II

Paa Overrejsen hilste jeg paa Jakob Hansen, som nu studerede videre i København; han boede hos en Tante ude i Falkonèralleen. Jeg fandt ham en Del forandret; Storstaden hade præget ham. Han der før hade været saa voksent alvorlig og hensynsfuld, var ligesom rykket tilbage i Alder; der var kommet noget ligeglad og forsorent over ham, som skulde han først nu ha Lømmelalderen med. Han gjorde Nar ad alting, navnlig ad den højtidelige Alvor, hvormed jeg omfattede Tilværelsen. Jeg var stopfuld af Moral, erklærede han, det syge Dyr i egen Person. Jeg maatte se at blive et sundt Dyr, altsaa et Menneske; det fuldkomne Menneske anerkendte ingen Moralbegreber. Alt det han før hade sat Pris paa hos mig, skældte han nu ud over; jeg var godt ked af det.

Han gav mig en Bog med paa Rejsen, som han selv var vildt begejstret over; det var Knut Hamsuns »Sult«. Der var ikke Raad til at overnatte i København; jeg længtes ogsaa efter at komme videre og gik om Eftermiddagen ombord i Damperen til Kolding. Det var en Krone billigere end at tage med Toget. Om Natten sad jeg paa Mellemdækket med Ryggen mod Kokkens varme Kabys og læste »Sult«. Jeg hade ingen Mad med, og købt Smørrebrød var en ukendt Luksus. En Kop Kaffe og en Basse var alt, hvad jeg kunde tillade mig de halvandet Døgn Rejsen varede; Duften fra Kabyssen, hvor Kokken stegte saa det ene saa det andet, slog ud om mig og gjorde mig syg; det sugede i Mellemgulvet og flimrede for Øjnene paa mig. Alle Forudsætninger for at forstaa en Roman om Sult var for saa vidt tilstede; men Bogen skuffede og ærgrede mig. Det var en Bog for Folk, der aldrig hade været ude for selve Sulten men hvis Erfaringer indskrænkede sig til, at de kanske nu og da var kommet en Time for sent til Middagen, eller var gaaet halvsultne fra Bordet fordi de ikke fik deres Livret. Med Sulten, den aarelange aldrig helt mættede Hunger som Fattigfolk kom ud for, hade Bogen ikke noget at skaffe. Kritiken var enstemmig i sin Ros, og selv Bourgeoisiet begreb hvad Sult vilde sige efter at ha læst Bogen, mente Jakob. Men Jakobs Mor hade Penge, selv hade han aldrig vidst, hvad det vilde sige ikke engang at ha en Bid Brød i Huset.

Sulten i Bogen var stadset op med en Mængde Hokuspokus, rigget til med artistisk Flitterstads, saa den ikke var til at kende igen. Var det maaske det, der gjorde den saa tiltrækkende for Borgerskabet og de literære Kredse, som Jakob nu færdedes i? Jeg begyndte, vagt og udflydende, at ane Omridsene af Artisteriet og Intellektualismen; det dæmrede svagt for mig, at vi der kom nede fra og saa beundrende op til Aandsarbejderen, ofte tog fejl af ham og troede han tog sig af vore Sorger og Savn, hvor han blot spillede artistisk med dem. Jeg maatte tænke paa dette mit første Møde med den artistisk anrettede Sult, da en Literaturprofessor i Washington adskillige Aar efter udbad sig biografiske Data af mig, fordi han oftere ved Society-Middage var engageret til at indlede Banketten med nogle Fattigscener af »Pelle Erobreren«. Sulten – den artistisk tilberedte og vel endnu bedre den raat, ukunstnerisk serverede – tjente som en raffineret Appetitvækker, en Slags apéritif til det overdaadigt dækkede Bord.

Siden jeg kom ud at tjene, hade jeg aldrig lidt af legemlig Underernæring. Men den forsvandt kun for at dukke op igen som en aandelig Underernæring, der blev mere og mere paagaaende i sit Krav paa at blive mættet.

Nu var jeg her, ved et overdaadigt dækket Bord, Timeplanen formelig bugnede af Retter. Og jeg kastede mig med glubende Appetit, med en Ulvehunger af den anden Verden, over Foredragene, Laboratorieøvelserne og Hjemmearbejdet. Her bødes der endelig engang paa aandelig Føde, saa det kunde forslaa!

I Begyndelsen var jeg som en forsulten Hund, der har faaet fat i en altfor stor Luns Kød; jeg var lige ved at forsluge mig. Men snart lærte jeg at holde en vis Maade. Der var Foredrag som Forstanderens halv kristelige halv mytologiske, man uden større Skade kunde snyde sig fra, da de ikke hade Bud til noget i èn. Velsèt var det ikke; Forstanderen vaagede nidkært over, at vi mødte op til hans Timer.

