XIII

De Drenge, der mere droges til af min Madkurv end af mig selv, var ikke rigtig at lide paa; det opdagede jeg ret hurtig. Nogle stak ligefrem af, naar de hade faaet Maden i Haanden, og rakte tilmed Tunge af mig, naar de var kommet et Stykke paa Afstand; andre sprang pludselig i Vejret med et forskrækket Udtryk, raabte: Mor kaldte paa mig! og stak af. Eller de benyttede deres Tur til at genne, lod som de løb efter Kvæget – og vendte ikke tilbage. Det var nødvendigt at sigte Menneskene; nogle kunde man kun bruge, naar man fulgte Reglen: først Arbejde, saa Løn. Men dermed gik der hurtig Svind i Flokken; maaske var jeg for rigoristisk i mit Krav til Ordholdenhed; en skønne Dag fandt jeg mig alene – med Arbejde til op over Ørerne.

To Drenge nede fra Fattighuset paa Balka Lyng hade ofte kredset om Vogtemarken men aldrig vovet sig hen til os andre. Som Fattighusbørn var de skyet som Pesten, som Spedalske ingen vilde røre ved eller være i Nærheden af. Mor hade paalagt mig, at jeg ikke maatte have noget med dem at gøre. En Dag, jeg slet ikke kunde holde Orden paa Kvæget og tudbrølende jog fra Plet til Plet, dukkede de pludselig op nede fra Udmarkens sydlige Ende, som jeg ikke kunde overse, fordi Terrænet faldt. De kom drivende med nogle Kalve, som var bisset derned og hjalp mig støt og sikkert at kredse Hjorden ind og bringe den til at græsse roligt. Det gik forbløffende let; det var, som om Dyrene mærkede, at der ikke var noget udenom længer; vi kunde slaa os til Ro om Madkurven. Men paa et højt Sted, foreslog de to Brødre; »Kreaturer maa hele Tiden kunne se den, der vogter dem.« Det hade jeg ikke vidst; jeg hade for Vane at søge Skygge eller Læ.

Deres Far var en stor rødhaaret Mand, om hvem det fortaltes, at han og Konen med de bare Næver hade skabt sig en Ejendom af Klippen og Lyngen inde bag Paradisbakkerne. Det var Land, der ikke tilhørte nogen, og som heller ingen vilde hverken eje eller have; de hade bare betalt Ibsker Kommune en lille aarlig Afgift paa nogle faa Kroner. Men da der var blevet en god lille Ejendom af Stenmarken, kom en Bonde og gjorde Krav paa Ejendommen; han hade græsset Faar paa Lodden gennem en Aarrække – længe nok til at kunne tage Ejendommen fra de to, der hade skabt den. Den store røde Mand hade ingen Ret og slog saa istykker og ødelagde alt, hvad han kunde af det, han og Konen hade skabt. Han fik sin Straf for det, som rimeligt var og svarede med at give sig til at drikke. Arbejde vilde han ikke mere; naar Myndighederne opfordrede ham til det, lo han højt og svarede: »I skal satanmig faa Lov at forsørge mig.« Da han var forsørgelsesberettiget her paa Egnen, blev han og Familien saa anbragt i Fattighuset.

Mor sendte under et eller andet Paaskud Søster Sine over for at advare mig mod de to Drenge; men jeg var stædig. Nu hade jeg overtaget Ansvaret for mig selv og vilde ikke lade mig kommandere hjemmefra; og jeg trængte til de to Brødre, til deres Selskab og deres Hjælp. Det var let nok at komme med Hilsen hjemmefra, at jeg skulde sende dem væk, men man gav mig ikke Anvisning paa andet Selskab og anden Hjælp. Min Erfaring med de andre Drenge hade ført til, at jeg gav mig til paa egen Haand at bedømme mine Medmennesker; maaske hade jeg ogsaa arvet noget af Fars Trang til at gaa imod Strømmen.

Det var Drenge med et djærvt oprigtigt Væsen. Deres Stemmer var raa og hæse, og de hade Puder under Øjnene; ofte bar de ogsaa direkte Mærker efter Faderens Næver. Naar de mente, han var paa Vej hjem, skyndte de sig altid afsted for ikke at lade Moderen være ene med ham.

