XXIII

Det var Søndag, og Pelle havde Trang til lidt ud over det sædvanlige. Først var han ude hos Jens’s, men de havde været uenige og i Totterne paa hinanden. Pigebarnet var kommet til at vælte Stegepanden med deres Middagsmad i Ilden, og Jens havde givet hende en paa Øret; hun var bleg og sygelig endnu efter Aborten. Nu sad de i hver sin Krog og skumlede som to Børn; de fortrød begge to, men ingen af dem vilde give den anden det første Ord. Pelle fik dem forsonet, og de vilde have han skulde blive til Middag. »Vi har Kartofler og Salt endnu,« sagde Jens – »og en Pægl kan jeg laane inde hos Naboens.« Men Pelle gik, han kunde ikke holde ud at se dem hænge halv flæbende over hinanden og slikke og bede om Forladelse i det uendelige.

Saa søgte han ud til Dues. De var flyttet hen i en gammel Købmandsgaard, hvor der var Plads til Dues Spand Heste, og lod til at have god Fremgang. Det sagdes, at den gamle Konsul havde fattet Godhed for dem og hjalp dem at komme i Vej. Pelle gik aldrig ind men søgte over i Stalden til Due, traf han ikke ham hjemme, gik han igen – han var ikke velkommen hos Anna. Due selv tog venligt imod ham. – Naar han ikke var ude at køre, gik 237| han gærne i Stalden og puslede om Hestene; han holdt ikke af at være inde. Pelle gav ham en Haandsrækning med at skære Hakkelse og hvad der ellers faldt for, og de fulgtes ad ind i Stuen. Due var ligesom et andet Menneske, naar han havde Pelle ved Siden – han traadte sikrere i Gulvet. Anna fik mer og mer Overtaget over ham. Hun var den samme Nferme og holdt Huset i god Orden. Lille Marie havde hun ikke mere hos sig, sine to Drenge holdt hun velklædte og havde faaet dem i en Betalingsskole for Smaabørn. Hun var nydelig at se paa og forstod at klæde sig, men undte ikke andre noget godt. Pelle var hende ikke fin nok, hun trak paa Næsen ad hans simple Klæder. For at smæde ham talte hun altid om Alfreds fine Forlovelse med Købmand Laus Datter. »Han gaar ikke og driver sin Tid hen – og snuser ved Folks Døre for et Maaltid Mad,« sagde hun. Pelle smilede blot, ingenting bed rigtig paa ham mere.

Smaadrengene gik udenfor og kedede sig i deres pæne Tøj, de maatte ikke lege med Gadens fattige Børn og ikke grise sig til. »Kom og leg lidt med os Onkel Pelle,« sagde de og hængte sig paa ham. »Er du ikke ogsaa vor Onkel? Mor siger du ikke er. – Hun vil have vi skal kalde Konsulen Onkel, men saa løber vi bare. Hans Næse er saa ækel rød.«

»Kommer Konsulen hos jer da?« spurgte Pelle.

»Ja han gør – han er derinde nu!«

Pelle kiggede ind i Gaarden – den pæne Vogn var borte. »Far er kørt til Aakirkeby,« sagde Drengene. Saa luskede han af hjem. Han stjal en Mundfuld Brød og en Snaps inde hos Strøm, som ikke var hjemme, og smed sig paa Sengen.

Da Mørket kom drev han ud og hang frysende paa Gadehjørnerne, han havde en dump Trang til at faa Del i noget. Folk spaserede pyntede op og ned ad Gaden, adskillige af hans Bekendte var ude at røre Kæresten; han undgik at hilse paa dem men opfangede halvhøje Bemærkninger og hørte dem le.238| Saa sløv han var, havde han bestandig en lyttende Sans bagude; det stammede helt fra den Gang han blev brændemærket paa Raadhuset. Folk havde gærne et og andet at sige hinanden, naar han var passeret; deres Latter kunde endnu faa det til at klippe nervøst i Haserne paa ham, som en dulgt Tilskyndelse til Flugt.

