III

Oppe bag Byen, paa Randen af Byvangen, laa en Krans af Møller. Til dem var der bestandig Folk undervejs med en lille Slat Korn i en Hjulbør; Kornet skulde males til Skraaning til Kreaturerne eller til Brødmel. Det var et betroet Hværv at trille til Mølle; det hændte, at jeg maatte afsted for Sværteren eller en anden Avlsbruger, og jeg hade strænge Ordrer til at paase, at Mølleren ikke forbyttede Kornet. Ved Møllen traf Folk hinanden, og Snakken gik. Men den, hvis Tur det var at faa malet, hade andet at tage Vare end at snakke; han fulgte sin Slump Korn fra Kværn til Kværn, til den kom frem som Mel – i hans egen Sæk. Der var ikke andet, der duede end det egne; selv de, der hade daarligt Korn, syntes ikke at kunne spise Brødet af Sæd, der hade vokset paa fremmed Ager. For slet ikke at tale om Brød, der var købt hos Bageren.

Vi hade ikke kendt noget herligere end at springe hen i en Butik og købe; alting afhang jo netop af, om man ævnede det. Her betragtedes det som noget foragteligt at løbe med Skillingen i Næven, som man kaldte det; alt, hvad der var »bokøbt« – købt i Butik – var anden Klasses Vare, var for de Fattige. Ordenligt Folk virkede sit selv.

Det hændte, at en og anden Borger byttede med Bageren og fik Brød for Melet. Om han hade mange Folk i sit Brød, var der ikke noget at sige til det; store Folk kritiserede man ikke gærne; de stod ikke blot over Loven, men var hævet over Sæd og Skik. Men almindelige Mennesker hade at eje Jord og dyrke deres Brødkorn selv, om de vilde ansés for ordenligt Folk. Man bagte dog ikke selv længer som ude paa Landet, men nøjedes med at lægge Dejen, der saa blev bragt hen til Michaels Ane. Hun hade en Slags Fællesovn og bagte et Brød for ti Øre.

Den hele Maade at leve paa var os fremmed; og hvad værre var, vi savnede Forudsætningerne for at tilegne os den. Vi var fattige, vi hade hverken Jord eller Kreaturhold. »Saa snart vi kan, flytter vi,« erklærede Mor daglig. »Og saa vil vi ha, saa vi kan holde Gris og Høns og dyrke Grønsager.«

Mor lod det ikke blive ved at give Løfter paa Fremtiden. Ejede vi end ikke Jord, skulde vi dog ikke æde udelukkende Købebrød, siden det Hjemmebagte nu engang var saa afgørende for éns Sjæls Frelse. Mor købte en Fredag Mel og Kardemomme, lagde Dej og satte den til at hæve paa Kakkelovnen. Og næste Dag gik vi til Michaels Ane.

Mor tog mig med, maaske for at ha lidt Rygstød. Der var mange Bykoner i Bageriet; de stod ved et langt Bord og slog Brød op, forsynede dem med Familiebogstaverne, for at de ikke skulde blive forbyttede – og sladrede. Det lød som Fuglekoret ved Stranden; men da Mor og jeg kom ind, stilnede Snakken. Mor fandt sig en Plads ved Enden af det lange Fyrretræsbord og gav sig til at slaa Dejen ud; jeg holdt mig nær til hende trykket af den Opmærksomhed, vi vakte.

Konerne skelede til Mor og lo til hinanden; hun tog ikke rigtig paa Sagerne. Men Mor var ikke den, der lod sig slaa af Marken uden at gøre Modstand. Da det blev hende for meget, drejede hun Ansigtet om mod mig. »Ork, Gud, her staar én og fumler, mens andre er født med det hele, Tommelfingre og alting.«

»En skal jo lære, saa længe én lever,« sagde en Kone henne i Rækken, nærmest ud i Luften.

»Ja, og ha Prygl, saalænge én lærer,« svarede Mor slagfærdigt. Saa gik de i sig selv og hjalp hende til Rette, og Søndag Morgen fik vi en Skive dejlig hjemmebagt Hvedebrød hver til Kaffen. Mere kunde det ikke blive til, for Kagen skulde vare Ugen ud.