Jeg lærte mange Ting, som var ny og nyttige for mig. De var dygtige til at snitte i Træ: Skibe, Plove, smaa Vogne. Vi gravede Musereder ud og spændte Musene for en lille Vogn, der hade Endeskiven af Garnruller til Hjul. De to Brødre vidste, hvor Hønsene fra Langedeby-Gaardene hade deres Vildreder i Grøfter og Hegn; vi hade altid Forraad af Æg. Vi tændte Baal af Lyng og Kokasser og spejlede Æggene over Baalet – paa tynde Stenskiver. Det var Sandsten, som krævede meget Smør, for at Æggene ikke skulde brænde paa; men Andrea smurte tykt paa Mellemmaderne.

Jeg gjorde den overraskende Opdagelse, at de to – i Modsætning til de fleste andre Drenge – ikke opsøgte mig for Madens Skyld. Saa pjaltede de var i Tøjet, var de kraftige og godt i Stand; Mad var der nok af for den, som ikke generede sig for at gaa og bede om. De gjorde et Par Gange om Ugen Furageringsture ind i Landet og lagde undertiden Hjemvejen om ad Vogtemarken for at vise mig, hvad de hade faaet. Madmødrene omkring paa Gaardene var ikke knebne.

»Hvorfor ber I ikke om en Trøje eller et Par Bukser?« spurgte jeg.

»Nej for Tøj giver man bare ikke; det slider man selv, for det koster Penge.«

Ja det maatte jeg bekende, at Tøj kostede Penge. Det var ikke mange Klæder, jeg hade paa Kroppen selv om Vinteren; og de var slidt tynde af min Bror, før jeg fik dem. Og hjemme var der ikke noget, der hed at klæde sig i Mad. Et godt Lag Sul paa Kroppen er ikke nogen daarlig Overfrakke; men for os derhjemme kostede ogsaa Maden Penge. Jeg hade frosset meget og var ikke helt over det endnu; de to derimod frøs aldrig. Jeg tænkte mig, at det var derfor, de var saa frygtløse; de gik ikke af Vejen for noget som helst.

Af dem lærte jeg at gøre Jagt paa Hugormene. Der var en Del af dem paa Udmarken; de overvintrede i Gærdet mod Langedeby, de og Snogene. Majsolen lokkede dem ud; i de side Strækninger langs Gærdet laa de og solede sig op ad Skraaningen, ofte femten, tyve Stykker. Først med den rigtige Sommervarme spredte de sig ud over Udmarken og holdt til i Smaasten og Lyng. Naar jeg jagede afsted efter et Kreatur, hændte det, at jeg traadte paa en Orm, og den slog mig op ad Benet; jeg var for hurtig forbi, den naaede aldrig at bide. Men Ungkvæget hade undertiden store Knuder paa Anklerne, hvor de var tyndhaarede; de kunde gaa flere Dage og hænge med Hodet efter et Bid.

Snogene slog vi ret og slet ihjæl, men til Hugormene var det ikke nok. De var onde, de stod én efter Livet; blev man bidt og ikke hade nogen til at suge Saaret ud, var det saa godt som den visse Død. De hade hule Tænder, lige som Sviza og de andre Hekse, og i dem var der Gift fra Helvedes Svovlpøl. Det var den Lede selv, vi straffede, naar vi pinte dem.

Til Massejagten var vi udrustet med lange Hasselkæppe, som vi hade slidset op i den ene Ende; i Spalten sad et lille Stykke Træ med en Snor i. Vi sænkede Flenen ned over Ormens Forkrop, trak Træstykket ud med et Ryk – og Kæppen lukkede sig om Udyret. Vi kunde fange en halv Snes Stykker paa en Formiddag. Snogene knuste vi Hodet paa; Hugormene blev brændt paa Baal. Det var den selvfølgelige Dødsstraf for et Væsen, der kom fra Helvede, fra den evige Ild. Og saa risikerede man ikke, at de levede op igen. Huggede man en Hugorm midt over, samlede de to Stykker sig ved Solnedgang, og Utysket pilede i Skjul.

