XVII

Hvordan bliver man Digter? Spørgsmaalet er saa ofte blevet stillet mig fra vidt forskellig Side, at jeg har været nødt til at klare det for mig, skønt det i og for sig ikke interesserede mig større; jeg har aldrig set nogen Væsensforskel paa Digtere og andre Mennesker – med mindre Digteren selv var ude om den, altsaa skabte sig. Spørgsmaalet: Hvordan bliver man Menneske, har altid interesseret mig mere, fordi det stod for mig, at Vejen gik her. Jo fastere Digteren har Fødderne plantet i det almenmenneskelige, jo mere af det han er Generalnævner for, des større bliver hans Betydning for Menneskeheden.

Naturligvis er der ingen saadan Forskel paa Digteren og andre Mennesker, som kunde betinge, at der galdt andre Love og Vedtægter for ham; her forveksles Digteren med Gøgleren, Artisten. Men den værdifulde Digter er ingen Gøgler; det højeste han kan naa til er at blive hundrede Procent Medmenneske.

Man kan ogsaa sige det saadan, at hvert Menneske er en Digter, af større eller mindre Format. Sorgerne og Glæderne, Haabet og Fortvivlelsen og Drømmene – det er altsammen Hvermands Eje i det Omfang, han formaar at leve det. Han kan blot ikke give det digterisk Udtryk – de fleste forsøger forresten nu og da paa det. Noget Svælg er der ikke mellem Digteren og de andre – ikke engang en Rendesten; det er jo Forklaringen paa, at de andre faar noget ud af ham. Ingen Digter kan gi sin Læser mere, end denne kan ta imod.

Lad mig her igen minde om Kroværten i La Mancha. Paa denne øde Højslette, hvor Don Quijote tog sin drabelige Dyst med Vejrmøllerne, er der langt mellem de Rejsende, og Kroerne har derfor ingen Mad-Forraad; man maa selv ha sin Rejsekost med. Kommer man sulten til en Kro og spør, hvad man kan faa at spise, svarer Værten som Regel: »De kan faa Lam, Laks, Kylling – alt hvad De selv bringer med Dem!« Værtens Opgave er at tilberede Rejsekosten, og en lignende Opgave er Digterens. Er han en god Kok, og Livets Rejsende selv har noget i Rygsækken, kan han gi dem et styrkende Maaltid til at møde den næste Vejstrækning med. Uden Kroværten i La Mancha blev Rejsen let en drøj Ørkenvandring! – – –

Dersom man for at blive en rigtig Digter skal ha vist udpræget Egenart i digterisk Retning allerede fra lille af, er det smaat bevendt med mig. Jeg er ganske vist saa at sige født med at skrive grammatikalsk fejlfrit, men den Ævne deler jeg med alle mine Søskende. Og nogen særlig Skrivelyst la jeg aldrig for Dagen, mine Stile og Breve fik alle Dage Vedføjelsen: For kortfattet. Heller ikke senere satte jeg mig nogensinde til Skrivebordet af blot og bar Trang til at skrive – digte! Artismen har aldrig haft mit Hjærte; jeg fandt mig til enhver Tid med Glæde i, at man satte Spørgsmaalstegn ved det kunstneriske i mine Arbejder, blot man indrømmede at det menneskelige var i Orden.

Naturligvis paavirkede det mit Sprog og hele Kunstform, at jeg hellere vilde bage Grovbrød end Konditorkager til mine Medmennesker. Ordet i mit Sprog har jeg aldrig arbejdet med men tumlet med Tankeindholdet. Det har derfor overrasket mig, naar man gjorde opmærksom paa det egenartede i mit Sprog, f. Eks. det ordsprogsagtige. Lad mig sige det her til de mange, der spørger: Ordsprogene i mine Arbejder findes næppe let i nogen Samling; dem er jeg nok i de fleste Tilfælde selv Far til.

Nogen uovervindelig Trang til at blive Forfatter var der ikke nedlagt i mig, og elsket mit Arbejdsbord har jeg i og for sig aldrig. Reglen har snarere været, at det bød mig imod. Naar jeg alligevel har tilbragt adskillige Timer dèr, var det fordi jeg hade noget paa Hjærte og bedst kunde faa andre Mennesker i Tale paa den Maade. Til Avispolemik og ved Diskussionsmøder duede jeg ikke stort; jeg var for langsom i Vendingen! Argumenterne indfandt sig først, naar det hele var forbi. Saa var der ikke andet for end at betro Papiret dem – Papiret er for den, der ikke kan vinde med. Til Gengæld gir det Argumentet større Volumen og videre Perspektiv, tillader undertiden en Loppe at vokse ud til en Elefant.

