XIII

Det var velgørende at komme i Arbejde igen; Samlivet med Børnene varmede, og Tiden fik igen et haandgribeligt Indhold. Men de to Maaneders Sygeleje hade taget noget af Skubbet i mig; jeg var blevet træt og tung i det. Det mærkedes paa Børnene; de saa ikke glade og forventningsfulde ud, naar jeg kom ind i Klassen, og Timen forløb ikke saa roligt mere.

»De er blevet saa alvorlig,« sae Syerskens Smaapiger, der igen hade begyndt at slaa Følge med mig hjem fra Skole. »Men Mor sier, det er fordi De ikke er helt rask endnu. Det er saa Synd for Dem, at De skal gaa og være syg, sier hun.«A

De betroede mig, at Mor'en hade formanet dem til at være rigtig stille i Timen – for det var saa svært at være syg og saa skulle arbejde alligevel. »Men det behøves bare ikke – gør det vel?« sae de og rettede deres gode Barneøjne paa mig. Nej, de behøvede ingen Formaninger for at være rolige, de var allerede stækkede, saa smaa de var. Om det nu skyldtes Sult, og Savn af enhver Art, eller deres sociale Stilling, milde og tyndblodede traskede de afsted ved min Side, lidt blaafrosne i det slidte Tøj. Mor'en vilde gærne ha set til mig, mens jeg laa, men kunde ikke faa Tid – »for hun syr altid«.

Ja svært var det. Det vaade blæsende Efteraar holdt mit Bryst i en Spændetrøje, jeg kunde ikke aande dybt. Og over Sindet laa en Dødvægt, som fik mig til at se alt sort i sort. De to Smaapiger gjorde mig ondt, uden at jeg kendte noget til deres Forhold.

Jeg gik med dem hjem en Dag; de boede i en af Smøgerne i den ældste Bydel, i Nærheden af H. C. Andersens Barndomshjem. Fru Petersen Syerske stod der paa et Papskilt i Vinduet. Der gik et svagt Strejf af Sol over Syerskens Ansigt, da Børnene kom med mig og raabte: »Mor, det er vores Lærer!«

Syersken hade stanset Maskinen og taget et Arbejde, hun kunde sy i Haanden. »Undskyld« sae hun – »men jeg maa nok ha Lov at gøre dette færdigt.«

»De har meget at gøre, Fru Petersen – kan jeg forstaa paa Børnene. Skal jeg ikke hellere komme igen en anden Gang?«

»Nej, for det har Mor altid,« faldt Smaapigerne rapt ind. »Hun syr ogsaa om Natten.«

»Aa, I smaa Vrøvl,« sae Mor'en og rystede paa Hodet. »Aa nej, gaa ikke; det er saa sjælden man faar Besøg.«

»Ja for her kommer bare aldrig nogen,« sae den mindste. »Men nu tar jeg din Hat og gemmer den; saa kan du bare aldrig gaa fra os mer!« Mor'en maatte tysse paa hende, »du sier da ikke Du til din Lærer,« sae hun og tog Hatten fra hende. Men den lille lod sig ikke bremse.

»Aa, nu kravler jeg bare op paa dit Skød,« raabte hun og entrede op paa mig. »Saa er du min Far og kan ikke gaa din Vej mere!« Hun var helt overgiven, lignede slet ikke sig selv. Først da hun sad paa mit Knæ, faldt hun til Ro, lae sit Hode ind til mig og lukkede Øjnene.

Fru Petersen talte stille, med et resigneret Udtryk; hun spurgte ud om Børnene, og smilede taknemmeligt naar jeg roste dem. Saa brødes det indgroede Alvor for et Øjeblik, det hærgede forsvandt af Trækkene, og hun blev skøn. Og hele Skikkelsen forvandledes under hendes Smil, Arbejdspræget gled af og gav Plads for blid Ynde. Det var ikke svært at se, at hun hade været meget smuk engang for ikke saa længe siden, og vilde blive det igen om et eller andet kedeligt fortog sig.

Jeg tænkte mig nærmest, at de to Smaapiger var Elskovsbørn, og at hun maaske græmmede sig over Skæbnen og sig selv – vel ogsaa led af ond Samvittighed over for de to Børn. Men paa Væggen over den lille Kommode hang et stort Billede, en Forstørrelse af et Fotografi. Det forestillede hende som Brud; ung og glad, forjættende fuld af bunden Frodighed. Hun holdt en ikke helt ung Mand under Armen. Han var i lang Skødefrakke og høj Hat og lignede en nybagt frejdig Haandværksmester; Cylinderen sad paa Skøns og Overskæget svajede kækt opad.

»Det er Børnenes Far,« sae hun hviskende.

Det var godt at være i den lille Stue med Symaskinen paa Forhøjningen under Vinduet, en Stemning af smaa men taalelige KaarA og Hverdagskamp for Tilværelsen, som virkede velgørende paa mit oprevne Sind. Luften hade den Lugt af fattig Properhed som gør, at man synes man kan indaande selve Renskuretheden. Det var som at vende hjem til den egenlige Tilværelse efter lang Tids Fravær, og jeg søgte ofte til den lille Rede, der rummede saa megen Smaakaarshygge.

