XI

Min Skolebestyrer meddelte mig, at jeg vilde faa min Løn i Sommerferien ogsaa. Jeg behøvede altsaa ikke ligge stille og suge paa Labben, men kunde ride ud i Landet (vi red paa Cykel dengang) kunde ride Danmark rundt om jeg vilde.

Ved Feriens Begyndelse kom to Kamerater fra Askovtiden cyklende ovre fra Jylland. De var paa Langtur, og jeg sluttede mig gærne til. Vi cyklede ned gennem det frodige Fyn ad Svendborg til, hilste paa en og anden Højskolekamerat og lod os fra Svendborg sætte over til Taasinge, der var om muligt endnu frodigere. Vi var hungrige paa Danmark og kunde ikke faa hverken Udsigt eller Indsigt nok; enhver Virksomhed hade vi Næsen inde i, enhver Højde i Landskabet maatte bestiges. I Brejninge Kirke med den vide Udsigt over Øhavet var vi oppe, helt oppe i Flætværket af Bjælker, hvor Ugler gloede paa os fra Mørket og Flagermus baskede os om Hodet; vi badede i den rivende Strøm mellem Taasinge og Thurø, var ved Tranekær og tog saa med Robaad over til Lolland.

Skønt var Øhavet med dets Vad og Slik og smaa Fugleøer, lige i Færd med at fødes af Havet – en blød nyfødt Natur, som jeg senere oplevede igen i Lagunerne ved Venedig, men som var bevægende ny for mig dengang. Ogsaa paa Bornholm var der frodigt, men der stak Kloden jævnlig sin Granit-Rygrad op midt gennem Frodigheden som for at minde om Tidernes Morgen og Bestandigheden i Tilværelsen. Her var alt grønt, selv Havbunden; »Skomagertraaden« laa langstrakt i Strømmen. Og Skoven lænede sig helt ned til Vandet som vilde den slukke sin Tørst. Egetræs Skuder, der var under Bygning, stak her og dèr Agterenden ud af Skovbrynet, lige i Strandkanten, saa det saa ud som var de baglæns paa Vej til Søs.

Yppigt var dette Stykke Danmark, som jeg oplevede for første Gang. Og rundt om midt i Yppigheden laa faldefærdige Rønner, med gamle Klude i Vinduerne i Stedet for Ruder og snavsede halvnøgne Unger kravlende foran Dørhellen. Paa Lolland-Falster og i Sydsjælland saa vi mange Herregaarde, altid anbragt midt i en skøn frodig Natur; hele Borge med Grave om og mægtige Parker. Ikke sjælden var en saadan Herregaard, selv et Slot med Taarne og Spir og mange Udbygninger, omgivet af en Krans af faldefærdige Rønner lidt borte paa Markerne, Fattighytter med Armoden vældende ud af alle Sprækker.

Paa Bornholm findes der ingen Herregaarde, og jeg maatte undres over, hvilken Pragt og Rigdom der kunde skyde af den danske Jord. Saa elendige Hytter som her hade jeg heller aldrig set derhjemme. Det var som de og Slottene betingede hinanden; de gav den fede frugtbare Muld et eget Relief. Ogsaa dengang hed det, at Danmark var det lykkeligste Land i Verden, hvor faa hade for meget og endnu færre for lidt. Jeg hade været stolt af dette paa mit Lands Vegne, men saa nu, at det ikke passede. Her var Hundreder af Rønner for hvert Herresæde, det var som om Herresædet hade sine Sugerødder derude i Rønnerne og tog Næringen fra dem – omtrent som Storbyen tømmer Brøndene i vid Omkreds.

Vi stansede et Steds nede i Sydsjælland ved en saadan Fattighytte for at bede om en Drik Vand; udenfor sad en lysklædt Dame ved et Staffeli og malede Hytten, fra hvis ene, sønderslaaede Rude en knaldende rød Farve lyste. Konen stod i Hyttens Dør, lænet til Karmen; hun hade en lille paa Armen, der støttede Fødderne paa hendes stærkt fremstaaende Mave. Hun saa usikkert hen paa Damen, som gjorde Tegn til hende, at hun godt kunde afbryde, mens hun gav os noget at drikke. »Det er Naadigfruen henne fra Slottet,« hviskede hun ude i Køkkenet – »hun synes vi bor saa kønt. Men jeg maatte ta mit røde Skørt og stoppe i Ruden, for den anden Las var inte malerisk nok.« Da var denne det i al Fald; der var ligefrem Fanfare i den. Den mindede mig om de røde Faner fra Fælleden i min Barndom.

