af Martin Andersen Nexø (1909)   Udgiver: Henrik Yde (2002)   Tekst og udgave
forrige næste

II

Oppe paa Pipmandens Kvist traadte en ung Mand ud paa Platformen. Han stod et Øjeblik og satte Ansigtet smilende mod den lyse Himmel, saa duk5|kede han Hovedet og løb ned ad Hønsestigen, uden at holde sig i Rebet. Under Armen havde han noget i et blaat Tørklæde.

»Se til ham den Klovn, han ler Solen lige op i Ansigtet, som om der ikke var noget der hed at én kunde blive blind,« sagde Madammerne og stak Hovedet ud gennem Træværket – »men han er jo ogsaa fra Landet a’ naturligvis. Og nu skal han ud og aflevere Arbejde – Gud ved hvorlænge han vil sidde der og tjene Føden til den Udsveder? Det skal snart pille det røde af hans Kinder, bliver han længe ved med den!« De saa bekymret efter ham.

Ungerne nede i Gaarden lettede Hovedet, da han skrævede hen over dem.

»Har du noget fint Skind til os i Dag, Pelle?« raabte de og trak i ham.

Han halede op af Lommerne smaa Stumper Lakskind og rødt imiteret Safian.

»Det er fra Kejserens ny Tøfler,« sagde han, idet han fordelte det mellem dem. Saa lo de smaa saa det kogte i deres Struber.

Pelle lignede sig selv, han var blot blevet mere rank og spændstig og havde faaet et lille lyst Overskæg. Slugørerne var gaaet lidt i sig selv, som var der ikke saa stærk Brug for dem mere; de blaa Øjne tog fremdeles alt for gode Varer, men havde faaet et lille Træk til som sagde, at det ikke længer var med deres gode Vilje. Svinelykken ned ad Nakken lyste helt gyldent.

De snævre Gader laa og grundede paa bestandig den samme ulidelig tykke Luft, der aldrig syntes at forny sig. Husene var skidne og faldefærdige; hvor lidt Sol strejfede et Vindu, laa skjoldede Sengeklæder til Tørre. Oppe i en Sidegade holdt en Sygevogn; Koner og Børn stod omkring den og ventede spændt paa, at Bærerne skulde komme ned med deres uhyggelige Byrde, og Pelle sluttede sig til dem. Han maatte have alting med.

Det var ikke just den lige Vej han gik. Stor6|staden var en hel ny Verden, ingenting var som hjemme, her skete der hundrede forunderlige Ting hver Dag. Og Pelle begyndte godvilligt forfra, han havde sin gamle Trang endnu til at overvære det hele og gøre det til sit.

I den snævre Gyde ned til Kanalen stillede en trettenaars Tøs sig udfordrende i Vejen for ham. »Mor er syg,« sagde hun og pegede op mod en skummel Trappegang – »har du Penge saa kom med op.« Han var lige ved at følge med, men opdagede saa, at Gadens Kællinger laa med Ansigterne paa Ruden. »Her skal man nok være paa sin Post,« fastslog han for hundrede Gang. Ulykken var blot at man glemte det saa let igen.

Han lagde Vejen om langs Kanalen. De gamle Bolværker, Pæreskuderne og Pakhusene med den høje Række Luger og den pibende Tridse øverst oppe i Hatten mindede saa hjemligt. Undertiden lagde Skippere hjemmefra ogsaa til her med Pottemagerarbejde eller Fisk, og han kunde spørge Nyt. Skrive var han ikke flink til, der havde været saa lidt Opgang at notere. Han havde lige hugget sig igennem og skyldte fremdeles Sort for Rejseudstyret.

Men det skulde nok komme – Pelle nærede ingen Tvivl om Fremtiden. Byen var saa uhyre stor og uoverskuelig, selve det umulige syntes den at have taget sig paa – hvad Fare kunde der vel saa være for noget saa selvfølgeligt, som det at han naaede frem? Her laa simpelthen store Rigdomme i Dynger og lod sig tage af Fattigmand ogsaa, blot han greb dristigt til; Lykken her var en Guldfugl, som lod sig fange med lidt Haandelag – der var Masser af æventyrlige Tilfælde. Og Pelle skulde nok fange Fuglen en Dag. Hvornaar og hvordan overlod han trygt til Tilfældet.

I en af Torvegades Sidegader var der Opløb, Folkesværmen fyldte hele Gaden uden for Jærnstøberiet, og raabte ivrigt til de sværtede Støberi7|arbejdere der stod og rottede sig sammen foran Porten og saá raadvilde paa hinanden.

»Hvad er der i Vejen?« spurgte Pelle.

