95| IX

Pelle kom styrtende hjem fra Mester Becks Værksted, smed Trøje og Vest og stod paa Hovedet i en Balle Vand. Mens han skrubbede sig tør, løb han ind til Familien. »Vil I med ud? Jeg har et Par Billetter til en Aftenunderholdning – men saa maa I skynde jer!«

De tre Børn sad sammen om Bordet og lavede Kortkunster, Ilden knitrede i Kakkelovnen, og der lugtede rart af Kaffe. De var trætte efter Dagens Slid og havde ingen Lyst til at klæde sig paa og gaa ud; man kunde se paa dem at de hyggede sig ved at være hjemme. »Du skulde give Hanne og hendes Mor Billetterne,« sagde Marie – »de kommer aldrig nogen Steder.«

Pelle tyggede lidt paa det mens han gjorde sig færdig. Ja hvorfor ikke, det var i Grunden Dumhed at gaa dèr og gemme paa gamle Historier.

Hanne vilde ikke med, hun sad med nedslagne Øjne som en Jomfru i Bur og saá ikke paa ham. Men Madam Johnsen var straks parat; det gamle Skind kom i en Fart i Stadsen.

»Det er længe siden, vi to har gaaet ved hinandens Side, Pelle,« sagde hun livligt da de gik indefter. »Du har faaet saa travlt paa den senere Tid – Du render til Møder siges der! Det var ogsaa noget for en Ungdom – kan der naas noget ved det?«

»Ja noget kan der vel nok naas – bare man lægger Kræfterne i!«

»Hvad er’et der skal naas da? Skal Tysken ædes igen – ligesom i ens unge Dage? eller hvad er det du har for?«

»Vi skulde gærne gøre det lidt lykkeligere at være til,« sagde Pelle stilfærdigt.

»Saa det er ikke andet end Lykken du vil have indført? – det naar du nok!« udbrød Madam Johnsen og lo højt. »Ja vist saa, i min fejre Ungdom skulde Mandfolkene ogsaa til Hovedstaden og skabe den. Jeg var kun sejsten Aar dengang jeg kom 96| hertil i min egen Hensigt – hvor var vel Herlighederne at finde for en køn Tøs om ikke her? Glæder fandt én mange af, der var nok der vilde gaa ved Siden af en net Pige i tynde Sko og forære hende kønne Ting – og hver Dag førte sin Lykke med sig. Men saa traf jeg en Mand, som mente det bedste med mig og troede paa sig selv ogsaa – han fik mig bildt ind, at nu skulde vi to lave noget varigt sammen. Han var samme Slags fattig Fugl som jeg med tomme Hænder, men tog godt fat. Dygtig til sit Arbejde var han; og en lille lykkelig Tilværelse med godt Udkomme og Hygge indendørs mente han sagtens vi to kunde skabe os – blot vi sled i det. Pøh Lykke! – Han skulde jo se at blive Mester, for hvad kan en Svend vel tjene! En og anden Gang havde vi ogsaa skrabet lidt sammen og syntes at nu lysnede det; men saa slog Ulykken altid ned og tog det! Den hænger altid og svæver over Fattigmands Hjem som en stor Fugl; og kan du faa den jaget væk, maa du eje en lang Kæp! – – Naar vi saa kom lidt ovenpaa, var det igen det samme. En hel Vinter laa han syg, og vi holdt Livet ved at pantsætte alt hvad vi ejede, Stump for Stykke. Da den sidste Ting var røget, laante vi lidt paa Sedlerne.« Den gamle maatte stanse og trække Vejret.

