VI

Det blev en god Sommer for mig. Jeg gik hver Dag til Massage, og mit Ben kom sig nogenlunde; jeg boede under saa hyggelige Forhold jeg aldrig hade tænkt kunde eksistere – end sige selv kendt; og jeg hade fuldt op af Arbejde, som optog mig.

Især Arbejdet hos H. F. Feilberg var interessant. Mest skrev jeg Sedler med Henvisning til Steder i Literaturen, der omhandlede gamle Sædvaner, Fordomme og Overtro – og holdt Kartoteket i alfabetisk Orden; men ofte fik jeg ogsaa Lov til at arbejde paa egen Haand og efterspore en og anden Skik. Feilberg underholdt sig gærne med mig; han hade det Syn for Sammenhænge, der ikke sjælden savnedes ved Undervisningen paa Skolen. Almuen kendte han ud og ind og gjorde mig opmærksom paa den Overgang fra Almue til Proletariat – fra Lide- til Handleform som han kaldte det – der netop fandt Sted i de Aar. Han var i en sjælden Grad tænksom og saa alt i lange Perspektiver. Saadan som han var, hade jeg altid forestillet mig Vismanden i de gamle Bøger. Han smilede, da jeg sae det til ham. »Man bliver vis af at beskæftige sig med Folket,« svarede han med sin hviskende Stemme.

Det optog ham stærkt, at Mor hade lagt Kobberskillinger paa min døde Lillebrors Øjenlaag. »Der har vi Karons Færgepenge,« udbrød han og stirrede fjærnt ud. Jeg maatte fortælle om Sæd og Skik paa Bornholm og fra det fattige København, og han noterede, hviskende med sig selv: Ja, ja, dér har vi det Træk igen! Mærkeligt som Menneskene er éns Jorden over! Det var helt velgørende at blive kittet ind i den store Sammenhæng af Urfolk og Nutidsmennesker, Vilde og Muhamedanere og Hedninger. Skønt han var Præst, tog han helt videnskabeligt paa Kristendommen; mens Skolens Folk tog kristeligt paa Videnskaben; det var let at aande i den fordomsfri Luft der omgav ham.

Jeg hade en god Tid, behøvede ikke at kaste Ønskeblikke ind i den tilgroede Have efter det lille Hus, hvorfra der bestandig klang frisk Latter; jeg boede der selv. En hel lille Trylleverden forekom dette Hjem mig stadig; alt var forskelligt fra Omgivelserne. Paa Væggene hang Billeder fra den danske Kunstnertid i Rom, paa Møblerne stod Æsker og Rammer, der hade Tilknytning til Bakkehuset. Bag Bogskabets grønne Forhæng stod Guldalderdigterne og drømte. En sær fortryllet Fortidsverden, der blev levende igen i Fru Molbechs Fortællinger, naar vi om Aftenen sad omkring Lampen.

Og Fru Molbech selv var vel den skønneste Oplevelse jeg hidtil hade haft blandt Mennesker. Jeg hade tidt nok læst om Mennesker med gammel fornem Kultur, Mennesker som Tilværelsen hade baaret paa Hænder gennem Slægtled og som lønnede den ved at blive gode og ædle af det. Men jeg troede ikke paa det. De Mennesker jeg hade truffet, der var blevet begunstigede af Tilværelsen, var ikke blevet bedre af al den Kultur, de hade haft Adgang til. De saa gærne ned paa de andre der var mindre begunstigede, udnyttede dem ogsaa gærne. Her lærte jeg for første Gang Mennesker at kende, som gennem Generationer hade været under Bestraaling af høj Kultur. De var ikke blevet usædvanlig begavede af det, men gennemfine af Sind og Tankesæt.

Naar Fru Molbech talte om Personer og Begivenheder fra sit Liv som Digterhustru i København, var hun alt andet end frisindet; saa slog noget af den samme Bornerthedens Aand imod én som fra Undervisningen paa Skolen, den samme fjendtlige Indstilling til det ny i Tiden. Det var Digteren Molbech, der talte igennem hende; og han maa ha været stokreaktionær. De Digtere han som Censor og Kritiker tog sig af – Ernst v. d. Recke f. Eks. – og som Fru Molbech læste højt af, var simpelthen ikke til at holde ud. Og hverken hun eller Datteren kunde høre, hvor hult og bombastisk det var – det var slet ikke til at forstaa.

