24| III

Pelle vaagnede ved, at Hanne stod og trak ham i Næsen og gjorde hans komiske Grimasser efter. Hun var kommet ind over Lofterne.

»Hvor bliver du af – du?« sagde hun iltert. »Vi gaar og venter paa dig!«

»Jeg kan jo ikke staa op,« svarede Pelle ynkeligt. »Pipmanden er gaaet i Nat med mine Bukser og er ikke kommet tilbage. Saa lagde jeg mig til at sove igen.«

Hanne lo klingende: »Hvis han nu ikke kommer tilbage mer? Saa maa du ligge i Sengen altid lige som Mutter Jahn.« Saa lo Pelle ogsaa.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I faar tage af Sted uden mig.«

»Nej, det gør vi ikke,« sagde Hanne bestemt – »saa tager vi Madkurven herop og dækker paa din Dyne, den er jo grøn. – Vent lidt, nu ved jeg noget!«

Hun smuttede gennem Paneldøren ud paa Loftet. En halv Times Tid efter kom hun igen og smed et Par stribede Benklæder paa Sengen: »Værsgod Hr. Klodsmajor – og skynd dig saa lidt. Jeg løb ind til Ligkuskens Marie i hendes Plads, og hun fik Fingre i et Par af Herrens Hverdags. Men hun maa have dem igen i Morgen, saa hendes Herskab ikke mærker noget.«

Saa snart hun var gaaet, skyndte Pelle sig i Tøjet. Da han næsten var færdig, knagede det stærkt i Træværket – Pipmanden var under Opsejling. Han holdt i Tovet med én Haand og slog nogle Slag udover ved hver Drejning af Trappen; rundt om fra Bislagene hvinede Kvindfolk op. Det morede ham, hans store ærværdige Hoved straalede i ophøjet Glæde. »Aa hold Kæft!« sagde han gemytligt, saa snart han fik Øje paa Pelle – »Aa hold Kæft!« Han stillede sig op inden for Døren og stod og klukkede.

Pelle greb ham i Kraven. »Hvor er mine Søndags25|bukser henne?« spurgte han opbragt; de gamle havde Pipmanden paa, men hvor var de ny? Pipmanden saá uforstaaende paa ham, hans slappe Træk arbejdede under Forsøget paa at grave et eller andet frem; pludselig fløjtede han: »Sa’e du Bukser – hvad Dængsemand? – var det virkelig Bukser du sa’e? – saa du spør efter hvor dine Bukser er henne? – det ku’ du jo ha’ sagt straks. For ser du, dine NMamelukker – dem har jeg jo Nsat.«

»Du har sat mine pæne Benklæder?« udbrød Pelle og slap ham forfærdet.

»Gu’ har jeg saa! Der ka’ du selv se, du sku’ ikke ha’e been hidsig – for mig ka’ du alligevel ikke æde! Det klarer sig immervæk af sig selv, gør’et – bare man ikke løber varm!«

»Du er en Tyveknægt!« udbrød Pelle. »Det er lige hvad du er.«

»Naa naa Kamat, lad vær og smid Slæverne for min Skyld – for jeg har Nikke Kyd i Lommen. Pipmanden er en ærlig Mand forstaar du – her ka’ du selv se! Hva’ gi’r du mig saa for den – hva’?« Han havde fisket Laanesedlen frem og rakte den krænket til Pelle.

Pelle tumlede febrilsk med sit Kravetøj; han var knusende gal i Hovedet, men hvad kunde det saa nytte? Og nu kom Hanne og hendes Mor ud derovre! Hanne var i gul Straahat med brede Hagebaand – nydelig saá hun ud; den gamle havde Skovkurven paa Armen. Hun laasede omhyggeligt og stak Nøglen ind under Dørtrinet; saa gik de i Forvejen.

