VI

Det blev en drøj Vinter. Far tjente nok 8-9 Kroner om Ugen, men han fik kun Halvdelen udbetalt om Lørdagen; der arbejdedes paa Oplag, og Resten skulde staa til Foraaret kom og bragte Omsætning. Og vi hade ingen Forraad som andre Folk, ingen Tønde med Spegesild at tage af, ingen Kulbunke, ingen Kartofler at ty til.

At vi ingen Kartoffel-Forraad hade, var Georg og jeg Skyld i, og det gjorde det ikke bedre. Ved Kartoffeloptagningen om Efteraaret anvendtes kun Kvinder og Børn, Lønnen var hver 7de, 8de Kurv, og Smaafolk der ikke selv hade Jord skaffede sig derved Kartofler for Vinteren. Det var et Hundearbejde; man krøb frem paa alle fire langs de oppløjede Rækker og ragede Kartoflerne frem af den opblødte Jord, med Efteraarsregnen piskende i Nakken. Alligevel var der Slagsmaal om Arbejdet, og de andre hade forstaaet at spænde os ude, ukendte med Forholdene som vi var.

Vi søgte at gøre det godt igen ved at møde op allevegne, hvor vi vejrede et Drengejob. Hvergang der kom en Skude i Havnen med Mursten, Stav eller Birkebrænde der skulde losses, var vi der og søgte at kile os ind. De fleste af disse Skuder kom fra Sverige, og Folkene ombord hade et andet Tempo end Bornholmerne, der var grundige i alt hvad de foretog sig, og gærne skulde vende og dreje et Kast Sten eller Stav inden de hev det videre. Heller ikke det gjorde det lettere for os at faa fat; men de svenske Skippere kunde godt lide »de där to Jäklerne ifrån Kungens By« og sendte Bud efter os, naar de kom næste Gang. Det var haardt Arbejde, Fingerenderne reves op. Men man fik ogsaa 50 Øre i Dagløn; og naar man som Georg kunde tage sin Tørn i Rækken af Voksne fik man 75.

En enkelt Uge faldt der ogsaa lidt Fortjeneste af ved at pille Sten. Mange Marker var fulde af Sten; men de fleste Folk mente, at det skulde saadan være. Alting som var til, maatte være godt for noget, og Stenene hade Gud kommet i Jorden, for at de skulde holde paa Fugtigheden. Det var bare en ny Avlsbruger, som skulde vigte sig og forbedre paa Vorherres Værk; han paastod, at der hvor en Sten laa kunde der ingenting vokse. En hel Uge hade min Bror og jeg Kosten og hver 25 Øre om Dagen for at pille Sten, men saa fik man da den ny Mand bragt til Fornuft, og Arbejdet hørte op.

Meget at udrette var der ikke i den lille By, heller ikke for de Voksne. Folk gik i Hi til Vinteren, puslede lidt om Koen, bødede lidt Garn eller andet Redskab og drev saa ned paa Havnen, hvor de kunde staa og snakke Dagen lang med Ryggen mod et Skur. De snakkede om Sømandsskab, som alle forstod sig paa, om Jorden og dens Behandling, som de ogsaa alle var kloge paa, og om Stenen. Her syntes alle Mennesker at være fødte baade som Agerbrugere, Søfolk og Stenhuggere.

Men meget Skub var der alligevel ikke i noget, Livet stod stille. Hele Byens Sejlskibsflaade laa i Havnen og var aftaklet, paa nær nogle store Skibe som var i Langfart. Dem hade alle Rede paa og fulgte dem omhyggeligt fra Plads til Plads derude; selv Drengene i Skolen talte om Cadiz hvor der fragtedes Salt, om Buenos Aires som om noget hjemmevant. Men ellers var Folk indskrænkede nok. Det var en stor Begivenhed, at Brønden paa Torvet fik ny Post; alle valfartede derud for at se den. Og ellers gik man til Missionsmøder og Bibellæsning, snakkede om Verdens Undergang og om Forvarsler og Forgørelser.

