af Martin Andersen Nexø (1909)   Udgiver: Henrik Yde (2002)   Tekst og udgave
forrige næste

1| I

Nede i Skaktens fugtige Bund var der fuldt af legende Unger. De hang i det nederste af Træværket, gik trallende rundt om Stolperne med et Fedtebrød i Haanden, eller sad plat ned og skurede sig frem paa den klæbrige Stenbro. Luften hang raa og klam som i en gammel Brønd, og havde lagt tidlig Rust over de smaa Stemmer og fyldt Ansigterne med Kirtelsaar; men henne fra Tøndegangen ud til Gyden kom varme Pust og Duft af blomstrende Trær – helt omme fra Volden.

Bro-bro-brille var forbi med den sidste Ridder, som kom i den sorte Gryde; og Hans og Grete var lykkelig sluppet fra Gale Vinslevs Gang over Kloakristen ind paa Pandekagehuset, der vidunderlig nok netop havde Tremmer for Døren, som man kunde stikke baade en Pind og en Kaalstok igennem til Heksen at snitte i. Pinde og Kaalstokke var der rigeligt af i Skarnkassen ved Siden af Pandekagehuset, og Heksen vidste man nok hvem var! Hun kom sommetider jagende op fra Kælderen og splittede hele Flokken med en Ildklemme.

Det var næsten lidt for livagtigt, lige til Pandekagelugten der netop dalede ned oppe fra de velhavende Olsens – noget rigtigt Æventyr kunde det ikke kaldes. Men kanske kom Gale Vinslev ud fra sin Hule og fortalte Historien om, hvorledes han sejlede Kongens Guld ud og sænkede det ude paa Kongedybet, dengang Tysken var i Landet. En hel Skibsladning havde Kongens Skatte fyldt, ingen anden end Vinslev vidste hvor de var sænket ned – og han vidste det heller ikke længer. Det var 2| en frygtelig Hemmelighed, som nok kunde gøre sin Mand underlig i Hovedet. Paa sin toradede Vest gemte han hele Planen; blot han styrede fra den Knap til den, og saa dèrned – var han ved Skatten. Men nu var nogle af Knapperne faldet af, og han kunde ikke hitte Planen; hver Dag hjalp Børnene ham at lede. Det var et spændende Stykke Arbejde, for Kongen var jo utaalmodig nu!

Der var endnu vidunderlige Ting til – som det at lægge sig ned paa den slibrige Stenbro og lege Hannes Leg Dejligheden. Flyttede man Blikket fra Halvmørket hernede gennem den snævre Skakt op til Himlen som flød lysglitrende forbi, og pludselig tog det tilbage igen – saa var her simpelt hen bælgmørkt. Og i Mørket flød gule og blaa Farveringe hvor ellers Skarnkassen og Retiraderne laa. Farvernes overdaadige Flod for Øjet, det var Rejsen langt ud til Lykkens Land efter alt det der ikke kunde siges. »Jeg ser selv noget, og ved godt hvad det er – men jeg siger det bare ikke,« nynnede de og nikkede hemmelighedsfuldt ud i det Blaa.

Ogsaa det kunde blive for meget af det gode. Men den runde Rist henne under Træværket, hvor Hannes Far druknede sig, blev aldrig kedelig. Dybet kogte bestandig af den og fyldte Smaabørnene med hemmelig Gru, de halvlange Tøser stillede sig skrævende over Risten og lod sig hvinende gennemrisle af de kolde Pust dernede fra. Risten førte ned til Helvede jo, og naar man stirrede længe nok, skimtede man en blæksort Strøm som flød forbi dernede. Hvert Øjeblik sendte den raadne Opstød op i Ansigtet paa én, det var Djævelen der sad dernede i en Krog og pustede. Tog man Øjnene fra Dybet, blev Gaardens Halvmørke til den lyseste Dag, og saadan kunde man efter Behag selv gøre sin Verden lys eller mørk.

