X

Mor blev stærk af Modgang, mens det ofte saa ud, som kunde hun ikke rigtig taale Medgang. Hun drømte altid om bedre Tider for os, og hvergang det lysnede lidt, smilede og nynnede hun til sin Gærning. Men naaede vi frem til det, hun hade drømt saa skønt om, saa var det som om Glæden henvejredes.

Far hade det modsat. Naar det gik fremad, rettede han sig og holdt sig godt nok; men Modgang kunde han ikke tage. Gik det daarligt for os, saa søgte han Værtshus.

»Han kan sagtens,« sae Mor. »Han lusker af fra det hele og lader en anden om Byrderne!« Og noget var der om det; men det var ikke nogen Undtagelse. I Underklassen var det dengang – og er vel stadig – Kvinden der trækker den tungeste Del af Læsset.

Vi førte en underlig Dobbelttilværelse. Om Sommeren var Far baade Mester og Entreprenør og hade ofte mange Folk i Arbejde, men om Vinteren var han igen en af de mange, der traskede den halve Mil til Bakkerne med Karpen paa Ryggen. Saa var det ogsaa forbi med den frie Tilværelse for min Bror og mig. Vi maatte begge to med i Stenværket, og naar der ikke var noget for os at gøre, maatte vi paa Jagt efter Arbejde i Byen. Han kunde daarlig taale, at vi var ledige.

Men sommetider var han i godt Lune, naar vi kom ind til ham efter Skoletid. Saa gav han os fri, og vi kravlede op over Klippebrynet og banede os Vej ind gennem det vilde Stenlandskab bagved. Dengang var der ikke megen Skov inde bag Helvedes- og Paradisbakkerne; Klippen herskede i store blaa og rødlige Felter, indrandede af Mos og Lyng og lav Enebær. Fra de høje Fremspring var der vid Udsigt ned over Lavlandet med Neksø By og Balkebugten; Havfladen gik skraat opad, saa det saa ud som om Baadene rutsjede ned til Havnen. Indefter var Granitten som et størknet Hav, og langt inde tonede en blaa Banke frem, Almindingen.

Herinde var der nok af Ting, der kunde faa et Drengehjærte til at banke: Sorte Vandhuller under ludende Klippevægge og med Uhyggen rugende over sig i Skikkelse af Sagn om ulykkelige Kvinder, der hade søgt den sidste Tilflugt her for sig og Barn. Deres Sjæle spøgede endnu over det sorte Vand. Rokkestenen laa ogsaa gemt bort et Sted herinde; der hørte Held til at finde den, men saa var det ogsaa en Svir at kravle op paa den vældige Blok og sætte den i vippende Bevægelse, blot ved at synke i Knæene og huje til. Paa Klippepanderne laa Fjer og Knogler, Rester efter Rævens og de store Rovfugles Maaltider, og i den visne Lyng sad gamle afskudte Hamme af Snog og Hugorm. Selv var de gaaet i Hi; de laa i store Klumper inde under Klipperne; Stenhuggerne fandt dem undertiden, naar de ryddede til Sprængning, 20-30 bunket sammen i et stort Nøgle.

Vej og Sti var der ikke herinde, man maatte slumpe sig frem. Og Terrænet gennemskares af dybe Klever med bratte Klippevægge. Træer strakte sig efter Lyset nede fra Dybet, og man kunde tvinge Toppen ind til sig, lade sig glide ned langs Stammen – og havne i det ufremkommeligste Virvar af nedstyrtede Klippeblokke, indspundne i tørre Ranker af Kaprifol og Brombær. Klippeblokkene dannede Huler med sort Dynd i Bunden. Mørket kogte og koglede derinde. Og pludselig kunde det røre paa sig, som rejste et vældigt loddent Væsen sig langsomt over Ende. Saa tog Panikken os, vi rev og skubbede hinanden for at komme først op til Overfladen.

»Der var skam noget,« sa'e Georg. »Hvad tror du det var?«

»En Bjørn,« mente jeg beskedent.