Det legemlige Arbejde har altid tiltalt mig mere end det literære, og indtil jeg var halvtreds, skrev jeg hovedsagelig om Natten for at kunne faa Tid til at arbejde i Hus og Have om Dagen. Søvnen betragtede jeg som et Rov og sov saa lidt som muligt; nu indhenter jeg det forsømte. Det bedste jeg vidste – og ved – er at lægge Haver an; det hænger sammen med en Trang, der stikker dybt i mig og aldrig har faaet Lov at udfolde sig. Det har altid staaet for mig som den højeste Form for Virksomhed at sætte Hakke og Spade i et Stykke Ødemark: sprænge Sten, rydde Tjørn, forvandle det til frugtbar Jord – en Frugthave med sjældne Trær og Buske. Det lykkedes ikke for mig at realisere denne Ønskedrøm; det daglige Brød maatte hentes, hvor det laa, og Kræfterne vilde heller ikke ha slaaet til – i al Fald ikke før det var for sent at begynde. Jeg har maattet nøjes med at skabe nogle Haver af lidt eller intet og gøre et og andet nøgent Hus til et Hjem. Men endnu er jeg glad for ethvert Paaskud til at slippe Pennen og gaa ned og gribe Spaden; og jeg ved ikke noget skønnere end en Ejendom der er fravristet Klippen og Lyngen. Den vider sig ud til et Symbol paa Jordkloden, som den er blevet til under Millioners flittige Hænder.

Bjørnson siger etsteds, at man bliver Digter ved at lægge Mærke til og kæle for alt det, andre Mennesker gaar forbi uden at agte paa det. – Digteren er Menneskehedens Øjne i det smaa, gennem ham lærer den at leve med Blomsterne og Fuglene, med Barnet og den Fattige og Undertrykte. Men han skal helst være det i det store ogsaa og ha Udsynet og den evige Uro i sig, der bestandig igen tvinger de andre til at ta op til Revision: Menneskene og deres Vilkaar – Verden! At digte er: Ingenting at vide med Sikkerhed – og at ville vide alt!

Den behørige Naivitet har ingen frakendt mig, men nok Ævne til Selvanalyse. Jeg har ingen Drift haft til at pilfingre i mig selv; det morede mig mere at være vaagen udad og ta levende Del i alle Foreteelser mellem Himmel og Jord end at fordybe mig indad og holde Bog over hvad der foregik dér. Men om jeg hade været Navlekigger – med de Nerver jeg var udstyret med!

I den Verden, jeg tilhører baade ved Fødsel, Opvækst og aandelig Indstilling, beskæftiger man sig ikke ret meget med sig selv; og det saa ilde ud for én, om man gjorde det. Det meste af Tilværelsen optræder dèr i Skikkelse af Plager, Savn og Genvordigheder; for de utallige egne Bekymringer vilde man ikke ha Plads til nogen Samfølelse med sine Lige. Jeg har ofte hørt Mor, naar vi selv knap hade Mad i Huset, beklage Naboer – de Stakler som ikke vidste hvor de skulde ta Føden fra. Der skal saa lidt til, for at Proletaren føler sig ovenpaa. Hade man ondt i Tænderne, fik man forklaret, at Tandpine gjorde stærk – især om man ikke klynkede men bed Munden fast sammen. Og fik man ondt i Ryggen af for strængt Arbejde, trøstede Mor én: »Ryg – jo du skulde snakke! Tak du Gud, min Dreng, du slet ingen Ryg har men kun en Rad med et Hul i!« Der var ikke blot Trøst men overdaadig Oprejsning for den meste Modgang. Hvorfor skulde man saa beskæftige sig altfor indgaaende med sit eget?

Udstyret til en førsteklasses Navlekigger var som sagt ellers i Orden. Naar Jakob Hansen og jeg omkring Aarhundredskiftet gik hjem fra Lørdagsdebatterne i Studentersamfundet Kl. to-tre om Natten – hjem til Lygtekvarteret hvor vi begge boede – kunde jeg i Mørket opremse de fleste af de Butiker, vi passerede, ved Hjælp af min Lugtesans. Og gennem hele min Ungdom hade det været mig en Lidelse at flytte ind i et nyt Logi. Naar jeg i den første Tid lae Hodet til Puden, kunde jeg lugte de foregaaende Logerende i flere Lag under hinanden. Det har krævet en Del Tilvænning og Afstumpning, før jeg naaede til at fungere nogenlunde normalt. Hvor har jeg ikke maset med mig selv for at komme til at ligne andre Mennesker. Der er næppe gaaet noget til Spilde ved det, snarere har det styrket mig ogsaa som Enkeltvæsen.