Det var ikke til at blive færdig for den Sut til Pipmand! Han gik rundt om Pelle med et usikkert Smil, kiggede nysgærrigt efter hans Ansigt og holdt sig forsigtigt uden for Rækkevidde. »Ked af det, hva’?« sagde han trøstende, som talte han til et lille Barn – »morderlig ked af det? Hvad Fan vilde du ogsaa med to Par Bukser Kamat? – hvad vilde du dog med to Par Bukser?« Det lød helt fortvivlet bebrejdende.

26| Pelle trak et Par brede Pigesko frem under sin Seng og stak ud gennem Paneldøren. Han smøg sig sidelæns mellem det bratte Tag og Kamrenes Bagside, dukkede under et Par Bjælker og dumpede endelig ned i en lang Gang, der løb gennem Forbygningens Tagétage og havde Værelser til begge Sider. En stærk Summen slog ham pludselig i Møde. Fra alle de smaa Rum stod Dørene aabne ud til den lange Gang, der var den fælles Dagligstue; Skænd og Passiar og Barnegraad kogte sammen til en øredøvende NMudren; her var et Røre som i en Bikube.

»Her er forresten livligt,« tænkte han – »i Morgen flytter jeg herom!« Han havde tænkt paa det længe, og nu skulde det have en Ende med hans Ophold hos Pipmanden.

Uden for en af Dørene stod en lille elleveaars Pige og børstede nogle klodsede Drengesko; hun havde et Sækkelærreds Forklæde bundet helt op under Armhulerne og traadte alligevel i det. Inde i Værelset gik to Drenge paa ni og tolv Aar frem og tilbage med Hænderne i Lommen og drabelige Skridt – de nød Søndagen. De var i rene Skjorteærmer og lignede to smaa Husfædre. – Det var »Familien«, Pelles Redningsmænd.

»Her er saa dine Sko, Marie,« sagde Pelle. »Bedre kunde jeg ikke faa dem.«

Hun tog dem ivrigt og betragtede dem under Bunden; Pelle havde repareret dem med gammelt Lær, men til Gengæld pudset dem i Svangen med sort Voks. »De er blevet saa fine,« hviskede hun og saá taknemmeligt paa ham.

Drengene kom og gav Pelle Haanden. »Hvor meget koster Skoene?« spurgte den ældste og tog med alvorlig Mine efter Pengepungen.

»Lad det hellere vente, Peter – jeg har travlt i Dag,« sagde Pelle leende. »Vi sætter det paa Regningen til Nytaar.«

»Saa kommer jeg alligevel med Drengene ud at spasere i Dag,« sagde Marie glædesstraalende. »Og 27| du skal med Hanne og hendes Mor i Skoven – vi ved det godt!« Hun fulgte ham hoppende hen til Trappen, og stod og lo ned. I Dag lignede hun da et Barn, det gammelagtige og bekymrede var borte. »Du kan godt gaa ad Hovedtrappen!« raabte hun.

En snæver Loftstrappe førte ned til Hovedtrappen, som laa indvendig og kun maatte benyttes af Beboerne til Gaden. Dette var Arkens fine Ende; her boede gamle NUlke, NKvartérmænd og andre Folk med noget fast. De Handlende nede fra Kælderen: Kulmanden, Jærnhandleren og Marskandisersken havde ogsaa deres Lejligheder her. Lejlighederne var paa to herskabelige Værelser; Køkken og Entré hørte der ikke til dem. Men ude paa Hovedtrappen, i Krogen ved hver Families Dør, stod en Vask med en lille NRække over. Naar Laaget var paa, kunde Vasken ogsaa bruges til NRepose – det var helt fornemt.

De andre var naaet ind til Knippelsbro, da han indhentede dem.