»Der er det i Vejen, at de ikke kan tjene saa meget saa de kan leve af det,« sagde en ældre Mand. »Og Fabrikanten vil ikke give dem Tillæg. Saa har de hittet paa nogle nymodens Tossestreger, som skal være kommet hertil fra Udlandet, hvor de nok har gjort sig rigtig godt. Det er saadan at forstaa, at alle Mand pludselig smider Arbejdet, løber ud paa Gaden i bart Hoved og laver Støj, og saa ind i Arbejdet igen – ligesom Skoledrenge i Frikvarteret. De har allerede været ude og inde igen to-tre Gange, og nu er de halve udenfor, og de andre ved Arbejdet – og Porten er laaset. Jo pyt, det skal godt hjælpe paa Ugelønnen! Nej i min Tid bad vi pænt om det og naaede altid noget; vi er ligegodt de smaa – og hvor skal det tages fra. Nu har de tilmed forbrudt deres Ugeløn for hele Ugen.«

Arbejderne vidste hverken ud eller ind, men stod og saá mekanisk op til Kontorvinduerne, hvor Bestemmelserne plejede at komme fra. Nu og da gik der et utaalmodigt Ryk gennem Skaren, de truede op mod Vinduerne og forlangte raat deres Tilgodehavende. »Han nægter os vor Ugeløn, som vi ærlig har tjent, den Tyran!« raabte de. »Den er ellers køn, naar man har Kone og Børn derhjemme! og paa en Lørdag Eftermiddag sku! Sikken en Hajfisk – han hugger deres Mad! Vil Herren ikke nok give os en Besked, vi kan tage med hjem – bare en Hilsen. For ellers maa de gaa sultne i Seng.«

Saa lo de, lavt og knurrende, spyttede ned i Stenbroen og vendte igen de herreløse Ansigter op mod Kontorvinduerne.

Det regnede ind over dem med Forslag, som førte i Øst og Vest; og lige nær var de. »Hvad Fanden, naar der nu ingen er til at føre os an,« sagde de mismodigt, og stillede sig saa til at maabe igen. Det var det eneste de kunde.

8| »Tag et Par af jeres Kammerater ud til at gaa op og forhandle med Fabrikanten,« sagde en Herre som var stanset.

»Javel, den er hørt! Frem med Eriksen – han kan Fingersproget!« raabte de. Den Fremmede trak paa Skuldrene og gik.

En stor, stærk Arbejder gik hen mod Trappen. »Du har vel Mukkerten med, Eriksen?« raabte én. Eriksen vendte sig paa Trappen og viste sin Knytnæve.

»Tag dig i Agt!« raabte de op mod Vinduerne. »For ellers ku’ det hænde der faldt Brænde ned!« Saa blev de med ét stille, den svære Gadedør var stænget.

Pelle lyttede med aaben Mund. Han vidste ikke, hvad de vilde, og de vidste det nok heller ikke selv; men alligevel var der en ny Tone i dette her! De Folk gik ikke Tiggergang for deres Ret, men slog hellere et Næveslag for den; og de havde ikke drukket sig fulde først – som Stærke Erik og de andre derhjemme. »Det er Storstaden,« tænkte han og maatte igen prise sig lykkelig at han var sluppet herover.

Der kom en Deling Betjente marsjerende. »Passér Gaden!« befalede de og gik ind paa Mængden for at sprede den. Arbejderne vilde ikke lade sig jage væk. »Ikke før vi har faaet vort Tilgodehavende,« sagde de og trak sig stædigt hen til Porten. »Her er vor Arbejdsplads, og vi vil ha’ Opgør vil vi!« Saa jog Politiet med Tilskuerne; de trak sig nølende et Par Skridt tilbage for hvert Fremstød, og stod saa og lo. Pelle fik et Dunk i Ryggen, han vendte sig rask og stirrede et Øjeblik ind i en Betjents røde Ansigt; saa trak han sig af Vejen, idet han knurrende tog til sin Ryg.

»Slog han dig?« spurgte en Kælling. »Ptøj den skidt Knægt; han er Søn af Rullekonen her i Stedet, og nu bruger han Staven mod sine egne. Føj for den væmmelige!«

»Passér Gaden,« befalede Betjenten missende og 9| gik ind paa hende med Kroppen. Hun trak sig ned i sin Kælderhals; dèr stod hun og brugte Mund, saa Spyttet stænkede fra de tandløse Gummer:

»Ja kør med gamle Folk ogsaa – som har baaret dig paa Armen og givet dig tørt paa, da du ikke kunde kræve dig endnu. Brug Staven paa mig ogsaa – vil du ikke det du Fredrik? Gaa du kun de Stores Ærende, og gø ad alle os der ikke er fine nok i Tøjet!« Hun rystede af Vrede, de gulgraa Haartjavser havde slidt sig løs og daskede om hendes furede Pande, der var helt jordslaaet af Arp.

Delingen marsjerede ind over Knippelsbro, under Eskorte af en Sværm Gadedrenge, der hujede og peb i Fingrene. Nu og da vendte en Betjent sig; saa lettede det i Flokken, men øjeblikkelig var den der igen. Betjentene var nervøse, deres Fingre krummede og strakte sig af Trang til at slaa løs. De lignede en Flok Forbrydere der eskorteres til Raadhuset af den yngste Ungdom, og Folk lo.