Naar jeg kom, kogte Fru Petersen Kaffe. Jeg hade Brød med, og vi sad og hyggede os, talte slet ikke om aandelige Ting, men nød Kaffen og det gode Brød som Fattigfolk gør, snakkede om Urtekræmmeren paa Hjørnet og hans Bønner, og om Fløden som man fik bedre omme i den anden Gade. »Ta Skind,« sae Fru Petersen – »De maa endelig ta Skind!« Og jeg kunde ikke fordrage Flødeskind i Kaffen, men lod hende gi mig det alligevel saa Koppen blev fuld af gule Perler – fordi det mindede saa hjemligt.

De to Børn holdt af at staa paa hver sin Side af mig, mens vi drak Kaffe, de lænede sig til mine Knæ og saa op paa mig naar jeg talte, tilbedende som var jeg en Aabenbaring.

Naar vi var færdige med Kaffen, sendte Mor'en dem ud at lege. Hun hade Trang til at snakke om Ting, som Børnene ikke maatte høre, og gav sig til at fortælle om sig selv, med en egen Dvælen som levede hun det fortalte om igen. Maaske trængte hun ogsaa til at rehabilitere sig socialt over for mig.

Den flotte Mand paa Billedet var Kunsthaandværker, Xylograf, her i Byen og hade allerede dengang en god Forretning. De traf hinanden i København, i et Magasin hvor hun var Ekspeditrice, og blev straks forelsket i hinanden. Saa ivrige var de efter at knytte deres Skæbner sammen, at de maatte løse Kongebrev. De blev viet i en lille Landsbykirke lidt fra Odense og tog saa ind til Fruens Bøge og spiste Bryllupsmiddag i Pavillonen ene to. Siden gik de Haand i Haand under de nyudsprungne Bøge, Skovbunden var fuld af Blomster og de var begge i Bryllupsstadsen. De talte om Fremtiden, og i hendes Liv rørte sig for første Gang et andet begyndende Liv – som vilde det ogsaa snakke med. Hun kunde ikke forestille sig, at noget Menneske nogensinde hade været saa lykkelig som hun var.

Og pludselig kom en lille 3-4aars Pige løbende mod dem, kastede sig ind til den hun troede mere paa end paa sig selv, omfavnede hans Knæ og raabte »Far!« Mere saa hun ikke, hun sank om og maatte køres til det ny Hjem. Brudekjolen var ødelagt af hendes Blod – »det blev mine Bryllupsroser« sae hun. Siden da hun hade overvundet Følgerne af Aborten og var kommet nogenlunde over det aandelige Chok ogsaa, tilstod han, at han hade haft et Forhold til en Kvinde her i Byen og hade et Barn med hende. Men alt var forlængst ude mellem dem.

Det gjorde baade ondt og godt at høre dette. Nu elskede han kun hende, og det andet var jo før hendes Tid! Men hun kunde ikke la vær med at tænke paa den anden, som nu sad forladt og sled Føden sammen til sig og Barnet ved at sy. Hun syntes, hun paa en Maade hade stjaalet Lykken fra hende, skønt det altsammen var før hendes Tid; og for at gøre noget af det godt igen, sendte hun Mad til hende og Tøj til Barnet. Og da det maatte savne Far'en, nu han aldrig kom til dem, ordnede hun det saadan, at den lille kom til dem engang om Ugen. Petersen var taknemmelig mod hende for det, og vidste ikke alt det gode og kære han vilde gøre hende.

De hade selv faaet et Barn og skulde ha et til, og alt var godt og kært mellem dem. Men saa kom hun under Vejr med, at han trods sine Forsikringer om, at det forlængst var forbi med den anden, fremdeles besøgte hende i Smug. Da hun bebrejdede ham det, lovede han at det ikke skulde ske mere, og forsvarede sig med, at det paa en vis Maade var hendes egen Skyld – for hun hade jo ogsaa selv haft Medlidenhed med den anden.

Og det blev hun ved med at ha, trods alt. Hun kunde ikke frigøre sig for at synes, at det var Synd for hende, heller ikke da det viste sig, at Manden stadig væk besøgte sin gamle Forbindelse, som nok tilmed skulde ha en Lille. Selv sad hun jo som hans Hustru og hade det godt i alle Maader, hade et smukt Hjem og to Børn som Far'en kendtes ved overalt ved højlys Dag. Den anden Stakkel maatte stjæle sig til sin Smule Lykke, sidde med et uægte Barn – og gemme sit ny Svangerskab afvejen for Verdens Øjne saa længe det paa nogen Maade var muligt. Hun blev ved at være hjælpsom og overbærende og øgede Hjælpen, da hun tænkte, at den anden paa Grund af sin Tilstand hade svært ved at arbejde saa meget. Hun kunde godt ha taget Kvinden og Barnet hjem til sig, i alt Fald saalænge til Fødslen var overstaaet; men tog sig i det da hun erfarede, at Folk kaldte den anden »Petersens Medhustru«.