Jeg hade fra Askov været paa en Udflugt til Skamlingsbanken – og en Tur med Fru Molbech til Fanø; Heden ved Tirslund-Stenen hade jeg ogsaa betraadt. Denne Tur over de danske Øer, Lollands flade, fede Roemarker, Møn med den skønne Klint, Fakse Kalkbrud og Stevns, Nysø og de andre historiske Herresæder gav mig Indtryk fra et større, men ogsaa mere broget sammensat, mere kompliceret, Danmark.

Det faldt mig ret svært at vinde med; Cyklen gik tungt, og nogen Kraftkarl var jeg paa Forhaand ikke. Ofte maatte de andre stanse og vente paa mig, eller de cyklede forud til det foreløbige Maal og biede paa mig dèr. I Førstningen byttede de ogsaa Cykel med mig, men det blev de hurtig trætte af; deres Maskiner løb meget lettere, der var overhodet ingen Sammenligning. Det sidste Stykke, fra Fakse til København, som var Endemaalet for vor Fællestur, kunde jeg slet ikke følge med. De kørte saa i Forvejen, og vi skulde mødes paa St. Peders Gæstehjem, hvor man for et halvhundrede Øre fik Nattelogi og Morgenkaffe. Mellem Køge og København kunde jeg ikke mere; jeg lae mig i en Grøft for at hvile – og faldt i Søvn.

Da jeg vaagnede langt hen paa Eftermiddagen, var jeg syg; jeg rystede af Kulde og hade Sting i den venstre Side. Køre videre kunde jeg ikke, men maatte blive liggende, til der kom en Bonde kørende, som skulde til Staden og hente Køkkenaffald til sine Svin. Han tog mig og Cyklen op og satte os af i en Gæstgivergaard i Vestergade, ikke langt fra St. Peders Gæstehjem.

Jeg gik nogle Dage i København med Sting i Ryggen og Brystet, besøgte Tante Trine og søgte Jakob, men traf ham ikke. Jeg hade svært ved at trække Vejret og led af skiftende Kuldegysninger og Hedebølger, der i Sæt fik Sveden til at drive af mig. At det var alvorligt tænkte jeg ikke paa; det faldt mig ikke ind at gaa til en Læge. Jeg hade kun været hos Læge engang i mit Liv, og Feber vidste jeg for lidt om til at sætte den i Forbindelse med min Tilstand; jeg forestillede mig den nærmest som noget, der hade med Sumpe eller Guldgravning at gøre. Noget Termometer hade jeg endnu aldrig været i Berøring med. Nu er det mig klart, at jeg bestandig til jeg blev op imod de fyrre gik med Symptomerne paa for høj Temperatur.

Hvor forekom der mig hedt i København, Luften formelig kogte omkring mig. »Du fører nok dit eget Varmebælte med dig,« mente de to Kamerater. »Vi andre nærmest fryser.«

I den Tilstand tog jeg med Damperen til Neksø, laa og svedte paa det skumle Mellemdæk, hvor der endnu var Stank og Snavs fra Kreaturerne den hade ført til Hovedstaden – og gik siden hjemme en Ugestid. Far glemte at brumme – han var stolt over at jeg var blevet Lærer; Mor græd og gav mig Kamilletè.

Cyklen fulgte mig trofast. Benytte den hade jeg ikke Kræfter til; men det var ikke langt fra, at Bedstefar hade taget den i Brug. Han var nu hjemme hos Far og Mor – efter Bedstemors Død. Skønt han var op imod de firs, stavrede han hvert Øjeblik ud i Skuret for at ta Maskinen i Øjesyn og fingre ved den; jeg maatte føre den ud paa Vejen og vise ham, hvordan man kørte. Saa tog han med sine dirrende Hænder om Styret, lettede paa det ene Ben som vilde han stige i Sadlen, opgav det og sae mismodig: »Nej, jeg er vist for gammel. – – Der er liegodt meget, èn anden aldrig faar Del i,« sad han bagefter og gentog hen for sig.

Hvordan jeg naaede tilbage til Odense, begriber jeg ikke; men dèr beordrede Karen Jørgensen mig straks i Seng og lod gaa Bud efter Lægen. Han konstaterede en Temperatur paa over fyrre og en dobbeltsidig Lungehinde-Betændelse. Og nu brød jeg fuldstændig sammen.