Ind i Stenværket kom jeg sjældent; Far brød sig ikke om min Hjælp. Jeg hade ikke noget imod det, Kulden var endnu haardere deroppe i Klipperne end hernede ved Havet; og jeg hade nok at gøre med at holde mig fri af Sengen. Det var saa dumt, for jeg hade meget Mod paa Tilværelsen og gik glad og frejdig til Arbejdet; Livet under aaben Himmel tiltalte mig. Men det var, som om min Organisme ikke kunde taale frisk Luft. »Splejs!« sagde Georg; de Voksne kaldte mig stadig en Stuedreng. Og saa var der ikke noget, jeg nødigere vilde, end være inde. Men Kulden og Hosten drev mig ind til Kakkelovnen.

Hvorfor skulde jeg være saadan en Frossenpind. Selv Bedstefar og Bedstemor tog sig ikke af Vejret. Naar jeg kom løbende derud, med Hænderne stukket indenfor Bukselinningen for at holde Varmen, stod de udenfor Hytten og kiggede. Bedstemor gned mine blaa Haandled, som Trøjeærmerne var for korte til at dække, og rystede paa Hodet. »Kom nu ind til Ovnen,« sa'e hun, »saa skal jeg lægge godt i!« Saa stod hun derude i den aabne Skorsten, hvor det trak ganske forfærdeligt, og man kunde se lige op i Vinterhimlen, og puttede Halm og Kvas i Bilæggeren. »Ah,« sa'e Bedstefar naar han kom ind; men der var ikke Spor af varmt i Stuen, det var bare noget han bildte sig ind, fordi han hørte Straailden buldre i Ovnen. Og Bedstemor, som trofast stod derude og fyrede i, stak nu og da et Smut ind for at glæde sig over, saa skønt varmt der var i Stuen. Men jeg frøs og prøvede forgæves at finde en Krog, hvor Trækken ikke kunde naa hen.

De Gamle saa fortvivlede paa hinanden. »Han har for daarligt Blod,« sagde de – »han skulde aarelades.« Bedstemor lod sig regelmæssig aarelade to Gange om Aaret, Bedstefar kun naar han fejlede noget.

Kuldskær har jeg været dengang; men endnu den Dag i Dag er det mig en Gaade, at de to Gamle ikke gik til af Kulde. Hytten var overhodet ikke til at varme op, og de gik begge i Lærredstøj, Uld brugte de ikke. Deres Hænder var ogsaa altid kolde, og de hade begge gærne en Dryp under Næsen. Men frøs gjorde de ikke.

Og saa var de endda varmt klædt paa i Forhold til, hvad de hade været vant til i deres unge Dage. Da gik Bedstefar Sommer og Vinter i det grove Lærredstøj uden andet under end en grov Skjorte. I den Paaklædning drog han om Vinteren ud paa Havisen og fiskede. Undertiden plumpede han eller en anden i; saa blev man trukket op af Kammeraterne, fik et Par langskaftede tørre Strømper paa og fiskede videre i det vaade Tøj, der frøs sig tørt paa Kroppen af én.

»Saadan noget skulde du prøve, det skal nok give varmt Blod,« mente Bedstefar. »Nutidens Mennesker er altfor blødladne.«

En Dag kom jeg ud for noget af det selv. Det var i Skoletimerne; den gamle Lærer var i Kirken og sang til Begravelse, og vi fik Tiden til at gaa paa bedste Maade; Pigerne legede inde i Klassen, og vi Drenge »stod for Sjø« nede i Havstokken. Vi hade bygget os smaa Øer af Sten ude i Vandet, ikke større end at man lige kunde staa paa dem, og saa lave at Bølgerne gik hen over dem. Naar der kom en Bølge, skulde man springe i Vejret og helst holde sig svævende til den var rullet videre ind. Ofte kom der flere Bølger i Række, og vaade Fødder hade vi alle. Isen raslede i Tangen, naar Bølgerne skraat tog Stranden og løb sig døde; det klang som Glasfingre der klimprede mod hinanden. Maagerne skar Luften over vore Hoder; de skældte os ud, fordi de ikke kunde slaa ned paa de fortumlede Smaafisk, der laa og rullede i Bølgeslaget. »Flyt jer,« skreg de, »flyt jer!« Et Stykke ude stod Søen og brækkede, som en grøn Mur af trægt flydende Glas, hvori Havbunden syntes at hvirvle opad; det var dèr hvor Braadybet begyndte.