Han luskede ned i en Sidegade; den tynde Trøje havde han knappet stramt om sig og smøget Kraven op. Inde i Portenes Halvmørke stod Karle og Piger i fortrolig Hvisken, der gik Varmebølger ud fra Pigerne, deres hvide Smækforklæder lyste i Mørket. Pelle Nkrøb rund i Kulden, og vidste endnu mindre hvor han skulde gøre af sig selv; han fablede om at tage sig en Kærest.

Paa Torvet mødte han Alfred Arm i Arm med Frøken Lau, han bar Lapsestok og brune Handsker og høj Hat. »Den Kæltring han skylder mig Nhalvtredje Krone – dem faar jeg aldrig,« tænkte Pelle og følte et Øjeblik Trang til at kaste sig over ham og søle hans Stads i Skidtet. Alfred vendte Hovedet den anden Vej. »Han kender mig kun, naar han skal have noget lavet og ingen Penge har,« tænkte Pelle bittert.

Han smaaluntede op ad en Gade for at holde Varmen, og havde Øjnene i Vinduerne. Derinde sad Bogbinderens og sang Jesussange; Manden bar Hovedet paa skraa hjemme ogsaa, det saas tydeligt paa Rullegardinet. Og inde hos Uldkræmmeren var de i Færd med at spise til Aften.

Længere oppe hos Soen var der Leben som altid, Larm og Røgtaage kogte ud ad de aabne Vinduer. Hun holdt Bule for ledige Søfolk og tjente gode Penge. Pelle havde tidt faaet Indbydelse til at besøge dem, men altid holdt sig for god – han kunde heller ikke fordrage Rud. Men i Aften greb han med Begærlighed Erindringen om disse Indbydelser og gik indenfor – maaske vilde der falde en Bid Mad af.

Der sad nogle omtaagede Søfolk omkring et rundt 239| Bord og raabte øredøvende i Munden paa hinanden. Soen sad paa Knæet af en ung Fyr, hun laa halv ind over det store Bord og legede med Fingeren i noget spildt Øl; engang imellem skreg hun lige ind i Ansigtet paa dem der raabte højest. Hun var ikke blevet mindre kropsvær i de forløbne Aar.

»Nej se, er det dig Pelle?« sagde hun og rejste sig for at give Pelle Haanden, hun var ikke helt ædru og havde svært ved at fange hans Haand. »Det er net af dig at komme her, – jeg troede saamænd du saa ned paa os. Sæt dig nu ned og faa en Drik, det skal intet koste.« Hun nødte ham til at tage Plads.

Søfolkene var blevet tavse, de sad og stirrede sløvt paa Pelle, deres tunge Hoveder bevægede sig Nherreløst. »Er det en ny Kunde maaske?« spurgte en, de andre lo.

Soen lo ogsaa men blev pludselig alvorlig. »Ham skal I holde uden for jert Pjank,« sagde hun, »for han er meget for god til at rages ind i noget. Nu ved I det.« Hun sank ned paa en Stol ved Pelle og sad og saa paa ham, mens hun strøg sig over det fede Ansigt. »Som du er blevet stor og stadselig af Vækst, men Klæderne er det kun smaat med! overfodret ser du heller ikke ud til at blive! – Jeg husker dig jo endnu fra dengang du og din Far kom her til Landet, en liden Pog var du – og Lasse havde Salmebogen med til mig fra min Mor!« Hun gik pludselig i Staa og blev tyk under Øjnene.

En af Søfolkene hviskede noget til de andre, der gav sig til at le.

»Lad vær med at le I Svin!« raabte hun arrigt og gik over mod dem. »Ham her skal I ikke Nsylte til, han kommer som en Mindelse fra de Dage, da jeg var et ordenligt Menneske jeg ogsaa. Hans Far er den eneste levende, der kan bevidne, at jeg engang var en køn og uskyldig ung Pige som man handlede ilde med. Han har holdt mig paa sit Skød, da jeg var lille, og sunget Barnesange for mig.« Hun 240| saa udfordrende paa dem, hendes røde Ansigt skælvede.

»Dengang vejede du vel ikke saa meget som nu?« sagde én og greb om hende.

