XVI

Mens den gamle Askovlæge Bojesen ikke hade nogen større Tro til, at jeg kunde komme mig, og spaaede Forværring naar det kolde Efteraar kom, delte Fru Molbech mit Lyssyn. »Men du maa væk fra det lumske Klima her,« sae hun. »Estrup var brystsyg som ung – og dødsdømt af Lægerne. Han kom til Syden – og er da blevet en gammel Mand.« I sin Hjærtensgodhed profeterede hun mig et langt Liv – og har sin store Andel i, at Profetien gik i Opfyldelse.

En Rejse til Syden kunde det ikke nytte noget at tænke paa. Men Fru Molbech hade en Slægtning, der sejlede en Tankdamper frem og tilbage mellem en Plads i Amerika og København. Petroleumslugten skulde være særlig god for brystsyge Mennesker, og hun forsøgte paa at faa ham til at tage mig med et Par Ture. Men Rederiet vilde ikke gi Tilladelse. Saa prøvede man paa at faa mig med den saakaldte »grundtvigianske Damper«A Skjalm Hvide, hvis Fører stod Højskolen nær. Men ogsaa det mislykkedes; og det saa ud, som maatte jeg blive hjemme og løbe Risikoen. Endnu var jeg ikke videre, end at en Smule Forkølelse slog mig over Ende.

Men en Dag kom Jacob Appel med 200 Kroner, han hade faaet sendende til mig fra en dansk Forretningsmand Pontoppidan i Hamborg. Grosserer Pontoppidan hade læst et Digt af mig i Højskolebladet og hørt at jeg var syg og trængte til at komme til Syden. Et lignende Beløb blev skaffet til Veje fra anden Side, og Fru Molbech sørgede for Udstyret. Med 400 Kr. kontant og udrustet som en Greve med graa Paletot og et varmt, graat Sæt Rejsetøj drog jeg af; Pengene hade jeg i en lille Pose paa den bare Krop. Saa mange Penge hade jeg aldrig ejet.

Og jeg hade Udsigt til endnu flere. Holger Begtrup hade foreslaaet mig, at jeg skulde sætte mig i Forbindelse med nogle Provinsblade og tilbyde dem Rejsebreve. Han gav mig en varm Anbefaling, og der tegnede sig 12 Venstreblade for tre til fire Rejsebreve pr. Maaned. Hvert Blad skulde betale halvanden Krone pr. Brev.

Til »Ugens Nyheder«, et meget middelmaadigt Ugeblad med en efter Datidens Forhold uhyre Udbredelse paa Landet, henvendte jeg mig ogsaa. »For de har Penge,« sae Begtrup. Bladet forlangte Originalbidrag; det vilde være helt alene om dem og honorere dem med tre Øre Linjen.

Det var spændende at sætte sig i Toget og fare udad mod det Ukendte; alt hvad der hændte var forunderligt og nyt. Allerede fra Udgangsstationen, Vejen St., fik jeg det sælsomste og uhyggeligste Rejseselskab i en gammel Bondekone, der var ude og rejse Døden i Møde; jeg har skildret Oplevelsen i »Ann Mari's Rejse«. Hun var mit første bevidste Møde med de tomme Pladsers Passagerer; siden har jeg ikke kunnet foretage en Rejse, ja knap gøre et Skridt, uden at støde paa dem.

Spændende var det at overskride Grænsen til Tyskland og fastslaa, at Jorden dér, trods Landkortet, hade samme Farve som hjemme. Og hvad der var endnu mere tilfredsstillende at fastslaa: Menneskene var ogsaa de samme, venlige og hjælpsomme. I Berlin skraaede jeg med min Vadsæk over Pladsen foran Banegaarden, over til en Droske for at spørge Kusken, hvilken Sporvogn jeg skulde ta for at komme til Mathildenstrasse, hvor Herberget for rejsende Svende laa. Han hade allerede faaet Muleposen og Dækkenet af Hesten, men anbragte ved mit Spørgsmaal roligt Tingene igen og fulgte mig over til Sporvognen. I Berlin drattede jeg ind paa Universitetet og hørte den store Historiker Prof. Heinrich von Treitschke – en af Forløberne for det tredje Rige – tale om det kommende tyske Verdensimperium, saa Studenterne i deres begejstrede Ovationer for ham smed Huerne i Vejret og væltede Stole og Borde.