Pelle holdt Trop inde paa Fortovet, han var i en forunderlig Stemning. Et Steds inde i ham gik det voldsomt, med denne løjerlige Tilskyndelse til at hoppe i Vejret og slaa Hovedet mod Stenbroen; det var Resterne af hans Lyde, men nu tog det Karakteren af overmodig Styrke. Han saa tydelig Stærke Erik komme bøgende mod Forvalteren og blive slaaet til Jorden – for at rave om som Idiot. Saa rejste Kraften sig – vældigt, og blev jaget ned; de gjorde sig til Hunde alle for at fælde ham, og logrede for alt hvad der smagte af Øvrighed og Overordnet! Og han selv, Pelle, havde faaet Ris paa Raadhuset og var blevet peget Fingre ad – lige som Kraften! –: Se dér gaar han og flyder, det stakkels Udskud! – jo han havde været ude for Retfærdigheden og vidste hvor den sved. Men nu var han sluppet ud af Trældommen og over i en ny Verden, hvor alvorlige Mænd ikke engang saá til Politiet, men overlod det til Gadedrengene og de gamle Kællinger! Der var en mægtig Oprejsning i det; og her 10| i denne Verden vilde Pelle være med, han længtes efter at tage et Tag.

Det var Lørdagaften, og der var en Del Svende og Naadlersker inde paa Lageret for at aflevere Arbejde. Lageristen gik som sædvanlig og gnavede over Arbejdet, før han betalte, rev og krammede i det saa det mistede sin Form – og gjorde saa et syndigt Vrøvl over at det ikke var pænt. Undertiden trak han ogsaa fra i Arbejdslønnen, og paastod at Materialet var ødelagt. Det var især Kvinderne han var nederdrægtig imod, og de stod og turde ikke kny. Man sagde, at han sjoflede alle de Naadlersker der ikke vilde være ham til Maade.

Pelle stod og saa sig godt gal paa ham. »Kommer han bare med det mindste Muk, saa rager vi uklar,« tænkte han. Men Lageristen tog Arbejdet uden at se paa det – det var jo fra Pipmanden!

Mens han betalte, kom en svær Herre ned oppe fra Bagværelset, det var Hofskomager Meyer selv. Han havde nok engang været en fattig Fyr med Bagen ude af Bukserne; saadan var han kommet herind som vandrende Gesell fra Tyskland. Faget forstod han ikke meget af, men han forstod den Kunst at lade andre arbejde for sig! – Han besvarede ikke Arbejdernes ærbødige Hilsen, men stillede sig op foran Pelle med Maven gyngende mod Disken, pustede stærkt ud af Næsen og saá paa ham.

»Ny Mann?« spurgte han endelig.

»Det er Pipmandens Medhjælper,« svarede Lageristen smilende.

»Ak saa! Ja Pipmanden forstaar Kunsten! De gør Arbejdet, og han tager Pengene og drikker dem op – ikke?« Hofskomageren lo kosteligt.

Pelle blev rød. »Jeg vilde jo gærne have selvstændig fat naar som helst,« sagde han.

»Ja ja, nu kan De jo tale med Lageristen. – Men ingen Fagforening her, husk det! Vi har ikke Brug for de Folk.«

Pelle bed Læberne sammen og stak tavs Tørklædet ind paa Brystet; han havde staaet for adskillige 11| Opfordringer, men dette Forbud kunde han ikke staa for. Han gik rask ud ad Købmagergade og drejede fra Kultorvet ind i Hausergade, hvor han vidste Formanden for den sygelige Fagforening skulde bo. I en af de skumle Kældere boede en lille Lappeskomager, dèr maatte det være, og Pelle steg ned ad Trappen. Han begreb ikke, at Foreningens Formand havde saa usselt et Tilhold.

Under Vinduet sad en hulkindet Mand bøjet over Disken, i Færd med at sy Rand paa en udtraadt Sko; han havde de Forbigaaendes Ben lige ind paa Hovedet af sig. I Stuens Baggrund stod en Kvinde og kogte noget i Kakkelovnen; hun havde en lille Unge paa Armen, to større laa paa Gulvet og legede med nogle Læster. Der var forfærdelig hedt og kvalmt.

»Goddag Kammerat,« sagde Pelle. »Kan jeg blive Medlem af Fagforeningen?«

Manden saá forundret op, der gik noget af et Smil over hans triste Ansigt. »Har du Raad til det?« spurgte han langsomt – »det kan let blive dig en dyr Fornøjelse. Hvem arbejder du for, med Forlov?«

»Meyer paa Købmagergade.«

»Saa bliver du fyrig, saa snart han faar det at vide.«

»Det ved jeg nok; men nu vil jeg meldes ind altsaa. Han skal ikke komme og bestemme hvad jeg maa og ikke maa. Og ham skal vi nok ordne engang.«

»Saadan har jeg ogsaa tænkt, men vi er for faa. De sultes ud af Fagforeningen igen, saa snart de er meldt ind.«

»Vi maa se at blive nogle flere Stykker,« sagde Pelle frejdigt. »Og saa en Dag lukker vi kanske Butikken for ham.«

Der kom Ild i Formandens trætte Blik. »Ja for Satan om vi kunde lukke Butikken for ham!« raabte han og rystede sin knyttede Haand i Luften. »Han tramper paa dem der tjener Guldet sammen til ham; det er hans Skyld jeg nu sidder her og hutler – 12| han holder hele Faget nede i Elendighed gør han! Aa sikken en Hævn Kammerat!« Blodet skød op i hans hule Kinder og fik dem til at brænde – saa faldt Hosten over ham.

