IV

Arbejdsdagen begyndte for Karlenes Vedkommende med en Times Morgengymnastik; Pigerne hade deres Gymnastik længer op ad Dagen. Det var svensk Gymnastik efter det Lingske System; Akrobatik og Kraftstykker var banlyste; der lagdes udelukkende Vægt paa Motionsøvelser, som enhver kunde tage Del i. Man sattes dejlig i Skub – en god Optakt til Dagen var det. Saa Morgenkaffen tillivs og over og gøre Værelset i Stand. Vi skiftedes til at holde det i Orden; naar det var Peter Sæthers Uge, var Værelset altid gjort i Stand, inden vi løb over til Gymnastiksalen; jeg hade sværere ved at komme af Fjerene. Det hang sammen med, at jeg om Aftenen, ofte til sent, deltog i Diskussioner, der afholdtes saa hos en Kamerat saa hos en anden; mens Sæther, tilfreds med den aandelige Føde Dagen bød paa, gik tidlig til Ro.

Han var stærkt bygget, men fungerede mærkværdig stille, næsten avtomatisk. Af Erhverv var han Kontorist i et stort Firma i Østerdalen; det var hans Chef, der hade faaet den Ide, at han skulde en Vinter paa Askov. Hvad han hade ud af Undervisningen, var der aldrig nogen der fik at vide; han mødte pligttro op til alle Foredrag, gjorde flittige Notater og sad bagefter oppe paa Værelset og renskrev dem med fast Kontorhaand i misundelsesværdigt solide og sobre Kollegiehæfter. Kritik øvede han aldrig eller tog Stilling til noget Spørgsmaal; naar jeg løb over af et eller andet, hørte han opmærksomt til med de graa Øjne urokkelig venligt rettede paa mig – og tav. Gik jeg haardt paa og vilde ha hans Mening, svarede han: Jeg er Udlænding, jeg!

Det kostede ham ofte en Del Arbejde at faa mig vaagen. Men naar jeg slog Øjnene op og saa den skraa Væg og vor lille fælles Bogreol, blev jeg glad. »Du græd i Søvne,« sae han, »derfor syntes jeg Synd paa dig!« Saa hade jeg drømt, at jeg var Skomager, og at den 14 Timers Arbejdsdag aldrig vilde faa Ende. Hele Livet sad jeg der paa Trebenen, durknejede og slog Pløkker i, med Blom dinglende for Næsen af mig. Han hade hængt sig i Lampekrogen af Lede ved Faget; nu maatte han gøre det af for Hængelampe; hans Skygge gled frem og tilbage over mit Arbejde. Bestandig gik de onde Drømme ud paa, at jeg igen var Skomager, og bestandig var den dinglende Blom med i Drømmen. Jeg hade saa ofte som Barn drømt skønne Ting – og var vaagnet op til en bedrøvet Erkendelse af Virkeligheden; nu var det omvendt. Nu var det kun Drømmen, der var ond; Virkeligheden var skøn.

Det var dejligt at vaagne til hver ny Dag med dens Arbejde, dens aandelige Oplevelser og Brydninger. Og ikke mindst til Samlivet med de andre Unge. Kameratskabet har en egen opdragende Værdi, især hvor det omfatter begge Køn.

Lidt fremmed hæftede der fremdeles ved mig for Flertallet af Karlene. Jeg var Bybo, Brostensmenneske, og tilhørte som saadan et løst Folkefærd. Nogen Gaard hjemme skulde jeg ikke overtage og var heller ikke forlovet med en Pige, hvis Fars Gaard jeg kunde rykke ind i. For Flertallet af Karlene var Fremtiden Dagen idag forlænget med deres egen Levetid; ske noget ud over det at de overtog efter de Gamle behøvede der ikke – og skulde der helst ikke. Den ukendte Fremtid hade de intet Forhold til og kunde ikke lide den. Og heller ikke dem, der ventede sig noget andet og mere af Fremtiden end det, Dagen idag bød paa – endsige dem der hade alt deres fremefter. De sidste var nærmest i Slægt med Vagabonderne som Far og Bedstefar pudsede Hundene paa, mens Ungdommen kiggede langt og undrende efter dem fra Gavlen. Rodløse Eksistenser var de, som ingen vidste hvad de levede af, de selv allermindst!