»Sludder, der er ingen Bjørne her paa Øen ved du nok. Det har nok været en Trold.« Dem lagde Zoologien ingen Hindringer i Vejen for, saa vi lod det blive ved Trolden. Men da vi skulde gaa videre, opdagede min Bror, at han hade tabt sin ene Træsko dernede. »Stik lige ned og hent den,« sae han let henkastet. »Du har jo noget paa Fødderne.«

Det hade jeg ikke meget Mod paa. »Du er jo selv bange,« sa'e jeg – for at tage Tyren ved Hornene.

»Bange? – du blir dog aldrig andet end et Skvat! Tror du maaske Trolde bider? De ligger jo i Dvale paa denne Tid af Aaret, dit Fæ. – Stik nu af du! – saa skal jeg tæve alle de Drenge for dig, der vil gøre dig noget.« Hans Stemme blev helt besværgende, og der var ikke noget udenom for mig. Men nogen helt let Ekspedition var det ikke; jeg aandede først op, da jeg igen stod oppe hos ham.

»Naa, var det saa vel farligt?« spurgte han sorgløst. »Den ku' lige ha vovet paa at gøre dig noget, saa skulde jeg nok.« Han stod med en stor Sten i Haanden.

Herinde i Klipperne samlede vi Slaan og »Skovskruser«, Frugterne af den vilde Abild. De hade faaet Nattefrost og sat det ramme til; naar de blev stegt paa Kakkelovnen, smagte de herligt.

Men det var de faa Lyspunkter. Der var koldt i Bakkerne, Sneen føg det hele til og gjorde Stenen sej og træg at have med at gøre, den haarde Frost fik Sten og Værktøj til at bide sig fast i Skindet, naar man tog om dem. Fars Staalstang var i Frostvejr som gloende Jærn, og jeg har aldrig kunnet udrette noget med Vanter paa. Det var drøjt Arbejde at slaa Skærver. Man sad overskrævs paa en Sten, hade lige et Hynde med lidt Halm imellem sig og Stenen; naar jeg rejste mig, var jeg stiv i Skridtet og kunde ikke lade mit Vand. Man mistede Herredømmet over Vandladningen; baade min Bror og jeg led Aarevis efter derunder, at vi ikke kunde ligge tør om Natten. Det blev for mig, de første Aar jeg var ude blandt Fremmede, en Kilde til megen sjælelig Lidelse.

Vi var flyttet fra Sværterens hen til Mattis Jensens, en Avlsbrugerfamilie, som det var gaaet tilbage for. Jorden hade man efterhaanden taget fra dem, saa indrettede de lidt Beboelse i den Ende af Huset, der før hade tjent til Lade. Vi fik et Værelse mere og et Stykke Have; til Gengæld hade vi ingen Udsigt til Havet længer; der laa en gammel Have med en Ladebygning foran vore Vinduer og tog al Udsigt. Mor var glad for det. »Saa har en da lidt Grønt foran Vinduerne og ikke det evige Hav, som bare sætter Kulde ind,« sae hun. Siden Sejlturen herover hadede hun Søen. Men for os Drenge var det et stort Savn; vi hade fulgt Havet i dets Skiften fra vore Vinduer; Brændingen var gaaet ind i vor Søvn – og Gaddisernes Vintersang de stille Frostnætter. Nu kunde vi ikke længer følge Skibenes Kamp med den lumske Kyst og være blandt de første, der varskoede for en Stranding. Spændende hade det været at se Skibene komme lænsende fra Nord og Syd om Pynterne under en Fralandsstorm, ankre op og stryge den knappe Sejlføring, og lægge sig til Ro under Kysten som stormslagne Fugle. Der laa de saa og hvilede ud og red Uvejret af. Men slog Vinden pludselig om, fik de travlt. Mange slap kun fra det ved at kappe Kættingerne og lade Ankeret i Stikken. En og anden Skude kunde ikke redde sig ved det heller men drev paa Grund. En Morgen stod der fem strandede Skibe i Bugten Syd for Byen. Saa var der Arbejde og Fortjeneste med at bjærge ilanddrevet Gods op paa Stranden; vi Brødre sprang i Havstokken, i Vand til midt paa Livet, og bjærgede under Strandvagtens Ledelse. Det bjærgede blev solgt ved Avktion, og vi fik Bjærgeparten udbetalt. Men nu kom andre Drenge os i Forkøbet; det var forbi. Alt, hvad der var noget ved, var forbi, syntes vi, naar vi kiggede ud paa det høje Havegærde, som spærrede for alting.

