V

Siden travede jeg ofte den Nlange Vej ud til Bedstefars, især den første Vinter saalænge jeg endnu ikke var kommet rigtig i Gang med at arbejde for Folk. Mor gav mig gærne lidt med, et Stykke NHvedekage og andet; fint Brød fik de Gamle aldrig. En Blikspand hade jeg det i og bragte den tilbage fyldt med Skummetmælk eller Kærnemælk.

De kærnede Smør hver fjortende Dag, og saa skulde jeg helst komme og støde NStavkærnen. Det var for drøjt Arbejde for de to Gamle, ofte tog det fem seks Timer, inden der vilde blive Smør. Fløden, der var tyk og bitter af at staa for længe, vilde ikke rigtig arbejde. Naar Smørret endelig dannede sig, siede Bedstemor det fra i et Klæde og æltede Salt og Farve i, og næste Dag vandrede Bedstefar til Staden med nogle Pund bittert Smør og en Klat Æg og gjorde sine Indkøb – lidt Kandis, Skraatobak og for nogle Øre Sytraad. Han købte altid kun ind for den ulige Del af Beløbet; blev det 2 Kr. 75, købte han for de 75 Øre. Kronerne kaldte han NHovedstolen, og den skulde lægges tilside til det Uforudsete, som spillede en stor Rolle i de Gamles Tilværelse.

Disse Byrejser var Mærkepælene i Bedstefars ensformige Liv, og der var ikke Tale om, at han overlod Salget af de Par Pund Smør til nogen anden. Bedstemor blev altid hjemme, hun havde ikke været inde i Staden de sidste Aar; men hun glædede sig til Byturen, som var det hende selv, der skulde afsted, og forberedte omhyggeligt alting Dagen før, som til en lang Rejse. Sommetider løb jeg Bedstefar i Møde og bar Sagerne for ham det sidste Stykke Vej til Købmanden. Naar saa Smørklumpen blev væltet ned i en stor Tønde til de andre Klumper for at æltes sammen til det saakaldte NHusmandssmør, holdt Bedstefar Lovtaler over sit Smør og sin Blakka for Købmandskonen. »Det skal nok sætte Smag paa hele NFustagen,« sa'e han. »NMadam Jørgensen kan saamænd godt sælge det hele for NTaffelsmør.«

Købmandskonen lo: »Ja vi vilde minsandten heller ikke undvære Deres Smør for mange Penge, Anders Mortensen. Det stod nok maadeligt til med os, om ikke vi hade Dem! Men kom nu hen til Disken og faa en NSyp.«

Paa den ene Ende af Disken var der NSkænk med NArrak, NEkstrakt og andre søde Sager til Kvinderne og Brændevin til Mændene. Her blev Husmandsfolk trakteret, Bønderne kom ind i Dagligstuen ved Siden af Butiken. »Derinde er der Sofa at sidde i,« forklarede Bedstefar mig højlydt. »En kan spise sin Mad dér, og der staar en fyldt Karaffel med Brændevin. Men det er kun for dem, der har Raad til at lade deres Lus gaa i fine Balsko.«

Købmandskonen stirrede paa os, og jeg trak Bedstefar i Ærmet og gjorde Tegn til ham; men han snakkede løs, som var der ingen tilstede. Pludselig tog han sig i det og lod forskrækket. »En gaar nok i Barndom,« sagde han.

»Paa den Maade at forstaa har I vist gaaet i Barndom alle jerre Dage,« sagde Købmandskonen hvast. »Derfor Ner I jo ogsaa saa godt lidt af vi andre, Anders Mortensen.«

»En skal tage Godviljen, selv om den kommer i Smaaklumper,« sagde Bedstefar. »De faar én jo saa ælte sammen.«

»Ja, men til Taffelsmør blir det nu alligevel ikke,« Købmandskonen lo haardt.

Jeg forstod ikke ret meget af det hele; men efterhaanden gik det op for mig, at Bedstefar var godt lidt af Smaafolk, fordi han hade Mod til at sige de Store Sandheden, og at disse – vel af samme Grund – ikke kunde lide ham.

Bedstefar var en høj Mand, hans Skikkelse var rank og senet, men Hodet ludede forover. »Der har været for lavt til Loftet, overalt hvor én har færdedes,« kunde han sige i en bitter Tone. »Derfor har én maattet kappe noget af Længden.« Og sandt var det, der var for lavt allevegne i Hytten, til at han kunde gaa oprejst.

