XIV

Livet derinde paa Vogtemarken gjorde mig godt. Jeg gik og fik Ro i Sindet og fik den Oprejsning, den Tilfredsstillelse selv et Barn daarligt kan undvære. Jeg følte med mig selv, at jeg udrettede noget, var noget værd; ved Høstgildet sad jeg ved Husbonds Side, og han holdt Tale for mig og kaldte mig sin bedste Mand. Han sagde det smilende; men jeg forstod af den Maade, han lagde Armen om min Skulder, at han mente noget alvorligt med det.

Mit Liv fik eget Indhold – og broget Indhold, om mig erobrede jeg en hel Verden og var selv Midtpunktet i den. Mit Sind fyldtes med Viden om Væsner og Ting og med Omsorg for dem – at kende intimt var det samme som at tage sig af. Jeg kom til at holde af Kreaturerne og mærkede, at de holdt af mig igen, ikke blev vrede paa mig, fordi jeg tugtede dem men saa et Slags Forsyn i mig. Naar de længtes hjem henimod Aften, brølede de mod mig, som bad de mig om Lov til at komme hjem i Stalden og Aftenfodret. At de ikke bar Nag til mig gjorde, at jeg kun slog dem, naar det var uundgaaeligt, og aldrig haandløst; af min Husbond fik jeg det Lov, at han aldrig hade haft nogen Vogterdreng, der behandlede Kreaturerne saa godt. »Martin slaar aldrig,« sagde han ved Bordet rosende.

»Naa, det er nu ikke det bare Haandspaalæggelse med ham,« mumlede gamle Hans Olsen.

Nej det var det ikke, men Kreaturerne trivedes af at vide, at de var undergivet en fast Vilje; de græssede roligt og uforstyrret og nød deres Drøvtygning, som var den evige Fred indført paa Jorden. Ogsaa Husbond saa sin Fordel ved det, jeg fik Raad til at yde Arbejde ud over det nødtørftige, laa for Eksempel ikke under for Fristelsen til at lade Kreaturerne græsse paa de Steder, der for mig var bekvemmest men satte en Ære i, at Omraadet blev græsset rent helt ud til Skellet. Det var svært, især naar der inde paa Naboens Mark voksede Sager, som fristede og kunde bære Vidnesbyrd mod én, om en Ko hade været over Skellet. Men des sødere smagte Rosen man fik.

Jeg hade lært at passe mine smaa Søskende og holde af dem trods Besværet, de forvoldte; nu lærte jeg gennem Bryderiet med Kreaturerne at holde af dem og se paa deres Vel. Og fra dem førte Traade ud til Naturen: til Græstotterne de ruskede af med Tungen og Gummerne: skrup, skrup – som en Skruphøvl arbejder, til Fuglene, der hade deres Vaner til bestemte Klokkeslet ligesom Kvæget, til Solen, der hade saa meget for med mig og alle Ting. Den rensede mit Aandedræt og befriede det for den kedelige Raslen, der lød, som om Tøj blev revet i Stykker, hvergang jeg trak Vejret; den fik Græsstraaene til at skyde, saa det knikkede i dem, og Kalvene til at slaa bagop i drukken Solglæde. Og den hade sine Vaner ligesom alt andet; ja fra den udgik de og smittede det hele. Den maalte Dagen ud i bestemte Stykker og maalte Dagens Gerning ud over Jorden, til Menneskene, Fuglene, Planterne.

Som et mægtigt Ur var det alt: Solen og hele Rummet over mig. Det gik i Rytmer, og det galdt blot om at kunne lytte og føle sig Rytmerne til; helst skulde man have dem i Blodet ligesom Dyrene og Planterne. De var selv Ure, smaa Ure der hang rundt om i det store og gik efter det. Var Solen bag Skyerne, vidste jeg alligevel altid, hvad Klokken var; Fuglene fortalte mig det, og Planterne – Kvæget. Klokken ni om Formiddagen lagde Kvæget sig – det slog aldrig mange Minutter fejl – og laa en god Time og tyggede Drøv; om Eftermiddagen tog det igen en Hvil – altid ved samme Tid. Stærene holdt larmende Krigsraad hver Morgen i en stor Ask, inden de drog ud; om Eftermiddagen ved Femtiden samledes de der igen, men nu var det til en hyggelig Sladretime. Jeg forestillede mig, at de meddelte hinanden Dagens Oplevelser. Og naar Timen for Hjemdriften nærmede sig, kendtes det paa Hjorden; alle Dyrene græssede med Hodet vendt i Retning mod Byen.