»Ikke drille den lille,« udbrød en anden – »ser du da ikke, at hun græder? Tag hende hellere paa Skødet og syng en Vuggesang for hende. Saa tror hun det er Lasse-Basse!«

Hun greb rasende en Flaske. »Ti dog stille med jer Spot,« skreg hun – »eller I faar denne i Hovedet!« Hendes fede Træk flød helt sammen i Opløsthed.

De lod hende i Fred, og hun sad og snøftede med Hænderne for Ansigtet. »Lever din Far endnu?« spurgte hun. »Saa hils ham fra mig – hils ham bare fra Soen du, du maa godt sige Soen! – og sig, at han er den eneste paa Jorden, jeg har noget at takke for. Han tænkte godt om mig, og bragte mig Dødsbudskabet fra Mor.«

Pelle sad og lyttede anstrængt til hendes Graadtale, med et tomt Smil. Tarmene sved i ham af Tomhed, og Øllet gik ham til Hovedet. Han huskede alle Enkeltheder fra den Dag paa Stengaarden, han første Gang saa dette Menneske og Far Lasse drog hendes Barndomshjem frem for hende. Men han forbandt ikke noget med det. Det var længe siden – og – »mon hun ikke giver mig noget Mad?« tænkte han og lyttede tomt til hendes Snøften.

Søfolkene sad og gloede anstrængt paa hende, der var højtidelig Tavshed over deres taagede Ansigter, de lignede fulde Folk om en Grav. »Saa lad det nu være nok med den Spulen Dæk – og lad os faa noget at drikke,« sagde langt om længe en gammel Fyr. »En anden har jo ogsaa haft sine Besøg af disse Barndomsuskyldigheder, og jeg siger: al Ære at de vil kigge ind om Døren til et gammelt Djævelskab! Men lad Vandet blive udenbords siger jeg! Jo mere man skrubber paa en gammel Skude, des flere Skavanker kommer der frem! – Og lad os saa faa en Omgang og Kortene, Madam.«

241| Hun rejste sig og skænkede for dem. Sindsbevægelsen havde lagt sig, men hun var tung i Benene endnu.

»Det var ret – og saa maa vi have en Forestilling i Dag det er Søndag. Op med Kunsten Madam!«

»Det koster en Krone ved I nok,« svarede hun leende.

De skillingede sammen, og hun gik om bag Disken og klædte sig af. Hun kom frem igen i bar Særk og med et tændt Lys i Haanden. Pelle saa sløvt, hvorledes hendes fede Krop bævrede under det sorte Linned, og hørte Søfolkenes hæse Raab og Latter; inde i hans venstre Øre kogte en endeløs Lyd, og under den slog Blodet sine Stempelslag. Det var som Larm fra en anden Verden fyldte hans Hoved og tog selve Ligevægten fra ham, han maatte holde sig ved Bordet for ikke at falde om. Fjærnt og uvedkommende saa han Soen kravle op paa en Stol og stramme Særken bagover. En Sømand holdt Lyset hen til hendes Ryg, og hun viste dem, hvorledes Vinde kunde brænde med en blaalig Flamme.

Pelle luskede ud under de andres Optagethed. Han var ør af Sult og Raahed og døvet Skamfølelse, drev af Sted paa maa og faa, og vidste hverken ud eller ind. Han havde kun én Følelse, den af alle Tings Ligegyldighed. Enten det gik saadan eller saadan, enten han levede videre i slidsom Hæderlighed, eller sølede sig i Drik, eller omkom – ligegyldigt var det! Hvad Vægt laa der paa det, ingen bekymrede sig derom, heller ikke han selv. Ikke en Sjæl vilde fælde en Taare, om han gik i Hundene – jo Lasse, gamle Lassefar! Men tage hjem nu og vise sin Elendighed, saa meningsløst meget de havde ventet sig af ham – det kunde han ikke. Hans sidste Rest af Skamfølelse rejste sig her. Og arbejde – hvorfor? Drømmen var død, og han stod med den dumpe Følelse af Bundens Nærhed, der er saa skæbnesvanger for dem dernede. Aar efter Aar havde 242| han holdt sig flydende ved en aldrig glippende Anspændelse, og med denne vanvittige Forestilling om at det gik opad. Nu fandt han sig lige nær ved Bunden af Tilværelsen – og var træt. Hvorfor ikke lade sig synke det lille Stykke ogsaa, og lade sig drive for Skæbnen? Der var sød Hvile i det efter saa vanvittig en Kamp med Overmagten.