Men fint var det jo ikke at være Repræsentant for det generelle. Da min første Bog »Skygger« skulde udkomme, forkyndte Herman Bang i Aftenbladet, at nu blev der Træskodans paa Parnasset. Mens man kun kalder et Dyr, en Blomst eller Frugt prægtig, naar de rummer Artens bedste Egenskaber, er der en Tilbøjelighed til at fordre Afart af Kunst og Literatur; de maa helst holde sig fri af det generelle og gærne præstere noget i Retning af Kalven med de to Hoder.

Da jeg kom ind i Literaturen, var Hverdagen og det jævne Menneske foragtede som Tema. Der krævedes sære Typer, sære Situationer – »etwas noch nie dagewesenes!« og Forfatterne løb om og ledte efter Sujetter, helst saa halsbrækkende som muligt. Til det gik op for en og anden, at Tilværelsen var struttende fuld af Stof – ikke bestod af andet. Man gjorde Jagt paa det sjældne og ligegyldige, Undtagelsen der paa Forhaand var viet til Glemsel, og lod den uudtømmelige og evige Hverdag ligge. Alt hvad der sker, rummer Stof til Digtning, der kræves blot at man kommer i levende Forhold til det.

Nu er Digtningen over Hverdagen mere i Kurs, baade blandt Kritikerne og i de dannede Lag. Og Hverdagens egne Børn har i stort Omfang meldt sig som Læsere – Digtningen er ved at finde ind i den store Sammenhæng. Og dèr er der – trods Ubønhørligheden – godt at være.

Virkeligheden kræver megen Tugt af Digteren – og megen Fantasi; den har ingen Plads for tøjlesløs Galopperen, det er ikke gjort med at la en Mand ta sit Hode af og spasere med det under Armen. Man kan ikke rage sig en hvilken som helst Løsning til af den literære Bunke; Virkeligheden kender kun én Løsning paa Opgaven, naar den skal lykkes. Men saa giver Værket ogsaa Genlyd i de bredeste Lag. Titusender dutter én og faar Glans i Øjnene; man erkender, at jo dybere ned man naar, des større er Menneskenes Taknemmelighed.

Hvor er det alligevel et Held, at Mennesket ikke er et isoleret Enkeltindivid. Det hænder, at man gaar med Ulyst til et Arbejde, næsten maa drive sig selv til det – og det alligevel lykkes. Hvem eller hvad bød én tage fat – og tog samtidig Stødet for én og udførte den sværeste Ende af Arbejdet, den hvoraf det hele afhang? Var der usynlige mystiske Kræfter med i Spillet, var det det store Fællesskab der satte én i Skub og arbejdede med, som Smaanisserne i Æventyret? Det sker, at man kører haabløst fast – og saa en Nat drømmer netop det, intet nok saa forceret Hjærnearbejde kunde fremtvinge; og man kan igen. Underbevidstheden den kan! Men hvem og hvad er den? En Nedfældning af det, man selv og éns Forgængere og samtidige har oplevet? Eller en Foregriben af noget, der først skal leves? Det hænder at man læser Ting, man har skrevet i sin Ungdom – som først et langt Liv skulde sætte én i Stand til at skrive. At digte er i mere end én Henseende at arbejde paa forventet Efterbevilling. Der er meget, der har ved Penneskaftet!

Ja, og det hænder, at man frembringer et Værk, som alle andre mener, de lige saa godt kunde ha frembragt, om de bare hade tænkt paa det – og at det er éns bedste Arbejde. Der er mange, der har ved Penneskaftet; i det fuldt ud lykkede Arbejde har vel alle Andel.

Hvis Digteren blot var et Enkeltindivid, en Tilfældighed, der overraskende som et Stjærneskud gik hen over Godtfolks Himmel, eller pludselig drattede ned fra den – ja saa var hans Haandtering den ligegyldigste af alle. Men er der noget ved ham, er han ogsaa i samme Grad noget af en Generalnævner; jo mere han er værd som Digter, des flere – og des mere – har Andel i ham. At gøre Rede for en af Verdens største Digtere er det samme som at gøre Rede for selve Menneskeheden.