Jeg hade regnet med at komme paa Benene igen efter en Dags Tid eller to; Sommerferien var endnu ikke forbi, der var meget endnu jeg skulde rundt og se. Cyklen maatte de stille op til mig paa Værelset, saa jeg kunde ha den og se paa. Jeg laa og rejste, naar jeg ikke var altfor ør af Smærterne og Feberen.

Men hvor var Sengen alligevel velkommen; jeg følte det som hade jeg et langt Livs Mødighed at afvikle. Helt kært tog den om mig, da først Feberen var faldet noget; det genkaldte i Erindringen min Barndoms Sygelejer, da det tryggeste af alt paa Jorden var at lægge Kinden til den svale Pude. Lægen behandlede mig med spanske Fluer. »Nutildags tapper man,« sae han – »stikker Hul og tapper Vand af som af en Beholder. Men vi er gammeldags – vi holder os til Fluerne!«

Han klistrede dem selv paa og sad bagefter paa Sengekanten og underholdt mig. En morsom gammel Støder var han, der voksede lange sortgraa Børster ud af hans Næse og Øren, og Øjenbrynene var som et Par smaa Ørnevinger. Han var stokdøv, og naar han skulde lytte til mine Lunger, maatte jeg hoste og raabe, for at han overhodet kunde høre noget. Det gjorde ulidelig ondt, føltes som skulde jeg gaa i Stykker indvendig.

Alligevel laa jeg og længtes efter hans Besøg. Naar han kom, var han helt forpustet, sad saa paa Sengekanten og hentede efter Vejret, sludrede stakaandet, og pustede de slappe Kinder ud og ind. »Det er Odenseluften,« sae han – »aa den Etatsraadsluft. – Skal vi se paa Ryggen? Bøftartar, hva? Men Vandstanden synker – – av av, nu gik der Hul paa Plastret! Saa tror Karen, vi har vaadtet i Sengen.« Det var ikke til at staa for hans Sludren; jeg maatte le, saa ondt det gjorde.

De andre Læger gjorde sig lystige over den gamle Doktor for hans spanske Fluer, fortalte han; men rigtigt var det, at Vandet aftog. Det flyttede sig til andre Steder, og vi fulgte efter med Plastrene, helt om paa Brystkurven. Det blev til en formelig Klapjagt; jeg udpegede Vildtet, og den gamle Doktor fulgte efter med Plastrene. »For Pokker, De har jo Følenerver indvendig, unge Mand!« sae han. En Dag var Stingene borte, og det føltes derinde naar jeg trak Vejret, som naar to Stykker Voksdug klæber sammen og tages fra hinanden igen.

Saa var han henrykt. »Jeg vilde ønske, jeg kunde ta Dem adskilt og vise Dem frem for mine Kolleger, de Snøbeler,« sae han. »Men nu er der heller ikke en Plet mere, vi kan lægge Plastre paa; kommer der mere Vand, maa vi tappe det ud gennem Navlen.«

»Saa, nu skal vi bare ha Temperaturen halvanden Grad mere ned,« forkyndte han en Dag. »Og saa maa den forbandede Cykel ud af Verden!«

Alle paa Højskolehjemmet skældte ud over min kære Cykel, og en Dag tog en Mekaniker fra Hjemmet den ned og skilte den ad. Han kom og viste mig Lejerne; de var halv opædt af Kuglerne, der laa som Skaar mellem hinanden. »De har kørt paa Skærver i Stedet for paa Kugler,« sae han oprørt. »Det er sku en Forbrydelse.« Saa fik Jørgen Pedersen Cyklen igen, de andre Logerende bragte den hen paa Bladet. Pigerne var glade; den stod i Vejen naar de skulde vaske Gulvet.

Men jeg fik Erstatning paa anden Maade. De tre sønderjyske Piger kom og spurgte, om det var sandt at jeg hade skilt mig af med Cyklen – helt? »Saa kommer vi og besøger Dem,« sae de.