Han vaktes lidt ved at høre Salmesang. Han var kommet ind i en Smøge, og lige for ham laa et stort bredt Hus med Gavlen til og Kors paa Gavlspidsen. Hundrede Stemmer havde i Tidens Løb søgt at lokke ham herhen, men han havde ikke haft Brug for det i sin Kækhed – hvad var vel her at finde for en kæk Dreng? Og nu var han havnet her udenfor alligevel! Han trængte til en Smule Omsorg, og følte det som en Haand havde ført ham.

Salen var fuld af fattige Familier. De sad saa underlig skubbet ind paa Bænkene, hver Familie for sig; Mændene sov for det meste, Konerne havde travlt med at faa de smaa til at være stille og sidde pænt med Benene stikkende lige ud. Det var Folk, som var komne for at faa lidt gratis Lys og Varme ind i deres triste Tilværelse; Søndagen i det mindste syntes de de kunde kræve noget af. De mest forkomne af Byens Fattige var det, og de tyede til her, hvor de ikke blev dømte men fik Løfte om Tusendaarsriget. Pelle kendte dem alle, baade dem han havde set før, og de andre med det samme druknede Udtryk. Han fandt sig straks hyggeligt hjemme blandt alle disse forpjuskede Smaafugle, der paa den stærke Vind havde ladet sig bære ud over Havet og nu kom drivende i Land paa Bølgerne.

En stor Mand med Fuldskæg og et Par gode Barneøjne rejste sig mellem Bænkene og foreslog en Sang – det var Smed Dam. Han sang for og stod og huggede sammen i Knærne til Takten; og alle sang de skælvende med, hver med sin egen Lyd af hvad der var gaaet hen over dem. Tonerne tvang sig forpint frem over de tørre hærgede Stru243|ber, de fødtes ynkeligt af NGravrust og Sprukkenhed og Skratten og krøb sammen, forskrækkede over at være kommet til Lyset. Nølende rullede de et Par spæde NFlorvinger ud og svang sig fra de rystende Læber ud i Rummet. Og under Loftet mødtes de med hundrede Søskende og strøg Forkommenheden af sig. De blev til en Jubel, stor og dejlig, over noget ukendt rigt, Lykkeland som var nær. For Pelle var det, som Luften var fuld af solbeskinnede Sommerfugle –:

»Mor jeg er sulten,« sagde en Barnestemme, idet Sangen tav. Moderen, en udtæret Kvinde, tyssede krænket paa Barnet og saa sig forundret om – hvad var nu det for urimelige Paafund. »Du har jo lige spist,« sagde hun, højere end hun behøvede. Men Barnet græd løs: »Mor jeg er sulten.«

Saa kom Bager Jørgens Søren frem og gav den lille en Bolle, han havde en hel Kurv med Bagværk. »Er der flere smaa, der er sultne?« spurgte han højt. Han saa alle frit i Øjnene og var en hel anden end hjemme. Her lo heller ingen ad ham, fordi han sagdes at være Broder til sin egen Søn.

En gammel Nhvidskægget Mand steg op paa Talerstolen bag i Salen. »Det er ham selv,« hviskede de rundt om og fik travlt med at hoste færdig og faa de smaa til at tygge af Munden. Han tog det lille Barns Graad til Udgangspunkt: Mor jeg er sulten! Det var Verdens Røst, det store forfærdelige Raab – lagt i en Barnemund. Han saa ikke én, som ikke havde krummet sig under det Raab fra sine nærmeste, og i Angst for at høre det igen vilde sikre sig Brødet for hele Livet – og blev slaaet tilbage. De saa blot ikke Guds Haand, naar han kærligt skabte den nøgne Sult om til en Hunger efter Lykken. De var jo Fattigdommen, og de Fattige var 244| NGuds udvalgte Folk! Derfor maatte de Nvandre i Ørkenen og spørge blindt, – hvor er NLandet? Men den Lysning de trofast blev ved at følge, var ikke den jordiske Lykke! Det var Gud selv, der førte dem rundt og rundt, til deres Sult var lutret til den rigtige Hunger – Sjælens Hunger efter den evige Lykke.

