X

Egon Erwin Kisch »den rasende Reporter« fortæller i sin Rejsebog Asien verändert sich om et Folk i Sovjet-Unionen, langt ovre ved den persiske Grænse, der oplevede Flyvemaskinen før alle andre Befordringsmidler.

Vi Læredrenge i Rønne lærte Bilen at kende før Cyklen. En af de mange Originaler blandt Byens Haandværksmestre hade konstrueret en stor Vognkasse med fire Hjul under. Hjulene sad fast paa Akserne, som gik tværs under hele Vognkassen og hade Knæk; i Knækkene traadte man, op og ned, og saa kørte Vognen. Da den ingen Bund hade, var man nødt til at staa op og træde – eller bedre hænge og træde; med én Haand paa Vognkanten og én paa Styrestangen, der løb paa langs gennem hele Vognen og var forbundet med Forhjulene. Vi lejede Vognen for 25 Øre Timen og masede os ud ad Landevejen, stod og traadte hver i sit Hjul, svedte og var lykkelige. Det var vel nok Spænding! Naar vi ankom til Almindingen, var vi halvdøde men salige. Ingen anden i hele Verden kørte i en saadan Vogn!

Saa dukkede Væltepeteren op. En halvtosset, langbenet Snedker foruroligede Byen ved at ride afsted paa Toppen af et vældigt Hjul. Han hade en lille Skammel til at træde op paa, traadte fra den op paa en Tap, der stak ud midt paa Væltepeterens Rygrad – og prøvede i et Hop at fange Sadlen med sit Skræv. Hvis det lykkedes og han ikke gik paa Næsen ned over det mægtige Forhjul, galdt det at holde sig i vrikkende Balance og med et behændigt Ryk vippe Skamlen op til sig. Og saa gled han fremad paa sin giraflignende Befordring, sad med Livet i Hænderne oppe i Højde med Folks Tagvinduer og kiggede ned i Tagrenderne.

Det var for halsbrækkende til at være tillokkende; Snedkersvenden havde altid Buler i Panden, og naar han skulde staa af, maatte han køre ud af Byen til en Telegrafpæl. Men oppe hos Smeden i Staalegade var der en Læredreng, der i Kompagni med en Hjulmagerdreng lavede Cykler, som man kunde køre paa og alligevel blive nede ved Jorden. Hjulene var lige store; det var smaa Vognhjul af Træ, med Jærnringe om, og Stellet var en lang svejfet Historie ogsaa af Træ. At erhverve sig en kunde der ikke være Tale om; de kostede 15 Kroner. Men Peter Drejer anskaffede en, og jeg arbejdede over for ham hele Lørdag Nat for at faa Lov at sidde bag paa første Gang, han kørte hjem. Hans Hjem laa et godt Stykke ad Neksøkanten til, og jeg hang bag paa den skarpe Sadelryg, til Vid og Sans forgik mig af Smærte. Det var Veje, der kunde mærkes dengang, hver af de titusend Skærver var som et Knivstik op gennem Rygraden. Jeg kunde ikke gaa videre, men maatte lægge mig i Grøften, mit Skridt var en blodig Masse. Men kureret var jeg ikke.

Mens jeg var paa Højskolen, kom den moderne Cykel, af Staal, affjedret, med tykke – foreløbig faste – Gummiringe. Den kostede mellem fire og fem Hundrede Kroner; men der var Kamerater som var saa velhavende at besidde et saadant Vidunder. De fløj afsted foran os andre, kredsede som Svaler, kunde midt i Flugten vende og dreje paa en Tallerken. Det var Farten, der var kommet ind i Ungdommens Tilværelse; en Cykel drømte vi alle om.

Og nu kom jeg selv i Besiddelse af en!

