VII

Der var navnlig en Ting, Bornholmerne ikke kunde lide hos os, vi var dem ikke fromme nok. Det var ikke lykkedes Fars Skolekammerat NSnedkeren, som hade faaet os herover, at omvende Far, og nu holdt han sig borte fra os. Ogsaa NSværteren lod sig forlyde med, at han ikke var glad ved at have NVerdens Børn under sit Tag. Men Huslejen var han glad nok for. Naar Mor kom med den og sagde: »Jeg ved ikke om jeg tør byde Sværteren denne Verdens Mønt?« lo han og stak hurtig Pengene til sig, som var han angst for, at de skulde flyve fra ham.

Hverken Far eller Mor gik i »Guds Hus« oftere end de var nødt til og da altid i Folkekirken. Der var forskellige NTrossamfund i Byen, og et af dem skulde man helst tilhøre. NAt være højkirkelig blev halvvejs betragtet som Fritænkeri.

Vel for ikke at virke altfor afstikkende besluttede Far og Mor, at vi Børn skulde gaa i Søndagsskole; men ved en Fejltagelse meldte Mor os til NLuthers Missions i Stedet for til NSognekirkens Søndagsskole. Far var godt gal, han kunde ikke døje Sekterne og navnlig ikke Luthers Missionsforening, NMøllerianerne som de kaldtes, Nsom Onkel Morten tilhørte. Men nu var det sket, saa der var ikke noget at gøre ved det. Det vilde være altfor flovt at rende og melde os ud igen.

Møllerianerne var NØens talrigste og mægtigste Sekt og hade mange NTilhængere ogsaa i det Fremmede, hvor de gik under Navnet »Bornholmerne«. Sektens Stifter var egenlig Smed, i sine unge Dage hade han arbejdet som Smed i Stenværket i Helvedesbakkerne og været en haard Hals. Det laa ikke længer tilbage, end at enhver endnu kunde huske det; hans Tilhængere fortalte med en egen Vellyst om, hvordan han hade drukket og djævledes og sloges med Stenhuggerne, hvis Værktøj han var sat til at skærpe. De Dage hade der ikke hersket nogen god Aand derinde blandt Stenhuggerne. Ufred og Ophidselse mod Værkejerne hørte til Dagens Orden, og Møller var den egenlige Anstifter.

Men en Dag slog det ned i ham som i den Mand Saulus; han hørte op med at paakalde Djævlen og nyde stærke Drikke. De stærke Ord beholdt han og rettede dem mod sine tidligere Soldebrødre; han slog sig paa Gud og Skriften, forkyndte utrætteligt sin Synd og Omvendelse og svovlede Luften deroppe i Værket. Der var mange Stenhuggere, der ikke kunde staa for hans Dundren og omvendte sig; han slog sin Mand i Jorden med Vidnesbyrdet, som han før hade slaaet dem i Jorden med Næverne. En og anden blev ogsaa skørhodet og slog sig løs paa samme Vis som Smeden, men uden at have hans Hold i Sagerne. Der var Folk, som under Virkningerne af hans Vækkelse sloges med Djævlen bestandig, udenA at kunne faa Magt med ham.

En Dag smed Møller Hammeren, steg ned fra Klipperne og gav sig til at forkynde Budskabet ud over Øen. Naadens Budskab kaldte han det, og det handlede om ham selv – om Satan i ham! Han var en djærv Taler og gik ikke af Vejen for saftige folkelige Udtryk. Og han drog de intimeste Livets Foreteelser med ind i sin Præken.

Saa lidt han i sin Saftighed og Zünftighed lignede Bornholmerne ellers, rev han dem alligevel med. Onkel Mortens hørte til Menighedens Støtter, og Møller kom meget i deres Hjem; jeg fik senere som Skomagerlærling i Rønne Lejlighed til at se ham dèr paa nært Hold. Han lagde overhodet ingen Baand paa sig, sagde raat hvad der faldt ham ind og skræmte hvert Øjeblik Omgivelserne op med sin vovede Tale; paa Prækestolen var han den samme. Og Bornholmerne, der var saa varsomme og forsigtige i deres Brug af Ordet, skuttede sig og gøs, naar han rigtig lagde løs og vovede sig ud, hvor ingen af dem hade Mod til at følge, saa de maatte lukke Øjnene. Det var som om de fik Oprejsning hos ham for meget – og meget livsvigtigt. De fulgte ham; i Løbet af to Aartier – længer laa hans Omvendelse ikke tilbage – var der rejst Forsamlingshuse og dannet Menigheder rundt om paa Øen, og Sekten hade bredt sig borte ogsaa, især i Vestjylland og Sverige.