En Student kom hen og spurgte mig, hvad jeg hade dèr at gøre; han troede aabenbart jeg var Englænder, hvad jeg var meget vigtig af. Da han hørte, jeg ikke var Englænder men Dansker, blev han meget elskværdig og viste mig rundt. Han var Mediciner, og tog mig hen i den medicinske Afdelings Dissektionslokale, en stor Hal med Marmorborde, hvorpaa der laa Menneskekroppe, som et halv Hundrede Studerende i hvide Kitler stod og flænsede i. Portører kom ind med en Menneskekrop, der ofte manglede Arme eller Ben, paa Nakken og hev den ned paa Marmorbordet, saa det klaskede; det hele mindede om en uhyre Slagterbutik. Et Kvindelig laa paa Ryggen med Hodet hængende ud over Bordkanten, hendes Haar naaede ned til Gulvet; det var vaadt og sammenklasket. »Spree!« sae den Studerende, der arbejdede med Liget. Han hade den nøgne Arm helt oppe i hendes Brysthule, som søgte han efter Hjærtet; tog saa Haanden ud, greb efter et Rundstykke der laa ved Ligets Lænd, og bed af det. I samme Øjeblik fik jeg ondt og maatte hjælpes ud.

Stærkt var alt hvad der mødte mig! Syd for München oplevede jeg Bjærgene; de formelig væltede deres Masser ind over mig, saa jeg hade ondt ved at faa Vejret. I Innsbruck maatte jeg ud og prøve, hvordan det var at kravle op ad dem. Om Natten boede jeg i en gammel Kro, hvor min Barndoms Helt Andreas Hofer plejede at tage ind, naar han var i Innsbruck for at opflamme Folket til Kamp mod Undertrykkerne. Kanske sov jeg i samme Seng, han hade sovet i; den var gammel og solid nok til det. Det krøb mig over hele Kroppen af Spænding ved Tanken!

Og næppe var jeg vel over den italienske Grænse, før jeg kom i Kupé med en Mand, der skulde til samme Pensionat i Rom, som jeg hade faaet opgivet fra Askov – han var Søn af Værtinden dèr. Han kunde ti Brokker Tysk og var lige saa vigtig af dem, som jeg af de ti Brokker Italiensk jeg hade naaet at tilegne mig. Følgelig talte han lige saa haardnakket Tysk til mig som jeg Italiensk til ham – og vi forstod hinanden! Jeg følte mig i Forvejen som en Lykkens Yndling, og tog det blot som et Tegn mere, at jeg blev taget imod ved Grænsen og fulgt helt frem. Alt, hvad der mødte mig, var forunderligt!

I Rom traf jeg flere danske Kunstnere – Ring, Brendekilde, Billedhuggeren Bonnesen. Dr. Moltesen, der laa og gjorde Studier i Vatikanets Bibliotek, sørgede for, at jeg kom fra det dyre Pensionat over i et Logi, der kun kostede en Lire om Dagen. Lidt Mad købte jeg hjem; ret meget behøvede jeg stadig væk ikke. Til Gengæld drak jeg en Del Vin; den satte i lys Stemning og lettede Aandedrættet. Naar jeg hade drukket en halv Pot rød Landvin, løsnedes Spændetrøjen, der laa om Brystet, og jeg kunde aande frit.

Men Vinen gav Appetit. I Begyndelsen levede jeg for næsten ingenting; men nu maatte jeg gaa ud og spise en Gang om Dagen for at blive mæt. Det blev saa om Aftenen, og jeg snød mig fra at gaa i Seng med Hønsene og søgte til de Trattorier, hvor Ring, Brendekilde og de andre danske Kunstnere mødtes. Det var godt for Sjælen, men Lungene kunde ikke rigtig lide det.

