XXII

Tidt nok maatte Pelle angre, at han var tinget i Lære paa fem Aar. Han havde i sin Læretid set et Hundrede Drenge eller to rykke op i Svendenes Række og straks blive sat paa Gaden, mens nye Drenge fra Landet og Købstaden fyldte Tallet ud. Der stod de saa og skulde begynde paa egen Haand, i de fleste Tilfælde havde de ikke lært noget ordenligt, men blot siddet og slidt Føden sammen til Mester; nu skulde de pludselig til at staa til Ansvar for Faget selv. Emil var gaaet i Hundene, Peter var Landpost og tjente en Krones Penge om Dagen paa at gaa fem Mil. Naar han kom hjem, kunde han sætte sig hen med Syl og Risp og tjene Resten af Føden om Natten. Mange gik helt fra Faget, de havde arbejdet deres bedste Ungdom hen til ingen Nytte.

Det var ikke gaaet Jens bedre end de fleste; han sad og hutlede som Smaamester, de ligefrem sultede. Pigebarnet havde lige aborteret, og de ejede ikke Mad i Huset. Naar Pelle kom derud, sad de gærne og stirrede rødøjet paa hinanden; over deres forskræmte Hoveder hang Politiet som en Trusel fordi de ikke var gift. »Bare jeg forstod mig paa Jordvæsen,« sagde Jens, »saa vilde jeg tage ud paa Landet og tjene Bonden.«

Med al sin Sorgløshed kunde Pelle ikke undgaa at se sin egen Skæbne i alle de andres; det var kun hans Hengivenhed for Mester Andrès, der havde 229| hindret ham i at stikke af og søge over i noget andet.

Nu opløste det hele sig pludselig af sig selv, Gamle Jeppe solgte Forretningen med Drenge og det hele. – Men Pelle vilde ikke lade sig sælge; nu var Lejligheden der, nu agtede han med et rask Tag at slutte af for det Afsnit.

»Du gaar ikke,« sagde Jeppe truende – »du har et Aar igen af Læretiden! Jeg melder dig til Øvrigheden – det har du jo før prøvet hvad vil sige.« Men Pelle gik, saa kunde de rende til Øvrighed saa meget de vilde.

Glad og let i Sindet lejede han sig et Kvistværelse nede paa Havnebakken og flyttede sine Stumper derned. Det var som at rette sig ud efter aarelang Trældom, ingen havde han over sig, ikke en Byrde, ingen Forpligtelse. Han havde kæmpet aarelangt mod en bestandig Nedgang, det havde ikke just styrket hans Ungdomsmod Dag ud Dag ind at stemme sine Kræfter forgæves imod for at hindre Tilbagegangen paa Værkstedet; han kunde kun hæmme Farten lidt og forresten glide med. En god Slump Resignation og lidt for megen Taalmodighed i Forhold til de atten Aar, det var hans øjeblikkelige Udbytte af Turen ned ad Bakke.

Nu laa det hele ved Bakkens Fod, og han kunde træde til Side og rette lidt paa sig, med Samvittigheden i Orden og en lidt forhutlet Glæde over Friheden i Overskud. Penge til at rejse havde han ikke, og Klæderne var i en slem Forfatning; men foreløbig angik det ikke ham. Han trak blot Vejret og saa Tiden an. Mesters Død havde efterladt saa megen Tomhed i ham. Han savnede det sjælfulde Blik, der havde faaet ham til at føle sig som stod han i en Idés Tjeneste; Omverdenen var blevet saa underlig gudsforladt, nu det ikke længer hvilede halv klart og halv uudgrundeligt paa ham. Og denne Stemme der altid gik ham til Hjærtet, baade naar den var vred og overvættes mild eller kaad! – 230| hvor den havde lydt, mødte hans Øre nu Ensomheden.

Han gjorde ikke noget for at tage sig op men gik og drev. En og anden Mester havde Fingrene ude efter ham, de vidste han var en flink og paalidelig Arbejder, og vilde gærne have ham som Forbundter for 1 Krone om Ugen og Kosten. Men Pelle vilde ikke, han følte at dèr var Fremtiden ikke. Ud over det vidste han ingenting men ventede blot, underlig dumpt, paa at noget skulde ske – et eller andet. Han var slaaet ud af sin faste Tilværelse og havde ikke selv nogen Trang til at gribe ind. Fra sit Vindu kunde han se ned i Havnen, det store Foretagende var i fuld Gang igen efter den strænge Vinter. Der steg en Summen fra Arbejdet op til ham, de huggede, borede og sprængte, Tipvognene vandrede op over Skinnerne i lange Rækker, kastede deres Indhold af ude i Havstokken og kom tilbage. Hans Lemmer higede efter strængt Arbejde med Hakke og Skovl, men Tanken søgte ikke den Vej ud alligevel.

