VII

Det var igen Vinter, Skolen var i Gang med nyt stort Rykind paa første Hold. Andet Hold, som jeg tilhørte, var skrumpet en Del ind. Nogle hade giftet sig, nogle maatte blive hjemme og se til Sagerne, fordi Far'en var syg, et Par Stykker var døde i Mellemtiden. Det var saa underligt; man huskede dem som sunde, kraftige Gutter, der fløj over Hesten i Gymnastiktimen – og saa var de slet ikke mere! Fælles-Foredragene behandlede andre Temaer i Aar af Hensyn til os gamle EleverA; forresten hade vi egne Timer, bl. a. interessante Laboratorieøvelser i Fysik under den unge Jacob Appels Ledelse.

Fru Molbech hade ordnet det saadan med Skolen, at jeg spiste dèr men blev boende i »Spurvely«. Jeg fik derved bedre Arbejdsforhold, da jeg ikke maatte dele Værelse med en anden.

Jeg var modnet en Del siden sidst. Det var, som forrige Vinters Stofmængde hade behøvet den Pavse, Sommeren betød, for at sætte sig og indgaa organisk Forbindelse med mit Jeg. Nu var der en Del, man vidste i Forvejen og derfor kunde springe over – og ogsaa et og andet, man vidste bedre. Til Gengæld var der Æmner, der trængte til at uddybes ved personligt, bogligt Arbejde. Skolens skikkelige Bibliotekar Povl Bjerge rystede ofte betænkeligt paa Hodet over de Bøger, jeg kom og forlangte. »Det har vi skam vist ikke,« sae han og kløede sig i sin røde, negeragtige Paryk. Jeg maatte vise ham i Kataloget, at Bogen fandtes. »Jamen den er skam vist kun for Lærerne,« indvendte han og skelede hen, hvor den stod. »Og saa er den vist ogsaa udlaant for Tiden.« Saa gik jeg selv hen og tog den fra Hylden.

Jeg forholdt mig mere kritisk til Undervisningen denne Vinter; den værste Hunger var stillet, det hele ikke saa nyt og overvældende mere. Hensigterne begyndte at skinne igennem, ikke mindst hos Forstanderen, der syntes ganske blottet for aandelig Smidighed. Da han med sin tunge Form ikke hade let ved at fange Tilhørernes Opmærksomhed, hamrede han sit Syn ind, gentog og gentog, til alt mellem Himmel og Jord kun syntes at være til for at bekræfte Kristendommens Sandhed. Han veg ikke tilbage for Biblens drøvtyggende Hare, og hans Syn prægede al Undervisningen. Kun Jacob Appel var endnu selvstændig nok til at holde Fysiken fri af Biblen.

Det affødte hos mig en stærk Opposition, som ikke lod sig begrænse til Forstanderens Undervisning alene, og som tvang mig til et positivt Opgør med Kristendommen. Hidtil hade jeg blot følt det som Befrielse, noget jeg hade lagt bag mig; nu blev jeg nødt til at gøre mig klart, hvad jeg hade imod Kristendommen – og hvorfor.

Hvorfor skulde alting ses i Lys af Kristendommen. Verdenshistorien – ogsaa den før Kristi Fødsel, Naturvidenskaberne – alting? Hvis det var alting om at gøre at faa én i Himlen, naar man var død, kunde det saa ikke opnaaes uden at forkrøble Kendsgærningerne? Var det nødvendigt at beskære Historien, ligefrem kaste det vigtigste i den, Udviklingen, bort for at redde Troen paa et evigt Liv? Det lod sig ikke engang gøre at benægte Udviklingen og fastholde, at vi nedstammede fra Adam og Eva. Hvert Øjeblik kom Undervisningen i Klemme mellem tungtvejende Spørgsmaal, der laa som Bjælker tværsover den Retning, der var os anvist. Der var kun et at gøre: ikke at rejse Spørgsmaal, heller ikke i sine Tanker, ikke at tænke – tro, tro! Men Undervisning er jo til for at sætte Tænkeævnen i Gang og skærpe den; og Skolens Lærere var for dygtige og for samvittighedsfulde i deres Kald, til med deres gode Vilje at være Lyseslukkere.