Jeg fik som sagt min Part af denne Indstilling. Paa den anden Side pirrede jeg de mest vaagnes Nysgerrighed og ogsaa deres Interesse, var ikke selvfølgelig og ligetil som en af deres egne. Hvad levede saadan en af? hvad kunde der vel blive af ham? De beskæftigede sig med mig, omgikkes mig gærne – og var stolte over at de virkelig efterkom Ordet, som Grundtvig hade formet og Forstanderen stadig indprentede: Frihed for Loke saa vel som for Tor! Der hørte ogsaa Mod til at efterleve den Sætning! Hade ikke allerede Grundtvig, da han formede den haft saadan noget som den gamle Folkeopfattelse i Tanker, om Fanden der af Vorherre faar Lov til at drive sit Spil blandt Menneskene, fordi den gode Gud vil prøve dem? Med Frisind har dette Løsen ikke saa meget at skaffe, som man i grundtvigske Kredse har villet gi det Udseende af. Hvem kan for Alvor tage Parti for Loke, der i bedste Fald kun udpønsker Skarnsstreger, og hvis egenlige Opgave det er at sætte Splid blandt Aserne og lægge det herlige Asgaard øde? Grundtvig gjorde det danske Bondefolk en daarlig Tjeneste ved at forme sit utvivlsomme Frisind i dette Slagord, der altfor let gjorde det af med alt nyt i Tiden for Bondens Vedkommende og trak de snævreste Grænser for hans Forhold til Frisindet.

Kvinderne er vel gennemgaaende langt mindre bundne af Klasse og Tradition end Mændene; de unge Piger paa Skolen behandlede mig i al Fald ganske anderledes uforbeholdent end Karlene. De bød mig flittigt op, naar der var Dans i Gymnastiksalen; skønt jeg aldrig selv bød nogen af dem op, da jeg ikke brød mig om at danse. Ofte sammensvor de sig og kom over Gulvet en hel Klynge, hen til det Sted hvor jeg sad og morede mig gammelklogt over Ungdommens »Drejesyge«. »Hvorfor danser du ikke?« spurgte de.

»Jeg danser kun naar jeg er forelsket – og kun med den jeg er forelsket i,« svarede jeg.

»Men nu engagerer vi dig alle sammen, saa kan du ha det saa godt!« Saa maatte jeg danse med alle fire fem efter Tur – og var i Grunden ikke ked af det. Og naar der skulde gøres Smaaudflugter til Estrupskov eller Skibelund Krat, sendte de altid nogen over for at spørge, om jeg kom med. Det virkede igen tilbage paa de mandlige Elever. Og mine Bidrag til vort Elevblad »Luftskipperen« hjalp ogsaa til at skaffe mig Respekt.

Vi var en Kreds paa en halv Snes Stykker, der samledes til Debatter hos hinanden. Skolens Ledelse var ikke særlig glad for det; der var jo den ugenlige Diskussionsaften under Ledelse af en af Lærerne, den skulde give Trangen til Tænkefrihed Luft og samtidig hindre Udskejelser. En Vinter eller to tilbage hade det været vanskeligt at holde Elevernes Videbegærlighed inden for de Grænser, Skolen ud fra sit Livssyn mente at maatte sætte Kundskabsmeddelelsen. Der hentydedes nu og da med en Gysen til denne Vinter – Fimbulvinteren som den kaldtes – hvor man hade været lige ved at maatte lukke Skolen.

Man frygtede aabenbart noget i samme Retning nu; og det var særlig Kristendommen man var angst for at vi skulde tage op til Drøftelse. Jeg hade imidlertid ingen Trang til at drøfte noget, der stod for mig som min Barndoms pinligste Erindring og tilmed – for mit eget Vedkommende – var noget forlængst tilbagelagt; og de andre hade aabenbart ikke noget udestaaende med Kirken, men befandt sig vel i deres Fædres Tro. Spørgsmaalet beskæftigede dem overhodet ikke, hverken Søndag eller søgnt.

Æmnerne vi drøftede var lige saa højtidelige som abstrakte; mest galdt de Ægteskabet, Forholdet Mand og Kvinde overhodet. Der laa endnu Efterdønninger af Bjørnsons Kyskhedskampanje i Luften, og vi drøftede baade Kravet om Mandens Uberørthed før Forlovelsen, Kyskheden for begge Parters Vedkommende under Forlovelsestiden, og Mandens Afholdenhed under Ægteskabet selv, naar Hustruen f. Eks. var syg eller svanger. Det var ikke smaa Krav vi stillede til Kyskheden; Bjørnson vilde ha glædet sig – og Karoline maaske endnu mere. En af de unge opstillede det strænge Krav, at Manden aldrig maatte ha med en Kvinde at gøre mere, hvis Hustruen blev syg og ikke kunde imødekomme ham – eller hun gik hen og døde! »Men et er Luksus, et andet Praksus,« som en anden Jyde skal ha sagt. Den paagældende Ungersvend, der var saa stræng i sine Kyskhedskrav, kom ikke igen den følgende Vinter. Han maatte af tvingende Grunde gifte sig kort efter at Skolen sluttede for denne Gang.