»Petersen!« sagde Konen angst og holdt paa hans Ryg – »Petersen!« hun sukkede og rystede paa Hovedet mens hun hjalp ham at slide sig igennem Hosten. »Naar Talen falder paa Hofskomageren, bliver Petersen altid helt fra’et,« sagde hun da det var ovre. »Han ved saamænd ikke hvad han udsætter sig for, saa. Nej bare enhver var lige saa klog som Meyer og passede sit eget, saa sad visse Folk nu med et godt Helbred og ordenlig Fortjeneste.«

»Hold Mund,« sagde Petersen bestemt. »Du er et Fruentimmer og har ingen Forstand paa de Dele.« Saa gik hun hen til Kakkelovnen igen.

Han udfyldte et Papir, og Pelle skrev sit Navn under og betalte Medlemsbidraget for en Uge.

»Og nu maa du se at komme ud af Udsvedningen hurtigst muligt,« sagde Petersen alvorligt. »En hæderlig Arbejder kan ikke være med til at holde den Slags oppe.«

»Jeg har været nødt til det,« svarede Pelle, »– jeg havde ingenting lært derhjemme fra. Men nu er det forbi.«

»Godt Kammerat! Og saa Haandslag og god Hjælp! Der maa arbejdes igen – kanske lykkes det alligevel; du har givet mig mit Humør igen, vil jeg bare sige dig! – Pil saa ved saa mange du kender – og forsøm ikke Møderne; de bliver bekendtgjort i Arbejderen.« Han rystede ivrigt Pelles Haand.

Pelle gik sig en rask Tur ud mod Nørrebro; han havde faaet Luft for noget og var i godt Humør.

Det var ved den Tid Arbejderne vendte hjem; de kom travende i Flokke og enkeltvis, ludende og stundende, lidt løse i det af Dagens Slid. Det var en hel anden Verden herude, vidt forskellig fra Arkens! Husene var nye og regelrette, bygget efter Lod og Lineal; Mændene gik deres lige trukne Vej, man kunde se paa hver af dem hvad han var.

13| Det var herude Socialismen og de ny Fremgangsmaader holdt til; Pelle drev ofte herud efter Fyraften for at kigge lidt ind i alt dette. Hvad det var vidste han ikke, og havde ikke vovet at kaste sig ind i det – fremmed som han endnu følte sig; men det øvede en dragende Magt over ham. Men i Dag glemte han at han var en fremmed her, og lod sig gribe af det lange taktfaste Traadd der bar over Broen og ud ad Nørrebrogade. Nu var han selv Fagforeningsmand; han var som enhver af de andre, og kunde gaa lige hen til hvem han vilde og give Haandslag! Der var en egen kraftig Appel i disse Folks Gang som var de Soldater; han gled uvilkaarlig ind i Fodslaget og følte sig stærkere ved det, baaret med af Fællesskabet.

Han var højtidelig glad til Mode som paa sin Fødselsdag, og syntes der maatte gøres et eller andet festligt. Der stod aabent ned til Beværtningerne, og Arbejdere søgte derned i smaa Hold; men han havde ingen Lyst til at sidde og hælde Spiritus paa sig. Det kunde man gøre, naar det hele gik i Hundene for én.

Han stillede sig op uden for et Konditorvindu og fik travlt med at sammenligne Kagerne med hinanden. Han vilde derind og smovse en 25-Øre op i Dagens Anledning, men først maatte det hele planlægges ordenligt, om man ikke skulde føle sig skuffet bagefter. Det skulde være noget han aldrig havde smagt før naturligvis – og just det var det vanskelige. Mange Kager var hule indeni, og Smovsen skulde gøre det af for Aftensmad ogsaa.

Det var ikke helt let; og just da Pelle var ved at komme over Vanskelighederne, blev han revet ud af det hele ved et Slag paa Skulderen. Dèr stod Morten bag ham og lo med sit gode Smil, som om der aldrig havde været noget imellem dem. Pelle skammede sig og kunde ikke faa et Ord frem; sin eneste Ven havde han sveget – det blev nok ikke nemt at staa til Regnskab for, det! Men Morten brød sig fejl om alle Forklaringer og rystede blot Pelles Haand, 14| hans blege Ansigt lyste af Glæde. Der var endnu bestandig dette Skær af Lidelse bag det, som tog saa stærkt om Hjærtet, og Pelle maatte overgive sig paa Naade og Unaade.

»Hvad! skal vi to træffes her?« raabte han og lo godmodigt.

Morten arbejdede hos Konditoren og havde været ude, nu skulde han op og sove ud til Natarbejdet: »Men kom med op – en halv Times Tid kan vi nok sidde og sludre – og du skal faa en Kage.« Han var akkurat den samme som i Læretiden.

De gik ind gennem Porten og op ad Bagtrappen; Morten var inde i Butikken og kom med fem Napoleonskager. »Her skal du se jeg kender din Smag,« sagde han leende.

