IX

Far hade en Del Modgang at overvinde; ikke mindst det, at han kom nedefra og ikke hade lært noget Haandværk endsige studeret. Mange betragtede det som en Anmasselse af en almindelig Arbejder at give Tilbud ind til Amt og Kommune og ville være Entreprenør. Arbejdet var der ikke noget at sige paa, hans Dygtighed var almindelig anerkendt; men usynlige Hænder lagde stadig Sten i Vejen for ham. Naar et Arbejde var færdigt, gik Rygtet straks, at det ikke vilde blive godkendt; og naar Godkendelsen var faldet, var der skjulte Kræfter i Gang for at hindre, at han fik et nyt overdraget. Det førte hvergang til, at han slog sig løs og gav sig til at ture. Skønt han selv var Bornholmer, hade han ingen Ævne til at gaa diplomatisk til Værks; han hadede al Fordækthed men stod hjælpeløs overfor den og græmmede sig i Tavshed. Til han fik noget i Hodet, saa gav han det glatte Lag, opad og nedad, og ramte ud efter sine Fjender, saa det bed i dem Aar efter.

Ofte under Gadearbejdet maatte Pukler skæres væk og Hjørner rettes ud; her og dér kunde noget af et Hus komme til at hænge over Udgravningen og maatte stives af og undermures. Saa var Husets Ejer gærne til Mode, som hade man pudset Verdens Undergang paa ham; han løb frem og tilbage udenfor Huset. Og det hændte, at Natvægter Kofod om Natten pillede Afstivningen væk fra sit Hus og stablede Sten under i Stedet. Hjørnet sank lidt, og Folk valfartede til Stedet i Haab om at se Huset vælte. Nu hade de faaet Ret, som altid hade sagt, at det var uforsvarligt at give Ansvaret i Hænderne paa saadan en ulært Arbejder. Far skulde fjærnes! Men han tog til Rønne og fik Vejinspektøren og en Arkitekt til at komme og se paa det skete, og de gav ham Oprejsning. Afstivningen hade været forsvarlig nok, Natvægteren var selv Skyld i Skaden. Far beholdt Stillingen som Arbejdsleder, og Fjenderne beholdt han som Følge deraf ogsaa.

Der var meget Nid i den lille By baade forneden og foroven og slet ikke noget Sammenhold blandt Smaafolk. De krøb for de fastslaaet Store og vilde til Gengæld selv gærne have nogen at se ned paa. Dygtige til at arbejde var de ikke, naar det galdt større Foretagender, hvor der skulde tages fat i Fællesskab; de var vant til at gaa og pusle hver med sit og forstod ikke Samarbejdets Kunst. Værdien af en fast begrænset Arbejdstid fattede de ikke og blev gærne gaaende og rode paa Arbejdspladsen efter Fyraften. Til Gengæld satte de ikke Fart paa i selve Arbejdstiden. Kun de, der hade faret til Søs i deres Ungdom, hade lært at arbejde i Fællesskab; men de var nu Fiskere og Skippere. De var i mange Henseender en anden Slags Mennesker end dem, der hade Bondelandet til Rygstød, mere aabne og ligetil og ogsaa mere rundhaandede. Vi Drenge hjalp hellere Fiskerne og Skipperne end de smaa Avlsbrugere. Men snurrige Patroner var der blandt dem ogsaa.

Det er jo almindelig fastslaaet, at vor Tid virker nivellerende. Og sikkert er det, at en Del Særpræg er faldet bort; men kan ikke længer se paa en Mand, om han er Haandværker – og hvad for et Fag han da udøver – eller Landmand eller Lærer. I min Barndom saa man straks paa en Mand, hvad han beskæftigede sig med; Erhvervet gav sin Udøver et eget, i andres Øjne gærne komisk, Præg. Ogsaa de fleste Enkeltindivider var særprægede dengang, men mere i Retning af Løjerlighed end af Personlighed. De var »egne«, som det hed; det var egne – ofte komiske – Vaner og Manerer, der hang ved dem og ikke var til at ryste af. Der var mange snurrige Mennesker dengang, ja noget snurrigt var der ved saa at sige alle. Paastaaelige og stædige var de, hvad der vel hang sammen med, at det var saa svært for den enkelte at tilegne sig noget; hade de engang faaet sat sig noget i Hodet, var det ikke til at banke ud igen. Men Mennesker med Ævne til at tage Overblik og danne sig et personligt Skøn, som dog bunder i det Alméne, er der nok flere af i Dag, saa smaat det forøvrigt kan være bevendt med Personligheden i vor »Individualismens Tidsalder«.