Blandt de Odense-Borgere, der hade Børn i Friskolen, var ogsaa Ejeren af Fyns Tidende, Landstingsmand Jørgen Pedersen. Samarbejdet mellem Forældre og Børn medførte, at jeg sammen med Skolebestyrerens blev bedt til Kaffe i Jørgen Pedersens Hjem. Skønt han var Elev af Kold og et Par Aar havde ført Kolds Skole videre, interesserede han sig ikke særlig for Skolens Arbejde, men lod sin smukke, mørke Hustru drøfte deres lille Drengs Forhold i Skolen med os. Imens sad han og betragtede mig, som hade han faaet Øje paa noget inden i mig og spekulerede over dets Anvendelse. Og pludselig sae han:

»Saadan en ung Mand burde jo ha en Cykel.«

Det gav et Stød i mig; i klare, skarpe Ord formede han, hvad jeg højst vovede at drømme om. Hade han virkelig i Sinde at hjælpe mig til èn? Han var jo rig, sagdes der!

Og det var netop det, han hade. Redaktionen hade fra et stort CykelfirmaA faaet en Maskine til halv Pris, man kunde godt selv ha Brug for den, men nu syntes han, jeg skulde ha den. Deri var jeg fuldt enig med den skæggede Mand, der fremhævedes som en af Landets drevneste Politikere og ikke desto mindre sad og var saa faderlig omsorgsfuld mod mig. Glad og rørt drog jeg af med Cyklen, der skulde koste 185 Kr. og afdrages med 10-20 Kr. maanedlig – som jeg nu kunde overkomme det.

Det var en ualmindelig fin Cykel –: Prøvemodel, Racerform (strømlinjet vilde man vel nu kalde det) med skinnende blanke Eger og Fælge. Den gik lidt tungt; Jørgen Pedersen mente det kom af, at den først skulde køres til. Men saa satte man bare lidt mere Tryk paa Pedalerne! Saa rig hade jeg aldrig været; det var som at flytte om paa selve Solsiden af Tilværelsen.

Afdragene tog det meste af, hvad der blev tilovers, naar Kost og Logi var betalt. 75 Kr. om Maaneden var selv i de Dage ikke Alverden, naar alting skulde klares deraf; Kost og Logi tog alene de 35 Kr., og ti Kroner gik hver Maaned med til at faa gammel Gæld fra Haanden. Jeg maatte læse Lektier med Børn efter Skoletiden à 35 Øre Timen, for at det kunde gaa rundt.

Resten af min frie Tid tilbragte jeg paa Cyklen, med lange Udflugter til Stige og Vissenbjerg og andre skønne Steder – helst alene. Det var herligt at sidde paa Cyklen og glide afsted i Sollyset. Jeg holdt altid Maskinen skinnende blank; og under mig flimrede det fra Eger og Fælge, som naar Lyset spiller i Vandet paa flad Sandbund. Det kunde være drøjt op ad Bakke, ofte maatte jeg staa af og gaa. Men naar det gik nedad til den anden Side, kunde Maskinen til Gengæld være helt kaad; den lo op til mig med alle sine skinnende Dele og vilde gærne slaa over i Danserytme.

Det var en god Tid. Jeg var glad for mit Arbejde og følte mig ogsaa raskere, Cyklen bevirkede, at jeg kom mere i frisk Luft end før, Børnene kunde godt li mig – ikke mindst de smaa; jeg mærkede det blandt andet paa, at de gjorde Omveje for at komme til at følges med mig fra Skolen. De stod i nogen Afstand og ventede; og naar jeg saa vinkede ad dem, kom de springende og fulgte mig pludrende til Højskolehjemmets Port. Der var to Smaapiger, som altid tog mig i Haanden; deres Mor var Enke og levede af at sy; de hade Friplads paa Skolen. Maaske var det det, at de ingen Far hade, der fik dem til at bore deres smaa Hænder ind i mine; de andre Børn nøjedes med at gaa ved Siden af mig og stirre mig op i Ansigtet med et hengivent Udtryk.