Krigshistorien hade man resolut afregnet med i Undervisningen. Men den var ikke afløst af Kulturhistorien i bred Forstand som Beretning om Menneskehedens Udvikling gennem fredeligt Arbejde. Vægten blev lagt paa Personalhistorien, der betragtedes som et af de vigtigste Midler til at opdrage Ungdommen til dygtige Mennesker. Baade i Historien og i Naturfagene dvæledes der udførligt ved de enkelte store Skikkelser; fra dem udgik alle Begivenheder. Sammenhæng og Overblik over Menneskehedens Udvikling gav det ikke; Verdenshistorien opløstes i lutter Tilfældigheder, der ganske vist igen nevtraliseredes derved, at Gud sad bag det hele og lod de rette Personer blive til i det rette Øjeblik.

Der var noget bestikkende ved denne Undervisning. Aandens Heroer hade slaaet Krigens ud; det var en Sejr for Frisindet og Fredens Kræfter. Og man blev selv knyttet direkte til Menneskehedens Største, skulde uden Omsvøb ta ved Lære af dem! Ganske vist var det Skolens Maal ikke at skabe Napoleon'er, Newton'er, Tietgen'er, overhodet ikke at lede de Unge over i noget andet, men at dygtiggøre dem og sende dem tilbage til deres Gærning. Men dette smukke Program for Arbejdet og Hverdagen realiserede man ved at appellere til Undtagelsen i os, Individualismen. Hver af os skulde forestille sig, at han gik med en Marskalstav i Tornistret; det skulde kalde paa Daadkraften i os.

Det var baade morsomt og spændende at følge de Aandens Stormænd, fra hvem alle Begivenheder udgik – og skønt at vide, at Aanden i det lange Løb sejrede over Sværdet. Luther var en Kæmpe, uforfærdet hvor alle andre var forsagte og veg tilbage. Styrkende var det at tænke paa, at han var fra et Arbejderhjem; helt i sin Orden var det til Gengæld ikke, at han ikke tog sig af Smaabønderne, men tværtimod opfordrede Herremændene til at slaa dem ned som gale Hunde. I Æventyrets Verden tog Helten sig altid af de Smaa i Samfundet, selv Røverhøvdingen stod paa deres Parti og skaffede dem Hævn, ofte ogsaa Oprejsning. Til Gengæld delte de deres Brød med ham, skjulte ham og lod sig hellere martre til Døde end de forraadte hans Opholdssted.

Luther derimod søgte ikke Tilflugt hos Smaafolk men hos Fyrsterne – hvorfor? Det stred jo næsten mod Naturens Orden, naar det dog var Menigmands Sag han kæmpede for. At Fyrsterne dengang var mere interesserede i Menigmands Frigørelse og aandelige Oplysning end han selv, lød ikke fyldestgørende. Heller ikke Forklaringen om, at de fattige Bønder lod sig lede af rent materialistiske Interesser, idet de bare vilde ha mere Mad, mens Luther og Landherrerne stred for Menigmands aandelige Interesser, hans Sjæl.

Jeg hade Følelsen af, at det ikke drejede sig saa meget om den rene Kristendom, som om rent jordiske Spørgsmaal, at Reformationen mindst lige saa meget var et socialt som et kirkeligt Anliggende. (At den var begge Dele – og endda i ét – gik først op for mig adskillige Aar efter, da jeg erkendte Kirkens store Betydning som socialt Beroligelsesmiddel). Men spørge kunde ikke nytte noget, og hvor skulde man læse sig det til? Altsaa videre! Det var altfor interessant med disse Menneskehedens Heroer til at stoppe for længe op ved et enkelt Punkt. Det med Marskalstaven i Tornistret hade hemmeligt Bud til et eller andet i mig ogsaa.