»Det varede længe med dig,« sagde Hanne og tog ham under Armen. »Hvordan havde »Familien« det – Marie blev vel glad for Skoene? Det Skind, hun har ikke været ude de sidste to Søndage, fordi der ingen Bund var i Skoene.«

»Hun kunde jo bare kommet til mig med dem,« sagde Pelle – »jeg skylder dem jo saa meget!«

»Men det skal du ikke tro hun gør – »Familien« er stolt. Jeg maatte ligefrem gaa over og stjæle Skoene fra hende.«

»De arme Smaakræ!« udbrød Madam Johnsen »– det er helt rørende at se, saa de holder sammen og forstaar at klare sig selv. – Men hvorfor har du Pelle under Armen, Hanne? – du mener jo ikke noget med det alligevel!«

»Skal man mene noget med det, lille Mor? Pelle er mit Stykke Mandfolk og skal forsvare mig.«

»Gud ved hvem han skulde forsvare dig mod? Det blev nok mod dig selv – og det er ikke nemt.«

28| »Mod en Flok Røvere som vil overfalde mig i Skoven og bortføre mig! Ellers skulde du jo ud med en stor Sum i Løsepenge, Mor.«

»Aa Herregud, jeg betalte nok snarere Penge for at blive af med dig – hvis jeg havde nogen. – Men har I set saa blaa Himlen er? Det er dejligt med al den Sol paa Ryggen, den bager én helt ind om Hjærtet.«

Paa Trianglen kom de op i en Kapervogn og rullede ud ad Strandvejen. Vognen var fuld af muntre Mennesker; de sad i Latter hele Tiden over et Par gemytlige Borgere, der svedte og kastede fjollede Brandere til hinanden. Bag dem rullede Støvet sig truende op, men blev hængende som en doven Sky om de store sorte Vandtønder, der stod og skrævede paa deres høje Stilladsbén ved Vejsiden. Ude over Sundet hang Baadene med Sejlene og kom ikke af Stedet. Alting holdt Søndag!

Der var svalt og friskt inde i NDyrehaven. Bøgeløvet havde endnu sin unge Glans og stod forunderlig let og festligt til de mægtige hundredaarige Stammer. »Ej hvor Skoven er vakker!« udbrød Pelle – »den er jo som en Kæmpegubbe der har taget sig ung Brud!« Han havde aldrig været i rigtig Bøgeskov før; her var at vandre som i en Kirke!

Masser af Mennesker var her ogsaa, København var rigtig ude i det gode Vejr. Folk var øre af Solen og slog sig løs, og Lydene gik drabeligt igen under Kronerne og opfordrede til bare at give sig Luft. Inde mellem Stammerne gik Mennesker og tullede for sig selv alene, slog med store Grene og raabte hensigtsløst op – bare for at høre deres egen Støj gaa igen. Nogle Mænd stod ovre i et Bryn og sang Korsang – de havde Nhvide Huer paa; og ud over Sletterne spaserede glade Klynger, løb Tagfat eller trillede sig i Græsset som Killinger.

Madam Johnsen asede troligt et Par Skridt i Forvejen, hun var bedst kendt herude og førte an. Hanne og Pelle 29| gik ved Siden af hinanden uden at tale – Hannes Mine var stum og fraværende. Pelle tog hendes Haand for at faa hende til at løbe med ned ad en Bakke; men hun sansede ikke at han rørte ved hende, og Haanden var slap og klam. Hun gik ligeud som i Søvne, der var lukket og slukket alle Vegne hos hende.

»Nu sværmer hun igen,« tænkte Pelle og slap mismodigt hendes Haand – den faldt dødt ned.

Den gamle vendte sig og saá paa dem med skinnende Øjne.

»Saa dejligt har Solen ikke lyst i mange Aar,« sagde hun – »ikke siden man var ung Pige.«

De var oppe ved NEremitagen, og gik derfra over Sletten ind i Skoven igen til et lille Skovløberhus, hvor de drak Kaffe og spiste af den medbragte Mad. Saa travede de igen, Madam Johnsen kom kun i Skoven den ene Gang om Aaret og skulde have det hele med; de unge kom med Indvendinger, men hun var uopslidelig. Hendes Pigeungdom havde Minder herude, og dem saá hun til; saa kunde de to sige hvad de vilde. Blev de kede af at rende i Hælene paa hende, fandt de vel nok paa at søge deres egne Veje! Men de fulgte troligt efter, trætte saá de ud, og gik og dummede sig lidt mere end man havde Lov til.