De pludrede løs – om løst og fast; og som Regel hørte jeg kun halv efter. Men en Dag sae den ældste: »Ved De hva – en Kone sae til Mor, at De hade kildet Berta i Siden. Men Mor sae, at det var værsgod ikke sandt!«

Jeg blev underlig tilmode. Berta var en af Pigerne i ældste Klasse; hun var 12-13 Aar og en flink Pige. Jeg kunde vanskelig tro, at hun hade sat Historien i Omløb.

Men en Historie var det. Jeg mødte den ogsaa fra anden Side og tog mig Sagen meget nær. Nu var jeg kommet i godt Forhold ogsaa til Gustav, ingenting forstyrrede Undervisningen – og saa skulde dette komme og stjæle min Glæde ved Arbejdet. Slaa det hen kunde jeg ikke, dertil var det for ondartet en Beskyldning, der kun kunde ha den ene Hensigt at gøre mig umulig som Lærer. Bevidstheden om, at der eksisterede en eller anden, som vilde mig til Livs bagfra, ødelagde Tilværelsen for mig; jeg syntes ikke, der var noget ved nogentingA mere.

En Dag gik jeg til Skolebestyreren og satte ham ind i Sagen. Det viste sig, at han vidste Besked, men ikke tog Spørgsmaalet nær saa alvorligt som jeg. »Jeg ved jo ikke, om du har været tankeløs,« sae han. »I en Skole, hvor der er det bedste Forhold mellem Lærere og Elever, kan et og andet let mistydes. Min Kone og jeg mistror dig ikke. – Men skulde du ikke tale med Bertas Forældre? Det er altid klogt at ta Tyren ved Hornene!«

Særlig oplagt til det var jeg ikke. Jeg har altid haft svært ved at gøre noget til mit Forsvar, naar jeg selv led Uret; det er lettere at tale andres Sag end sin egen. Jeg er oftere gaaet offenlig i Bresjen for andre end for mig selv; til Gengæld kommer Vennerne og gir mig Medhold paa Tomandshaand, naar jeg blir angrebet. Det er som det skal være.

Men jeg overvandt min Ulyst og besøgte en Aften Bertas Forældre. Det var en velstaaende Arbejderfamilie, Far'en var Kusk paa Albani Bryggeri. De hade ikke hørt om noget og tog meget frisk paa Spørgsmaalet. »Berta har ikke beklaget sig, og hun er dog den, der er nærmest til det,« sae Far'en. »Jeg tror nu nok, hun pokkers godt ka li Dem; men det ka Drengen ogsaa – saa for den Sags Skyld!«

Jeg ved ikke, om jeg hade egenlige pædagogiske Ævner. Men jeg holdt af Børnene, og det førte naturligt til, at de holdt af mig igen. Menneskekender mente min Skolebestyrer ikke jeg var. »Du idealiserer Børnene,« sae han. »Saa blir man let narret af Virkeligheden.« Det er en Tilbøjelighed, jeg vel har over for Menneskeheden i det hele taget, og den kan nok gi Bagslag i Øjeblikket. Men den lønner sig i det lange Løb; lidt før eller senere indhenter Menneskene som Regel det Forskud, man har givet dem.

Og saa strængt Arbejdet som Følge af mine ringe Forudsætninger var, fyldte det mig med en egen inderlig Tilfredshed. Mit Arbejde som Mindreaarig med de smaa Søskende hade faaet mig til at holde af at ha med Børn at gøre. Helst underviste jeg de helt Smaa. Det var en lykkelig Dag for mig, naar de om Morgenen kom og omfavnede mit Ben – saa smaa var de – og sae: »Maa vi faa dig i Dag.« Saa blev Timen ved Skolebestyrerens Imødekommenhed lagt om, og vi sad og lo til hinanden Timen igennem – de Smaa og jeg. Stort ud over det fik vi ikke bestilt.