Til Gengæld var der andet, man ikke kunde faa for meget af: Fysik, Astronomi, Dansk. At trænge ud i Verdensrummet under Poul la Cours Vejledning var en æventyrlig Oplevelse; derude hvirvlede alting mellem hinanden; Kaos kogte og roterede og fødte af sin Formløshed: Fixstjærner og Planeter og Lysaar, saa det var til at blive svimmel over. Men Fysiken med sine strænge Love tumlede det hele og holdt det i Tugt, tvang de fjærneste og løsagtigste Taagepletter ind under den mest haandfaste Virkelighed.

Og næsten lige saa æventyrligt var det at følge Poul la Cour indad i Menneskelegemet og gaa paa Opdagelser dèr. Sindrigt var man opbygget og storslaaede èns Funktioner i al deres Kompliserthed. Det var næsten til at blive ængstelig over, som der fra Naturens Haand var ødslet paa èn – fattig Lus som man dog var; man var sandelig i kostbart Selskab. Det galdt om at omgaaes varsomt med sig selv, ikke svine Lunger og Blod til med Tobaksrøg og daarlig Luft, vaage over den kostelige Organisme! Dèr slæbte saa mangen af de Unge sine Ben efter sig som var de en Byrde og anede ikke, at de var knyttet til Kroppen efter Systemet: Magdeburgske Halvkugler og egenlig hvilede i sig selv; Luften bar dem for èn! Hjærtet arbejdede som en kompakt Motor, Verdens mindste og kraftigste, og skyllede Blodet ud over Flader større tilsammen end Gymnastiksalens Gulv – Lungernes utallige smaa Hulrum – for at det kunde iltes. Og Hjærnen med dens sælsomme Bark og alle dens Vindinger og Beviklinger – et helt Induktionsapparat!

Der var Ting, man kunde ønske at vide mere om. Himmellegemerne opstod af Kaos, groede ud af Stjærnetaager og roterede sig deres endelige Skikkelse til; hele Gangen i det fik vi forklaret, saa det blev lyslevende for os. Men hvordan blev Mennesket til? Hvilke hemmelige Kræfter forbandt Æg og Celle og virkede i dem, saa der opstod dette vidunderlige Resultat, den menneskelige Organisme? Og hvordan var Mennesket overhodet blevet dèt det nu var? Her gjordes der Holdt; spurgte vi, fik vi undvigende Svar. Mennesket hade Gud skabt, saa at sige færdigt fra første Færd! Der var god og sund Hvile i denne Forklaring; yderligere Indtrængen i Æmnet vilde let føre paa Afveje. Poul la Cour mente med et undskyldende Smil, at der var nok at tumle med endda.

Og det var der jo for saa vidt ogsaa.

Det varede noget inden jeg fandt mig tilrette og kom paa Omgangsfod med de andre Elever. Flertallet af dem var Gaardmandsbørn; deraf var igen op imod en Snes fra Sønderjylland, som dengang hørte under Tyskland. De var Skolens Hjærtebørn, skønt de paa et Par Undtagelser nær ikke gjorde noget ved Arbejdet men betragtede Opholdet paa Højskolen som en Ferieudflugt. Vel en halv Snes af Eleverne tilhørte Landalmuen; tre-fire kom fra Præste- og Lærerhjem. Saa var der Normanden, tre finske Magistere der studerede praktisk Højskolearbejde, og en ung forkælet Tyksak fra et københavnsk Grossererhjem, en rigtig Fars Dreng der ikke tog sig andet til end at gaa til Købmanden og købe Slik. Han færdedes mellem os som en overordenlig Udsending fra en fremmed Verden; Landboerne blandt Eleverne saa op til ham, fordi det hed sig, at hans Far hade mange Penge. Jeg selv kunde ikke udstaa ham og tørnede sammen med ham fra den første Dag. Nogen særlig Grund for mig til at ha noget imod ham var der ikke; han var altid udsøgt høflig netop mod mig. Familien Schrøder viede ham en særlig Dyrkelse; naar Forstanderen talte om Højskoletankens Udbredelse i stadig videre Kredse, gled hans Blik fra de finske Magistre over paa Grosserersønnen; mig, Byarbejderen, sprang han over.

Som eneste Repræsentant for Byproletariatet var jeg overhodet lidt af en fremmed Fugl; Apparatet var ligesom ikke beregnet paa Folk af min Slags. Jeg mærkede det nu og da i Forstanderens Foredrag, som smaa Udfald mod den moderne Arbejderbevægelse. Saa gled hans Øjne uvilkaarlig hen over mig, strejfede mig lige, og de andre Elever vendte Hoderne mod mig. Som Regel forstod jeg ikke, hvad det drejede sig om, og maatte gøre mig Forholdet klart bagefter. Det hjalp mig til at blive mig mere bevidst som Proletar.

