III

Avtodidakten har vel det til Forskel fra – og maaske forud for – den akademisk uddannede, at han bedre husker de forskellige Faser af sin Udvikling. Hvert enkelt Udviklingstrin har været svært at naa til, han har møjsommeligt maattet slæbe Materialet til det sammen Stump for Stykke. Og naar han endelig mener, han har faaet formet sig et Stade og vil slaa sig til Ro for at nyde Udblikket over Tilværelsen fra det, mærker han, at det allerede smuldrer under ham og ikke kan bære. Ny Kendsgærninger, han med Vold har maattet holde ude fordi de ikke passede ind, æder sig alligevel spærrende ind paa hans svært tilegnede Udsyn og smuldrer Grundlaget, han skulde staa paa. Reparere lar sig ikke gøre; alting maa tages fra hinanden igen og lægges om, saa der bliver Plads for de ny Kendsgærninger, nye Synspunkter.

Hade jeg hidtil været som en Høne, der uophørlig maa skrabe og pikke for at pille tusend Smaapartikler sammen til et Æg, saa var det nu ingen Sag. Det var næsten som at ligge stille paa en Plet og lade sig kunstfede. I Begyndelsen syntes jeg om det og holdt mig bekvemt inden for det givne; Lærerne gjorde det ved deres Personlighed og aandfulde Form for Undervisning til en behagelig Nydelse at ta imod og ta imod, rigtig la sig proppe.

Vi var begejstrede for vore Lærere og enige om, at der ikke fandtes deres Lige i Landet. Vor Begejstring galdt mindre Forstanderen selv; naar vi var helt ærlige, kedede han os nærmest. Han var en daarlig Taler og valgte heller ikke Æmner, der hade Bud til noget af det, der rørte sig i os. Han brugte en stor Del af den første Vinter til at holde Foredrag om Romantiken i Tyskland og dvæle ved Forfattere og Værker, der for os ikke var Fugls Føde paa. Han polemiserede mod Tænkere, hvis Navne vi ikke kendte, der i Romantiken saa en Flugt bort fra Tidens Opgaver, en Tilbagevenden til Middelalderens paa Overtro og Mystik hvilende Aandsliv – med det Resultat, at i al Fald en af hans Tilhørere maatte give disse Tænkere Ret. Selv forklarede han Romantiken som en religiøs Renaissance, en menneskelig Hjemvenden. Hvad der yderligere gav Næring til en uklar Følelse i mig af, at der var et intimt Slægtskab mellem det religiøse og det reaktionære.

Ludvig Schrøder citerede ofte Sætningen: Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte! men var selv svær at forstaa. I sine Foredrag om nordisk Mytologi lagde han en mystisk Dobbeltydning ind, der pegede baade tilbage og fremad mod vor egen Tid. Det var ikke frit for, at Loke og det ny i Tiden hade et og andet med hinanden at gøre, mens Tor repræsenterede det gode gamle, Nationens sunde bærende Kræfter.

Skønt vi kedede os grundigt, noterede vi flittigt – vi turde ikke andet; og tvang derved os selv til at høre efter. Stor Respekt hade vi ogsaa for Forstanderen, der gik Ry af hans Lærdom og Ævner som Skolemand langt ud over Højskolens Kredse; og helt udelukket var det jo ikke, at det var os, der var for ubegavede til at forstaa hans Udlægninger. Aabent Oprør turde vi ikke gøre, men det skete jævnlig, at vi saboterede ham naar Udlægningerne blev os for lange. Foredragene faldt i den sidste Undervisningstime fra seks til syv. Kl. syv var det Aftensmadstid, og vi var glubende sultne; men Ludvig Schrøder hade svært ved at holde op. Han blev ved at snakke og pege paa de Hundreder af Navne og Aarstal, han før Timen utrættelig hade skrevet op paa den sorte Tavle. Saa drattede Sangbøgerne paa Gulvet, først en enkelt, saa flere, og det blev til en hel Regn. Forstanderen saa et Øjeblik ud, som vilde han flyve i Flint; saa tog han sig i det, sendte et tungt Blik ud over Salen og gik mod sit Arbejdsværelse, der stødte op til Foredragssalen. Det hændte, at han vendte om paa Tærsklen og stansede vort larmende Opbrud for at gøre opmærksom paa endnu et Navn eller Aarstal, som vi særlig maatte mærke os.