Der laa bestandig nogle Børn paa alle fire og spejdede ned med et angst Udtryk; og lige over Risten stod der Sommeren igennem en Sky af Myg som Dybet holdt svævende ved sin Aande. De steg 3| til en bestemt Højde, faldt blødt og steg igen – lige som en Taskenspillers Kugler. Undertiden sugede det dernede Sværmen fuldstændig til sig; men den skød til Vejrs igen, svajede hid og did i Trækken fra Tøndegangen, og lignede en dansende Aand. Smaatøserne glanede paa den, løftede saa op i Skørterne og tog gratiøse Trin. Olsens Elvira havde taget sine første Step her, og nu dansede hun pæne Borgere paa Ladegaarden. Og Marskandiserskens Datter var i St. Petersborg og var næsten Storfyrstinde.

Op igennem det snævre Gaardsrum hang Bislagene ludende og frønnede mod hinanden og lævnede lige en smal Aabning, hvor Tørresnorene gled frem og tilbage med Barnetøj og Gulvklude. De møre Trætrapper løb i Sigsag uden paa Murene, dukkede gennem Bislagene og kom igen – helt op til Kvisten. Fra Bislag og Svaler førte Døre ind til Lejlighederne eller til lange Gange, der tog det indre af Husmassen. Kun paa Pipmandens Side var der hverken Bislag eller Rækværk fra anden Sal opefter. Tiden havde fortæret det, saa Trappen hang i sine Underliggere alene; Bjælkeenderne stak endnu ud af Muren som raadne Tandstumper. Der hang et Reb ned oppe fra, som man kunde støtte sig ved; det var blankt og sort af de mange Hænder.

Saadan en hed Junidag, naar Rummet drog som en hvidknitrende Brand hen over Spalten deroppe, levede det svære, frønnede Træværk igen op som Storskov. Knevrende Væsner jog ud og ind mellem Tremmerne, Skygger kom og forsvandt, en uophørlig Sladren fyldte Halvlyset. Fra Bislag til Bislag dryppede det af syrlig Lud efter Børnevask, helt ned til Bunden hvor Ungerne legede i de træge Bække fra Nedløbsrenderne. Træværket knagede uophørligt som gamle Grene der filer mod hinanden, klam Lugt af mulden og trøsket Vegetation lagde sig mættende paa Aandedrættet, og alt hvad man rørte ved havde et Lag Slim som af overvættes Frodighed.

Synet gik ikke to Skridt, før det spærredes af Træværk, men bagved anedes Verdener. Naar Dørene 4| gik op og i til de lange Gange, brød der Lyde frem fra de utallige Væsner i Arkens Dyb – Smaabørns Graad, Særlinges og Forhutledes besynderlige Puslen. Hele Tilværelser holdt uforstyrreligt til derinde uden nogensinde at vove sig frem i Dagens Lys. – Paa Pipmandens Side stak Vasketudene ret ud af Muren og lignede Skovdjævle, der grinede frem af Tykningen – med aaben Mund og langt, graat Skæg, som fødte lyserøde Regnorme og stundom faldt ned i Gaarden med svære Klask. Ud af Murhullerne groede grønne, hængende Buske; Spildevandet silede igennem dem og dryppede mangfoldigt – som Skovens vaade Haar. Inde i det grønne, dryppende Mørke sad der vidunderlig tegnede Tudser som smaa Kildenymfer i hver sin Grotte og glinsede af den giftige Væde. Og oppe i Træværket paa tredje hang Hannes Kanarifugl og sang helt forskruet, med Næbet strakt op mod Ildpletten deroppe.

Over Gaardens Bund var der et endeløst Rend af Væsner, lyssky Skabninger der dukkede frem af Arkens righoldige Bug eller forsvandt i den. De fleste var Kvinder, underlig klædte, sygelig blege med denne Tilsætning af Sort, som om Mørket havde slaaet sig i Huden, afslappede i Trækkene men med fanatisk skinnende Øjne.

Gamle Mandslinger, der ellers laa rystende i en eller anden mørk Krog og biede paa Døden, kom kravlende frem paa Svalerne, stak Næsen op mod den gnistrende Himmelplet og nøs tre Gange. »Det er Solen,« sagde de henrykt til hinanden – »atjij! Saa bliver man ikke saa let forkølet til Vinter!«