Det, der interesserede Kameraterne i vor lille Diskussionskreds mest, var alligevel Socialismen. Saa grundig den var lagt for Had paa Landet, pirrede den trods alt ved de unge Bondesønners Videbegærlighed. Den gængse Forklaring paa Socialismen: at alle tog Pengepungen op og delte lige, og at man saa stak Hænderne i Lommen til Albuerne og lod Staten forsørge sig – tilfredsstillede dog ikke helt. Skolen gjorde ikke ordenlig Rede for Spørgsmaalet; saa maatte jeg – Byarbejderen – holde for.

Socialist baade var jeg og var jeg ikke dengang; jeg følte socialistisk men hade ingen udformet Overbevisning at argumentere ud fra. Men jeg maa ha haft baade Kimene og Anlæggene i mig, saa man kunde bestemme mig, som man bestemmer en Frugtblomst og forudsiger, hvad Slags Frugt den vil blive; baade Lærere og Elever saa Socialisten i mig.

Gode Kort hade jeg ikke paa Haanden, naar jeg skulde gøre Rede for Socialismen; min historiske Ballast var ikke stor. Det hjalp mig noget, at de første Kristne levede i Fællesskab – altsaa under en Slags Socialisme. Det rokkede lidt ved Selvsikkerheden hos de andre; Kristendommen var det saa sin egen Sag at bryde Staven over. Bedst kom jeg fra det, naar jeg skulde forsvare Socialismens Praksis. De andre hade et solidt Hjem i Ryggen; de saa kun Arbejderne som Angribere af dette Hjem, Folk der forlangte kortere Arbejdstid og mere Løn. Jeg kendte Spørgsmaalet nedefra og kunde vise dem, at det ogsaa hos Arbejderne drejede sig om et Hjems Bestaaen, at de ogsaa var Mennesker og gærne vilde bringe lidt mere hjem til Kone og Børn og leve lidt af et Samliv med Familien, ikke blot sove under Tag med den. Hovedparten af vore Argumenter maatte vi hente fra det, vi hade hørt i Timerne af Historie og Samfundsetik; og dér hade de andre adskillig bedre Kort paa Haanden end jeg. De kunde bruge det meste af, hvad vi hørte i Timerne til Angreb paa Arbejderbevægelsen, mens der ikke var ret meget af det, jeg kunde bruge til dens Forsvar.

Det var helt mærkeligt med det, for Udviklingen selv kunde jo ikke ret vel stemples som udviklingsfjendsk, og Højskolen galdt for at være frisindet i sit Livssyn – for frisindet mente endda mange. Alligevel lae alt, hvad vi lærte, sig paa en ejendommelig Maade saadan til Rette, at det spærrede fremefter. Fortiden romantiseredes; fra den skulde vor egen Tid hente sit Erfaringsmateriale og ogsaa det poetiske Skær, som Mennesker ikke kunde undvære over deres Virke. Ikke mindst fra Historiens Beretninger om Folkenes Oprør mod Uretten, deres Kamp for Frihed og Ret. Men ingenting fortalte om, at saadanne Kampe fandt Sted i Dag ogsaa, eller at de tiltrængtes. Det var ligesom Bunden kunde være naaet paa alting, at der ikke gaves Uret mer, ingen forfordelte. De Fattige eksisterede ikke som Klasse; den der var fattig og ringe, var det ved egen Skyld; fordi han var en Øder eller var uden Ævner og Energi.

I Begyndelsen troede jeg, at det var mine Erfaringer som Proletarbarn og de Slutninger jeg drog af dem, der bevirkede, at jeg kom til kort. Men efterhaanden gik det op for mig, at Undervisningen som jeg var saa glad for, alligevel manglede noget. Og noget, der var meget væsenligt for èn, der kom nedefra, og som man derfor selv maatte uddrage af Historiens Begivenheder.