Inde bag det høje Stengærde voksede gamle Æbletrær. Vi kunde kun se Kronerne; der hang Æbler endnu paa de nøgne Grene fra om Sommeren, og i Kløfterne mellem Stamme og Grene laa der Æbler. »Lad være og kig,« sa'e Mor, »saa blir I ikke daarlige. Hvis de forsvinder, ved én da, at det er Jer.« De fik Lov at ligge en rum Tid, inden Georg og jeg udforskede Omraadet bag den høje Mur; vi var ikke saa syge efter Frugt som i København; her var der lettere Adgang til den.

Det var en usund, fugtig Lejlighed, fuld af gamle Dunster var den, og vi manglede Sol. Vandet i Brønden var Brakvand; det satte ind fra Havet og var ikke til at drikke.

Fra dette Hus har jeg ingen gode Minder; det var som om Ulykken hang over det. I Stalden stod to syge Kør med Udslet paa Yveret. Da man ingen Jord hade mere, kom de aldrig ud men blev fodret med surt Mosehø, som Mattis købte paa Avktion; den Smule Mælk de gav, var gul og blodblandet. Folkene troede, at Køerne var forgjorte; Sviza fra Balka hade været der engang og tigget, og de hade ikke givet hende noget; saa hade hun forgjort Køerne for dem. Nu lod de hende komme og læse over dem; men det hjalp ikke. Saa dygtig hun var til at hekse, de onde Kræfter hun hade troldet frem, kunde hun ikke mane i Jorden igen.

I dette Hus virkede alting nedstemmende. Manden, der var stor og stærk, stod Dagen lang uden for Huset med Ryggen mod en Stolpe, Hænderne i Lommen og Halmstraa i Haaret. Han saa ikke ud til at interessere sig for noget som helst, stod der blot og hang med udslukt Blik. Konen var før og mandglad, men sin egen vilde hun ikke vide af at sige. Han maatte sove paa Loftet i det sure Hø, mens Søfolk og svenske Løsarbejdere holdt til hos Konen nedenunder.

Vi hade Grisebo og hade for første Gang opfødt en Gris. Vi Børn hade plukket Grønt til den hele Sommeren, Nælder og Mælketidsel, og i Høsten hade Søster Sine og jeg plukket Aks paa Agrene til Fedningsfoder til den. Den var blevet en stor Tamp, nu manglede den blot den sidste Fedning. Og det var gode Sager vi hade sanket ind til den paa Stubbene; hen i November var den saa svær, at den knap kunde gaa fra Boet ud til Truget. Mor var stolt og bød Nabokonerne ind at se Grisen; sikken et Sulekar vi skulde ha til Vinter. Og Pølsegilde! – vi drøftede med Mor, hvem der skulde bæres Pølse til. Men en Dag noget før Jul kom en Slagter og hentede Grisen. Han slog brutalt Reb om Trynen og Benene paa vor Kæledægge og fik Mattis til at hjælpe sig med at hive den op i Vognen, mens vi Søskende stod omkring Vognen og brølede i Kor. Mor sad inden for Vinduet og græd.