Men saa smigrende det var med den Marskalstav, kunde det dog ikke staa for en solidere Eftertanke. Der var for stort et Spring fra Luther, Newton og de andre verdenshistoriske Skikkelser til de Unge her; man kom til at le ved Tanken om, at den eller den skulde gaa med et Verdensgeni i Maven. De gik skikkeligt fra og til Timerne, nogen Uro var der ikke i dem; de faa, der forrige Vinter hade haft nogle Følehorn fremefter, hade trukket dem til sig. Vi var almindelige Mennesker, et jævnt Udsnit af Folket, og trængte til at høre mere om Folket – os selv – end om dets Helteskikkelser. At faa de Unge til at tro, at de muligvis gik svanger med en Napoleon paa Landbrugets eller Forretningslivets Omraade var farligt, det kunde let slaa dem ud af den jævne Hverdag, føre dem bort fra Virkeligheden. Maaske gik de og faldt hen i usunde Drømme og Fantasier. Jeg prøvede at gøre Rede for dette i en Stil til Holger Begtrup; den løb ud i, at den vordende Landmand hade mere ud af at faa Naturen omkring sig levendegjort gennem Kemi og Geologi, saa han tog genkendende om Kiselen og Muslingeskallerne, der vendtes op med Plovfuren for Fødderne af ham, end af at gaa og ha en eller anden Stormand i Tankerne. Begtrup viste Stilen til Forstanderen, som var meget utilfreds med dens Mangel paa Idealisme.

Med de historiske Stile til Forstanderen selv kom jeg ikke bedre fra det; der var i de fleste Tilfælde noget han maatte paatale – Meninger, der let førte paa Afveje. Det han kritiserede var som Regel noget, jeg selv var glad for, at jeg hade ævnet at gi Udtryk. I en Stil om de store Religionsstiftere sammenstillede jeg Buddha, Jesus og Muhamed. Ludvig Schrøder var meget højtidelig og brugte en hel Skoletime til at gendrive mine Vrangforestillinger. Jesus var ingen Religionsstifter men Guds Søn; ham nævnede man overhodet ikke paa Række med Dødelige. Alle Elever saa medlidende paa mig under Handlingen; jeg var i deres Øjne det fortabte Faar af Israels Hus. Meget Haab om at jeg kunde bjærges hjem i Folden stod der ikke at læse i deres Ansigter. Selv følte jeg nærmest Stolthed over, at Zevs – som vi mellem os kaldte Forstanderen – hade beskæftiget sig saa grundig med mit Arbejde.

Man har fra Højskolens Side fremhævet mit Syn paa Højskolen i Modsætning til Aakjærs; men Aakjær og jeg har altid i de store Træk stemt overens i vort Syn paa Højskolens Opdragelse af Ungdommen. Vi har begge reageret paa samme Maade over for alt det, der blev givet ud for aandeligt Frisind men i Virkeligheden var »Tvang til Tro« – noget af det forkasteligste Grundtvigianismen vil vide af at sige. Kristificeringen af Æmnerne ærgrede mig som den har ærgret ham; begge saa vi, at den saakaldte Skole for Livet derved blev en Skole for et Liv efter dette, ikke saa meget saa sin Opgave i at befordre de værdifulde fremadstræbende Egenskaber i Ungdommen som at lægge de Unge kritikløst fast paa det Bestaaende – Gud, Konge, Fædreland, Kapitalisme – saadan som det var overleveret. At Skolen derfor trods alt var fremskridtsfjendsk for ikke at sige reaktionær. Begge var vi enige om, at hvad vi hade modtaget paa Askov mere var Meninger end Viden, og at alt for meget af det maatte ha omvendt Fortegn før det var brugbart.

Paa nogle – og ret væsenlige Punkter – var Askov ogsaa for mig en Skuffelse. Naar jeg – i Modsætning til Aakjær – har udtalt mig med Varme om mit Ophold paa Skolen, skyldes det først og fremmest Taknemmelighed. Dernæst det, at jeg ser Folkehøjskolen som tidsbestemt og derfor ikke kræver det absolutte af den. Hvad jeg hade imod Højskolens Undervisning udlignedes – og udlignes stadig for en stor Del – af den Varme, der skabtes i den Unges Sind mod en Institution, som hjalp ham over det ikke mindst dengang næsten uoverstigelige Skel mellem Haandens og Aandens Arbejde. Mit Syn paa Folkehøjskolen farves af, at jeg staar i stor Taknemmelighedsgæld til den, stor nok til at gøre en lejlighedsvis Bekendelse til Højskolen uforbeholden. Men naar jeg saa at sige skal gøre Status op for min Person og yde enhver sit, bliver Spørgsmaalet lidt mere kompliceret.