Senere hen paa Sommeren jagede vi Hugormene enkeltvis. Jeg var vant til, at man simpelthen slog dem ihjel med en Stok eller en Sten; men de to Brødre lærte mig, at det var fejgt. Man skulde tage dem med de bare Hænder. Først drillede man Ormen og lod den forfølge én, til den blev træt og vilde liste i Skjul. Naar den saa hade faaet Hodet godt ind i en Lyngtot for at gøre sig usynlig, sprang man til og greb den med den højre Haand om Halen; den venstre lod man glide frem langs Ormens Krop, idet man trak den baglæns ud af Lyngen og fattede den saa med et rask Tag under Hodet.

Det gik mig koldt under Haarrødderne, første Gang jeg saa dem anvende denne Fangstmaade; jeg kunde ikke staa stille, min Krop gjorde Ormens Bugtninger med. Fangeren holdt den leende ud fra sig, med den venstre knyttet om dens Hals; idet han slap Halen med den højre, slog den sig op om hans Arm og forsøgte at krænge sig fri; sin Gift spyede den ned over hans Haand, saa der blev en hel Skorpe. Det var ikke til at staa stille; jeg sprang i Vejret og krympede mig sammen i Springet, lo højt af Skræk og Væmmelse og Beundring.

Siden blev Ormen hængt op ved Halen i en Kæp, hvis anden Ende stak i Jorden; og vi dansede Krigsdans om den, mens den ved Slag ud i Luften søgte at ramme os med sit Hode. Kendte vi saa et Pindsvinebo, bar vi den derhen og lod Pindsvinemutter fortære den. Det blev ofte til en hel Kamp, inden Pindsvinet fik Bugt med den. Det røg frem, bed sig fast i dens Hale og rullede sig lynsnart sammen. Hugormen bombarderede det med sit Hode, Slag paa Slag faldt dens Hug men ramte bestandig Piggene. Til den træt og udtømt sank ned. Saa rullede Pindsvinet sig ud og fortærede den langsomt og bekvemt fra Halen af. Bagefter gav vi det Mælk af vore Træsko, for at det ikke skulde blive sygt af Giften.

Heldigvis opfordrede de mig ikke til at gøre dem Kunststykket efter; der gik lang Tid, inden jeg – en kold Regnvejrsdag hvor Hugormen ikke er saa hurtig i Vendingen – vovede mig mod den med de bare Hænder. Ærgerrigheden drev mig, og jeg lærte mig Kunststykket; men den selvfølgelige Sikkerhed naaede jeg ikke. Der var bestandig noget i mig, som truede med at klikke i det afgørende Øjeblik.

Der var Tømmer i de to Gutter, og jeg fik dem meget at takke for. De trættedes aldrig; Forholdene i Hjemmet hade lært dem at holde ubrødelig sammen. Skønt jeg hade Ord for at være vanskelig, kom jeg godt ud af det med dem. De var retskafne paa en egen robust Maade og besad mere Retfærdighedsfølelse end Drenge ellers, holdt altid Ord og luskede sig ikke fra noget. Altfor hurtigt forsvandt de ud af min Verden; Sognet bortakkorderede dem som Tjenestedrenge til Bønder nede paa Sydlandet.

De hjalp mig over den første Tid, hvor jeg kunde ligge under for stærk Ensomhedsfølelse derude paa Udmarken, og bragte mig i frugtbart Forhold til Omgivelserne, saa jeg ikke savnede Mennesker. Og af dem lærte jeg, at Hemmeligheden ved at vogte godt bestaar i at rende – ikke saa meget men tværtimod saa lidt som muligt. Kunsten sad i Benene og dog ikke i Benene. Far hade allerede givet mig et Ord om, hvordan jeg fra første Færd skulde behandle Kvæget, for at Arbejdet kunde blive overkommeligt og ogsaa frugtbart. Men jeg hade ikke taget mig af det; Fars Ord manglede Ævne til at slaa Rod i mit Sind. Men nu kom de to Drenge, som jeg beundrede, og sagde det samme. Vilde man ikke rende Livet af sig fra Morgen til Aften og uroe Kreaturerne, saa de ikke kom til deres Næring, maatte man bringe dem til at lyde ens Stemme! Og det gjorde de kun, naar de var klar over, at man var hurtigere end de og til enhver Tid kunde rende dem ind og straffe dem.

