XIV

Det er svært at slaas med Haabløsheden, naar den sniger sig ind paa én fra alle Kanter og man ikke selv har noget at sætte imod den. Selv vilde jeg ikke gi op; men alle andre hade opgivet mig, for deres Skyld kunde jeg naar som helst sætte over Grænsen til Dødens Land.

Det mærkedes paa alting, at jeg paa en Maade opholdt mig illegalt i Tilværelsen. De tre sønderjyske Piger kom ikke for at se til mig denne Gang, og heller ikke de unge Studerende, der boede paa Højskolehjemmet. Jeg hade faaet et Værelse mod Nord og laa og stirrede ud i den graafnuggede Sneluft, der laa tungt mod Vinduet; Luften i Stuen hang som en Taagedøs over mig, uden den ringeste Antydning af et Lyspunkt. Jeg hade en anden Læge denne Gang, og i Førstningen foresvævede der mig noget om, at Karen og Lægen i Forening hade forbudt ethvert Besøg, for at jeg bedre kunde komme mig. Men efterhaanden gik det op for mig, at man holdt sig borte fra mig, fordi man hade den Opfattelse, at jeg laa og skulde dø. Det var kun de Unge, der holdt sig borte fra mig – det sunde Liv! Som en Gnier hade jeg ligget og luret og lagt Smaatræk sammen; det var et tungt Facit at uddrage af de mange i og for sig ubetydelige Træk, at mine Jævnaldrende hade opgivet mig. Forhaabningsfuld skulde man ikke blive af det. Det var som at faa en Hob Fjender mere at kæmpe imod – for jeg vilde ikke dø!

I Halvmørket kom og gik Mennesker, der ikke ævnede at gøre Tilværelsen lysere – og vel heller ikke hade det til Hensigt. Hade mine Jævnaldrende allerede sat Stemplet »forhenværende« paa mig; saa var jeg for disse Mennesker først nu for Alvor aktuel. Det var ældre Folk, som paa en eller anden Maade hade Berøring med Skolen, Mennesker, som ynkedes over mig, og Mennesker, der syntes drevet af en Slags Nyfigenhed. Dèr laa en lovende ung Mand og skulde dø; det var baade sørgeligt og pikant.

Jeg følte mig som et Stykke Vildt, der dødssaaret hade gemt sig afvejen i Skovtykningen og laa der forfærdende ensomt og samtidig omsværmet af sorte Fugle. De sad i Træerne over mit Hode og holdt Øje med mig; det var Dødsøjeblikket, de lurede paa. Det skal gi Sundhed og et langt Liv at hakke i Leveren af en Døende. Nogle af dem hoppede ned paa de lave Grene for bedre at iagttage mig, og en og anden Aadselsfugl kom helt ned og satte sig paa mig – som kunde den ikke vente. Men de kunde spare sig det, for min Lever var fyldt med Gift og Galde. Og jeg hade heller ikke i Sinde at dø – jeg vilde ikke dø!

En bestemt Kvinde, Fru M., kom ret ofte. Hendes Mand hade været med til at oprette Skolen, og alle hendes Børn hade gaaet i den – og nu skulde jeg altsaa dø! Hun syntes, det var saa selvfølgeligt – nærmest min Pligt, og at hun var selvskreven her ved min Seng; Karen Jørgensen kunde ikke holde hende borte – var maaske ogsaa bange for at støde hende. Hun og Manden var velstaaende og hørte til Menighedens faste Støtter.

En rædsom Kælling var hun, tomhodet og snakkesalig. Hun sad og underholdt mig om Døden, som slubrede hun noget i sig: »Ja – først dør min Søn af sin Hjærtefejl, og saa kommer Turen til Dem. Jeg er liesaa sikker paa det. Bare en Hjærteklap lægger sig paa tværs, er han færdig; og det maa vi være forberedt paa kan ske naar som helst. Og jeg har bestemt paa Følelsen, at otte Dage efter dør De – vi skal bare ha ham i Jorden først. Men det skal De ikke være ked af, for der er ingen, som ved hvad der er paa den anden Side!«

Saadan sad hun og jappede løs. Jeg laa og krøb ind i mig selv af Forbitrelse, kunde ha slaaet hende, kværket hende men hade ikke Kræfterne. Selv Dynen var mig for tung.