Paa Stien til NRaavad var der ikke saa mange Mennesker.

»Her holder Skovensomheden til endnu, ret som i éns Ungdom,« sagde den gamle. »Og dejlig er her, saadan som Løvet lukker sig – rigtig et Sted for Kærestefolk. Nu sætter jeg mig og tager Støvlerne af lidt, Knysterne begynder at værke! Se I jer kun lidt om saa længe.«

Men de unge saá sig fremmed omkring og slog sig ned ved hendes Fødder. Hun havde taget NBrunellerne af, og dulmede Knysterne i det kølige Græs mens hun sad og smaasnakkede: »Varmt er det i Dag, Stenene er helt gloende at tage paa. – Men jer to gaar der vist ikke Ild i! – – Hvad glor I saadan efter? saa kys dog hinanden engang i det Grønne! Det skader ingen og er saa skønt at se paa.«

30| Pelle rørte sig ikke, men Hanne gik paa sine Knæ hen imod ham, tog ham langsomt om Hovedet og kyssede ham. Da hun havde gjort det, saá hun ham en Stund ind i Øjnene, rørende ømt som et Barn ser paa sin Dukke. Hatten var gledet bagover, der sad klare Sveddraaber paa hendes hvide Pande og Overlæben. Hun slap ham pludselig med en munter Latter.

Pelle og den gamle havde plukket Blomster og Bøgegrene; nu sad de og ordnede det, Hanne laa paa Ryggen og missede op mod Himlen. »Lad være og lig der og kig,« sagde Moderen – »du har ikke godt af det.«

»Jeg leger bare Dejligheden – det er saa længe siden,« sagde Hanne. »Men hjemme i Arken ser man meget mere – her er altfor lyst.«

»Ja, jeg skal love for man ser meget mere – en Kloak og tre Retirader! godt er det, der er saa mørkt som der er. Nej man skulde have Raad til at tage ud hver Søndag om Sommeren. Naar man er vokset op i det fri, er det surt at sidde indespærret mellem skidne Mure hele sit Liv. Og nu synes jeg vi skulde videre – vi øder Tiden!«

»Jeg ligger saa godt,« sagde Hanne dovent – »tag og skub Sjalet ind under Hovedet paa mig, Pelle.«

Der brød en stor Fugl ud af Trætoppene højt oppe bag dem. »Nø – sikken en Tamp!« raabte Pelle og pegede. Den sejlede langsomt ned over paa sine vældige, udspilede Vinger, fejede nu og da Luft sammen under sig med et Par drøje Slag og flød igen – lavt hen over Trætoppene med en undersøgende Kiggen.

»Jøss, det var vist Storken,« sagde Madam Johnsen og tog forskrækket efter Brunellerne, – »nu vil jeg ikke være her længer, man véd aldrig hvad der kan overgaa én!« Hun arbejdede ivrigt og med et kosteligt Udtryk; Pelle lo saa han fik Øjnene fulde af Vand.

Hanne havde lettet Hovedet: »Det er vist en 31| Trane, Pelle! tror du ikke? Det er dumt den saadan flyder af Sted og kigger paa alting lige som den var nærsynet. Hvis det var mig, steg jeg lige op i Luften, lukkede Øjnene og lod mig føre af Sted. Dèr hvor man saa kom ned skete der noget!«

»Ja, at du faldt i Havet og druknede dig – om ikke andet,« sagde Moderen. »For Hanne har der altid skullet ske noget; og saa kan hun ikke engang holde paa det hun har mellem Hænderne.«

»Nej, for jeg har jo ingenting,« udbrød Hanne og viste leende sine tomme Hænder frem. »Kan du passe paa ingenting – hvad Pelle?«

Ved Firetiden søgte de ned til NDen Slesvigske Sten, hvor Socialisterne holdt Møde. Pelle havde endnu ikke overværet noget stort Møde med agitatoriske Taler, men suget sine Forestillinger om det ny af hvad der gik Mand og Mand imellem. Det svarede godt nok til den blinde Drift i ham selv, men noget tændende havde han ikke oplevet – blot det øre ensformige Kog som naar han i sin Barndom lyttede ned i sin Træsko.