Der var en Udsætterko i Hjorden, som hed Spasianna. Den var ikke gammel, men kunde ikke blive med Kalv og var derfor skudt ud af Malkekøernes Kreds. Det var en typisk Bromleko, bestandig skabte den sig over for de unge Kvier og vilde agere Tyr; eller den var i Drift, som fortæredes den af en Søgen, der ikke kunde tilfredsstilles. Naar Spasianna troede, jeg var optaget af andet, satte hun afsted i en eller anden Retning, løb snart ligeud, snart i Sigsag, med fremstrakt Hode og Halen strittende ud i Luften. Naar den løb ligeud, var den udspekuleret nok; selv om det saa idiotisk ud, at den løb lige paa Gærdet til Langedeby; der var en Lod derinde, hvor der i dens Kviedage hade været gjort Forsøg med en ny Slags Roer. Dem hade den smagt, og kunde aldrig glemme dem igen; hver Dag næsten brød den Gærdet ned paa det bestemte Sted, saa jeg maatte bygge det op igen. Men løb den hid og did, saa var Forryktheden over den; og det var ikke til at beregne, hvad den hade i Sinde at foretage sig. Et rigtigt Utyske var Spasianna og gav mig mere at bestille end hele den øvrige Hjord; og naar hun hade en Skarnsstreg for, holdt hun listigt Øje med mig bagud. Hun vidste alt, hvad jeg foretog mig, som hade hun Øjne i Bagpartiet; saa snart jeg rørte paa mig, ændrede hun Retning eller gav sig til at græsse ganske uskyldigt. Aldrig var det lykkedes mig at ramme hende paa færsk Gærning.

Men hvad de to Brødre hade sat i mig, kunde hun alligevel ikke regne ud, saa udspekuleret hun ogsaa var. Nu var det mig, der lod uskyldig og intetanende og laa paa Lur bag et enfoldigt Ydre. Jeg hade faaet Øjnene vendt bagud ligesom hun, sorgløst sad jeg med Ryggen til og sang og rev Græstotter op mellem mine strittende Ben med den ene Haand, mens jeg med den anden holdt Spejlstumpen, hvori jeg kunde følge hver af Spasiannas træske Bevægelser. Den dumme Ko! Hun troede, at jeg hade opgivet at slaas med hende, og bildte sig ind, hun rigtig spillede mig paa Næsen. Men jeg var klogere end hende – tusend Gange klogere syntes jeg selv – og ventede bare paa det rette Øjeblik til at slaa ned paa hende. Denne Gang skulde hun rigtig faa Lov at indfiltre sig i sine Skarnsstreger; hun skulde vikle sig saadan ind i dem, som løb hun og traadte i sine egne Tarme.

Denne Gang hade Spasianna taget Retning over ad Krudthuset til; Vinden bar derovre fra, og hun hade nok sat sig i Hodet, at der maatte vokse noget lækkert dér. Hun kom til Langedebyvejen, der dannede Skel for mit Omraade ind efter Byen, stod et Øjeblik og betænkte sig med Hodet helt drejet i Retning af mig, og satte saa over Vejen. Hvor halede hun ud; der var ordentlig Drift i hende! Der var et Kartoffelstykke derovre, ikke Spor af andet; det var det, hun hade lugtet. Men hun begrov hele Hodet i den halvvisne Kartoffelfavn og skrubbede i sig, som vilde hun have sig selv til at tro, at det var høj Kløver hun fraadsede i.

Nu hade jeg hende, nu var hun paa forbudte Veje saa det forslog, hun stod paa Hodet i Forbrydelse, og jeg kunde se paa hendes Øren, at hun selv var klar over det. Jeg satte afsted, løb et godt Stykke Vej under Dækning af de store Stude, og dukkede først frem, da hun lige hade haft Hodet oppe for at spejde og begravet det igen. Da hun opdagede mig, var jeg halet godt ind paa hende. Hun var i første Nu overrumplet – det hade hun ikke ventet; et Øjeblik stod hun og takserede Stillingen, gjorde en Bevægelse, som vilde hun søge tilbage til Vogtemarken, men opgav det igen og satte i fuldt Løb indefter mod Byen. Hun var klar over, at det var Alvor denne Gang og regnede nok ud, at kom vi jagende hjem i den Rækkefølge, blev det mig, det gik ud over.

