I

Det maa være en Lykke at være ung og kunne se sin Vej fremefter – at vide at Fremtiden ikke afhænger af Tilfældigheder men kun af hvordan man selv tager ved!

Man har fra forskellig Side villet benytte netop mig som Bevis for, at selv den fattigste kan komme frem i det nuværende Samfund; min egen Løbebane slog mig paa Munden, mente man. Men Sandheden er, at jeg i de første 40 Aar af mit Liv aldrig turde lægge en stor og fast Linje for mit Arbejde men altid maatte ha en Reserve i Sindet – en Parathed til at slippe hvad jeg var i Gang med og tage fat paa hvad som helst. Der hade været altfor mange Lykketræf i mit Liv; i det store og hele var min Tilværelse bygget paa lykkelige Tilfældigheder. Mor sae ofte, at det overhodet beroede paa et Lykketræf, at jeg ikke kradsede af som spæd men blev hængende ved Tilværelsen i en tynd Traad. »Det er saamænd mærkeligt, at du i det hele taget er til,« sae hun tidt under min Opvækst, med Forundring i Stemmen.

Og et rent Lykketræf skyldtes det, at jeg nu var paa Vej bort fra det legemlige Arbejde, som bestandig igen hade slaaet Benene væk under mig, og paa Vej til – Ja til hvad? Gøre op med mig selv hvad jeg helst vilde være, turde jeg ikke. Men nu hade jeg i al Fald faaet en Chanse! Var jeg ikke dumpet ned i Højskoleforeningens Have og hade truffet Mennesker, der troede paa en Fremtid for mig, ja saa gik jeg vel fremdeles som Arbejdsmand. Der var ingenting i Samfundsordningen, der hindrede mig i at henslæbe hele mit Liv paa et Stillads eller – naar Kræfterne ikke slog til deroppe længer – ved Foden af det som Taljemand. Det var tværtimod det normale – det hvortil der ingen Lykketræf behøvedes. Slæbe sig sløv og dødstræt i en lang Arbejdsdag; gifte sig og sætte Bo i to smaa mørke Huller med Rendesten foran Vinduerne; faa Unger med et lige saa træt, tjavset Kvindfolk og slaas med hende over en tom Krybbe! Maaske tilmed gaa paa Værtshus og komme fuld hjem og prygle Kone og Børn – af ond Samvittighed over, at man hade drukket det op de skulde ha og spise! Saadan, lidt mere eller mindre graa, saa den Skæbnenorm ud, jeg ved et Lykketræf bares bort fra. Naturligvis, jeg kunde være blevet ved Faget! Men det hade været den samme Elendighed, med en Arbejdsdag der ikke gav èn noget og aldrig vilde faa Ende, Indespærring i daarlig Luft om Dagen ogsaa. Det hele blot en Streg fattigfinere, i Lærfodtøj i Stedet for Træsko.

Jeg var fri af det; Lykken, som man klamrer sig til i Mangel af noget, der er mere retfærdigt, hade taget mig ved Haanden. At det var Slumpelykke, var der ikke noget at sige til; det var blot vanskeligt at se sin Vej et Stykke fremover. Lægge en Plan var slet ikke til at tænke paa.

Min Bror, der boltrede sig som en Fisk i det Uvisse, sae i et respektfuldt Øjeblik: »Du sku ta og blie Præst; saa faar du et stort Embede og en flot Præstegaard.« Jeg kunde tænke mig noget der var mere opbyggende; alligevel hade jeg i et letsindigt Øjeblik skrevet til et amerikansk Præsteseminarium, hvor man om Sommeren kunde yde Arbejde for Opholdet og Undervisningen. Det smagte dog altid af Bogen. Men da jeg hade udfyldt Spørgeskemaet, maaske lidt for samvittighedsfuldt, kunde man ikke bruge mig. »Ta og bli –« det lød saa flot; ham hade Fattigdommen og dens Usikkerhed gjort stor i Slav'et. Mig hade den bare gjort famlende og beskeden, vel ogsaa lidt forkommen. Genert over for Mennesker var jeg efterhaanden, saa det var en Lidelse baade for mig selv og andre; og naar jeg med et Ryk prøvede at frigøre mig, virkede jeg udfordrende.