Redaktør Schmidt i Rønne, der hade paataget sig at sende Aftryk af mine Rejsebreve til de andre Blade og opkræve Pengene, syntes saa godt om de første Artikler, at han af egen Drift tilbød en Række andre Blade dem. Seks sluttede sig til Korrespondancen, saa der nu var atten i alt. Det skulde give 27 Kroner pr. Brev, og jeg skrev mindst tre hver Maaned, saa det tog sig helt overdaadigt ud. Mere end 100 Lire om Maaneden brugte jeg ikke; og de kunde købes for nogle og tres Kroner. Men Pengene gik smaat ind; halvanden Krone for en Artikel var dengang mange Penge for et Provinsblad – og er det maaske fremdeles. Jeg gav mig saa til at skrive Rejsenoveller og smaa Studier til Illustreret Tidende, og det hjalp lidt paa Budgettet. For en Novelle betalte Bladet 10-25 Kroner. Ialt skrev jeg ca. 75 Arbejder paa denne Rejse, der varede en snes Maaneder og strakte sig over Italien og Spanien, begge Lande fra Nord til Syd, og over det nordlige Marokko. I Bogen Soldage, som jeg skrev 1903 efter i store Træk at ha gentaget Rejsen, har jeg sammenfattet Indtrykkene fra begge Rejser.

Bortset fra, at jeg fik Feber naar jeg skrev, kom jeg let til de forskellige Arbejder. Verden var mig selv saa ny og interessant, saa maatte den være det for alle andre ogsaa; alt hvad jeg oplevede, syntes mig dengang værd at fæste paa Papiret. Og jeg oplevede meget; min vagabonderende Maade at rejse paa, ofte uden Penge i Lommen til Nattelogi, førte mig op i allehaande.

Kulden fordrev mig fra Rom, og jeg rykkede Syd paa til Pompeji – Brendekilde skulde derned. Ogsaa dèr blev det mig efter nogle Ugers Forløb for koldt; jeg tog ind til Napoli og kom derfra som blind Passagèr til Palermo paa Sicilien, gemt i en Fyrbøders Køje. Han skulde ha halvanden Lire for at overlade mig Køjen. Midt paa Natten dukkede et sort Ansigt ind over Køjen, som et Lyn jog allehaande Forestillinger om Røvere gennem min søvndrukne Bevidsthed. Men det var bare Fyrbøderen, der vilde spørge til mit Befindende. Jo tak! Jeg var blot saa forbandet sulten; mine sidste Slanter var gaaet med til Sørejsen. »Jeg kan sku ikke gi Aftensmad ogsaa for halvanden Lire,« sae han og gik, frygtelig bandende, sin Vej. Men lidt efter kom han med en Gedekotelet, stegte Kartofler og en halv Flaske Vin. Det var en Gave fra Kokken.

I Palermo laa der lidt Penge poste restante. Det var altid det spændende ved hver ny Plads – var der kommet noget. Breve var endnu sjældnere; Fru Molbech og Mathilde var de eneste, som skrev.

Fra Palermo arbejdede jeg mig, mest til Fods, tværs over til Girgenti og derfra videre til Siracusa. Nu og da kom jeg op at ride med en Æselkaravane. Sicilien hade dengang Ord for at være fuld af Røvere; Mafia'en terroriserede Befolkningen i Byerne, navnlig de Velhavende; uden for Byerne var det kun de Rejsende det gik ud over. I Bjærgene hændte det mig gentagende, at en Mandsperson, der kunde se ud til allehaande, pludselig dukkede op paa min Vej og saa at sige snusede til mig. Men jeg lugtede ikke af Guld og Diamanter og fik Lov at løbe. Jeg traf en fransk Maler derinde i en lille By, som Røvere var faldet over en Dag han sad og malede. Af Ærgrelse over, at han ikke hade noget af Værdi paa sig, klædte de ham af og tog Klæerne, saa han maatte rende nøgen hjem til Landsbyen. Maleriet lod de ham beholde! Selv blev jeg overfaldet af et Par Banditter i Hulvejen, der fører fra Girgenti ud til Templerne, men slap med Skrækken og et Par Buler. Det værste var, at Svinebæsterne hade revet en Flænge i min skønne Paletot.