»Naa, hele Menigheden er her nok,« sagde Madam Johnsen halvt spottende. »Dèr skal du se alle Københavns Socialister; flere er der ikke blevet endnu, skønt de paastaar, at det hele hører dem til. Det gaar nok ikke altid saa glat, som der raabes højt til!«

Pelle rynkede Panden men tav; han havde for lidt fat selv til at kunne overbevise andre.

Folkemængden virkede overvældende paa ham. Her var flere Tusind Mennesker samlede om noget fælles, og det gik haandgribeligt op for ham, at han hørte til en stor Flok. »Jeg hører ogsaa med!« gentog det jublende inden i ham, han trængte til at bekræfte det for sig selv og var taknemmelig for Dagen i Gaar. Sæt nu Hofskomageren ikke havde sagt de Ord til ham, som drev ham til at melde sig ind! Saa havde han nu staaet udenfor lige som Hedningerne. Handlingen i Gaar var som en Daabspagt, han følte sig anderledes i Samfund med disse Mennesker 32| end med andre. Og da de brød ud i en tusendstemmig Sang – en Jubel til det ny der skulde komme, løb der Kuldegysninger igennem ham. Han følte det som der blev slaaet Porte op, og noget, der havde ligget trangt og knuget inde i ham, løftedes frem i Lyset.

Oppe paa Talerstolen stod en mørk Mand og talte hæftigt – med mægtig Stemme. Hoved ved Hoved stod de og lyttede aandeløst, med aaben Mund og Ansigtet stift rettet mod ham; nogle var saadan i hans Vold, at de gjorde hans Minespil efter. De raabte ikke, men naar han rammede et Udfald stærkt ud, gik der en mumlende Bølgen gennem Massen.

Det var om Nøden og Elendigheden han talte – og den trælse endeløse Vandring for at naa frem. Som Israelitterne trofast Nbar NPagtens Ark gennem Ørkenen, havde de smaa baaret deres Haab med sig gennem golde Tider. Naar et Hold styrtede, var der et andet parat ved Bærestængerne. Og nu endelig dagedes det, nu stod de ved Indgangen til NLandet – med Pantet i Behold paa at de var dets rette Indbyggere.

Alt det var nok saa selvfølgeligt; var der noget Pelle havde levet med i, saa var det Gudsfolkets trælse Vandring i Ørkenen – det var jo Elendighedens store Symbol. Ordene fornam han lige, som noget gammelkendt. Men Røstens Storhed slog ham; der var noget ved Mandens Tale, der ikke gik Forstandens Vej men brændte sig lige ind gennem Skindet, og mødtes med det der laa ulmende i ham selv. Den blotte Vredesklang slog ind og ramte gamle Skader, saa der gik Hul paa dem som paa onde Bylder og man aandede befriet op. Saadan en Røst der tog ud om alting, havde Pelle selv haft dengang han gik paa Vogtemarken; han følte Trang til at give sig Luft i et Raab – og lægge det hele ind under sin Stemme han ogsaa. – Ej, hvem der kunde tale saadan – tordne og blive mild igen som de gamle Profeter!

Der gik sælsomme Kræfter ud fra den tætpakkede 33| Folkemængde som følte og tænkte et og det samme – og betog med en egen Styrkefølelse. Pelle var ikke længer den fattige enlige Skomagersvend der havde trangt nok ved at begaa sig, han stod her og blev til ét med dette store Væsen, følte dets Kræfter svulme i sig, som den lille Finger er med i hele Legemets Styrke. Der udgik en blind Forsikring om Uovervindelighed fra denne vældige Klump, en Tilskyndelse til at gaa Stormgang. Hans Lemmer svulmede ud, han blev et uhyre tungt Væsen, der blot behøvede at trampe frem for at træde det hele ned! Det Nsvinglede i hans Hjærne af Kræfter – umaadelige, uovervindelige Kræfter!