Det var som om Tilværelsen kun gav med den ene Haand for brutalt at tage det igen med den anden. Altid skulde vi slaaes ned; heller ikke nu under de ny Forhold var der noget tilovers fra Sommeren til at møde Vinteren med. Store Arbejder havde Far haft, men hvor var Resultatet blevet af? Hade han regnet fejl og sat Penge til af sin egen Pung, eller hvordan? Ikke engang Gælden fra forrige Vinter var tilside, Købmand og Bager løb os paa Døren med de gamle Regninger; og nu var det igen Vinter, og vi behøvede ny Kredit for ikke at sulte. »Hvor er det dog blevet af – Overskudet og alt det?« sagde Mor fortvivlet.

»Aa, der blev jo ikke noget,« sa'e Georg. »Far kan jo ikke regne!«

»Kan han ikke regne? Men Dreng dog!« Mor stirrede forvirret fra den ene til den anden.

»Nej, for han regner bare fejl. Det er jo derfor, de hellere vil ha, han selv skal paatage sig Arbejdet. Saa er de bare fri for og betale ham den store Løn.« Mor var forstenet.

»Saa han har forregnet sig, tror du? Men hvad saa Kommunen – de kan da ikke leve højt paa, at han har regnet for lidt, og la ham betale Gildet?«

»Det griner de bare af. Jeg har selv hørt Folk snakke om det. De griner bare allesammen.«

Mor begyndte saa underligt at hikke og le; det var saa længe siden, jeg hade set hende saadan. Og pludselig slog det over i Graad. »Og Pengene for Grisen, vor dejlige Gris; den var jo slet ikke hans. I og jeg har opfødt den. Vor dejlige Gris!«

»Dem har Tykke Mads faaet. Det var jo ham, der lod Grisen hente.«

Mor lo igen saa underligt. »Saa er den drukket op? Vor dejlige Gris, vor dej dej dej –.« Hun brød fuldstændig sammen.

– – –

Hvordan det nu var med det; Far hade stadig Kredit hos Tykke Mads. Naar der var noget at bestille oppe i Bakkerne, kom han ikke hjem til Aften men blev hængende i Værtshuset; var det for daarligt Vejr eller der ikke var noget at bestille, tilbragte han Dagen der fra Formiddagen. Han spiste ikke hjemme, og Mor hade heller ikke noget til ham; han bragte ingen Penge hjem om Lørdagen. Mor hade i sit eget Navn faaet Kredit hos Bager Sonne, og vi levede den Vinter af Rugbrød og amerikansk Svinefedt.

Om Aftenen sad vi, ofte til sent, og ventede. Vi turde ikke gaa i Seng, ventede saa, læste lidt højt, snakkede hviskende – og ventede. Georg og jeg foretog nu og da Strejfture ud i Mørket for at lede efter Far. En Aften sent fandt vi ham omme ved den gamle Lade, halv tilsneet; ved Mors Hjælp fik vi ham slæbt hjem og i Seng. Mor forløftede sig og fik Blødninger, hun maatte holde Sengen flere Dage. Georg gik og var vigtig og hemmelighedsfuld; han vidste, hvad Mor fejlede, men jeg maatte ikke faa det at vide. Hvergang jeg spurgte, svarede han: »Aa, det er bare noget, som ikke blev til noget.«

En anden Aften vi sad og ventede, hørte vi Far tørne ind ad Laagen og falde mod Gavlen. Mor var ikke kommet sig endnu og hade ingen Kræfter; vi kunde ikke faa ham slæbt ind, saa død og blytung han var. »Lad ham bare ligge,« sae Mor; hendes Stemme var hadsk.

»Jamen han fryser jo ihjæl!« Georg og jeg sled stadig med ham.

»Saa lad ham det!« sae Mor og gik ind. Hendes Stemme var som Is; jeg hade aldrig hørt hende tale saadan. Vi dækkede ham til med nogle Sække og gik ind og i Seng. »Vi kan staa op og se til ham i Nat,« sa'e Georg; men vi sov fra det. Da vi vaagnede om Morgenen, laa han i Sengen og sov; Mor hade vækket ham om Natten og faaet ham ind. Mor hade Ret, naar hun paastod, at der maatte være en Gud, der vaagede over fulde Folk; han fik ikke engang Snue af Turen.

