II

Paa Bagsiden af en gammel Farvergaard, helt ud i Vandkanten, hang en Stump Udhus, som alligevel ikke kunde anvendes til noget, saa forfaldent det var. Saa hade man med enkle Midler indrettet det til Menneskebolig – til at leje ud! Dèr kom vi til at bo. Der var to smaa Huller og et Køkken; usselt var det, meget ringere end vor Bolig i København, og Mor skældte. Naar det var Paalandsstorm, slog Søerne helt op over Strandstien, som løb lige under Stuevinduet, og oversprøjtede Gavlen og Ruderne, saa det var som at befinde sig i Agterstævnen af en Skude, der var rendt halv op paa Land. Vi Drenge syntes, det var morsomt, naar Østenstormen stod paa og hvide Skumflager klaskede mod Ruden; men Mor hade faaet nok af at sejle foreløbig. »Hvorfor kunde han ikke ogsaa ha lejet os et Hus ud til en Smule Gade? Her skal én sidde og kukkelure og aldrig se et Menneske eller høre en Vogn – bare Vand og Vand og Sværterens skaldede Bagbygning.« Han var denne Gang ikke Far, men den hellige Snedker, der skulde skaffe os Lejlighed og hade anbragt os her – maaske fordi Sværteren ogsaa var hellig.

Koldt var her, naar Vinden stod paa; oppe paa det aabne Loft, hvor Georg og jeg sov, blæste det tværs gennem Teglene. Og nedenunder i Lejligheden var der ikke til at faa varmt; Væggene var tynde halvstens Fyldninger i Bindingsværk og Kakkelovnen et gammelt forbrændt Monstrum, der aad alt, hvad man puttede i den, uden at det kunde mærkes paa den. »Den ræverøde Djævel,« sa'e Mor, »den bringer os da paa Ladegaarden!« Der blev nu ikke købt noget til den, men vi Børn hade nok at gøre med at fremskaffe Furage til den, tørret Tang og Kogødning, Brænde fra Skoven og opskyllet Træ fra Stranden. »Ja, I har da Varme af Utysket,« sa'e Mor, naar vi kom asende med vor Dragt. »En anden én har kun Ærgrelse over at være kommet fra Dynen i Halmen.«

Hver Gang hun saa Sværteren, gik hun løs paa ham angaaende Kakkelovnen og Komfuret, der ikke var bedre. Til sidst turde han ikke vise sig omme paa Strandsiden. »Saa opsøger jeg ham,« sa'e Mor. »En ny Kakkelovn skal han sørge for, om jeg saa skal lade mig optage i Menigheden for at faa den.« Mor hade en egen Ævne til at snakke med Folk, og hun kom tilbage med saa godt som Løfte om en ny Kakkelovn, eller i alt Fald en god brugt. Men da hun skulde med Sværteren ud til Støberiet og se paa en Kakkelovn, var Bagdøren ind til Farverens Gaard stængt. »Saa gaar vi til Hoveddøren, det er ogsaa meget finere,« sa'e Mor og løb neden om langs Strandstien til en Smøge, der førte op til Storegade, hvor Gaardens Façade med Butiken laa. Men i Butiken fik hun den Besked, at Sværteren var kørt paa Landet og ikke kom hjem før Aften.

»Jeg vidste ikke, at Guds Børn kunde glemme sig, saa de maa gemme sig,« sa'e Mor bare. Men fem Minutter efter var Sværteren ovre hos os og hentede Mor, og vi fik en Ovn, der kunde give Varmen fra sig.

Saa galdt det om at faa Varmen til at blive i Stuen. Det blæste ind mellem Bindingsværket og Fyldningerne, Mor lod os bløde Papir op og presse det ind i Aabningerne med en gammel Brødkniv. Det tætnede godt, men Loftet var ogsaa utæt, fra Revnerne mellem Loftsbrædderne dryssede der Snavs ned i Sengen og i Maden, naar vi spiste. Alt det vi klistrede, hjalp ikke; naar man gik oppe paa Loftet, revnede Papirstrimlerne. »Saa maa I finde jer i at faa gratis Peber paa Maden; for nu har jeg gjort, hvad jeg kunde,« erklærede Mor. Far mumlede blot.

Han hade ikke fundet noget Arbejde i Byen og maatte hver Dag trave ind til Stenværket i Helvedesbakkerne og slaa Brosten. Det gav en meget lille Ugeløn og en lang Arbejdsdag; Stenværket laa en halv Mils Vej inde, han maatte op ved Firetiden og kom først hjem fra Arbejde ved Syv-Ottetiden om Aftenen, træt og stiv. For dog at faa noget ud af det maatte de gøre Arbejdsdagen lang og arbejde ved Lygte. Et Par Gange om Ugen maatte Georg eller jeg med ind og sætte Brosten i Favnemaal eller rømme Rosset tilside til Skærveslagning.