Da jeg naaede frem til Siracusa, var mit lille Pengeforraad fra Palermo trods al optænkelig Sparsomhed opspist; jeg hade lige en Lire til et Maaltid Maccaroni og slog mig ned i en aaben Vognport, der tjente som Trattoria. Den vendte lige ud til den berømte »Arethusas Kilde«; for mine Øjne bredte sig »Den store Havn«, hvor de vældige Søslag stod, der afgjorde Athens og Storgrækenlands Skæbne. Det var underligt og betagende at sidde her og spise Maccaroni for sine sidste Ører, i en lille hendøende Provinsby, der engang for halvtredje Tusend Aar siden hade over en halv Million Indbyggere og var Verdens Centrum. Klimaet var bedaarende, Luften mild og blød, ingen Steder hade jeg trukket Vejret saa let som her. Her kunde man slaa sig ned, hvis – –

I det samme kom Værten, der var sin egen Kok, frem fra Baggrunden af Vognporten, hvor han stod og brasede et eller andet, der lugtede fortvivlet godt. Han lae et lille Skrivehefte foran mig. »Hvis Herren vil bo og spise her – jeg har et lille Værelse ovenpaa – saa fører vi det hele op i Bogen her, og De faar ti Procent naar Maaneden er gaaet.« Det kunde kun en Sydlænding finde paa – at gi Rabat, dersom man vilde ta paa Kredit! Jeg slog straks til, og konstaterede for Gud ved hvilken Gang, hvor let det var at være fattig hernede.

En herlig Maaned uden Sorger af nogen Art hade jeg takket være Værtens geniale Paafund med at gi sine Kunder Præmie for at bo paa Klods. Jeg strejfede fra Morgen til Aften omkring paa det uhyre Ruin-Omraade, der engang hade været en spillevende Verdensstad, var i de vidtstrakte Katakomber, hvor Forfulgte i Tusendvis hade levet et underjordisk Liv, i Stenbruddene der hade tjent som Oldtidens Koncentrationslejre, i det vældige Amfiteater der er udhugget i selve Klippen. Der færdedes mange Turister ude i Ruinerne; mest Amerikanere og Englændere der ikke kunde andre Sprog end deres Modersmaal. Jeg hade daglig Lejlighed til at hjælpe dem til Rette med et eller andet, og var ikke langt fra at blive en Slags selvbestaltet Fører. Det var meget morsomt; de fleste af disse Mennesker var i mine Øjne snurrige Kumpaner; jeg lærte en egen Side af Rigdommen at kende.

De amerikanske Turister var saa at sige udelukkende ældre gifte Koner, som deres Mænd hade sendt abroad alene, fordi man dog maatte vide lidt om gamle Evropa og de selv ikke hade Tid at ta med. De skulde snuse til saa meget som muligt, og fortælle Manden om det naar de kom hjem, saa han ogsaa – ud fra en næsten førstehaands Viden – kunde snakke med i Selskaber. En saa troskyldig Form for Kultur hade jeg ingen Forestilling haft om; dengang hørte Bogskabet endnu med til vor hjemlige Overklasses Husgeraad. Nu er vi herhjemme jo ogsaa naaet derhen, at Fruen læser de ny Bøger – saa vidt mulig gennem Læsekreds – eller i al Fald Anmeldelserne af dem, og giver sin Mand et Resumè, saa han ogsaa er literært à jour i Selskaber.