Men det skulde blive Løgn, skulde det; saadan var jeg ikke til Sinds at lade Tingene forløbe; Spasianna var opsat paa Krig – hele Tiden hade hun udæsket mig; nu skulde hun faa den! Jeg satte i en Bue uden om hende for at afskære hende Hjemvejen; Spasianna løb godt, og jeg maatte anspænde alle Kræfter for at faa hende vendt. Da jeg endelig hade hende ude paa Udmarken igen, var der ikke meget Vejr tilbage i mig; Blodet suste i mine Øren; jeg var tilmode, som malede Himlen Mørke ned over mig. »Nu sprøjter Hjærtet Blodet ud af Halsen paa mig,« tænkte jeg; men jeg gav ikke op. Det tog en Time, inden jeg fik Spasianna fat i Halen; og da var jeg saa træt, at jeg knap kunde flytte en Fod og slet ikke løfte Staven til Slag. Men hun var endnu mere overkørt; saa snart jeg hade hende i Halen, gik hun helt i Staa. Og da jeg slap hende, luskede hun ind midt i Hjorden og lod sig falde ned paa Marken. Der laa hun Resten af Dagen og tyggede Drøv, med halvlukkede Øjne.

Siden var hun usikker; jeg kunde se paa hende, at hun vaklede og ikke kunde bestemme sig, naar Turelysten kom over hende. Men sit Navn lød hun fremdeles ikke; der maatte endnu en Løbetur til – og en hvor jeg sejrede helt – før hun bøjede sig for min Stemme. Noget Dydsmønster blev hun vel aldrig, men jeg opnaaede dog, at jeg som oftest, naar Turen kom over hende, og hun begyndte at hale ud, kunde raabe hende til Rette igen.

Men Spasianna var kun en af halvhundrede, selv om hun var den værste. Der var adskillige Kreaturer i Hjorden, der var endnu hurtigere til Bens, og den halve Sommer gik med, inden jeg drev det til at løbe hurtigere end den hurtigste Kalv. Først saa var jeg Herre over Stillingen.

Men saa var jeg det ogsaa grundigt. Nu og da maatte et Dyr have Hukommelsen opfrisket, men ellers laa jeg Dagen lang paa et eller andet fremspringende Sted og syslede med mit eget, lod nu og da Stemmen gjalde, naar et Dyr græssede sig for langt bort fra Flokken, og knaldede med Klaffen.

Klaffen var noget for sig; ingen anden Vogterdreng hade en Klaf. Dens Skaft var tommetykt og kun en halv Meter langt; til Gengæld maalte Snærten over fire Meter. Det var en stor Kunst at »lægge« Snærten til en Klaf, og den slugte flere Pund Sejlgarn; oppe ved Skaftet maalte den halvanden Tomme i Tykkelse og tyndede jævnt af udefter til Smældet, der bestod af en enkelt Stræng, som maatte være af særlig fin Kvalitet, for at Klaffen kunde knalde, saa det lød som Skud. Sejlgarnet hade jeg tigget sammen paa de Skuder, hvor jeg hade arbejdet; og den gamle Røgter Hans Olsen hade »lagt« Klaffen til mig – af fireogtyve Strænge, hvoraf stadig en efter en gik ud.

Klaffen var mit kæreste Redskab. Til en Begyndelse kunde jeg slet ikke tumle den; jeg maatte kravle op paa en Sten for overhodet at faa den lange Snært fra Jorden og faa den til at give noget i Retning af et Knald. Men efterhaanden fik jeg Øvelse i at holde den svævende i Luften, i Hvirvler, Buer og Sigsagsving, og faa den til i ét Træk at frembringe en hel Række Eksplosioner. Jeg lærte at ramme en Flue med det tynde Smæld paa tolv Skridts Afstand, at plukke en Blomst eller klippe en Tot To ud af Lysken paa et uvornt Kreatur. Jeg bar den gærne om Halsen bugtet op i fire-fem Ringe. Klaffen har jeg ikke set uden for Bornholm, til jeg 1924 kom til Villingen, en By i Schwarzwald, for at opleve det berømte Villinger Karneval. Der hed den Karpatsche og brugtes til at knalde Karnevalsugen ind med.