Arbejdere i den Betydning, vi lagde i Ordet, var her ikke; Folk var Fiskere, drev et eller andet Haandværk og tog løst Arbejde ind imellem; de, der ikke hade et fast Erhverv og lidt Landbrug ved Siden af, betragtedes som Brødløse. Jeg hade ovre paa Fælleden i Hovedstaden oplevet Socialisternes Sammenstød med Politiet; her levede og tænkte man endnu helt som Bonde. »Byboer,« sa'e Mor og blæste. »Jo Tak, det er jo Bønder! De tænker bare paa Jord og Jord. De er ligesom Børn, der ikke tør slippe Mors Skørter; bare de har fat i en lille Snip, er de tilfredse!«

En pudsig Verden var det. Her hade Husene kun én Etage; Konerne kom og spurgte Mor, om det var sandt, at man i Hovedstaden boede over og over hinanden, som i en Slags Kirketaarn. Og hvordan man saa blev af med Affald og den Slags Ting? »Man hælder det bare ned i Hodet paa hinanden,« sa'e Mor. »Og vasker saa Haar hver Lørdag.« Have var her til hvert et Hus, og ofte laa Huset midt i Haven og var overskygget af store Trær. De, der ikke hade Kohold, hade i alt Fald Høns og en Gris, Gæs og Ænder ogsaa. Det var Smaafolk; holdne Folk hade som en Selvfølge Jord i Byvangen. Enhver nød Agtelse i Forhold til de Kør og Agre, han besad.

Vi hørte ikke engang til blandt Smaafolk; vi hade ikke eget Hus, men boede til Leje, dermed var alting sagt. Lejeboere var der ikke mange af i Byen, og Boligerne var derefter; man lejede kun ud, hvad man ikke selv gad bo i og heller ikke nænnede at rive ned. Lejen var en god Krones Penge om Ugen for to Rum og Køkken. For dem, der ikke kunde magte denne Husleje, hade Byen opført en lang Hustarm med Lejligheder til en billig Penge; og for dem, der heller ikke kunde betale det, var der Fattiggaarden. Saa helt paa Bunden var vi dog ikke. Der var en vis Oprejsning i dette, saa sandt som det er vigtigere for Mennesket i de gamle Samfund at have noget at se ned paa end noget at se op til.

– –

Der var det mærkelige ved Forholdene her, at her var nok af alting, og at det alligevel var svært at faa, hvad man skulde bruge. Hver Husholdning forsynede sig selv fra Have og Mark og dækkede saa vidt muligt sit Behov for hele Aaret, mens vi var vant til at købe alting fra Maaltid til Maaltid. Kartofler kunde kun faas Tøndevis, og en Suppevisk var slet ikke til at købe. »Vi maa ha en Have,« sagde Mor fortvivlet. »Det er saa dumt, at her er Gudsvelsignelse af alt, og at man alligevel ingenting kan faa, uden man skal tigge sig det til paa Naade og Barmhjertighed.« Her var ikke noget, der hed: »Stik hen og køb en Suppevisk til fem Øre, men der skal være godt med Persille i!« Mor maatte stadig tage sig i det; til at fortvivle over var det!

Ogsaa Mælk kneb det navnlig i Begyndelsen med, skønt hverandet Hjem havde Kohold. Nogle Steder syntes de, at det var da ikke noget at tage Penge for Mælk, og fyldte i éns Spand, hvad de kunde afsé. Men der vilde Mor ikke ha, vi skulde komme igen; det var kun for de Fattige. Og de Steder, hvor de solgte Mælk, som hos Bryggerens, forlangte de, at man skulde aftage et bestemt Maal hver Dag. »De er jo tossede,« sa'e Mor, »de vil nok ha os paa Ladegaarden med det samme!« Skummet Mælk, ja den kunde hun godt gaa med til at tage en Pot af hver Dag; den kostede kun to Øre. Men den skulde Kalvene og Grisene ha! Og sød Mælk kostede otte Øre Potten.