For naar de to Kvinder talte ud fra deres eget, var de helt igennem frisindede og nutidige. Da var der ikke noget, der smagte af Bornerthed. Skønt Fru Molbech var opvokset paa Slottet i Kiel, hvor hendes Far var Kommandant, og under ret stræng Etikette, var hun det mest usnobbede Menneske jeg har kendt, lige høflig og hensynsfuld mod alle, og selv ikke bange for at ta en Haand i med hvad det skulde være.

Vasken er altid et Problem for en ung fattig Fyr, der gærne vil se lidt ordenlig ud. Stoppe mine Strømper kunde jeg selv og ogsaa sy det nødvendigste paa mit Tøj; men det kneb med at være saadan i Linnedet, at man ikke behøvede at skamme sig over sig selv. De to Kvinder maa ha forstaaet mine Vanskeligheder; en Dag var mit Snavsedtøj forsvundet fra den gamle Vadsæk. Og nogle Dage efter laa det paa min Kommode, nyvasket og strøget. Jeg var lige ved at tude og vidste ikke, hvordan jeg skulde faa takket dem, dum og kejtet som jeg var naar det galdt at anvende Høflighedsformer.

Lettere faldt det mig at gøre mig nyttig, luge og grave i Haven, der var meget forsømt, rense og rette Tagrender og Nedløbsrør, rette Døre op der hang skævt og ikke vilde lukke ordenlig. Der var adskilligt, som ligefrem skreg efter et Mandfolk med Haandelag; og op til mig paa min Hybel – hvor jeg tilbragte al den Tid jeg kunde faa tilovers, med Bøger og med Smaaskriverier – hørte jeg jævnlig glade Udraab som: Nu har han ved Gud bragt det ogsaa i Orden.

»Jeg skal alligevel gaa op og sige ham Tak for'et,« hørte jeg Fru Molbech sige.

»Nej, la hellere vær, Mor. Saa blir han jo bare flov.«

De to Kvinder talte altid højt, som var de alene i Huset. De gjorde ikke nogen Røverkule af deres Hjærter – og behøvede det heller ikke.

Frøken Mathilde, der var saa øm over mig i dette Tilfælde, hade ellers ikke selv svært ved at gøre mig flov. Hun busede gærne lige ud med, hvad hun tænkte om én, selv om man var tilstede.

»Men Martin, hvem stopper dine Strømper saa nydeligt?« spurgte Fru Molbech en Dag. Hun sae hurtig du til mig.

»Det gør jeg selv,« svarede jeg lidt mandfolkeflov.

»Nu rødmer han min Sandten ogsaa over det – i Stedet for at være vigtig af det,« sae Frøken Mathilde. »Hvor er han dog sart! Han kunde godt være Prinsessen paa Ærten.«

»Ja, hvis det ikke var for Sproget, saa – –. Du skulde nu pleje dit Sprog lidt mere, Martin.«

»Hvordan saa da?«

»Jo, du siger Mund med o; men det hedder med u. Molbech kunde ikke fordrage, naar man ikke talte Sproget smukt og rigtigt; han rettede mig altid.«

»Skal man ogsaa udtale Gulv med u?« spurgte jeg.

»Ja, det skal man. Det andet er vulgært!«

»Ogsaa naar Gulvet ikke er gult?« spurgte Frøken Mathilde.

»Aa hold din Mund,« sae Fru Molbech og slog efter hende, halv smilende, halv ærgerlig. Frøken Mathilde klappede i Hænderne: »Bravo Mor! Nu blev du ivrig, og saa sae du selv Mund. Det hedder altsaa bare Mu-un naar man keder sig.« Saa lo vi alle tre; og jeg fik ikke flere Kursus i Udtale.

Men jeg maatte vise, hvordan jeg bar mig ad med at faa Stopningen saa pæn. Allerede som smaa maatte vi Søskende selv stoppe vore Strømper under Mors strænge Opsigt; det skulde helst gøres, saa man ikke kunde se, at de var stoppede. »Næ, sikken storartet Mor,« sae Frøken Mathilde, »saadan var min Mor rigtignok ikke; hun terpede bare Fransk med mig.«

»Naar jeg nu ikke havde lært andet,« svarede Fru Molbech – »jeg kan dog ikke hekse. Men nu kan Martin lære os at stoppe Strømper.«

Imens maatte jeg fortælle om Livet derhjemme i Neksø og i Lægeforeningens Boliger. »Hvor jeg alligevel misunder Jer, selv om I hade det fattigt,« sae Frøken Mathilde, »der skete da noget. Det maa alligevel ha været spændende at vokse op paa den Maade – og skulle være med til at skaffe. For en anden var det bare Skole – og sætte sig til et dækket Bord – og Lektier – Spaseretur under Opsigt. Aa, hvor jeg gærne byttede Barndom med dig!«