Han var stolt af den høje Vækst, som kendetegnede hele Mandssiden af hans Slægt, men som ingen af hans Børn havde arvet. »Der har Mor alligevel været den stærkeste,« sagde han. »Men kanske kommer det igen – for alting kommer igen i sin Tur, godt saavel som ondt!«

Naar vi sad ved det store Bord, og jeg hjalp ham med at pille Ukrudtfrøene af Saasæden, fortalte han om sin Barndom, der rakte helt tilbage til NStatsbankerottens Tid. NDa flød Landet med Penge og var saa fattigt som aldrig før; han kørte syv-otte Aar gammel med sin Far til Rønne med et Læs Varer. De var i NVogn med Træaksler, som skulde smøres hvert andet Øjeblik, ellers gik der Ild i dem. NSmørespanden med Tjære i hang mellem Hjulene, og dernede hang ogsaa NVidjekurvene, de skulde ha Pengene i. Saadan en Tur tog flere Dage, og Faderen maatte trække Tov med Købmanden om Betalingen. »Godt,« sa'e Købmanden til sidst og smed en Sæk Penge op i Vognen til de andre, »tag saa det Skidt da. Men Sækken vil jeg ha tilbage.«

Stor var NFødegaarden, næsten en Proprietærgaard at kalde. Otte Heste hade de, men Nlangtoede var de jo og maatte hjælpes op med Stænger, naar de hade lagt sig ned. Og Køerne var det ikke bedre med; sidst paa Vinteren maatte man gærne pille Straataget af Bygningerne og fodre dem med. For der voksede ikke meget paa Sandjorderne; hvad man saaede i det ene Hjørne af Marken, kunde man træffe til at skulle høste i det andet – eller hente det ude til Havs efter en Storm. Men Gaard var det da, føjede Bedstefar selvbevidst til.

De maatte tage Fiskeriet til Hjælp for at bjærge Føden; og da NBedstefar blev voksen, gjorde han Skridtet helt ud, flyttede ned til Havet og blev Fisker. Han giftede sig med en NHusmandsdatter henne Nord fra, fra Randkleven. »Og der gjorde jeg en god Handel,« sagde han og nikkede hen for sig – »for hun kunde læse. Det hade hun lært af sin Far, der var forud for sin Tid, og af hende lærte jeg det. Det er ligegodt en god Ting at kunne; saa kan én kontrollere, hvor Præsten har sin Lærdom fra.« Bedstefar kunde ikke lide Præsterne. Han begrundede det mystisk med, at de skiftevis vendte Ryggen til Gud og til Menigheden.

En NStadskarl skal han ha været, og en dygtig Fisker. Hvad der var nok til én, var for lidt naar det skulde deles mellem to; saa klarede han sin Baad uden Makker. Og naar han Sommermorgen kom ind fra Søen og hans unge Kone stod paa Stranden for at tage imod ham, gik det ham ikke Nfort nok. »Saa løjede Morgenvinden, som den gærne gør ved Solopgang, da hele Verden holder Vejret,« og saa smed den unge Fisker Tøjet, tog Fangelinen mellem Tænderne og svømmede sin Baad til Stranden. »Det var dengang, det!« plejede han at tilføje. Det var Laks de fiskede, og der gik saa mange af dem i Havet, at de kunde vippe dem ind i Baaden med en Krog paa en Stage. Da spiste man Laks til hvert Maaltid, fersk og røget, saltet og tørret, sommetider tre Gange om Dagen. Men ked af den blev man jo; det var ikke som med Rugbrødet og Flæsket, som Mennesket aldrig blir ked af.

Men Havnen sandede til, og Laksen blev sjældnere og trak sig længer til Havs; og til større søgaaende Baad var der ingen Midler. Børnene kom ud at tjene paa Gaardene, og Bedstefar forpagtede Husmandsstedet her, som ikke var større, end at han kunde passe det om Natten og om Søndagen. Om Dagen Ngik han i Tørveskær og paa Dagleje.

Bedstefar hade et interessant Ar paa den højre Haand, det gik mellem Langefingeren og Guldbrand helt op til Haandleddet. Han hade engang haft Haanden i en NHakkelsekiste. Haanden dirrede bestandig; naar han skulde føre Drikkekruset til Munden, maatte han støtte Haanden med den venstre, ellers strittede den Krusets Indhold til alle Sider.

»Hvorfor gør den saadan?« spurgte jeg.