Ogsaa med de store gik det helt godt. Stoffet var for mig næsten saa nyt og friskt som for dem; det var med Sindet fuldt af Undren vi paa begge Sider gjorde Udflugter i Dyreriget eller sammen opdagede Sprogets indre Mekanik. Mine Oplevelser som Vogterdreng var mig en god Hjælp i Naturhistorien; Beretningen om Tyren Jehova fik dem til at hoppe i Bænkene, jeg var i deres Øjne ikke saa lidt af en Heltedreng. Og jeg læste godt op, især Hostrup og Holberg. Danskundervisningen formede sig gærne som en gensidig Underholdning.

Men nu kom dette og betog mig noget af min Tryghed og Glæde ved Arbejdet; jeg blev ængstelig og usikker over for Børnene, især de større. De sad to og to ved Skolebordene, Drengene til den ene Side af Midtergangen, Pigerne til den anden; og naar nogen af dem behøvede min Hjælp til en eller anden Opgave, gjorde de Plads for mig paa Bænken. Men jeg var blevet bange for at sætte mig hos Pigerne; naar de skubbede sig sammen, stillede jeg mig bag dem og undgik deres spørgende Øjne; skete det, at jeg lo umiddelbart til en af dem under Afhøringen, tog jeg mig hastig i det.

Luften i Skolestuen blev fattigere, mindre frisk; der var kommet noget ind, som aad Umiddelbarheden og gjorde sky og mistænksom. Kanske sad der et eller andet Sted i Klassen en, som holdt hemmelig Udkig efter Stof til falske Udlægninger. Især var jeg angst for Berta selv; jeg turde knap dreje Blikket derhen, hvor hun sad. Og lade være kunde jeg heller ikke; jeg følte hendes aabne Pigeblik hvile paa mig og maatte uvilkaarlig se derhen – for hurtig at dreje Blikket i en anden Retning.

Det ene med det andet bevirkede, at jeg blev mindre glad for Skolearbejdet. Vejen til Skolen om Morgenen hade mistet noget af det Lys og den Dragning, der før hade ligget over den. Ogsaa uden for Skoletiden forfulgte det kedelige Spørgsmaal mig og greb forstyrrende ind. Jeg maatte beskæftige mig med det, naar jeg cyklede ud i Landet eller sad og forberedte mig til næste Dag; det laa bagved i Tankerne og stjal Ævnen til at koncentrere sig. Bedst som jeg sad og læste, skubbede en usynlig Haand Bertas Billede frem mellem mig og Bogens Blade.

Og som om jeg ikke hade nok at slaas med, stødte andre Fortrædeligheder til. Paa Skolen underviste en ældre Lærerinde, som var meget omsorgsfuld for mig og absolut vilde afrunde min Dannelse ved at lære mig Fransk. Da jeg ingen Lyst hade, fandt hun ud af, at jeg var ensom og trængte til at komme ud mellem Folk. Hun var Datter af en ansèt grundtvigsk Provst i Jylland og kom i mange Familier, ogsaa paa de større Gaarde i Oplandet.

Hun hade købt sig en Cykel og stod paa Gaden og ventede, naar jeg skulde ud og snappe lidt Luft og Frihed. »Kom med,« sae hun og nævnede en eller anden Præstegaard, »det er saadan nogen rare Mennesker.«

Jeg hade glædet mig til min Tur og til at være alene med mig selv; jeg ønskede hende og hendes rare Præstefolk pokker i Vold. Men det kunde jeg ikke sige rent ud, og jeg manglede Ævnen til at hitte paa Undskyldninger, der uden at fornærme kunde fri mig for Paahæng. Allerede dengang var jeg klar over, at jeg ved at rykke over i et højere Samfundslag hade faaet Pligt til, om ikke just at være saa i al Fald at synes dannet og velopdragen. Men jeg savnede det sproglige Redskab, hvormed man frembringer Udflugter. Det Værn der ligger i ved Hjælp af høflige Fraser at vige uden om Sagens Kærne og alligevel faa sagt hvad man vil, er ikke let at tilegne sig naar man ikke er opvokset med det.