Jeg hade Hoste, ofte kom Anfaldene midt i et Spring, jeg hang i Luften og hostede. Det var de vaade Fødder. De andre abede mig efter, krummede sig idet de sprang, og strakte gøende Hals. Saa rejste der sig et Skraal af Jubel, en Bølge fejede Øen bort under mig, jeg landede i det iskolde Vand og kunde ikke faa Fodfæste. En stor Dreng, Henrik Bødker, sprang i Vandet og hjalp mig paa det tørre. Jeg vilde løbe hjem. »Du faar jo bare Klø!« sagde han og trak mig med ind i Klassen. Der sad vi paa hver sin Side af den store Kakkelovn og trykkede os op imod den; naar det blev for hedt, drejede vi en halv Omgang. Henrik Bødker dirigerede – og bandede som en Tyrk. »Pas paa for Helvede,« skreg han og snuste Luft ind, »ellers svides dit Tøj!« Imens tørrede Tøserne vore Strømper paa Ovnen og rystede Gløder i vore Træsko, saa de blev tørre indeni.

Jeg frøs ikke, Hosten var ogsaa borte. Men da jeg kom hjem, gav Mor sig til at trække Vejret dybt. »Hvad er det, jeg synes du lugter af Vaskebalje,« sae hun. Saa kom Sandheden frem, og jeg maatte paa Hodet i Seng. Og nu der ikke var noget at skjule længer, var Hosten der med det samme. Nogen Mén af Turen fik jeg dog ikke, og jeg var lige ved at synes, at jeg ikke behøvede at stikke op for Bedstefar i hans unge Dage.

Jeg holdt mig saa temmelig fri af Sengen, men frøs stadig. Paa Loftet var der koldt, Blæsten fra Havet gik tværs gennem det daarligt understrøgne Tag og piskede os Sne i Ansigtet; Dynen var sommetider føget til. Den var bred og lang nok, men der var for lidt Fyld i den. Mor samlede Fjerene af de Søfugle, Far skød; de skulde være til en hel ny Dyne med rigtig uldent, stribet Vaar. Men det hørte altsammen Fremtiden til; imens hjalp hun efter ved at lægge gammelt Tøj oven paa Dynen. Og omkring Sengen, der støttede sig med Hovedgærdet op ad Skorstenen, hang hun gamle Sække, saa vi sov som i en lukket Vogn. »Det er Himmelseng,« sa'e hun. »Saadan sover alle fine Folk!«

Bedstefars hade en Dyne liggende oppe paa Loftet. Den var gammel og haard men kunde være god at lægge ovenpaa; den fik vi Lov at laane. Den var dygtig tung, Georg og jeg gassede os ordenlig under den. Men en Dag fik Far Brev fra Onkel Mortens i Rønne; det var Tante der skrev, Onkel selv var for syg til at skrive. Og det med Dynen hade forværret hans Sygdom; de var meget bekymrede. »Aa, det skinhellige Rak,« sae Mor, »nu tror de saamænd vi vil berøve dem deres Part i en gammel Dyne. Og saa har de selv været ude om at faa Fingre i det hele.« Hun tænkte paa Onkel Mortens Besøg i »Boligerne« da han vilde have Far til at fraskrive sig alle Krav paa de Gamle. – Fra København, fra Tante Trines, kom der ogsaa Brev om Dynen, det hade ordenlig spurgtes. Tilsidst blev Far ærgerlig og forlangte, at vi straks skulde bære den ud til Bedstefars igen. Men da var den værste Kulde forbi.