Men de smaa Diamanter er af samme Stof som de store og opstaar paa samme Maade – ved Tryk. Den uhyre Fortættethed er det, der er det afgørende. Hvordan opnaar man den?

En københavnsk Grosserer, der syntes godt om en af mine Bøger, skrev til mig og takkede mig; men da jeg hade svaret, halede han i Land igen. Han var skuffet over min Haandskrift, selv hans yngste Kontorist skrev kønnere. Ikke stort bedre vendt er de, der tror at megen Læsning gør det. Mangen Intellektuel har nærmet sig mig efter Læsning af mine Bøger, men trukket sig tilbage igen af Skuffelse over, saa lidt belæst jeg var. Der er simpelt hen ikke Tid til at opta alle de mange Surrogater for Liv i sig, om man skal leve selve Livet. En Dame sae forleden: »Tak, jeg spiser aldrig Gaasesteg; jeg faar ogsaa uden det Gaasehud paa Kroppen ved den mindste Anledning!« Den meget læsende Digter og Maleren der render paa alle Udstillinger er ikke bedre hjemme i Lovene for Stofskiftet end denne Frue.

Naturligvis har jeg læst. Som Vogterdreng slugte jeg Alverdens Røverhistorier med »Rocambole« og »Parises Mysterier« i Spidsen, foruden at jeg var godt hjemme i Biblen og kunde det meste af Salmebogen udenad. Som Læredreng slugte jeg en Del Indianerbøger. Men den store Literatur kom jeg først til, da jeg begyndte som Forfatter og Kritiken skød mig alle mulige Forbilleder i Skoene, Zola først og fremmest. Jeg maatte jo indhente mine Forbilleder; paa den Maade lærte jeg en Del af den gode Literatur at kende. Men læse for at følge med har jeg aldrig følt mig forpligtet til. Hverdagen har fuldt op af Arbejde, og paa Hviledagen er der Menneskene, de andre og éns egne. Samværet med Kone og Børn er mig mere værd end den bedste Bog.

Det er ikke fra Læsehestene og Duksene, Hverdagens Digter skal rekrutteres, snarere fra dem i Klassen der har svært ved at samle sig om det der ligger for og følge Pegepinden, fordi de har Hodet fuldt af Virkeligheden derude og Lommerne fulde af Ragelse, Hittegods fra Lossepladser og fra Alfarvej, som intet »tænkende Væsen« vilde bukke sig efter. Den bedste Tegning af en Digter synes jeg H. C. Andersen har givet i Skikkelsen Klodshans. Han har Eftersidderens Ævne til at se de kosteligste Herligheder, hvor andre kun ser: Noget Pladder, en flækket Træsko, en død Krage; og paa det sejrer han. Men naturligvis, han har det levende Liv som Modspiller i Prinsessen; med Skriverkarlene alene var det aldrig gaaet godt!

Jeg husker en gammel Husmand fra min Barndom, som faldt i Forundring over alting – en almindelig Smaasten, en Flue, et Græsstraa. »Det er nu mærkeligt!« udbrød han bestandig. Han kom ikke stort af Stedet i Arbejdet; for hvert Skridt fremad maatte han stoppe op og undres. Folk grinede. »Nu undres Jeppe Holm igen,« sae de og puffede til hinanden. Men der stod Respekt om ham alligevel – han var »klog«, han saa Ting, ingen anden kunde faa Øje paa. Og han saa dem i Hverdagen, hvor de laa for Næsen af enhver. Han var Digter, lige til det sidste stillede han Spørgsmaal til Tilværelsen. »Hvad mon nu saadan en Guds Mand tænker indvendig?« sae han, da han laa og skulde dø og Præsten berettede ham.

Naa, han skrev jo ikke Bøger; men det er ogsaa det mindst morsomme ved Haandteringen. Det kan være skønt at drømme et Arbejde, men oftest er det en Lidelse at give det Kød og Blod. Undertiden kan det være en Fornøjelse – naar man ved, at det bliver godt i Enden. Men det bliver det sjælden i den Verden, jeg har faaet tildelt – navnlig nu hvor alt synes at rotte sig sammen mod Smaamanden for at faa ham jaget tilbage i Middelalder-Mørket.