Men det skulde blive Løgn, at hun fik Ret! Saa snart jeg hade lidt flere Kræfter, agtede jeg at staa op; saa forlod Feberen mig nok – ligesom forrige Gang. Jeg hade taget den daarlige Ende af Tilværelsen; nu var jeg kommet paa den lyse Side og hade ikke i Sinde at dø fra en lys Fremtid blot for at føje hende og de andre Gribbe.

Mit Aandedræt var kort som paa en dødsskræmt Fugleunge, og jeg tog saa at sige ikke Føde til mig; Febergløden brændte i mig, og det gjorde ondt at trække Vejret. Sove om Natten kunde jeg ikke, jeg laa hen i en Halvdøs, stirrede ud i Mørket og fulgte de nedbrydende Processer inden i mig. Jeg syntes, jeg kunde mærke, hvordan Feberen tog Bid for Bid af mig. Nej – jeg vilde ikke dø!

Karen Jørgensen hade flyttet mig hen i det sidste Værelse for Enden af den lange Gang, vel sagtens for at min Hoste ikke skulde forstyrre de andre Beboere saa meget; jeg selv troede hun gjorde det, for at jeg skulde dø mere ubemærket. Der var død en ældre Mand af Kræft i det Værelse. Det laa nogle Maaneder tilbage, men Uhyggen rugede endnu bestandig over Rummet.

Dér laa jeg og lyttede til Nattens mange Enkeltlyde. Nu løb Pigerne op til deres Kamre ovenpaa; saa var den lange Dag tilende for dem ogsaa, og Klokken maatte være mange. De var altid kaade og hade deres Nød med at gaa stille, naar de passerede min Dør og skulde op ad Køkkentrappen. Den rødmussede Sine hviskede et eller andet – kanske stod de derude og gjorde Fjantestreger og tyssede paa hinanden. Naar jeg rømmede mig, for at Sine skulde banke paa og raabe sit Godnat ind til mig som i gamle Dage, skyndte de sig fnisende op ad Trappen. Dem kunde ingenting stække Humøret paa!

Min Dør stod Dag og Nat paa Klem ud til Gangen; Vinduet maatte ikke være aabent, da jeg bestandig laa i Sved. Nu gik den teologiske Studerende i Seng; saa var Klokken tolv. Han plejede altid at banke paa og sige Godnat, før han lae sig – en hyggelig Fyr var han! Men nu hade han vel glemt mig – eller Karen holdt dem borte fra mig. Nej, jeg vilde ikke dø.

Saa blev der stille og jeg laa og lyttede ud i det syngende Mørke, tænkte paa saa underlig meningsløst alting var – og ventede paa min natlige Besøgende. Undertiden gik Natten uden at jeg hørte de listende Trin. Og efter en pinefuld Evighed var det Morgen, et Vækkeur kimede oven over mit Hode, og jeg hørte Bums af nøgne Fødder deroppe. Lidt efter løb Pigerne ned, saa var Klokken seks. Der blev banket paa Døre her og dér, og søvnige Stemmer svarede. Der var andre, der først skulde vækkes Kl. syv; og nogle imellem som der maatte kaldes flere Gange paa. Pigerne kendte deres Dvaskhed og kom igen med Mellemrum. Og jeg laa og misundte dem – der hade Lov til at staa op, dukke Hodet i koldt Vand, gaa ud i Dagen og Arbejdet! Gærne hade jeg afstaaet dem min Seng og alle mine Liggedage.