»Som vi dog render,« sagde hun pustende. »Man skulde tro Verden var i Færd med at løbe fra os.«

»Ja saa var der ikke mere,« fortsatte hun og sjokkede igen videre – »og begynde forfra var han for træt til; saa flyttede vi ind i Arken. Han tog sin Trøst naar han havde lidt Skillinger; men det var daarlig Trøst for mig, som gik med Hanne, kan du tro! Hun kom lige som en Gave oven paa al Modgangen; men han kunde ikke lide hende, fordi vore Nykker om lidt Herlighed gik igen i hende. Hun havde jo faaet det efter os, den Stakkel – og Pjalter og Snavs at sætte det sammen af. Du skulde set hende som ganske lille lave Finmands Verden af en Las fra Skarnkassen. Hvad er det? spurgte Johnsen – han var jo lidt overkørt som sædvanlig. Aa det er den pæne 97| Stue med Tæppe paa Gulvet, og derhenne ved Kakkelovnen er dit Værelse Far. Men du maa ikke spytte paa Gulvet, for vi er fine Folk.«

Madam Johnsen gav sig til at græde: »Saa slog han hende i Hovedet. Hold Kæft! raabte han og svor forfærdeligt over Barnet – jeg vil ikke høre den Satans Snak! Saadan var han; det var ikke frit for at Livet blev lysere for os to da han endte sit i Kloaken. Den Tid jeg kunde have moret mig, tog han fra mig med sit Fremtidspaahit, og nu sidder jeg saa og vender gamle Soldaterbukser der fylder Stuen med Svineri; naar jeg vender et Par om Dagen kan jeg tjene en Mark. Og Hanne gaar som en Søvngænger. Lykke jo pyt! Er der nogen i Arken som ikke begyndte andet Steds med Tiltro til noget bedre? Man flytter ikke med sin gode Vilje ind i saadan en broget Luserede, men man ender der alligevel. Og er der nogen der har blot det daglige Brød tilmaalt? Ja Olsens med den varme Væg, men det kan de takke Datterens Skam for.«

»Des mere Grund er der til at tage fat,« sagde Pelle.

»Ja du snakker du! Men den der slaas med det uoverkommelige skal nok løbe træt. Nej lad du alt det fare, og mor dig lidt mens du har din Ungdom! Og bryd dig ikke om mig gamle Klynkehoved, som gaar her og snakker trist – nu skal vi jo ud og more os.« Hun saa helt fornøjet ud igen.

»Saa tag mig under Armen da, det hører sig jo til mellem Kærestefolk!« sagde Pelle spøgende.

Den gamle Kone tog hans Arm og trippede ungdommeligt. »Ja havde det været i mine unge Dage, skulde jeg nok faaet dig væk fra de Tossestreger,« sagde hun oprømt. »Saa havde jeg taget og ført dig til Dans.«

»Men De fik jo ikke Johnsen væk fra det,« indvendte Pelle.

»Nej for dengang var én jo godtroende. Men nu skulde ingen faa Lov at tage min Ungdom fra mig.«

Mødet der holdtes i en stor Sal i en af Nørrebros 98| Sidegader, var agitatorisk underholdende, mest beregnet paa de umyndige; der var ogsaa mødt mange Koner og unge Piger. Der blev læst op, blandt andet et Digt som handlede om en gammel ærlig Smed der gik i Stykker paa en Strejke. »Det kan være meget kønt og rørende,« hviskede Madam Johnsen og pudsede Næsen af Sindsbevægelse, – »men man trænger nu til noget at le af. Elendighed ser man hver Dag.«

Saa sang et lille Kor af Haandværkere nogle Sange, og en af de ældre Førere kom frem og fortalte om Bevægelsens Barndom. Da han var færdig spurgte han, om ikke andre kunde have noget at fortælle. Det kneb med at faa Aftenen fyldt ud.

Der var ingen Stemning over Forsamlingen, Kvinderne morede sig ikke, og Mændene sad og lyttede efter noget der bed igennem. Pelle kendte de fleste igen fra Diskussionsmøderne; selv de unge havde haarde Ansigter, hvoraf der lyste en haardnakket Spørgen. Denne jævne uskyldige Underholdning stillede ikke den brændende Utaalmodighed, der fyldte Sindene og fik dem til at lytte spændt ud efter Varsler.