Givet er det, at Oplysningen i Dag er mere uniform end dengang. Nu meddeles den paa løbende Baand, dengang maatte hver især pikke op hvad han kunde. Det førte til Særprægethed men ogsaa til, at man let blev til en Side. Den, der selv er vitaminproducerende og formaar at tilsætte vore Dages Oplysningsmargarine de fornødne Vitaminer, har i Dag flere Betingelser for at udvikle sig aandeligt og personligt end dengang.

Far var paa mange Omraader »egen«, men ikke i sit Forhold til Arbejdet. Saa stædig han ellers kunde være i sine Meninger; dér tog han stadig ved nyt. Og den nye Tids Tempo hade han i Kroppen, hade fanget det ind som Arbejder derovre i Hovedstaden. Hans egne Hænder sad godt paa Skaft, og han ærgrede sig, naar nogen hade »for mange Tommelfingre eller gik fem Gange rundt om Skovleskaftet for at flytte en Skovlfuld Jord.« Arbejdet var nyt og ukendt, da Byen ikke tidligere hade haft Brolægning i Gaderne; Folkene skulde oplæres. Men de var ikke gode til at tage ved Lære. »Jeg har nu min egen Maade at gøre det paa,« kunde de svare, selv om de aldrig hade haft med det at gøre før.

Saa var de svenske Løsarbejdere Folk af en hel anden Type. De kom om Foraaret i Flokkevis over fra Sydsverige, mest fra Halland og Blekinge. Det var Hyttefolk, Børn af Landarbejdere og Smaahusmænd de fleste; men de hade den moderne Tid i Kroppen. Ogsaa de hade puslet med Jord, med en Ko og nogle Grise; men de var ikke blevet forkrøblede Selvejere af at klamre sig til Lodden. De hade ladet den stryge, sagt sig løs fra den fevdale Tankegang og var blevet et Folkeslag for sig. Rigtige Pjalteproletarer var de, der skubbede Huen i Nakken og slog ned, hvor der var en Tjans; Folk med Stof til alt muligt i sig.

Det var Folk, der ikke var Plads til hjemme, eller som ikke kunde finde sig i de hjemlige Forhold, Overskudsbefolkning af samme Stof som de Udvandrere, der byggede de Forenede Stater. De hade bare ikke kunnet opdrive Billetten til den lange Rejse over Atlanterhavet, saa havnede de her – som Tjenestefolk eller Løsarbejdere. De raskeste af dem tog Arbejde ved Havne- eller Brobygning, et eller andet hvor der var Lejlighed til at komme op at bides med Stenen. Det var Gaa-Paa-Folk med en udpræget Dødsforagt; de baksede med Klippestykker som valsede de med Kæresten og gik med Dynamitpatroner løse i Lommen. Gudsforgaaende Kroppe og Pak var de i Hjemmebefolkningens Øjne; de boede jo ikke som andre Mennesker i Logi med rigtige Senge men lejede sig ind i Vognmand Laus Lade, sov i Høet og lavede selv deres Mad paa Logulvet, stegte Flæsk og spejlede Æg paa et Petroleumsapparat. Rigtig varm Mad fik de aldrig; Brændevin og Øl gjorde det af for Sulemad og Grød. Men de var jo ogsaa derefter, gik ikke i Kirke og tog til Kniven for et godt Ord.

Haarde Halse var det, men Far kunde med dem. De var gode til at løfte i Flok, en lille Opsang og de var som ét Legeme. Og de var gode at falde tilbage paa, naar noget skulde være færdig til bestemt Tid. »Brostenen klistrer ikke til Fingrene paa dem – og de synger til Arbejdet,« sagde han. Det gjorde han nu ikke selv; jeg har som Barn sjælden hørt ham synge. Men maaske har han under sit mutte Væsen haft en bunden Trang til det. De svenske Arbejderes Humør tog noget af det Tryk, der laa over hans Sind og ellers kun lod sig fjærne ved Hjælp af Alkohol.