»Ja, min Barndom i Kiel var saamænd heller ikke morsommere; i hele Slottet skete der ikke saa meget som i Jeres lille Hytte. Taflerne var nu det allerkedeligste, skønt alting stod paa den anden Ende, især naar de kongelige Herskaber ventedes. Jeg husker tydelig første Gang jeg var med til Taffels; jeg var lige konfirmeret og hade faaet en sort Kjole, der var knappet i Ryggen med sorte Stenkulsknapper. Bagved min Stol stod Tjeneren og lagde paa min Tallerken, og jeg var benovet – meget mere end du plejer at være, Martin; og strængt opdraget til at spise op var vi Søskende. Jeg kunde ikke mer, og hvergang jeg hade gjort mit yderste og spist op, kom der ny Mad; og Kjolelivet blev trangere og trangere. Jeg følte mig som en stoppet Pølse. Og med et klirrede det oppe i den mægtige Lysekrone, og igen, og igen – det blev et helt Bombardement. Gæsterne sprang op, man mente vist, det var Spøgeri – eller Attentat. Men det var bare de kønne sorte Stenkulsknapper, der sprang; hele Rækken.

»Aa Mor!« Frøken Mathilde lae sig frem over Bordet. »Du maa alligevel ha været meget solid!« udbrød hun, da hun hade let færdig.

»Ja, jeg var godt istand, skønt vi levede meget spartansk derhjemme. Det gør man sig ingen Forestilling om nu; selv Børn fra velstillede Hjem sultede ofte ligefrem.«

Over for de to Kvinder var jeg ikke benovet mere. Det gav mig Sikkerhed, at jeg kunde lære dem noget værdifuldt. Store Summer hade de sikkert ikke at leve af, og det forekom mig, at de godt kunde være lidt mere praktiske end de var. De købte altfor store Stykker Kød til to Mennesker, hele Stege forekom det mig; Rester blev der altid. Men hvordan faa det sagt til dem uden at saare; jeg var ikke stiv i Høflighedsformer, hade ikke Talemaaderne, der hørte til.

»Slagteren blir saa velhavende,« sae jeg en Dag. Fru Molbech saa spørgende paa mig.

»Ja, han har faaet Raad til nyt Tøj!«

»Det er Flæskestegen, Mor!« raabte Frøken Mathilde pludselig. »Martin har ved Gud set, at vi maatte kassere det halve af den!«

»Herregud, naar vi nu kun er to,« sae Fru Molbech. »Du skulde hellere hjulpet os at spise den i Stedet for at sige nej Tak – og saa kritisere bagefter.« De to Kvinder opfordrede mig næsten daglig til at spise med, i Stedet for at trave den lange Vej ud til Forsøgsgaarden blot for at spise Aftensmad. »Vi er jo ikke fler end vi to. Før var det ingen Sag at faa spist op; da var vi en hel stor Familie. Og fattige Studenter hade vi hver Dag ved Middagsbordet.«

»Det er kedeligt, at Grisene kun leverer den ene Størrelse Flæskesteg,« sae jeg.

»Næ hvor du er næsvis,« sae Fru Molbech og saa forundret paa mig.

»Jamen, det har han da virkelig Ret i, Mor – man skal da ikke købe lige saa mange Pund Kød til to som til en hel Familie.« Men Fru Molbech var stødt. Det gik som altid; naar jeg mente, det var lykkedes mig at faa noget sagt paa en rigtig fin Maade, virkede jeg fræk!

Men Stegene blev mindre, og en Dag sae Frøken Mathilde: »Ved du hva? Mor er saa glad, fordi du sae det med Slagterens ny Tøj. Vi sparer paa alle Kanter; vi sier bare til hinanden: Martins Mor vilde vist ikke gøre saadan, og hun er saa praktisk.«

»Ja, vi blir saa velhavende,« bekræftede Fru Molbech. »I næste Uge tar vi en Fanøtur, det kan der godt blive Raad til. Du skal med; det er jo dig, vi kan takke for Turen.«

Jeg hade meget at takke de to Kvinder for – og saa viste de Taknemmelighed mod mig. Jeg blev saa rystet over denne Storhjærtethed, at jeg ikke kunde beherske mig. Fru Molbech kom hen og strøg mig over Haaret.