Han sad og pintes under sin Fremfærd, den ihærdige Farten og Agiteren sad ham i Blodet – sikken en Lejlighed til at slaa et Slag for Sammenslutningen her gik ubenyttet hen! Kvinderne her trængte netop til et Hagl, baade Fabrikspigerne og de gifte Koner der holdt igen paa deres Mænd. Og deroppe stod de og spildte Tiden med Sang og Digtersludder! I et Spring stod han deroppe.

»Det kan være godt nok med alle de kønne Ord!« raabte han iltert – »men de fører bare til saa lidt, for hvem der ikke skal leve af dem! Præsten og Hunden tjener Føden med Munden, men vi andre er henvist til vore Næver, om vi vil opnaa noget. Hvad gaar vi og lister uden om Sagen for – med Vers og Prækerads? ved vi maaske ikke hvad vi vil endnu? De siger vi har været Trælle i tusend Aar – saa har vi vel haft Tid til at betænke os! 99| Hvorfor sker der saa lidt, skønt alle gaar og venter noget og er parat? Er der kanske ingen der har Mod til at føre an?«

Der rejste sig stærkt Bifald, navnlig fra de unge; de trampede og raabte. Pelle tumlede ned, han var ganske svedig.

Den gamle Fører kom op paa Talerstolen og takkede de assisterende for den fornøjelige Underholdning. Han henvendte ogsaa en smilende Tak til Pelle, det var glædelig at der endnu var Ild i Ungdommen, selv om den tog fejl af Anledningen! De ældre havde baaret Bevægelsen frem gennem trange Tider, men havde ikke noget imod at lade Ungdommen prøve sig.

Pelle vilde op og svare igen, men Madam Johnsen holdt ham fast i Frakken. »Lad vær Pelle,« hviskede hun angst – »du vover dig for langt ud.« Hun vilde ikke slippe, og han maatte sætte sig igen for ikke at vække Opmærksomhed. Hans Kinder blussede og han var stakaandet som efter et Løb op ad Bakke. Det var første Gang han havde vovet sig op paa en Talerstol, Hidsigheden havde slynget ham derop.

Folk blandede sig mellem hinanden. »Er det allerede forbi?« udbrød Madam Johnsen; han mærkede hun var skuffet.

»Nej nej – nu skal vi til at solde!« sagde han og førte den gamle hen til et Bord i Salens Baggrund. »Hvad maa jeg byde paa?«

»Kaffe til mig. Men du skulde tage dig en Øl, du er saa varm.«

Pelle vilde ogsaa have Kaffe. »Du er da et underligt Mandfolk,« sagde hun leende »– vælter dig først op i en hel Sværm Mennesker og sidder saa og drikker Kaffe som en anden Kone! Og sikke mange Folk her er, det er næsten som til Fest.« Hun sad og saá sig om med tindrende Øjne, rød i Kinderne som en Ungpige der er til Sold. »Tag dog mere Skind Pelle, du har jo ingenting faaet – det er rigtig Fløde!«

100| Føreren kom hen og spurgte, om han maatte gøre Pelles Bekendtskab. »Det er jo Dem jeg har hørt om gennem Formanden i Deres Fagforening,« sagde han og gav Haanden. »Det glæder mig at hilse paa Dem, De har gjort et propert Stykke Arbejde dèr.«

»Aa det er ikke saa farligt,« svarede Pelle rødmende. »Men nu kunde det snart være rart at gaa løs for Alvor.«

»Jeg kender godt Deres Utaalmodighed,« svarede den gamle Fører smilende, »saadan lyder det bestandig fra de unge. Men den der vil udrette noget rigtigt, maa kunne se frem til Vejs Ende.« Han slog Pelle paa Skulderen og gik.

Pelle følte at Folk stod og talte om ham. »Gud ved om du har gjort dig til Nar deroppe?« tænkte han. Der stod to unge Mænd tæt ved og saá hen paa ham fra Siden, pludselig kom de hen.

»Maa vi ikke have Lov at stikke Dem paa Næven,« sagde den ene. »Mit Navn er Otto Stolpe, og det er min Bror Fredrik. Det var et godt Ord De langede ud deroppe – tak for dèt!« De stod og snakkede lidt. »Det vilde forresten more den Gamle at sige Goddag til Dem,« sagde Otto Stolpe. – »De har vel ikke Lyst til at gaa med hjem?«

»Det kan jeg ikke saa godt i Aften; jeg har Selskab,« svarede Pelle.