Nogen gylden Tid tegnede det ikke til at skulle blive. Far sagde ikke noget; han var det tavseste Menneske, jeg har kendt, kun naar han hade nydt Spiritus, kom Tungen paa Gled. Men ogsaa paa ham hade det været let at mærke, at Omflytningen knyttedes til Forestillingen om en Oprykning. Og her var vi saa havnet, bag det hele og paa Bunden af det hele. Nogen Menneskebolig saa vi ikke fra vore Vinduer. Kun Havet, der strakte sig endeløst, med Dampskibe og Sejlere langt ude – og ind mod Landsiden den lange, vinduløse Baglænge til Sværterens Gaard. Der var meget mere Lagdeling her, end hvor vi kom fra, fremfor alt blev der set med Foragt paa enhver, der var fattig. Nogen Udsigt til Fremgang og Oprykning var her ikke.

Mor, der var bundet til Hjemmet, savnede det stærkt ikke at se et Menneske. For Køkkenvinduet, der vendte ud til Sværterens Have, var der anbragt en Trækasse, saa Dagslyset lige kunde komme ned fra oven, men man ikke kunde se ud. Og paa Strandstien færdedes kun Fiskerne med deres Hjulbøre til og fra Havnen. »Ikke saa meget som et Vindu med en Blomsterpotte kan man se fra denne Udørken,« sa'e hun klagende. Havet interesserede hende ikke særlig; men Kassen foran Køkkenvinduet og det den skjulte optog hende stærkt. Hendes Blik gik tværs igennem den, naar hun vaskede op, og jeg stod hos hende, fortalte hun mig om Haven derude. Der stod et stort Morbærtræ midt i med Grene som hang helt ned til Græsset, og inde under Træet var der Bord og Bænke – et helt Lysthus. »Der sidder Sværterens Svoger og næbbes med Kæresten – og tror de er ene i Verden. De drømmer nok ikke om, at Træ kan være gennemsigtigt.«

»Kan du virkelig se gennem Brædderne, Mor?«

»Det hører du jo! Naar én skal staa og glo paa saadan en Skærm fra Morgen til Aften, ender det med, at én ser tværs igennem den.«

Det lød slet ikke saa utroligt mere; over for alt dette ny og fremmede behøvede man nok overnaturlige Ævner for at kunne klare sig. Jeg hade ikke noget imod at ha en Mor, der kunde se tværs igennem Tingene; og det var mig slet ingen Tilfredsstillelse, da jeg en Dag kom under Vejr med, at hun ganske simpelt stod op paa Køkkenstolen og holdt Spejlet op under Loftet. Jeg var begyndt at faa ny Respekt for Mors Kræfter og hade ikke haft noget imod, om de var af overnaturlig Art. Ofte nok maatte hun jo alligevel hekse, skønt hun slog Hænderne sammen og paastod, at hun ikke kunde.

Far tog Forholdene forbavsende roligt. Han kunde godt lide at ha Havet til nærmeste Nabo og holdt sig hjemme uden for Arbejdstiden. Han hade købt en gammel Soldaterbøsse; den lavede han om til Jagtgevær og gav sig til at skyde Maager og Vildænder; ofte naar det var Maanelys stod han op om Natten og skød dem fra Vinduet. Vildænderne blev solgt, men Maagerne vilde ingen købe. Folk her betragtede dem som uren Føde og trak paa Næsen af os, fordi vi spiste dem. Men de smagte godt nok. Mor lagde dem i Mælkevand for at trække det trannede ud af dem og stegte dem i en Gryde.

For Georg og mig var Havet den store Oplevelse; det gav Erstatning for megen Skuffelse. Det hade været en Begivenhed derhjemme i København at rende fra Lægeforeningens Boliger om til Sortedamssøen, lægge sig paa Maven ud over Breddens Kurvefletning og dyppe Hodet. Naar der ingen Betjent var i Sigte, kunde man drive det til at soppe og fiske Sneglehuse op af Vandet; en død Aborre, der laa og skvulpede med Bugen i Vejret, var som et Pust fra ukendte Verdener. En Skaal Vand og nogle afbrændte Tændstikker, som man satte ud at sejle, hade været nok til at fylde Sindet med frugtbar Optagethed og faa én til at glemme alt omkring sig.

Og dette var Havet selv! Saa langt ud man kunde se, strakte det sig, og længere endnu, helt over til Rusland! Ja rundt om hele Jorden gik det og bar Skibe paa sin Ryg og Skatte og døde Mænd i sin Bug. Dèr langt ude færdedes Fædrene til de selvfølgeligste Knægte, som man hver Dag sloges med, men helst vilde staa sig godt med. For saa tog de én maaske med hjem, og de smaa Sømandshjem rummede sælsomme Bud fra Havet, udstoppede Kuffertfisk, der hang under Loftet, Hajtænder, røde og hvide Koralblokke. Om Natten vaagnede vi ved Lyden af pibende Hjulbøre og dumpe Træskostøvler; det var Fiskerne, der var paa Vej til Havnen; Fisken skulde fanges, mens Menneskene sov. Der var Drenge, som kunde prale af at ha været med ude paa Natfangst; kanske opnaaede man selv at øve den Bedrift! Vilde man undgaa at blive søsyg, bandt man bare et Stykke Flæsk i en Snor og trak det op og ned gennem Halsen.