Mortens Værelse laa helt oppe under Taget og var et Slags Taarnværelse med Vinduer til begge Sider. Man saá ud over de endeløse Tagmasser, der laa i Rækker bag hinanden som Mistbænkene i et uhyre Gartneri. Fra de utallige Rør og Skorstenspiber steg lidt tynd blaa Røg og lagde sig dæmpende over alting. Langt nede i Syd saas Kalvebod Strand, og længere mod Vest tonede Frederiksberg Bakke med Slottet frem af Disen. Til den anden Side laa Fællederne, og ude bag Kalkbrænderiets Skorstene skimtedes Sundet med sine mange Sejlere.

»Er det saa ikke en Udsigt hvad?« spurgte Morten stolt.

Pelle blev ved at stirre, han gik fra Vindu til Vindu og sagde intet. Dette var Byen – Hovedstaden som han og alle de andre Fattige fra Landets fjærneste Kroge havde higet imod, Lykkens Land hvor de skulde udfri sig af Elendigheden! Han havde turet den igennem paa Kryds og tværs, forbavset sig over dens Paladser og Rigdomme, og fundet den stor over al Forventning. Her var alting storslaaet! hvad de byggede i Gaar, rev de ned i Morgen for at opføre noget endnu flottere. Fattigmands Lykke lod sig sagtens stikke imellem, saa meget her gik i Svang!

15| Og saa havde han alligevel ingen rigtig Forestilling haft om det hele – først nu saa han Byen! Som et mægtigt Hele laa den udbredt for hans Fødder, med Slotte, Kirker og Fabriksskorstene ragende op af Husmassen. Nede paa Gaden flød en sort Strøm ustanselig afsted, bestandig ny og ny Mennesker – som fra et stort Hav der aldrig kunde løbe tomt. De havde noget for alle sammen; man saá det ikke, men de løb vel som Myrerne og bar hver sit lille til denne vældige Tue, der var slæbt sammen af dyre Ting fra Verdens yderste Kanter.

»Der stikker mange Millioner i alt det,« sagde Pelle endelig og tog efter Vejret.

»Ja!« sagde Morten og stillede sig ved Siden af ham. »Og det hele er frembragt af Hænder – Arbejderhænder!«

Pelle studsede – det var en underlig Tanke at hitte paa. Men sandt var det naar man tænkte sig om!

»Nu er det nok ovre paa helt andre Hænder!« udbrød han leende.

»Ja for de har listet det fra os, lige som man kan narre alting fra Børn,« svarede Morten mørkt. »Men det har ingen Retskraft, det Børn gør! – og de Fattige har aldrig været andet. Men nu begynder de at vokse til du; og en Dag kræver de kanske deres tilbage.«

»Det gik os vist galt, dersom vi vilde komme og tage selv,« sagde Pelle tænksomt.

»Ikke hvis vi var enige om det – vi er jo de mange!«

Pelle lyttede. Det var ikke før faldet ham ind at se Spørgsmaalet om Sammenslutning saa stort; man organiserede sig jo blot for at opnaa bedre Vilkaar inden for Faget.

»Du ligner din Far,« sagde han. »Han lagde ogsaa alting stort ud og vilde selv tage sig til Rette. Jeg kom til at tænke paa ham før – han lod sig ikke træde ned. – Dengang skammede du dig nok over ham!«

16| Morten bøjede Hovedet. »Jeg kunde ikke bære de pæne Folks Foragt,« sagde han stille, »jeg forstod jo blot, at han lagde Hjemmet øde og drog Skam ned over os. Forfærdelig ræd var jeg ogsaa, naar han slog sig løs; jeg kan endnu vaagne drivvaad af Sved, naar jeg har drømt om min Barndom. Men nu er jeg stolt over at jeg er Kraftens Søn du! Kræfter har jeg ikke saa mange af, men kanske skal jeg faa Godtfolk til at stejle engang alligevel – jeg ogsaa!«

Nej Kræfter! det var nærmest underligt at tænke paa, at Morten var Søn af den kæmpestærke Stenhugger – saa fin og stilfærdig han var i det. Han havde endnu ikke genvundet de Kræfter, Bodil røvede fra ham i Drengeaarene; det var ligesom det altfor tidlige Misbrug blev ved at sidde og tære paa ham. Sin pigeagtige Sans for Hygge havde han bevaret, Værelset var pænt holdt, der stod saa galt Blomster i en Vase henne under Spejlet.

»Hvor faar du dem fra?« spurgte Pelle.

»Køber naturligvis!«

Pelle maatte le. Kunde det falde noget andet Mandfolk ind at give Penge ud til Blomster?