Mændene, der ledede Søndagsskolen, var af en hel anden Støbning; tunge, alvorlige Mænd var det, der aldrig lo og altid talte dæmpet til os. Om Synden og den store Naade talte de, og om den ufattelige Lykke ved at være et Guds Barn. Og naar vi ikke var opmærksomme, tog de om vore Hoder, saa os bedrøvet ind i Øjnene og bad med os.

En af dem, Avlsbruger Lars Dam, var en storvoksen Mand paa maaske 25 Aar; han hade blaa Barneøjne og et faaret Udtryk. Han gik hjemme og drev Bruget for sin Mor, som var Enke og en sikker Kvinde. Hun vilde ikke lade ham gifte sig med den Pige han holdt af, og ikke overlade ham Avlet heller, et Brug paa tre Heste og en halv Snes Køer. Han hade ikke Mod til at sætte sig op mod hende, saa søgte han Tilflugt hos de Hellige.

Det var underligt at se ham saa stor og stærk, føle hans varme Kæmpehaand paa sig og vide at han laa og græd efter sin Pige om Natten og ikke turde vandre Vejen til hende. Endnu underligere var det at se ham folde de vældige Næver, der syntes at kunne knuse hele Verden, som et lille Barn, og høre ham sige, at naar man bad sin Aftenbøn og rigtig ydmygede sig i Troen, blev man et Guds Barn ligesom han.

Det var ikke Mangel paa Kræfter, der fik ham til at føre sig saa forsagt og hænge med Hodet. Ved et gudeligt Møde i Skoven, hvor Bergendal og en anden Kæmpe, som vi Drenge ansaa for ubetvingelige, hade generet Taleren og grint ad Dam, der var Ordenshaandhæver, hade han med et Dask af sin Næve lagt dem begge i Græsset. Siden gik han og pintes af ondt Samvittighedsnag; hvergang han kom i Nærheden af dem, bad han dem tilgive sig. Og det underlige skete, at de to gudsforgaaende Kroppe, der hverken frygtede Gud eller Fanden, gik langt udenom ham. Slaas var de til enhver Tid parate til, men lade sig stikke paa Næven af denne savlende Kæmpe og blive bedt om Forladelse i Guds Navn, det kunde de ikke holde til. De rystede sig som to vaade Hunde, naar de var sluppet vel fra ham.

At Dam kunde bukke begge Ender sammen paa dem og paa enhver anden som grinede ad ham, og i Stedet bøjede Hodet og søgte Skylden hos sig selv, virkede foruroligende paa Sindet og var ikke til at blive fri for igen! Og dèr gik Smeden Holmgren op og ned mellem Bænkerækkerne, talte med os, hjalp de Smaa med at pudse Næse, prækede nogle Sætninger og slog pludselig over i Sang:

kunde det pludselig bryde ud af ham, med en besynderlig høj og lys Stemme, der sletikke var hans, mens der løb Taarer ned ad hans Ansigt, ned i Skægget. Han var i Vaande; og hans Hænder og Ansigt hade Skrammer og Hudafskrabninger som paa en Slagsbroder. »Jeg er det ogsaa!« raabte han og vendte Øjnene opad i Ekstase, »jeg er Guds Slagsbroder, for ham tar jeg mine Skrammer.« Saa slog Stemmen over, og han skjulte Ansigtet i sine Hænder og bad, højt og underlig hudløst. Og Lars Dam saa hen ad Rækkerne, om der var nogen, der følte Trang til at falde paa Knæ.