Derude var Havet med sine uudtømmelige Reserver for Drengesindet. Og herinde var Stranden; den bød paa mere end nok til Dagen og Vejen. Vi sled i Tangvolden, arbejdede Blæretangen løs af de Sten, der hade viklet sig ind i den, og bredte den til Tørre op over Stranden, samlede ilanddrevet Brænde og Kork, altsammen til Vinterbrændsel. Det var morsommere at arbejde her end ved andet Arbejde; Havet skyllede saa meget i Land, Flasker og tomme Fade, Kurve og Navnebrædter og nu og da et Lig – Ting, der fortalte om Liv ombord, om Storm, maaske Forlis eller Mytteri. Det var en underholdende Nabo, Havet.

Her ved Stranden lærte jeg at se ud. Jeg hade levet min første Barndom mellem høje Huse, hade set Gader skære andre, haft alting nær inde paa Livet. Den første Tid herovre fik jeg ondt i Øjnene af Lyset og det vide Rum og maatte knibe dem sammen; men snart vænnede Syn og Sind sig til det aabne, Svimmelheden forlod mig, og jeg følte Glæde ved at følge Horisonten og tage Overblik. Det blev mig en Vane at afsøge Horisonten og spejde ind over det stigende Land. Der var Begær efter Oplevelse i det; enhver lille Forandring i Havbilledet eller Landskabet betød jo Hændelse, Begivenhed.

Mit Blik skærpedes, jeg kunde med blotte Øjne skelne Detaljer ved forbisejlende Skibe, som andre kun kunde faa Øje paa i Kikkert. En Dag stod der en Del Mennesker paa Strandstien uden for vor Gavl og spejdede efter en Tremaster, som var betænkelig langt inde. Den hade Kurs Syd over, og Spørgsmaalet var, om den kom fri af Snogebækspynten, der skød sig langt ud under Vandet. »Den skulde bare holde til Søs, der var jo Vand nok udefter,« mente man. Jeg saa tydelig en Kost langt ude; det var den, Skibet var gaaet indenom, sagde jeg. Ingen andre kunde se Kosten, og jeg blev lét godt ud. Men Fisker Lars Køller, som kom forbi med en Børfuld Garn, erklærede, at det var rigtig nok; der var en Kost, der hvor jeg pegede, paa Hullegrundene. Men det var langt til Søs, man skulde være godt synsk for at kunne se den. Siden klæbede det en Tid lang ved mig, at jeg saa mere end andre, og det var baade godt og ondt – især da man var tilbøjelig til at give det overført Betydning. »Spørg Martin, han kan vist se ind i Fremtiden,« kunde Konerne sige til Mor, naar der var noget, de gærne vilde have forhaands Rede paa. Og Mor, som hade en lille ekstra Svaghed for mig, kom i Tanke om, at jeg vistnok var født paa en Søndag. Det var generende nok, saa længe det stod paa; heldigvis fortog det sig, og jeg fik Lov at være som de andre igen.

Trods Skuffelsen over fejlslagne Forhaabninger har jeg fra denne Tid et stærkt Indtryk af Befrielse. Det er, som om Livet først ret begynder med Overflytningen til Bornholm, mens alt, hvad der ligger forud, er den trange Fostertilstand før Fødslen. Over Barneaarene paa Bornholm er der fra første Færd en egen Glans, som ingen nok saa graa Hverdage har kunnet udviske; Omplantningen er trods alt et Gennembrud fra trangt Mørke til Lys og Rummelighed.

Som en Kylling, der lige er sluppet ud af Ægget og dinglende prøver at faa Fodfæste, var jeg tilmode, ør af Befriethed, af Velværet ved at kunne strække mig – fortumlet! Det staar for mig som noget af en beruset Tumlen, mit første Forhold til Lys og Vidde, en kry Stolpren ind i Tilværelsen.

Maaske skyldtes det den store Natur, paa hvis Baggrund alle menneskelige Genvordigheder til en Begyndelse syntes saa smaa; jeg fik Mod paa Livet, snappede Luften med Begærlighed, gik løs paa Tilværelsen med en glubende Appetit, jeg ikke før hade kendt. Ingen Gru kunde trykke mig i Knæ mere, Hjemmet hade – uden egentlig at forandre sig – mistet det skæbnesvangre. De fire trange Vægge og hvad de rummede var ikke længer afgørende; de var ikke Tilværelsen selv, men kun en mer eller mindre lun Krog. Jeg var flyttet uden for og hade begyndt mit Liv for egen Regning.

Og her var nok at binde an med. De tyve Timers Sejlads flyttede os til en Verden, der i Tid laa hundrede Aar borte fra den, vi forlod.