Andre Nætter hørte jeg Trinene. De meldte sig først som Hjærtebanken, saa som en svag Lyd i Gulvbrædderne derude i den lange Gang. Saa gled min Dør forsigtig op og i igen, det mærkedes paa, at Luften i Værelset kom i ganske svag Gyngen – og jeg fangede den ejendommelige Lugt fra hende, idet hun gled ned foran min Seng. Laa hun paa Knæ paa Løberen, eller laa hun støttet paa den ene Arm? Jeg turde ikke røre mig, se noget kunde jeg ikke. Men jeg mærkede, at hun lænede Panden mod Sengekanten. Hendes Aande gik tungt, som bad eller græd hun indvendig.

Jeg talte aldrig til hende, lod hende overhodet aldrig mærke, at jeg vidste hun var der. Set hende hade jeg heller ikke, men vidste alligevel, at hun var den mørke melankolske unge Pige, som spiste paa Højskolehjemmet og boede ovenpaa hos den kvindelige Fotograf. Hun var forældreløs; begge Forældrene var døde af Tæring men hade efterladt hende saa meget, at hun kunde leve. Hun gik og læste til Farmacevt, men gjorde ikke noget ved Studiet, og det ærgrede mig. Ved Bordet tog hun ikke Del i Samtalen, men fulgte alligevel med og fæstede sit melankolske Blik paa den der talte. Hvad hun tænkte, fik ingen at vide; dette og hendes Skæbne som forældreløs og hendes tunge Væsen hyllede hende i en egen Mystik. Engang jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke gjorde noget ordenligt ved sine Studier, svarede hun stille, at hun først maatte vide om Forældrenes Forbandelse ogsaa strakte sig til hende. Der mentes, at hun hade Sygdommen og ikke vilde leve ret mange Aar; selv forholdt hun sig passivt afventende, foretog ikke noget for at styrke sit Helbred, skønt hun hade Raad til det. Vi holdt alle meget af hende, og viste hende særlig Hensyn som en der var mærket af Skæbnen.

Hendes natlige Besøg hade en forunderlig beroligende og forsonende Indflydelse paa mig. Hvorfor hun kom gjorde jeg mig ikke Rede for; der var slet ikke noget underligt i, at hun laa knælende ved mit Sygeleje. Jeg var langt nede, og hun ogsaa; det var saa selvfølgeligt, at vi saa at sige knælede sammen. Jeg laa bare spændt og ventede hendes Komme; og naar jeg mærkede den syrlige Lugt, der udgik fra hende, og vidste hende ved min Sengeside, faldt jeg til Ro og kunde sove. Naar jeg igen vaagnede, med en Følelse af at hun hade holdt min Haand, var hun borte. Det eneste, der foruroligede mig lidt ved hende, var den Hengivenhed i sin Skæbne, hvormed hun gik og ventede paa, hvad der vilde ske med hende – uden at foretage sig noget, som kunde hun være i Forbund med Døden. Hun var min Fe, min Dødsfe foresvævede det mig undertiden bittert. Men selv om alting forekom mig forsonligere ved Tanken om hende – dø vilde jeg ikke!

Jeg var for syg og kraftesløs til at løfte Armen og ta noget, der laa paa mit Natbord. Men et eller andet Sted i mig sad alligevel et lille stædigt Kim af Vilje til at leve, tilstrækkeligt til, at jeg kunde tænke den Tanke igen og igen: »Jeg vil ikke dø!« Det foresvævede mig, at jeg nok skulde gøre et eller andet og narre Døden, bare jeg fik Kræfterne til det. Som det var, hade jeg overhodet ikke Kræfter til at jage en Vinterflue væk fra mit Ansigt. Jeg hade forresten ikke gjort det alligevel men lod den plage mig. Den vilde helst sidde et eller andet Sted paa mig men stak ikke. Det var som hade den noget at sige mig.