Forresten konstaterede jeg, at Kvinderne ogsaa var i stort Flertal blandt de evropæiske Turister. Af seks Turister var gennemgaaende de fem Kvinder, og det bragte nogen Forvirring i mine avtoriserede Begreber om Kvinden som et af Manden underkuet Væsen. Det syntes som om Kvinden inden for de mere velstillede Kredse var en Slags Overklasse, der nød Livets Goder og lod Manden blive hjemme. En Del af disse Kvinder hade noget eget ved sig. De slog sig ikke løs som de amerikanske, der ofte téede sig som Føl der har krænget Tøjret af sig, men gik om og søgte Fortrolighed. Det var gærne Væsner, der hade lidt ægteskabeligt Skibbrud; Kvinder som Mændene vilde ha Fred for et Stykke Tid, eller Fraskilte der var ude for at vise at de kunde staa paa egne Ben. Fælles for dem var, at de hele Tiden troede de blev snydt, og at de benyttede enhver Lejlighed til at berette om deres Ægteskabs Tragedie og fortælle, hvad for et Bæst Manden hade været. Der var ikke saa sjælden Danske imellem; de gjorde højlydte Bemærkninger om alt og alle, og jeg maatte gøre opmærksom paa, at jeg selv var Dansk. Saa var jeg med det samme midt oppe i deres Fortrolighed.

Jeg lærte mange forskellige Mennesker og Skæbner at kende og gjorde for mit eget Vedkommende én nyttig Erfaring: Man skulde ikke straks løbe til at benytte disse Skæbner literært, saa interessante de end forekom én. Gjorde man det, var de dermed udbrændte og laa som døde Slagger i én; men lod man dem urørte, groede de og blev en vægtig Bestanddel af éns almene Livserfaring.

Der var baade sundt og interessant at være, og jeg hade den største Lyst til at blive i Siracusa hele Vinteren. Men Maaneden var gaaet og vi var midt i den næste, uden at Værten hade faaet sine Penge. Der kom stadig ingen, og jeg maatte hitte paa Udflugter for at holde ham hen, noget jeg ikke var god til. Det faldt mig efterhaanden saa pinligt svært, at jeg begyndte at tænke paa at rømme for at slippe ud af det.

Men saa kom Lykken mig paa en egen lidt nederdrægtig Maade til Hjælp. Ude i Amfiteatret traf jeg en Dag en tysk Doktorfrue, som jeg kendte fra Rom, hvor vi hade boet i samme Pensionat. Naar jeg maatte holde Sengen af Forkølelse, plejede hun at komme ind til mig med noget varmt – Te eller en Romtoddy – og sad saa og underholdt mig. Hun var altid i Kimono, og det generede mig en Del; det var første Gang jeg saa en Kvinde i den løse Paaklædning. Hun var fra Stettin, og jeg forstod, at hun hade et rigt Hjem dèr. Manden nævnede hun aldrig, men hun talte meget og i sværmeriske Vendinger om sin Datter og viste mig hendes Billede: en kraftig syttenaars Pige med Gretchenfrisyre. Det undrede mig, at Doktorfruen stadig drog Datteren frem og flere Gange førte Talen hen paa, hvor godt hun og jeg vilde passe sammen. Selv skulde hun Syd over, til Ægypten og Grækenland, og vilde meget gærne ta mig med. »De maa ha rigtig Sol,« sae hun overtalende – »og det behøver hverken at koste Dem eller mig noget. Som enlig Kvinde maa man rejse dyrt, naar jeg har »Svigersønnen« med, kan vi rejse anden Klasse og ta ind paa anden Rangs Hoteller.« Hun lo selv ad Ordet Svigersøn.

Men ogsaa nu ved Gensynet raabte hun: »Dér har jeg jo min kære Svigersøn!« Hun boede paa det dyreste Hotel, hvor ellers kun Englændere og Amerikanere boede. »Det skylder vi Tyskere os selv som Nation,« sae hun forklarende, og indbød mig til at spise til Aften med sig. Mens vi spiste, gentog hun sit Tilbud. Jeg undslog mig med, at jeg snart maatte hjem; jeg hade netop i de Dage faaet Tilbud om Plads som Lærer paa en Højskole paa Mors, den skulde tiltrædes i Foraaret. Fru Molbech, der formidlede Tilbudet, raadede ganske vist fra, – »du klarer dig jo saa godt dernede,« skrev hun. Hun skulde vidst, hvordan jeg huggede mig igennem; jeg vilde vel aldrig naa til at faa Penge tilovers til Hjemrejsen. Men i al Fald hade jeg ingen Trang til en Luksusrejse til Ægypten og Grækenland, tilmed som en Slags Skødehund!