Naa, Pelle havde før været til Vejrs og var kommet lykkeligt ned igen; han havnede paa Jorden denne Gang ogsaa – i en lang befriende Udaanding, som havde han væltet en stor Byrde fra sig. Hannes Arm laa i hans, han gav den et let Tryk.

Men hun mærkede det ikke, hun var borte i det hun ogsaa. Han saá paa hendes smukke Nakke, og bøjede sig frem for at se Ansigtet. Den store gule Hat kastede et gyldent Skær over det, hele hendes bevægelige Sind stod og legede uroligt bag de spændte forstenede Træk, og Øjnene var ude i en stiv Stirren. »Hun er ogsaa med,« tænkte han lykkelig – »helt væk i det!« Der var noget vidunderligt ved at vide sig to om det – Mand og Kvinde!

I det samme kom han til at følge Retningen af hendes fastnaglede Blik og følte et Sting i Hjærtet. Ude paa Sletten, helt skilt fra den øvrige Forsamling stod en stor smuk Mand, der mindede mærkværdigt om Stengaardsbonden i hans Velmagtsdage; Solen kom og gik i hans brune Lød og det bløde Skæg. Nu vendte han Ansigtet mod dem, de store aabne Drag i det mindede om Havet.

Hanne jog sammen som vaagnede hun af et Blund – og blev Pelle vár.

»Han er Sømand«, sagde hun underlig fjærnt, uden at Pelle havde spurgt.

»Gud ved, hvor hun kender ham fra?« tænkte 34| han ærgerlig og trak sin Arm til sig. Men hun tog den straks igen og trykkede den haardt ind mod sit bløde Bryst; det var som en pludselig stærk Forsikring til ham!

Hun hang tungt paa hans Arm nu og stod ufravendt rettet mod Talerstolen; Hænderne gik nervøst til Haaret.

»Du er saa urolig Barn,« sagde Moderen som havde sat sig ved deres Fødder. »Du kunde godt lade mig læne min Ryg til dine Knæ – før sad jeg saa godt.«

»Ja Mor,« sagde Hanne og stillede sig til Rette, hendes Stemme lød helt oprevet.

»Pelle,« hviskede hun pludselig – »hvis han kommer hen til os, saa svarer jeg ham ikke. Jeg gør ikke!«

»Kender du ham da?«

»Nej, men det sker vel, at Mænd kommer hen og tiltaler én? Men saa siger du at jeg hører dig til – ikke?«

Pelle vilde svare affejende, men der gik en Frysning gennem hende. »Hun har Feber,« tænkte han medlidende; det fik man saa let i Arken, det kom af Kloaken og Dunsterne. »Det kan nu ogsaa godt være hun har stukket dig en Løgn,« tænkte han lidt efter – »Kvindfolk er Ntræske.« Han var for stolt til at spørge hende ud; men han kunde nok have Lyst til at tage denne Mand i Kværken og ryste Sandheden ud af ham.

Men nu raabte Mængden Hurra, saa det rungede; Pelle raabte med. Og da de holdt op, var Manden borte.

De gik opefter mod NBakken, den gamle traskede sine to Skridt i Forvejen, Hanne gik og nynnede. En Gang imellem saá hun spørgende paa Pelle – saa nynnede hun igen.

»Det kommer jo ikke mig ved,« sagde Pelle mørkt, »men det er alligevel ikke rigtigt af dig at lyve for mig.«

35| »Lyver jeg? – men Pelle dog!« Hun saá ham forundret ind i Øjnene.

»Ja du gør! Der er noget mellem ham og dig.«

Hanne lo klart og rent, men holdt pludselig inde. »Nej Pelle, nej, hvad bryder jeg mig vel om ham – jeg har jo aldrig set ham før. – Jeg har jo aldrig engang kysset nogen – ja dig, men du er min Bror!«

»Det bryder jeg mig ikke om at være, ikke Spor – at du ved det.«

»Har jeg da gjort dig noget ondt? – for saa er jeg ked af det.« Hun tog ham ved Haanden.