Naar han kom paa Gaden, vendte de stræbsomme Borgerfolk Hovedet efter ham og vekslede Bemærkninger, højt nok til at han kunde opfange det. »Der gaar Mester Jeppes Dreng og flyder,« sagde de til hinanden – »ung og stærk er han, men han gider nok ingenting. Han bliver nok en hel Sut skal vi se!« – »Ja var det ikke ogsaa ham der fik Ris paa Raadstuen for sin raa Opførsel? Hvor er der saa andet at vente?«

Saa holdt Pelle sig hjemme. Han fik et og andet Stykke Arbejde af Kammerater og Fattigfolk han kendte, kludrede sig igennem med det uden Redskaber, og gik ud til Jens naar det ikke kunde lade sig gøre. Jens havde lidt Læster og Kulisser. For Resten sad han og frøs ved Vinduet og stirrede ud over Havnen og Søen. Han saa Skibene takle til og stikke i Søen, og for hvert Skib der gled ud af Havnen og forsvandt i Horisonten, var det som en sidste Mulighed gled fra ham; han følte det saadan, 231| men det rørte ham ikke. Han trak sig helt tilbage fra Morten, og gik ikke mere ud blandt andre Mennesker; han skammede sig over at gaa løs og ledig mens alle andre arbejdede.

Maden havde han indrettet sig praktisk med, levede af Mælk og Brød og brugte kun nogle faa Øre om Dagen. Han kunde lige holde sig den værste Sult fra Halsen, Brændsel blev der ikke noget til. Naar han sad og hang nød han med en vis Skamfuldhed sin Hvile, ellers rørte der sig ikke stort i ham.

Solskinsmorgener stod han tidlig op og listede ud af Byen. Hele Dagen luskede han om i de store Naaleskove, eller laa paa Strandbakkerne og lod Havets Mumlen gaa ind i sin Halvdøs. Han aad som en Hund hvad han stødte paa af spiseligt, uden at tænke over hvad det bestod af. Solens Glitren paa Vandet og de stærke Dufte fra Naaletrærne og Foraarets begyndende Raaddboblen gjorde ham ør og fyldte hans Hjærne med halvvilde Forestillinger. Dyrene skræmmedes ikke af ham, men stansede blot et Øjeblik og tog Lugt ind; saa levede de sorgløst videre og udrullede deres daglige Liv for hans Øjne. Det forstyrrede ham ikke i hans Halvdøs, men naar menneskelige Væsner nærmede sig, luskede han af Vejen og gemte sig med en fjendlig næsten hadsk Fornemmelse. Han følte et Slags Velvære herude, ofte fornam han en Tilskyndelse til at opgive sin Bolig derinde og krybe ind under en eller anden Gran for Natten.

Han vendte først hjem naar Mørket skjulte ham, smed sig saa paa Sengen med Klæderne paa og laa og faldt hen. Han hørte fjærnt sin Nabo Dykkeren Strøm komme op over Loftet med vaklende Skridt, og give sig til at rode med Madsagerne. Madosen, der blandet med Sovelugt og Tobaksrøg altid trængte ind gennem den tynde Bræddevæg og hang kvalmende fed over hans Pande, blev stærkere nu; hans Tænder løb i Vand. Han lukkede Øjnene og tvang sig ud i andre Forestillinger for at døve Sul232|ten. Saa lød de kendte lette Skridt i Loftstrappen og nogen bankede paa Døren – det var Morten. »Er du hjemme Pelle?« spurgte han. Men Pelle rørte sig ikke.

Pelle kunde høre, hvorledes Strøm bed af Maden i brede Hug og tyggede smaskende. Og ind i Tygningen løb pludselig en underlig Lyd, en kvalt Brølen, der afbrødes hvergang han tog sig en Mundfuld; det lød som naar et Barn æder og skraaler paa engang. Dette at et andet Menneske græd, smæltede noget i Pelle og gav ham lidt levende Følelse; han rejste sig paa Albuen og lyttede. Mens Frysning paa Frysning listede sig op over hans Ryg, laa han og hørte, hvorledes Strøm sloges med det forfærdelige.