Men Bøgerne lo han ikke af, der var en mystisk Forbindelse mellem dem og Mortens forunderlige blege Styrke. Han havde en hel Reol fuld nu. Pelle tog nogle frem og kiggede i dem. »Hvad er det for noget Tøjeri?« sagde han usikkert. »Det ligner Lærdom.«

»Det er Bøger om os. Om hvordan det ny kommer, og hvordan vi maa ruste os til det.«

»Ja du kan sagtens!« sagde Pelle i et Øjebliks Mismod. »Du har din Boglærdom til at hjælpe dig frem. Vi andre faar nok pænt Lov at blive i det vi engang er i!«

Morten vendte sig hæftigt imod ham. »Det er den sædvanlige Klagesang,« udbrød han vredt – »man spytter paa sin egen Stand og vil over til de andre. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om for Pokker! vi skal netop blive hvor vi er – Skomagere og Bagere, allesammen – og forlange at faa 17| det godt dèr! Komme over paa den gode Side, det kan knap én af tusind – saa kan Resten sidde der og kigge! Og tror du den ene fik Lov at slippe ind, hvis ikke Samfundet havde Brug for ham til at slaa hans egne ned med? »Her kan I selv se, hvad Fattigper kan drive det til, naar bare han selv vil!« hedder det nok saa kønt. Der er altsaa ikke noget at udsætte paa Samfundet; nej, det er Masserne selv der er Skyld i, at de ikke allesammen er Storborgere – herregud, de vil jo ikke! Saadan kører man rundt med jer som nogle Mæhæ, og I finder jer i det og bræger dem efter! Nej hvad alle kan, det er gøre Fordring paa at faa saa rigeligt for deres Arbejde, at de kan leve godt. Jeg forlanger, at en Arbejdsmand skal have lige saa meget for sit Arbejde som en Læge eller Sagfører – og være lige saa oplyst. Dèr har du mit Fadervor!«

»Dèr gjorde jeg dig nok godt gal!« sagde Pelle godmodigt. »Det dèr er forresten det samme, som din Far laa og fablede om i Laden dengang han døde. Han laa i sine Fantasier og troede, at simple Arbejdere havde Malerier paa Væggene og Fortepiano lige som fine Folk.«

»Gjorde han det, du?« udbrød Morten og løftede Hovedet som lyttede han opad. Saadan faldt han i Tanker.

Pelle sad ogsaa og grundede. Var dét da det ny – dette igen? Saa blev der god Mening i at slutte sig sammen saa mange som muligt.

»Jeg forstaar mig ikke ret paa det,« sagde han endelig – »men i Dag har jeg meldt mig ind i Organisationen du. Jeg vil ikke staa og se til, hvis det skulde trække op til noget stort.«

Morten nikkede med et svagt Smil; han var træt nu og hørte ikke hvad Pelle sagde. »Nu maa jeg i Seng, jeg skal op Kl. ét. Hvor bor du? Jeg ser ud til dig en Dag. Hvor det var morsomt vi traf hinanden igen.«

»Jeg bor ude paa Kristianshavn – i Arken, hvis du ved hvor det er.«

18| »Det var et underligt Sted at dumpe ind! Arken kender jeg godt, den staar saa tidt omtalt i Aviserne. Det er nok lidt af alle Slags dèr holder til.«

»Det kender jeg ikke noget til,« svarede Pelle halv stødt – »jeg synes nu godt om de Mennesker. – – Men storartet var det da at vi to skulde løbe over hinanden – sikken et Held hva’? Og jeg der bar mig ad som et Bæst, og gik udenom dig! Men det var dengang jeg gik i Hundene – saa hadede jeg alle Mennesker! Nu skal der ikke komme noget imellem os mere, vær rolig for det.«

»Ja det er godt, pil nu bare af,« svarede Morten smilende; han var halv af Tøjet.

»Nu gaar jeg, nu gaar jeg!« sagde Pelle og tog sin Hat, et Øjeblik stod han og saá ud over Staden. »Det var alligevel knusende storartet, det du sagde om Tingene før,« udbrød han pludselig. »Havde jeg alle vi Fattiges Kræfter i mig, saa brasede jeg ud med det samme og erobrede det hele tilbage igen. Sikken en Masse der kunde blive til Deling, der blev nok ingen Fattigdom mere!«

Han stod med løftede Arme som holdt han det hele i Hænderne – og lo overgivent; stærk saá han ud. Morten laa og stirrede halvsovende paa ham og sagde intet. Saa gik han.


Pipmanden skældte læsterligt ud, da Pelle endelig kom hjem: »Hvad Fan bilder du dig ind – gaar der og gi’r Greven, mens en anden en sitter her og slider sig Gluggerne ud af Hovedet. Og tøster – hvabehar? Lad være og giv Grovheder, si’er jeg, lad bare vær – ellers revner den sku. For man er morderlig gal i Hovedet.« Han holdt Haanden patetisk afværgende ud for sig, skønt Pelle ikke havde i Sinde at svare; han tog ikke Pipmanden alvorligt længer. – »Den une knuse mig, her har man sat og tøstet Klæderne af Raden paa sig, fordi saadan en Levemand gaar og dangderer den med Sylene.«

19| Pelle stod og talte Ugelønnen op, men brast pludselig i Latter ved et Blik ned over Pipmanden. De nøgne blaalige Skanker, der dirrede ynkeligt under Skødskindet, tog sig ustyrlig grinagtigt ud til den fuldt paaklædte Overkrop og det ærværdige Skæg.