Alting afhang i høj Grad af Velvilje, og vi blev som Fremmede behandlet med Mistro. Helt lukkede man ikke for os som for Fremmede ellers; Far var selv her fra Øen og hade flere Barndomskammerater bosiddende i Byen. Der var en vis Garanti i det. Men i Karantæne kom vi; der gik Aar og Dag, inden vi helt blev taget for god og kunde falde til Leje i Byen.

Der var ogsaa altfor meget aparte og grinagtigt ved saadan en Københavnerfamilie, baade i Klædedragt og Manerer. Vi var for aabenmundede og ligetil for Bornholmerne, der den Dag i Dag har det med forsigtigt at holde sig tilbage og lade andre forløbe sig. Navnlig Mor talte fra Leveren løs; de andre Koner tav og lod hende udlevere sig. Siden gik det fra Mund til Mund, hvad Madam Andersen hade sagt; vi Børn fik det stukket ud i Skolen som Fnisen og Stikpiller.

Komisk virkede vi, enten vi vilde eller ej. Mor sendte os til Købmanden efter sur Sennep; de lo stjaalent til hinanden derhenne. »Sennep'en blir nu aldrig sur hos os; vi har den ikke saa længe,« sagde Købmandskonen. Man kendte kun vandreven Sennep. Radiser kendte man heller ikke, det var overhovedet altfor grinagtigt med de Københavnere, som løb der og spurgte efter de mest tossede Ting. Og saa spiste de Maager og unge Raager, som Brolæggeren selv skød. Og da Vognmand Knaps Hest ved Fastelavnsridtet brækkede Benet og maatte skydes, løb de og købte Hestekød, noget som af alle Kristenmennesker blev betragtet som urent.

I Skolen hade Drengene bestandig et eller andet, de drillede min Bror og mig med. »Den er for lille, den putter vi ned igen,« blev de en Overgang ved med at gentage. Vi hade været inde i et Hus og faaet Gulerødder til Mor og skulde selv trække dem op; og saa have Konen hørt os sige det til hinanden. Ingen af os hade Forstaaelse af, at Gulerødder groede; vi saa kun, at de stak i Jorden.

Med Drengene gik det forholdsvis hurtig i Orden. Georg var en uforfærdet Gut, naar det gjaldt at slaas, og det kom ogsaa mig tilgode. Selv hade jeg det Held, at en af Skolens store Drenge, der vilde smide mig, selv faldt og forstuvede Foden. Det omgav ogsaa mig med en vis Luft af Uovervindelighed; Drengene bandt ikke gerne an med os.

Der var rigeligt at tilegne sig og at overvinde af Modstand. Ikke mindst var der Sproget, som maatte læres for enhver Pris – og helst saa hurtigt som muligt. Det var ikke til at holde ud i Længden, at hvert Ord man sagde, blev krænget og vrænget efter én, at man aldrig fik Svar paa Indholdet af det man sagde, men kun Sætningen forvrænget tilbage. Og paa dette Punkt gaves der ingen Pardon; den, der ikke talte med de Indfødtes Mæle, fik overhodet ikke Forbindelse med dem. Ogsaa de Voksne hang sig i den blotte Ordlyd som noget overvættes grinagtigt. Man var alt i alt slugt af en Organisme, der sønderdelte og omarbejdede én paa alle Omraader; jo hurtigere man kunde blive fordøjet og optaget i den desto bedre.

For os Børn gik det nogenlunde let at glide over i det ny. Det smærtede en Overgang, som en trang Fødsel maa smærte; og pludselig opdagede man, at man var vel ovre paa den rigtige Side. Mor faldt Omstillingen sværere, og helt lykkedes den aldrig for hende. Der blev ved at være noget af en fremmed Fugl over hende. Men det kom hende paa en egen Vis tilgode. Hun hade sin Maade at tiltvinge sig Respekt paa; naar hun talte, knyttede hun gærne det sagte ind i Kæden af alméne Livserfaringer; ofte udtrykte hun sig i Form af Ordsprog eller Tankesprog. Det gav hende Vægt, og der kom den Dag, hvor Konerne ikke lo af hende længer men sagde: »Madam Andersen siger saadan og saadan!« eller: »Spørg Madam Andersen hvordan hun bærer sig ad!« Mor hørte til de lykkelige Mennesker, der altid kommer til at staa paa Benene, hvordan saa Tilværelsen smider med dem.