Det er svært at hvile i sig selv og finde naturlige Udtryk for sit eget i den unge Alder; og for mig var det dobbelt vanskeligt. Hvor hørte jeg hjemme? Bagud var Tomhed, fremefter lokkede en rig Tilværelse med aandeligt Arbejde; jeg hang midt imellem, i et Ingenmandsland. Rejsen til Askov betød Indfrielsen af stærke hæftige Ønsker, og jeg var til Sinds at gøre mit bedste; læse vilde jeg, arbejde og tilegne mig, slide som en Hest. Kursus'et varede to Vintre, og paa den anden Side af det vinkede en Lærergærning ved en eller anden Højskole eller Friskole. Nogen dybere Trang til at være Lærer følte jeg ikke; men det var en Stilling som gav Lejlighed til at arbejde med Bøger, tilegne sig Viden. Selv om jeg skulde komme til at gaa som Vandrelærer ude paa Vestkysten, afskrækkede det mig ikke. Der var endda Næring i Tanken; jeg vilde leje mig en Hule hos en eller anden Husmand eller Fisker, fylde den med Bøger og indrette mig lunt med en Bog og en lang Pibe, Hodet i en Lystaage fra Piben og Bogen og en kogende Petroleumslampe. Større Fordringer til Tilværelsen stillede jeg ikke, hverken over for andre eller over for mig selv. Nogen stormende Ungdom var jeg ikke! Jeg hade et Steds i mig en godt skjult Drøm om at blive noget, yde et eller andet virkelig værdifuldt, men vovede ikke at forme den som faste Tanker for mig selv, endsige gi andre Indblik i den. Livet hade dukket mig ofte nok til, at jeg ikke opstillede bestemte Retningslinjer for Skæbnen men gav den frit Spillerum – fremefter. Lykken skulde ha sin Chanse, ubeskaaren fra min Side. Og skulde der skorte den lidt, var jeg til Sinds selv at klare Resten. Det var saa at sige min Jærn-Ration, den Soldaten har at falde tilbage paa, naar det rigtig kniber.

Mange modstridende Følelser tumlede sig i mig, da jeg steg ud paa den lille Station i Landsbyen Vejen og spurgte om Vej til Askov Folkehøjskole. Til alt det andet kom den beklemmende Generthed. Jeg var et Par Dage bagud, Skolen var allerede i Gang; det var ikke saa lidt af et halsbrækkende Foretagende at glide ind i en Flok der allerede hade dannet sig, føle alles Øjne rettet paa sig, vide at der blev snakket om èn.

Man viste mig fra Stationen en Genvej der, som saa ofte, viste sig at være en sølet, besværlig Omvej. Ad plørede Markstier og gennem et opkørt Egekrat kom jeg til Bagsiden af en gammel Bondegaard, hvor Gødning og Ajle dannede et bredt Delta. Paa den anden Side Gaarden var en stor Bydam, og bag den igen laa Højskolen – en anselig Samling Bygninger grupperet om en lav massiv Hovedbygning. En Klokke ringede over Hovedportalen, netop som jeg traadte ind paa Gaardspladsen og stod der med min Vadsæk, fremmed og forlegen. Fra alle Sidebygninger stormede unge Karle over Gaardspladsen, mange af dem i Træsko og med Stueskoene i Haanden. De kiggede paa mig, idet de løb forbi; men ingen kom mig til Hjælp. Jeg var rigtig ussel til Mode, hade en Følelse af, at jeg maatte gaa i Jorden. Og med èt slog Genertheden over i sin Modsætning, og jeg stod og blev godt gal i Hodet. Det hade været ligetil at stoppe en af Karlene og bede om Oplysning, men det laa mig i Øjeblikket nærmere at slænge Vadsækken for Fødderne af en eller anden saa han faldt.

En Mand med rødt Skæg og et lunt Smil i Øjet kom hen og spurgte paa Ravjydsk, hvor den Mand var fra? Det var Skolens Altmuligmand Povl Bjerge, Pedel og Regnskabsfører, Bibliotekar og Geografilærer i èn Person. Han fulgte mig op i en af Sidebygningerne for at anvise mig mit Logi; paa Trappen mødte vi en storvoksen Normand. »Her, Peter Sæther, kommer a med din Kontubernal,« sae Povl Bjerge; det var til at blive i godt Humør over. Normanden fulgte mig op og viste mig Værelset. »Jeg har nu taget den Seng ved Vinduet – for det trækker dèr! Det har du vel ikke noget imod?« Hans venlige havgraa Øjne hvilede forskende paa mig. »De sae mig, at du er ikke saa værst stærk; jeg troede ellers, at der var Fjæld paa Bornholm, jeg.«

»Der er baade Fjæld og Lus,« sae jeg; og det lo han af, stille.