»Ja du griner!« sagde Pipmanden og lo med. »Men hvis at det nu var dig, der skulde krænge Bukserne af nede hos Marskandisersken og redde dig anstændigt op? De forbandede Unger! Pipmanden har Delirium, Pipmanden har Delirium! vrælede de. Gu’ ha’de jeg ikke nikke nej! – men jeg havde ingen Bukser paa altsaa. Den forbandede Hønsestige ogsaa! Olsens Halløjdatter fik et Tilfælde, og hun har sku ellers set en hel Del. Du ku forresten ta’e og laane mig dine gamle Mokassiner.«

Pelle laaste den grønne Kiste op og tog sine Arbejdsbukser frem.

»Du sku’ ta’e og sætte syv Segl for det spinatgrønne Skrummel dèr!« sagde Pipmanden gnavent. »For her ku’ godt være Tyveknægte – saa nær oppe ved Himlen.«

Pelle lod som han ikke forstod Finten, og laaste igen. Saa tændte han sin Snadde og gik ud paa Platformen.

Over Tagene stred Skumringen sig frem ude fra Sundet; der fløj nogle Duer og fangede den sidste Solrødme under deres hvide Vinger, og nede i Brønden laa allerede Mørket som en hed lila Aande. Liremanden var kommet hjem og spillede sit Aftennummer for de dansende Unger dernede, og fra Svale til Svale sladrede og smaaskændtes Beboerne. Nu og da brød en blød Tonestrøm vibrerende frem og fik det hele til at tie; det var Gale Vinslev, der sad i sin Hule et Steds langt inde i Arken og legede paa Fløjten. Han gemte sig altid helt afvejen naar han spillede; saa var han som et sygt Dyr og sad i en Krog og rystede. Tonerne blev saa dejlige af det, de kom bævrende frem af hans Skjul som selve det Ubekendtes Sang eller Graad; og Arkens urolige Væsner maatte tie og lytte. Nu havde Vinslev sin 20| blide Tid; man blev lige som bedre af at lytte til ham. Men i Mørketiden kom Djævelen stundom over ham og skabte Toner i hans afsindige Hjærne, der fik det hele til at dirre i panisk Skræk. Saa videde det frønnede Træværk sig ud til en uhyre bælgmørk Skov, hvor alle Rædsler huserede og man maatte slaa blindt om sig for ikke at gaa helt til Grunde. Ligkusken paa fjerde, der ellers var saa blid i sin Donner, skamslog Konen, og rundt om i Gangene laa de og drak og sloges for at holde sig det onde fra Livet. Det var ogsaa Vinslevs Djævlefløjte, der fik Johnsen til unyttigt at begræde sit elendige Liv og ende det under Kloakristen. Men der var ikke noget at sige til det hele, – Vinslev spillede. Og det var en Overgang som alting andet.

Nu gik Djævlen om med Ring i Næsen, og Vinslevs Spil var som mild Aande paa Sindene, saa de aabnede sig som Blomster. Det var den dejlige Tid.

Pelle kendte det hele, skønt han ikke havde været her saa længe; det gjorde ham ikke noget. Han bar jo den Sejrsskorte, som Far Lasse havde drømt til ham.

Nede paa tredje i Bagbygningen koglede det ellers. En Slyngpelargonie og en Efeu havde spundet de skrøbelige Stolper ind og mødtes foroven, og deroppe hang en lille rød Papirslygte og glødede det hele festligt til. Det var som Sommernatten havde fundet sig et Fristed her midt i Stenmasserne. Under Lampen sad Madam Johnsen og hendes Datter og syede, Hannes Ansigt ulmede som en Rose ved Nat, hun vendte det hvert Øjeblik op mod ham, smilede og slog utaalmodigt med Hovedet. Saa flyttede Pelle paa sig, skiftede og lagde sig over i den anden Side, urolig som en Hest der ikke kan se sin Vej.

Lige inde bag ham gik hans Naboerske Madam Frandsen og rumsterede i sit lille Køkken. Døren stod aaben ud til Platformen, og hun smaasnakkede uophørligt, halv til Pelle halv til sig selv – om sin Gigt, sin døde Mand og sin Laban af en Søn. Hun trængte til at faa Leveren rørt, det gamle Liv: »Herre21|gud ja, her gaar én og holder Mad parat til Ferdinand – fra Morgen til Aften og fra Aften til Dagen er der – og se saa om han gider ulejlige sig hjem. Forske hans vilde Veje kan jeg jo ikke, men bare sidde og grue og holde hans Mad varm. Saa er der dog lidt der lokker; han maa vel komme naar han bliver sulten, siger jeg til mig selv. Ak ja, ens glade Dage er hurtig talt. – Og der staar du og glor som et andet Vorherres Bælam, mens Pigebarnet dernede er ved at nikke Hovedet af Led efter dig! Ja Mandfolk er en underlig Vare, de bilder sig ind de ingenting tør – og hvem er det saa der gør alle Ulykkerne?«

»Hun vil mig ingenting,« sagde Pelle mut. »Hun leger bare med mig.«

»Ja Jomfruen legede saa længe med sin hvide Mus, til Katten tog den. Skam dig at staa her og hænge, saa ung og velskabt du er. Klip Styrefjerene af hende – saa faar du en god Kone.« Hun stødte ham i Siden med Albuen.

Saa fik Pelle hummet sig ned ad Hønsestigen til tredje og gik langs Svalen derom.