Der var en uhyggelig Hemmelighedsfuldhed ved Smed Holmgrens Saar og Hudafskrabninger; han var virkelig en Guds Kæmper, for hver Nat brødes han med Mørkets Fyrste uden at kunne faa Bugt med ham. Men alene det, at han ikke selv gik til i Kampen men slap ud af Satans Favntag med nogle Saar, var nok til at omgive ham med en egen Uhygge. Om Dagen jog hans Øjne hvileløst rundt, som var de paa Post mod Fjenden; naar Mørket faldt paa, hørtes hans Stemme ud over Husene. Saa var den der, som kun han kunde se; og naar Kampen var haard, maatte Kone og Børn flygte ind til Naboerne, for at han ikke skulde tage fejl og ramme dem i Stedet for den Lede med Brødkniven. Naar han tog om mig med sine forkradsede Hænder og saa mig ind i Øjnene, med et Blik paa hvis Bund saa meget underligt kørte rundt, rystedes jeg i mit Inderste, og Kulden løb som et vævert Klatredyr op og ned langs Rygraden paa mig.

Jeg gik og samlede paa Uhygge, blev hvileløs og fuld af ubestemmelig Angst. Efterhaanden fortættede det sig til Rædsel; en Gru for Døden besatte mig, Gru for at den skulde komme bag paa mig, saa jeg kom til at brænde i Helvede, til evigt at koge i Beg og aldrig, aldrig blive udløst. For Døden luskede sig jo bag paa én, som en Tyv om Natten kom den som den Ondes Sendebud for at hente den, der ikke var beredt. Men hvordan være beredt, hvordan undgaa dette forfærdelige. Evig Pinsel, hvad klang det ikke af! Jeg vidste, hvor uudholdelig lang en enkelt Dag kunde være, naar man var i Pine, og jeg huskede Febernætter, som aldrig syntes at ville faa Ende. Og evig Pinsel, det var jo tusend saadanne Nætter og Dage og tusend til! Gud var sandelig en grum Herre, han kendte ikke til Medlidenhed, dèr galdt det at underkaste sig med Hud og Haar. Men hvordan underkastede man sig, og hvornaar var det nok? Ikke engang Holmgren, som var ham saa hengiven, hjalp han jo men lod ham kæmpe sin Kamp alene.

Søndagsskolebladet arbejdede videre i samme forvirrende Retning. At leve var som at færdes hvor der var tildækkede Faldgruber allevegne og ikke vide, hvor de befandt sig. Hvad Øjeblik det skulde være, kunde man blive opslugt af Helvede. Det lagde sig som en Knugen over mit Sind; jeg kom til at ligge under for en Kuethed, der ikke var til at faa Bugt med. Jeg kunde ikke værge mig overfor de andre Drenge, for Begrebet Synd kom imellem og lammede; slog jeg endelig til, var min Haand syg bagefter. Engang jeg i Selvforsvar ramte en Dreng i Øjet, var der ækle Fornemmelser i Haanden længe efter, og jeg troede, Armen maatte visne. I Søndagsskolebladet stod der om en Kvinde, som hade ført et syndigt Levned og som raadnede op til Straf. Det begyndte ved den store Taa og aad sig langsomt opefter, til det naaede Hjærtet. Saa var hun udløst fra denne Verdens Lidelser, men kun for at glide over i den evige Pine.

Der var megen anden Vilkaarlighed i Guds Forhold til Menneskene. Jeg hade de Helliges daglige Liv for Øje og saa godt, at de i deres Handel og Vandel ikke var væsenlig forskellige fra andre Mennesker. De bandede ganske vist aldrig, og det var sjældent i deres Rækker at støde paa nogen, der drak; men kunde de knibe paa Kost og Løn over for dem, de hade i deres Brød, saa gjorde de det. Og nogle af dem snød og bedrog og var alligevel Guds Børn. Der var meget Sammenhold mellem dem; de handlede kun hos hinanden. Og da de efterhaanden var mange, maatte man helst tilhøre Sekten for at faa noget at bestille; dette gav Anledning til en Del Hykleri. Mange Borgere løb til deres Møder og sad der med foldede Hænder og Hodet paa skraa i Haab om at blive lagt Mærke til og faa Kunder.