Ogsaa i Forholdet til de andre Elever, især Gaardmandsbørnene, mærkede jeg lidt af et Skel. Det Indtryk af selvfølgeligt Fællesskab jeg havde modtaget, da jeg drattede ind i Højskoleforeningen i Rønne, hvor til min store Forundring og Glæde Skomagersvenden og Værkejeren endelig engang var paa menneskeligt lige Fod, holdt sig ikke ubeskaaret her. Sønderjyderne holdt sig for sig selv, og om Gaardmandsbørnene fra Kongeriget galdt i det store og hele det samme. Omgangstonen var venlig nok, men det var ikke svært at mærke Lagdelingen igennem den alligevel. De der hade en Gaard i Ryggen, følte sig paa en egen Maade som lige Børn.

Og det var som om Skolen, der nævnede det som en af sine største Opgaver at slette Skel, alligevel var blind paa dette Punkt. Navnlig her paa Askov kæledes der i Foredragene med en egen Varme for Grundtvigs Kongstanke: Folkefællesskabet. Men i selve Undervisningen mærkedes det kun til et vist Punkt. Da jeg først, tildels ved Forstanderens Hjælp, var blevet klar over, at jeg som Byarbejder repræsenterede noget af en Egenart, slog det mig hurtig, at hans Timer i Verdenshistorie var som kunde de være lagt til Rette specielt for Gaardmandsbørnene. Bonden, den besiddende, var Landets Marv og Frihedens Vogter; med Stavnsbaandets Løsning hørte i Hovedsagen Kampen for Frihed op. For mig, som lyttede spændt efter den næste Etappe i Udviklingen – Arbejdernes, var det en stor Skuffelse. Det syntes, som om Menneskerettighederne udelukkende bestod i Bondens Ret til at sidde som fri Mand paa egen Jord.

Jeg delte fuldt ud Almuens Opfattelse af den besiddende Bonde og hade faaet denne Opfattelse bekræftet ved mine egne Erfaringer; det faldt mig vanskeligt at romantisere ham. I Smaafolks Verden var man enige om, at ingen saa paa sit eget som Bonden; han var den haardeste af Arbejdsgivere. De Elever, der selv tjente for deres Brød, saa ogsaa saadan paa det, naar man først fik dem trukket frem af deres Dækning; forsigtige var de. Men i en Diskussionstime efter et af Forstanderens Foredrag gik vi sammen løs paa Gaardmandssønnerne. Vi holdt paa, at Almuen hade mindst lige saa stor Andel i Udfaldet af Bøndernes Frihedskamp som den besiddende Bondestand; og Holger Begtrup, der ledede Diskussionen, gav os Ret. Men da en Gaardmandssøn – han blev senere Redaktør inden for den moderate Presse – gjorde gældende, at Bonden som Landets Marv maatte være haard, fordi det var ham det hele hvilede paa, faldt Tjenestekarlene fra, og jeg stod alene med mit. Bonden var Menneskehedens Kærne, det saa man alene deraf, at det første Menneske var Agerbruger! Paa Agerbruget hvilede det hele! Husmændene og Landarbejderne var Bondens Hjælpetropper; deres bedste Egenskaber var Flid og Pligttroskab. Med den fordringsfulde, evigt krævende Byarbejder hade de intet at skaffe.

»Der fik du den, Bornholmer!« sae Begtrup leende. »Hvordan vil du klare den?« Han saa opmuntrende paa mig gennem Brillerne. Hans Tilslutning gjorde godt!

»Jeg troede det var Arbejdet, der bærer det hele oppe,« sae jeg drilsk. »Det første Menneske har vel snarere været Haandværker – hvor skulde Bonden ellers faa Redskab fra!« Begtrup raabte: Bravo Bornholmer! og klappede i Hænderne.

Han var meget afholdt, vi forgudede ham nærmest; at han fra første Færd kom mig aabent i Møde, paavirkede de andre og tog noget af deres Mistro mod Byarbejderen, der i deres Øjne var en Proletar: et mislykket Almuemenneske. Ofte hade jeg i den første Tid Følelsen af, at han fremhævede mig for at udligne et eller andet. I sine Foredrag kunde han strejfe Arbejderbevægelsen som noget, man ikke uden videre kunde kimse ad; en Frigørelseskamp kaldte han den ved en enkelt Lejlighed og sammenlignede den med Bondestandens Kamp for at frigøre sig. Det hændte da, at han saa over paa mig og – halv spøgende som det var hans Form – sae: »Det forstaar maaske kun vi to, Bornholmer!«

Holger Begtrup hade Frisprog paa Skolen og kunde tillade sig at sige Ting, som gik imod den fastslaaede Indstilling. Han uddybede ikke sine oppositionelle Tanker, røbede dem kun i Glimt. Alligevel gjorde de et Arbejde i mig. Og de tilsatte Undervisningen i Literatur og Historie noget af det Salt, jeg savnede hos Forstanderen.