XXIV

Pelle stod nede paa Bunden af Havnebassinet og læssede NRoss i Tipvognene. Naar en Vogn var fuld, skubbede han og Makkeren den frem til Hovedsporet, de hang paa den tomme Vogn og rutsjede tilbage. Nu og da lod de andre Værktøjet synke og skottede hen til ham – han sled godt nok for en Skomager at være, Stenen faldt godt i hans Hænder! Naar han skulde have en stor Brokke op i Vognen, løftede han den først op paa sine Knæ, svor en Gang, og satte den saa op med hele Kroppen. Saa tørrede han Sveden af Panden og tog sig en Dram og en Taar Øl – han stak ikke op for nogen!

Tænke gav han sig ikke af med, men lod fem være lige og nød Sliddet og Mødigheden. Det haarde 250| Arbejde nedbrød noget i hans Legeme og fyldte ham med rent dyrisk Velvære. »Mon mit Øl kan slaa til Eftermiddagen ud?« kunde han tænke; ud over det var der ikke noget. Fremtiden eksisterede ikke, og heller ingen pinlig Fornemmelse af at den ikke var der; der var intet Nag i ham over noget som havde glippet, eller noget han forsømte – Sliddet tog det hele. Der var bare denne Sten som skulde af Vejen – og saa den næste; denne Vogn som skulde være fuld – og den næste frem! Naar Stenen ikke vilde give sig i første Ryk, skar han Tænder; han var besat af Arbejdet. »Han er saa ung i Tøjet endnu,« sagde de andre – »han løber nok Vejret af sig!« Men Pelle vilde vise sine Kræfter, det var hans eneste Ærgærrighed. Makkeren lod ham mase paa og tog den selv med Ro, nu og da roste han ham for at holde ham til Ilden.

Det var det usleste Arbejde ved Havnen, enhver kunde gaa til det uden Forudsætninger. De fleste af Pelles Kammerater var Folk, som havde gjort deres Bo op og lod staa til, hvorhen Strømmen bar; og han fandt sig vel mellem dem. Der naaede ingen Ord her ned til Bunden, som kunde vække døde Forestillinger til Live eller blot spøge i en tom Hjærne; Fremtiden var NJærntæppet gaaet ned for, og Lykken laa saa snublende nær – Dagens Slid lod sig straks omsætte i glade Omgange.

Sin Fritid tilbragte han sammen med Arbejdskammeraterne. Det var løse Eksistenser, som Rygtet om det store Arbejde havde trukket til; de fleste var ugifte, nogle havde vel Kone og Børn et Steds, men fortav det eller huskede det ikke længer. De havde ikke noget rigtigt Logi men huserede i Vognmand Køllers forladte Lade, som laa tæt ved Havnen. De kom aldrig af Klæderne men sov i Halmen, og vaskede sig i en Spand Vand der sjældent blev skiftet; deres meste Føde bestod af Brødhumpler, og Spejlæg som de stegte paa et Ildsted mellem to Sten.

Pelle fandt Behag i denne Tilværelse og holdt 251| gærne til hos dem. Om Søndagen aad og drak de afvekslende hele Dagen, laa nedborede i Halmen i den røgfyldte Lade og fortalte Historier, tragiske Historier om Yngstesønner, der tog Øksen og slog Far og Mor og alle Søskende ihjæl, fordi de følte sig forfordelt paa Arven! om Børn der gik til Præsten, og elskede hinanden, og blev med Barn – derfor skulde de halshugges! og om Kvinder der ikke vilde Nføde de Børn til Verden Bestemmelsen var – derfor fik de NBugen lukket til Straf!

Han havde ikke været ude hos Marie Nielsen, siden han tog fat her. »Hun driver Spil med dig,« sagde de andre, naar han fortalte om hende – »hun vil spille den anstændige for at du skal bide paa. Kvindfolk har altid Bagtanker – dèr gælder det at være paa sin Post. De tager hellere to end en, og de unge Enker er de værste. Dem skal der en skrap Djævel til at staa sig for.«

Men Pelle var et Mandfolk og lod sig ikke spille paa Næsen af nogen Kvinde. Enten var man Venner og gjorde ingen Ophævelser – eller man var det ikke! Det vilde han sige hende paa Lørdag Aften, og smide ti Kroner paa Bordet for hende – saa var de vel kvit! Og hvis hun gjorde Vrøvl, kunde hun faa sig en paa Kassen! Han kunde ikke tilgive hende det med Brændslet, som slap op saa hun maatte tilbringe sin Søndag paa Gaden – det sad et eller andet Sted i ham og stak som en ond Gnist. Hun gjorde sig til Martyr paa hans Regning!