Det tog Tid med at faa Temperaturen det sidste Stykke ned. Men jeg laa og hade det godt nok; nogen Trang til at komme op hade jeg ikke. Børnene fra Skolen kom og besøgte mig og hade Blomster eller Frugt med; den fattige Syerskes to Smaapiger kom en Dag med et Stykke Wienerbrød, som de hade købt til mig af deres Sparegris. »Vi rystede bare en Femøre ud,« sae de – »Mor maa godt vide det.« De sønderjyske Piger hejste jævnlig Signal i Genbovinduet og meldte deres Besøg; og hveranden Dag kom den gamle Doktor pustende, slog sig ned paa min Sengekant og underholdt mig en Timestid. Han lignede et bedre Vrag, virkede undertiden som kunde han være beruset – men lugtede aldrig af Alkohol. Folk sae om ham, at han var Morfinist. Men hvor var jeg glad for hans Besøg!

Jeg var kommet ind i en ny Fase af min Udvikling, jeg begyndte at interessere mig mere for levende Mennesker end for Bøger. Selv Rejsebeskrivelserne, som jeg hade slugt en Del af med Geografitimerne i Skolen som Paaskud, interesserede mig ikke saa meget mere. Det var morsommere at ligge og rejse i Menneskesindets Verden, alle de uudforskede Egne der dèr fandtes! Alt ved Mennesker var interessant, men navnlig alt det ved dem, hvori de ikke lignede andre. Kærlighed kunde faa en Kvinde til at bagvaske den hun holdt af; en Læge, hvis hele Arbejde gik ud paa at redde andres Liv, kunde lægge sit eget øde med Morfin – trods bedre Vidende. Der var mange underlige Ting til! Hvad foregik der i saadanne Mennesker, hvad var Aarsag til, at de handlede som de gjorde – og hvormed besmykkede de deres Handlinger over for sig selv? Og hvorfor viste de mig Fortrolighed eller søgte til mig?

Jeg hade allerede saa ung jeg var maattet stive en og anden af, som hade mere at slæbe paa end han kunde magte; og det var mit Indtryk af den gamle Læges Væsen over for mig, at han kom saa hyppig fordi han trængte til mig. Maaske var der gaaet noget i Stykker for ham? Han var ugift, saa vidt jeg forstod – maaske hade han en uægte Søn, der nu ikke vilde kendes ved ham, fordi han i sin Tid ikke hade villet kendes ved Sønnen? Maaske savnede han selve det at ha en Søn? Maaske –? Jeg forstod bare ikke, at han – som Paaskud fordi han kom igen og igen – blev ved at se til de forlængst lægte Saar efter de spanske Fluer. Hans lægevidenskabelige Interesse for min følsomme og dog stærke Hud, og for den Hurtighed hvormed Saar lægedes paa mig, undrede mig ogsaa. Jeg hade godt »Lægesul«; naar jeg som Skomager skar mig i en Finger, viklede jeg blot lidt Traad om, og et Par Timer efter var Snitsaaret groet til. Og Hudsygdomme hade aldrig bidt paa mig, saa tynd og følsom min Hud var. Den Slags Ting er man hemmelig stolt af og glad for, men – – var det fordi han selv var saa slap og poset i Huden? Eller –?

Der var nok at sætte Spørgsmaalstegn ved. Undertiden følte man sig som en Tindebestiger: man maatte klatre højt for at naa op til Toppen af Motiverne for menneskelig Handling; ofte stirrede man uforvarende ned i en Afgrund og blev svimmel.

Jeg hade jo læst i Bøger, der handlede om menneskelig Godhed og Slethed; men at ligge her og rejse fra det kendte ud i det ukendte, forlænge Linjerne fra det dagligdags, som laa synligt for enhver, og føre dem ud i de tusend Muligheders uhyre Rum, var alligevel noget andet. Menneskene i Bøgerne hade jeg aldrig taget helt alvorligt; de var sat kunstigt op, deres Skæbner kunde interessere og spænde, men rystede èn ikke. Men disse Mennesker gik omkring èn som levende haandgribelig Hverdag, gik der paa godt og ondt og hade, naar man saa rigtig til, Traade der førte ud til alle Sider og blev borte som Hovedtraadene i et Edderkoppespind. Og Sugerødder hade de ned under Jorden – maaske helt ned i Afgrunden.

Hvor ofte hade Far ikke givet mig noget at tænke paa. Nu maatte jeg tage ham op igen og prøve for vel tyvende Gang, at fordele Lys og Skygge mellem ham og os andre. Hade vi ikke gjort ham blodig Uret ved, paa Grund af bestemte Handlinger fra hans Side, at lukke ham ude af vort Sind og leve vort Liv uden om ham? Kunde han gøre for disse Handlinger? Maaske hade han mere at slaas med end vi andre kunde se; og han hørte til de Naturer, der er værst mod sig selv.