»Hvorfor var du nu saa kostbar i Aften?« sagde Madam Johnsen og ryddede Plads til ham. »Du ved jo, du altid er velsét, hvad skal saa de Anstalter til?«

»Pelle er nærsynet, han kan ikke se helt herover,« sagde Hanne og kastede med Hovedet. Hun sad og saá leende paa ham med Hovedet bagover og aaben Mund, Lyset brødes i hendes blanke Tænder.

»Faar vi godt Vejr i Morgen?« spurgte Moderen.

Pelle mente ja og kiggede kyndigt op mod den lille Plet Himmel. Hanne lo.

»Er du Vejrprofet ogsaa, Pelle? du har da vel ikke Ligtorne?«

»Lad nu være med din Nappen, Tøs,« sagde Moderen og slog efter hende. »Vi skulde i Skoven i Morgen, hvis Vejret er godt. Vil du med Pelle?«

Pelle vilde meget gærne med, men trak alligevel lidt paa det.

22|»Tag bare med!« sagde Hanne og lagde overtalende sin Haand oven paa hans. »Og saa skal du være mit Mandfolk – det er saa kedeligt at tage i Skoven med en aldrende Kone. Men saa vil jeg have Lov at være som jeg er.« Hun kastede udfordrende med Hovedet.

»Saa tager vi Kapervognen fra Nørreport, Toget bryder jeg mig ikke om at køre med.«

»Fra Nørreport – den eksisterer jo slet ikke mere, lille Mor. Men der kører nogle Kapervogne endnu fra Trianglen.«

»Naa saa fra Trianglen da, du Vigtigpraas. Kan jeg gøre for, at de river alting ned? I min Ungdom var Nørreport et dejligt Sted. Derfra havde man Udsigt til Bondelandet, hvor jeg hørte hjemme, og intet Sted var Sommernatten saa skøn heller som dèr paa Volden. Dengang kendte én ikke til at fryse, for var Tøjet tyndt saa var Hjærtet ungt.«

Hanne gik inde i Køkkenet og lavede Kaffe. Døren stod aaben, hun nynnede og blandede af og til et Ord i Samtalen. Saa kom hun og holdt nejende Bakken foran Pelle. »Men hvordan er det du ser ud i Aften?« udbrød hun pludselig forundret; hun rørte ved hans Pande og saá undersøgende paa ham.

»Jeg har meldt mig ind i Fagforeningen i Dag,« svarede Pelle. Han havde stadig Følelsen af det usædvanlige over sig, og syntes enhver maatte kunne se noget paa ham.

Hanne brast i Latter: »Faar man saa et sort Mærke i Panden? Se engang Mor, vil du bare se et Fagforeningsmærke!« Hun drejede hans Hoved om mod den gamle.

»Aa, den Skarns Tøs,« sagde den gamle leende – »nu har hun smurt dig med Sod i Ansigtet.« Hun vædede sit Forklæde med Spyt og gav sig til at gnide Sværten af, mens Hanne stod bag ham og holdt om hans Ansigt med begge Hænder, for at han skulde sidde støt. »Tak du Gud, at Pelle er en godmodig Fyr,« sagde den gamle, mens hun gned 23| – »ellers blev han nok fornærmet!« – Pelle selv smilede nok saa fornøjet.

Ligkusken kom op igennem Hullet i Svalen og ravede videre op til fjerde. »Godaften,« sagde han med sin dybe Bas, idet han passerede dem »– og Velbekomme skulde man vel sige!« Han havde en stor Skinke under Armen.

»Aa herregud,« hviskede Madam Johnsen, »dèr kommer han trækkende med sin Skinke – saa er hele Ugelønnen drukket op igen. De har altid Overflod af Flæsk deroppe, de Stakler, men sjælden Brød til det.«

I Arken sluktes saa én Lyd, saa en anden. Barnegraaden, der sivede saa trist ud af de lange Gange naar en Dør gik op, forvandledes til bløde Kluk hvergang en forsinket Moder kom styrtende hjem fra Arbejdet og rev sin Lille til Brystet. Nu var der kun én til Rest, og den græd altid enten Moderen var hjemme eller ude – hendes Mælk havde forsat sig.

Nede fra Kælderen steg en Vuggesang op gennem Brønden i slæbende Toner; det var bare »Grete med Barnet« der sang sin Kludedukke i Søvn. De virkelige Mødre sang ikke.

»Hun kiler bare paa,« sagde Hannes Mor, »de andre med de rigtige Børn har ikke faaet saa meget at synge for. Men hendes Unge kræver heller ikke Mad – det gør en slem Forskel naar man er fattig.«

»I Dag har hun vasket og strøget om den, for at den kan være fin til i Morgen naar Faderen kommer. Det er en Løjtnant,« sagde Hanne.

»Kommer han i Morgen da?« spurgte Pelle naivt. Hanne lo højt:

»Ja for hun venter ham jo hver Søndag. Hun har bare aldrig set ham endnu.«

»Ja ja, det er ikke noget at le af,« sagde den gamle. »Hun er lykkelig i sit – og Udkommet har hun ingen Kvaler med!«