Jeg hade tilstrækkelig Overblik over Forhold og Mennesker til at se dette, men det var ikke i Stand til at bryde de Helliges uhyggelige Magt over mig. Det Religiøse lever i høj Grad paa Menneskets Hang til alt tvetydigt; det hed almindeligt om Høvdingen, at han nu og da tog Biblen i en Sæk og pryglede sin Kone med; for at kunne staa frem engang og vidne, at han kun hade tugtet hende med Guds Ord. Det forringede ham ikke i Folks Øjne; det var, som om éns Handlinger hørte op med at vende sig mod én, naar først man var paa den rigtige Side. Disse Mænd kunde man sige paa, hvad man vilde; naar de stod og vidnede om Synden og Jesus, holdt de Naaden og Dommen i deres Haand. De hade simpelthen deres Mandat fra Oven og kunde lukke op, ikke blot for Himlen, men ogsaa for Helvede og den evige Fortabelse.

Det var forvirrende svært, mere end jeg kunde bære; jeg led meget og hade ingen at tale med. Til Forældrene gaar Barnet vel sjælden med sine Sjælekvaler; det kan blive lét ud, maaske risikere, at Spørgsmaalet fortælles videre til andre som en Pudsighed, mens det selv staar og hører paa det. Jeg gik om i en indre Gru, der fik Savn og Kulde til at synes ligegyldige og stadig tog til. Jeg hade lidt en Del af Mørkerædsel, men ogsaa det tog af; Mørkerædslen maatte vige Pladsen for Rædslen for det yderste Mørke.

Naar Georg og jeg kom i vor Seng, der var som en Iskælder, krøb vi helt ned under Dynen og dannede Rede dernede; saa hørte vi ikke Havets Larmen, og vor Aande varmede hurtigt Sengen op. Men hade man saa glemt at bede sin Aftenbøn, saa hørte der Overvindelse til at forlade den varme Seng igen og knæle ned ude i det kolde Rum. At glemme Aftenbønnen var en meget stor Synd; og kun de lunkne, som var Gud en Vederstyggelighed, laa paa Ryggen i Sengen og bad.

Georg tog det let, uhyggelig let! »Aa, Skidt!« sa'e han bare, »vi ber to Bønner i Morgen Aften.« Han kunde sagtens, han tog ingenting højtideligt og stod sig godt med alting.

En Dag berettede Børnebladet om et Tilfælde, der lignede vort. Det drejede sig om to Drenge, der ogsaa hade glemt at bede deres Aftenbøn. Den ene krøb ud paa Gulvet igen og bad, den anden gad ikke. Om Morgenen var han, der hade gjort Forsømmelsen god igen, død – Gud hade taget ham op til sig som Belønning for hans Tro, men hans Bror maatte leve videre til Straf for sin Ugudelighed.

Dette kunde jeg igen ikke tumle; jeg hang ved Livet og kunde ikke faa i mit Hode, at det skulde være en Belønning at dø. Saa var der dog mere Mening i at betragte Døden som en Straf.

Helt oprivende virkede det paa mig, da det en Morgen rygtedes, at Holmgren hade lagt Haand paa sig selv om Natten. Han hade kæmpet med Djævlen som saa ofte før, og denne Gang hade han besejret ham – ved at skære Halsen over paa sig selv. Dam fortalte os om det i Søndagsskolen; han dvælede stærkt ved Kampen og lagde dens Udfald ud som en Sejr for Holmgren. Og dette fik mig til at rebellere indvendig.

Det gjorde ikke Vinteren lysere og lettere, at Mor igen fik en Lille. Nu kunde jeg selv skønne, og hvor ofte hade mine Øjne ikke i Angst afsøgt hendes Skikkelse; Georg og jeg drøftede om Aftenen med Hodet under Dynen, hvor storartet det var, at vi ikke skulde ha flere Børn. Og pludselig en Nat vaagnede vi op i stor Staahej og Forstyrrelse, Mor skreg, og vi to Knægte maatte afsted efter Madam Bech. Om Morgenen var det hele overstaaet, og Mor sad i Sengen og maalte Bønner af til Kaffen, som Georg lavede. Ved Siden af hende laa en lille rødnæset Drengebyldt.