Men der er ingen, der trænger mere til Godhed, nu vidste jeg det fra mig selv. Jeg kendte altfor godt denne usalige Trang til ikke at bøje af og give efter, naar man mærkede, at Mennesker vendte sig fra èn, men hjælpe til, skubbe dem, gærne støde dem fra sig. Naar Vognen hældede og Far troede at mærke en Hensigt i det, maatte han anbringe sig i den hængende Side – ellers hade han ikke været min Far. Mors Ævne til at glatte ud og afbalancere hade han ikke. Og jeg har desværre ikke arvet ret meget af den.

Der er ingen, der trænger mere til Godhed fra Omgivelsernes Side end den der har det saadan. Der er en forfærdelig sjælelig Lidelse forbundet med at maatte vende Ansigtet mod Væggen og lukke sig af fra Omverdenen. Ham hjalp Alkoholen ud over det ogsaa.

Jeg begyndte at kunne se ham i større Sammenhæng. Saa enkel, ofte næsten afstumpet han færdedes, var der saa meget i Ævner og Anlæg, der stadig brød paa og fortalte om stor Saftspænding indefra. Han var som et stynet Kæmpetræ, rundt om paa Stammen brød de »blinde Øjne« igennem som grønne Skud – nok til at fortælle, at der rørte sig Kræfter i det. Men ikke til at sætte Krone. Fremragende begavet som Far var, maatte han gaa til Grunde i et Samfund, der kun hade Plads til ham og hans Lige som Slaver.

Men hvad hjælper det, om man aldrig saa meget paaviser, at det er Forholdene, der har gjort et Menneske saadan eller saadan? Der er et Spring fra at undskylde med Forstanden til at gøre det med Hjærtet. Først da jeg fik Far sat ind i Hverdagens store Sammenhæng – og navnlig da jeg begyndte at forstaa ham ud fra beslægtede Egenskaber hos mig selv, kom der Varme i min Følelse for ham. Anden Forstaaelse gies der vel overhodet ikke end den, der har Udgangspunkt i det tilsvarende hos en selv! Naar jeg laa og fulgte Menneskene bagom det, der vendte ud i Dagen synligt for alle og enhver, opdagede jeg, at jeg hade Spirerne til baade det ene og det andet i mig selv.

Og hvor var der stærke Kræfter oppe i Far – og trodsig Selvhævdelse. Han var ikke bange for at gaa imod hele Verden. Naar undtages en Periode kort efter Socialismens Gennembrud var han Højremand. Men da Byfogden i Neksø Dagen før Folketingsvalget kom hen til Far paa Torvet og sae: »Naa, Brolægger Andersen, imorgen kører vi alle Mand til Aakirkeby og stemmer paa Højre,« fo'r Far op fra sin Brolæggerstol. »Gør vi det mon?« sae han med Øjne der brændte af Vrede og Oprør. »Det blir vist Løgn det!« Jeg gik og lae Sten frem til ham, og mit Drengehjærte bankede af Stolthed over at ha en Far, der turde sætte sig op imod Byens højeste Øvrighed, og som hellere lod sig slaa ud af sit gode Erhverv og travede den lange Vej til Stenværket end han krøb for dem. Far hade ikke Uret over for os andre; hans Trods kunde Livet lige saa lidt undvære for sin Bestaaen som Mors Omsorg. Og maaske var Trodsen tungere at bære, fordi han var ret ene om den og den i de andres Øjne tog sig ud som noget Skidteri. – Næste Dag kørte Far til Aakirkeby med alle sine Arbejdere og stemte paa Venstremanden. Ukuelig var han i sit; nu skrev Mor, at han hade sagt Amtmanden Sandheden lige op i Ansigtet. Det galdt et Amtsarbejde, og Far hade nok Ret, men –

Nu jeg laa her syntes jeg, jeg forstod ham ikke blot med Forstanden, men med Hjærtet – jeg ikke alene undskyldte ham, men greb mig i at holde af ham. Ikke mindst for hans sky Urørlighed, som ikke nok saa meget Slam kunde afstumpe, hans ubestikkelige Væk med Hænderne! til enhver, han stod i ydre Afhængighedsforhold til.