En Dag gled Fru M. ind ad Døren; jeg fik Smærter ved Hjærtet, da jeg saa hende. »Jøs, der sidder jo en Flue paa Deres Pande,« sae hun og gav sig til at jage den. Hun masede den mod Ruden; med en egen Triumf gned hun Fingrene mod hinanden og tværede den eneste Smule Liv ud, der af egen fri Vilje søgte Husly hos mig.

»Man skal ellers ikke dræbe Vinterfluer,« sae hun, »men Dem kan det jo være lige meget.« Og saa fortalte hun, at nu var hendes Søn død. Hun beskrev udførligt hans Dødskamp; og jeg kunde læse i hendes Udtryk, at nu var Turen værsgod til mig. Hun hade faaet Ret saa langt og krævede at faa Ret for den anden Halvdel af Spaadommen ogsaa. Ækelt var det, som hun var syg for at faa Ret.

Men hun skulde ikke faa Ret – jeg vilde ikke dø! Leve vilde jeg, om det saa kun skulde være for at ærgre den lede Heks, der som en Aadselsgrib sad dér og hakkede i min Lever. Galden kom op i mig; og hvad den blotte Hængen ved Livet ikke hade formaaet, udrettede den. Der var endnu Rester af Trods i mig, saa udtæret og medtaget jeg var, og lidt bornholmsk Stædighed ogsaa – tilstrækkeligt til at danne en lille Kærne af aktiv Vilje. At ville har for mig altid været ensbetydende med at handle; Kræfter til Handling var der ingen af, men jeg laa paa Lur efter Døden, laa ganske stille i Mørket og lurede paa hans Væsen for at finde et Sted, hvor der kunde sættes ind for at faa Ram paa ham. Mit Aandedræt gik kort i Mørket, en Gispen efter Vejret – ikke mere. Naar jeg prøvede paa at snappe lidt mere Luft, faldt Hosten over mig og var ved at sønderslide mig.

Det var her der skulde sættes ind, paa det vanskeligste Punkt af alle. Jeg følte, hvordan Hosten arbejdede paa at lægge de sidste Rester af mig øde, hvordan den rev i Lungerne, gned dem mod hinanden som man gnider Tøj for at faa Snavspletter af, sled dem i Stykker. Det var Bacillerne; de sad blot og kildrede, og saa maatte jeg selv besørge Ødelæggelsesarbejdet. Men det maatte være muligt at undertrykke Hosten, lige saa godt som det var muligt at la vær at klø sig. Det var dog lige haardt nok, at man selv skulde hjælpe Bacillerne til at brede sig! Unge Mester hade hostet løs – og triumferet naar der kom Blod og Slim op. »Nu faar jeg Bugt med Sygdommen, for nu blir jeg af med de Smaasataner til Tuberkler,« sae han. Men Hosten blev bare værre af det, til Blodet stod ham i Skvulp ud af Munden. Det galdt nok snarere om at kvæle dem i deres eget Fedt!

Naar Hosten var i Anmarsj, lukkede jeg Munden fast i og holdt mig for Næsen, saa jeg ikke kunde faa Luft; Nerver og Muskler, alt i mig stemte imod, saa Sveden brast ud af mig og jeg krøb helt rund. Paa mindre end en Uge lykkedes det mig at faa Bugt med Hosten saa den ikke mere prøvede paa at angribe mig, naar jeg var vaagen. Men den skaffede sig Luft, naar jeg sov; jeg kunde vaagne ved at den kastede mig hid og did i Sengen. Men ogsaa det var kun et Spørgsmaal om en Uge eller to; den Dag kom, da jeg var fuldstændig Herre over Lungernes Bevægelser og kunde nedkæmpe ethvert Tilløb til Irritation. Saa faldt Opfordringen til at klø sig efterhaanden helt bort. Og lad mig tilføje her, at Træningen var saa grundig, saa jeg aldrig har hostet siden.