»Gaa du bare med!« sagde Madam Johnsen. »Derhenne ser jeg nogen Kristianitter som jeg kan faa Følgeskab med.«

»Jamen vi skulde dog svire lidt mere – nu vi er ude,« sagde Pelle leende.

»Ih Gudfader! Nej nu har jeg saamænd sviret nok for i Aften, mit gamle Hoved er helt overkørt! Forsvind du nu bare – det samme havde jeg ikke sagt for tredve Aar siden. Og Tak for i Aften.« Hun lo overgivent til ham.

Familien Stolpe boede i Elmegade, paa anden Sal i en stor ny Arbejderkaserne. Opgangen var rummelig, og der var Navneplade af Porcelæn paa Døren. I Entrèen kom en ældre velklædt Kone imod dem.

101| »Det er en Partifælle, Mor!« sagde Otto.

»Velkommen da!« sagde hun og tog Pelles Haand. Hun beholdt den et Øjeblik mens hun saá paa ham.

Inde i Dagligstuen sad Murer Stolpe og læste i Arbejderen. Han var i Skjorteærmer og hvilede de svære Arme paa Bordet. Han læste hviskende, og lagde ikke Mærke til at der var Fremmede i Stuen.

»Her er en Mand som det vil glæde Far at hilse paa,« sagde Otto og lagde Haanden paa Faderens Arm.

Stolpe hævede Hovedet og saá paa Pelle. »De vil maaske ind i Fagforeningen?« spurgte han og rejste sig tungt, støttende Hænderne paa Bordet. Han var stor og graasprængt, plettet i Øjnene af Kalkstænk.

»Du med din Fagforening,« sagde Madam Stolpe. »Du tror vist ikke der er andre i Fagforening end dig.«

»Jo der er sku kommet en Del efterhaanden, Mutter. Men jeg var ligegodt den første.«

»Ja jeg er nu i Fagforening,« sagde Pelle. »Men ikke i Deres – for jeg er Skomager.«

»Skomager, det er en skidt Profession for en Svend; men saa kan man til Gengæld naa at blive Mester – det kan en Murer ikke i vore Dage. Det gør jo en stor Forskel; naar man skal blive ved at være Svend, har man mere Interesse af at forbedre Stillingen – forstaar De nok! Derfor har det været sløjt med Sammenslutningen inden for Skomagerne – en anden Grund er den, at de sidder og arbejder paa Logi og ikke er til at faa fat i. Men nu har de faaet en ny Mand, som lader til at sætte Gang i Støvlerne alligevel.«

»Ja og det er ham her, Far!« sagde Otto leende.

»Saa for Pokker – og her staar jeg og holder mig selv for Trekant! Saa vil jeg sku ogsaa have Lov at sige Goddag til Dem endnu en Gang. Til Lykke med Værket, unge Kammerat!« han rystede 102| Pelles Haand. – »Vi faar vel en Taar Øl, Mutter?«

Stolpe og Pelle var hurtig inde i en livlig Passiar. Pelle var i sit Es, han havde ikke før været inde i Hjærtet af Bevægelsen, der var meget at spørge om. Og den gamle Murer fortalte løs om Organisationens Vækst fra Aar til Aar, lige fra den første Begyndelse hvor der kun var ét Fagforeningsmedlem i Danmark – nemlig han selv – til nu. Han kendte alle Tallene for de forskellige Fag, og var nøje inde i hvert Fags Udviklingshistorie. Sønnerne sad tavse og hørte andægtigt efter, de ventede altid med at sige noget, til Faderen med et Nik gav til Kende at nu var han færdig. Den yngste, Frederik som var i Murerlære, sagde ikke engang du til Faderen. Hans bestandige Far, Far, lød underligt i Pelles Øren.