Hvorfra vidste Onkel Mortens, som boede helt ovre paa den anden Side af Øen, at vi hade laant en Dyne af Bedstefars? Det var ikke til at forstaa. Men her kendte alle Folk hinanden og vidste alt om hinanden; det var ikke som i København, hvor hver holdt sig for sig selv og passede sine egne Sager. Man kendte hinandens Familieforhold helt ud til fjærne Slægtninge og tilbage til Bedste- og Oldeforældrene og drøftede hinandens Anliggender lige til de mindste Smaating. I København kunde man let, naar man følte Trang til at være meddelsom, faa det Svar: »Hvad rager det mig!« Her ragede alting alle; Folk var nysgerrige og sladderagtige; tabte jeg en Skilling paa Vejen til Købmanden, vidste Mor det inden jeg naaede hjem. Mændene var ikke bedre end Konerne; inde paa Stenværket fik Far at vide, at jeg var faldet i Vandet. Han var meget vred, ikke fordi jeg var blevet vaad, men fordi jeg hade »givet Sladderkællingerne noget at rende med.«

Til at begynde med syntes jeg, at Byboerne her var Bønder; men Bønderne var alligevel ikke saadan. Der skete større Ting ude hos dem end herinde; Hverdagen dækkede ofte over stærke uhyggelige Hændelser; og de vidste alt om hinanden. Men de tav om det. Var de herinde Bønder, saa var de i al Fald vanartede; og Bønderne – de rigtige – kunde heller ikke lide dem men saa paa dem med en vis Ringeagt.

Byfolkene saa derimod op til Bønderne og var stolte af at kunne regne sig i Slægt med dem; der var lykkelige Drenge i mit Bekendtskab, som kom ind paa Gaarde i Ferien, red paa Heste, var med i Høstarbejdet og ved Juletid kørte med rundt til Julegilderne i Kane. Vi hade ogsaa Slægt paa forskellige Gaarde, især ind over Sydlandet, men nogen Forbindelse med dem hade vi ikke. Vi maatte nøjes med at følge dem paa Afstand og – naar Talen faldt paa dem – stilfærdigt gøre opmærksom paa, at vi var i Familie med dem.

Inde i Langedeby laa en Gaard, hvis Beboere vi var i Familie med. Bedstefar fortalte om dem, en Dag jeg var ude paa Balka, og jeg fik den Ide, at jeg vilde besøge dem paa Hjemvejen; nogen stor Omvej var det ikke.

Gaardmandskonen tog meget venligt imod mig, hun bænkede mig i Køkkenet og gav mig Mad; mens jeg spiste, fyldte hun i min Kurv og spurgte mig ud: Hvor jeg var fra, og hvordan jeg kunde vide, at de hade haft Slagtedag fornylig. Jeg forundrede mig over Spørgsmaalene, det forekom mig saa selvfølgeligt, at hun kendte mig – vi var jo i Familie. Til sidst gjorde jeg hende opmærksom paa det, men da frøs hendes Venlighed bort med det samme. »Vi plejer nu ikke at være i Familie med Folk, der gaar og ber om,« sagde hun kort. Jeg kom afsted med min Kurv, der var fuld af gode Sager: Kød og Pølse og et Stykke Smør. Men det var altsaa Tiggemad; naar der slagtedes paa Gaardene, kunde Fattigfolk komme og faa i Kurven. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde stille op med de gode Sager, kaste dem væk kunde jeg ikke faa mig selv til.

»Hvad er det,« sa'e Mor og stirrede ned i Kurven – »har Bedstefars slagtet?«

Jeg fortalte, hvordan det var gaaet til, og at jeg troede det var paa Slægtskabets Vegne jeg fik de herlige Sager.

»Tag straks og bær dem hen til nogen Fattige,« sagde Mor haardt.

»Jamen det er vi selv.«

»Nej, vi har det nok smaat, men vi hører ikke til blandt de Fattige. Du kan gaa op i Vangegemmerhuset med det; dèr ligger Tøsen og har faaet Tvillinger og har ingen Far til dem. Og nogen Forsørger har hun og Moderen ikke – saadanne Folk er Fattige. Men du maa godt lade Folk se, at du gaar derind med det; og du kan sige, at det er en lille Barselsgave.«

Hvor var jeg glad for Mor, der saadan kunde give os Oprejsning! Jeg viste ordenlig Kurven frem undervejs. Og jeg oplevede at se Vangegemmertøsen sidde over Ende i Sengen og give de to Nyfødte Kaffe med en Teske.