De forstod ikke stort af hvad han sagde; men hans Ord befriede noget i dem, saa de faldt i livlig Snak om smaa dagligdags Ting. Men pludselig stansede den hede Summen, en lille pukkelrygget Mand var kravlet op paa en Bænk og saa ud over dem med lysende Øjne. Det var NSort, Vandreskomageren ude fra Byvangen.

»Vi vil være glade,« sagde han og satte et pudsigt Ansigt op. »Guds Børn er altid glade, hvad ondt de saa slaas med, og dem kan ingen Fortræd ramme – Gud er Glæde!« Han gav sig til at le, løssluppent som et Barn; og alle lo de med, den ene smittede den anden. De kunde ikke beherske sig, det var som en uhyre Fornøjelse var gaaet hen over det hele. Smaabørnene saa paa de Voksne og lo, saa det kogte af Slim og Hoste i deres smaa Struber. »Han er en rigtig Klown,« sagde Mændene til deres Koner med Ansigtet i ét Smil – »men der sidder et godt Hjærtelag i ham.«

Paa Bænken ved Siden af Pelle sad en stille Familie, Mand og Kone og tre Børn, der hev velopdragent op i deres hudløse Smaanæser. Forældrene var smaa Folk, og der var i dem et Træk indad, som søgte de bestandig at gøre sig endnu mindre. Pelle kendte lidt til dem og kom i Snak; Manden var Lerarbejder, de boede i en af de usle Rønner ude ved Kraftens.

»Ja det er saa sandt – det med Lykken,« sagde Konen. »Engang drømte vi jo ogsaa om at komme lidt fremad, saa vi havde Udkommet inden for det visse; vi fik lidt Penge skrabet sammen ved Laan og indrettede en Smule Butik, som jeg passede mens Far gik paa Arbejde. Men det vilde ikke gaa, ingen 245| støttede os; vi fik daarligere Varer fordi vi var fattige, og hvem bryder sig heller om at handle hos Smaafolk. Vi gik fra det med Gæld, som vi maa blive ved med at betale af paa – 50 Øre hver Uge! Og det kan vi blive ved med saa længe vi lever, for der løber jo stadig Renter paa. Men ærlige Folk er vi da gudskelov!« sluttede hun. Manden tog ingen Del i Samtalen.

Hendes sidste Bemærkning var maaske fremkaldt af en Mand, der traadte stille ind og kneb sig ind paa en Bænk i Baggrunden; for han var ingen ærlig Mand, han havde faaet Vand og Brød for Tyveri. Det var jo Tyve-Jakob, ham der for en halv Snes Aar siden trykkede Ruden ind til Mester Jeppes pæne Stue og stjal et Par Laksko til sin Kone. Han havde hørt om en fin Mand, der forærede sin Kærest saadan et Par; og saa vilde han prøve, hvordan det var at give en pæn Gave engang, en Gave der var som to Ugers Fortjeneste – forklarede han for Retten. »Torsk,« sagde Jeppe ogsaa altid, naar han dvælede ved det – »der faar saadan en sølle Lus pludselig Storhedsvanvid og vil give runde Gaver! Naar det saa endda havde været til Kæresten – men til Konen! Men han fik sin Straf fuldt ud – Andrès til Trods.«

Ja Straffen havde han faaet godt nok, ikke engang her vilde nogen sidde ved Siden af ham! Pelle saa paa ham og undredes over, at han selv var sluppet saa nogenlunde over sit. Det sad blot i Øjnene paa Folk, naar de talte til ham. Men nu gik Smed Dam ned og satte sig ved Siden af Tyve-Jakob, de sad og hviskede med hinanden i Haanden.