Jeg hade lavet mig et Solur i en Kokasse. Det viste Tiden rigtig godt, naar der var Sol paa Himlen, men fik hurtig Lov at forfalde; jeg hade ikke Anvendelse for det. Hjemdriften faldt Kl. halvtolv Middag og Kl. syv Aften; Mor hængte gerne et Stykke Tøj ud paa Muren derhjemme, som Tegn paa at det var Hjemdriftstid. Men jeg vidste det ogsaa uden det. Tidsfølelsen var efterhaanden gaaet mig i Blodet.

Og andre Sanser dukkede op i mig. Jeg kendte udenad de fem Sanser, som Mennesket har Lov at være i Besiddelse af; men Skabningen herude hade adskillig flere, og dem gik jeg og fik Del i. Drenge, der kom ud til mig, hade deres Spas af at binde mig for Øjnene, snurre mig en halv Snes Gange rundt og saa spørge mig, hvor Nord var. Jeg vidste det, følte mig til det, som Trækfuglene med deres Blod føler Retningen, de skal flyve i.

Mine Sanser skærpedes og mistede samtidig det sygelig overfølsomme, der hade været mig til saa stor Lidelse og syntes saa meningsløstA under de Forhold, jeg voksede op i. Mor hade ofte nok kaldt mig en løjerlig Skabhals og en Prinsesse paa Ærten, naar jeg klagede over, at jeg hade faaet noget paa Kroppen, og det saa ikke var andet end et Haar. Men en rød Inflamation efterlod det, og det samme var Tilfældet med en fremmed Berøring. Jeg kunde gennem Følelsen aflæse, hvad mine Søskende med en Finger skrev paa min nøgne Ryg, og Fornemmelsen blev ved at staa som et kildrende Bogstav eller Tal, til jeg selv strøg med Haanden hen over Stedet. »Gud hvor er du dog kilden,« sa'e Mor; men det var altfor mildt et Udtryk. Utøj bed af en eller anden Grund ikke paa mig; men naar en Loppe løb hen over min Hud, kunde jeg tælle dens Ben, og den efterlod en Følelsesbane – en Stribe af Prikker – som først langsomt fortog sig.

Alt dette svækkedes, saa det mistede det pinagtige; Sanser og Fornemmelser tog en anden Retning, skærpedes over i det Væsenlige, saa jeg kom i Kontakt med den store Helhed. Saa intim blev min Samhørighed med den omgivende Natur, at jeg mærkede det saa snart noget fremmed dukkede inden for min Verden, var det saa blot en Hund. Liste sig bag paa mig kunde man ikke let; bedst som jeg laa og legede, joges jeg op af min Sorgløshed og afsøgte Udkanten af min Verden – derude kom et Menneske! Der begyndte at gaa Snak om alt dette, og jeg maatte forstille mig for ikke at komme i Folkemunde og blive udpeget som aparte.

En Aften skulde jeg hente noget til Forkarlen inde paa Hesteloen, men kom tilbage uden Tingen, hvad det nu drejede sig om. De lyse Nætter var allerede forbi; der var bælgmørkt inde paa Loen, og jeg kunde mærke paa mig, at der opholdt sig nogen derinde. Peter Ibsen, der sad i Folkestuen og spillede Kort sammen med de to Daglejere, skammede mig ud; tilsidst tog de Lygten og gik derud. De fandt en Vagabond, som laa oppe paa Høstænget og sov. Siden fik jeg igen en Tid lang Ord for at se mere end almindelige Mennesker.