Askov var noget andet end de smaa Forhold paa Bornholms Højskole – og noget helt andet end møjsommeligt at skulle pille sig sin Viden sammen, som Hønen piller sammen til et Æg. For en ung videbegærlig Sjæl var her højt til Loftet og vidt til Væggene; Lærerne var selv ansete Lærde, og ofte kom der Folk ovrefra, rigtige Professorer fra Universitetet, og talte for os. Vi Elever fandt i Almindelighed, at de ikke kunde staa Maal med vore egne Lærere, i al Fald ikke i Retning af at gøre et Æmne forstaaeligt. Meget uklart viste sig at være ligetil, mangen tilsyneladende Gaade at være en ganske naturlig Foreteelse. Fysikens og Kemiens Fænomener gled fra Mystikkens Verden over til at være det mest haandgribelige af alt, regelbundne som intet andet.

Det første stærke Indtryk var det, at man fik Luft under Vingerne, bares højt til Vejrs og tog Vidsyn. Fædrelandet fik Format i ens Sind, ved de gamle Kæmpers Daadkraft – og ikke mindre ved den sønderjyske Kamp, Modersmaalets Kamp, som der dvæledes meget ved. Først efterhaanden mærkedes det, at der ikke var frit Syn til alle Sider; fremefter førte ligesom ingen Vej, nedefter heller ikke. Bagude laa det, Forbilleder og det hele; hvad der ikke hade dybe Rødder bagud var ikke af det gode. Selv den forgudede Bjørnson faldt i Unaade, da han kastede sig over Tidens Spørgsmaal. Han hade altid før gæstet Askov paa sine danske Foredragsrejser; nu kom han ikke længere til Kolding; og det blev betydet os, at vi helst ikke skulde ta ind og høre ham.

En Del af os gjorde det alligevel – og hade dobbelt Udbytte af det; der rummes store Værdier i at sætte sig i Opposition, ikke mindst hvor det gælder aandelig Tvang. Askov tvang mig til at tage klar Stilling til mange Spørgsmaal; Undervisningen virkede frugtbart paa mig, ogsaa hvor den tvang mig over i en modsat Opfattelse. Andre Spørgsmaal meldte sig først til Revision senere – Vikingerne og den nordiske Helteaand overhodet; Romantiken, der ved nærmere Eftersyn afslørede sig som en Forfaldstid, en Flugt bort fra Dagens Krav; Storbyen og dens Tempo, der jo var uomgængelige Forudsætninger for den moderne Udvikling. Den store franske Revolution var noget andet og mere end Pøblens skrækkelige Gaaen amok over nogle Krav, som (se Stavnsbaandets Løsning) let kunde være ordnet ad fredelig Vej, samt nogle blodtørstige Diktatorers Rædselsregimente. Hele vor Tid hvilede paa den!

Saadan kom der efterhaanden stor Mening og Sammenhæng i Tingene. Det tog Aar at naa dertil, og man kunde blive bitter, naar man i Kampen for det, man ansaa for Ret og Billighed forgæves søgte efter Materiale fra sit aandelige Lærested og efter Kampfæller hos sine gamle Lærere. Højskolen var dog Frihedens og Folkelighedens selvskrevne Hjemsted, og Askov var Højskolens Højborg!

Jeg tænker endnu stadig med Tak paa Højskolen, fordi den hjalp mig over Skellet og gjorde mig det muligt trods alle samfundsmæssige Afspærringer at blive en Arbejder i Aandens Verden. Mange skønne Timer har jeg oplevet paa Askov. Kun Undervisningen var vitaminløs, som Konserves er det –: den lukkede af fremefter, saa sin Opgave i at lægge de Unge fast paa det Overleverede.

Hvad jeg mest har imod Skolen er, at den hade skabt en skøn Verden for én, men lagt den saadan, at man maatte trampe dens Blomsterbede ned for at komme videre. Og jeg spørger undertiden mig selv: Hade en Undervisning af samme beaandede Art, men saadan at der kunde bygges videre paa den, ikke været mulig?