Mens de talte, lukkede Madam Stolpe op til en endnu pænere Stue og bad dem komme ind og drikke Kaffe. Dagligstuen havde allerede virket svært saa flot paa Pelle, med de egetræsmalede Spisestuemøbler og Hestehaarssofaen. Men her var der røde Plydses Møbler, et ottekantet Nøddetræs Bord med indlagt sort Rand og drejet Trefod, og en Etagère fuld af Nipsting i Porcelæn, mest smaa uartige Pudsigheder. Paa Væggene hang Gruppebilleder fra Kongresser og Møder, og store Fotografier fra Arbejdspladserne: En Bygning under Opførelse og paa Stilladset Murerne mellem deres Kalkbaljer med et Stykke Værktøj eller en Bajer i Haanden. Paa Væggen over Kanapeen hang et stort Knæbillede af en smuk mørk Mand i Slængkappe; han lignede halv en drømmende Æventyrer, halv en Militær.

»Det er Stormesteren,« sagde Stolpe højtideligt og stillede sig ved Siden af Pelle. »Det er ham det hele er opført paa.« Han stod og faldt i Betragtninger foran Billedet og var længe tavs; saa aandede han tungt ud og rykkede med Hovedet.

»Et stolt Stykke Mandfolk var han nu ligegodt,« udbrød han med ét – »der stod altid en Stime fine Fruentimmere i Hælene paa ham. Men naar han 103| talte, holdt de sig pænt af Vejen, for saa gik der Ild af ham forstaar De. Saa hed det: frem med Mandfolkene! og selv de værste Søvnetryner fik Kløe inden i Ørerne.«

»Han er vel død nu?« spurgte Pelle interesseret.

Stolpe svarede ikke. »Værsgod,« sagde han kort – »skal vi tage den Kaffe.« Otto blinkede til Pelle, her var der nok noget der ikke maatte røres ved!

Stolpe sad og stirrede ned i sin Kop; men pludselig hævede han Hovedet. »Der er Ting man ikke forstaar sig paa,« udbrød han alvorligt – »men saa meget er vist, at uden Stormesteren dèr havde jeg og en hel Masse andre maaske ikke siddet som gode Familiefædre i Dag. Der var mange kvikke Hoveder blandt os unge Kammerater – saadan som der jo altid er; men det har sku ogsaa altid været de begavede som gik i Hundene. For naar man ikke har noget at bruge det til, gaar man og bliver utaalmodig; og en Dag begynder man med at hælde Sprut paa Hjærnen for at stoppe Kæften paa den. Jeg gik jo selv og havde den forbandede Fornemmelse af at der manglede mig noget – og begyndte saa smaat at hælde paa Lampen. Men saa var’et at jeg opdagede Bevægelsen – endnu før den var der ku’ jeg næsten være tosset nok til at sige – det laa saadan i Luften forstaar De nok, at der ligesom var noget i Anmarsj. Og man støvede som en Hund for at faa et Glimt af det. Snart hed det sig, var det her, snart dèr! men naar man kom derhen, stod der bare nogle sultne Mænd og raabte i Munden paa hinanden om noget, ingen Fanden vidste hvad var. Men saa var det altsaa at Stormesteren traadte frem. Og det var som et Lyn for os, for han kunde fortælle os paa en Prik, hvad det var der trykkede – skønt han ikke var af vore Folk! Siden har man ikke behøvet at spørge efter de bedste Kræfter, for de var at finde i Bevægelsen! Talte den ikke mange – dem havde den i al Fald.«

»Nu tager den jo Fart,« sagde Pelle.

104| »Ja nu – nu mudrer det over det hele! Men hvor er det kommet fra? fra os gamle Veteraner sku! – fra ham dèr!«

Stolpe gav sig til at tale om ligegyldige Ting, men af sig selv gled Talen igen over paa Bevægelsen; Mand og Kone levede og aandede ikke i andet. Det var brave retlinede Folk som ganske enkelt delte Menneskene i to Slags: dem der var for, og dem der var imod. Pelle aandede paa en egen kraftig Maade i dette Hjem, hvor Luften ligesom var iltet af Socialisme.