»Den er bare dansegal,« svarede Bedstefar. »Den har maattet slide al sin Tid; nu danser den!«

Bedstemor var lille og indskrumpet men let til Bens. Sommer og Vinter var hun indbundet som en Mumie; man saa kun det mørke Ansigt omkring Øjnene, og Hænderne der var sorte som hendes Lergryder. Naar hun talte, tog hun det blaa Klæde væk fra Munden, og skulde hun høre, trak hun det væk fra Øret. Øjnene var egenlig det eneste man saa af hende, og de fulgte en som Øjnene paa et nysgærrigt kælent lille Dyr. Jeg holdt af hendes sorte Hænder. De tog altid undseligt kærtegnende paa mig, naar hun talte med mig; og de holdt af at stikke lidt til mig, et Stykke Kandis eller en Toøre. »Men lad ikke Bedstefar se det,« føjede hun til.

Naar Bedstefar stak lidt til mig, var det gærne med Ordene: »Bedstemor behøver ikke vide noget om det.« De holdt af at fremstille hinanden som Bussemænd og gnavede gærne lidt paa hinanden; men de kom godt ud af det sammen. Undvære hinanden kunde de ikke.

De supplerede ogsaa hinanden i næsten alle Henseender. Bedstemor hade, lille som hun var, ondt ved at naa; men saa kaldte hun paa Bedstefar – han kunde naa alting. Til Gengæld hade han ondt ved at bukke sig; skulde noget tages op fra Gulvet, var Bedstemor der straks. Der var kun Raad til et Par Briller, og bruge dem i Fællesskab kunde de ikke, for Bedstemor var langsynet. Om Søndagen sad de ved Vinduet, Bedstefar læste højt og Bedstemor hørte til og holdt imens Øje med, hvem der færdedes langt oppe paa Landevejen, ved NBalkamølle. »Der kører Nforladiet NPilegaardsfolkene; saa skal de i Kirke igen,« afbrød Bedstemor Læsningen. Saa drøftede de det en Stund, og Bedstefar læste videre.

Det hændte, at han gik i Staa for egen Regning midt i Læsningen. Saa bevægede han Tungespidsen frem og tilbage mellem de stramme Læber – han tænkte. Og saa forstyrrede Bedstemor ham ikke, men gjorde Tegn til mig, at jeg skulde komme med ud i Bryggerset. »Han funderer,« hviskede hun til mig. »Han har altid haft det med at skulle grublisere over Sagerne.« Lidt efter kom Bedstefar ud til os.

»Jeg kom til at grublisere over det, jeg snakkede med NBalkamølleren om forleden Dag, nemlig at ikke bare Jorden men ogsaa alting andet er rundt og gaar rundt; for ellers kunde det jo ikke gribe ind i hinanden, og hvordan blev der saa et Liv og en Verden ud af det. Det er som med Hjulene i Møllen: de løber og løber, men altid kommer de tilbage til samme Punkt og tar ind i hinanden. Som nu Martin dér; da jeg var i hans Alder, hade jeg NSlugøren, akkurat som han nu. Men hans Fars Øren laa godt nok fladt ind til Hodet. Alting kommer tilbage igen, naar det har gjort sin Rundtur.«

Virkede Forholdene i den lille By fremmedartede, saa var dette som en helt anden Verden. Naar jeg var ude hos Bedstefars, var jeg tilmode, som blev jeg hensat i den Middelalderverden, der lever i de gamle Æventyr. Fattige kunde de Gamle ikke kaldes; de hade Penge paa Kistebunden, og Bedstefar sagde engang, at han aldrig nogen Dag i sit Liv var gaaet sulten i Seng. Men hvor var det hele enkelt og fordringsløst. Bedstemor hade en sort ulden Kjole, som hang i en Linnedpose paa Loftet; det var hendes Brudekjole, siden hade hun aldrig faaet noget Stadstøj. Deroppe hang ogsaa Bedstefars blaa NDyffelsdragt – den med rigtige Knapper i. Han gik altid, Søndag som Hverdag, i Klæder af groft Sejldug; kun ved ganske sjældne Lejligheder kom Dyffelsdragten frem. Kun Begravelse kunde faa ham til at trække i Stadsen.

Saa hændte det, at han tabte en Knap, og naar jeg næste Gang kom, sendte han mig ud at lede. Der var over en halv Mil til NKirken, og det var trættende og haabløst at begynde at lede; saa løb jeg hjem til Mor og fik fat i en hvid Benknap. Men Bedstefar vilde ikke tage den for god, fik Knappeknoglen frem af Skabet og gav sig til at Nkarve en ny Knap ud af Knoglen; det var en omstændelig Historie. I hans daglige Tøj var der ingen Knapper, kun udsyede Huller hvor Knapperne skulde siddet. Gennem Hullet førtes Selestroppen, der var af Sejlgarn, og Løkken lagdes om en lille Pind med en Rille i – omtrent som de Pinde, man i vore Dage i Forretningerne faar at bære sin Pakke i.