En Middag stod han henne ved NSlæbestedet sammen med NMinerne; Emil og han havde lige været henne i Laden og slugt lidt Mad, de gav Afkald paa Middagssøvnen for at overvære en større Sprængning, som skulde foregaa i Middagspavsen mens Havnen var tom. Der var blæst af over det hele, Folk i de nærmeste Huse havde aabnet Vinduerne for ikke at faa dem sprængt af Lufttrykket. Minen var stukket an, de holdt sig i Læ under Tømmerværket, og stod og smaasludrede mens de ventede paa Eksplosionen. Kraften var der ogsaa, han holdt 252| sig som altid i Nærheden og stod og gloede med sit dumpe Udtryk uden at tage Del i noget. De gav sig ikke af med ham, men lod ham gaa og taage om som han vilde.

»Dæk dig bedre Pelle,« sagde Emil – »nu gaar den straks!«

»Hvor er Olsen og Strøm?« spurgte én pludselig. De saa forvirret paa hinanden.

»De sover vel Middagssøvn,« sagde Emil – »de har snapset godt i Formiddag.«

»Hvor ligger de?« brølede Formanden og sprang frem af sin Dækning. De anede det alle, men ingen vilde sige noget. Det rykkede i dem som skulde de foretage sig et eller andet, men ingen af dem kom af Stedet. »Herre Jesus,« sagde Bergendal og slog sin Haand mod Klippevæggen – »Herre Jesus da!«

Kraften sprang frem af sin Dækning og ned over Slisken; han løb over Bassinets Bund i lange Sæt fra Brokke til Brokke, hans vældige Træsko klang. »Han vil rive Lunten fra!« raabte Bergendal. »Han naar det ikke, den maa være udbrændt nu!« Det lød som et Angstraab – langt ud over dem der skulde høre det. Saa fulgte de aandeløse hans Færd, de var traadt helt frem af Dækningen. I Pelle var der noget meningsløst der rykkede, han sprang fremefter men blev grebet i Nakken. »En er nok!« sagde Bergendal og slængte ham tilbage.

Kraften var helt derhenne, Haanden havde han strakt frem til Greb. Pludselig løftedes han bort fra Lunten af en usynlig Haand, svævede blødt baglæns gennem Luften som et NBallonmenneske og faldt paa Ryggen. Drønet fik i et Nu alt til at forsvinde.

Da de sidste Brokker var faldne, løb de derned. Kraften laa udstrakt paa Ryggen og saa roligt op i Himlen, han havde lidt Blod i Mundvigene, og fra et lille Hul bag det ene Øre piblede Blodet ud. De to drukne havde ingen Skade taget, de rejste sig lidt fortumlede et Par Skridt bag Eksplosionsstedet. Kraften blev baaret op i Laden; mens der gik Bud 253| efter Lægen, rev Emil en Las af sin Bluse og kom Brændevin paa, den lagde de bag Øret paa ham.

Han slog Øjnene op og saa paa dem; hans Blik var saa klogt, at enhver vidste han ikke kunde have langt igen. »Her lugter af Snaps,« sagde han – »hvem giver en Dram?« Emil rakte ham Flasken, og han tømte den. »Det smager alligevel godt,« sagde han sagte. »Nu har jeg ikke rørt Brændevin, jeg ved ikke hvor længe – men hvad Nytte er det saa til? Fattigmand skal drikke Brændevin, ellers duer han ikke noget – det er ikke Spøg at være Fattigmand! Han har ingen anden Frelse, det saa I med Strøm og Olsen – fulde Folk kommer ingen Skade til. Gjorde de vel?« han prøvede at lette Hovedet. Strøm traadte frem.

»Her er vi du,« sagde han tykmælet. »Men jeg vilde give meget til, at vi var røget lukt ind i Helvede begge to – fremfor at dette skulde ske. Ingen af os har villet dig noget godt du.« Han strakte Haanden frem.

Men Kraften kunde ikke løfte sin; han laa og stirrede op mod det hullede Straatag. »Det har været drøjt nok at høre til de Fattige,« sagde han – »og godt er det at det er forbi. Men I har ikke noget at takke for! Hvorfor skulde jeg vel lade jer i Stikken og tage det hele selv – ligner det Kraften? Javist var Planen min, men kunde jeg have udført den alene? – Nej behold alle Pengene, I har ærlig fortjent dem! Kraften skal ikke have mere end nogen anden, naar vi er lige gode om Arbejdet.« Han løftede besværligt Haanden og slog rundhaandet ud.

»Ak, han tror han er Havnebygmester,« sagde Strøm – »han taler i Vildelse. Mon ikke noget koldt paa hans Hoved vilde gøre godt?« Emil tog Spanden og gik efter frisk Vand. Kraften laa med lukkede Øjne og et svagt Smil; han lignede en Blind der lytter.