»Jeg har ikke Tid i Eftermiddag,« kunde jeg sige.

»Men De var jo paa Vej ud!«

»Jeg skulde bare et Ærende. Jeg skal ha Naturhistorie med de store imorgen og maa forberede mig.«

»Men lad mig ta Deres Time, saa tar De mine smaa – vi har da byttet før!« Saa stod jeg der! Jeg hadede Udflugter og kunde ikke overvinde mig til at hitte paa flere. Og sige rent ud, at jeg ingen Lyst hade? Aa, det var svært at skulle være dannet.

Det blev ikke lettere ved, at hun flyttede om paa Højskolehjemmet. Hun kom daglig og spurgte mig til Raads eller vilde laane mig en Bog; og vi hade samme Vej til og fra Skole. Folk saa allerede paa os, som var der noget særligt os imellem; og hun selv optraadte, som tilhørte jeg hende. Folk blev saa velvillige i Blikket; der kom noget sanktionerende i deres Optræden mod mig, diskrete Haandtryk som vilde de betyde, at de vidste Besked – og at de fandt, jeg var i gode Hænder hos Datteren af en Provst. Frøken L. var meget agtet og ansèt; alle var enige om, at hun var et sjælden prægtigt Menneske.

Men jeg trængte ikke til, at sjælden prægtige Mennesker tog sig af mig; jeg var fuldt tilfreds, blot jeg maatte faa Lov at indrette mig efter mit eget Hode. Og den Ret holdt jeg stædigt paa.

Foruden stædig maa jeg ogsaa ha været ikke saa lidt dum, for da begge Vanskeligheder løstes i èt, var det som at vaagne op ved at faa en Spand koldt Vand over Hodet. Sommerferien nærmede sig, og en Dag laa der et lille Brev paa mit Arbejdsbord: en Opfordring fra Frk. L. til at rejse med hjem i Ferien. »Hvor skal jeg ellers kunne skjule mig for Dem – jeg som har givet Dem meget mere end en Kvinde har Lov til!«

Saadan skrev hun minsandten! Det næste var vel, at hun stoppede sig ud og kom og udlae mig som Barnefar. Og jeg hade gaaet der og ingenting anet – aa jeg Idiot! En gammel, giftesyg Pige. Jeg sae hende min Mening, brutalt ligeud. Nu vilde jeg være fri for hende; saa maatte der ogsaa tales, saa hun kunde forstaa det. Hun gav sig til at græde.

»Er det fordi jeg har talt ondt om Dem, De hader mig?« spurgte hun. »Jeg elsker Dem jo.«

Det var altsaa hende, der hade udspredt de onde Rygter om mig! Denne Indsigt i Kærlighedens Væsen var som et Kølleslag, jeg hade en Følelse af at skulle dejse om. Elske en Mand – og tildigte ham kriminelle Kønshandlinger – endda bag hans Ryg! At man søgte at besnære den man gærne vilde ha, ved at gaa med et Æble i Armhulen til det hade trukket ens Sved, og saa lokkede den Paagældende til at spise det – det vidste jeg vel; og det forekom mig fuldstændig i sin Orden. Kærligheden hade mange underlige Veje; der var Folk derhjemme – ganske jævne Folk – der var blevet tosset af den og altid traskede i Hælene paa den, de gærne vilde ha, men ikke kunde faa.

Men dette her gav noget at tænke paa – ogsaa ud over det, at det saa pinligt angik mig selv.

De følgende Par Uger til Ferien behandlede Frøken L. mig med udsøgt Foragt. Hun talte overhodet ikke til mig, svarede heller ikke naar jeg ved Bordet henvendte en almindelig Bemærkning til hende, men saa paa mig med en Mine som afviste hun en svinsk Person.

Jeg var glad, da Skolebestyreren lige før Ferien – med et prøvende Blik – meddelte mig, at Frøken L. ikke vilde komme tilbage efter Ferien, men skulde blive hjemme i Provstegaarden og holde Hus for sin Far.