I Æventyret blev Nsyv Mennesker mætte af at kysse et Æble; Bedstefar og Bedstemor kyssede Sukkerstykket, naar de drak den forfærdelige Drik, som de kaldte Kaffe og hver Eftermiddag glædede sig til – og lagde det saa tilbage igen. NDen tapre Skrædder købte et helt Fingerbøl Æblemos af en Bondekone, og var lige ved at bryde sammen bag efter af Anger over sin Ødselhed. Bedstefars stod ikke tilbage; de hade en Æske Tændstikker et helt Aar. Naar Gløderne gik ud paa Ildstedet, gik de og gjorde sig Selvbebrejdelser, og Bedstefar spaltede Tændstikken, naar de endelig maatte tage til den, saa der blev to af en. Petroleum kendte de ikke men brugte NTranlampe og NSpidder, som de selv støbte af NTalg. Glade for Ilden var de ikke, og det meste Aftenarbejde i Lo og Stald blev gjort i Mørke. Før Bedstemor gik i Seng, slog hun et Kors i Asken over de tildækkede Gløder.

Mørkerædde var de to Gamle ikke, saadan som vi hjemme; men de glædede sig barnligt over den Tid, da man kunde gaa lysaftens i Seng og staa op med Solen. Bedstefar hade et NKvæde, som han selv hade lagt og ofte fremsagde om Sommeren:

Han lagde ogsaa NNidviser over en eller anden Skandale, og Bønderne frygtede hans Spot. Der var bidende Ord af ham i Folkemunde; Smaafolk brugte ofte Vendingen: Som han sa'e, Anders Mortensen paa Balka!

Bedstefar var forud for sin Tid; han troede ikke uden videre paa, at Øvrigheden var indsat af Gud, og han hade et skarpt Blik for Uligheden i Tilværelsen. Han saa mere kritisk paa Forholdene end Far. Men med sin egen Lod var han tilfreds og stillede ingen Fordringer for sit eget Vedkommende. Ingen Drik smagte ham som det sure beske Øl, de selv bryggede to Gange om Aaret, af maltet Byg og Malurt. Naar han tog til Kruset, holdt han Lovtaler over det dejlige NDrikke. Ingen Mad kunne erstatte ham Hjemmekosten, som Aar ud Aar ind hade været uforanderlig den samme hele hans Liv: En Spegesild og Søbe (en varm Blanding af skummet Mælk og Øl med Grød og Brød i) om Morgenen, til Middag Grød, til Aften sort Brød og en Skive røget Flæsk; om Søndagen NPlukmad. Grønsager kendte de ikke, og Kartofler var ikke Hverdagsmad som hos os, hvor de dannede Grundlaget for Ernæringen. Her var Grundlaget det sorte Brød, Bedstefar spiste det til alt; selv da der kom Bud, at hans NSøster Sidsele var død, maatte han ind og ha en Mundfuld sort Brød.

Nogen Kogekunst hade Bedstemor ikke Lejlighed til at udøve. Hun hade aldrig i sit Liv stegt en Steg eller kogt en Suppe, og nu lod Far nok være med at prale med hendes Mad. Nu var det Mors Tur; naar han var misfornøjet med Maden, kunde hun nok saa uskyldigt spørge: »Den er maaske ikke saadan som din Mor plejede at lave den?« Saa tav han eller mumlede noget.

Men koge Grød og lave Biksemad kunde Bedstemor som ingen anden. Biksemaden smagte saa jeg fik Vand i Munden af at tænke paa den. Den var simpelthen altid vidunderlig; Grøden ogsaa, naar hun blot hade givet sig Tid til at pille Musesnavset fra Grynene. Naar hun vilde gøre Grøden rigtig lækker, lod hun en Pose med et Stykke røget Flæsk hænge ned i den, mens den kogte. Forresten smagte al hendes Mad røget. Det kneb at vænne sig til den røgede Smag, men man kan paa den anden Side blive forfalden til den.

Det første de Gamle spurgte om, naar jeg kom ud til dem, var om der var noget Nyt. Vi holdt NAvisen hjemme; vi var ni Familier om den, og naar den naaede de sidste var der ikke meget til Rest af den. Men Bedstefars hade slet ingen Avis; saa snart de saa et Menneske, spurgte de Nyt. Ved Nyheder forstod de alt, hvad de ikke hade hørt før, selv om det var Aar gammelt. Det var mest Dødsfaldene i Sognet, der interesserede dem; men ogsaa Krig og NKolera spurgte de til, og om Søslangen hade vist sig.