»Kan I huske,« sagde han uden at aabne Øjnene – »hvor vi sled og sled og kunde knap nok faa Føden ud af det? De store sad og aad alt hvad vi 254| kunde frembringe; naar vi lagde Værktøjet fra os og skulde stille vor Sult, var der ingenting. Vore Tanker stjal de, og havde vi en pæn Kærest eller Datter kunde de bruge hende med. End ikke vore Krøblinge kastede de Vrag paa. Men nu er det forbi, og lad os være glade for at vi oplever det; det kunde have taget meget lang Tid. Mor vilde heller ikke tro det, naar jeg fortalte hende at de onde Dage snart var ovre – men se nu her! Faar jeg ikke lige saa meget for mit Arbejde som Doktoren for sit, og kan holde Kone og Døtre pæne, og have Bøger og et Piano staaende ligesom han? Er det saa ikke stort at gøre Haandens Arbejde ogsaa? Karen faar Undervisning i Musik hun; jeg har altid ønsket det, for hun er svag og kan ikke taale haardt Arbejde. I skal komme med hjem og høre hende spille – hun har et godt NNemme! Fattigmands Barn har ogsaa Ævner, der har blot ingen lagt Mærke til det før.«

»Herregud som han snakker,« sagde Strøm grædende. »Det er næsten, som kunde han have Delirium.«

Pelle bøjede sig ned over Kraften. »Nu skulde du være klog og tie,« sagde han og lagde ham noget vaadt paa Panden. Blodet piblede rask ud bag den saaredes Øre.

»Lad ham kun tale,« sagde Olsen. »Han har ikke talt et Ord nu i Maaneder og trænger til at faa sig renset ud. Langt har han vist heller ikke igen.«

Kraften bevægede kun Læberne svagt nu, Livet blødte jævnt ud af ham. »Blev du vaad lille Karen?« mumlede han – »skidt det tørres jo igen! Og nu har du det godt, du kan ikke klage. – Er det morsomt at være Frøken hva’? Sig bare alt hvad du ønsker – det er ingen Nytte til at være beskeden – – vi har været det længe nok! Handsker til de skrubbede Fingre ja. Men saa maa du spille lidt for mig! Spil den kønne – – om den glade Vandring – gennem Jorderige. Den om Tusendaarsriget du!« Han gav sig sagte til at nynne med, han kunde ikke 255| bevæge Hovedet til Takten, saa klippede han med Øjnene; nu og da brød hans Nynnen igennem og blev til Ord.

Noget bød de andre ubøjeligt at synge med – kanske det at det var en Salme. Pelle førte an med sin klare Røst; han var ogsaa den der kunde Ordene bedst udenad:

Kraften sang stærkere igennem som vilde han overdøve Pelle, hans ene Fod var kommet i Gang med at træde Takten. Han laa med lukkede Øjne, lullede blindt med Hovedet til Sangen og lignede en der giver sit sidste Besyv med i et taaget Orgie, inden han gaar under Bordet. Blodvandet løb af hans Mundvige: Kraften forstummede, hans Hoved blev hængende ned til den ene Side. De andre gik i Staa med det samme.

De sad i Halmen og stirrede paa ham; hans sidste Ord hang endnu i deres Øre som en taabelig Drøm, der underligt blandedes med Salmens Sejrsklang. De følte alle den samme stumme Anklage fra den døde og rettede den i Øjeblikkets Uhygge mod sig selv.

»Ja hvem ved, hvad én kunde have drevet det til,« sagde en laset Fyr og tyggede grundende paa et Halmstraa.

»Jeg bliver nu aldrig til noget,« svarede Emil mismodig – »mig er det altid gaaet tilbage for. Jeg var i Lære, og da jeg blev Svend, sparkede de mig ud; 256| jeg havde ødt fem Aar af mit Liv og kunde ingenting. – Men Pelle dèr kommer nok frem.«

Pelle løftede forundret Hovedet og saa uforstaaende paa ham.

»Hvad nytter det vel, en fattig Djævel søger at komme op – han bliver bare slaaet ned igen!« sagde Olsen. »Se nu Kraften – havde nogen større Adkomst end han? Nej de store tillader ikke, at vi andre kommer op!«

»Og tillod vi det selv kanske?« mumlede Strøm. »Vi er bange for, at en af vore egne skal flyve forbi os.«

»Jeg forstaar ikke, at ikke alle Fattige holder sammen mod de andre – vi lider dog samme Skade,« sagde Bergendal. »Om vi alle slog os sammen, og lod være at have noget med dem at gøre der vil os ilde for Eksempel, saa skulde det nok vise sig, at Fattigdommen tilsammen taget er det der udgør de andres Velstand. Det er det, de er i Færd med borte har jeg hørt.«

»Vi bliver saamænd aldrig enige om noget,« sagde en gammel Stenhugger trist.

