum.«

Ja, dum var jeg; jeg kunde ikke faa i mit Hode, at de hade set os og alligevel ikke lukkede op.

»Fordi vi ikke er fine nok, dit Fæ!«

Den sad! For første Gang gik det beskt op for mig, hvad det vilde sige at høre til paa Bunden.

»Saa skal jeg ogsaa ta og tisse paa Døren,« sagde jeg vredt. Men min Bror trak mig med ned ad Trappen, og vi traskede hjem.

Men Onkel Otterbergs kom, og Tante Trine med Pigebørnene; Drengen var paa en Anstalt. Det blev en dejlig Dag alligevel, af Mor fik vi grøn Sæbe i en Underkop og blæste Sæbebobler ovre ved Vaskehuset, og siden gaves der skaaren Mad med alle Slags Paalæg.