»Saa flyt over!« siger saa mangen. »Der er dog ogsaa andet at skrive om end –« Men er der andet end Klodshans's Rekvisitter, der i Dag fører Menneskeheden frem til Riget og Sejren! Allerede de gamle lod jo Vorherre skabe Mennesket af Pladder; og der bliver aldrig anden Udvej end at genrejse det af samme Stof. Vejen til det virkelige, frigjorte Menneske gaar ikke mindst i Dag nede fra opad.

Jeg har prøvet gennem min egen Opvækst at skildre et Proletarbarns Udvikling frem til at blive et Menneske – og Medmenneske! – der har noget at sige andre Mennesker, ikke mindst dem fra sin egen Kreds, og gør det gennem Digtningen, fordi han mener derved bedst at faa dem i Tale. Den jeg er, er jeg blevet, ikke i Kraft af en bestemt Ævne, men gennem selve mit Liv med dets Savn og Kampe, Skuffelser og Glæder i Fællesskab med andre Mennesker. Sygdom har bidraget sit – og Mennesker, der rystede mig ved deres Retsind som Bonden Hans Dahl! Og andre der kaldte mig et Søndagsbarn, naar det saa haardest ud for mig. Mennesker kan paavirke én for Livet, saa man aldrig slipper dem og deres Indflydelse. Menneskelig Varme er vel det af alt, der følger én længst; og dèr maa jeg stadig – næst efter Mor – mindes den sjældne Kvinde Fru Molbech med Taknemmelighed. Som Forfatter naaede jeg kun at gøre hende Sorg; da hun efter mine første Bøgers Fremkomst slog Haanden af mig, forstod jeg for Alvor, hvad det koster at maatte følge sin egen Vej.

Jeg synes selv, den – om end med Bugtninger – førte frem til det største af alt: den fredeligt og ærligt arbejdende Menneskehed. At det var den rette, synes jeg jeg har faaet mange skønne menneskelige Beviser paa.

Et af dem maa jeg ha Lov at nævne til Slut, fordi det viser, hvilket uhyre Ansvar Digteren har netop i vor Tid, der paa mange Omraader har brudt med det overleverede, med Sæd og Skik. De gamle hade en Tradition at støtte sig til i Livets store, afgørende Situationer; saadan og saadan forholdt man sig under Sygdom, ægteskabelige Vanskeligheder, eller naar Døden nærmede sig – for saadan hade de teet sig før én: Far og Bedstefar og Oldefar! Der var stor Styrke for den enkelte i det, han var et fast Led i en Kæde. Idag er den enkelte rodløs hvad Overlevering angaar, han har kun sig selv at falde tilbage paa. Til Gengæld søger han sig Forbillede og Støtte i Skikkelser, der er i samme Situation som han, fra den Literatur han holder af; enhver har sikkert erfaret det hos sig selv.

Nogle Aar efter Verdenskrigens Afslutning, mens jeg endnu boede i Sydtyskland, fik jeg et Brev fra en højere Embedsmand i München, der meddelte mig, at han hermed efter sin afdøde Hustrus Ønske, oversendte mig hendes »sidste Vilje«. Paa det medfølgende Dokument, der var skrevet med en rystende Haand, stod:

Hr. Andersen Nexø,

Jeg er fem og halvtreds Aar og har levet under velhavende Kaar hele mit Liv; indtil jeg for et halvt Aar siden fik Deres »Ditte Menneskebarn« i Haanden, hade jeg ingen Anelse om, hvad Fattigdom og Nød var. Jeg hade i aarevis skullet underkaste mig en Underlivsoperation men manglede Mod. Men nu tænkte jeg: Naar Ditte har kunnet gennemgaa saa meget, maa du ogsaa kunne ta en Operation – og lod mig indlægge. Under Forundersøgelsen laa jeg og styrkede mig ved Dittes Selskab. Men da Operationen var overstaaet, erklærede Lægerne, at det var for sent, jeg kunde ikke leve. Det var svært at høre paa; men jeg trøstede mig med Ditte. »Kunde hun dø nogle og tyve Aar gammel, og uden at ha faaet noget ud af Livet, kan du ogsaa dø, som har levet godt i saa mange Aar,« sae jeg til mig selv. Og nu ligger jeg og læser i Ditte og venter paa Døden. Ved hendes Haand gaar jeg – – –

Ogsaa hun hørte paa en Maade til de tomme Pladsers Passagerer! Digteren har et stort Ansvar over for Menneskeheden – det største der overhodet er lagt paa nogen.