Saa blev hun angst og vilde holde igen, men det var for sent. »Medhustruen« hade faaet Foden indenfor og fortrængt hende langsomt men sikkert. Hun kom selv med sin lille Pige, naar denne skulde være hos Far'en, og teede sig som var hun Husets Frue. Og da hun først hade bragt sit ny Barn til Verden, viste hun og Petersen sig sammen paa aaben Gade.

Og endelig brast det helt. Petersen kom og erklærede, at det med deres Ægteskab var en kedelig Misforstaaelse; det var den anden han elskede og altid hade elsket! Fru Petersen gik ind paa at lade sig skille, og gøre sit til at dette kunde ske saa hurtig som mulig. De to stillede det op, som stod hun deres Lykke i Vejen, hvis hun ikke tog Skylden for Bruddet paa sig. »Jeg var jo tossegod; men jeg har aldrig fortrudt det,« sae hun og prøvede at smile.

Og nu sad hun her; nu var det hende, der var den fattige Syerske med to faderløse Børn. Hendes fraskilte Mand vilde gærne hjælpe hende; men det tillod den ny ikke – hun forstod det bedre! Der vandrede aldrig noget ud af Hjemmet mere til en der sad til en Side; Smaapigerne fik heller ikke Lov til at se deres Far. Flere Gange hade Petersen forsøgt at knytte Forbindelsen mellem dem igen; det lod til, at han fortrød. Men hun skulde ikke ha noget af at sidde som Reservehustru; at være fraskilt Kone var hende mere end nok.

Jeg kom til at synes endnu bedre om Fru Petersen, efter at hun hade fortalt mig sit Ægteskabs Historie. Og selve Historien beskæftigede mig stærkt. Det mandlige Vægelsind, de to Rivalinder paa Godt og Ondt, det var som en tragisk Folkedigtning, enkel og stærk. Jeg prøvede at bygge den ud, finde de dybere Forklaringer og give Begivenhederne Kød og Blod. Stoffet til en Roman om tre – Trekanten – arbejdede i mig, naar jeg laa og ikke kunde sove – ikke vilde sove, fordi jeg syntes Søvnen røvede noget af Livet fra mig. Men jeg kunde ikke tumle det; Fantasien strakte ikke til. Jeg opdagede, at det er langt lettere at fabulere noget, gribe det lige ud af Luften, end at gi en Hverdagstragedie Kød og Blod.

I det lille Hjem blev jeg en daglig Gæst; ofte sprang jeg Middagen paa Højskolehjemmet over og fulgtes med Smaapigerne hjem. Karen Jørgensen var vred – jeg trængte til styrkende Næring. Men jeg hade Madlede og var glad, hvergang jeg kunde snyde mig fra et Maaltid.

»Er det sandt, at De skal være vores Far?« sae den mindste af Syerskens Børn en Dag, vi var paa Vej hjem til dem. »Det sier Børnene i Gaden!« Det gav et Stød i mig – Spørgsmaalet traf midt i noget. Jeg kunde se af hendes Udtryk, at der afhang meget af Svaret, men var for fejg til at svare ligeud.

»Det vilde jeg saamænd gærne være,« sae jeg – »men jeg er jo syg. Og en syg har ikke Lov at gifte sig.«

Men Barnets Spørgsmaal fik mig til at spejde lidt nøjere i mig selv; og jeg blev klar over, at jeg svært godt kunde li Fru Petersen. Tanken om at være gift med hende var mig ikke ubehagelig, om end hun var en halv Snes Aar ældre end jeg. Forelsket i hende var jeg ikke; men der var saa meget ved hende selv, hendes lille Rede og de to Smaapiger, der tiltalte mig. Jeg var ensom og hjemløs; det lille Hjem var det eneste Sted, hvor jeg følte mig helt vel tilmode. Og saa hade jeg ondt af de tre – og følte med en vis Stolthed, at jeg var noget for dem!

Julen nærmede sig. Fru Molbech hade skrevet og indbudt mig til at tilbringe Juleferien i »Spurvely«, hvad jeg glædede mig meget til. Der var saa meget, jeg trængte til at tale ud med hende om. Først og fremmest vilde jeg fortælle hende om Syersken og høre, hvad hun vilde sige til, at jeg maaske tænkte paa at gifte mig med hende. Jeg var ikke i Tvivl om, at hun vilde sige: Gør det, Martin! Især naar hun fik at høre om de to Smaapiger, der saa haardt savnede en Far.

Jeg beruste mig mer og mer i Ideen om at ofre mig, gik og blev sentimental og flæbende som en fuld Mand, og svedte meget. En Aften kom Karen med Termometret – Feberen rasede i mig. Jeg kom ikke afsted til Askov; Sygdommen, der hade ligget paa Lur helt siden jeg kom op, brød for Alvor ind over mig. Den satte løs paa mig i et Sæt, som et Rovdyr!