»Jeg vil have dig til Kone,« udbrød Pelle hæftigt.

Hanne lo. »Har du hørt det Mor, Pelle vil have mig til Kone?« raabte hun sprudlende.

»Ja jeg hører og ser mere end du tror,« svarede Madam Johnsen kort.

Hanne saá fra den ene til den anden og blev alvorlig. »Du er saa god Pelle,« sagde hun stille, »men du kan ikke komme fra det fremmede med noget til mig – jeg kender jo alting ved dig. Og jeg har heller aldrig drømt om dig om Natten. Har du Lykken da?«

»Det skal jeg vise dig jeg har,« svarede Pelle og rejste Hovedet – »bare du vil give Tid lidt.«

»Herregud, tærsker hun nu Langhalm paa Lykken igen!« udbrød Moderen og vendte sig brat. »Du kunde godt lade være at ødelægge denne dejlige Dag for os med dit Tøjeri. Her gik én og var saa glad for alting.«

Hanne smilede hjælpeløst. »Mor paastaar, at jeg er skør, fordi Far engang slog mig i Hovedet da jeg var Barn,« sagde hun til Pelle.

»Ja for siden har hun haft det med Anfald, hvor hun ingenting vilde andet end hænge ude i det uvisse med Sind og Tanker. Dage igennem kunde hun sidde ved Vinduet og glo; og Børnene nede i Gaarden gjorde hun fjollede med sit Pjank, naar dét kom over hende. Og mig narrede hun til at slippe alting 36| – saa fattigt vi havde det efter min Mands Død – for at gaa rundt paa Gulvet med hende og Dukken og synge NGrevevisen. Jo du kan tro jeg har grædt mine modige Taarer over hende, Pelle.«

Hanne gik og nynnede smilende til Moderens Skænden – det var Grevevisens Toner.

»Hør nu selv!« sagde den gamle og stødte til Pelle – »hun skammer sig ikke engang. Der er Nikke noget Udkomme med hende.«

Oppe paa Bakken var der et øredøvende Spektakel af overgivne Mennesker, som travede frem og tilbage i Klynger, blæste i Barnetrompet og Skrigeballon og teede sig som glade Vilde. Hvert Øjeblik fik man et Trut ind i Øret, saa man jog sammen, eller opdagede pludselig, at en Gavtyv var i Færd med at hæfte noget i ens Klæder bag paa; Hanne var nervøs, hun holdt sig mellem Moderen og Pelle og kunde ikke staa stille. »Aa nej, lad os komme væk – hen et Sted!« sagde hun og lo fortvivlet.

Pelle vilde give Kaffe, og de gik og ledte efter et Telt hvor der var Plads. NHolla! dèr stod NLiremanden hjemmefra inde i en Karrusel og nikkede til dem mens han drejede løs; han holdt Haanden for Munden som en Raaber for at overdøve Larmen. „I træffer Mutter dèrhenne sammen med Olsens!« brølede han.

»Jeg kan slet inte høre hvad han siger,« sagde Madam Johnsen. I Dag brød hun sig ikke om at træffe Folk fra Arken.

Da Kaffen var drukket, travede de igen op og ned mellem Boderne og morede sig over Røret. Hanne lod sig spaa; det kostede 25 Øre, men blev saa ogsaa til en uventet Frier der kom over Havet med mange Penge. Hendes Øjne lyste.

»Det kunde jeg saamænd gjort meget bedre,« sagde Madam Johnsen.

»Nej Mor – for du spaar mig jo aldrig andet end Ulykker,« svarede Hanne leende.

Madam Johnsen traf en Bekendt der solgte Skrigeballoner, og slog sig ned hos hende. »Gaa I nu over 37| og faa jer en Svingom, mens jeg hviler mine trætte Ben,« sagde hun.