»Nej, for bare en af Herrerne klør os lidt i Nakken, saa ruller vi os straks for Fødderne af ham og lader os pudse løs paa vore egne. Var vi alle som Kraften, saa havde alting maaske set anderledes ud.«

De tav og sad og saa paa den døde, der var noget af en Afbigt i hver Mands Holdning. – »Ja det kommer sent det,« sagde Strøm med et Suk. Saa følte han ud i Halmen og fik Flasken fat.

En og anden sad endnu og arbejdede med noget, der maaske skulde siges; men saa kom Doktoren, og de trak sig ind i sig selv. De tog deres Ølflasker og gik paa Arbejde igen.

Pelle samlede stille sine Stumper sammen, gik saa ned til Formanden og bad om Afregning. »Det kommer pludseligt,« sagde Formanden – »nu var du ellers ved at komme godt i Gang. Hvad vil du da nu?«

»Jeg vil bare have Afregning,« svarede Pelle. Andet vidste han ikke.

257| Saa gik han hjem og gjorde sit Værelse i Stand. Det lignede en Svinebutik, han begreb ikke, at han havde kunnet holde den Uorden ud. Imens tænkte han trevent paa Udveje. Det havde været meget bekvemt at høre til Rosset og vide, at nu kunde man ikke komme dybere, men der kunde jo være en og anden Mulighed endnu! Emil havde sagt de dumme Ord – hvad mente han med dem? Pelle dèr han kommer nok frem! – javist, kendte Emil kanske noget til andres Elendighed? han havde nok tilstrækkeligt i sit eget.

Han gik ned for at købe sig lidt Mælk, saa vilde han gaa hen og sove, han trængte til at døve alt dette, der med et tog fat at mudre i hans Hoved igen.

Nede paa Gaden løb han paa Vandreskomager Sort. »Naa der har vi dig!« udbrød Sort. »Jeg gik netop og grundede paa, hvordan jeg bedst skulde faa dig i Tale. Jeg vilde bare meddele dig, at i Morgen begynder jeg paa Vandringen – hvis du saa vil med. Det er herligt Liv at drage om paa Gaardene nu i Foraarstiden – og du gaar i Hundene, hvis du bliver ved paa denne Maade! Nu ved du det altsaa, og faar selv bestemme dig. Klokken seks gaar jeg! jeg opsætter det ikke længer.«

Sort havde lagt Mærke til Pelle den Aften i Bedehuset og været i Lag med ham et Par Gange for at ruske ham op. »Fjorten Dage har han altsaa udsat sin Vandring for min Skyld,« tænkte Pelle med en Antydning af Selvfølelse. Men han skulde ikke ud og trave Tiggergang fra Gaard til Gaard efter Arbejde! Pelle var værkstedslært, og saa med Foragt paa Vandreskomageren der gik paa Omgang som et andet Fattiglem, fik Lær og Traad udleveret hvert Sted og søbede af Fad med Tjenestefolkene! Saa meget Fagstolthed var der dog i ham! Han var fra Værkstedet vant til at betragte Sort som en ynkelig Fortidslævning, en Arv fra Trælletiden.

Du gaar i Hundene! sagde Sort; og Marie Nielsen mente det samme med alle sine forblommede 258| Hentydninger. Men hvad saa? han var kanske allerede gaaet i Hundene! Naar der nu ingen anden Udvej var! Men nu vilde han sove – og blive fri for alt det!

Han drak sin Flaske Mælk og spiste noget Brød til, saa gik han i Seng. Han hørte Kirkeuret slaa – det var midt paa Eftermiddagen og dejligt Vejr. Men Pelle trængte til at sove, bare sove! Hans Sind var som Bly.

Han vaagnede tidlig næste Morgen og var i et Sæt ude af Sengen; Solen fyldte Værelset, og han selv var fuld af karsk Følelse. Han jog i Tøjet – der var saa meget han skulde! Saa slog han Vinduet op og tog Vaarmorgenen ind i et Aandedrag, der som en Følelse af dyb Glæde forplantede sig ud i hans Legeme. Ude over Havet kom Baadene ned mod Havnen; Morgensolen faldt i de slappe Sejl og fik dem til at gløde, hver Baad arbejdede sig tungt frem ved Aarerne. Han havde sovet som en Sten fra han lagde sig til nu, Søvnen var som et Svælg mellem i Gaar og i Dag. Nynnende pakkede han sine Ting og gav sig paa Vej med en lille Bylt under Armen. Han lagde Vejen om ad Kirken for at se paa Uret – Klokken var ikke meget over fem. Saa styrede han ud mod Byvangen med stærke Skridt, saa glad som gik han sin Lykke i Møde.