Ved den Tid fik jeg en Dag Besøg af en stor Dreng, som jeg vel kendte men ikke hade haft nogen Berøring med før. Han nærmede sig mig paa en sær sky Maade, gik uden om mig i en stor Bue og drejede pludselig hen imod mig med lange Skridt og Hodet ned mellem Skuldrene. »Du,« hviskede han og pillede med et genert Smil ved min Busseronne, »er det sandt, at du kender Verdenshjørnerne med bundet for Øjnene?« Han smilede med sammenknebne Øjne og frynede med Overlæben, mens han hviskede; og i det samme faldt det mig ind, at jeg aldrig hade hørt ham sige noget med høj Stemme end sige raabe.

Han fik Lov at binde mit Madklæde for Øjnene af mig og snurre mig rundt; Prøven faldt ud til hans Tilfredshed. »Det er meget interessant,« sagde han med et dybsindigt Udtryk og lagde Fingeren paa Næsen. »For Marryat fortæller om Indianerne, at de altid ved, hvor Verdenshjørnerne er; men jeg troede nu, det var Løgn. Er det ogsaa sandt, at du kan mærke paa dig, naar der er et Menneske i Nærheden, og at du ikke støder imod noget i Mørke?«

Jakob blev betragtet som noget for sig selv og gik ogsaa helst paa egen Haand. Paa Skolepladsen tog han sjælden Del i Legen; hanA stod gærne lidt til en Side, omgivet af en lille Flok Drenge, som han holdt Foredrag for. Han læste mærkelige Bøger og vidste altid noget, som vi andre ingen Anelse hade om.

Hans Mor var Enke efter en Møller i Hasle. Faderen døde, da Jakob var ganske lille; og de flyttede saa til Neksø, hvor Enken købte et lille Hus. Der var en Pige ogsaa, Marie, som paa sin Vis var lige saa mærkelig som Drengen. Men den mærkeligste af de tre var dog Moderen. De levede af deres Penge, hvad der paa Forhaand sikrede dem Respekt og Velvilje; Folk med Penge var fredlyste i den lille By. Alligevel fandt man, at Enkemadam Hansen var underlig; hun omgikkes ingen, sad altid hjemme i Halvmørket ved den store Alkove og læste eller drømte, med store Hornbriller for Øjnene og en stor Kat paa Skødet. Det var ikke mange, der hade set hende, og der herskede de besynderligste Forestillinger om hende og hendes Menage.

Huset laa lige over for Gaarden, hvor jeg tjente; jeg hade aldrig været derinde, hade vel knap nok vekslet Ord med Jakob nogensinde. Men jeg kendte et Par Drenge, som hørte til hans snævre Omgangskreds og kom til ham i Hjemmet; og de blev misundt af de andre Drenge. Nu og da saa jeg Moderen sjokke ned ad Gaden med en stor Spølkop i Haanden fulgt tæt i Hælene af den store Kat; hun skulde ned til Bageren og købe Brød og Fløde til Kaffen. Der sagdes, at de levede af Kaffe og Brød bestandig og overhodet ingen Husholdning førte. Der var gaaet noget i Stykker i Enkemadam Hansen, da Manden døde, sagde man.

Men stor og stærk var Jakob. Naar Uordenen i Skolen gik over alle Bredder, greb han ind, rejste sig op og satte den knyttede Næve op mod Øjet. Det skaffede gærne Ro. Han stavede ogsaa med Sinkerne og var i Besiddelse af en mærkelig, tung Taalmodighed. Selv trængte han ikke til Undervisning; han vidste meget mere end Læreren, og det var den almindelige Mening, at han burde sendes til Latinskolen i Rønne.

Og nu stod han her paa Vogtemarken – hade selv opsøgt mig! Han saa paa mig og smilede med sammenknebne Øjne og spurgte mig ud som en Doktor. Han hade været inde paa en Gaard ved Bodilskirke og købt Sommerpærer, en hel stor Kurvfuld hade han. Skønt han kun var et Aar ældre end jeg, virkede han paa mig som et voksent, erfarent Menneske; og det var mig ufatteligt, hvad der fik ham til at gøre den store Omvej og besøge mig.

Han hade slaaet sig ned hos mig og fortalte dæmpet om Indianerne. Der hade staaet lidt om dem i Fars store illustrerede Bog, men ellers hade jeg aldrig hørt eller læst noget om dem og var meget optaget. »Glem ikke Kreaturerne,« sagde han nu og da stille; mens jeg løb og gennede, laa han og stirrede paa et bestemt Græsstraa og spiste Pærer. Og pludselig var Kurven tom. »Nu har jeg ædt en hel Skæppe,« sagde han stolt og trak op i Bukserne.