Og derovre sad en og nikkede nok saa mildt mod Pelle – det var hende med Danseskoene. Den unge Mand havde forladt hende igen, og nu var hun havnet her – hendes Dans var forbi. Men hun var taknemmelig mod Pelle, Synet af ham havde sat søde Minder op i hende; det saas paa Stemningen over Mund og Øjne.

246| Pelle selv sad og blev blødere til Mode her, der smæltede noget inden i ham; en stille forhutlet Lykkefølelse listede sig ind over ham. Dèr var jo ogsaa et Menneske, som mente hun stod i Gæld til ham, skønt alt var gaaet i Stykker for hende.

Da Forsamlingen skiltes ved Halvtitiden, stod hun udenfor i Snak med en Kone. Hun kom hen og gav Pelle Haanden. »Skal vi følges et Stykke nedad?« foreslog hun. Hun vidste nok om hans Tilstand, han læste Medynk i hendes Blik. »Gaa med hjem,« sagde hun, da deres Veje delte sig. »Jeg har et Stykke Medisterpølse som skal spises – og vi er jo ensomme begge to.«

Han fulgte nølende med, lidt fjendsk over for dette ny og fremmede, men da han først sad i hendes lille Stue, følte han sig helt vel tilpas der. Sengen stod pæn og hvid ved Væggen, og selv gik hun og stegte Pølsen i Kakkelovnen, mens hun snakkede løs af et uforknyt Hjærte. »Hende gaar det nok ikke let i Stykker for,« tænkte Pelle og saa sig helt glad paa hendes Skikkelse.

De havde et fornøjeligt Maaltid, og Pelle vilde tage om hende i sin Taknemmelighed, men hun skød hans Hænder bort. »Spar dig det,« sagde hun leende – »jeg er en halvgammel Enke, og du er ikke for andet end et Barn at regne. Vil du gøre mig en Glæde, saa se at find dig selv! det er Synd som du gaar og flyder, saa ung og net du er! Og nu maa du gærne gaa hjem, for jeg skal tidlig op og paa Arbejde i Morgen.« – – –

Pelle besøgte hende næsten hver Aften. Hun var slem til at pirre ved hans Sløvhed, men var til Gengæld styrkende i sin ligevægtige jævne Maade at tage alting paa. Hun skaffede ham en og anden Reparation, og var altid glad for at dele sit fattige Maaltid Mad med ham. »En som jeg trænger til at have et Mandfolk for Bordenden engang imellem,« sagde hun. »Men Fingrene skal du beholde hos dig selv – du skylder mig ikke noget.«

Hun kritiserede ogsaa hans Tøj: »Det falder snart 247| af Kroppen paa dig, hvorfor tager du ikke noget andet paa og lader mig gaa det der efter?«

»Jeg har ikke andet end det samme,« sagde Pelle og skammede sig engang igen.

Lørdag Aften maatte han af Tøjet og krybe i hendes Seng helt nøgen – der hjalp ingen Snak. Hun tog Skjorte og det hele og kom det i en Balje Vand, den halve Nat gik med at gaa det igennem. Pelle laa i Sengen med Dynen helt op til Hagen og saa paa hende; han var underlig til Mode. Hun hængte det hele til Tørre paa Kakkelovnen, og redte saa til sig paa nogle Stole. Da han vaagnede midt op paa Formiddagen, sad hun ved Vinduet og bødede paa hans Tøj.

»Hvordan har du ligget i Nat?« spurgte Pelle lidt bekymret.

»Udmærket. Ved du hvad jeg har tænkt paa nu til Morgen: Du skulde sige dit Værelse op og blive her, til du faar Rede paa dig selv – engang maa du vel faa udhvilet!« hun lo drillende. »Det er en unyttig Udgift med det Værelse, og som du ser her er god Plads til to.«

Men det vilde Pelle ikke, lade sig underholde af en Kvinde skulde han alligevel ikke have noget af. »Saa tror Folk jo, der er noget imellem os – og faar ondt,« sagde han.