Han lagde Mærke til et massivt Skrin der stod ved den ene Væg paa fine snoede Ben; det var tæt beslaaet med Metalnagler og lignede et gammelt Laugsskrin.

»Ja det er Fanen,« sagde Madam Stolpe men tav forskrækket. Murer Stolpe rynkede Panden.

»Naa hvad, De er jo en brilliant Fyr!« sagde han saa. »Dem behøver man ikke gaa paa Listesko for.« Han tog en Nøgle frem af et hemmeligt Rum i sit Skrivebord. »Nu er Faren jo ikke saa stor, men man er alligevel forsigtig, det er saadan en Rest fra dengang, da det gik haardt til og Politiet holdt Jagt paa vort Samlingsmærke. Stormesteren kom selv til mig en Aften med Fanedugen under Kappen. De maa forvare den, Stolpe – sagde han – De er den paalideligste af os alle!«

Han og Konen foldede den store røde Flagdug ud: »Se det er Samlingsmærket for Internationale! den ser noget medtaget ud, for den har været ude for noget har den! Ved Fælledmøderne hvor Militæret var udkommanderet mod os med skarpe Patroner, vajede den over Talerstolen. Det var den der holdt sammen paa os, at have den smældende over sit Hoved var det samme som at sværge til den. Politiet forstod det ogsaa og vilde have fat i den; de gjorde et Sjok imod den midt under et Møde, men det blev Løgn! Siden forfulgte de den, og den maatte vandre fra Mand til Mand. Saadan kom den til mig baade én og to Gange.«

105| »Ja og en Aften brød Politiet ind og tog Fatter, bedst som vi sad ved Aftensmaden; de endevendte Lejligheden og slæbte ham i Hullet uden saa meget som et Ord. Børnene var smaa dengang, saa De kan forstaa det saa trist ud for mig. Jeg vidste jo aldrig, naar de slap ham ud igen.«

»Ja men Fanen fik de sku ikke!« sagde Stolpe og lo hjærteligt. »Jeg havde allerede langet den videre – den var aldrig ret længe ad Gangen paa ét Sted i de Dage. Nu har den det forholdsvis roligt, Mutter – og vi andre med!«

De unge stod tavse og stirrede paa denne Fane, der havde været med i saa meget og var som selve Bevægelsens hede røde Blod. For Pelle rullede en hel ny Verden sig op. Det var ikke længer saa helt vildt, det der brændte paa Bunden af ham; mens han gik derhjemme og legede Barnets Lege eller vogtede Kvæg, havde stærke Mænd allerede taget et Tag og lagt Grunden til det hele. En ejendommelig Hede straalede ud i ham og steg til Hovedet. Om det nu havde været ham, der svang den glødende Dug mod Undertrykkerne – ham!

»Og nu ligger den her i Skrinet og er glemt,« sagde han mismodig.

»Den hviler bare,« sagde Stolpe. »Glemt – ja Politiet tror vel ikke den er til mere. Men stik den paa en Stang, og De skal se Kammeraterne flokkes om den, gamle og unge. Der er Ild i det Stykke Tøj – og det som aldrig slukkes!«

De foldede varsomt Fanen sammen og lagde den ned. »Der skal alligevel ikke snakkes højt om den, forstaar De nok!« sagde Stolpe.

Det ringede, Stolpe skyndte sig at laase for Fanen og gemme Nøglen, mens Frederik gik ud og lukkede op. De saá uroligt paa hinanden og stod og lyttede.

»Det er bare Ellen,« sagde Frederik og kom ind fulgt af en høj, mørkhaaret Pige med et alvorligt Væsen. Hun havde Slør ned for Ansigtet, og foran Munden sad hendes Aande som Perlevæv i Sløret.

106| »Naa er det Tøsen!« udbrød Stolpe og lo. »Sikke nogen Tossestreger, vi blev jo helt nervøse, akkurat som i gamle Dage. Og du er ude paa denne Tid af Natten, og i det Vejr?« Han saá kærligt paa hende, man kunde mærke paa ham at hun var Kæledæggen. At se til var de meget forskellige.