Siden kom han ofte ud til mig og hade Bøger med, som han læste højt af, eller han fortalte Indholdet af Bøger han hade læst.

Fjærn som kunde det være en Drøm hvisker endnu i mit Øre hans Stemme ved en bestemt Lejlighed. Det var en Regnvejrsdag; Husbond hade givet mig en gammel Kørekappe med, og under den sad vi, Jakob og jeg med Ryggen til Langedeby-Gærdet. Over os hang Hyldegrene; Regnen faldt i Hylden, udløste en egen Duft, der mindede om Sildelage og dryppede saa ned paa Kørekappen med dumpe Smæld. De Regndraaber, der ramte Stengærdet tæt ved mit Ansigt, udløste Svovllugt. Kvæget hade søgt op i Nærheden af mig, som altid naar det regnede eller var koldt, og stod og tyggede Drøv med Halen til Vejret. Og Jakob fortalte – en besynderlig Historie om en Trekant, to Mænd der elskede den samme Kvinde. Et Barn fik hun, som lignede snart den ene snart den anden. Det skulde være skiftevis hos begge Fædrene, men naar Drengen var hos den ene, lignede han den anden og omvendt, og derved opstod der saa Skinsyge mellem dem. To Guldure fik Drengen til Konfirmationen, fik overhodet alting to Gange, til han tilsidst saa alt dobbelt. En underlig Historie, som jeg ikke forstod et Muk af, og som derfor blev ved at spøge i mig.

Jakob hade det samme fortænkte Udtryk som Søsteren og Moderen, Ansigtet var det samme storskaarne, med ensfarvet graa Hud. Hans Væsen var Skyhed; naar han kom nede paa Vejen og opdagede, at jeg hade Besøg af andre Drenge, gik han videre som kendte han mig ikke. Naar han fortalte, bukkede han sig altid helt hen til mig og hviskede – ogsaa naar der ingen var tilstede, som var det en kostbar Hemmelighed han betroede mig.

Skønt han var Skolens stærkeste Dreng og dens bedste Hode, var han meget beskeden og fordringsløs af Væsen; hans Beskedenhed gav sig blandt andet Udslag i en sjælden Ævne til at beundre andre. Jeg var ikke vant til at blive tillagt værdifulde Egenskaber, og det fik stor Betydning for mig, at han saa noget i mig. Min systematiske Maade at vogte paa beundrede han: »Du er ligesom Napoleon,« sagde han, »du hersker derved, at du tænker dig godt om!«

Det var første Gang jeg hørte Napoleon nævne, og Jakob fortalte mig om ham, saa han voksede ud for mig til et stort Fabeldyr, der hade taget Menneskeskikkelse –: Napos Leon, Dalens Løve, som allerede Johannes' Aabenbaring hade forudsagt. Aabenbaringens Bog kendte jeg; jeg hade læst højt for Bedstefar og Bedstemor baade af det gamle og det ny Testamente; og Søndagsskolen hade næsten udelukkende holdt sig til Aabenbaringen. Mening i den hade jeg ikke faaet; men nu traadte den i mystisk Forbindelse med vor egen Tid og voksede dermed ud i det storladne.

Upraktisk var Jakob; han kunde ikke snitte med en Lommekniv og heller ikke lære at slaa Knald med Klaffen eller ramme et bestemt Maal med en Sten. Mennesker forstod han sig ikke paa at bedømme; alle han kendte, digtede han om i den ene eller den anden Retning, til de lignede Mennesker han hade læst om. Og naar han færdedes ude, gik han og saa ned i Jorden, fordybet i sine egne Tanker; de selvfølgeligste Ting i Naturen undgik ham. Nogen Iagttager var han ikke. Men i hans Hjærne myldrede det allerede dengang. Han bragte Bøgernes Verden ind paa Livet af sin Omgangskreds, som det senere blev Tanker og Ideer, han tvang den til at tage Stilling til.