»Lad dem saa det,« svarede hun med sin frejdige Latter. »Naar jeg har mit i Orden, er jeg ligeglad med de andre.«

Mens hun snakkede løs, arbejdede hun flittigt med hans Undertøj og hev Stykke paa Stykke hen i Hovedet paa ham. Saa pressede hun hans Klæder. »Nu er du jo helt pæn,« sagde hun, da han var kommet i Tøjet, og betragtede ham varmt. »Du er lige som du var blevet et nyt Menneske. Jeg kunde godt lide at gaa ned ad Gaden med dig om Armen, hvis jeg havde været 10‑15 Aar yngre. Men et Kys maa du lade mig faa – jeg har jo gaaet dig efter som kunde du været mit Barn.« Hun kyssede ham hastigt og vendte sig mod Kakkelovnen.

248| »Og nu ved jeg ikke bedre Raad, end at vi maa spise kold Middagsmad, og saa gaa hver sine Veje,« sagde hun bortvendt. »Alt mit Brændsel er gaaet med i Nat til at faa Tøjet tørt, og her kan vi ikke være i Kulden. Jeg tænker jeg finder en eller anden at besøge, saa gaar denne Dag nok. Du finder vel ogsaa nok et Sted at være.«

»Det er saamænd lige meget hvor jeg er,« sagde Pelle ligegyldigt.

Hun saa paa ham med et ejendommeligt Smil. »Mon du vil blive ved at gaa og sløse saadan,« sagde hun. »I Mandfolk er nogle underlige Dævle, bare noget gaar jer lidt paa tværs, saa skal I straks drikke jer fulde, eller sylte jer til paa anden Vis – I er ikke stort bedre end Pattebørn! En anden maa arbejde ligefuldt, enten det er gaaet saadan eller saadan for én!«

Hun stod med Overtøjet paa og nølede. »Her har du en 25-Øre,« sagde hun – »det er altid til en Kop Kaffe at varme dig paa.«

Pelle vilde ikke tage imod den. »Hvad skal jeg med dine Penge?« mumlede han. »Behold dem selv!«

»Aa tag dem nu! Jeg ved nok at det er saa lidt at byde paa, men jeg har ikke flere. Og vi to skulde vel ikke have Behov at skamme os for hinanden.« Hun stak Pengestykket ned i hans Jakkelomme og skyndte sig af Sted.

Pelle drev ud i Skovene. Han havde ingen Lyst til at gaa hjem og tage en ørkesløs Tørn med Strøm. Han drev af Sted paa de øde Stier, og følte et svagt Velvære ved at mærke hvorledes Foraaret brød paa. Inde under de gamle mosgraa Graner laa Sneen endnu, men nede i Grannaalene stak allerede Svampene Hovedet frem, og Jorden var at træde paa som løftet Dejg.

Han greb sig i at gaa og smaasysle med sit eget og vækkedes pludselig af sin Halvdrøm. Et eller andet havde foresvævet ham som ganske hyggeligt – jo det var det at flytte hen til hende alligevel, 249| og indrette sig lige som Jens. Han kunde faa sig lidt Læster og sidde hjemme og arbejde – der lod sig altid slæbe videre paa det til bedre Tider. Hun tjente jo ogsaa noget og havde et gavmildt Sind.

Men nu han fik fat om det med sin Tanke, blev det hele beskt for ham. Han havde snyltet nok paa hendes Fattigdom og gode Sind, hendes sidste Pind havde han taget, saa hun nu maatte gaa og gøre sig ydmyg for lidt Varme og Aftensmad. Dette blev ved at græmme ham, da han først havde faaet Øje paa det. Det fulgte ham hjem og i Seng; og bag al hendes Godhed mærkede han hendes Foragt, fordi han ikke mødte Elendigheden med Arbejde som et ordenligt Menneske.

Næste Morgen var han tidlig oppe og meldte sig til Arbejde nede paa Havnen. Han indsaa ikke Nødvendigheden af det i og for sig – men vilde ikke skylde et Kvindfolk noget. Paa Lørdag skulde hun faa sine udlagte Skillinger igen.