Da jeg var blevet Herre over Hosten, tog jeg fat paa Aandedrætsøvelser. Min Temperatur, der i lang Tid hade holdt sig omkring fyrre Grader, gik ned paa ni og tredve, og jeg fik Lægens Tilladelse til at ha et Vindu paa Klem om Natten, imod at jeg trak i en tyk islandsk Sweater. Tælling er Fattigmands Hjælp hen over saa meget der ellers vilde være uudholdeligt; hvor ofte hade jeg ikke talt mig hen over en Vej, der aldrig syntes at faa Ende, eller gennem en Smærte der ikke vilde høre op. Nu tyede jeg igen til Tællingen, prøvede hvormange jeg kunde tælle til mens jeg aandede, stødte saa Luften ud, og gav mig igen til at aande dybt og langsomt mens jeg talte. Dybt og langsomt – det var jo Maalet; i Virkeligheden snappede jeg ganske kort efter Vejret og naaede kun at tælle til to, før Aandedrættet var i Bund. Men saa steg Tallet til tre, og efter langt Slid til fire. I de lange Nattetimer laa jeg og holdt mine kummerlige Aandedrætsøvelser, liggende paa Ryggen med Armene bag op om Jærnsengens Tværstang blev jeg ved i timevis. Jeg bildte mig ind, at jeg kunde mærke, hvordan Blære efter Blære i Lungerne blev tvunget til at fylde sig med Luft. De føltes ikke længer som et stort Saar, og Smærterne rundt om i Bryst og Ryg tog af. Men længer end til seks kunde jeg ikke naa, saa stødte Aandedrættet mod fast Bund; det var som laa der et Panser om min Brystkasse, der ikke var til at sprænge. Ak, der var lang Vej frem; de dygtige Gymnaster paa Askov indaandede mellem fire og fem Liter Luft i et Aandedræt, jeg maatte nøjes med at ta Luft til mig saa at sige snapsevis. Alligevel virkede den berusende, jeg laa og følte mig som den tapre Skrædder. Selve Døden hade jeg overvundet; der var ikke Ende paa alt det, jeg skulde bedrive, naar jeg først kom paa Benene igen.

Men det hade det lange Udsigter med; Temperatur var der stadig, og jeg var afpillet som et Skelet, vejede efter Lægens Skøn knap hundrede Pund. Jeg vilde vise ham, hvor kry jeg var og fik Benene ud af Sengen men sank sammen paa Gulvet; han maatte lægge mig op i Sengen igen.

Saa slog jeg mig til Taals. Men inde i mig gik det som en Klokkes Kimen: Du dør ikke! du dør ikke! Jeg hade ikke længer Følelsen af at hænge i en Traad og svinge frem og tilbage over en Afgrund; og nu jeg følte mig paa den rigtige Side, hade jeg Raad til at bekende, at jeg gennem Maaneder hade ligget og stirret Døden ind i de hule Øjne. Krampagtigt hade jeg benægtet ham, men bagved laa bestandig den Følelse, at han laa paa Lur og vilde komme bag paa mig, naar jeg mindst ventede det, falde over mig i et ubevogtet Øjeblik, kanske mens jeg sov. Søvnløs hade jeg været; nu kunde jeg igen sove.

Var jeg angst for at dø? Ikke i den Forstand i al Fald, som jeg har set Venner være det, naar Døden nærmede sig dem – jeg tabte ikke Hodet. Min Smaamandsarv af Fatalisme og Taalmod til at bære de Tilskikkelser, der kan være i Behold for én, hjalp mig.

Men jeg hade noget tilgode! Et og andet Menneske jeg hade mødt paa min Vej hade kaldt mig et Søndagsbarn, og det hade jeg ikke noget imod at komme til at svare til. Inderst i mig groede Ønskeblomster, helt fantastiske i Forhold til den spartanske Virkelighed, jeg var født til. Dem sloges jeg for!