Mor var ukuelig. En Dag kom hun med et Stykke Pap; vi tyggede en Tændstik blød i den frie Ende, malede med Blæk paa Pappet: Fransk Vask og Strygning! og satte det paa Laagen ud til Strandstien. Far lo da han saa det: »Er det Maagerne, du vil stryge Kraven paa? For andre kommer der da ikke her forbi.«

Nej det var jo Sagen; ad Strandstien færdedes ikke ret mange, og omme til den egenlige Gade hade vi ingen Indgang. »Vi maa lade Trommeslageren gaa om det,« foreslog Georg. Men det kostede 66 Øre – to Mark.

Mor hade et Dampstrygejærn, der gik med Trækul. Det lignede et forvredent Lokomotiv og stank ganske frygteligt, naar det var i Brug; derfor hade hun sat det tilside. Men nu kom det frem igen og blev skuret paa Køkkengulvet; det var rustent under Bunden af Søluften. Det lille Boltejærn som tjente til Husbehov, vilde hun ikke høre Tale om i denne Forbindelse; det tog sig ud af for lidt. Fransk kunde der kun stryges med Dampjærn.

Vi fik Trommeslageren til at give Kredit, men Far maatte ikke vide noget om det. Trækul fik vi hos Bageren, og Kunder kom der ogsaa, baade Borgerfolk og Landboere. Det var Vinterballernes og Kanefarternes Tid, omkring Fastelavn, og Mor fik flere Balkjoler at gøre i Stand. Folk var vant til at vaske og stryge deres Stads selv; men »Fransk Vask« lød fint og maatte prøves. Nogen rigtig Sukces blev det ikke. Mor hade ikke nogen Tørreplads og maatte tørre den fine Vask ved Kakkelovnen, saa der kom Sodstænk paa den. Jærnet hang ogsaa i Stivelsen, saa der blev Skjolder paa Tøjet; og ose gjorde det, saa vi alle fik Hovedpine.

Mor græd, mens hun masede med Tøjet, og da hun sendte mig afsted med den første Levering: Mansjetskjorter til Skipper Tuesen og Balskørter til hans to Pigebørn, var hun dødbleg. De saa kritisk paa Tøjet, og jeg hade Hjærtet i Halsen; men de gjorde ikke Vrøvl, og jeg fik tilmed 5 Øre i Drikkepenge. Hele Regningen var på 89 Øre, og Mor aandede ordenlig op, da jeg kom hjem med Pengene. Jeg blev straks sendt afsted med de 66 Øre til Trommeslageren: »Gudskelov,« sa'e Mor da jeg kom tilbage, »saa faar Far da ikke det at brokke over. Naar du nu laaner mig dine fem Øre, saa kan du lige stikke hen efter et halvt Kalvehode, Slagteren har netop et liggende. Men faa Tungen med; den er saa god til Paalæg!«

Saa røg den Femøre; den første herovre, der helt kunde kaldes min egen. Hvad jeg tjente ved at gaa paa Arbejde, tilhørte jo ikke mig; men denne her hade jeg faaet. Naa, jeg var vant til det; og til Gengæld fik Far grilleret Kalvehode til Aften; saa kunde han da se, at det ikke var det bare Pjank med Fransk Vask og Strygning.

Huset var fuldt af Duft fra Kalvehodet, den hæslige Os var borte og Hovedpinen glemt. Far lod ogsaa til at være tilfreds med Resultatet, for han skældte ikke ud, skønt det viste sig, at han vidste god Besked med Trommeslageren. Han og Georg, der hade været med i Bakkerne, fortærede med god Appetit den duftende Steg, mens vi andre aad vort Fedtebrød og Kartofler. De var jo Forsørgerne! Men det var alligevel Mor og mig, der hade sat Lækkerierne paa Bordet.

Det var overhodet et svært Punkt. Mor og jeg var enige om, at vi var saa nyttige som nogen anden. Men vort Arbejde regnedes ikke.