Jeg hade Angst for, at det skulde lykkes Doktorfruen at overtale mig, saa forbandet min Situation var, og brød hurtig op. Næste Formiddag kom et Bud fra Hotellet med et Brev, der indeholdt nogle venlige Afskedsord og fem Hundrede Frank.

Beløbet satte mig i hæftig Oprør, jeg følte mig baade krænket og ydmyget og tog straks ud til Hotellet, der laa ovre paa Fastlandssiden af Siracusa, for at give Pengene tilbage. Men Doktorfruen var paa Vej til Damperen, der skulde bringe hende over Malta til Nordafrika; og da jeg naaede Havnen, var Skibet allerede i rum Sø. Jeg var helt ude af det – de forbandede Penge! aldrig vilde jeg kunne røre dem, hvor galt det saa gik mig! Jeg vilde smide dem i Søen – nej brænde dem var bedre! Da jeg kom hjem, var jeg lidt roligere; jeg lae dem paa Bunden af min Kuffert. En Dag vilde der vise sig en Udvej til at levere dem tilbage!

Men en skønne Dag drev Nøden mig til at laane den første Hundredseddel. Det var jo kun et Laan i en Nødssituation; snarest gørligt skulde Beløbet igen lægges til de andre fire Hundrede. Saadan talte jeg beroligende til min onde Samvittighed – ogsaa mens jeg laante Hundrede til, og det næste Hundrede – – til der ikke var flere. Saa maatte jeg le ad mig selv, for det gik op for mig, at jeg stod og var skuffet, fordi der ikke var flere Sedler at »laane«. Pengene hade hjulpet mig til at overvintre i Siciliens herlige Klima, og de hade givet mig Lejlighed til at præstere en vellykket Glideflugt fra de mest højspændte Idealer til den haarde Virkelighed. Jeg stod igen med begge Fødder paa Jorden og hade gennemgaaet et probat Kursus i Psykologi og Selvanalyse. Jeg voksede et godt Stykke i Erfaring her i Siracusa, og ikke mindst ved denne Oplevelse.

Jeg rejste ikke hjem; Penge til det hade jeg stadig ikke – og heller ingen Lyst. Min Bror, som plejede at kalde mig et adstadigt Pjok, der ikke var til at drive ud af Flækken, vilde ha glædet sig over mine Anlæg som Vagabond. Bestandig brød jeg op – og endte et andet Sted end jeg hade sat mig for. Paa en eller anden mystisk Maade er jeg havnet i Rom, i den varmeste Tid, og ligger syg af Dysenteri. Saa syg var jeg, at min Værtinde, af Frygt for at en Vantro (Protestant) skulde dø under hendes Tag, vilde kaste mig paa Gaden. Fru Molbechs næstældste Datter, Marie Molbech, der var i Rom som Nonne, kom lige tidsnok til at hindre det. Fra Milano telegraferede Povl la Cour, som var der i Anledning af en Opfindelse, han hade gjort, og forespurgte om han skulde komme ned til mig. Jeg afslog det, men Tilbudet gjorde mig godt – og gør endnu! Da jeg et Aar efter kom hjem fra Rejsen og mødte Ludvig Schrøder paa Gaden i Askov, var hans første Ord: »Hvad, er De ikke kreperet endnu?« Det var vel mere raat sagt end det var ment; men ondt lød det i Ørerne paa én, der knap og nap var undsluppet Døden og i aarevis hade følt det, som var han sveden af for nær Berøring med den. Det har været mig umuligt at glemme de to Maader at reagere over for mig paa – og svært ikke at sammenligne dem.