Og de holdt af ham og talte godt om ham, hvad han sikkert trængte til, skønt han lod haant om Folks Mening om sig. Han var rigtig en Arbejdsleder efter deres Hjærte, tog fat Side om Side med de andre, førte sig ikke som Overordnet men stod paa kammeratlig Fod med dem – og kunde alligevel slaa sin Mand i Jorden, om der var for meget Vrøvl. Og han var ikke bange for at gi en Omgang.

Sig imellem kom de hjemlige Arbejdere og Svenskerne ikke saa godt ud af det. Der var ikke saa lidt nationalt Hovmod i Bornholmerne; de betragtede paa Forhaand Svenskerne som en ringere Slags Mennesker. Til Gengæld foragtede Svenskerne dem som Spidsborgere. Arbejde Haand i Haand kunde de daarligt, men skulde helst holdes hver for sig; Tempo og det hele var saa forskelligt. Svenskerne kaldte Bornholmerne »Nørlere«; til Gengæld blev de selv kaldt »Rivejæler«.

Georg og jeg kom ofte til dem i deres Lade. Saa kunde de give sig til at holde Lovtaler over Far og rose det ved ham, der ellers lagdes ham til Last. »Han er en gudsforbasket bra Kar!« sa'e de. »En rund Haand sidder der paa'en, og jævlig duktig er'en!« Det gjorde ens Drengehjærte godt, at Tingene ogsaa kunde ses fra den Side. Folk her var anderledes, de drak de Omgange Far bød paa – og lastede ham for hans Flothed. Det var ikke tiltalende! Men Ret hade de paa en Maade alligevel i deres Dømmen, for det var paa Hjemmets Bekostning, han var flot. Hans runde Haand var baade til at være stolt over og til at græmme sig over – det var ikke nemt at tage en Stilling til ham, man kunde falde til Ro i.

Det er en mørk Skygge over hele min Barndom, denne endeløse Strid i Sindet for og imod. Jeg hade en heftig Trang til at beundre Far og søgte bestandig efter det, der kunde bære Beundringen uforbeholdent oppe. Men altid blev jeg slaaet tilbage; for set med Hjemmets, med Mors Øjne, holdt ikke meget af det Stik, jeg gærne vilde beundre hos ham. Jeg maatte vælge mellem Mor og ham som mellem to Modsætninger, kunde aldrig rigtig omslutte dem begge med mine Følelser.

Mor syntes heller ikke om, at vi Drenge kom hos de svenske Arbejdere, og at Far overhodet var saa kammeratlig mod dem. Dengang forstod jeg hende ikke men saa blot, at hun ligesom alle andre betragtede dem som Væsner, der levede et uordentligt Liv og svor endnu værre om Søndagen end de søgne Dage. Mor var paa Krigsfod med alt, hvad der kunde bidrage til at opmuntre det Vagabonderende hos Far. Jeg tror ikke, hun saa nogen af sine Drømme virkeliggjorte ved, at han var rykket op til at blive Entreprenør. Men hun kæmpede lige ufortrødent for Opretholdelsen af Hjemmet.

Spændende var der hos de svenske Arbejdere; Laden lignede en hel Lejr. En Snes Mand holdt til i den, nogle lavede bestandig Mad og drak til, andre spillede Kort og sang Viser; og svor gjorde de, saa Luften lugtede interessant af Svovl og Helvedes Begpøl. Der var en ældre Arbejder imellem, en stor svær Karl, Erik Persson hed han, som fortalte Historier, der dryppede af Blod: Om Sønner der var blevet forfordelt ved Arveskifte og som midt paa Natten stod op, tog Øksen og slog Forældre, Søskende, Bedsteforældre – det hele – for Panden; om Børn der elskede hinanden, mens de endnu gik til Præsten – og selv blev med Barn; om ulykkelig Kærlighed mellem Husbond og Tjenestepige og Fødsler i Dølgsmaal; om Jætteslagsmaal mellem Flokke af Grubearbejdere, der gik løs paa hinanden med Hakker og Jærnstænger, saa Hjærneskallerne kvasede, som Æg der knuses. Og ind imellem kunde en ung Arbejder bryde ud i en blød Vise om Birken og den lyse Nat og liden Ingrid. Det var for en Dreng, der hungrede efter Spænding, som at stirre ud i det Ubekendte; den graa Hverdag tog Æventyrfarve, Blodfarve. Porten blev slaaet op til en forunderlig Verden; det var blot at give Fantasien frie Tøjler.