Der sagdes, at Strøm var her paa Grund af noget han i sin Ungdom havde begaaet hjemme; og Pelle glemte sit eget og lyttede stiv af Rædsel til denne Kamp med de onde Magter, der begyndte med, at Strøm taalmodigt, med tyk graadblandet Tale førte Biblens Ord imod de vrimlende Smaadjævle. »Kanske det kan faa jer til at tage Halen mellem Benene?« udbrød han naar han havde læst et Stykke. Der var en egen Brede over hans Stemme, en Trang til Fredsommelighed. – »Ja saa!« udbrød han lidt efter – »I vil have mer, I Satans Hallunker? Hvad siger I til dette da? – Jeg Herren din Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud –« Strøm jog Ordene ud, det brød ondt under hans Stemme. Og pludselig tabte han Taalmodigheden, han hev Bogen og tørnede ud over Gulvet. »Saa skal da den Lede annamme jer!« skreg han og slog om sig med Sagerne derinde.

Pelle laa og faldt i Sved ved den besættende Kamp; det var med en befriende Følelse han hørte Strøm slaa Vinduet op og hive Djævlene ned over Tagene. Dykkeren udførte den sidste Del af Kampen med et vist Humør, han gik og lokkede smigrende ind i Krogene: »Ak din lille Smaadjævel, sikken blød Pels du har – Strøm faar have Lov 233| at klappe dig lidt! – Ah saa, det havde du nok ikke ventet, var vi dig for kloge hva’? – Skal du bide din Djævleunge! – Dèr, bræk nu ikke Øjenbrynene!« Strøm slog Vinduet i med en inderlig Klukken.

Han gik lidt og gottede sig. »Strøm er vel Mand for at rydde Bulen selv,« sagde han tilfreds.

Pelle hørte ham gaa i Seng og sank selv hen. Men om Natten vaagnede han ved, at Strøm laa og huggede Hovedet taktfast mod Bræddevæggen og grædende sang: Ved Babylons Floder! –

Midt i Sangen tav Stenhuggeren og stod op, Pelle hørte ham famle omkring og gaa ud paa Loftet. Rædselsslagen sprang han ud af Sengen og tændte Lys. Derude stod Strøm og var i Færd med at lægge en Løkke over Bjælken. »Hvad vil du?« sagde han ondt – »kan jeg nu ikke være i Fred for dig heller?«

»Hvorfor vil du lægge Haand paa dig?« spurgte Pelle trist.

»Der sidder en Kvinde og et lille Barn og græder mig i Øret altid – jeg kan ikke holde det ud!« svarede Strøm og knyttede videre paa Rebet.

»Tænk saa paa det lille Barn da,« sagde Pelle fast og rev Rebet ned. Saa lod Strøm sig viljeløst lede ind og krøb i Seng. Men Pelle maatte blive inde hos ham, han turde ikke slukke Lyset og ligge ene i Mørket.

»Er det Djævlene?« spurgte Pelle.

»Hvad for Djævle?« Strøm kendte ikke noget til nogle Djævle. »Nej det er Naget du,« svarede han, – »Barnet og dets Moder anklager mig bestandig for min Troløshed.«

Men i næste Øjeblik kunde han springe ud af Sengen, og staa og fløjte ind under den som lokkede han ad en Hund. I et rask Greb havde han noget i Nakken, lukkede Vinduet op, og hev det ud. »Saa, det var det,« sagde han befriet. »Nu er der ikke fler af den Djævleyngel!« Han langede efter Brændevinsflasken.

234| »Lad den staa,« sagde Pelle og tog Flasken fra ham; han fik Vilje op i sig ved den andens Elendighed.

Strøm krøb i Seng igen, han laa og kastede sig og klaprede Tænder. »Hvis jeg bare maatte faa én Mundfuld,« sagde han bedende. »Hvad kan det gøre du – naar det nu er det eneste som hjælper? Hvorfor skal man gaa og pine sig selv og spille Peter Anstændig, naar man kan faa Fred i Sjælen for saa godt Køb? Giv mig en Slurk du.«

Saa rakte Pelle ham Flasken.