Noget større Skaar i Glæden gjorde det ikke. For én, der kom fra det fysiske Slid med dets ørkesløst lange Arbejdsdag, var her nok at glædes ved og føle sig tilfredsstillet af. Man var ikke længer uden for det hele eller rettere under det, var ingen Kuli men et Menneske med en egen Mening om Tilværelsen og begyndende Udsyn over den. Den store Glæde ved at tilegne sig laa jo her!

Denne Glæde skulde helst deles med nogen; vi arbejdede gærne to og to. Rent praktisk var man jo to om et Værelse og delte Udgifterne til Lys og Varme; men denne Ordning fra Skolens Side overholdtes kun i Formen, dens Indhold blev ofte brudt. Man valgte sig en Kamerat – eller bedre to fandt hinanden – efter Love der oftest ikke var til at faa Øje paa, holdt trofast sammen Vinteren igennem, sad ved Siden af hinanden ved Bordet og under Foredragene, var Makkere under Gymnastikken, læste sammen – kunde overhodet ikke undvære hinanden. Der var mange af den Slags »Fostbroderskaber«; ejendommelig for dem var, at de trofast holdt Vinteren ud – og ikke varede ud over den. Med Skolens Slut syntes Tilknytningerne ogsaa at falde bort.

Min Kamerat stod mig i alt ydre ret fjærn. Han var fra en stor Gaard paa Horsenskanten og fik rigeligt med Lommepenge hjemmefra. Han var rask til at anskaffe Bøger men ikke særlig flittig i Brugen af dem; jeg maatte pæse ham i Arbejdet. Det var ham, der fra første Færd nærmede sig mig – gennem Diskussionerne; og Vinteren igennem var vi som to røde Kør, bestandig sammen fra Gymnastikken om Morgenen til Sengetid. Til han sidst paa Vinteren forelskede sig i en kvindelig Elev. Saa hørte vore fælles Interesser op af sig selv, de ligefrem smæltede bort som Sne for Solen; og jeg vendte tilbage til Peter Sæther og vort reglementerede Arbejdsværelse. Han tog iskoldt imod mig, og vi frøs den sidste Skolemaaned bort i Fællesskab.

Nu forklares den Slags Ungdomsvenskaber som ubevidst Erotik. Og hvorfor ikke? det er jo en Synsvinkel, hvorunder adskilligt lar sig anbringe. Det er blot lidt vanskeligt at se Nytten ved det; Livets mange forskellige Sider vinder ikke ved at afskrælles for det, de efterhaanden har iklædt sig og føres tilbage til en enkelt Grunddrift. Nogen Trang til at føre den Stemning, der er over to unge Knøses Venskab, tilbage til uklare erotiske Drifter har jeg aldrig haft, endsige til en særlig Optrævlen paa dette Omraade. Det er skønnere at leve Livet end at dissekere det, skønnere at elske end at snakke om det, er Snakken end aldrig saa literært vellykket. Allerede Mor indprentede mig tidlig dette med sit: »Knap dine Bukser, min Dreng! – Ellers blir dit Hjærte koldt,« kunde hun tilføje, med en Tillæmpning af det gamle Ordsprog.

Paa dette Omraade var Skolen fortrinlig ledet. Der gaves ikke Timer i Seksuallære men der var sørget for sund Beskæftigelse: en Times stræng Gymnastik om Morgenen og anspændt aandelig Funktion hele Dagen. Forholdet mellem de kvindelige og mandlige Elever var naturligt og kameratligt; det hvilede paa fælles Arbejde. Afspærrende Forholdsregler fandtes der ikke, og de var ogsaa overflødige. Vi deltog i Undervisningen sammen, gjorde Udflugter sammen, hade ofte Dans og Leg Lørdag Aften i Gymnastiksalen. Et eller to Par forlod Skolen som forlovede, det var det hele. Nogen overophedet Luft opstod – til Held for Arbejdet – ikke.

Mange af Eleverne fra dengang blev siden dygtige Bønder og Bondekoner i forskellige Egne af Landet, nogle blev Friskolelærere og enkelte Redaktører af den moderate Presse – uden at drive det til noget særligt. Nogen Indsats for Frisindet eller noget aandeligt Fremstød er der, saa vidt jeg kan overskue det, ikke kommet fra de to Vintres Hold af Elever. Men en Række dygtige, ofte skarpt materialistisk indstillede Landmænd er udgaaet fra dem; Grundtvigs ofte sværmeriske og højtsvævende Aandsideer omsattes haandfast i Smør, Æg og Grise.