Erik Persson var en mærkelig Skikkelse, stor i det, blaarød og skjoldet. Han fortalte og spiste paa samme Tid, og altid Rugbrød og koldt, kogt Flæsk. Han sad plat ned paa Logulvet med et Brædt over Knæene, paa Brædtet hade han Flæskestykket og et Rugbrød, ved Siden af ham paa Gulvet stod en Trepægleflaske med Brændevin. Naar han hade fortalt et Afsnit, gjorde han Pavse, altid paa det mest spændende Sted i Fortællingen, skar med sin store Tollekniv en Skive Flæsk og en Humpel Brød af og gav sig til at æde, eftertænksomt, helt borte fra alting. Han hørte ikke de andres: »Hvad saa mer da, for Tusen Jækler? Faar vi snart noget mere Løgn?« men tyggede stille videre. Og pludselig levede hans Ansigt til, han tørrede Knivsbladet paa sine Molskindsbukser og gav sig til at fortælle.

Jeg elskede koldt Flæsk og Rugbrød og har maaske betragtet ham med begærlige Blikke, for en Dag rakte han mig et Stykke Brød med Flæsk paa. Idet jeg tog det og saa den tykke Haand med de røde Haar og Rustskjolderne under Huden, gav det et Ryk i mig, og Gulvet begyndte at synke og stige under mig som et Skibsdæk. Det var jo Haanden, den uappetitlige Haand, som rakte mig den lækre Bolle dengang paa Skibet. Nu kendte jeg ogsaa Stemmen. Den samme Dobbeltfølelse af Modvilje og Begær besatte mig som dengang og prægede vel min Maade at tage imod Gaven paa. Pludselig huggede han Knivskaftet i Brædtet og udbrød: »Kors i Herrens Fryd, er det dig, Pøjke! Det var som syv Hundre Millioner Djævle, er det virkelig dig!« Han løftede mig op over sit Hode, krammede og endevendte mig, var helt ør af Glæde og Forundring over Miraklet, som han kaldte det. Fra den Dag kastede han sin Kærlighed paa mig. »Den dær brinnande Jævlen, den Troldkaren!« sagde han og betragtede mig med lysende Øjne, naar jeg kom hen paa Arbejdspladsen.

Desværre maatte han i Fængsel og forsvandt ud af min Verden. Han var hemmeligt forlovet med en bornholmsk Pige, men skønt Forældrene hørte til de aller Fattigste, var de imod det og tvang hende til at hæve Forbindelsen. Erik Persson blev borte fra Arbejdet og gav sig til at ture Dage og Nætter. Og en Nat brændte det hos Pigens Forældre, som boede Nordude, en halv Mils Vej borte; Hytten brændte ned til Grunden, og Erik Persson blev taget af Politiet. Han kunde ikke gøre Rede for nogenting, saa omtaaget var han af sin Turen; og paa det blev han dømt og kom i Tugthuset.

Han kunde jo holdt sig til sine egne, mente Folk; der var svenske Piger nok paa Øen. Enten han nu hade stukket Ild paa eller ej, syntes de, der skete ham hans Ret.

Saa stærke Modsætningerne var mellem Bornholmerne og de indvandrede Svenskere, beroede de ikke paa Artsforskelle; Bornholmeren er nærmere beslægtet med Svenskeren end med noget andet Folk, sine egne Landsmænd indbefattet. Øen er sikkert i sin Tid hovedsagelig blevet befolket fra Sydsverige, fra hvis Kyst den i sigtbart Vejr altid er synlig. Og det stadige Slid paa Befolkningen gennem Aarhundrederne efter er stort set ogsaa udlignet ved Tilskud fra Sydsverige; fra det øvrige Danmark kom kun Embedsmænd til Øen – der tjente dem som Gennemgangsled. Det var godt Blod, der tilførtes Øen fra Sverige, slagkraftige Folk, der bed sig fast i Stenen! Landskabet lignede det hjemlige, og tilvandrede Svenskere har fravristet Ødemarken mangt et stenet Areal og skabt et frodigt Hjem af det. De opsugedes efterhaanden, blev selv Bornholmere.

Men Modsætningen blev ved at bestaa; den galdt de ny Indvandrede og var af social Art; det var en Modsætning mellem det bosiddende, mur- og nagelfast fortøjede Menneske og de rod- og hjemløse Elementer, der kom baade som en Vederstyggelighed og en Trusel.