De unge gik over i Danseboden og stillede sig op blandt Tilskuerne, nu og da tog de sig en NFemøres Dans. Naar andre kom og bød Hanne op, rystede hun paa Hovedet; hun brød sig ikke om at danse med andre end Pelle. Lidt henne stillede de forsmaaede sig op, og stod med Hatten i Nakken og gav ondt af sig; Pelle maatte skænde paa hende.

»Du fornærmer dem jo,« sagde han. »Og kanske Nhar de lidt i Hovedet og ypper Klammeri!«

»Hvorfor skal jeg tvinges til at danse med nogen, jeg sletikke kender?« svarede Hanne – »jeg vil kun danse med dig!« Hun var vred i Øjnene og saà velsignet ud i sin Urørlighed; Pelle havde ikke noget imod at være den eneste. Han skulde gærne slaa et Slag for hende, om det behøvedes.

Da de vilde gaa, fik han Øje paa den Fremmede ovre i Baggrunden af Danseteltet. Han skyndede paa Hanne, som stod og stirrede aandsfraværende ind i Kredsen af de Dansende og ingenting sansede. Den Fremmede kom over mod dem; Pelle var sikker paa at hun ikke havde set ham.

Pludselig vaagnede hun til og greb Pelles Arm. »Skal vi saa ikke gaa da!« sagde hun utaalmodigt og trak ham med sig.

Ved Døren indhentede den Fremmede dem og bukkede for Hanne. Hun saá ikke op, men det rykkede i hendes venstre Arm som vilde hun lægge den paa hans Skulder.

»Min Kærest danser ikke mere – hun er træt!« svarede Pelle brydsk og førte hende med sig.

»Det var godt vi slap ud derfra,« udbrød hun befriet, da de gik tilbage til Moderen. »Det var ikke morsomme Balkavallerer.«

Pelle studsede. Hun havde altsaa slet ikke set den Fremmede men blot troet, det var en af de andre der bød hende op! Det var ikke til at forstaa heller, hvornaar hun skulde have faaet Øje paa ham; men der havde været en underlig Medviden over 38| hende, som saá hun tværs igennem de sænkede Øjenlaag – og Kvindfolk kunde som bekendt se om et Hjørne! – Og saa det Ryk i Armen! – han vidste hverken ud eller ind. »Jeg er ligeglad« tænkte han – »for jeg lader mig ikke spille med!«

Han havde dem én under hver Arm, da de gik under Træerne ned til Holdepladsen; den gamle var livlig, Hanne gik tavs og lod de to snakke. Men pludselig bad hun Pelle tie et Øjeblik – han saá forundret paa hende.

»Det suser mig saa dejligt for Ørerne« sagde hun. »Men naar du taler, holder det op!«

»Tosse, det er dit Blod som er uregerligt,« sagde Moderen. »Og Maanen er i Tiltagende.«

Pelle var tavs paa Køreturen; nu og da trykkede han Hannes Haand, der hvilede varm lidt svedig i hans paa Sædet.

Men den gamles Glæde vilde ikke brænde ud. Lysene inde fra Staden og det dunkle hvilende Sund bar gamle Bud ind til hendes tyndslidte Tilværelse, og med spinkel, dirrende Falsèt gav hun sig til at synge:

Men fra Trianglen hjem kneb det hende at følge med – hun var alligevel kørt træt.

»Naa, mange Tak for i Dag,« sagde hun til Pelle nede i Gaarden. »I Morgen skal man saa til at vende gamle Soldaterbukser igen. Men en dejlig Tur har det været.« Hun sjokkede i Forvejen op – stønnede ganske lidt over Trapperne og smaasnakkede med sig selv.

Hanne stod og nølede. »Hvorfor sagde du: Min 39| Kærest?« spurgte hun pludselig – »det er jeg jo ikke.«

»Du bad mig jo om det,« svarede Pelle – han vilde gærne sige mere.

»Naa-aa, ja!« sagde Hanne og løb op ad Trappen. »God Nat du!« raabte hun deroppe fra.