»Vi skal over til Kaffe,« sae han.

I den store Spisesal var de to lange Bordrækker fuldt besat med unge Karle, hist og her med en Graaskæg imellem, en Husmand eller Daglejer der var sent ude efter sin Lærdom. Oppe for den øverste Bordende sad en stor nordisk Kvinde; hun hade Frejabælte med Nøgleknippe ved og Pandediadem; paa Skødet hade hun en lille Dreng. Jeg spurgte Sæther, hvem hun var.

»Det er jo Kjærringa has!« svarede han. Det var Husmoderen, Forstander Ludvig Schrøders Hustru. Hendes storladne Ansigt var èt Smil, der ikke syntes at ville vige; hun smilede da jeg gik op og gav hende Haanden, smilede mens hun med Øjnene alle andre Steder bød mig velkommen, og smilede idet hun ved at vende sig bort gav tilkende, at jeg kunde gaa ned og finde mig en Plads ved Bordet.

Det var med ikke saa lidt Hjertebanken, jeg fra min Kaffekop listede Blikket rundt i Kredsen af Elever. Over Hundrede Karle sad der her ved Bordene; de lo og støjede som hade de været her i Maaneder. Og i »Veum« og paa »Bakkehuset« sad der lige saa mange unge Piger ved Kaffen i dette Øjeblik. Over to Hundrede Elever var vi, forklarede Peter Sæther. Dem skulde man lære at kende alle, skulde ta sin Tørn med dem. Vilde de kendes ved èn, Pigerne; eller stak de Hoderne sammen og fniste, naar de saa èn? Og Karlene – var der nogen af dem, man kunde slutte sig til? Eller var de fulde af Klassehovmod som Gaardmandssønnerne der hjemme paa Bornholm? De her var ogsaa fra Gaarde næsten alle; om her var nogen Arbejdere vidste Sæther ikke.

Stærkt virkede alle de leende og snakkende unge Mænd paa mig; det var som der gik en samlet Kraft ud fra dem; jeg sad og følte mig lille og udenfor. Lidt til en Side hade jeg vel altid følt mig; men det var som Genertheden tog til i Stedet for at tage af – nu jeg dog hade et og andet der burde gi Selvfølelse. I Gaarden kom Holger Begtrup, som huskede mig endnu fra et stort Efteraarsmøde paa Bornholms Højskole, hen og bød mig velkommen. »Det er Bornholmeren,« sae han til Eleverne som slog Kreds om os. »Ham skal I være glade for – for han,« Begtrup nikkede meget sigende og slentrede videre; han gik som en stor kaad Dreng. Saadan frimodig skulde man være; og her stod jeg og kunde hverken sige bu eller bæ. Jeg kunde ikke engang ta mig sammen til at gaa, men maatte blive staaende, til de hade gloet færdig og drev hver sin Vej. Saa listede jeg ud paa Landevejen for at være ene.

Det var et ganske imponerende Kompleks, Højskolen – en anselig Historie. Omkring Hovedbygningen med dens Bibliotekstaarn i det ene Hjørne laa en Mængde Bygninger: Elevboliger, Samlinger, Laboratorier, Lokaler for Undervisning. Lidt borte i Skolens store Have laa »Veum« og »Bakkehuset«, hvor de kvindelige Elever holdt til, og længere ude igen laa Lærerboligerne, smaa kønne Huse i hver sin tætte Have. Og knyttet til det hele Byen, som den efterhaanden var opstaaet omkring Læreanstalten, med Købmænd og Haandværkere, Boghandel og Fotograf. Uden om det igen Marker med Hegn der var klippet skraa af Vestenvinden, Bøndergaarde og Husmandshjem.

Her skulde jeg altsaa leve og arbejde denne Vinter og forhaabenlig den næste med, skulde prøve at dygtiggøre mig, saa jeg herfra kunde faa en Stilling som Lærer paa en Friskole eller helst en Højskole. For at naa det maatte jeg erobre mig Viden, megen Viden, og helst erobre mig Lærernes Velvilje ogsaa, saa de anviste mig en god Stilling. Og nogen Skade var det ikke til, om jeg erobrede de andre unge ogsaa – jeg som vilde være Lærer for Ungdommen. Men med det var det i Øjeblikket smaat bevendt.