I min Barndom kom de om Foraaret i Skibsladninger paa flere Hundrede. Uro bragte de af mangehaande Art, og det var baade godt og ondt med dem. Dygtige Arbejdere var de og hade ingen fine Fornemmelser men tog fat i hvad som helst. Men de gik daarligt op i de patriarkalske Forhold, var for respektløse og udisciplinerede til rigtig at kunne kaldes Mennesker. Besiddelsesløse som de var, hade de ingen rigtig Forstand paa at omgaaes Ejendom, de for ikke varligt nok med den som det helligste af alt og hade ikke tilstrækkelig Ærbødighed for Besidderen. Bornholmeren var helt igennem et fevdalistisk Menneske; han hade endnu ikke sluppet Moder Jords Skørter men skulde, som Mor udtrykte sig, have fat i en Flig for at kunne føle sig helt tryg. Han lagde ikke saa megen Vægt paa at fortjene som paa at besidde, og Jord var den højeste Form for Besiddelse; en Mands Anseelse udmaaltes efter, om han hade Jord – og hvor megen.

De brød som løse Fugle ind i hans smaaborgerlige Tilværelse disse Svenskere, som forlod Hjemstavnen for at drage ud paa det uvisse. Hade de endda taget Hyre og var gaaet paa Langfart; det var dog noget i Retning af ordnede Forhold – man fik Rotting, hvis man var ulydig mod Kaptajnen, og rømte man, kom man i Fængsel! Men disse gav sig ud paa Tjans lige som Sigøjnerne; de vidste aldrig hvor og ved hvad de landede! Penge kunde de tjene – skamløst! og ejede alligevel aldrig noget. Han selv lagde smaat til smaat, vendte en 25 Øre ti Gange inden han gav den ud, vidste hvad den skulde anvendes til Aar frem i Tiden. Disse sled en hel Uge, saa Øjnene krøb dem ud af Hodet, for saa maaske at solde det hele op paa en Søndag og leve paa bart Brød hele næste Uge! Forargeligt var det med den runde Haand anbragt paa saa fattige Lus; Drikkepenge gav de, som var de Millionærer og ikke Stoddere; og tog de sig en Akkord paa, rev de tilside og gik ofte hjem med en ugudelig Fortjeneste. Og lige fattige var og blev de; Stadsen holdt de ikke paa og Anseelsen heller ikke; hvem vidste, om ikke de hade Efterladte derhjemme, Kvinde og Børn som de hade ladt i Stikken. Og saa satte de tilmed en Ære i deres Skændsel, haanede pæne bosiddende Folk og kaldte dem Spidsborgere – og Gniepinde som hængte den tomme Snapseflaske op og lod den dryppe af paa et Stykke Brød. Som om det ikke var ethvert ordentligt Menneskes Pligt at holde Hus med Guds Gaver!

Klassebevidste var de ikke disse Mennesker; alligevel repræsenterede de noget Nyt. Det var Proletariatets Blænkere, der her tørnede sammen med Lævn fra den gamle fevdalistiske Tid, som Udviklingen endnu ikke hade naaet at feje bort fra den lille afsides Ø. To vidt forskellige Mennesketyper tørnede her sammen: den fevdale Smaaborger, der lagde Vægt paa Facaden og paa at synes mere og bedre end han var, og Proletaren, der brød sig pokker om, hvad der mentes om ham, sorgløst kørte løs og ofte hade Hjærtet i Orden under det grove Ydre. Pjalteproletarer var disse Svenskere, men der var flere sociale Forudsætninger i deres formaalsløse Rutten end i de andres Paaholdenhed og Snæverhjærtethed; og deres aktive Indstilling til Tilværelsen var af en mere fremadvendt Art. Mens Bornholmerne helst stræbte fremad ved Hjælp af Arv og gode Giftermaal, gik Svenskerne løs paa Tilværelsen for egen Regning. Mange tog ikke hjem men bosatte sig paa Lyngen og i Udmarkerne og gav sig til at bryde Land. Jeg har senere truffet flere af Fars Arbejdere fra dengang paa smaa Ejendomme inde i Højlyngen. Slags- og Soldebrødre som hade fundet et Formaal for deres ubændige Kræfter og fravristet Klipper og Ødemark en lille hyggelig Menneskeverden.