Var Schrøder som en tungt lastet Skude, der laa for dybt i Vandet til rigtig at komme af Stedet, saa var hans Medforstander Nutzhorn hans direkte Modsætning: altid ligevægtig og fuld af Lune, let og underholdende i sit Foredrag, skønt han efter vor Opfattelse maatte være lige saa lærd som Forstanderen. Han hade Nordens Historie, og vi hørte ham gærne. Han var tør i Ordvalget og sagligt fri for Allegorier og Sindbilleder i Fremstillingen; der var ingen skjulte Hensigter med det han sae. Og der laa et Skær af Skælmeri over ham, naar han talte, som smittede Tilhørerne. »Nutzhorn han kan faa Folk til at le ad ingenting,« plejede Begtrup at sige, halv spøgende halv fortrydelig. »Bare han siger noget, som vilde faa dem til at gabe af Kedsomhed om én anden sae det, saa ler de!«

Begtrup kunde ogsaa faa Folk til at le, men ikke af ingenting. Han var meget vittig, og en sjældent spiritueret Lærer; han kunde slaa Gnister af alting, blot han rørte ved et Spørgsmaal fosforescerede det. Han var meget ung, vel kun i Begyndelsen af Tredverne, og behandlede os kameratligt, var nærmest som en lidt ældre Broder mod os. Mere end just paa Latteren kaldte han paa Humoren i èn; det var som der tændtes Lys et Steds inden i èn, naar han traadte ind, gærne med en Spøg paa Læben, og tog fat. Modersmaalet og dansk Literatur skinnede under hans Behandling. Senere opdagede en og anden, der gik videre, maaske, at han sammen med Begtrup hade skummet Fløden og nu maatte i Gang med Vallen og den skummede Mælk. Men en festlig Lærer var han.

Mens Forstanderen blev hidsig og gik i Staa ved den mindste Forstyrrelse, nød Begtrup at blive afbrudt. Forstyrreren fik sig et lille rapt Snært; og greb man spørgende ind, var han altid oplagt til at stanse og forklare. Forklaringen var ofte mere slagfærdig end egenlig oplysende, men det gav Liv i Undervisningen. Vi elskede at slaa Gnister af ham.

Poul la Cour var vel den af Lærerne, der hade stærkest Tag i os; ham hang vi ved, uden maaske at kunne gøre Rede for hvorfor vi gjorde det. Det var først og fremmest ham, der gjorde Opholdet paa Askov til en Oplevelse. Der er Mennesker, der ikke slipper én igen, naar først man er kommet ud for dem, men følger én gennem Livet; et saadant Menneske var la Cour. Endnu kan jeg se hans Blik hvile paa mig, forskende og fuldt af Forsorg. Hans Ansigt og hele Skikkelse var mærkelig sjælfulde; han var ikke køn, mindede baade om Høffding og Sokrates. Ogsaa i tænksom, sjælfuld Ro lignede han dem. Han prøvede aldrig at sige noget morsomt eller vittigt, spiritueret som Begtrup var han ikke. Men han var fuld af Aand.

Poul la Cour hade en ualmindelig Ævne til at gøre de svære Problemer i Fysiken, Matematiken og Astronomien fattelige for en jævnt udrustet Forstand; han var utvivlsomt et Geni ogsaa som Pædagog. Han underviste efter sin egen historiske Metode, lod os opleve Fysiken og Matematiken i den Orden, Menneskeheden paa sin Vej gennem Tiderne Skridt for Skridt hade erobret disse Videnskaber. Metoden »Matematik for alle« er altsaa ikke af i Dag. Embryonal som den er, virker det som et Paradoks, at den opfindes og anvendes af en Lærer, der afviste Udviklingslæren for Menneskets Vedkommende.

Poul la Cour var meget troende og prækede ofte ved Gudstjenesten i Skolens Forsamlingssal Søndag Formiddag, som Folk paa Egnen kom for at overvære. Han dvælede ogsaa ofte i sine Foredrag ved den store Fysiker og Tænker Pascals stærke inderlige Tro; maaske laa der et ubevidst Selvforsvar deri.

Let har det sikkert ikke altid været for ham at forlige Videnskab og Kristendom. Det Vilhelm Beck'ske: Paa Knæ for Biblen, I Herrer Professorer! genlød ogsaa – omend mindre rigoristisk – paa Askov og vakte til fornyet Eftertanke. Der var opstaaet Strid blandt os Elever om, hvordan det skulde forstaas, at Gud efter Syndfloden satte Regnbuen paa Himlen; og vi gik til la Cour med Spørgsmaalet. Han afgjorde, at det skulde forstaas bogstaveligt som det stod i Skriften. Paa Indvendingen, at saa maatte Lovene for Lysets Brydning jo være blevet forandrede, svarede han ja. Da en af os mente, at det jo maatte betyde Forandring af ikke blot alle Skabningers Synsorganer men af alle Vækstvilkaar overhodet, saa han lidt tungt paa Vedkommende men svarede ikke.

Saadan kunde det hænde, at man løb Panden imod, hvor man troede der var fri Bane, og maatte stanse og tænke sig om. Men, som la Cour sa'e ved en anden Lejlighed, der var jo nok at tumle med endda.