Saa snart jeg kunde søgte jeg fra Rom, der var som en glohed Ovn, ud til Kysten og kom med tilfældig Skibslejlighed op til Genua. Her gik jeg, nogenlunde kureret for Dysenterien, og haabede paa gratis Skibslejlighed hjem. Penge hade jeg ingen af – og længtes hjem! Jeg boede paa en Sømandsknejpe ved Havnen og betalte en Krones Penge for Kost og Logis, som var derefter. Det var alligevel for dyrt, Aviserne lod sjælden høre fra sig. Hver Dag afstøvede jeg Havnen for at se efter danske Skibe; men der kom ingen. Tilsidst bestemte jeg mig til at tage med en norsk Bark, der skulde til Hull og vilde tage mig med, imod at jeg gjorde Arbejde ombord.

Jeg var paa Vej ombord med min Kuffert, da jeg paa Havnen mødte et ungt amerikansk Ægtepar – Kunstnere – som jeg hade haft Lejlighed til at yde forskellige Haandsrækninger paa Sicilien. De hade købt Billetter til Hjemrejsen og skulde afgaa om et Par Dage med Norddeutsche Lloyds store Passagerdamper »Werra«; men nu var der kommet Telegram til Mr. Williams fra det Firma, der hade sendt ham til Evropa, at han maatte ta til Florens. Det var fra en stor amerikansk Tapetfabrik; han tegnede gamle Messekaaber og Alterklæder af for Firmaet til Tapetmønstre; og dèr og dèr i Florens' Kirker skulde der findes sjældne Mønstre.

De hade ofte halvt spøgende sagt, at de vilde adoptere mig og ta mig med til Amerika. De hyldede en underlig mystisk Religion med Sjælevandring i, og den unge Frue hævdede, at de hade et vist Krav paa mig, idet hun i al Fald hade truffet mig løseligt i en foregaaende Tilværelse og da faaet Løfte om at lære mig nærmere at kende paa det næste Trin af Fuldkommengørelsens Stige. Hun hade været Kat dengang, og jeg en lille Sangfugl, der sad paa en Gren uden for Rækkevidde. Hvad der kunde tænkes at være i Behold for mig i Henhold til denne Udlægning, brød jeg ikke mit Hode med, da de nu overtalte mig til at benytte den overflødige Billet. »Saa har min Kone Selskab og Beskyttelse, Mister Poet; og De kan rejse som hendes yngre Bror. Der skal nok blive Chancer for Dem i Amerika; vi har Brug for Digtere.« Det lød altsammen godt nok; de hade begge stor Tro til min Fremtid og hade allerede gennem Bekendte solgt en Fortælling af mig til Harpers Weekly's Julenummer. Noget at betænke sig paa var der ikke – hvem drømte ikke dengang om Amerika i Forbindelse med den store Chance.

Men da vi var midt ude i Middelhavet, kom Kaptajnen og forlangte at se min Tegnebog; han maatte sikre sig, at jeg hade de 60 Dollars, man skulde være i Besiddelse af for at kunne gaa i Land i New York, saa han ikke skulde blive nødt til at ta mig med tilbage igen. Mrs. Williams vilde lægge dem ud, men det forbød Kaptajnens tyske Grundighed ham at affinde sig med. »Nicht vorhandensein einmal konstatiert – fertig!« Jeg blev hevet i Land i Gibraltar.

Dèr hyrede jeg mig ind i et Logi for Negre. I Gibraltar var der ikke faa af dem; de arbejdede i første Række ved Losning og Indladning af Kul til de talrige Dampere, der daglig ankom for at »bunke«. Englænderne paastod, at de egnede sig storartet til dette Arbejde, der af alle andre paa Pladsen betragtedes som en Forbandelse – idet Kulstøvet ikke bed paa dem.

Næste Morgen mødte jeg Mrs. Williams nede i Fæstningens eneste, endeløst lange Gade; hun var paa Vej til Politiet for at spørge om min Adresse. Sammen med en Del andre Passagerer fra Amerikadamperen var hun igaar Eftermiddag taget op paa Gibraltarklippens Top for at se de berømte vilde Aber, men kom bort fra det øvrige Selskab. Og da hun naaede ned, var Damperen gaaet.

Saadan kom jeg til Spanien i Stedet for til Amerika. Og hvem ved, hvad det var godt for – som Bornholmerne siger.