Det var en oprivende Tid. Mor hinkede om og forrettede Husgærningen med den venstre Arm trykket mod Underlivet, de Smaa græd meget, Sine og jeg kunde ikke forliges, og Georg blev ude af sig selv, hvergang han skulde ind i Bakkerne. »Hvad skal jeg der?« skreg han – »han drikker det jo bare op! Jeg tar en Hammer, gør jeg, og –.« Mor holdt ham for Munden, hun saa paa ham med Øjne, der var vilde af Rædsel. Georg tøflede af ud under hendes Blik; men ude paa Gaden slog han den knyttede Haand mod Vinduet, saa en Rude gik i Stykker. Oprørsaanden gik af ham med det samme; han kom afsted i en Fart.

Juleaften sad vi og ventede fra om Middagen. Juletræet hade vi slaaet af Hodet og de beskedne Gaver ogsaa; nu gik det om selve Maden. Vi hade ikke noget i Huset af nogen Slags, Far skulde komme med Penge først; og Juleaften maatte han da komme hjem med lidt, bare et Par Kroner. Mor hade gjort Stuerne pænt i Stand og lagt til i Komfuret; Gryderne stod parat, og nu sad vi og ventede. Det blev mørkt, og vi tændte ikke Lys men sad ind til hinanden og lyttede; Fars Skridt kendte vi paa lang Afstand, selv lille Søster kendte dem. Men de vilde bare ikke lyde; de smaa begyndte at græde; og da Butikkernes Lukketid nærmede sig, græd ogsaa Mor. Og midt i al Fortvivlelsen kom Georg stormende ind, dygtig blaafrossen; han gravede i Lommen med sine valne Fingre og smed en Haandfuld Smaapenge paa Bordet. Tæt ved en Krone var der ialt. »Dem har jeg hugget fra Far,« sae han forpustet. »Jeg vidste jo, I hade ikke noget, saa huggede jeg dem fra ham og stak af.«

»Kommer han saa ikke efter dig?« spurgte Mor forfærdet.

»Nej, for han skammede sig bare for de andre og lod mig løbe.«

Der kom Liv i Mor. Hun sendte den ene efter et Stykke Flæsk, den anden efter Brød. Kaffeposen fik et Opkog, og snart sad vi hyggeligt omkring Bordet. Siden blev en Potteplante flyttet frem i Stuen og pyntet med kulørt Papir, og vi gik rundt om Juletræet og sang. »Men ingen Salmer!« sa'e Mor. »Syng den om Lænkehunden, som faar dobbelt Sul; den er der da lidt Mening i.« Georg og jeg var heller ikke meget for Salmer; vi syntes som Mor, at Fattigfolk ikke hade ret meget at takke for. Hvergang Sine og Anna begyndte paa: »Her komme Jesus dine Smaa,« drejede vi den om.

»Hej dikke dom, min Mand faldt om, det var lige Juleaften. Jeg tog en Stok og hjalp ham op, det var lige Juleaften,« sang vi atter og atter og løb i Rundkreds omkring Bordet med Potteplanten. Og pludselig stod Far i Døren, han hade hørt det hele. Han sagde ikke noget men gik forbi os ind og lagde sig.

I den følgende Tid var der ikke noget i Vejen med ham; hvad han tjente, bragte han hjem. Men det blev ikke til stort; meget at bestille var der ikke, og Kulden lukkede jævnlig for det lidet der var. Jeg ved ikke, om det var, fordi Lykken hade strejfet os om Sommeren, men saa langt nede syntes vi aldrig vi hade været. Efter Jul strandede en Russerskude ude Syd for Byen. Skuden blev Vrag, og hele Ladningen, Honning i Fustager, skyllede i Land. Den blev solgt for otte Øre Potten, og om end den smagte en Del af Søvand, forsødede den os dog vort bare Brød. Det staar for mig, som vi den Vinter tog Bunden, længere ned kunde der ikke godt kommes! Og længere ned kom vi da heller ikke.