Saa kunde der begyndes forfra med Ungevræl og Vugge og det hele. Lille Søster Anna var nu saa vidt, at hun kunde trisse rundt paa egen Haand, og saa var det der igen! Der var overhodet ikke noget Udkomme; hos os skulde Tilværelsen forme sig evig ens.

Og saa var der oven i Købet det dumme, at man ikke kunde lade være med at holde af en saadan lille Skabning, naar først han var der. Den ny Bror spændte baade Georg og mig i Selen ved Hjælp af Egenskaber i os, vi ikke kunde frigøre os for. Vor første Gang, naar vi kom ind i Stuen, galdt af sig selv Vuggen, bare hen og kigge. Der laa han og stirrede optaget op paa Loftet, hvor Havfladens Vrikken under Formiddagssolen afsatte dansende Lysceller. De lyse Øjne var som to rolige Stjærner. Saa var det jo fristende at faa ham til at pludre eller le – og saa hang man paa den. Naar man vilde gaa, kastede han med sin lille Krop, og de uskyldige Stjærner blev bydende i Udtrykket. Der var ikke andet for end at blive hos ham, til han faldt i Søvn.

Og da vi saa rigtig var kommet til at holde af ham, og han var blevet en uundværlig Del af Hjemmet, kom Sygdommen – Lungebetændelse. Forbi var den bedaarende Pludren og Barnesmilet; nu lavede Lillebror ikke længer Bobler af Modermælken og spjættede af Fryd, naar vi stod omkring og lo. I Vuggen laa en lille blaalig-kridet rallende Skabning med blytunge Øjenlaag.

Det var svært at komme hjem til Mors forgrædte Ansigt og sammenknugede Skikkelse. Paa Bordet i den pæne Stue stod en lille Kiste; der laa han, i en Krans af Papirblomster, henaandet, en Skygge af et lille Væsen. Døden var saa dum, saa meningsløs! Og saa uigenkaldelig! Degnen kom, og Georg var i det pæneste af sit og mit Tøj; Far gik ud ad Laagen med den lille Kiste under Armen, Mor og Georg bagefter. Derude paa Strandstien stillede de sig op, og det lille Ligtog satte sig i Bevægelse; foran gik Degnen og sang. Det var en Salme, hvori Lillebror jublede over, at han skulde op i Himlen, og bebrejdede Far og Mor, at de græd over hans Død. Og da brød alting sammen i mig. Jeg stod bag Laagen, brølede desperat og slog min Haand i Muren. »Hold Kæft!« brølede jeg. »Hold Kæft!« Jeg kunde høre Degnen synge henad Strandstien og vred mig sammen under hans Trøst. Djævelsk forekom den mig, han skar jo Mor i Hjærtet med sine Ord, den ækle Degn med Børsterne ud af Næsen!

Der kom Trods op i mig; jeg kom paa Krigsfod med Kirken, Missionshuset, Søndagsskolen og alt, hvad der stod i Forbindelse dermed. Om Søndagen skulkede jeg; jeg skulde ikke ha noget af Søndagsskolen mere, ikke om man saa prøvede at prygle mig derhen. Georg var let at faa med til at skulke; han var en Hund efter alt, hvad der smagte af at pjække den. Mændene fra Søndagsskolen gik jeg langt udenom. Jeg hade faaet i mit Hode, at der var en Forbindelse mellem dem og Lillebrors Død og bildte mig ind, at de var ude efter mit Liv ogsaa. De ventede blot paa, at jeg skulde blive rigtig from og Gud til Maade, saa de kunde suge Blodet af mig.

Jeg kom først fri af alt dette, da jeg blev Vogterdreng og kom til at tilbringe min Dag ude i Naturen i sorgløst Samliv med Dyr og Planter. Et klart Standpunkt til Kristendommen naaede jeg først til, da jeg som ungt Menneske sad paa Højskolebænken i Askov og undrende oplevede Lærernes Anstrængelser for at faa alle Fag, selv Fysiken, bragt i Overensstemmelse med det gamle og det ny Testamente, faa Haren til virkelig at tygge Drøv.

Endnu senere gik Sandheden i Salmen op for mig. Der er dog en Trøst for Fattigfolk – om end en besk – i at vide, at de i Døden har en sikker Forsørger til deres Børn.