Hun hilste paa Pelle med et bitte lidet Kniks og saá alvorligt paa ham. Der var noget tækkeligt stilfærdigt over hende, som straks tog ham. Hun var mørkt klædt, uden noget Tilløb til Pynt, men i solide Sager.

»Vil du ikke have Tøjet af?« spurgte Moderen og knappede hendes Kaabe op. »Du er jo helt vaad, Barn.«

»Nej jeg skal straks gaa igen,« svarede Ellen. »Jeg vilde bare lige kigge hjem.«

»Det er ellers noget sent,« brummede Stolpe. »Har du først Fyraften nu?«

»Ja – men det er jo ikke min Fridag.«

»Naa det er det dog ikke? Jo det er et kønt Slaveri – til Kl. elleve om Aftenen.«

»Saadan er det nu engang Far – det bliver ikke bedre fordi du skælder mig ud,« svarede Ellen frejdigt.

»Nej men du kunde lade være at tjene – der er ingen Mening i at vore Børn skal gøre Tjeneste i Arbejdsgivernes Hjem – vil De ikke give mig Ret i det?« vendte han sig til Pelle.

Ellen lo klart: »Det er jo ligemeget – Far arbejder jo ogsaa for Arbejdsgiverne.«

»Ja vel, men det er noget andet. Fra Klokken det og til Klokken det, saa og saa meget – færdig! Det andet er Hjemmene; de fra det ene Hjem maa hen i det andet og tage Skrubbet.«

»Far har jo alligevel ikke Raad til at have mig hjemme.«

»Det ved jeg nok – men jeg kan nu ikke lide det alligevel. Du kunde ogsaa sagtens finde en anden Beskæftigelse.«

107| »Jamen det vil jeg ikke – jeg vil have Lov at bestemme over mig selv,« svarede hun bestemt.

De andre sad tavse og saá frygtsomt paa hinanden. Aarerne i Stolpes Pande svulmede op, han var blaa i Ansigtet og forfærdelig vred. Men Ellen sad og saá paa ham med et lille Smil. Han rejste sig og gik brummende ind i den anden Stue.

Moderen rystede paa Hovedet, hun var ganske bleg. »Barn dog, Barn!« hviskede hun.

Lidt efter kom Stolpe ind med nogle gamle Blade han vilde vise Pelle. Ellen stillede sig bag hans Stol og saá hos; hun hvilede Armen paa hans Ryg og pillede ham tankeløst i Haaret. Moderen trak hende i Kjolen. Det var illustrerede Blade fra den bevægede Tid.

Klokken slog halvtolv, og Pelle brød forskrækket op; han havde helt glemt Tiden.

»Tag Tøsen med,« sagde Stolpe – »I skal jo samme Vej. Ikke sandt Ellen, saa faar du Følgeskab? Der er ingen Fare ved at gaa med hende – for hun er hellig.« Det lød som om han hævnede sig for sit Nederlag. – »Kom snart igen, De er altid velsét hos os!«

De talte ikke synderligt paa Hjemturen, Pelle var forlegen, og havde en Fornemmelse af at hun gik og saá ham an – vejede hvad han vel var for en Fyr. Naar han tog sig sammen til at sige noget, svarede hun kort og saá forskende paa ham. Alligevel syntes han det var en interessant Tur, og vilde gærne den havde varet meget længer.

»Tak for godt Følgeskab,« sagde han da de stod ved hendes Port. »Det kunde være morsomt at træffes igen.«

»Dersom det er Meningen vi skal træffes, saa sker det jo nok,« svarede hun lukket men lod ham beholde sin Haand et Øjeblik.

»Det er det! – vær vis paa det!« udbrød Pelle lyst. »Men du glemmer nok at betale for Hjemfølgningen.« Han bøjede sig hen mod hende.

Hun stirrede forbavset paa ham – med et Par 108| Øjne der stenede ham syntes han. Saa vendte hun sig langsomt og gik ind.