»Du skulde selv tage dig en, det opper! Tror du ikke jeg kan se, at du er forlist du ogsaa? Fattigmand har saa let ved at gaa paa Grund, der er saa lidt Vand under Kølen. Og hvem tror du der hjælper ham flot, naar han kaster Vrag paa den eneste Godven? Tag dig en Slurk du, det sætter Djævlen op i én og frisker op paa Tilværelsen.«

Nej Pelle vilde i Seng.

»Hvorfor skal du nu gaa? Bliv her du, vi har det saa hyggeligt. Hvis du kunde fortælle noget, som kunde jage den forbandede Lyd ud af Øret paa mig for en Stund blot! Der er en ung Kvinde og et lidet Barn som tuder mig Ørerne fulde bestandig.«

Pelle blev og prøvede at adsprede Dykkeren. Han greb ind i sin egen tomme Sjæl, og vidste ikke hvad han skulde finde paa, saa fortalte han om Far Lasse og deres Liv paa Stengaarden – løst og fast mellem hinanden, hvor han tilfældig fik fat. Men Minderne satte sig op i ham selv ved Fortællingen, og stirrede saa sørgeligt at de vakte hans lammede Sjæleliv. Pludselig følte han Smærte over sig selv og gav sig hjælpeløst hen.

»Hvad er nu det?« sagde Strøm og lettede Hovedet – »skal du tage Turen du ogsaa? Du har kanske Nederdrægtigheder at angre? – Eller hvad skader dig?«

»Jeg ved det ikke.«

»Du ved det ikke? Det er akkurat som naar Fruentimmerne tuder – det hører med til deres 235| Morskab! Men Strøm er ingen Dødbider; han skulde nok lade Glæden fuldkommes, om ikke der var et Par Barneøjne bebrejdende paa ham altid – og en ung Kvindes Anklage! De to sidder hjemme i Smaaland og vrider deres Hænder for det tørre Brød, og her gaar Forsørgeren og lægger sin Fortjeneste paa Værtshusene; kanske er de døde ogsaa fordi han forlod dem. Se det er riælt, der er ingen Barnesavl ved den Ting! – Men en Snaps kan du ligegodt faa.«

Pelle hørte ikke, men sad og stirrede blindt hen. Med ét begyndte han at sejle paa Stolen, han var daanefærdig af Sult. »Giv mig en Snaps da – jeg har ikke smagt Mad i Dag!« han smilede skamfuld over sin Tilstaaelse.

Strøm var i et Spring ude af Sengen. »Nej saa skal du have noget at æde,« sagde han ivrigt og slæbte Madvarer frem. »Har én kendt Mage til desperat Djævel – hælde Brændevin i en tom Mave! Æd nu du, saa kan du drikke dig fuld et andet Sted! Strøm har nok paa sin Samvittighed det foruden – han kan drikke sin Brændevin selv. Ja saa det var af Sult du tudede? Syntes jeg ikke nok, det lød som Barnegraad.«

– –

Saadanne Nætter havde Pelle flere, de dybede hans Verden ud i Retning af Mørket. Naar han kom sent hjem og famlede sig frem over Loftet, gik han i en hemmelig Gru for at tørne mod Strøms afsjælede Legeme; han aandede først op, naar han hørte ham snorke eller regere derinde. Han saa gærne ind om, inden han lagde sig.

Strøm var altid glad for ham og bød ham Mad, men Brændevin vilde han ikke ud med. »Det er ikke noget for en ung en som dig,« sagde han. »Du kan tids nok faa Smag for det.«

»Du drikker jo selv,« sagde Pelle paastaalig.

»Ja vist, jeg drikker for at døve Naget. Men det behøver du vel ikke.«

»Jeg er saa tom indvendig,« sagde Pelle – »kanske 236| Brændevinen kunde sætte noget op i mig. Jeg er ligesom jeg ikke var noget Menneske men en død Ting, et Bord for Eksempel.«

»Du maa tage dig en Beskæftigelse – ellers bliver du en Slusk! Jeg har set saa mangen af vort Slags gaa i Hundene; vi har ikke saa meget at staa imod med.«

»Jeg er ligeglad, hvad der bliver af mig!« svarede Pelle sløvt. »Jeg blæser i det hele.«