Mor mente, at Søluften skulde gøre mig godt, og Kirtelsaarene blev ogsaa borte; men helt rask var jeg alligevel ikke. Blæsten og den fugtige Luft bevirkede, at jeg altid led af Bronkitis. Jeg frøs ogsaa en Del, Tøjet var tyndt og Blodet vel ogsaa. »Naar du nu faar uldent Undertøj, saa blir det nok bedre,« sagde Mor. Hun hade købt en brugt Rok og Karter af en Kone, der i Tilgift skulde lære hende at spinde; Betalingen for Redskaberne skulde vente, til det blev Sommer. Af Landslagteren købte hun to Faareskind, et sort og et hvidt og klippede Ulden af med sin Sy-Saks. Det var en sen Historie, for Skindene maatte ikke beskadiges; de skulde sælges igen til Garveren. Men saa kom der ogsaa Gang i det. Naar Vejret ikke var til at arbejde ude, blandede Georg og jeg Ulden og kartede den op i »Tøjer«, og Mor spandt og sang: »Længe nok har jeg Bondepige været.« Det dejligste graa Uldgarn hobede sig op i Nøgler og ventede bare paa at blive tvundet; der sad en lille pukkelrygget Kvinde oppe ved Missionshuset og strikkede Uldtrøjer for en Mark. Men der blev aldrig Uldtrøjer af Garnet; Mor maatte være glad, om hun kunde holde os med Strømper. »Strømper skal I ha,« sagde hun og sukkede. »Der er ingen, der ser efter, om I har Uldtrøje paa.«

Var jeg ikke legemlig stort raskere, saa var jeg til Gengæld gladere af Sind. Her var saa meget at opleve, og det laa altsammen ude i det Fri. Saa ensformigt Livet tilsyneladende formede sig her, skete der stadig noget, der gav Sind og Fantasi Næring. Som en bred Strøm flød Dagene hen med nok af Arbejde men uden Nervespænding, uden Hvirvler og Fald, bærende alt det med sig, der var væsenligt for en Dreng. Dulgte Rædsler rummede det ikke mange af, man levede ikke som paa en Krudttønde; der stod ikke længer nogen bestandig Trusel bag alting. Trods megen Modgang og meget at slaas med er det, som min Tilværelse rykker frem i Dagslys. Den kan overses: hvad der kommer af ondt, er Enkelttilfælde som man ved faar Ende igen; der er ikke bag det synlige noget uigennemtrængeligt, hvor Katastrofen holder til.

Ikke at Livet derfor blottes for Mystik. Hverdagen er i sig selv mystisk ved sin Rigdom paa Undere og Overraskelser; en hel Verden, jeg som Bybarn ingen Del hade faaet i, aabenbarede sig for mig. Fisken begyndte ikke paa Stegepanden; jeg kunde følge den ud i Havet til de store Dybder, hade selv været med ude i Baad og trække Torsk. Livet afdækker sine Sammenhæng for mig, Maden faar sin Tilblivelseshistorie – og Tøjet; Mulden selv er et Mysterium, Stoppenaalefrøet er jeg hurtig vokset fra; jeg gaar og fanger Viden om Væksten og Jordens sælsomme Beskaffenhed. Gravede man sig ned i den, stødte man paa Klippe, og lidt nede i Klippen løb Vandaarerne. Far gravede nu og da Brønde for Folk, og jeg var med til at skaffe de sprængte Sten op af Brønden. Naar Vandet kom galdt det om at komme op i en Fart, for Vandet kunde være listigt som en Slange!

Det hade ogsaa andre Egenskaber, nogle der fyldte én med Glæde, andre der fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa én. Vandet var simpelt hen ufatteligt. Det hørte jo til Havet, det saas tydeligt deraf, at det søgte til Havet, saa saare det blev frigjort. – Havet det var allevegne! Langt ind i min Søvn larmede det – og vuggede i mine Drømme.